Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/116@2001-06-19/da
Indhold
Direktoratet har i ændringsbekendtgørelse nr. 561 af 19. juni 2001 foretaget ændringer i bekendtgørelse nr. 175 af 20. marts 1998 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende, som ændret ved ændringsbekendtgørelse nr. 164 af 23. marts 1999 og ændringsbekendtgørelse nr. 309 af 19. maj 1999. Samtidig har direktoratet ved denne vejledning ændret vejledning nr. 41 af 20. marts 1998, som er ændret ved vejledning nr. 27 af 23. marts 1999.
I vejledningen til bekendtgørelsen erstatter nedenstående afsnittene: Til § 5, Mindstesats, Til § 5, stk. 2 og Til § 5, stk. 3 :
Hovedreglen om beregning af dagpengesats kan have den konsekvens, at selvstændige får beregnet en meget lav sats eller en sats på 0 kr. Det kan være tilfældet, hvis virksomheden i flere år har haft et ringe afkast, eller hvis det ikke er lykkedes nyetablerede selvstændige at gøre virksomheden bæredygtig.
På grund af kravet om attestation for indtægten i den selvstændige virksomhed kan udbetaling af dagpenge også blive forsinket eller helt udelukket. Det er tilfældet, når der ikke er lavet regnskaber eller har været midler til attestation af en revisor.
Et medlem kan vælge at få udbetalt dagpenge med mindstesatsen. Det er en betingelse, at medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang eller har haft arbejde på fuld tid som lønmodtager. Herudover er medlemskab af en a-kasse for selvstændige erhvervsdrivende eller en a-kasse for lønmodtagere som fuldtidsforsikret en betingelse.
Det er således ikke længere en betingelse for at få dagpenge med mindstesatsen, at den pågældende i perioden med selvstændig virksomhed har været medlem af en a-kasse for selvstændige. Medlemskab af en a-kasse som fuldtidsforsikret er nok.
Har medlemmet inden for de sidste 3 år haft lønarbejde i længere tid, vil medlemmet normalt ikke få brug for at få dagpenge med mindstesats. Det skyldes, at en beregnet sats, dvs. efter reglerne om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere, ofte vil føre til en højere sats.
Hvis medlemmet inden 6 måneder efter ledighedens indtræden fremlægger et attesteret skema fra en revisor om indtjeningen fra den selvstændige virksomhed, eller fremlægger årsopgørelser med erklæring, sker der en egentlig beregning af dagpenge. Satsen ændres med tilbagevirkende kraft.
3-års perioden regnes fra tidspunktet for arbejdsophøret som lønmodtager eller fra tidspunktet for ophøret med den selvstændige virksomhed.
Mindstesatsen udbetales, når medlemmet har fremlagt dokumentation for, at pågældende ved personligt arbejde har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i de sidste 3 år umiddelbart før ledighedens indtræden eller har haft lønarbejde på fuld tid. Det er således muligt inden for den 3-årige periode at have haft dels lønarbejde og dels selvstændig virksomhed.
Kravet om, at medlemmets arbejde ved drift af virksomheden har været af væsentligt omfang, skyldes, at der ikke må udbetales en ydelse, som virksomheden aldrig har kunnet danne basis for.
Ved vurderingen af om den selvstændige virksomhed har været drevet i væsentligt omfang, anvendes retningslinierne for selvstændig virksomhed i direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.
I opgørelsen af om medlemmet har været i fuld beskæftigelse, kan der kun indgå sammenhængende perioder med selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 13 uger.
Ved opgørelsen af om medlemmets lønmodtagerarbejde i 3-års perioden umiddelbart før ledighedens indtræden har været fuld beskæftigelse, lægges medlemmets tro- og loveoplysninger til grund.
Ved vurderingen af, om medlemmet har ret til mindstesats, opgøres perioder med selvstændig virksomhed og perioder med lønarbejde hver for sig. Hvis medlemmet i en periode både har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang og haft lønmodtagerarbejde, kan perioden enten medregnes som selvstændig virksomhed eller som lønmodtagerarbejde med antallet af løntimer. Der kan for den samme periode ikke medregnes både selvstændig virksomhed og lønmodtagerarbejde.
Eksempel:
Et medlem melder sig ledigt den 1. januar 2002 og ønsker at få beregnet en mindstesats. Fra den 1.1.1999 31.3.2000 havde medlemmet lønarbejde 37 timer om ugen. Medlemmet startede herefter en selvstændig virksomhed, som blev drevet indtil den 1. januar 2001. A-kassen vurderede, at den selvstændige virksomhed kun var drevet i væsentligt omfang i perioden fra den 1. maj til den 29. oktober 2000. Medlemmet havde fra den 1.1.2001 28.12.2001 lønarbejde med 34 timer om ugen.
Opgørelsen foretages således:
Der er drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 26 uger. I de resterende 130 uger (2½ år) har medlemmet i perioden 1.1.1999 31.3.2000 haft 2405 løntimer (65 uger x 37 timer) og i hele år 2001 haft 1768 løntimer (52 uger x 34 timer). Dette giver samlet 4173 løntimer.
I de 130 uger, hvor medlemmet ikke har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, har medlemmet i gennemsnit haft 32,1 løntime (4173 : 130). Medlemmet er derfor berettiget til mindstesats.
Udbetaling af ydelser fra a-kassen i 3-års perioden udelukker som udgangspunkt, at der er tale om fuld beskæftigelse.
Herfra er der dog i stk. 3 gjort enkelte undtagelser, som f.eks. udbetaling af dagpenge i op til en uge i forbindelse med ledighed mellem to ansættelsesforhold eller i forbindelse med ophør fra selvstændig virksomhed. I dette tilfælde må perioden således højst være på én uge med dagpenge for 37 timer. Det er ikke en betingelse for at anvende stk. 3, nr. 3, at der ved arbejdsophøret foreligger en ny ansættelsesaftale.
Det fremgår af stk. 3, nr. 4, at udbetaling af godtgørelse efter den før 1. januar 2001 gældende lov om arbejdsmarkedsuddannelser (AMU-godtgørelse), godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-godtgørelse), orlovsydelse til uddannelse efter den før 1. januar 2001 gældende lov om orlov og/eller voksenuddannelsesstøtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU-støtte) ikke er til hinder for retten til mindstesatsen. Den samlede periode, hvori der er udbetalt AMU-godtgørelse, VEU-godtgørelse, orlovsydelse til uddannelse eller SVU-støtte må dog ikke overstige 4 uger.
Bestemmelsen omfatter alene ledige medlemmer, der uden for et ansættelsesforhold og uden for en periode med selvstændig virksomhed modtager offentlig ydelse efter anden lovgivning, som f.eks. sygedagpenge eller barselsdagpenge. Formålet med bestemmelsen er at undgå, at et medlem, der ellers ville modtage ydelser fra a-kassen under ledighed, bliver bedre stillet i tilfælde af sygdom, barsel eller lignende. Det skal bemærkes, at fravær i et ansættelsesforhold ikke udelukker anvendelsen af mindstesats, hvis de øvrige betingelser er opfyldt.
Kravet om at have drevet den selvstændige virksomhed i væsentligt omfang anses som udgangspunkt ikke for opfyldt, hvis medlemmet har været fraværende fra virksomheden i perioden.
Perioder, hvor medlemmet har været fraværende fra driften af den selvstændige virksomhed på grund af sygdom, barsel eller uddannelse, er dog ikke til hinder for retten til mindstesatsen. Det er en betingelse, at det samlede fravær i perioder med selvstændig virksomhed ikke er mere end 6 måneder. Det er ikke til hinder for retten til mindstesatsen, at medlemmet har modtaget ydelser i forbindelse med fraværet, f.eks. sygedagpenge eller barselsdagpenge.
Reglen betyder, at medlemmet kan opfylde betingelserne for ret til mindstesatsen, selv om medlemmet inden for de 3 seneste år har haft fravær på grund af barsel, blot medlemmet har opfyldt betingelserne inden for de 3 seneste år.
Dermed fraviges kravet om, at betingelserne skal være opfyldt umiddelbart forud for ledigheden.«
Afgørende for, om bekendtgørelsens regler finder anvendelse, er beregningstidspunktet.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 19. juni 2001 Jørgen Kappel /Hans F. Jørgensen