Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om rådighed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/99@2000-06-22/da
Indhold
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har i bekendtgørelse nr. 563 af 22. juni 2000 ændret bekendtgørelse om rådighed. Samtidig har direktoratet ved denne vejledning ændret vejledning nr. 240 af 22. december 1998 om rådighed. Vejledningen indeholder en ændring til afsnittene om § 16 og § 18.
Selv om § 16 ikke er til hinder for udbetaling af dagpenge, skal medlemmet for at bevare sin dagpengeret ved deltagelse i uddannelse altid stå til rådighed for arbejdsmarkedet. A-kassen skal sikre sig, at medlemmet under deltagelse i uddannelse står til rådighed for arbejdsmarkedet. Særligt ved kombination kan det være nødvendigt for a-kassen at give medlemmet en frist efter § 25 til gennem jobsøgning at vise sin tilknytning til arbejdsmarkedet.
For så vidt angår kombinationsmuligheder henvises der til de enkelte bestemmelser og til bilag 1 til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning nr. 240 af 22. december 1998 om rådighed.
Hvis et medlem ikke er tilmeldt en uddannelsesinstitution, anses medlemmet ikke for at deltage i uddannelse. Hvis medlemmet uden at være tilmeldt en uddannelsesinstitution uddanner sig, eksempelvis ved at skrive på en afhandling, skal a-kassen foretage en konkret rådighedsvurdering, jf. § 22, stk. 1.
Hvis et medlem er tilmeldt en uddannelsesinstitution, anses medlemmet for at deltage i uddannelse, medmindre medlemmet har fået orlov fra uddannelsen.
Hvis a-kassen bliver opmærksom på, at medlemmet har tilmeldt sig eksamen som såkaldt »privatist«, dvs. uden at have deltaget i den forudgående undervisning, anses medlemmet for at deltage i uddannelse fra det tidspunkt, medlemmet har tilmeldt sig eksamen.
Der sigtes med bestemmelsen på traditionel aftenskoleundervisning efter folkeoplysningsloven som f.eks. engelsk og madlavning. Det er uden betydning, hvornår på dagen undervisningen foregår. Det afgørende er, at der er tale om hobbyprægede undervisningsforløb, som ikke er kompetencegivende, og hvortil der ydes støtte i henhold til lov om støtte til folkeoplysning.
Endvidere kan weekend-kurser på 20 timer eller mere, som arrangeres af oplysningsforbundene, være omfattet af bestemmelsen, hvis der er tale om de former for undervisning, som er nævnt ovenfor.
Ligestillede kurser, der ikke er led i en kompetencegivende uddannelse, er eksempelvis tillidsmandskurser og boligselskabernes fritidskurser for boligbestyrelsesmedlemmer.
Det er muligt at kombinere undervisningsaktiviteter efter stk. 2 med stk. 3 til 8.
Udbydes et uddannelsesforløb med over 20 timer ugentligt, kan medlemmet ikke deltage i forløbet med bevarelse af dagpengeretten.
20-timers-grænsen skal forstås som under 20 undervisningslektioner, uanset at en lektion typisk er på 45 minutter. I tilfælde af, at en lektion er på mere end 60 minutter, er det dog undervisningens omfang opgjort i timer pr. uge, der er afgørende for, om uddannelsen kan følges med bevarelse af dagpengeretten.
Vurderingen af, om uddannelsen er på under 20 timer om ugen, skal ske på baggrund af antallet af undervisningstimer i hver enkelt uge. Hvis et fortsat uddannelsesforløb er tilrettelagt med en fast, regelmæssig overskridelse af timebegrænsningen, er der en formodning for, at medlemmet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis der i et uddannelsesforløb derimod undtagelsesvis er enkelte uger med 20 timers undervisning eller derover, f.eks. fordi den normale undervisning suppleres med et weekendseminar, en temaaften o.l., er stk. 3 og 4 ikke til hinder for udbetaling af dagpenge under uddannelsen som sådan. Der kan dog ikke udbetales dagpenge til medlemmet i uger, hvor timebegrænsningen ikke er opfyldt.
Dagpengeretten kan ikke bevares, hvis uddannelsen udbydes som SU-berettigende heltidsuddannelse, selv om medlemmets undervisning er under 20 timer ugentligt.
Eksempler på uddannelser, der ikke er SU-berettigende og derfor kan følges under 20 timer om ugen med bevarelse af dagpengeretten, er merkonomuddannelsen, HD-studiet, MBA og MPA.
Hvis et medlem deltager i fjernundervisning, skal a-kassen undersøge, hvor mange undervisningstimer et traditionelt undervisningsforløb ville vare. Oplysningen lægges til grund ved afgørelsen af, om medlemmet deltager i undervisning under 20 timer ugentligt.
Ved fjernundervisning forstås undervisning, hvor kontakten mellem lærer og elev foregår ved brev, telefon eller edb-baseret kommunikation. Oftest forekommer der seminarer om lørdagen eller i weekender. Hvor ofte, der er seminarer, varierer fra fag til fag, ligesom det varierer hvilken kontakt, der er mellem lærer og elev i mellemperioderne.
Dagpengeretten kan endvidere bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på det gymnasiale niveau under 20 timer om ugen. Dagpengeretten bevares dog ikke, hvis der udbetales SU til medlemmet. Enkeltfagsundervisning på det gymnasiale niveau omfatter studentereksamen, højere forberedelseseksamen (HF), højere handelseksamen (HHx) og højere teknisk eksamen (HTx).
Dagpengeretten kan endvidere bevares ved deltagelse i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin, selvom undervisningen udgør mere end 20 timer om ugen. Undervisningen svarer til folkeskolens 8.-10. klassetrin, hvis undervisningen er adgangsgivende til fortsat uddannelse svarende til, hvad der opnås gennem folkeskolens afsluttende prøver, og hvis undervisningens varighed og omfang ikke adskiller sig væsentligt fra forløbet i folkeskolen. Undervisning udbudt efter § 4, stk. 1 og 2, i lov om almen voksenuddannelse og voksenuddannelsescentre svarer også til undervisning på folkeskolens 8.-10. klassetrin. Dagpengeretten kan endvidere bevares under deltagelse i undervisning for ordblinde og i danskkurser for indvandrere.
Kombination af undervisnings- og uddannelsesaktiviteter efter stk. 2 til 6 er ikke til hinder for udbetaling af dagpenge. For så vidt angår kombination af undervisnings- og uddannelsesaktiviteter efter stk. 3 til 5 er det ikke en betingelse, at den samlede undervisning er under 20 timer om ugen.
Medlemmet kan deltage i flere kurser af op til 2 ugers varighed, men medlemmet kan ikke bevare dagpengeretten, hvis flere kurser af kortere varighed stykkes sammen til et sammenhængende forløb af mere end 2 ugers varighed. Det er således en betingelse, at der er en periode af en vis varighed mellem de korterevarende kurser.
Det er muligt at følge et kursus arrangeret af a-kassen eller medlemmets egen faglige organisation med 2 ugers undervisning på 37 timer pr. uge og de følgende uger med under 20 timer pr. uge.
Et medlem kan også følge kurser arrangeret af en anden a-kasse eller faglig organisation. Det er en forudsætning, at medlemmets a-kasse efter en konkret vurdering finder, at kurset styrker medlemmets tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kombination af undervisning og uddannelse efter stk. 2 til 6 er ikke til hinder for udbetaling af dagpenge. Endvidere er kombination af undervisning og uddannelse efter stk. 6 og 7 ikke til hinder for udbetaling af dagpenge.
Bestemmelsen åbner mulighed for, at medlemmer, der i forvejen har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, kan ajourføre og vedligeholde deres faglige kvalifikationer.
Hvis undervisningen er 6 timer eller derunder om ugen (kalenderuge), er det ikke nødvendigt at fremskaffe dokumentation for, hvad undervisningen svarer til i studenterårsværk.
Hvis undervisningen er over 6 timer om ugen, skal medlemmet skaffe dokumentation for, at undervisningen højst svarer til 1/3 studenterårsværk. Dokumentationen kan eksempelvis bestå af en skriftlig tilkendegivelse fra uddannelsesinstitutionen.
Hvis et studenterårsværk eksempelvis svarer til undervisning 24 timer om ugen, kan medlemmet således deltage i uddannelsen under åben uddannelse i højst 8 timer om ugen svarende til 1/3 studenterårsværk. Begrænsningen gælder for hver uge i hele uddannelsesforløbet. I de uger, hvor der er undervisning under 1/3 studenterårsværk, kan der heller ikke udbetales dagpenge. Hvis det ikke er muligt at beregne studenterårsværk på ugebasis, anvendes timereglen.
Ved timer forstås undervisningslektioner, uanset at en lektion typisk er på 45 minutter. I tilfælde af, at en lektion er på mere end 60 minutter, er det dog undervisningens omfang opgjort i timer pr. uge, der er afgørende for, om undervisningen kan følges med bevarelse af dagpengeretten.
Bestemmelsen omfatter fjernundervisning ved åbent universitet. For fjernundervisning gælder, at undervisningsforløbet altid højst må svare til 1/3 studenterårsværk.
Hvis en uddannelse under lov om åben uddannelse ikke udbydes som SU-berettigende heltidsuddannelse, kan dagpengeretten bevares ved deltagelse i undervisningen under 20 timer ugentligt, jf. § 16, stk. 3.
Det er muligt at kombinere undervisning omfattet af stk. 7 med undervisning omfattet af stk. 2 og 6.
Medlemmet skal være under 25 år i hele den periode, hvor medlemmet deltager i skoleforløbet. Under forløbet har medlemmet ret til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Hvis medlemmet f.eks. fylder 25 år efter at have deltaget i et højskoleforløb i 4 måneder, kan medlemmet ikke fortsætte i højskoleforløbet med bevarelse af dagpengeretten.
Når medlemmet overgår til aktivperioden, kan medlemmet ikke længere deltage i højskole-, daghøjskole- eller produktionsskoleforløb med bevarelse af dagpengeretten. Hvis AF vælger at lade forløbet indgå som et tilbud efter § 32 a-c i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, kan medlemmet dog fortsætte i forløbet med uddannelsesgodtgørelse.
Det er muligt at kombinere undervisning omfattet af stk. 8 med undervisning omfattet af stk. 2.
A-kassen skal foretage en konkret vurdering af, om medlemmet har afbrudt et arbejdsforhold for at påbegynde eller fortsætte uddannelsen. I vurderingen skal bl.a. indgå, om der er tale om et heltidsstudium, eller om uddannelsen kan sidestilles med et heltidsstudium.
Hvis det i forbindelse med et medlems arbejdsophør konstateres, at medlemmet har søgt optagelse eller er optaget på en uddannelsesinstitution, skal a-kassen - uanset medlemmets begrundelse for opsigelsen - undersøge om arbejdsophøret reelt er begrundet i påbegyndelse af uddannelse. Det samme gælder, hvis medlemmet kort tid efter arbejdsophøret påbegynder en uddannelse, som medlemmet ikke har oplyst om ved ledigmeldelsen. I dette tilfælde kan a-kassen f.eks. indhente oplysninger om, hvornår medlemmet har søgt optagelse på uddannelsen.
Bestemmelsen forudsætter, at medlemmet i ledighedsperioden ikke er berettiget til løn eller uddannelsesgodtgørelse.
Det er en betingelse, at medlemmet i øvrigt har ret til dagpenge, herunder at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet og er arbejdssøgende.
En orlov fra en uddannelse skal kunne anses for reel i forhold til uddannelsens opbygning og forløb. Dette vil ved videregående uddannelser f.eks. være tilfældet, hvis orloven varer mindst et semester. Hvis orloven er under et semester, men over 4 uger, skal a-kassen konkret vurdere, om orloven er reel. Det kan være tilfældet, hvis medlemmet gennem sin orlov afskærer sig fra muligheden for at gå til eksamen ved semestrets udgang.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 22. juni 2000 Tor Even Münter /Kenn Sessing Olsen