Gelex

Vejledning om kørestole som et særligt personligt hjælpemiddel m.v., jf. lov nr. 344 af 17. maj 2000

OphævetVersion 2000-06-27fra 2000-06-29 til 2004-12-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/93@2000-06-27/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Med virkning fra 1. juli 2000 er der ved lov nr. 344 af 17. maj 2000 indsat en ny bestemmelse i servicelovens § 97, stk. 4. Kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer betragtes således fra 1. juli 2000 som et særligt personligt hjælpemiddel. Kørestole, hvortil der er ydet støtte efter serviceloven, betragtes som et udlån og skal tilbageleveres til kommunen eller amtskommunen, når brugeren ikke har brug for den mere.

Denne vejledning uddyber lovændringerne og supplerer således Socialministeriets vejledning om Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998.

Lov nr. 344 af 17. maj 2000 samt ændring af Socialministeriets bekendtgørelse af 27. juni 2000 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 ligger til grund for denne vejledning.

1.1. Servicelovens § 97, stk. 4

Efter servicelovens § 97, stk. 4 kan der ydes hjælp til særligt personlige hjælpemidler.

Som særligt personligt hjælpemiddel forstås, jf. § 97, stk. 4: » kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, ortopædisk fodtøj, [...]. «

Det er en betingelse for at yde hjælp efter § 97, stk. 4 at ansøger har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er herudover en betingelse, at de ovenfor nævnte hjælpemidler i væsentlig grad kompenserer for eller afhjælper den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for at ansøgeren kan udøve et erhverv.

Reglerne i § 97, stk. 4 omfatter alene hjælp til særligt personlige hjælpemidler. Det karakteristiske ved særligt personlige hjælpemidler er, at hjælpemidlet er kropsbårent. For så vidt angår kørestole, som særlige personlige hjælpemidler, har disse en tilsvarende funktion for brugeren, som hvad der gælder for de øvrige kropsbårne hjælpemidler, og vil derfor være at betragte som et kropsbårent hjælpemiddel.

1.2. Bevilling af kørestole som et særligt personligt hjælpemiddel

Ved bevilling af kørestol som et særligt personligt hjælpemiddel er der to betingelser, der skal være opfyldt.

For det første er det en betingelse for at yde hjælp til anskaffelse af en kørestol efter servicelovens § 97, stk. 4, at der skal foretages en individuel tilpasning af kørestolen. Dernæst er det en betingelse, at ansøger nødvendigvis må benytte kørestolen i hovedparten af dagens timer.

Individuel tilpasning

En kørestol skal, for at være omfattet af reglerne om særligt personlige hjælpemidler, være individuelt tilpasset.

Ved individuel tilpasning forstås individuelt fremstillet eller individuelt begrundet ændring af en standard kørestolsmodel. Det vil sige at de individuelle tilpasninger skal ligge udover det der forstås som de almindelige justeringsmuligheder.

Ændringer så som tilpasning af nakkestøtte, ændring af belægning på fodhviler, boring af huller for påsætning af mindre og ubetydelige dele og lignende vil ikke være at betragte som individuelle tilpasninger.

Der er således tale om individuelle tilpasninger, når det drejer sig om et specialfremstillet produkt, hvor der er foretaget egentlige konstruktionsmæssige ændringer i forhold til et standardprodukt.

Der kan eksempelvis være tale om

Specialfremstilling af et nyt produkt eller specialfremstilling i forhold til et standardprodukt, hvor der er foretaget konstruktionsmæssige ændringer, således at der ikke længere er tale om et standardprodukt.

når det eksisterende produkt/tilbehør kombineres på en måde, som fabrikanten ikke har angivet

når hjælpemidlet skal anvendes på en anden måde end fabrikanten har foreskrevet (dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor kørestolen ønskes anvendt til andre formål end dem ansøger har et dagligt behov for fx påsatte ballon hjul til brug for strandbesøg)

Nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer

For at en kørestol skal kunne betragtes som et særligt personligt hjælpemiddel kræves det endvidere, at kørestolen nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer.

Det vil typisk dreje sig om personer for hvem, der ikke er alternative muligheder til kørestolen, i det tidsrum personen er oppe. Personer, der hovedsagelig benytter kørestolen som transportmiddel på grund af nedsat gangfunktion vil ikke være omfattet, idet kørestolen således ikke nødvendigvis må benyttes i hovedparten af personens vågne timer.

Det er ikke muligt at fastsætte den nøjagtige tidsmæssige udstrækning af, hvad der skal forstås ved hovedparten af dagens timer. Personer, der tilbringer langt størstedelen af deres vågne timer i en kørestol, vil være omfattet af formuleringen. Det vil sige, at en person der fx foretrækker at være vågen om natten også vil kunne opfylde kravet om, at hovedparten af dagens timer tilbringes i kørestolen.

Personer for hvem en kørestol nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer kan fx være personer med

handicap, der medfører udbredte lammelser eller andre vidtgående fysiske handicap, som betyder at den pågældende ikke eller i meget begrænset omfang har mulighed for at komme omkring uden brug af kørestol

graverende lungeproblemer fx stenlunger, hvor pågældende ikke har kræfter og/eller luft nok til at komme omkring uden brug af kørestol, og hvor apparater og udstyr sidder fast på kørestolen

1.3. Frit leverandørvalg

For særligt personlige hjælpemidler i form af kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, [...] kan ansøgeren, såfremt pågældende ikke ønsker at benytte kommunens/amtskommunens leverandør, selv vælge leverandør af hjælpemidlet.

Kommunen eller amtskommunen skal foretage en konkret vurdering af hvilket hjælpemiddel, der er det bedst egnede og billigste for den enkelte ansøger. Heri indgår hensyn til behov, kvalitet, betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet, hjælpemidlets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m.

Om frit leverandørvalg for særligt personlige hjælpemidler efter servicelovens § 97, stk. 4, henvises til Socialministeriets vejledning om Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998 kapitel 6, pkt. 35.

For særligt personligt hjælpemiddel i form af kørestol gælder, at såfremt ansøgeren ikke ønsker at benytte kommunens leverandør, kan pågældende selv vælge leverandør af hjælpemidlet. Ansøgeren må selv dække den del af prisen, der overstiger det kommunen kunne have leveret en tilsvarende model til. Tilskuddet kan ikke udgøre mere end de faktiske udgifter.

Har kommunen ikke indgået leverandøraftale kan ansøger ligeledes frit vælge leverandør, og støtten til den bevilligede kørestol ydes efter regning.

Ønsker ansøgeren ikke at benytte sig af muligheden for frit leverandørvalg, og kan kommunen levere en brugt kørestolsmodel, der opfylder ansøgerens behov, skal ansøgeren tage imod denne. Ansøger kan således ikke i den situation kræve, at kommunen bevilliger en ny kørestol, når det vurderes, at den brugte kørestolsmodel opfylder ansøgers behov.

1.4. Kommunens valg af leverandør

I forbindelse med kommunens eller amtskommunens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikation. Der henvises til Socialministeriets vejledning om Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998 kapitel 6, pkt. 34.

1.5. Kørestole bevilliget som særligt personligt hjælpemiddel betragtes som udlån

Kørestole ydet efter serviceloven som særligt personligt hjælpemiddel betragtes som udlån, og skal tilbageleveres til kommunen, når ansøger ikke har brug for kørestolen mere.

Det vil sige, at ansøgeren ikke opnår ejendomsret til kørestolen selvom pågældende eventuelt har haft en egenbetaling på kørestolen som følge af retten til frit at vælge leverandør.

De tilfælde, hvor kommunen har indgået leverandøraftale, men hvor ansøgeren har benyttet sig af muligheden for selv at vælge leverandør, fordi ansøger ønsker en anden og dyrere kørestol end den kommunen kan levere, betragtes som udlån. Dette gælder uanset hvor stort et beløb ansøger selv har lagt oveni.

Omfattet af udlånsbestemmelserne er også de tilfælde, hvor kommunen ikke har indgået leverandøraftale og ansøgeren selv vælger leverandør og kommunen efterfølgende yder støtte efter regning til det bevilgede hjælpemiddel.

Ansøgers egenbetaling

Hvis ansøger ønsker en anden kørestol end den ansøger har fået bevilliget af kommunen, fx en anden kvalitet, farve eller yderligere funktioner, må ansøger selv betale en eventuel difference.

Det fremgår af § 17 a, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse af 27. juni 2000, at de første 2500 kr. af den egenbetaling ansøger har betalt, ved at benytte sig af retten til frit at vælge leverandør, er at betragte som ansøgers egenbetaling.

Alt hvad der overstiger 2500 kr. af ansøgers egenbetaling nedskrives hver måned med 1/24 i 2 år regnet fra den dag kvittering foreligger.

Hvis ansøger som følge af en progredierende lidelse, skal have en anden kørestol efter et år, regnet fra den dag kvittering foreligger, skal ansøgers tidligere kørestol leveres tilbage til kommunen, idet kørestolen betragtes som udlån. Kommunen skal herefter refundere det beløb, der endnu ikke er nedskrevet, til ansøger. Det samme gælder, hvis ansøger dør efter fx et år. Kommunen refunderer herefter det resterende beløb til ansøgers dødsbo.

Eksempel:

Ansøger får bevilliget en kørestol af kommunen til 80.000 kr. Ansøger er imidlertid ikke tilfreds med kvaliteten, og benytter sig derfor af retten til frit at vælge leverandør. Ansøger får 80.000 kr. fra kommunen, som er det beløb kommunen ellers skulle have ydet, hvis ansøger havde været tilfreds med den af kommunen bevilligede kørestol. Ansøger finder nu en kørestol, der efter ansøgers mening har en bedre kvalitet. Den nye kørestol koster 88.000 kr.

Ansøgers egenbetaling er i dette eksempel 8000 kr., hvoraf de 2500 kr. betragtes som ansøgers selvrisiko og de resterende 5500 kr. nedskrives hver måned med 1/24 i 2 år regnet fra den 1. i måneden efter den dag kvittering foreligger.

Efter kun et år skal ansøger have en ny kørestol, idet ansøger har en progredierende lidelse, som ingen har kunnet tage højde for ved den første bevilling. De 5500 kr. er efter ét år nedskrevet til 2750 kr. De resterende 2750 kr., der nu er tilbage af ansøgers egenbetaling, refunderes af kommunen.

Ansøgers egenbetaling kan ikke dækkes efter servicelovens § 84, idet § 84 omfatter merudgifter der er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, dvs. udgifter som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.

Dette skyldes, at den merudgift pågældende får i form af en egenbetaling, ikke er en nødvendig merudgift ved forsørgelsen idet pågældende af kommunen kan få en kørestol, der dækker pågældendes behov. Ansøgers valg af anden kørestol end den af kommunen bevilligede, vil typisk være begrundet med ønsket om anden kvalitet, flere funktioner, andet design, herunder farve, o.a.

1.6. Kommunens genbrug af kørestole

Kørestole bevilliget efter lov om social service, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, betragtes som udlån og skal tilbageleveres til kommunen, når brugeren ikke har brug for den mere.

Kommunen har således mulighed for at genbruge brugte kørestole og dermed bevillige en brugt kørestol til en ansøger, hvis kørestolen opfylder ansøgers behov.

Ansøger er ikke forpligtet til at modtage en brugt kørestol, men kan i stedet vælge at udnytte muligheden for selv at vælge leverandør og dermed få en ny kørestol.

Hvis ansøger vælger at udnytte muligheden for selv at vælge leverandør i de tilfælde, hvor kommunen kan bevillige en brugt kørestol, der opfylder ansøgers behov, følger det af § 17 a, stk. 4 i Socialministeriets bekendtgørelse af 27. juni 2000, at det beløb kommunen yder i støtte til køb af en anden kørestol end den af kommunen bevilgede, svarer til den brugte kørestols nyværdi fratrukket 15%.

Eksempel:

En ansøger får af kommunen tilbud om en brugt kørestol, der opfylder ansøgers behov. Den brugte kørestols nypris er 92.000 kr. Ansøger ønsker ikke at tage imod kommunens tilbud, men vælger i stedet at udnytte muligheden for selv at vælge leverandør. Kommunen kan i dette tilfælde give ansøger et beløb svarende til den brugte kørestols nyværdi fratrukket 15%. Det vil i dette tilfælde sige 92.000 kr. fratrukket 13.800 kr., som er de 15% af 92.000 kr. Det beløb ansøger herefter kan få bevilliget af kommunen til køb af en ny kørestol, vil være 78.200 kr.

Hvis den brugte kørestol er gået ud af produktion, og der derfor ikke findes en nypris for lige netop den kørestol, skal kommunen udregne en nypris for en kørestol af tilsvarende art og standard fratrukket 15%.

1.7. Service og vedligeholdelse

Om hjælp til reparation, udskiftning af kørestole, hjælp til udgifter, som følger af brug af kørestol og hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole samt hjælp til akkumulatorer til el-kørestole henvises i det hele til § 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 og Socialministeriets vejledning om Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998 kapitel 6, pkt. 29-33.

1.8. Rådgivning

Særligt om rådgivning og vejledning i forbindelse med støtte til hjælpemidler, herunder støtte til kørestole henvises til Socialministeriets vejledning om Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998 kapitel 4 pkt. 17.

1.9. Medtagelse af kørestol til udlandet

Af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet (udlandsbekendtgørelsen), fremgår det af § 7, stk. 1, at kropsbårne hjælpemidler efter servicelovens § 97 frit kan medtages til udlandet uanset formål. Alle øvrige hjælpemidler kan alene medtages under ophold i udlandet til de formål, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1-6.

Da kørestole, som er tilpasset individuelt og som nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, omfattes af servicelovens § 97, stk. 4, og dermed er at betragte som et personligt hjælpemiddel, vil ansøgere, der har fået bevilliget en kørestol efter servicelovens § 97, stk. 4, frit kunne medbringe kørestolen til udlandet jf. udlandsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Der henvises i øvrigt til Socialministeriets vejledning om Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998, kapitel 9, pkt. 48.

1.10. Optikunderstøttende hjælpemidler m.v.

Samtidig med vedtagelsen af bestemmelsen om kørestole som et særligt personligt hjælpemiddel efter servicelovens § 97, stk. 4 ved lov nr. 344 af 17. maj 2000 blev optikunderstøttende synshjælpemidler omfattet af servicelovens § 97, stk. 2, nr. 1.

1.11. Klageadgang

Afgørelser om bevilling af kørestole efter servicelovens § 97, stk. 4, truffet af kommunen kan indbringes for det sociale nævn. Der henvises til Socialministeriets vejledning om Støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998, kapitel 16, pkt. 229 ff og § 25 i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

1.12. Finansiering

Udgifter til kørestole efter servicelovens § 97, stk. 4, der bevilges af kommunen til personer, der er fyldt 67 år, afholdes endeligt af kommunen, jf. § 131, stk. 3, nr. 4, mens kommunen og amtskommunen hver afholder 50% af udgifterne til personer under 67 år, jf. § 131, stk. 4.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 27. juni 2000 Henrik Dam Kristensen /Frode Svendsen

Versioner

  1. 2000-06-27 · til 2004-12-23