Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/76@2000-06-06/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1
3. Bilag 1

Denne vejledning knytter sig til reglerne i bekendtgørelse nr. 880 af 6. december 1999 om udstykningskontrollen, der igen knytter sig til følgende bestemmelse i § 20, stk. 1, 1. pkt., i lov om udstykning og anden registrering i matriklen (udstykningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000:

»Der må ikke ske udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, såfremt den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse efter det oplyste vil medføre forhold i strid med anden lovgivning.«

Bestemmelsen pålægger matrikelmyndigheden at føre kontrol med, at der ikke i forbindelse med sager om udstykning, matrikulering, arealoverførsel og sammenlægning opstår forhold i strid med anden lovgivning. Når sammenlægning er medtaget, skyldes det dels landbrugslovens bestemmelser om sammenlægning af landbrugsejendomme, dels at sammenlægning kan medføre forhold i strid med bestemmelser, der er fastsat i eller i medfør af anden lovgivning, f.eks. bestemmelser i en lokalplan om maksimal grundstørrelse.

Hvis den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse vil medføre forhold i strid med bestemmelser i eller i medfør af anden lovgivning, må der søges om dispensation fra bestemmelserne.

Bestemmelsen i udstykningslovens § 20, stk. 1, er generel og omfatter enhver retsforskrift i anden lovgivning (både love, bekendtgørelser, vedtægter og bindende planer som f.eks. lokalplaner), når forskriften vedrører udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, ejendommenes størrelse og afgrænsning, vejforhold, arealanvendelse m.v.

Hovedreglen er efter udstykningslovens § 24, at matrikelmyndigheden fører denne »udstykningskontrol«. Matrikelmyndigheden er imidlertid kun i stand til at føre kontrollen, når den matrikulære sag indeholder de nødvendige oplysninger. Dette er baggrunden for, at lovens § 20, stk. 1, begrænser matrikelmyndighedens kontrolpligt ved ordene »efter det oplyste«, og at der i bekendtgørelsen er fastsat regler om, hvilke tilladelser og oplysninger der skal foreligge for matrikelmyndigheden, før de nævnte matrikulære forandringer (udstykning, matrikulering, arealoverførsel og sammenlægning) registreres i matriklen. Bekendtgørelsen og denne vejledning er derfor udarbejdet i samarbejde med de ministerier, hvorunder de pågældende love hører.

Fremskaffelse af den nødvendige dokumentation for, at udstykningslovens § 20 er overholdt, er ifølge lovens § 13, stk. 1, omfattet af begrebet »matrikulært arbejde«. Det er derfor i bekendtgørelsen pålagt landinspektøren at sørge herfor.

Bestemmelsen i udstykningslovens § 20, stk. 1, er imidlertid ikke begrænset til at omfatte overholdelse af de love, der er nævnt i bekendtgørelsen. Hvis landinspektøren er bekendt med, at den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse kræver tilladelse efter en retsforskrift i en lov, der ikke er medtaget i bekendtgørelsen, har landinspektøren pligt til at sørge for, at der for Kort- og Matrikelstyrelsen foreligger oplysning om forholdet og den fornødne tilladelse.

Alle sager om udstykning, matrikulering, arealoverførsel og sammenlægning skal ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, forelægges vedkommende kommunalbestyrelse , alene med de undtagelser, der er angivet i bekendtgørelsens § 3. Forelæggelse for andre myndigheder skal ske i den udstrækning, det fremgår af bekendtgørelsens §§ 2 og 3. Vejledningen indeholder i afsnit 4 en nærmere omtale af de enkelte lovområder.

I Københavns og Frederiksberg kommuner er matrikelvæsenet (stadskonduktøren i Københavns Kommune og stadslandinspektøren i Frederiksberg Kommune) en del af den kommunale administration. Reglerne i bekendtgørelsens § 1, stk. 1-3, gælder derfor ikke i de to kommuner. Stadskonduktøren og stadslandinspektøren forelægger imidlertid på tilsvarende måde sagerne for de øvrige relevante administrationsgrene i kommunen. Det påhviler derimod matrikelmyndigheden i Københavns og Frederiksberg kommuner at indhente de nødvendige tilladelser efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, før den matrikulære forandring kan registreres i matriklen.

Matrikelmyndigheden kan ikke nægte at foretage registrering i matriklen, blot fordi en myndighed udtaler sig imod den pågældende matrikulære forandring. Forandringen eller den påtænkte arealanvendelse må være i strid med en gældende retsforskrift, uden at vedkommende myndighed har meddelt dispensation fra forskriften.

Når der i lovgivningen er fastsat frist til at påklage en myndigheds tilladelse, vil den matrikulære forandring ikke blive registreret i matriklen, før fristen er udløbet. Hvis matrikelmyndigheden underrettes om, at tilladelsen er påklaget, vil den matrikulære forandring kun blive registreret i matriklen, hvis klagemyndigheden opretholder tilladelsen.

Efter udstykningslovens § 24, 2. pkt., skal matrikelmyndigheden ikke føre kontrol med overholdelse af anden lovgivning, når den matrikulære forandring er en følge af ekspropriation eller jordfordelingskendelse, jf. også bekendtgørelsens § 3. Baggrunden herfor er, at en ekspropriation eller en jordfordeling kun er lovligt foretaget, når der er sikkerhed for, at ekspropriationsformålets eller jordfordelingens virkeliggørelse ikke strider mod anden lovgivning. Det er derfor den pågældende ekspropriations- eller jordfordelingsmyndighed, der skal påse, at bestemmelserne i udstykningslovens § 20, stk. 1, - og i øvrigt også bestemmelserne i lovens §§ 18 og 19 - er overholdt.

Efter udstykningslovens § 20, stk. 1, 2. pkt., kan matrikulering af en umatrikuleret ejendom ske uden hensyn til, om matrikuleringen i sig selv eller den tilsigtede arealanvendelse vil medføre forhold i strid med anden lovgivning. Ved en umatrikuleret ejendom forstås ifølge udstykningslovens § 4, stk. 2, et umatrikuleret areal, der udgør en ejendomsretlig enhed. Undtagelsesreglen i lovens § 20, stk. 1, 2. pkt., forudsætter derfor, at ejendommen matrikuleres med de allerede bestående ejendomsgrænser. I så fald kan registreringen i matriklen ikke nægtes, selv om f.eks. grundstørrelsen bliver mindre end krævet i en lokalplan. Dette er baggrunden for, at bekendtgørelsens kontrolregler ikke omfatter en sådan matrikulering, jf. bekendtgørelsens § 3.

Uden for København og Frederiksberg kommuner skal landinspektøren som nævnt sørge for, at de nødvendige tilladelser fra andre myndigheder end matrikelmyndigheden foreligger. Ved vurderingen af, om tilladelse i henhold til anden lovgivning er nødvendig, skal landinspektøren være opmærksom på, om det er den matrikulære forandring, en påtænkt ændret arealanvendelse eller begge dele, der nødvendiggør tilladelse, jf. omtalen i afsnit 4 af de enkelte lovområder. Det er i alles interesse at undgå en matrikulær forandring i de tilfælde, hvor den påtænkte anvendelse af det omhandlede areal ikke kan realiseres. Hvis der i det konkrete tilfælde er tvivl om, hvorvidt en tilladelse er nødvendig, må sagen forelægges vedkommende myndighed.

Når en sag om udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning forelægges for anden myndighed, skal landinspektøren på en tydelig og systematisk måde redegøre for de ønskede areal- og ejendomsforandringer og vedlægge kortmateriale, hvorpå forandringerne er vist. Det er af afgørende betydning, at der ikke på noget tidspunkt under sagens behandling er usikkerhed med hensyn til størrelse og beliggenhed af nye ejendomme, der fremkommer ved udstykning eller matrikulering, af ejendomme, der sammenlægges, eller af arealer, der overføres til en samlet fast ejendom eller til offentlig vej.

Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, at landinspektøren ved forelæggelsen desuden skal give oplysning om den tilsigtede arealanvendelse såvel for restejendommen som for de arealer, der agtes udstykket eller tillagt en anden ejendom ved arealoverførsel. Det kan således være hensigtsmæssigt ved forelæggelsen at vedlægge en skematisk redegørelse, jf. reglerne herom i § 42, stk. 5, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder.

Herudover skal landinspektøren give de særlige oplysninger, der er omtalt i § 1, stk. 3, og § 2, stk. 2, i bekendtgørelsen om udstykningskontrollen samt andre oplysninger, som måtte være nødvendige for den pågældende myndigheds stillingtagen.

Hvis en myndighed stiller betingelser i forbindelse med en tilladelse, og betingelserne ikke samtidig tinglyses på den pågældende myndigheds foranstaltning, skal landinspektøren påse og oplyse, om betingelserne er opfyldt, når sagen indsendes til Kort- og Matrikelstyrelsen. Hvis det ikke af myndigheden er forudsat, at betingelserne skal opfyldes eller sikres opfyldt ved tinglysning, inden den matrikulære forandring registreres i matriklen, skal landinspektøren sørge for, at der for Kort- og Matrikelstyrelsen foreligger erklæring fra de berørte parter om, at de forpligter sig til at opfylde betingelserne. Kort- og Matrikelstyrelsen sender en kopi af erklæringen til myndigheden sammen med meddelelsen om registreringen i matriklen.

Hvis landinspektøren i en sag henviser til en tilladelse, der tidligere er indsendt til Kort- og Matrikelstyrelsen, skal der vedlægges kopi af tilladelsen.

Hvis landinspektøren er bekendt med, at der er indgivet klage over en myndigheds afgørelse i en sag om udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, må sagen ikke indsendes til Kort- og Matrikelstyrelsen, før klagen er endeligt afgjort. Er sagen allerede indsendt, når landinspektøren bliver bekendt med klagen, skal landinspektøren oplyse Kort- og Matrikelstyrelsen om klagen.

Myndigheder, der får sager om udstykning, matrikulering, arealoverførsel og sammenlægning forelagt, skal være opmærksom på, at der ikke alene skal tages stilling til selve den matrikulære forandring, men også til, om den oplyste arealanvendelse kræver tilladelse efter lovbestemmelser, som den pågældende myndighed administrerer, og om tilladelsen i så fald kan gives.

Når en myndighed har tilladt den matrikulære forandring, vil tilladelsen også være i det mindste en principtilladelse til den i sagen angivne anvendelse af de berørte arealer.

Som eksempel kan nævnes, at det i en udstykningssag er oplyst, at den nye ejendom skal bebygges med et sommerhus. Tilladelsen til udstykningen indeholder da samtidig en principiel tilladelse til, at der kan opføres et sommerhus på arealet, men omfatter ikke spørgsmål om f.eks. sommerhusets beliggenhed på grunden eller husets udformning.

Som et andet eksempel kan nævnes, at det er oplyst, at den nye ejendom agtes bebygget med en industrivirksomhed af en nærmere angivet type. Tilladelse til udstykningen vil da medføre, at ansøgeren har sikkerhed for, at det angivne formål kan realiseres, men myndigheden vil ikke være afskåret fra senere at stille krav med hensyn til virksomhedens indretning og drift, herunder om iværksættelse af miljøbeskyttende foranstaltninger.

Hvis der stilles betingelser i forbindelse med en tilladelse, skal det fremgå, på hvilken måde det ønskes godtgjort, at betingelserne er opfyldt, jf. afsnit 2.

Uden for Københavns og Frederiksberg kommuner skal kommunalbestyrelsen ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, afgive erklæring på en særlig blanket (det grønne skema), som landinspektøren fremsender sammen med sagen. Skemaet vedrører love, der helt eller delvis administreres af kommunalbestyrelsen.

Landinspektøren er dog ikke forpligtet til at anvende skemaet, når der er tale om arealoverførsler over en vis strækning, f.eks. ved vandløbsregulering og udskillelse af offentlig vej. Kravet om at anvende skemaet kan i øvrigt forventes fraveget, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, sidste pkt., når anvendelsen af skemaet af særlige grunde ikke er nødvendig eller hensigtsmæssig, f.eks. ved overførsel af et enkelt areal til offentlig vej.

Hvis en anden myndighed end kommunalbestyrelsen (normalt amtsrådet eller Hovedstadens Udviklingsråd) har kompetence til at træffe afgørelse i den konkrete sag, angives dette i skemaet.

Kort- og Matrikelstyrelsen påser bl.a. på grundlag af skemaet, at de nødvendige tilladelser fra kommunalbestyrelsen og andre myndigheder foreligger, inden der foretages registrering i matriklen.

Kommunalbestyrelsens erklæring i det grønne skema behøver ikke at afvente nødvendige tilladelser fra andre myndigheder til gennemførelsen af den matrikulære sag.

Nedenfor gennemgås de enkelte lovområder. I internationale naturbeskyttelsesområder gælder særlige regler for planlægning og tilladelser, dispensationer o.lign. efter planloven, miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, råstofloven og skovloven. Der henvises især til §§ 3, 4 og 6 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder.

Planlovens administation er delt mellem regionplanmyndigheder og kommunalbestyrelser.

Amtsrådet er regionplanmyndigheden. Med virkning fra 1. juli 2000 er Hovedstadens Udviklingsråd dog regionplanmyndighed i hovedstadsområdet, der, jf. lov nr. 355 af 2. juni 1999 om ændring af forskellige love som følge af oprettelsen af Hovedstadens Udviklingsråd, omfatter Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Det er navnlig bestemmelser i en lokalplan, der kan medføre, at den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse forudsætter tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Også lokalplanpligten efter lovens § 13 og § 19, stk. 2, kan få betydning.

En lokalplan kan indeholde bestemmelser om bonusvirkning, det vil sige, at lokalplanen indeholder bestemmelser om, at lokalplanen erstatter de tilladelser og dispensationer, der er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse, jf. lovens § 15, stk. 4 og 7. Bestemmelsen i § 15, stk. 4, giver hjemmel til, at lokalplanen kan få bonusvirkning for så vidt angår landzonetilladelser.

Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, jf. lovens § 19.

Kommunalbestyrelsen påser, om den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse kræver, at der er tilvejebragt lokalplan, jf. lovens § 13 (lokalplanpligt).

Kommunalbestyrelsen påser endvidere, om der er overensstemmelse med en offentligt bekendtgjort lokalplan eller en gældende byplanvedtægt, og om der vil opstå forhold i strid med et offentliggjort lokalplanforslag eller et forbud efter lovens § 12, stk. 2 eller 3, eller § 14. Hvis sagen kræver, at der bliver tilvejebragt lokalplan, skal sagen afvente den offentlige bekendtgørelse af lokalplanen. Den matrikulære forandring kan ikke registreres i matriklen, før lokalplanen er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort.

Kun matrikulære forandringer, der vedrører arealer i landzone, har betydning i forhold til planlovens bestemmelser om zoneinddeling og landzoneadministration.

Hovedreglen er, at regionplanmyndigheden er landzonemyndighed. I landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan, og i landzoneområder, der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan, er kommunalbestyrelsen dog landzonemyndighed.

Bestemmelser om landzoneadministrationen findes i planlovens §§ 35-38. Sager om udstykning skal altid forelægges for landzonemyndigheden, medmindre der er tale om:

udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4, til samdrift med bestående landbrugsejendom,

udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2,

udstykning, der er udtrykkeligt er tilladt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse eller en lokalplan, der er tilvejebragt efter reglerne i planloven, eller

udstykning, der foretages på grundlag af en erhvervelse efter jordkøbsloven til et regionalt jordkøbsnævns formål.

Sager om arealoverførsel, matrikulering og sammenlægning skal forelægges for landzonemyndigheden, når den matrikulære forandring sker med henblik på opførelse af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bestående bebyggelse eller af ubebyggede arealer. Det gælder dog ikke, når der er tale om byggeri eller ændret anvendelse, der efter lovens §§ 36-38 kan ske uden tilladelse fra landzonemyndigheden. Det bemærkes, at landzonemyndigheden skal godkende beliggenheden og udformningen af bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, hvis bygningerne opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Planloven indeholder særlige bestemmelser om planlægning i kystområder og en bestemmelse om, at der i kystnærhedszonen kun må meddeles landzonetilladelse, hvis det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne. Kystnærhedszonen dækker alle landets kyster og omfatter arealer i sommerhusområde og landzone. En særlig vejledning om planlægning i kystområderne findes i Miljø- og Energiministeriets vejledning nr. 76 af 27. april 1993 om planlægning og administration af kystområderne.

Efter § 3 i Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998 om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder, må der ikke meddeles landzonetilladelse til byggeri og anlæg m.v., som kan forhindre, at det naturlige vandstandsniveau kan genskabes inden for de områder, der er udpeget i regionplantillæg og i forslag til regionplantillæg.

Landzonetilladelse til udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om VVM-pligt i lovens § 6 c, stk. 1, eller reglen om lokalplanpligt i § 13, kan først meddeles, når de fornødne retningslinier i regionplanen er endeligt vedtaget og den fornødne lokalplan er offentligt bekendtgjort.

Med hensyn til reglerne i øvrigt samt til spørgsmålet om, hvornår der er tale om en ændret anvendelse, der forudsætter tilladelse fra landzonemyndigheden, henvises der til Miljø- og Energiministeriets vejledning om planloven.

Særlige regler om landzonetilladelse til opstilling af vindmøller er fastsat i Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999.

Lovens administration er delt mellem Vejdirektoratet, amtsråd og kommunalbestyrelser.

Vejdirektoratet er vejbestyrelse for hovedlandeveje, mens amtsråd og kommunalbestyrelser er vejbestyrelse for henholdsvis landeveje og kommuneveje.

Det er navnlig bestemmelserne om adgangsforhold til offentlig vej i kap. 6 og om sikring af vejanlæg (byggelinier) i kap. 4, der har betydning i forbindelse med matrikulære forandringer.

Landinspektøren skal til brug for kommunalbestyrelsens besvarelse i det grønne skema oplyse, om der er fastsat adgangsbestemmelser for de berørte ejendomme, jf. lovens §§ 72-75 og den tidligere vejbestyrelseslovs § 36. Hvis en ejendom eller en særskilt beliggende del af en ejendom skal have adgang til offentlig vej ad en privat fællesvej over anden ejendom, skal det på samme måde oplyses, om der er fastsat adgangsbestemmelser for den ejendom, hvorfra vejen munder ud i den offentlige vej.

Landinspektøren skal endvidere oplyse i skemaet, om der er fastsat byggeliniebestemmelser for de berørte ejendomme, og om der er sket bekendtgørelse eller tinglysning herom, jf. lovens §§ 34, 35 og 37. Tilsvarende oplysninger skal gives om byggeliniebestemmelser pålagt i medfør af § 40 eller § 41 i den tidligere vejbestyrelseslov. Oplysningspligten omfatter også byggelinier, der er fastsat efter lov nr. 275 af 28. november 1928 om fastsættelse af byggelinier ved veje og gader.

Det følger af vejlovgivningen, at sager om udstykning, matrikulering og arealoverførsel skal forelægges for amtsrådet eller Vejdirektoratet som vejbestyrelse i nedennævnte tilfælde, medmindre amtsrådet eller Vejdirektoratet har delegeret sin tilladelses- og dispensationskompetence til kommunalbestyrelsen:

1) Når ejendomme, der fremkommer eller ændres ved udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, skal benytte en ny eller en bestående overkørsel eller overgang til landevej eller hovedlandevej. Det samme gælder, hvis en ny eller en bestående overkørsel eller overgang til kommunevej ligger i mindre afstand end 100 m - i bymæssige bebyggelser dog i mindre afstand end 50 m - fra landevej eller hovedlandevej, jf. lovens §§ 70-71.

Hvis der er tale om en ny ejendom eller en særskilt beliggende del af en ejendom, der skal have adgang ad en bestående privat fællesvej, der ifølge matrikelkortet munder ud i en offentlig vej, og hvis vejbestyrelsen for landevejen/hovedlandevejen tidligere har godkendt, at vejen benyttes til udstykning i det pågældende omfang og/eller til det pågældende formål, skal godkendelsen vedlægges i kopi.

2) Når der er fastsat adgangsbestemmelser for en landevej eller en hovedlandevej, og når en ny ejendom eller et areal, der overføres fra en ejendom, grænser til vejen og har direkte adgang til vejen.

3) Når der er fastsat byggeliniebestemmelser for en landevej eller en hovedlandevej, og når den arealanvendelse, der tilsigtes ved den matrikulære forandring, er i strid med byggeliniebestemmelsen, jf. nærmere bestemmelserne i §§ 34 og 35 i lov om offentlige veje.

Det følger af udstykningslovens § 20, stk. 1, at sager vedrørende udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning i øvrigt altid skal forelægges for vejbestyrelsen, hvis den tilsigtede arealanvendelse nødvendiggør en tilladelse efter vejlovgivningen.

Loven administreres af kommunalbestyrelsen, der er vejmyndighed for private fællesveje og -stier.

I lov om private fællesveje er det navnlig bestemmelserne i § 14 og §§ 23-29 om vejudlæg og udstykning m.v., bestemmelserne i § 48 om overkørsler og overgange samt bestemmelserne i kap. 9 om nedlægning af private fællesveje, der har betydning i forbindelse med matrikulære forandringer.

Bekendtgørelsen om matrikulære arbejder indeholder i kap. 3 regler om, at ansøgning om optagelse, slettelse, indsnævring eller omlægning af privat fællesvej på matrikelkortet også skal forelægges for kommunalbestyrelsen, når de ønskede forandringer ikke sker i forbindelse med udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning. Disse regler har sammenhæng med bestemmelserne i lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, og reglerne er koordineret med bestemmelserne i privatvejsloven.

Loven administreres af kommunalbestyrelsen.

I byggelovgivningen er det bestemmelserne i §§ 6A, 6B og 8 om mindste grundstørrelse, grundens facadelængde og bebyggelsesprocent, bygningers afstand til skel samt bestemmelser i bygningsreglementerne, der har betydning for gennemførelsen af matrikulære forandringer. Bestemmelser om placeringen af bygninger i forhold til skel betyder også, at nye skel skal afsættes i overensstemmelse med disse bestemmelsers indhold og formål. I bygningsreglementerne er det primært bestemmelserne i kap. 2, 3 og 6.3 i Bygningsreglement 1995, samt afsnit 2, 10, 11 og 12 i Bygningsreglement for småhuse (BR-S 98), der har betydning i forbindelse med matrikulære forandringer.

Bestemmelser i byggelovens § 10A og § 22, stk. 3, sikrer, at der kan gennemføres udstykning i tilfælde, hvor der efter 1. april 1991 meddeles tilladelse til opførelse af mere end ét enfamiliehus (fritliggende eller sammenbyggede) til helårsbeboelse på en ejendom. Bestemmelserne indebærer, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til spørgsmålet om eventuel efterfølgende udstykning i forbindelse med sagsbehandlingen og giver kommunalbestyrelsen mulighed for at dispensere fra § 10 A og dermed samtidig i de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen har kompetencen til at dispensere fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser og bestemmelser om vejadgang, som vil være til hinder for en senere udstykning af en bebyggelse, der er omfattet af byggelovens § 10 A.

I tilknytning hertil skal nævnes udstykningslovens § 20, stk. 2, som hindrer, at sådanne dispensationer, som muliggør en udstykning, bortfalder som følge af lovbestemte forældelsesfrister.

Der henvises i øvrigt til Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 122 af 5. juli 1991 om koordinering af lovgivningen om bebyggelse og ejendomsdannelse (byggelovens § 10 A og forholdet til kommmuneplanloven, zoneloven, udstykningsloven, ejerlejlighedsloven, andelsboligforeningsloven m.v.).

Lovens administration er delt mellem kommunalbestyrelser og amtsråd.

Det er navnlig reglerne om beskyttelse af jord og grundvand og om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., der kan have betydning i forbindelse med matrikulære forandringer. Desuden er der fastsat afstandskrav til offentlige veje og naboskel m.v. i bl.a. bekendtgørelse nr. 12 af 3. januar 1992 om pelsdyrfarme, bekendtgørelse nr. 877 af 10. december 1998 om erhvervsmæsssigt dyrehold, husdyrgødning og ensilage m.v. (husdyrbekendtgørelsen), samt bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. (spildevandsbekendtgørelsen).

Når der i forbindelse med den matrikulære forandring skal etableres et nyt spildevandsanlæg, f.eks. et nedsivningsanlæg eller en nedgravet olietank, gælder de nævnte afstandskrav i spildevandsbekendtgørelsen.

Hvis den matrikulære forandring bevirker, at et anlæg, der betjener en ejendom, f.eks. et nedsivningsanlæg, kommer til at ligge på en anden ejendom, kan det gøres til en betingelse for forandringen, at der på den anden ejendom tinglyses en deklaration om forholdet. Der henvises til afsnit 3.1. samt Miljøstyrelsens cirkulære nr. 73 af 21. april 1980 om afledning af spildevand til jorden.

Hvis der i forbindelse med den matrikulære forandring skal opføres eller indrettes en virksomhed, der kræver godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, kan landinspektøren oplyse dette i det grønne skema.

Hvis det under landinspektørens behandling af den matrikulære sag bliver oplyst, at et allerede eksisterende anlæg ikke overholder de afstande til vandforsyningsanlæg m.v., som ville blive forlangt for nye anlæg, vil kommunalbestyrelsen normalt skønne, om der er grund til at skride ind efter miljøbeskyttelseslovens regler (f.eks. fordi forholdet må anses for nærliggende sundhedsfarligt, eller fordi der skal foretages et så omfattende nybyggeri, at det vil være rimeligt samtidig at få anlægget indrettet efter reglerne for nye anlæg).

Bestemmelse om, at der ikke skal skrides ind over for et ældre forhold, kan i reglen træffes af kommunalbestyrelsen.

Bestemmelse om, at der skal skrides ind, må i reglen træffes af den myndighed, der er beføjet til at tillade forholdet (kommunalbestyrelsen, amtsrådet, evt. Miljøstyrelsen). Kommunalbestyrelsen behøver ikke at lade sin erklæring efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om udstykningskontrollen vente, til en anden myndighed har afgjort spørgsmålet, men skal blot i erklæringen anføre, at spørgsmålet undersøges. Kommunalbestyrelsen skal samtidig give tilsvarende underretning til ansøgeren og eventuelt til den, der har givet anledning til, at spørgsmålet er taget op.

Naturbeskyttelseslovens administration er delt mellem amtsråd, kommunalbestyrelser og fredningsnævn.

Landinspektøren skal ifølge § 2, stk. 2 i bekendtgørelse om udstykningskontrollen, over for Kort- og Matrikelstyrelsen afgive erklæring om forholdet til naturbeskyttelsesloven på den hvide landinspektørerklæring.

Det er navnlig naturbeskyttelseslovens bestemmelser i kap. 2 om beskyttede naturtyper m.v., og om beskyttelseslinier langs strande, søer og åer, skove, fortidsminder og kirker samt bestemmelserne i kap. 6 om fredning, der har betydning i forbindelse med matrikulære forandringer.

Ved lov nr. 439 af 1. juni 1994, som ændret ved lov nr. 282 af 12. maj 1999, blev klitfrednings- og strandbeskyttelseslinierne udvidet fra 100 m til 300 m. I sommerhusområder er klitfrednings- og strandbeskyttelseslinierne dog fortsat 100 m, eller en evt. tidligere fastsat kortere afstand. På en række i loven nærmere beskrevne kyststrækninger fastlægges de nye beskyttelseslinier nærmere end 300 m/100 m, jf. § 2, nr.1 og 2, i lov nr. 282 af 12. maj 1999. Udvidelserne bliver først gældende, når miljø- og energiministeren efter Strandbeskyttelseskommissionens indstilling har fastlagt liniens beliggenhed og udstedt en bekendtgørelse herom. Miljø- og energiministeren bekendtgør de endeligt fastlagte klitfrednings- og strandbeskyttelseslinier for hvert enkelt amt og drager omsorg for, at linierne registreres i matriklen for de berørte ejendomme, jf. § 1, nr. 4, i lov nr. 282 af 12. maj 1999. Klitfrednings- og strandbeskyttelseslinierne vil således, når de er fastlagt, fremgå af såvel matrikelkortet som matrikelregistret. På grundlag af oplysninger fra matrikelmyndigheden foretages der notering i tingbogen på de ejendomme, der helt eller delvis er omfattet af beskyttelseslinierne.

Strandbeskyttelseslinien fastlægges ved registreringen på matrikelkortet, og det er den linie, der er gældende. Strandbeskyttelseslinien kan ændres af miljø- og energiministeren, når der er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten, jf. § 69, stk. 2. Klitfredningslinien fastlægges ligeledes ved registreringen på matrikelkortet. Grænserne for klitfredningen afmærkes tillige på stedet og revideres løbende, jf. lovens § 8, stk. 6.

Landinspektøren skal være opmærksom på, om der ved udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning tilsigtes en ændring i tilstanden af naturlige søer på over 100 m 2 , af beskyttede vandløb eller af heder, moser og lignende, strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev på over 2500 m 2 eller af sten- og jorddiger, jf. lovens §§ 3-6.

Ved beregning af arealet af de nævnte biotoper lægges det samlede naturareals størrelse til grund. Små biotoper, der ikke i sig selv opfylder størrelseskriteriet, vil således kunne være omfattet af beskyttelsesordningen, hvis de støder op til eller indgår i arealer med andre naturtyper, som er omfattet af beskyttelsesordningen. Der skal dog være tale om et sammenhængende areal.

Med sammenhængende areal forstås et område, som i naturbeskyttelsesmæssig henseende kan karakteriseres som en funktionel helhed. Dette indebærer, at en hede, eng eller mose eller et overdrev eller kombinationer af disse naturtyper kan anses som sammenhængende, uanset om området i et vist omfang er gennemskåret af f.eks. mindre veje, brandbælter, vandløb, små skovparceller, hegn m.v.

Det bemærkes, at ejerforholdet er uden betydning for afgørelsen af, om et areal er sammenhængende.

Ved betegnelsen sten- og jorddiger forstås diger, som består af en opkastet vold, f.eks. bestående af græstørv, lerjord, sand, tang, tørv eller sten.

Beskyttelsen er i en indledningsfase afgrænset til de diger, der er optegnet på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk Danmark (1:25.000). En række diger kan imidlertid være nedlagt, siden kortene blev udarbejdet. I tvivlstilfælde kan det ved hjælp af luftfotos søges fastslået, om diget allerede var nedlagt, da loven trådte i kraft.

Dispensation fra bestemmelserne i lovens § 3, stk. 1-3, og § 4, stk. 1, kan meddeles af amtsrådet i særlige tilfælde, jf. lovens § 65, stk. 3. Det er også amtsrådet, der efter anmodning giver oplysning om, hvorvidt en nærmere angivet foranstaltning eller et bestemt areal er omfattet af beskyttelsesordningen.

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse nr. 572 af 25. juni 1992 om beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v., vejledning af 1. januar 1993 om registrering af beskyttede naturtyper samt til vejledning om naturbeskyttelsesloven.

Der må ikke foretages udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, hvorved der fastlægges skel eller tilsigtes en ændret anvendelse af klitfredede arealer, jf. lovens § 8, stk. 1.

Klitfredede arealer findes navnlig langs Skagerrak og Vesterhavet i Nordjyllands, Viborg, Ringkøbing og Ribe Amter samt på øen Rømø i Sønderjyllands Amt, jf. lovens § 8, stk. 2.

Som nævnt i afsnit 4.6 udvides klitfredningen til at omfatte arealer, der ligger inden for 300 m fra den inderste grænse af de strandbredder, der er nævnt ovenfor. Udvidelsen, som sker amtsvis, bliver dog først gældende ved miljø- og energiministerens bekendtgørelse herom. Samtidig ophæves bestemmelsen i lovens § 10 om, at klitfredning tinglyses på ejendommen.

Der må ikke gives adgang til nye ejendomme ad veje, der fører over klitfredede arealer, jf. lovens § 11, stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen kan dog i særlige tilfælde gøre undtagelse fra denne bestemmelse, jf. § 65, stk. 1, samt fra bestemmelsen i lovens § 8, stk. 1, om ændringer i tilstanden af klitfredede arealer.

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse nr. 661 af 13. august 1997 om klitfredning samt til vejledning om naturbeskyttelsesloven.

Der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel gennem fortidsminder eller tilsigtes ændring i tilstanden af fortidsminder, jf. lovens § 12, stk. 1.

De beskyttede fortidsminder er optaget i bilaget til loven. Det fremgår af bilaget, at visse typer af fortidsminder kun er omfattet af forbudet i lovens § 12, stk. 1, når ejeren har modtaget meddelelse fra Skov- og Naturstyrelsen om deres tilstedeværelse.

Dispensation fra bestemmelserne i lovens § 12, stk. 1, kan meddeles af Skov- og Naturstyrelsen i særlige tilfælde, jf. lovens § 65, stk. 1.

Der må ikke foretages udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, hvorved der fastlægges skel eller tilsigtes en ændring i tilstanden, eller hvorved det er hensigten at etablere hegn, placere campingvogne eller lignende, på strandbredder og på andre kyststrækninger, der ligger inden for 100 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation, jf. lovens § 15, stk. 1.

Som nævnt i afsnit 4.6 udvides strandbeskyttelseslinien fra 100 m til 300 m, og linien registreres i matriklen. Udvidelsen, som sker amtsvis, bliver dog først gældende ved miljø- og energiministerens bekendtgørelse herom.

Der er en række undtagelsesbestemmelser i lovens § 15.

Dispensation fra bestemmelsen i lovens § 15, stk. 1, kan meddeles af amtsrådet i særlige tilfælde, jf. lovens § 65, stk. 3.

Der kræves ikke tilladelse efter loven, når et særskilt beliggende matr.nr., eller en særskilt beliggende del af et matr.nr., bliver en ny ejendom eller bliver overført til en anden ejendom, og der på arealet ikke skal foretages noget, der kræver tilladelse efter bestemmelserne i lovens § 15, stk. 1.

Når det i forbindelse med udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på mindst 3 ha eller langs de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinie i henhold til den tidligere lovgivning, er hensigten at opføre bebyggelse, campingvogne eller lignende eller foretage beplantning eller ændringer i terrænet, jf. lovens § 16, stk. 1, skal der foreligge tilladelse fra amtsrådet, jf. lovens § 65, stk. 2. Er der tale om arealer i byzone eller i et sommerhusområde, skal der dog foreligge tilladelse fra kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 65, stk. 4. Forelæggelse skal ikke ske i tilfælde, der falder ind under undtagelsesbestemmelserne i lovens § 16, stk. 2.

Når det i forbindelse med udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning inden for en afstand af 300 m fra offentlige skove samt private sammenhængende skove på 20 ha eller derover er hensigten at placere bebyggelse, campingvogne og lignende, jf. lovens § 17, stk. 1, skal der foreligge tilladelse fra amtsrådet, jf. lovens § 65, stk. 2. Er der tale om arealer i byzone eller sommerhusområde, skal der dog foreligge tilladelse fra kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 65, stk. 5. Forelæggelse skal ikke ske i tilfælde, der falder ind under undtagelsesbestemmelserne i lovens § 17, stk. 2.

Når det i forbindelse med udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning af arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra et beskyttet fortidsminde, jf. lovens § 12, er hensigten at ændre tilstanden inden for beskyttelseslinien, herunder at etablere hegn, placere campingvogne eller lignende, jf. lovens § 18, stk. 1, skal der foreligge tilladelse fra amtsrådet, jf. lovens § 65, stk. 3. Forelæggelse skal ikke ske i tilfælde, der falder ind under undtagelsesbestemmelserne i lovens § 18, stk. 2.

Når det i forbindelse med udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning er hensigten, at der inden for en afstand af 300 m fra kirker skal opføres bebyggelse med en højde over 8,5 m (f.eks. siloer på landbrugsejendomme eller vindmøller), skal der foreligge tilladelse fra amtsrådet, jf. lovens § 65, stk. 2. Byggeliniebestemmelsen gælder dog ikke for kirker, der er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen, jf. lovens § 19.

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse nr. 547 af 22. juni 1992 om bygge- og beskyttelseslinier samt til vejledning om naturbeskyttelsesloven.

Hvis ønsket om en matrikulær forandring eller den tilsigtede arealanvendelse strider mod bestemmelser i en fredning, skal der være meddelt dispensation, jf. lovens § 50. Dispensationer meddeles af vedkommende fredningsnævn. Det samme gælder, hvis der er udstedt foreløbigt forbud efter lovens § 34, eller hvis der verserer en fredningssag for fredningsnævnet, jf. lovens § 37.

Loven administreres af Skov- og Naturstyrelsen ved det lokale statsskovdistrikt.

Landinspektøren skal ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2, over for Kort- og Matrikelstyrelsen afgive erklæring om forholdet til skovloven. Erklæringen afgives på samme blanket som erklæringen vedrørende naturbeskyttelsesloven.

Det er navnlig bestemmelserne i lovens kap. 2 om fredskovspligt, dens pålæggelse og ophævelse m.m., der har betydning i forbindelse med matrikulære sager.

Medio 1999 blev fredskovsnoteringen i matriklen afsluttet. Det betyder, at fredskovspligtige arealer fremgår af såvel matrikelregistret som matrikelkortet.

Nye fredskovspligtige arealer kan opstå ved miljø- og energiministerens beslutning, jf. lovens § 7, eller tilladelse, jf. lovens § 8, samt ved statens, kommunernes eller folkekirkens erhvervelse eller etablering af skov, jf. lovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Efter lovens § 4, stk. 6, påhviler det staten, kommunerne og folkekirken at orientere miljø- og energiministeren om erhvervelse eller etablering af skov. Statsskovdistrikterne sørger for, at fredskovspligten noteres i matriklen.

Skov- og Naturstyrelsen har udstedt retningslinier, der skal sikre at fredskovsnoteringen i matriklen ajourføres. Disse retningslinier er givet ved Skov- og Naturstyrelsens vejledning i distrikternes arbejde med løbende vedligeholdelse af fredskovsnoteringen, der er gældende fra den 1. august 1997.

Efter afslutningen af fredskovsnoteringen i matriklen er al fredskov således i princippet noteret i matriklen. Der kan dog være tale om, at arealer der, jf. lovens §§ 7 og 8, er blevet pålagt fredskovspligt, eller at skov, der er erhvervet eller etableret af offentlige myndigheder, endnu ikke er registreret i matriklen. Der kan endvidere være tale om, at der opdages fejl i fredskovsnoteringen, f.eks. i form af uoverensstemmelse mellem angivelsen af størrelsen af arealet i matriklen og forholdene i marken. Sagen skal i så fald forelægges for statsskovdistriktet.

Ved udstykning, matrikulering og arealoverførsel skal landinspektøren undersøge, om der er fredskovspligt på de berørte arealer, jf. lovens § 4.

Der skal foreligge tilladelse fra statsskovdistriktet,

når et fredskovspligtigt areal skal overgå til anden anvendelse end skovdrift, jf. lovens §§ 9 og 10, eller

når en samlet fredskovsstrækning, jf. lovens § 11, udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel, eller

når et areal i forbindelse med udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning skal tilplantes og pålægges fredskovspligt, jf. lovens § 8.

I § 32, stk. 7, i bekendtgørelsen om matrikulære arbejder er der regler om beregning af fredskovspligtigt areal i forbindelse med matrikulære forandringer.

§§ 39 og 42 i bekendtgørelsen indeholder regler om henholdsvis angivelse af fredskovspligtigt areal på ændringskort og oplysning i skematisk redegørelse om arealforandring vedrørende arealerne.

Loven administreres af Skov- og Naturstyrelsen.

Før der kan ske udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, der vil medføre deling af en i matriklen noteret samlet skovstrækning, der har hørt under de tidligere majorater, jf. lovens § 5, skal der foreligge tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Loven administreres af jordbrugskommissioner, der er nedsat for hver amtskommune. Reglerne i lovens § 7 a om råstofindvinding og om skovplantning administreres dog af amtsrådene. Det er navnlig reglerne i lovens § 4, § 8, stk. 3 og 4, § 13 og § 14, der har betydning i forbindelse med gennemførelse af matrikulære forandringer.

Udstykning, ophævelse af landbrugspligt, arealoverførsel og sammenlægning kan ske uden tilladelse efter lovens §§ 4 og 13, når landinspektøren kan afgive erklæring efter reglerne i bekendtgørelse nr. 628 af 26. juli 1999 om udstykningssager m.v. vedrørende landbrugsejendomme. Erklæringen skal afgives på et særligt skema (Rød erklæring), der skal sendes til Kort- og Matrikelstyrelsen sammen med sagen.

Hvis landinspektøren ikke kan afgive erklæring om ovennævnte forhold, kan den matrikulære forandring ikke ske, før der foreligger en tilladelse fra jordbrugskommissionen. Udstykning m.v., hvorved bygningerne på en landbrugsejendom fraskilles efter reglerne i lovens § 8, stk. 3 eller 4, eller hvorved der oprettes en ny landbrugsejendom efter lovens § 14, kan ikke ske på grundlag af en landinspektørerklæring. Er landinspektøren i tvivl om, hvorvidt der er grundlag for at afgive erklæringen, skal sagen forelægges jordbrugskommissionen som en ansøgning.

Ved udstykning m.v. af arealer, der er pålagt deklaration i medfør af landbrugsloven, f.eks. i forbindelse med ophævelse af landbrugspligten, skal landinspektøren sørge for, at der vedlægges fornøden tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Sager om supplering eller nedlægning af en landbrugsejendom, der er noteret som "familieejendom", jf. § 17 b i landbrugsloven, skal forelægges jordbrugskommissionen. Ved forelæggelsen skal det oplyses, at sagen vedrører en familieejendom. Den indhentede tilladelse skal vedlægges sagen ved indsendelsen til Kort- og Matrikelstyrelsen. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse nr. 42 af 24. februar 1972 om landbrugsejendommes notering som familieejendomme og til § 2 i bekendtgørelse nr. 626 af 26. juli 1999 om dokumentation ved tinglysning af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme.

Præstegårde er i almindelighed ikke noteret som landbrugsejendomme i matriklen, men der er mellem Fødevareministeriet og Kirkeministeriet truffet aftale om, at præstegårde principielt skal være undergivet samme regler som landbrugsejendomme. Sager om fraskillelse af beboelsesbygning på en præstegård samt om udstykning i øvrigt eller arealoverførsel, der vedrører en præstegård, skal således forelægges jordbrugskommissionen, medmindre landinspektøren kan afgive erklæring om forholdet inden forelæggelsen for Kirkeministeriet, jf. § 21, stk. 3, i lov om folkekirkens økonomi (lovbekendtgørelse nr. 537 af 24. juni 1997, som ændret ved lov nr. 941 af 20. december 1999). Kirkeministeriets tilladelse skal indsendes med sagen til Kort- og Matrikelstyrelsen.

Når Direktoratet for FødevareErhverv, de regionale jordkøbsnævn eller Den sønderjyske Jordfond erhverver landbrugsarealer efter jordkøbsloven (lovbekendtgørelse nr. 493 af 13. juni 1997), kan det ske uden tilladelse fra jordbrugskommissionen efter reglerne i § 4, stk. 1, § 7, stk. 1, og §§ 13 og 14 i landbrugsloven, når der er tale om erhvervelse af landbrugsjorder eller frasalg af bygninger med tilhørende jordtilliggender, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 625 af 26. juli 1999 om administration af landbrugsloven. Ophævelse af landbrugspligten forudsætter dog tilladelse fra jordbrugskommissionen, medmindre det kan ske uden tilladelse, jf. lovens § 4, stk. 6 og 7.

Sager om udstykning eller arealoverførsel, der vedrører erhvervelse af arealer efter jordkøbsloven, skal, jf. § 5, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 511 af 18. juni 1997 om regionale jordkøbsnævn, forelægges for jordbrugskommissionen, hvis der for så vidt angår restejendommen, som nævnet ikke køber, kræves tilladelse efter landbrugsloven. Fortrinsstilling efter landbrugsloven kan ikke gøres gældende ved køb af jord efter jordkøbsloven, men alene ved afhændelsen af jorden, herunder i en jordfordeling, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 9.

Loven administreres af amtsrådene. Sager om udstykning eller arealoverførsel mellem ejendomme med henblik på udnyttelse af forekomster i jorden skal ved sagens indsendelse til Kort- og Matrikelstyrelsen vedlægges en kopi af tilladelse til indvindingen fra amtsrådet i medfør af råstoflovens § 7.

Den 1. januar 2000 trådte lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord i kraft. Loven erstattede affaldsdepotloven, værditabsloven og dele af miljøbeskyttelsesloven.

Jordforureningsloven administreres af amtsrådene. Efter lovens § 8 må anvendelsen af et areal, der af amtsrådet er kortlagt som forurenet jord på vidensniveau 1 eller 2 efter lovens § 12 ikke ændres til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution, før amtsrådet har meddelt tilladelse hertil. På kortlagte arealer, der anvendes til ovenstående formål eller af amtsrådet er fastlagt som indsatsområde, jf. § 6, stk. 1, skal amtsrådets tilladelse være meddelt, før et bygge- eller anlægsarbejde på arealet påbegyndes, jf. lovens § 8, stk. 2.

Ved udstykning og arealoverførsel af kortlagte arealer med henblik på en ændret anvendelse som anført ovenfor skal amtsrådets tilladelse indsendes med sagen til Kort- og Matrikelstyrelsen.

Amtsrådets kortlægning af forurenede arealer gennemføres i samarbejde med kommunalbestyrelsen. Et areal betegnes kortlagt på vidensniveau 1, når der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til forurening på det pågældende areal, jf. lovens § 4. Et areal betegnes kortlagt på vidensniveau 2, når der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan være til fare for mennesker og miljø, jf. lovens § 5.

Efter lovens § 14 skal oplysninger om kortlagte arealer registreres i matriklen og løbende opdateres. De kortlagte arealer vil fremgå af såvel matrikelkortet som matrikelregistret, når registreringerne er foretaget. Forurenede arealer, der er kortlagt på vidensniveau 1, noteres i matrikelregistret på de berørte matrikelnumre og på matrikelkortet vises de berørte matrikelnumre i deres helhed med en særlig fladesignatur. Forurenede arealer, der er kortlagt på vidensniveau 2, noteres ligeledes i matrikelregistret på de berørte matrikelnumre, mens det forurenede areals beliggenhed indtegnes på matrikelkortet med en afgrænset signaturflade. På grundlag af oplysninger fra matrikelmyndigheden foretages der notering i tingbogen på de berørte ejendomme. Tinglysningen af de affaldsdepoter, der er registreret efter affaldsdepotloven opretholdes, indtil de er registreret i matriklen.

Grønne skemaer og skemaer til erklæring vedrørende naturbeskyttelsesloven og skovloven kan rekvireres i Kort- og Matrikelstyrelsen, Rentemestervej 8, 2400 København NV.

Skemaer til landinspektørerklæring om forholdet til landbrugsloven (Rød erklæring) kan rekvireres i Direktoratet for FødevareErhverv, Toldbodgade 29, 1253 København K.

Vejledning nr. 139 af 5. august 1992 om udstykningskontrollen bortfalder.

Underskrift 1

Kort- og Matrikelstyrelsen, den 6. juni 2000 Peter Jakobsen /Birgit Kristiansen

Bilag 1

Bilag 1 Love nævnt i vejledningen Lov om planlægning, lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni 1999, som ændret ved lov nr. 1106 af 29. december 1999 og ved lov nr. 110 af 15. februar 2000. Lov om offentlige veje, lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999. Lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999, som ændret ved lov nr. 292 af 28. april 2000. Byggeloven, lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998. Lov om miljøbeskyttelse, lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998, som ændret ved lov nr. 907 af 16. december 1998, lov nr. 908 af 16. december 1998, lov nr. 355 af 2. juni 1999, lov nr. 369 af 2. juni 1999, lov nr. 370 af 2. juni 1999 og lov nr. 373 af 2. juni 1999. Lov om naturbeskyttelse, lovbekendtgørelse nr. 835 af 1. november 1997, som ændret ved lov nr. 478 af 1. juli 1998 og ved lov nr. 282 af 12. maj 1999. Skovloven, lovbekendtgørelse nr. 959 af 2. november 1996. Lensafløsningsloven (Majoratsloven), lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986, som ændret ved lov nr. 384 af 7. juni 1989, ved lov nr. 418 af 13. juni 1990, ved lov nr. 222 af 10. april 1991 og ved lov nr. 389 af 14. juni 1995. Landbrugsloven, lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999. Lov om råstoffer, lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som ændret ved lov nr. 370 af 2. juni 1999. Lov om forurenet jord, lov nr. 370 af 2. juni 1999, som ændret ved lov nr. 1109 af 29. december 1999.

Versioner

1. 2000-06-06 · til 2004-12-15