Vejledning om fleksibel efterløn
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/122@2001-06-22/da
Indhold
I bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn er der fastsat regler om fleksibel efterløn.
I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinier.
§ 1 fastlægger personkredsen, der har ret til den fleksible efterløn.
Medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999, har mulighed for at vælge at arbejde efter reglerne i denne bekendtgørelse. De vil være omfattet af kapitel 8 om fradrag for arbejde, kapitel 10 om oplysningspligt og udbetaling af efterløn, samt kapitel 12 om ophold og arbejde i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne. Endvidere finder kapitel 9 anvendelse, medmindre andet fremgår af bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).
Den 1. juli 2000 blev kravet om bopæl i Danmark som betingelse for ret til efterløn ændret til et krav om bopæl i et EØS-land. Med virkning fra den 1. juni 2001 blev bopælskravet udvidet til også at gælde i Grønland og på Færøerne. Personer, der vælger at bosætte sig i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, er også omfattet af denne bekendtgørelse. I de tilfælde, hvor der for denne persongruppe er fastsat særlige regler, henvises til bekendtgørelse om udbetaling af efterløn eller overgangsydelse til personer, der bor eller arbejder i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne.
Reglerne om adgang for efterlønsmodtagere til at have ophold, bopæl og arbejde i et andet EØS-land, i Grønland og på Færøerne indebærer blandt andet, at der ikke som tidligere gælder nogen tidsbegrænsning for at tage ophold i et andet land inden for EØS-området, i Grønland og på Færøerne. For ophold i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne gælder der imidlertid fortsat en grænse på højst 3 måneder pr. kalenderår.
Reglerne om at få et efterlønsbevis er fastsat i lovens § 74 b.
Beviset sikrer det enkelte medlem retten til at overgå til efterløn på et senere tidspunkt, selv om medlemmet på grund af sygdom eller frihedsberøvelse ikke længere opfylder betingelsen om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Beviset giver også adgang til senere at få efterløn med mindst det tidligere beregningsgrundlag eller satsen på bevistidspunktet.
Et medlem med et efterlønsbevis, som kan opfylde 2-års-reglen i § 11, har tillige følgende muligheder:
1) at få lempeligere fradrag for pensionsopsparing,
2) at få efterløn med den individuelt beregnede dagpengesats, og
3) at få en skattefri præmie.
Fra bevistidspunktet skal medlemmet ikke længere indbetale efterlønsbidrag.
Efterlønsbeviset skal være i overensstemmelse med bilag 1 eller 2 til bekendtgørelsen. A-kassen kan i efterlønsbeviset bruge tiltaleformen De eller du.
A-kassen skal efter reglerne i bekendtgørelse om vejledning skriftligt informere om retten til et efterlønsbevis til alle medlemmer, der er fyldt 59 år. Senest 2 måneder før et medlem fylder 60 år, udsender a-kassen en blanket til det enkelte medlem til brug for ansøgningen om et efterlønsbevis.
A-kassen skal sammen med ansøgningen om et efterlønsbevis sende medlemmet en oversigt over de pensioner m.v., som a-kassen har fået oplysning om via elektroniske indberetninger fra pensionsinstitutter m.v. Se nærmere herom i vejledningen til kapitel 3.
A-kassen træffer som 1. instans afgørelse om retten til efterlønsbevis. A-kassens behandling af sagen om udstedelse af beviset sker på grundlag af medlemmets egne og a-kassens oplysninger. En afgørelse om afslag på udstedelse af et bevis kan påklages til Arbejdsdirektoratet og videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Efterlønsbeviset har tidligst virkning fra tidspunktet for a-kassens modtagelse af ansøgningen (bevistidspunktet). Opfylder et medlem først betingelserne for at få beviset på et senere tidspunkt, er det bevistidspunktet.
Ved udstedelsen af et efterlønsbevis skal der ikke ske indplacering af medlemmet, og det er ikke en betingelse, at medlemmet på bevistidspunktet har bopæl i Danmark. Alle øvrige betingelser for efterløn, herunder medlemskab af en dansk a-kasse, skal være opfyldt.
A-kassen skal sikre sig, at medlemmet på bevistidspunktet i øvrigt opfylder alle betingelserne for at få efterlønsbevis, og at der foreligger dokumentation for forsikringskategori, medlemsanciennitet, betaling af kontingent, samt at medlemmet opfylder beskæftigelseskravet efter lovens § 53 eller har dagpengeret efter lovens § 55.
Et medlem, der ønsker at medregne beskæftigelses- eller forsikringsperioder fra udlandet til at opfylde betingelserne for efterløn med arbejde fra udlandet, skal opfylde de særlige regler om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne.
Et medlem, der har bopæl i udlandet, og som skal have et efterlønsbevis, skal være medlem af en dansk a-kasse og i øvrigt have ret til dagpenge.
A-kassen skal sikre sig, at medlemmet efter en konkret vurdering på bevistidspunktet kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis medlemmets manglende rådighed skyldes, at medlemmet f.eks. holder fri for egen regning eller holder ferie, vil det dog ikke udelukke, at beviset kan udstedes med bevistidspunkt fra den pågældende dag.
Har medlemmet bopæl i udlandet, skal a-kassen sikre sig, at medlemmet efter en konkret vurdering ville kunne anses for at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvis medlemmet havde ophold i Danmark. Vurderingen skal foretages såvel i forbindelse med udstedelse af efterlønsbevis, som på tidspunktet for overgang til efterløn, og skal foretages i forhold til det enkelte medlems aktuelle situation.
Er der f.eks. tale om et medlem, som er i arbejde i udlandet, eller som er udrejst til udlandet, fordi medlemmets ægtefælle eller samlever har overtaget arbejde i det pågældende land, vil der som udgangspunkt ikke være tvivl om medlemmets rådighed, medmindre medlemmets oplysninger eller sagens omstændigheder i øvrigt måtte skabe en sådan tvivl. Det samme gælder grænsegængere m.v., som f.eks. har bopæl i et andet EØS-land og beskæftigelse i Danmark.
Modsat kan der være tvivl om rådigheden i tilfælde, hvor et medlem er udrejst, og hvor udrejsen ikke er begrundet i medlemmets eller ægtefællens eller samleverens arbejdsmæssige forhold. I disse tilfælde bør der foretages en nærmere undersøgelse af årsagen til medlemmets udrejse. I vurderingen kan f.eks. indgå, om medlemmet må anses for varigt at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, eller om medlemmet midlertidigt holder fri for egen regning, og med hensigt om igen at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Er medlemmet i ledighedsperioder tilmeldt den offentlige arbejdsanvisning i bopælslandet, kan dette tillægges vægt i forbindelse med rådighedsvurderingen.
Rådighedsvurderingen skal foretages på grundlag af reglerne i direktoratets bekendtgørelse om rådighed.
Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt eller umuligt at indhente oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder m.v. i udlandet, som kan understøtte medlemmets oplysninger om rådigheden. Der vil derfor kunne stilles særlige krav til, at medlemmet selv bidrager med den fornødne dokumentation for, at rådighedsbetingelserne er opfyldt. Herunder kan det kræves, at medlemmet f.eks. sørger for autoriseret oversættelse af dokumenter, som kan have betydning for rådighedsvurderingen. Vurderer a-kassen på grundlag af f.eks. viden om tidligere sygdomsforløb, varigheden af medlemmets udlandsophold eller årsagen til udlandsopholdet, at der er behov for en personlig samtale med medlemmet, kan a-kassen stille krav om, at medlemmet deltager i en sådan samtale i a-kassen.
Medlemmer, der i kraft af særlige regler har ret til efterløn netop ved det 60. år, herunder et medlem, der har modtaget overgangsydelse eller dagpenge efter lovens § 55, stk. 4, kan få et bevis. Hvis medlemmet går direkte på efterløn fra overgangsydelse eller fra dagpenge efter lovens § 55, stk. 4, skal medlemmet ikke have et bevis.
Et medlem, som kommer fra overgangsydelse eller dagpenge efter lovens § 55, stk. 4, og som ikke går på efterløn ved det fyldte 60. år, kan som nævnt få et bevis. Men i så fald skal man være opmærksom på, at medlemmet ved den senere overgang til efterløn skal have optjent et nyt beskæftigelseskrav for at have ret til at gå på efterløn.
Et medlem på overgangsydelse har ret til at modtage ydelsen indtil udgangen af den måned, hvor pågældende fylder 60 år, mens retten til et bevis indtræder allerede fra det fyldte 60. år. Denne regel, kombineret med den særlige mulighed for at kunne opfylde beskæftigelseskravet ved at arbejde i perioden med overgangsydelse, bevirker, at en modtager af overgangsydelse ved det fyldte 60. år kan fravælge sine særlige rettigheder som modtager af overgangsydelse og i stedet vende tilbage til arbejdsmarkedet med et bevis. Se også nedenfor under §§ 53-55 om betydningen af det valg.
Et medlem, der på bevistidspunktet er i beskæftigelse som lønmodtager eller udøver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, vil ikke være udelukket fra at få et bevis, selv om medlemmet som følge heraf ikke kan anses for at være dagpengeberettiget.
Et medlem, der udøver bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, er ikke udelukket fra at få et efterlønsbevis, uanset om pågældende efter de gældende regler ikke kan modtage dagpenge under ledighed.
Et medlem, der modtager social pension, eller hvor der for medlemmet er rejst sag om social pension, og som vil være dagpengeberettiget under ledighed, vil ligeledes kunne opnå beviset. Ved overgangen til efterløn skal medlemmet fortsat kunne være berettiget til efterløn i forhold til reglerne om efterløn og social pension.
Formålet med efterlønsbeviset er blandt andet at sikre, at medlemmet ved senere overgang til efterløn kan få beregnet en sats på baggrund af det beregningsgrundlag, som medlemmet havde på bevistidspunktet. Beviset sikrer således, at medlemmet ikke får en ringere sats, hvis medlemmet i den mellemliggende periode får en lønnedgang.
Et beregningsgrundlag, der på bevistidspunktet giver ret til den maksimale dagpengesats, kan senere anvendes ved medlemmets overgang til efterløn.
Opgørelsen af beregningsgrundlaget og fastsættelsen af en dagpengesats for medlemmet sker på baggrund af de gældende regler for beregning af dagpenge for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, jf. lovens § 51, stk. 1, 2 eller 4.
Hvis opgørelsen sker efter lovens § 51, stk. 1, anvendes bilag 1. Hvis et medlem har ret til at modtage dagpenge med mindstesatsen for lønmodtagere eller selvstændige eller som dimittend, anvendes bilag 2. Det gælder også medlemmer, der får udstedt et bevis efter at have modtaget overgangsydelse.
Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget skal a-kassen opgøre medlemmets hidtidige, daglige arbejdsfortjeneste på bevistidspunktet og skrive dette beløb i efterlønsbeviset.
For et medlem, der tidligere har fået opgjort et beregningsgrundlag, skal betingelserne for at få foretaget en ny beregning være opfyldt på bevistidspunktet. For et medlem, der ikke opfylder betingelserne for at få foretaget en ny dagpengeberegning, skal a-kassen anvende det senest forudgående beregningsgrundlag med tillæg af alle senere satsreguleringer.
Hvis et medlem opfylder betingelserne, kan medlemmet, i stedet for et egentligt beregningsgrundlag, få mindst den særlige mindstesats for lønmodtagere eller selvstændige efter lovens § 51, stk. 4. A-kassen skal i så fald i efterlønsbeviset (bilag 2) oplyse størrelsen af den aktuelle mindstesats på bevistidspunktet. Det samme gør sig gældende for et medlem, der har ret til dagpenge for nyuddannede efter lovens § 51, stk. 2.
Et fuldtidsforsikret medlem, der efter lovens § 74 j, stk. 3, på bevistidspunktet alene vil være berettiget til at få udbetalt efterløn efter satsen for deltidsforsikrede, skal have oplyst denne lavere efterlønssats i beviset. Medlemmets beregningsgrundlag som fuldtidsforsikret skal dog fortsat skrives i beviset.
Et medlem, der på bevistidspunktet har ret til efterløn med en sats som fuldtidsforsikret, skal også ved overgangen til efterløn kunne opfylde betingelserne for at få efterløn som fuldtidsforsikret, for at få denne sats.
I efterlønsbeviset skal a-kassen alene som en vejledende oplysning angive efterlønsbeløbet på årsbasis. Beløbet på årsbasis svarer til:
Der er alene tale om et beløb på årsbasis, og det er ikke et udtryk for, at medlemmet altid har ret til at modtage det fulde årlige beløb ved overgangen til efterløn. Medlemmet kan f.eks. have skiftet forsikringsstatus fra deltid til fuldtidsforsikret eller har først på det tidspunkt, hvor overgangen til efterløn finder sted, fået ret til satsen for fuldtidsforsikrede, jf. lovens § 74 j, stk. 1 og 2.
I et efterlønsbevis skal a-kassen anvende højst den gældende 91 pct. sats. I beviset til et medlem, der modtager overgangsydelse, skal a-kassen angive 82 pct. satsen (bilag 2). Se dog nedenfor under vejledningen til §§ 53-55.
Det forhold, at medlemmet på bevistidspunktet har fået opgjort et beregningsgrundlag, har ingen indflydelse på, om medlemmet senere ved den faktiske overgang har ret til at få foretaget en beregning. Der henvises til de gældende regler for beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.
Det kan for en selvstændig erhvervsdrivende betyde store udgifter til attestation fra en revisor, at der skal opgøres en sats, som medlemmet måske aldrig vil få brug for. I sådanne tilfælde kan a-kassen undlade at påføre efterlønsbeviset beregningsgrundlaget eller satsen.
Det forudsættes, at medlemmet, inden beviset udstedes, skriftligt over for a-kassen har tilkendegivet, at medlemmet giver afkald på sin ret. Medlemmet skal samtidig skriftligt erklære, at medlemmet er klar over konsekvenserne heraf. Det vil sige, at det vil være beregningsgrundlaget på overgangstidspunktet, der kommer til at gælde, og at dette kan være lavere end beregningsgrundlaget på bevistidspunktet.
Det skal ligeledes klart fremgå, at et afkald på at få en mulig mindstesats for selvstændige på efterlønsbeviset kan få den konsekvens, at betingelserne for at få efterløn med mindstesatsen på overgangstidspunktet ikke længere er opfyldt, og at et individuelt beregningsgrundlag kan give en lavere sats end på beregningstidspunktet.
A-kassen skal opbevare medlemmets erklæring indtil udgangen af den måned, hvor medlemmet fylder 70 år.
Kapitel 3 i bekendtgørelsen giver regler om a-kassens opgørelse af et medlems pensioner m.v. Når opgørelsen er på plads, skal a-kassen vejlede medlemmet om, hvordan pensionerne vil komme til at medføre fradrag i efterlønnen, hvis medlemmet overgår til efterløn nu eller eventuelt vælger at udskyde overgangen til et senere tidspunkt. A-kassen skal i sin vejledning også vejlede om betydningen af indbetalinger til en pension omfattet af § 5. Selve beregningen af fradrag i efterløn for pensioner m.v. står i kapitel 7.
Efter lovens § 74 i skal medlemmer, der fylder 60 år fra og med den 1. juli 1999, have indberettet og opgjort værdien af pensioner m.v. Opgørelsen skal foretages af a-kassen, enten ved udstedelsen af efterlønsbevis eller ved overgangen til efterløn.
Et medlem, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999, og som senere enten skal have efterlønsbevis eller overgår til efterløn, er ikke omfattet af reglerne i lovens § 74 i om pensioner. Det samme gælder for et medlem, der overgår fra overgangsydelse. For denne gruppe henvises til reglerne i bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).
Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen (Told & Skat) samt Arbejdsdirektoratet har fastsat regler for, hvilke pensionsinstitutter m.v., der har pligt til at afgive pensionsoplysninger, samt hvilke pensioner m.v. det drejer sig om. Der er også fastsat regler for, hvordan pensioner m.v. skal opgøres og i hvilken form, oplysningerne skal afgives. Elektronisk afgivelse af oplysninger om pension m.v. skal ske til Told & Skat, der i elektronisk form sender dem til Arbejdsdirektoratet. Direktoratet sender herefter oplysninger på det enkelte medlem ud til den a-kasse, hvor pågældende er medlem.
Der henvises derfor også til det nærmere indhold af følgende regler og vejledninger:
1) Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 543 af 30. juni 1999 om (elektronisk) indberetning af pensioner m.v. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn. Bekendtgørelsen fastsætter, hvem der har pligt til at foretage edb-indberetning af pensioner, hvilke pensionsordninger, samt i hvilken form, tidspunktet og med hvilken værdi pensionsordningen skal afleveres.
2) Told & Skats vejledning om indberetning af pensionsrettigheder (PERE), seneste udgave er dateret uge 40/1999. Vejledningen behandler regler om indberetningspligt og retter sig til de oplysningspligtige og indeholder blandt andet en beskrivelse af de tre særlige metoder for at opgøre pensioner.
3) Arbejdsdirektoratets edb-tekniske vejledning af 12. maj 2000 om Arbejdsdirektoratets overførsel af elektronisk indberetning af pensioner m.v. til a-kasserne til brug for opgørelse af fradrag i efterløn.
Alle danske pensionsinstitutter m.v. skal efter lovens § 74 i afgive oplysninger om pensioner m.v. for medlemmer, der fylder 60 år fra og med den 1. juli 1999.
Eksempler på pensionsinstitutter m.v., der elektronisk indberetter oplysninger til brug for a-kasserne:
1) Livsforsikringsselskaber, der driver virksomhed i Danmark.
2) Tværgående pensionskasser under dansk tilsyn.
3) Statstjenestemænd (Økonomistyrelsen).
4) Kommunale tjenestemandspensioner i Danmark.
5) Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
6) Pengeinstitutter og godkendte institutter vedrørende rateopsparing og opsparing i pensionsøjemed i Danmark.
7) Firmapensionskasser under dansk tilsyn.
Eksempler på ordninger, hvor medlemmet selv skal oplyse om pensioner m.v.:
1) Ordninger i udenlandske livsforsikringsselskaber.
2) Pension fra udenlandske arbejdsgivere.
3) EU-pensioner, FN-pensioner og lign.
4) Uafdækkede pensioner til direktører.
5) Særskilte lovregulerede pensionsordninger, f.eks. for lodser.
6) Folketings-, minister- og borgmesterpensioner.
For medlemmer, der er fyldt 60 år i perioden fra den 1. juli 1999 til den 30. september 2000, skal pensionsinstitutterne, i stedet for at indberette elektronisk, afgive oplysningerne om pensioner m.v. til de medlemmer, der selv henvender sig.
Alle indberettede oplysninger skal altid suppleres af medlemmets egne oplysninger på tro og love om ordninger, f.eks. i udlandet, der ikke kan indberettes automatisk, samt om eventuelle ændringer i det indberettede. Det gælder også, selvom et medlem først kan få efterlønsbevis eller gå på efterløn på et senere tidspunkt.
Der skal ske opgørelse af alle pensioner, der er omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven. Det vil sige, at man som udgangspunkt skal opgøre alle pensionsordninger m.v., hvor bidrag eller præmier enten er fradragsberettigede eller som er omfattet af ret til at se bort fra indkomsten. Efter lovens § 74 i, stk. 2, er visse pensioner undtaget. Det drejer sig f.eks. om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), invalidepension og visse pensioner til efterlevende ægtefælle, samlever eller børn.
Alle pensionsordninger skal indgå i opgørelsen, uanset om det er aftalt, at ordningen skal komme til udbetaling i perioden med efterløn eller ej. Det gælder, uanset om pensionerne kan hæves i perioden med efterløn. Der skal således også ske opgørelse af pensioner, der er led i et ansættelsesforhold, selvom disse ikke kommer til udbetaling i perioden med efterløn.
Følgende pensionsordninger (privattegnede såvel som ordninger i ansættelsesforhold), vil herefter skulle indgå i opgørelsen:
1) Alderspensionsordninger med løbende udbetalinger.
2) Rateforsikringer i pensionsøjemed.
3) Kapitalforsikringer i pensionsøjemed.
4) Rateopsparing i pensionsøjemed.
5) Opsparing i pensionsøjemed.
6) Indeksordninger og indekskontrakter.
7) Opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
8) Tilsvarende udenlandske pensionsordninger.
A-kassen skal foretage en samlet opgørelse af pensioner m.v. for at vejlede et medlem om fradrag for pension, når et medlem skal have udstedt et efterlønsbevis. Hvis et medlem overgår til efterløn uden at have fået et efterlønsbevis, skal a-kassen på det tidspunkt opgøre pensioner m.v. til brug for at beregne fradrag i efterløn.
Medlemmet skal skriftligt bekræfte a-kassens samlede endelige opgørelse af pensioner m.v., inden a-kassen kan udstede et efterlønsbevis. Det gælder, uanset om der er tale om edb-indberettede oplysninger efter § 6 eller oplysninger efter §§ 7 og 8, dvs. som er indhentet eller afgivet af medlemmet.
Der vil normalt være en periode på ca. 2 måneder fra, at et medlem fra a-kassen modtager den foreløbige oversigt over de edb-indberettede pensioner, indtil medlemmet fylder 60 år. I den periode kan medlemmet evt. i samarbejde med a-kassen skaffe nærmere oplysninger om de øvrige pensioner, som ikke er indberettet elektronisk, eller som skal justeres i opgørelsen.
Et medlem må ikke skriftligt bekræfte a-kassens samlede og endelige opgørelse af alle pensioner m.v. før den dato, hvor medlemmet fylder 60 år. Det skyldes, at opgørelsen skal ske ud fra pensionsforholdene helt indtil datoen, hvor medlemmet er fyldt 60 år.
Når det drejer sig om pensioner, som enten er oplyst elektronisk, jf. § 6, eller manuelt via medlemmet, jf. §§ 7 og 8, skal a-kassen ikke selv gå ind i at vurdere om pensionen er livsvarig eller ikke. A-kassen skal heller ikke vurdere, hvordan de enkelte pensioner, der skal medføre fradrag, nærmere skal opgøres i forbindelse med pensionsindberetningen. Den opgave varetages af pensionsselskaberne m.v. Oplysningerne vil være af en sådan karakter, at a-kassen umiddelbart kan lægge dem til grund.
Først når der er en samlet endelige opgørelse af pensioner m.v., og den er skriftligt bekræftet af medlemmet, kan a-kassen udstede et efterlønsbevis.
Et medlem, der ikke selv er skyld i, at der mangler oplysninger om pensioner m.v., kan få udstedt et efterlønsbevis. I så fald skal a-kassen tydeligt informere om, at opgørelsen af pensioner ikke er endelig. Et eksempel på, at et medlem ikke selv er skyld i den manglende indberetning af pensioner, er problemer med at få oplyst udenlandske ordninger eller andre ordninger, hvor der ikke efter loven er en pligt til, at der skal ske automatisk indberetning.
Efter § 15 A i Skatteministeriets lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven) kan en tidligere selvstændig erhvervsdrivende, der er fyldt 55 år, indbetale til en pensionsordning efter særlige, fordelagtige skatteregler.
Indbetalinger, som er sket inden det fyldte 60. år, indgår i a-kassens samlede pensionsopgørelse på 60-års-dagen, jf. § 4, stk. 1. Enhver indbetaling til en pensionsordning inden det fyldte 60. år skal således behandles efter de almindelige regler, som gælder for indberetning og ekstraordinære indbetalinger indtil det fyldte 60. år, jf. § 4 og § 6, stk. 2-6.
§ 5 sikrer, at indbetalinger til en § 15 A-pension efter det fyldte 60. år, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 74 i, stk. 7, kommer til at indgå i den pensionsformue, som ligger til grund for beregning af fradrag i medlemmets efterløn. På denne måde er medlemmer i relation til beregning af fradrag for indbetaling til en § 15 A-pension stillet ens, uanset om indbetalingen sker før eller efter det fyldte 60. år.
A-kassen skal foretage en ny pensionsopgørelse hver gang et medlem indbetaler til en § 15 A-pension efter det fyldte 60. år. Den nye opgørelse foretages på baggrund af pensionsformuen ved 60-års-opgørelsen samt eventuelle senere indbetalinger. A-kassen skal dog kun foretage en ny opgørelse, hvis indbetaling til pensionen kan have betydning for medlemmets efterløn. Af denne grund skal a-kassen ikke foretage en ny opgørelse, hvis medlemmet på tidspunktet for indbetaling opfylder 2-års-reglen i § 11.
At den nye opgørelse tager udgangspunkt i den pensionsopgørelse, som a-kassen har foretaget på 60-års-dagen, betyder, at et medlems ekstraordinære indbetalinger (før det fyldte 60. år) under mindstegrænsen i § 6, stk. 4, ikke skal medregnes i den nye opgørelse.
Et medlem har pligt til at holde a-kassen underrettet om indbetaling til en § 15 A-pension efter det fyldte 60. år. Hvis et medlem ikke har modtaget en ny pensionsopgørelse inden rimelig tid efter indbetaling til en pension, har medlemmet pligt til at rette henvendelse til a-kassen for at få afklaret, om pensionen er korrekt indberettet.
Ved enhver indbetaling på en § 15 A-pension efter det fyldte 60. år, som kan have betydning for medlemmets efterløn, skal a-kassen sende medlemmet en revideret pensionsopgørelse. A-kassen skal i den forbindelse oplyse medlemmet om, hvilken betydning pensionsindbetalingen har eller får for størrelsen af den udbetalte efterløn.
For medlemmer, der fylder 60 år fra den 1. oktober 2000, vil direktoratet automatisk overføre de edb-indberettede oplysninger om værdien ved det fyldte 59 ½. år af pensioner m.v. til a-kassen. Se nærmere herom i den særlige edb-tekniske vejledning fra direktoratet.
Oplysningerne fra direktoratet bygger på, at pensionsinstitutter m.v. automatisk skal foretage edb-indberetning af pensioner. Det skal ske månedligt til Told & Skat ved udgangen af den kalendermåned, der følger efter den kalendermåned, hvor ejeren af pensionsordningen bliver 59 ½ år. For eksempel skal der ske indberetning ultimo maj måned 2000 for et medlem, der fylder 60 år den 25. oktober 2000. Se nærmere herom i Told & Skats vejledning.
De nævnte pensionsinstitutter m.v. skal indberette pensionsværdier ud fra tre opgørelsesmetoder. Det drejer sig om følgende:
Metode 1: Den beregnede årlige, livsvarige ydelse ved udbetaling fra det 60. år. Det vil sige, at der ved det 59 ½. år sker en fremskrivning til det 60. år ud fra kendte forhold i henhold til pensionsaftalen m.v.
Metode 2: Depotet ved det fyldte 59 ½. år inklusiv forrentning og aftalte bidrag frem til det 60. år. Det vil sige, at der sker en fremskrivning til det 60. år ud fra kendte forhold i henhold til pensionsaftalen m.v.
Metode 3: Depotet ved det fyldte 59 ½. år. Der sker ikke som ved Metode 1 og 2 fremskrivning, men opgørelse ud fra aktuel værdi ved det 59 ½. år.
Metode 1 gælder for ordninger, hvor der er aftalt en løbende livsvarig ydelse, mens Metode 2 og 3 gælder øvrige ordninger. Forsikrings- og pensionsselskaber m.v. vil anvende Metode 1 eller 2, mens Metode 3 anvendes af pengeinstitutter.
Pensionsinstitutter m.v. skal kun foretage een indberetning om pension. Dette gælder dog ikke, hvis der er tale om en direkte fejl eller mangel i den indberettede oplysning. I så fald vil a-kassen modtage rettelser i elektronisk form. Der henvises til direktoratets edb-tekniske vejledning.
Overførslen af oplysninger via edb fra direktoratet til den enkelte a-kasse sker på baggrund af oplysninger om det enkelte medlem i RAM-registret. Det vil ske i tide inden a-kassen efter § 2, stk. 2, skal sende information og ansøgning om efterlønsbevis m.v. til medlemmet. De overførte oplysninger vil umiddelbart kunne danne grundlaget for, at a-kassen kan sende en foreløbig pensionsopgørelse over alle de elektronisk indberettede pensioner til medlemmet.
Hvis et medlem er i tvivl om opgørelsen af pensioner m.v., skal medlemmet kontakte sit pensionsinstitut med henblik på at afklare, om alle pensioner er indberettet korrekt.
Hvis a-kassen, efter at et medlem har fået efterlønsbevis eller er overgået til efterløn, får oplysning via edb om en rettelse på grund af fejl eller mangler, skal a-kassen altid orientere medlemmet herom og sikre sig, at rettelsen ikke medfører fejludbetaling af efterløn. Hvis der allerede er sket fejludbetaling, skal a-kassen træffe afgørelse over for medlemmet efter de gældende regler.
Er der i øvrigt brug for, at a-kassen skal foretage ændring i forhold til de elektronisk indberettede værdier af pensionsordninger, skal det ske på baggrund af oplysninger fra medlemmet, der - eventuelt i samarbejde med a-kassen - i konkrete tilfælde kan indhente nye supplerende oplysninger fra et pensionsinstitut.
Opgørelsen af værdien ved det fyldte 59 ½. år af pensioner bygger på, at et medlem i perioden op til det fyldte 60. år fortsætter sine ordinære faste aftalte indbetalinger. Det gælder ordninger, hvor arbejdsgiveren indbetaler enten en fast sum eller en fast procentdel som led i et ansættelsesforhold, og hvor medlemmet har en normal forventelig lønudvikling. Det gælder også private ordninger i forsikringsselskaber eller pensionskasser, hvor der f.eks. er aftalt indbetaling af en fast sum, der fremsendes via en betalingsservice.
Et medlem skal altid på tro og love oplyse over for a-kassen, om der i perioden fra den elektroniske indberetning af pensioner og indtil datoen, hvor medlemmet er fyldt 60 år, er sket ekstraordinære indbetalinger til pension m.v., jf. nedenfor.
Hvis et medlem i tiden fra opgørelsen af det elektronisk indberettede beløb ved det 59 ½. år og indtil datoen, hvor medlemmet er fyldt 60 år, foretager ekstraordinære indbetalinger til allerede bestående eller nye ordninger, og som tilsammen er højere end grænsebeløbet (på 36.500 kr. i 2001), skal depotet for den eller de berørte pensioner forhøjes med den fulde indbetaling til ordningen. Hvis der er tale om en pension med en årlig livsvarig ydelse, skal pensionen gøres op på ny med beløbet ved det fyldte 60. år.
Grænsebeløbet reguleres årligt med virkning fra den 1. januar. Grænsebeløbet er det beløb, der gælder på medlemmets 60-års-dag.
Hvis et medlem ikke har foretaget ekstraordinære indbetalinger, skal et medlem skriftligt på tro og love erklære dette over for a-kassen.
Hvis et medlem erklærer at have indbetalt, hvad der svarer til ekstraordinære indbetalinger, skal a-kassen have oplysninger om beløbet. Hertil benyttes blanket AR 246. Hvis summen af de indbetalte ekstraordinære beløb tilsammen ikke er over grænsebeløbet, skal der dog ikke ske nogen regulering af den eller de elektronisk indberettede pensioner.
Det afhænger normalt af den konkrete pension, hvordan et medlem skal give oplysning til a-kassen om en ekstraordinær indbetaling. Det kan f.eks. være i form af et kontoudtog fra et pengeinstitut, en erklæring fra en pensionskasse eller en ny opgørelse fra pensionsinstituttet ved det fyldte 60. år.
Hvis et medlem er i tvivl om, hvorvidt der er foretaget en ekstraordinær indbetaling eller størrelsen af indbetalinger i perioden indtil datoen, hvor medlemmet er fyldt 60 år, må medlemmet henvende sig til det eller de pågældende pensionsinstitutter for at få de nødvendige oplysninger.
A-kassen skal herefter ud fra medlemmets oplysninger ændre opgørelsen af den eller de elektronisk indberettede pensioner m.v., og skal lægge den ny justerede værdiopgørelse til grund for beregningen af fradrag for pension i efterløn.
1. Indbetalinger til ordninger med årlige, livsvarige ydelser, som i øvrigt indberettes med årlig livsvarig ydelse ved det 60. år (Metode 1).
Der sker ved indberetningen fremskrivning til det 60. år i henhold til kendte forhold, f.eks. aftalte bidrag m.v. En ekstraordinær indbetaling er derfor en indbetaling, som går ud over det aftalte, og som ikke var pensionsinstituttet bekendt på indberetningstidspunktet. Det kan bl.a. være en indbetaling på baggrund af lønforhøjelse, som f.eks. ikke følger af overenskomsten på området; forhåndsindbetaling i forbindelse med fratrædelse af pensionsbidrag, som går flere år frem i tiden; indbetaling af f.eks. skattepligtig del af fratrædelsesgodtgørelse, hvor den skattefri del vælges udbetalt straks.
2. Indbetalinger til andre ordninger, som i øvrigt indberettes med størrelse af depot ved det 59 ½. år inkl. forrentning og aftalte bidrag frem til det 60. år (Metode 2).
Der foretages som ved Metode 1 fremskrivning ud fra kendte forhold. Ekstraordinære indbetalinger er derfor indbetalinger, som går ud over det aftalte, og som ikke var pensionsinstituttet bekendt på indberetningstidspunktet. Det vil sige som omtalt under pkt. 1.
3. Indbetalinger til ordninger, som i øvrigt indberettes som størrelsen af depot ved det 59 ½. år, men uden fremskrivning (Metode 3).
Der sker ikke fremskrivning til det 60. år som ved Metode 1 og 2 ved indberetningen, men alene indberetning på baggrund af opgørelse efter aktuel værdi ved det 59 ½. år. Ekstraordinære indbetalinger er derfor indbetalinger efter det tidspunkt (59 ½ år), hvor pengeinstituttet opgjorde værdien af ordningen. Det gælder f.eks. for kapitalpension i en bank. Det gælder også, uanset medlemmet eller arbejdsgiveren fortsætter med den samme indbetaling som hidtil.
4. Indbetalinger til ordninger, der er nyoprettede efter det 59 ½. år.
Ekstraordinære indbetalinger er indbetalinger til ordninger, der er nyoprettede efter 59 ½ år, og som derfor ikke har kunnet indberettes automatisk.
Det er dog ikke en ekstraordinær pensionsindbetaling, hvis et medlem ved en bodeling får overført en allerede bestående pension fra en ægtefælle i tiden fra det 59 ½. år indtil det 60. år.
Et medlem, som har fået sine pensioner indberettet elektronisk efter § 6, skal altid på tro og love afgive oplysning om eventuelle udenlandske pensionsforhold eller andre pensioner, som ikke er indberettet via edb til a-kassen. Pensionen skal oplyses med værdien ved det fyldte 60. år.
Et medlems oplysninger om pensioner, der ikke indberettes elektronisk, skal suppleres med alle nødvendige oplysninger. Om fornødent skal medlemmet selv sørge for en dansk oversættelse af oplysninger om pensionen, jf. principperne om at afgive dokumentation fra andre EØS-lande.
Pensionsordninger m.v., som et medlem typisk selv skal oplyse om:
1) Ordninger i udenlandske livsforsikringsselskaber,
2) pension fra udenlandske arbejdsgivere,
3) EU-pensioner, FN-pensioner og lign.,
4) uafdækkede pensioner til direktører,
5) særskilte lovregulerede pensionsordninger, f.eks. for lodser, og
6) folketings-, minister- og borgmesterpensioner.
Et medlem kan i tiden fra det 59 ½. år til det 60. år få overført en allerede bestående pension fra en ægtefælle i forbindelse med en bodeling eller lignende. Da denne pension ikke er indberettet elektronisk på medlemmet, skal pensionen altid oplyses af medlemmet selv efter reglen i § 7. Medlemmet skal anvende direktoratets blanket AR 246.
Et medlem, der er fyldt 60 år i perioden 1. juli 1999 til 30. september 2000, og som ikke tidligere har ansøgt om efterlønsbevis eller om at overgå til efterløn, skal selv oplyse om alle pensioner m.v. A-kassens opgørelse af pensioner m.v. sker derfor manuelt.
Opgørelsen sker ud fra de oplysninger, som medlemmet - eventuelt i samarbejde med a-kassen - selv skaffer frem om sine pensionsforhold fra pensionsinstitutter m.v. Det gælder også, selvom et medlem først søger om efterlønsbevis eller går på efterløn på et tidspunkt efter den 1. oktober 2000.
A-kassen skal sikre sig, at et medlem, der er omfattet af § 8, selv indhenter alle oplysninger om pensioner m.v.
Direktoratet har særlige blanketter til, at et medlem selv kan indhente oplysning om sine pensioner m.v. (AR 253 og AR 254). De enkelte pensionsinstitutter kan vælge at fremstille breve med en tekst, der svarer til direktoratets blanketter. Oplysningen ved det fyldte 60. år fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), kan anses for at opfylde blanketkravet.
Pensionsinstitutter m.v. skal for alle medlemmer indberette oplysninger til Told & Skats system (PERE) om indbetaling på en pensionsordning som nævnt i lovens § 74 i, stk. 7, jf. lovens § 74 i, stk. 8. Indberetning foretages efter de gældende regler om automatisk indberetning via edb. Pensionsinstitutter m.v. skal indberette indbetalinger til de nævnte ordninger medfølgende særskilt koder for opgørelser.
Metode 4: Ordninger med løbende livsvarige ydelser. Pensionsinstitutter m.v. indberetter den beregnede livsvarige årlige ydelse fra indbetalingsdatoen. Har medlemmet indbetalt til en eksisterende pensionsordning med løbende livsvarig ydelse, vil pensionsinstitutter m.v. alene indberette det tillæg, som skal lægges til den eksisterende ordnings beregnede livsvarige årlige ydelse.
Metode 5: Ordninger, som kan opgøres med en depotværdi. Pensionsinstitutter m.v. indberetter alene værdien af den pågældende indbetaling.
Direktoratet henviser i øvrigt til principperne i Told & Skats vejledning om indberetning af pensionsrettigheder (PERE).
Eksempler:
1) En tidligere selvstændig erhvervsdrivende er overgået til efterløn ved det fyldte 60. år uden fradrag for pension. Et år efter opretter og indbetaler medlemmet 1.000.000 kr. på en pensionsordning med løbende livsvarige udbetalinger, svarende til en beregnet livsvarig årlig ydelse på 50.000 kr.
A-kassen vil efter indbetalingen af de 1.000.000 kr. modtage en elektronisk indberetning på 50.000 kr. med kode 4 som opgørelsesmetode, der indikerer, at der er tale om en indbetaling efter lovens § 74 i, stk. 7. Tidspunktet for indbetalingen af de 1.000.000 kr. vil fremgå i feltet »opgørelsesdato«, som vil være lig »indbetalingsdatoen«. Medlemmets pensionsformue skal opgøres til 50.000 kr.
2) En selvstændig erhvervsdrivende har ved det fyldte 60. år fået opgjort sin pensionsordning med løbende livsvarige udbetalinger til en beregnet årlig livsvarig ydelse på 40.000 kr. Medlemmet har i perioden fra 59½-års-indberetningen til det fyldte 60. år ekstraordinært indbetalt 30.000 kr. til ordningen. Et år efter, at medlemmet som 60-årig er overgået til efterløn, indbetaler medlemmet 500.000 kr. til ordningen, svarende til en beregnet årlig ekstra livsvarig ydelse på 25.000 kr.
A-kassen vil efter indbetalingen af de 500.000 kr. modtage en elektronisk indberetning på 25.000 kr. med kode 4 som opgørelsesmetode, der indikerer, at der er tale om en indbetaling efter lovens § 74 i, stk. 7. Tidspunktet for indbetalingen af de 500.000 kr. vil fremgå i feltet »opgørelsesdato«, som vil være lig »indbetalingsdatoen«. Medlemmets pensionsopgørelse vil udgøre 65.000 kr. (40.000 kr. + 25.000 kr.).
3) En tidligere selvstændig erhvervsdrivende har ved det fyldte 60. år fået opgjort sin pensionsordning til en depotværdi på 500.000 kr. Medlemmet har i perioden fra 59½-års-indberetningen til det fyldte 60. år ekstraordinært indbetalt 30.000 kr. til ordningen. Et år efter at medlemmet som 60-årig er overgået til efterløn, indbetaler medlemmet 50.000 kr. til ordningen.
A-kassen vil efter indbetalingen af de 50.000 kr. modtage en elektronisk indberetning på 50.000 kr. med kode 5 som opgørelsesmetode, der indikerer, at der er tale om en indbetaling efter lovens § 74 i, stk. 7. Tidspunktet for indbetalingen af de 50.000 kr. vil fremgå i feltet »opgørelsesdato«, som vil være lig »indbetalingsdatoen«. Medlemmets pensionsformue skal opgøres til 550.000 kr. (500.000 kr. + 50.000 kr.).
Alle eksempler er baseret på abstrakte tal.
Når en pension enten er oplyst elektronisk, jf. § 6, eller manuelt via medlemmet, jf. §§ 7 og 8, skal a-kassen ikke selv gå ind i at vurdere, om pensionen kan anses for livsvarig eller ikke. A-kassen skal heller ikke vurdere, hvordan værdien af de enkelte pensioner, der skal medføre fradrag, nærmere er opgjort i forbindelse med pensionsindberetningen. Den opgave varetages af pensionsselskaberne m.v.
Selv om a-kassen ikke kan vurdere, om opgørelsen er foretaget korrekt i pensionsinstituttet, kan der være forhold, som a-kassen bør være behjælpelig med at undersøge, inden medlemmet indgiver klage til pensionsinstituttet. Det kan være fejl, som ligger uden for pensionsinstituttets regi.
Hvis et medlem fortsat ønsker at klage over de nævnte forhold, som a-kassen ikke kan tage stilling til, skal medlemmet rette henvendelse til det pågældende pensionsinstitut.
Der kan dog opstå tvivl eller uenighed mellem medlemmet og a-kassen, om en pension skal anses for at være et led i et ansættelsesforhold, og dermed eventuelt medføre fradrag i efterlønnen efter § 22. I den anledning kan der være grund til, at medlemmet kontakter sit pensionsinstitut eller sin tidligere arbejdsgiver for bedst muligt at kunne fremlægge nærmere dokumentation herom. Det kan være forsikringspolicen, medlemmets ansættelsesaftale eller overenskomsten. A-kassen skal på det grundlag træffe afgørelse ud fra reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Medlemmer, der vælger at udskyde overgangen til efterløn, får adgang til at opnå en række særlige rettigheder, jf. reglerne herom i lovens § 74 k.
For at opnå disse rettigheder skal medlemmet have fået udstedt et efterlønsbevis og udskyde overgangen til efterløn i mindst 2 år efter bevistidspunktet. Medlemmet skal efter udstedelsen af efterlønsbeviset samtidig have mindst 3.120 arbejdstimer (2 år x 30 timer pr. uge). For deltidsforsikrede er kravet på mindst 2.496 timer (2 år x 24 timer pr. uge). Det er en betingelse for at kunne opfylde 2-års-kravet, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension i perioden.
Et medlem, der driver selvstændig virksomhed, skal til opfyldelse af 2-års-reglen have drevet virksomheden i væsentligt omfang i hele perioden.
Et medlem kan opfylde kravet om arbejde på baggrund af en periode med såvel lønarbejde som en periode med selvstændig virksomhed. Kravet om arbejde vil kunne opfyldes, hvis der i den periode, hvor virksomheden ikke er drevet, foreligger et antal timer med lønarbejde, der svarer til gennemsnitligt mindst 30 timer pr. uge for et medlem, der på bevistidspunktet var fuldtidsforsikret. For et medlem, der på bevistidspunktet var deltidsforsikret, skal der tilsvarende foreligge et antal timer med lønarbejde, der svarer til gennemsnitligt mindst 24 timer pr. uge.
Reglen indebærer, at et medlem i princippet vil have mulighed for at opfylde de nævnte arbejdskrav på et hvilket som helst tidspunkt inden det fyldte 65. år, hvis blot overgangen til efterløn udskydes i mindst 2 år, og arbejdskravet er opfyldt inden overgangen til efterløn.
Opfylder et medlem med et efterlønsbevis 2-års-reglen, opnås følgende rettigheder:
1) Efterløn svarende til den individuelt beregnede dagpengesats i hele efterlønsperioden.
2) Lempeligere pensionsfradrag.
3) Adgang til at optjene en skattefri præmie.
Perioden på de mindst 2 år opgøres fra datoen for bevistidspunktet. F.eks. kan et medlem med den 2. juli 1999 som bevistidspunkt tidligst få rettigheder efter 2-års-reglen den 2. juli 2001. Medlemmet opfylder imidlertid først kravet om arbejde i 3.120 timer den 17. oktober 2001, hvor medlemmet har arbejdet i alt 3.123 timer. Medlemmet har således den 17. oktober 2001 opfyldt 2-års-reglen og optjent 3 timer til den skattefri præmie.
Arbejdstiden opgøres som udgangspunkt efter de samme regler, som gælder for opgørelse af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, jf. lovens § 53. Det er kun arbejde i en medlemsperiode her i riget (Danmark, Grønland og Færøerne) eller i et andet EØS-land, der kan medregnes til 2-års-kravet.
Perioder med sygedagpenge i et ansættelsesforhold og sygedagpenge til selvstændige kan også medregnes til arbejdstiden. Herved ligestilles lønarbejde og selvstændig virksomhed i videst muligt omfang. Denne regel gælder også for perioder med tilsvarende ydelser fra et andet EØS-land, Grønland og Færøerne.
Arbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne kan regnes med til at opfylde 2-års-reglen, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. reglerne for opgørelse af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Se også reglerne om dokumentation i bekendtgørelsen om udbetaling af efterløn og overgangsydelse til personer, der har bopæl eller arbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne.
Arbejde i lande uden for EØS-området, i Grønland og på Færøerne kan ikke medregnes i opgørelsen, medmindre arbejdet udføres som udsendt for en dansk arbejdsgiver, eller medlemmet arbejder på internationale vilkår ved organisationer m.v., som Danmark er medlem af.
Arbejdskravet til at opfylde 2-års-reglen skal opfyldes efter reglerne for fuldtidsforsikrede med 3.120 timer, hvis det var medlemmets status på bevistidspunktet. Hvis medlemmet var deltidsforsikret, skal medlemmet opfylde et arbejdskrav på 2.496 timer. Det gælder også, hvis medlemmet i mellemtiden skifter status mellem deltid og fuldtid.
De nærmere regler om at optjene en skattefri præmie er fastsat i lovens § 74 k.
Reglen gælder også personer med et efterlønsbevis eller modtagere af efterløn, som har bopæl eller arbejder i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne. For eksempel vil en person med et efterlønsbevis, som bor og arbejder i et andet EØS-land, og som på grund af EØS-lovvalgsreglerne er omfattet af EØS-landets arbejdsløshedsforsikring, kunne medregne beskæftigelsen fra dette EØS-land til at optjene en skattefri præmie.
Fra og med den dato, hvor et medlem opfylder 2-års-reglen i § 11, kan medlemmet begynde at optjene timer til den skattefri præmie.
Arbejdet kan ligge såvel før som efter overgangen til efterløn, men arbejde inden det tidspunkt, hvor 2-års-reglen blev opfyldt, kan ikke medregnes til at optjene præmien.
Arbejdet opgøres som udgangspunkt efter samme regler som opgørelsen af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Et medlem, der udøver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse og i væsentligt omfang, anses for at have arbejdet 37 timer om ugen.
Et medlem, som er overgået til efterløn, kan endvidere medregne alle arbejdstimer i en godkendt selvstændig virksomhed efter reglerne i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn til at optjene præmien. Det betyder blandt andet, at medlemmets egne timer ved en godkendt bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed i efterlønsperioden kan medregnes til at opnå præmien. Et medlem, der er gået på efterløn, og som på et tidspunkt begynder at arbejde mere end det højst tilladte, kan medregne timerne, hvis medlemmet udøver den selvstændige virksomhed i væsentligt omfang.
Et medlem, der er kombinationsforsikret, kan optjene ret til præmie på samme måde som medlemmer, der er forsikrede som lønmodtagere eller selvstændige.
Et medlem, der i en periode efter at have fået et efterlønsbevis udmelder sig af a-kassen, kan ikke medregne disse timer. Først efter en eventuel genindmeldelse kan medlemmet igen begynde at medregne timerne. Det gælder dog ikke personer, der har modtaget et efterlønsbevis, og som på grund af arbejde i et andet EØS-land eller på Færøerne omfattes af dette lands regler om arbejdsløshedsforsikring.
Udbetaling af optjent præmie er dog ikke betinget af, at medlemmet aktuelt er medlem af en a-kasse.
For hver 481 timers arbejde udløses en 'portion' præmie. Præmien kan optjenes ved fuldtidsarbejde og deltidsarbejde eller løsere arbejdsforhold. Antallet af løntimer afgører, hvor mange timer der kan medregnes til optjening af præmie. Dette gælder også, hvis medlemmet har haft mere end 37 løntimer i en uge. Et medlem, der arbejder på halv tid (18,5 time), skal arbejde i 2 kvartaler, for at een 'portion' udløses.
Såvel fuldtids- som deltidsforsikrede skal præstere 481 timers arbejde for at optjene en 'præmieportion'. Har et medlem i forbindelse med den endelige opgørelse af den skattefri præmie for få arbejdstimer til at optjene en præmieportion, er timerne tabt.
Muligheden for at optjene præmie påvirkes ikke af, at en eventuel pensionsopsparing i øvrigt ville have betydet et så stort fradrag, at der ikke ville blive udbetalt efterløn. Der vil også i en sådan situation kunne optjenes ret til præmie.
Det er muligt at få udbetalt den fulde præmie på 12 kvartaler ved arbejde svarende til 5.772 timer (12 x 481 timer). Hvis et medlem skal have en præmie for alle 12 kvartaler, må medlemmet ikke i perioden fra 2-års-reglen er opfyldt til det fyldte 65. år have fået udbetalt ydelser i form af dagpenge eller efterløn. Udbetalte feriedagpenge skal ikke indgå i beregningen af fradrag for timer. Efterløn for perioden fra dagen efter 65-års-dagen til udgangen af den måned, hvor et medlem fylder 65 år, medfører ikke fradrag i den skattefri præmie.
Hvis medlemmet i perioden har modtaget ydelser i form af dagpenge eller efterløn, skal der altid ske et tilsvarende fradrag i det maksimalt antal mulige præmietimer på 5.772 timer.
Eksempler:
1) Et medlem har efter opfyldelsen af 2-års-reglen arbejdet 4.810 timer svarende til 10 kvartalers præmie og har fået udbetalt efterløn for i alt 1 år (1.924 timers ydelse). Et medlem kan maksimalt medregne i alt 5.772 timer, og der kan derfor højst medregnes 3.848 arbejdstimer til at optjene præmien (5.772 - 1.924 timer). Medlemmet har ret til præmie for 8 kvartaler (8 x 481 timer = 3.848 timer).
2) Et medlem har modtaget ydelser svarende til 5.000 timer og har arbejdet sporadisk i 1.500 timer i perioden efter opfyldelse af 2-års-reglen. Et medlem kan maksimalt medregne i alt 5.772 timer, og der kan derfor højst medregnes 772 arbejdstimer til at optjene præmien (5.772 - 5.000 timer = 772 timer). Medlemmet får udbetalt præmie for 1 kvartal svarende til 481 timer, da der kun udbetales præmie for hver gang, medlemmet har arbejdet 481 timer.
3) Et medlem har modtaget ydelser svarende til 5.500 timer og har arbejdet sporadisk i 700 timer i perioden efter opfyldelse af 2-års-reglen. Et medlem kan maksimalt medregne i alt 5.772 timer, og der kan derfor højst medregnes 272 arbejdstimer til at optjene præmien (5.772 - 5.500 timer = 272 timer). Da der skal 481 timer til at udløse 1 præmieportion, kan medlemmet ikke få udbetalt præmie.
4) Et medlem, der først opnår ret til at få efterlønsbevis som 61 årig, og som opfylder 2-års-reglen som 63 årig, har højst 2 år (8 kvartaler) til at optjene præmien. Hvis medlemmet i denne periode arbejder f.eks. 4.810 timer og ikke samtidig har modtaget ydelser fra a-kassen, kan medlemmet opnå præmie svarende til 10 kvartaler. Grunden til at medlemmet kan få præmie svarende til 10 kvartaler er, at man tager udgangspunkt i 5.772 timer og der skal ikke ske fradrag i præmien, fordi medlemmet ikke har fået udbetalt ydelser fra a-kassen. Medlemmet kan således medregne alle sine timer til optjening af præmie.
Stk. 2 retter sig mod de personer der efter bevistidspunktet ikke er medlem af en dansk arbejdsløshedskasse, jf. lovens § 74 m. Der skal således ske reduktion i den skattefri præmie i det tilfælde, hvor et medlem efter bevistidspunktet på grund af beskæftigelse i et andet EØS-land eller på Færøerne ikke har været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse og samtidig ikke har fået udbetalt efterløn. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis et medlem modtager efterløn i udlandet.
Eksempel:
Et fuldtidsforsikret medlem, som har fået udstedt et efterlønsbevis på sin 60-års-dag den 1. juli 2001, tager ved det fyldte 61. år arbejde i et andet EØS-land. Pågældende kan på grund af lovvalgsreglerne i forordning (EØF) nr. 1408/71 ikke bevare sit medlemskab af en dansk a-kasse. Pågældende har på sin 62-års-dag optjent 3.120 timer og opfylder dermed 2-års-reglen. Personen kan fra da af begynde at optjene til en skattefri præmie. I 2006 fylder medlemmet 65 år og medlemmet ønsker at få udbetalt sin skattefri præmie. Fra 60-års-dagen har medlemmet arbejdet på fuld tid 1 år i Danmark og 4 år i et andet EØS-land, og medlemmet har således optjent ret til i alt 12 præmieportioner. Medlemmet har ikke modtaget efterløn i perioden.
I 2001-tal udgør den skattefri præmie 12 præmieportioner á 9.173 kr. x 12 = 110.076 kr.
Da medlemmet ikke har været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse i 4 år, skal der ske en reduktion i den skattefri præmie:
Reduktionen udgør i 2001-tal:
Bidrag til arbejdsløshedsforsikringen jf. § 77, stk. 2 og 3, for 4 år (588 kr. x 6 x 4 = 14.112 kr.) samt et beløb til administration for 4 år (588 x 1,5 x 4 = 3.528 kr.).
Reduktionen vil i alt udgøre 17.640 kr. (14.112 kr. + 3.528 kr.).
Medlemmets skattefri præmie vil således beløbe sig til i alt 92.436 kr. (110.076 kr. 17.640 kr.).
A-kassen foretager opgørelsen af arbejdets omfang og beregner præmiens størrelse. Det er endvidere a-kassen, som står for udbetalingen af præmiebeløbet til det enkelte medlem. De nærmere regler om at udbetale præmien er fastsat i bekendtgørelse om udbetaling af en skattefri præmie under den fleksible efterlønsordning.
A-kassen har pligt til at sikre sig, at der foreligger den fornødne dokumentation for, at medlemmet opfylder beskæftigelseskravet, til at kunne udbetale præmien.
Præmien udgør for hver 481 timers arbejde 6 pct. af dagpengenes højeste beløb på årsbasis med satsen på den dag, hvor medlemmet fylder 65 år, jf. lovens §§ 47 og 70. Årsbeløbet er i denne forbindelse det ugentlige dagpengebeløb ganget med 52. Præmien for hver 481 timers arbejde svarer til 9.173 kr. for fuldtidsforsikrede og 6.115 kr. for deltidsforsikrede (2001-niveau).
481 timer svarer til fuldtidsarbejde i et kvartal (13 uger á 37 timer).
Den højeste præmie fås som fuldtidsforsikret ved 12 gange 481 timers arbejde, hvilket er muligt for en person, der opnår efterlønsbevis som 60-årig, og som ikke går på efterløn. Den maksimale præmie vil således være 110.076 kr. (2001-niveau).
For et deltidsforsikret medlem vil den højeste præmie være 73.380 kr. (2001-niveau).
Opgørelsen af præmiens størrelse sker efter den gældende sats for fuldtidsforsikrede, hvis medlemmet ved opfyldelsen af 2-års-reglen i § 11 kan opfylde betingelserne for ret til efterløn som fuldtidsforsikret. For et medlem, der på det tidspunkt ikke opfylder kravet til at få fuldtidsefterløn, eller som er deltidsforsikret, sker opgørelsen på grundlag af satsen for deltidsforsikrede.
Det er en betingelse for at få præmien, at der ikke er sket tilbagebetaling af efterlønsbidraget. Baggrunden herfor er, at præmien ydes for ikke at udnytte efterlønsretten.
Et medlem, der har optjent ret til præmie, og som samtidig opfylder betingelserne for at kunne få tilbagebetalt efterlønsbidrag, kan vælge mellem at få udbetalt efterlønsbidrag eller at få præmien udbetalt.
Afgår et medlem ved døden før sin 65-års-dag, kan præmie ifølge bekendtgørelse om udbetaling af en skattefri præmie under den fleksibel efterlønsordning, udbetales til boet. Præmien skal i dette tilfælde udbetales med den sats, der gælder for dagen for medlemmets dødsfald.
Lovens §§ 74, 74 a og 74 c opregner de enkelte krav, der skal være opfyldt før overgangen til efterløn.
Det er ikke er en betingelse for at overgå til efterløn, at man forinden har fået udstedt et efterlønsbevis.
Et medlem med et efterlønsbevis skal ikke senere på tidspunktet for overgangen til efterløn opfylde kravene i lovens § 74 a, stk. 1, nr. 2 og 3 (om anciennitet og betaling af efterlønsbidrag). Et medlem, der har et efterlønsbevis, skal på tidspunktet for overgang til efterløn heller ikke kunne opfylde rådighedskravet på grund af sygdom eller frihedsberøvelse, jf. lovens § 62, stk. 1, nr. 1 og 3. Hvis medlemmet af andre årsager ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter lovens § 62 og regler udstedt i medfør heraf, stilles medlemmet på overgangstidspunktet ikke bedre med et efterlønsbevis.
Et medlem skal være dagpengeberettiget på tidspunktet for overgangen til efterløn. Medlemmer, der i kraft af særlige regler har ret til efterløn netop ved det fyldte 60. år, men som ikke på det tidspunkt overgår til efterløn, kan kun senere overgå, hvis de har optjent ny ret til dagpenge. Det gælder f.eks. medlemmer, der har modtaget overgangsydelse eller forlængede dagpenge efter lovens § 55, stk. 4.
For medlemmer, hvis dagpengeret ophører på 60-års-dagen, og medlemmer, der har ret til efterløn efter § 74 a, stk. 5, i loven, og som på grund af sygdom hen over 60-års-dagen ikke har kunnet overgå til efterløn på 60-års-dagen, er der mulighed for at kunne overgå til efterløn på et senere tidspunkt. Arbejdsdirektoratet kan på baggrund af en anmodning herom fra a-kassen give en tilladelse hertil. Se nærmere om betingelserne i lovens § 74 a, stk. 7.
Medlemmet skal på tidspunktet for overgang til efterløn kunne opfylde kravet om at have medlemskab af en dansk a-kasse og i øvrigt have ret til dagpenge. For medlemmer, der modtager overgangsydelse, er der fastsat særlige regler.
Det er et krav, at dagpengeretten på tidspunktet for overgang til efterløn skal være opfyldt på baggrund af beskæftigelse i Danmark. Det krav gælder også et medlem, der tidligere har fået et efterlønsbevis. Se dog reglerne om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet.
Det er en af betingelserne for at have ret til dagpenge, at et medlem kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Har medlemmet tidligere fået udstedt efterlønsbevis, kan medlemmet dog overgå, selv om medlemmet er syg m.v.
Et medlem, der i perioden med overgangsydelse bliver visiteret til et fleksjob, jf. reglerne i kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik, kan ikke samtidig modtage overgangsydelse. Hvis et sådant medlem ønsker at bevare retten til efterløn, skal medlemmet senest have søgt om efterløn inden udgangen af den måned, hvor medlemmet fylder 60 år. Er medlemmet på tidspunktet, hvor retten til overgangsydelsen ophører, fortsat omfattet af reglerne om fleksjob, indstilles udbetalingen af efterlønnen. Medlemmet kan modtage efterløn fra det tidspunkt, hvor medlemmet ikke længere er omfattet af reglerne om fleksjob.
Et medlem, der ikke på overgangstidspunktet har ret til dagpenge på grund af 52-ugers-reglen for udbetaling af supplerende dagpenge, kan gå på efterløn, hvis medlemmet i øvrigt kan anses for dagpengeberettiget, herunder vil have dagpengeret ved fuld ledighed. Det samme gælder for et medlem, som efter reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed ikke har ret til dagpenge. Medlemmet skal dog have tilladelse til at drive virksomheden i perioden med efterløn, hvis medlemmet ønsker at forsætte den.
Har medlemmet bopæl i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, skal a-kassen sikre sig, at medlemmet efter en konkret vurdering ville kunne anses for at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvis medlemmet havde ophold i Danmark. Vurderingen skal foretages såvel i forbindelse med udstedelse af efterlønsbevis, som på tidspunktet for overgang til efterløn, og skal foretages i forhold til det enkelte medlems aktuelle situation.
Er der f.eks. tale om et medlem, som er i arbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, eller som er udrejst til et andet EØS-land, Grønland eller Færøerne, fordi medlemmets ægtefælle eller samlever har overtaget arbejde i det pågældende land, vil der som udgangspunkt ikke være tvivl om medlemmets rådighed, medmindre medlemmets oplysninger eller sagens omstændigheder i øvrigt måtte skabe en sådan tvivl. Det samme gælder grænsegængere m.v., som har bopæl i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne og beskæftigelse i Danmark.
Modsat kan der være tvivl om rådigheden i tilfælde, hvor et medlem er udrejst, og hvor udrejsen ikke er begrundet i medlemmets eller ægtefællens eller samleverens arbejdsmæssige forhold. I disse tilfælde bør der foretages en nærmere undersøgelse af årsagen til medlemmets udrejse. I vurderingen kan f.eks. indgå, om medlemmet må anses for varigt at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, eller om medlemmet midlertidigt holder fri for egen regning, og med hensigt om igen at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Er medlemmet i ledighedsperioder tilmeldt den offentlige arbejdsanvisning i bopælslandet, kan dette tillægges vægt i forbindelse med rådighedsvurderingen.
Rådighedsvurderingen skal foretages på grundlag af reglerne i direktoratets bekendtgørelse om rådighed.
Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt eller umuligt at indhente oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder m.v. i andre EØS-lande, i Grønland eller på Færøerne, som kan understøtte medlemmets oplysninger om rådigheden. Der vil derfor kunne stilles særlige krav til, at medlemmet selv bidrager med den fornødne dokumentation for, at rådighedsbetingelserne er opfyldt. Herunder kan det kræves, at medlemmet f.eks. sørger for autoriseret oversættelse af dokumenter, som kan have betydning for rådighedsvurderingen. Vurderer a-kassen på grundlag af f.eks. viden om tidligere sygdomsforløb, varigheden af medlemmets udlandsophold eller årsagen til udlandsopholdet, at der er behov for en personlig samtale med medlemmet, kan a-kassen stille krav om, at medlemmet deltager i en sådan samtale i a-kassen.
Det er blandt andet en betingelse for ret til overgang til efterløn, at et medlem har fået indberettet værdien af pensioner m.v. Se nærmere herom i kapitel 3 om indberetningen og opgørelsen af et medlems pensioner m.v.
Et medlem, der ikke har fået udstedt et efterlønsbevis, har normalt ikke tidligere over for a-kassen godkendt oplysningerne om pensioner m.v., og skal derfor på tidspunktet for overgang til efterløn godkende oplysningerne.
Et medlem, der ikke selv er skyld i, at a-kassen ikke har kunnet lave den endelige opgørelse af pensioner m.v., kan dog overgå til efterløn og modtage a conto udbetaling af efterløn i en periode på op til 6 måneder.
Som eksempel på, at et medlem ikke selv er skyld i den manglende indberetning af pensioner, kan være et medlems problemer med at oplyse værdien af en udenlandsk ordning eller andre ordninger, hvor der ikke efter loven er en pligt for pensionsinstitutter til selv at foretage indberetning.
Den fleksible efterløn indebærer, at et medlem ikke skal forlade arbejdslivet, men kan fortsætte i sit nuværende arbejde som lønmodtager på hel eller nedsat tid.
Et medlem, der efter dagpengereglerne ikke ville være berettiget til at modtage supplerende dagpenge på grund af de særlige regler om tidsbegrænsning, kan således overgå til efterløn.
Medlemmets overgang til efterløn er ikke i sig selv et opgørelsestidspunkt for at beregne overskydende timer. Et medlem skal i stedet have beregnet overskydende timer på datoen, hvor medlemmet første gang skal have udbetalt efterløn. Overskydende timer, som ikke er afviklet forud for overgangen, bortfalder ikke som følge af, at medlemmet overgår til efterløn.
Arbejdstimer forud for overgangen til efterløn i den uge, hvor medlemmet går på efterløn, har ingen indflydelse på reglerne om mindsteudbetaling. Hvis et fuldtidsforsikret medlem f.eks. går på efterløn om fredagen og har arbejdet 30 timer mandag til torsdag, vil medlemmet ikke blive ramt af reglerne om mindsteudbetaling. Hvis medlemmet i det nævnte eksempel ikke arbejder om fredagen, vil medlemmet kunne få udbetalt fuld efterløn for denne dag.
Et medlem, der overgår under konflikt, bliver fra det tidspunkt omfattet af fradragsreglen i § 38.
Medlemmet skal have søgt om og opfylde betingelserne for ret til efterlønsbeviset. Herudover skal medlemmet opfylde betingelserne for overgang til efterløn i § 15, herunder kravet om beskæftigelse. Medlemmet skal dog ikke opfylde kravet om rådighed.
Det er ikke et krav, at medlemmet er uarbejdsdygtig i relation til alle arbejdsopgaver i virksomheden. Medlemmet skal dog på tro og love erklære, at medlemmet ikke længere udfører arbejde i virksomheden.
Reglen gælder både for virksomheder, der har været drevet som hovedbeskæftigelse og virksomheder, der har været drevet som bibeskæftigelse.
Der gælder en tilsvarende regel for medlemmer, der er gået på efterløn og arbejder på 18½-times- eller 962-timers-ordningen. Der henvises til bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.
Udgangspunktet er, at der skal ske beregning af medlemmets efterløn på overgangstidspunktet. Har medlemmet allerede et efterlønsbevis med ret til dagpengenes maksimum, er en ny beregning ikke nødvendig.
Beregningen skal ske på overgangstidspunktet, selvom medlemmet ikke skal have udbetalt efterløn på grund af arbejde.
Størrelsen af efterlønnen er fastsat i lovens § 74 j. For et medlem, der ikke opfylder 2-års-reglen i § 11, udgør ydelsen i hele perioden med efterløn højst 91 pct. af de maksimale dagpenge for fuldtidsforsikrede eller deltidsforsikrede. Ledighed før overgangen har ikke betydning for efterlønnens størrelse.
Et medlem, der opfylder 2-års-reglen i § 11, vil kunne overgå til efterløn med den dagpengesats, som medlemmet kunne få efter reglerne om udbetaling af dagpenge til ledige.
Det er dog en betingelse for at få udbetalt efterløn som fuldtidsforsikret, at et medlem kan opfylde et krav om fuldtidsforsikring i sammenlagt 10 år inden for 15 år, heraf 52 uger umiddelbart inden overgangen til efterløn. Et medlem, der er født før den 1. juli 1949, og som den 1. juli 1999 var fuldtidsforsikret, er omfattet af den særlige overgangsregel i lovens § 74 j, stk. 2.
Et medlem, der overgår til efterløn fra overgangsydelse, får efterløn med en fast sats svarende til 82 pct. af de maksimale dagpenge, jf. dog nedenfor §§ 53-55.
Et medlem med et efterlønsbevis har ret til at få efterløn på grundlag af mindst det beregningsgrundlag (den hidtidige daglige arbejdsfortjeneste), eller den sats (hvis medlemmet er berettiget til en fast sats, f.eks. mindstesatsen), medlemmet havde på bevistidspunktet. Hvis medlemmet i beviset har fået en fast sats som fuldtidsforsikret, er det et krav for at få denne sats også ved overgangen til efterløn, at medlemmet stadig har ret til at få efterløn som fuldtidsforsikret.
Princippet i lovens § 74 i er, at værdien af alle de pensionsordninger, som et medlem har på sin 60-års-fødselsdag, skal gøres op. Alle disse ordninger indgår i § 21.
Hvis et medlem går på efterløn, før 2-års-reglen i § 11 er opfyldt, skal medlemmets samlede pensionsformue, som er opgjort efter § 21, påvirke størrelsen af medlemmets efterløn.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i vejledningen til kapitel 3.
De forskellige pensionsordninger, som er beskrevet i § 22, er alle indeholdt i den samlede opgørelse, jf. § 21. Men der er 2 grunde til, at de nævnes særligt i § 22. Det er:
- at pensionsordninger, som er led i et ansættelsesforhold, og som kommer til løbende udbetaling i efterlønsperioden, skal medføre fradrag efter en anden regel end de, der alene er omfattet af § 21, og
- at medlemmer, der først går på efterløn, når 2-års-reglen i § 11 er opfyldt, kun skal have fradrag for de ordninger, der fremgår af § 22. Der henvises i øvrigt til de specifikke bemærkninger til § 22.
Samspillet mellem §§ 21 og 22:
Hvis et medlem går på efterløn før 2-års-reglen kan opfyldes , er det hovedreglen, at der skal ske fradrag efter § 21, dvs. for alle pensioner opgjort ved 60-års-dagen, og hvor der er foretaget et bundfradrag i pensionsydelsen inden fradraget i efterlønnen beregnes. Som en undtagelse til § 21 gælder det, at for pensioner, der er led i et ansættelsesforhold og som kommer til løbende udbetaling i efterlønsperioden, skal der i stedet fradrages efter reglen i § 22, dvs. for den faktisk, løbende ydelse og uden bundfradrag. Pensionen tages derfor ud af pensionsopgørelsen til fradrag efter § 21-metoden.
Hvis dette medlem på efterløn derefter på et tidspunkt vælger ikke længere at få sin løbende pension udbetalt, kan der ikke mere fradrages efter § 22. Det skyldes, at der ikke længere sker en løbende udbetaling. Årsagen til, at der ikke længere kommer beløb til løbende udbetaling kan f.eks. være, at pensionen er valgt opsat til et senere tidspunkt, eller at pensionen bliver opgjort og udbetalt som et engangsbeløb.
I det tilfælde falder man tilbage på hovedreglen i § 21 og foretager fradraget for pensionen ud fra det oprindeligt indberettet og opgjorte pensionsbeløb ved det fyldte 60. år.
For et medlem, der ved overgangen til efterløn opfylder 2-års-reglen, skal der ikke ske fradrag efter § 21, dvs. der skal ikke ske fradrag for alle pensioner opgjort ved 60-års-dagen og inkl. bundfradrag.
For pensioner, der er led i et ansættelsesforhold og som kommer til faktisk, løbende udbetaling i efterlønsperioden, skal der ske fradrag efter reglen i § 22, dvs. for den faktisk udbetalte ydelse og uden bundfradrag.
Hvis dette medlem pludselig vælger ikke længere at få sin løbende pension udbetalt (se eksempler på grundene ovenfor) skal der ikke længere ske fradrag efter § 22, da der ikke længere sker en løbende udbetaling.
Da medlemmet opfylder 2-års-reglen, er medlemmet som nævnt ikke omfattet af reglen om fradrag i § 21. Der skal derfor ikke længere ske fradrag for denne pension.
Kommer en pension efter § 22, stk. 1, til løbende udbetaling som en invalidepension, skal pensionen ikke medføre fradrag i efterlønnen, og den pågældende pension skal samtidig tages ud af 60-års-opgørelsen. Dette gælder uanset om 2-års-reglen er opfyldt.
Lovens § 74 i, stk. 5, bygger på en sondring mellem livsvarige og ikke-livsvarige pensioner.
Beregning af fradrag for livsvarige pensioner sker med udgangspunkt i en årlig beregnet livsvarig ydelse.
Beregning af fradrag for ikke-livsvarige pensioner sker med udgangspunkt i en beregnet depotværdi.
De ikke-livsvarige pensioner kan både omfatte engangsudbetalinger samt pensioner, der kommer løbende til udbetaling i en begrænset periode. Det er f.eks. en ratepension over 10 år.
Pensioner, der er aftalt til at komme til udbetaling med engangsbeløb, vil normalt altid være omfattet af § 21. Pensioner, der kommer løbende til udbetaling, er også omfattet af § 21, hvis de ikke er led i et ansættelsesforhold. Videre er en pension også omfattet af § 21, hvis den er et led i et ansættelsesforhold, men slet ikke kommer til løbende udbetaling, dvs. en opsat pension.
For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser pensionsinstitutterne en beregnet årlige ydelse ved udbetaling. Vurderingen af, om der er tale om en aftale med livsvarig udbetaling, skal afgøres af det pensionsinstitut, der indberetter pensionen.
A-kassen skal foretage opgørelsen af den livsvarige årlige ydelse, hvori indgår det enkelte medlems egne oplysninger på tro og love om pensioner, der ikke er indberettede, herunder pensioner i udlandet. Se nærmere herom i vejledningen til kapitel 3.
Som grundlag for fradrag i efterløn for pensioner med løbende livsvarige ydelser benyttes 80 pct. af værdien af den livsvarige årlige ydelse, man kan få som 60-årig.
For alle øvrige pensionsordninger skal oplyses depotet. Som et depot forstås i denne forbindelse pensionshensættelserne, hvis der er tale om en pensionskasse, livsforsikringshensættelserne, hvis der er tale om et livsforsikringsselskab, og indeståendet, hvis der er tale om et pengeinstitut.
For alle disse ordninger beregner a-kassen den årlige ydelse ud fra depotet ved det 60. år. Den årlige ydelse opgøres som 5 pct. af depotet.
Der skal ikke ske fradrag for mindre pensioner. Det skyldes, at a-kassen i den årlige (beregnede) samlede pensionsydelse før skat skal fratrække et bundfradrag på mindst 10.600 kr. (2001-niveau) om året. Fradrag for bundfradrag skal ske inden man beregner fradrag i efterløn.
Der gælder en særlig overgangsordning for bundfradrag. Medlemmer, der enten går på efterløn eller har fået efterlønsbevis i 1999, 2000, 2001 og 2002, får et bundfradrag på henholdsvis 32.000 kr., 26.600 kr., 21.300 kr. og 16.000 kr. (2001-niveau) i hele efterlønsperioden. Overgangsreglen er knyttet op på bevistidspunktet i efterlønsbeviset eller datoen for overgangen til efterløn, hvis medlemmet ikke har et bevis.
Bundfradraget satsreguleres. Regulering skal også ske i en efterlønsperiode.
Et medlem har en kapitalpension. Indeståendet på kapitalpensionen er brutto 800.000 kr. umiddelbart før medlemmets fyldte 60. år. Medlemmet ønsker at overgå til efterløn ved sit fyldte 60. år den 1. september 2001. Medlemmets bundfradrag udgør 21.300 kr.
Kapitalpensionen skal medføre fradrag i efterlønnen på følgende måde:
5 pct. af 800.000 kr. = 40.000 kr.
Herfra trækkes medlemmets bundfradrag = 21.300 kr.
Reguleret årligt pensionsbeløb = 18.700 kr.
Fradrag i efterløn på årsbasis udgør herefter 60 pct. af 18.700 kr., svarende til 11.220 kr. Fradragsbeløbet udgør 11.220 kr. på årsbasis i hele efterlønsperioden (der ses i eksemplet bort fra, at der løbende skal ske satsregulering af bundfradraget i efterlønsperioden).
Beløbet på årsbasis omregnes til et beløb pr. uge, som trækkes fra i medlemmets efterløn pr. uge. Om den nærmere fremgangsmåde ved satsnedsættelsen henvises til bemærkningerne til § 23.
Det afhænger af en konkret vurdering, om en pension kan anses for at være led i et ansættelsesforhold. Der kan være tvivl eller uenighed mellem et medlem og a-kassen, om en pensionsordning skal anses for at være oprettet i et ansættelsesforhold eller ej. I det tilfælde skal et medlem medvirke til at give a-kassen en nærmere dokumentation.
A-kassen skal træffe afgørelse om fradrag for pensionen på grundlag af oplysninger om ordningen fra medlemmet og eventuelt fra det pågældende pensionsinstitut eller pensionskasse. Afgørelsen af, om en pension er et led i et ansættelsesforhold, følger de samme regler, som gælder for dagpengeområdet. Se derfor i øvrigt reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
For pensioner omfattet af § 22 gælder det, at reglen anvendes på den samlede pension. Dette gælder, selv om medlemmet i en kortere periode har indbetalt hele pensionsbeløbet. Det kan f.eks. være, fordi medlemmet har været selvstændig erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en pensionsordning. Er perioden af længere varighed, sker der kun fradrag for den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led i et ansættelsesforhold. Efter praksis skal en pensionsudbetaling, der vedrører en periode på mere end 2 år, hvor kun medlemmet har indbetalt bidrag, ikke medføre fradrag.
Hvis et medlem vælger at overføre en eksisterende privat pensionsordning til en nyoprettet helt eller delvis arbejdsgiverfinansieret pension vil medlemmets indbetaling være at sidestille med en ekstraordinær indbetaling til en arbejdsgiverordning. Ordningen og udbetalingerne vil i det hele anses for en pensionsordning oprettet i et ansættelsesforhold.
§ 22 omfatter kun de tilfælde, hvor der i efterlønsperioden sker en faktisk løbende udbetaling fra en pension, der er led i et ansættelsesforhold. I så fald skal et medlem altid have fradrag på baggrund af det faktisk udbetalte beløb og uden nogen muligheden for at få bundfradrag.
En løbende udbetaling af pension, der er led i et tidligere ansættelsesforhold, kan være i henhold til såvel en livsvarig som en tidsbegrænset aftale, f.eks. en ratepension på 10 år.
Hvis en pension ikke kommer til løbende udbetaling i perioden med efterløn, er pensionen ikke omfattet af § 22, men kun af § 21. Det gælder uanset grunden, f.eks. kan et medlem vælge at opsætte pensionen til senere udbetaling, eller at få pensionen udbetalt som et engangsbeløb.
Et medlem, der først overgår til efterløn, efter at 2-års-reglen i § 11 er opfyldt, skal kun have fradrag i efterlønnen efter bestemmelsen i § 22, f.eks. skal der så slet ikke ske fradrag for en opsat pension, det vil sige en pension, der først kommer til udbetaling, efter at medlemmet har forladt efterlønsordningen.
Reglen i § 22 omfatter også løbende udbetaling af pension og pensionslignende ydelser til tidligere borgmestre, udvalgsformænd, rådmænd m.fl., samt medlemmer af Folketinget eller Europaparlamentet. Reglen dækker desuden løbende udbetaling af beløb fra en tidligere arbejdsgiver, der kan sidestilles med pension.
Der henvises også her til reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Hvis et medlem ved overgang til efterløn eller på et tidspunkt senere i perioden med efterløn får løbende udbetaling af en pension, som er oprettet som led i et ansættelsesforhold, skal pensionen altid medføre fradrag efter § 22.
En sådan pension vil normalt allerede være medtaget i den pensionsopgørelse, som a-kassen har lavet ved medlemmets 60-års-dag. Da pensionen imidlertid kun skal medføre fradrag een gang, skal ordningen trækkes ud af den oprindelige opgørelse af alle medlemmets pensioner på 60-års-dagen, og der skal ske en ny opgørelse af resten af de pensioner, der skal medføre fradrag efter § 21.
Pensioner fradrages i medlemmets personlige efterlønssats, således at medlemmets efterlønssats pr. time nedsættes krone for krone. Pensioner skal medføre fradrag i efterlønnen, inden der sker fradrag for andre indtægter eller arbejde.
Hvis et medlem ved overgangen til efterløn ikke kan opfylde 2-års-reglen i § 11, skal der ske fradrag med 60 pct. af det beregnede beløb til fradrag efter § 21.
Samtidig skal pensioner, der er omfattet af § 22, fradrages med 50 pct., jf. dog bemærkningerne til § 23.
Et medlem, der overgår til efterløn fra overgangsydelse, skal aldrig have fradrag for pensioner efter § 21. Der skal alene ske fradrag med 45 pct. for løbende udbetaling af pension, der er led i et ansættelsesforhold. Det skyldes, at medlemmet modtager efterløn med en sats, der svarer til 82 pct. af dagpengenes højeste beløb.
Hvis et medlem overgår til efterløn, efter at 2-års-reglen i § 11 er opfyldt, skal der alene ske fradrag for en løbende udbetalt pension, der er led i et ansættelsesforhold, jf. § 22.
Fradragsprocenten er 55 pct. af det udbetalte pensionsbeløb. Det skyldes, at medlemmet har ret til efterløn med en sats, der svarer til den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed på overgangstidspunktet.
Beregning af fradrag for pensioner m.v. sker som et fradrag i medlemmets individuelle efterlønssats om ugen.
Fradraget beregnes ud fra summen af samtlige fradragsbeløb efter §§ 25-26, der er opgjort på årsbasis i hele kroner. Derefter omregnes fradraget til et beløb pr. uge ved at dividere med 52. Det gælder for såvel deltids- som fuldtidsforsikrede medlemmer. Dette ugebeløb skal fratrækkes medlemmets individuelle efterlønssats pr. uge, og den ny - regulerede - efterlønssats afrundes til nærmeste hele kroner.
For deltidsforsikrede beregnes fradrag i efterlønnen efter reglerne om supplerende dagpenge på dagpengeområdet, det vil sige i forhold til hidtidig ugentlig arbejdstid.
Eksempel:
Et medlem modtager efterløn på 91 pct. satsen. Det samlede udbetalte beløb på årsbasis er for en pension, som er led i et ansættelsesforhold, på i alt 42.000 kr.
Pension, der skal medføre fradrag i ugesatsen:
42.000 kr. x 50 pct. = 21.000 kr. pr. år
21.000 kr. / 52 uger = 403,85 kr. pr. uge
Reguleret ugesats - fuldtid:
Ugesats før fradrag = 2.675 kr.
Ugesats efter fradrag
2.675 kr. - 403,85 kr. = 2.271,15 kr.
Ugesats afrundet = 2.271 kr.
Efterløn i timen
(37 timer pr. uge) = 61,38 kr.
Reguleret ugesats - deltid med en hidtidig ugentlig arbejdstid på 26,5 time pr. uge:
Ugesats før fradrag = 1.785 kr.
Ugesats efter fradrag
1.785 kr. - 403,85 kr. = 1.381,15 kr.
Ugesats afrundet = 1.381 kr.
Efterløn i timen
(26,5 time pr. uge) = 52,11 kr.
A-kassen skal skriftligt oplyse det enkelte medlem om den regulerede efterlønssats pr. efterlønstime.
Hvis der sker regulering af pensionsudbetalingerne i løbet af et kalenderår, skal der ske en ny beregning af størrelsen af medlemmets regulerede efterløn pr. uge, og a-kassen skal orientere medlemmet om den ny 'timeløn'. Det kan f.eks. ske på udbetalingsspecifikationen.
Bestemmelsen skal sammenholdes med lovens § 74 c, stk. 5. Formålet med bestemmelsen er blandt andet at undgå dobbeltforsørgelse.
Et medlem kan ikke overgå til efterløn, hvis en udenlandsk social pension direkte kan sidestilles med dansk social pension. Hvis et medlem på efterløn begynder at få udbetalt en sådan udenlandsk social pension, skal medlemmet udtræde af efterlønsordningen, jf. kapitel 14 om efterlønnens ophør.
Hvis en udenlandsk pension, herunder alderspension, ikke kan sidestilles med en dansk social pension, kan pensionen modtages sammen med efterløn mod, at efterlønnen nedsættes med et beløb, der svarer til pensionen. Tilsvarende gælder, hvis den udenlandske pension er så lille, at pensionen ikke kan udgøre et forsørgelsesgrundlag.
Et medlem kan blive berettiget til en forhøjelse af en udenlandsk pension, hvorved pensionen bliver højere end grænsen. I så fald må medlemmet frasige sig forhøjelsen eller udtræde af efterlønsordningen. Skyldes en forhøjelse alene en ændring af valutakursen, kan et medlem dog forblive i efterlønsordningen.
Retten til at have lønarbejde i perioden med efterløn er fastsat i lovens § 74 e.
Bestemmelsen omfatter såvel lønnet som ulønnet arbejde. Løn- og ansættelsesvilkår er uden betydning. Det er også uden betydning, om arbejdet udføres for en erhvervsdrivende arbejdsgiver eller for en privat person. Bestemmelsen omfatter også personer, der får udbetalt efterløn under ophold i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne.
Den nærmere afgrænsning af reglerne følger reglerne for arbejdsløshedsdagpenge. Ved beregning af fradrag i arbejdsløshedsdagpengene anvender man i et vist omfang belægning på grund af manglende rådighed. Den form for rådighedsbelægning gælder ikke for personer, der modtager efterløn.
Fradrag for arbejde skal ske efter reglerne for fradrag i dagpenge, det vil sige time for time. Fradraget foretages efter, at der er foretaget fradrag for pension.
Principperne fra reglerne om supplerende dagpenge, herunder mindsteudbetalingsreglen og reglerne om timeoverførsel, gælder tilsvarende ved arbejde i efterlønsperioden. Et medlem på efterløn skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og der skal ikke belægges for timer på grund af manglende rådighed.
Den manglende rådighedsforpligtelse for et medlem på efterløn betyder, at et medlem, der er selvbygger eller medbygger i efterlønsperioden, ved såvel mindre som større byggearbejder skal belægges for antallet af arbejdstimer, som medlemmet har anvendt på byggearbejdet.
De særlige regler for deltidsforsikrede og supplerende dagpenge finder tilsvarende anvendelse ved udbetalingen af efterløn. Der henvises til bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
I bekendtgørelse om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse, er der fastsat regler om at udføre frivillige ulønnede aktiviteter i Danmark. Det samme regelsæt gælder for personer, der modtager efterløn, men dog således at personer, der modtager efterløn i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, også kan udføre frivillige ulønnede aktiviteter i det pågældende land.
Om den nærmere beregning af fradrag for borgerlige ombud og hverv, herunder også private hverv, henvises til reglerne i bekendtgørelse om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse.
Ifølge lov om ferie optjenes ferie i et kalenderår. Det vil sige, at optjeningsåret løber fra 1. januar til 31. december. Ferien holdes i det følgende ferieår, som løber fra 1. maj til 30. april. Indtil 1. maj 2002 løber ferieåret fra 2. maj til 1. maj.
Et medlem, der overgår til fleksibel efterløn, følger ferielovens almindelige regler med hensyn til udbetaling af feriegodtgørelse. Det vil sige, at arbejdsgiveren skal attestere feriekortet, hvis medlemmet holder ferie med feriegodtgørelse i et ansættelsesforhold.
Efter ferieloven er det en betingelse for udbetaling af feriegodtgørelse, at det attesteres, at ferie holdes umiddelbart efter udbetalingstidspunktet. Det betyder, at udbetales feriegodtgørelsen lige før overgangen til efterløn, uden at der holdes ferie, betragtes beløbet som udbetalt i efterlønsperioden.
Et medlem, der går på efterløn fra overgangsydelse, og som vælger at arbejde efter 200 timers reglen følger reglerne i bekendtgørelse om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden.
Udbetalinger af små beløb i feriegodtgørelse efter ferielovens § 30, stk. 2 og 3, medfører ikke fradrag i efterlønnen (500 kr. og 1.000 kr.).
Hvis medlemmet i forbindelse med ansættelsen afholder ferie med løn, skal der ske fradrag for antallet af løntimer. Det betyder, at et medlem, der holder ferie med løn, kan få udbetalt efterløn for de resterende timer. Dog finder mindsteudbetalingsreglen anvendelse.
Hvis medlemmet holder ferie og får feriegodtgørelse, skal der for hver feriedag fratrækkes 1/5 af efterlønnen for en uge. Da ferie i henhold til ferieloven frem til 1. maj 2002 afholdes i en 6 dages uge, skal antallet af feriedage, der er optjent før 1. januar 2001 ganges med 5/6. Afrunding sker efter de almindelige afrundingsregler. Fradraget skal foretages på det tidspunkt, hvor ferien holdes.
Med virkning fra 1. maj 2002 holdes ferie efter ferieloven som udgangspunkt i en 5 dages uge. Ferie vil ved aftale fortsat kunne optjenes og afholdes i en 6 dages uge. For disse medlemmer vil der fortsat skulle omregnes med 5/6. Ferie, der er optjent i timer ifølge aftale, omregnes også til hele og halve dage.
Eksempel:
Medlemmet har før overgangen optjent 13 dages ferie med feriegodtgørelse til afholdelse i en 6 dages uge. Efter omregning og afrunding foretages fradrag for 11 dage.
Er feriegodtgørelsens bruttobeløb pr. dag mindre end fradraget i efterlønnen, kan der suppleres med efterløn for de pågældende dage. Det betyder, at medlemmet sammenlagt kan få udbetalt et beløb, som svarer til medlemmets efterløn.
Efter hovedreglen i stk. 2 skal der ske fradrag for ferie med feriegodtgørelse dag for dag.
For medlemmer, der arbejder i efterlønsperioden og har optjent feriegodtgørelse, kan hovedreglen betyde en samlet indtægtsnedgang i ferieperioden. For at afbøde den konsekvens kan medlemmets feriegodtgørelse pr. dag blive omregnet til timer. Medlemmet har herefter ret til efterløn den pågældende dag med fradrag for de omregnede timer. Mindsteudbetalingsreglen finder dog anvendelse i den situation.
For at være omfattet af bestemmelsen skal medlemmet holde ferie i et ansættelsesforhold. Medlemmet skal dokumentere ansættelsesforholdet, f.eks. med en erklæring fra arbejdsgiveren. Der kan dog godt være tale om en løsere tilknytning, vikaraftale m.v., når ansættelsen blot dokumenteres.
A-kassen skal omregne feriegodtgørelsen pr. dag med medlemmets timeløn i ansættelsesforholdet, og det er medlemmet, der skal dokumentere timelønnens størrelse. Det er medlemmets normale timeløn i det ansættelsesforhold, ferien holdes i, der skal anvendes. Det timetal, der kommer frem ved omregningen, svarer dermed ikke til medlemmets normale beskæftigelsesgrad i ansættelsesforholdet.
Eksempler:
1) Et fuldtidsforsikret medlem holder ferie fra en halvtidsstilling og har optjent feriegodtgørelse i 5 uger med 420 kr. pr. dag. Medlemmet har en timeløn på 105 kr. Medlemmet har ret til efterløn for 3,4 timer pr. dag, idet feriegodtgørelsen omregnet svarer til 4 timer om dagen (420 / 105 = 4).
2) Hvis samme medlem i stedet har feriegodtgørelse på 960 kr. pr. dag, vil medlemmet ikke have ret til efterløn samtidig, idet feriegodtgørelsen pr. dag omregnet med medlemmets timeløn udgør et timetal på mere end 7,4 timer om dagen (960 / 105 = 9,1). Medlemmet skal derfor have fradrag efter hovedreglen i stk. 2. Det vil sige 7,4 timers fradrag pr. feriedag.
3) Et deltidsforsikret medlem holder ferie i et ansættelsesforhold og har feriegodtgørelse på 315 kr. om dagen. Medlemmet har en timeløn på 105 kr. Medlemmet vil have ret til efterløn svarende til forholdet mellem 3 timer og medlemmets hidtidige gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.
Et beløb, der er udbetalt i forbindelse med overgangen til efterløn som følge af reglen om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet i § 30 i ferieloven, som ikke fuldt ud er fradraget i efterlønnen ved overgangen til at arbejde efter de fleksible regler (§ 74 e, § 74 f og § 74 h i loven), skal fradrages i efterlønnen. Fradrag forældes ikke i efterlønsperioden.
Hvis et medlem omfattet af den gamle efterlønsordning ved overgangen til efterløn vælger at arbejde efter reglerne om fleksibel efterløn, skal medlemmet have fradrag i efterlønnen for feriegodtgørelse efter reglerne om fleksibel efterløn.
Et medlems mulighed for at få udbetalt feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår følger ferielovens regler.
Et medlem, der flytter til udlandet og samtidig modtager efterløn, vil kunne få udbetalt feriegodtgørelse på en gang efter § 30, stk. 1, nr. 2, i ferieloven. Dette beløb skal medføre fradrag i efterlønnen.
Efter hovedreglen i § 34, stk. 2, i bekendtgørelsen, skal der ske fradrag for ferie med feriegodtgørelse dag for dag. Der er med § 34, stk. 2, givet mulighed for medlemmer, der har optjent ferie ved arbejde på nedsat tid at få feriegodtgørelse omregnet til timer. Timerne skal medføre fradrag i efterlønnen. Det vil derfor være en fordel for disse medlemmer at få feriegodtgørelsen udbetalt.
A-kassen skal omregne feriegodtgørelsen pr. dag med medlemmets normale timeløn fra det ansættelsesforhold, der ligger tættest på medlemmets flytning. Det er medlemmet, der skal dokumentere timelønnens størrelse. Det timetal, der kommer frem ved omregningen, svarer dermed ikke til den beskæftigelsesgrad, som ferien er optjent på grundlag af.
Et deltidsforsikret medlem skal have feriegodtgørelsen pr. dag omregnet til timer. Medlemmet skal have fradrag for timerne i forhold til den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, som medlemmet har fået beregnet sin efterlønssats på grundlag af.
Eksempel:
Et deltidsforsikret medlem har fået sin sats beregnet på grundlag af en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 23 timer. I perioden med efterløn har medlemmet arbejdet i 10 timer om ugen. Medlemmets optjente feriegodtgørelse fra arbejdsforholdet omregnes til timer, som skal føre til fradrag i efterlønnen. Der kan højst fradrages 23 timer om ugen for medlemmet.
Alle de nævnte indtægter i § 36, stk. 1, medfører fradrag i efterlønnen efter de regler, der gælder på dagpengeområdet.
Der skal ske fradrag i efterløn for et medlem, der ophører med at arbejde, fordi pågældende bliver omfattet af konflikt. Vurderingen af, om et medlem er omfattet af konflikt, følger reglerne for dagpenge.
I perioden med efterløn skal medlemmet, så længe konflikten varer, i stedet for sine 'sædvanlige' arbejdstimer have fradrag i efterlønnen på baggrund af det gennemsnitlige antal arbejdstimer inden for de seneste 4 uger i det arbejdsforhold eller hos den arbejdsgiver, som er omfattet af konflikt.
Opgørelsen af timer til fradrag sker på ugebasis ud fra medlemmets tidligere arbejdstimer i det berørte arbejdsforhold.
Eksempler:
1) Et fastansat medlem med et fast timetal på 20 timer om ugen i de sidste 4 uger skal belægges med 80 timer/ 4 uger = 20 timer om ugen.
2) Et medlem med et varierende ugentligt timetal på i alt 100 timer i de sidste 4 uger skal belægges med 100 timer/ 4 uger = 25 timer om ugen.
3) Et medlem med kun 2 ugers ansættelse og med 20 timer om ugen skal belægges med 40 timer/ 4 uger = 10 timer om ugen.
4) Et medlem med kun 1 dags arbejde på 8 timer inden konflikten skal belægges med 8 timer/ 4 uger = 2 timer om ugen.
Medlemmer på efterløn er ikke omfattet af 65-procent-reglen i lovens § 61, stk. 3.
Bestemmelsen omhandler timer for karantæner, som stammer fra en tidligere periode med dagpenge, eller forhold, der opstår i perioden med efterløn. I perioden med efterløn kan der ikke ikendes karantæne på grund af selvforskyldt arbejdsophør.
Reglerne finder anvendelse på såvel modtagere af efterløn med bopæl og arbejde i Danmark som modtagere af efterløn med bopæl og arbejde i de øvrige lande inden for EØS-området.
I det omfang indtægter fra et andet EØS-land skal medføre fradrag, skal indtægterne først omregnes til danske kroner og ører med den gældende kronekurs. Derefter med den gældende omregningssats.
I denne bestemmelse er opregnet en række indtægter, som ikke medfører fradrag. Bestemmelsen er ikke udtømmende. Har et medlem en indtægt, der kan sidestilles med de nævnte indtægter, og som ikke er omfattet af andre bestemmelser i denne bekendtgørelse, medfører indtægten ikke fradrag i efterlønnen.
Medlemmet har pligt til at oplyse a-kassen om indtægter omfattet af denne bekendtgørelse. Et medlem skal oplyse a-kassen om f.eks. regulering af pensionsbeløb og indtægt ved hverv.
Hvis medlemmet tilsidesætter sin oplysningspligt, kan der pålægges sanktioner efter de gældende regler.
Udbetaling af efterløn følger de gældende principper i dagpengesystemet om opgørelse for 4 eller 5 uger.
Der er åbnet mulighed for, at a-kassen kan vælge at lade medlemmer på efterløn, og som enten ikke arbejder, eller som arbejder fuldt ud, alene skal afgive oplysninger hver 6. måned.
Et medlem, der er omfattet af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn, skal løbende indsende efterlønskortet. Det gælder også, selv om medlemmet ikke skal have udbetalt efterløn. Det skyldes kravet om, at medlemmet løbende skal oplyse om såvel egne timer i virksomheden som virksomhedens omfang.
Tilsvarende skal personer, der er bosat eller arbejder i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, indsende efterlønskort.
Et medlem kan ikke samtidig modtage efterløn og være omfattet af reglerne i kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik. Efterlønnen indstilles fra det tidspunkt, hvor et medlem er ansat i et fleksjob eller modtager ledighedsydelse i perioden forud for et fleksjob eller i perioden mellem 2 fleksjob.
Et medlem, der bliver omfattet af reglerne om fleksjob fra den 1. juli 2001, bliver automatisk tilmeldt fleksydelsesordningen. Medlemmet kan dog fravælge fleksydelsesordningen og bevare medlemskabet af a-kassen. Medlemmet kan også vælge fortsat at være medlem af a-kassen og tilmeldt fleksydelsesordningen. Vejledning om fleksydelsesordningen kan fås hos Socialministeriet.
Perioder i fleksjob kan ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet eller til optjening af timer til 2-års-reglen eller til den skattefri præmie, da der er tale om støttet arbejde.
Et medlem, som tidligere har fået tilladelse til drift af selvstændig virksomhed på nedsat tid (18½-times-ordningen eller 962-timers-ordningen) eller tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i 400 timer pr. kalenderår, og som efter at have været omfattet af reglerne i kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik, vender tilbage til efterløn, kan fortsætte driften af den tidligere godkendte selvstændige virksomhed, hvis betingelserne for drift af selvstændig virksomhed fortsat er opfyldt. Har den selvstændige virksomhed ændret omfang eller karakter, skal medlemmet dog på ny søge om en tilladelse til drift af selvstændig virksomhed.
Eksempel:
Et medlem har i forbindelse med overgang til efterløn den 1. januar 2001 fået en tilladelse til at drive et lille landbrug inden for 400-timers-ordningen. Landbruget består af dyrkning af korn. Medlemmet bliver den 1. juli 2001 visiteret til et fleksjob, og efterlønnen indstilles. Den 1. januar 2003 vender medlemmet tilbage i efterlønsordningen, og medlemmet ønsker i den forbindelse at fortsætte med at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse inden for 400-timers-ordningen. Virksomheden har imidlertid skiftet karakter, således at medlemmet i stedet for at dyrke korn, nu dyrker juletræer på landbrugsarealet. Medlemmet må i den pågældende situation på ny søge om en tilladelse til drift af selvstændig virksomhed.
Reglerne i kapitel 12 gælder for såvel modtagere af efterløn med bopæl her i riget som i de øvrige lande inden for EØS-området. En efterlønsmodtager, der f.eks. har bopæl i Tyskland eller på Færøerne, er omfattet af dette kapitel ved udrejse til USA.
Et medlem skal bevare sin faste bopæl her i riget eller i et andet EØS-land. Et medlem kan således ikke bevare efterlønnen i en 3-måneders periode, hvis pågældende tager fast ophold i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne i længere tid.
Kun i de tilfælde, hvor de tilladte 3 måneders ophold i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne ikke er brugt inden udgangen af et kalenderår, kan en ny 3 måneders periode påbegyndes i direkte forlængelse heraf, uden at medlemmet forinden tager ophold her i riget eller i et andet EØS-land.
Et medlem skal også fortsat indsende efterlønskort til a-kassen under sit ophold i et land uden for EØS-området, Grønland og Færøerne.
Endagsrejser, der ikke er forbundet med overnatning i udlandet, betragtes ikke som udlandsophold.
På grundlag af medlemmets oplysninger om udlandsophold påhviler det a-kassen at standse udbetalingen af efterløn, hvis medlemmet ikke længere opfylder betingelserne i § 46.
Når et medlem igen tager fast ophold her i riget eller i et andet EØS-land efter længere tids ophold i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne, kan udbetaling af efterløn genoptages. Det forudsætter dog, at medlemmet opfylder de almindelige betingelser for at få udbetalt efterløn.
Medlemmet har generelt en pligt til at oplyse a-kassen om ophold, bopæl eller arbejde i udlandet. Det skyldes, at a-kassen skal vejlede medlemmet om de konsekvenser, som udrejsen giver for retten til efterløn. A-kassens vejledning er afhængig af den konkrete oplysning om karakteren af udrejsen, og til hvilket land.
Et medlem kan efter loven ikke træde ud af efterlønsordningen for senere at genindtræde.
Retten til efterløn bortfalder blandt andet, hvis medlemmet overgår til at modtage dagpenge eller tilsvarende ydelser på grund af ledighed m.v. i et andet EØS-land eller på Færøerne.
Der er i lovens § 74 g fastsat særlige regler for medlemmer, der er overgået fra overgangsydelse til efterløn.
Medlemmer, der er overgået til efterløn fra overgangsydelse, har ret til at vælge mellem at arbejde i 200 timer uden fradrag eller at blive omfattet af de regler om arbejde i ubegrænset omfang mod fradrag i efterlønnen, som gælder for øvrige efterlønsmodtagere.
Overgangsydelsesmodtagere, der overgår til efterløn og vælger at arbejde inden for 200-timers-reglen, følger reglen om fradrag for ferie, som gælder for medlemmer på gammel efterløn.
Overgangsydelsesmodtagere, der overgår til efterløn og vælger at arbejde inden for 200-timers-reglen, er ikke omfattet af 5-ugers-reglen i bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).
Vælger medlemmet at arbejde ubegrænset mod fradrag, gælder valget for resten af efterlønsperioden. Skifter medlemmet i løbet af et kalenderår, og er retten til at arbejde i 200 timer udnyttet helt eller delvist, skal der ske fradrag for det allerede udførte arbejde.
Beløbet, som medlemmet skal betale, beregnes efter § 55, stk. 2. Vil medlemmet ikke indgå et frivilligt forlig om tilbagebetalingen, skal a-kassen modregne fuldt ud i den kommende efterløn.
Et medlem, der går på efterløn fra overgangsydelse, fortsætter på den faste ydelse på 82 pct. af højeste dagpenge.
Et medlem, der går på efterløn fra overgangsydelse, skal alene have fradrag i efterlønnen for løbende udbetaling af pension inklusiv tillæg, som er led i et ansættelsesforhold.
Et medlem på overgangsydelse har mulighed for at optjene timer til at opfylde et nyt beskæftigelseskrav. I denne særlige situation kan medlemmet ved det fyldte 60. år vælge at lade sig registrere i a-kassen som en person, der har forladt overgangsydelsen med status som fuldgyldigt dagpengeberettiget medlem.
Medlemmet kan herefter vælge at gå tilbage til arbejdsmarkedet - eventuelt med et efterlønsbevis - eller overgå til efterløn straks. Hvis medlemmet går på efterløn straks, anses pågældende ikke for at overgå fra overgangsydelse, men fra status som dagpengeberettiget medlem. Det indebærer blandt andet, at medlemmet i stedet overgår til efterløn efter de almindelige regler i denne bekendtgørelse, herunder med ret til at få 91 pct. satsen. Der skal endvidere ske fradrag for kapitalpensioner m.v.
Bestemmelsen omhandler medlemmer, der på grund af sygdom har meldt sig ud af a-kassen før den 1. juli 1999. Det er en betingelse, at medlemmet efterfølgende tilkendes eller er tilkendt bruttorevalideringsydelse efter lov om en aktiv socialpolitik. Revalideringsydelse efter den tidligere bistandslovs regler sidestilles hermed. Et sådant medlem, der er genoptaget som medlem af a-kassen, kan medregne perioden med bruttorevalideringsydelse til opgørelse af forudgående anciennitet uden at efterbetale bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og bidrag til efterlønsordningen.
Hvis et medlem er udmeldt på grund af sygdom inden tilkendelse af bruttorevalideringsydelse, vil denne periode ikke afbryde medlemskabet i relation til reglen om 10/15 år og 20/25 år. Perioden uden medlemskab kan dog ikke medregnes til opgørelse af medlemsanciennitet.
Der stilles ikke krav til, efter hvilke regler medlemmet optages på ny. Medlemmet kan således optages som dimittend eller på baggrund af arbejde.
I tilfælde, hvor et medlem ikke optages straks efter udløbet af perioden med bruttorevalideringsydelse, har direktoratet mulighed for at give en dispensation efter lovens § 74 a, stk. 4. En sådan dispensation vil normalt forudsætte, at bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og eventuelt efterlønsbidrag efterbetales fra ophøret med bruttorevalideringsydelse.
Eksempler:
En person, der er født 1. juli 1962, meldte sig ind i en a-kasse den 1. juli 1982. På grund af sygdom meldte personen sig ud af a-kassen den 1. januar 1998. Pr. 1. juli 1998 fik personen tilkendt bruttorevalideringsydelse i forbindelse med påbegyndt uddannelse. Efter endt uddannelse blev personen den 1. juli 2001 dimittendoptaget i en a-kasse og samtidig ophørte udbetalingen af bruttorevalideringsydelse.
Personen er aldersmæssigt omfattet af lovens § 74 a, stk. 3. Da personen kan medregne perioder med bruttorevalideringsydelse til kravet om anciennitet og indbetaling af efterlønsbidrag, har personen ikke et afbrud i sit medlemskab og sin indbetaling af efterlønsbidrag. Det er derfor ikke nødvendigt at søge om en dispensation, jf. lovens § 74 a, stk. 4.
Optages samme person først i en a-kasse den 1. september 2001, vil personen ikke kunne opfylde kravet i § 74 a, stk. 3, om uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det fyldte 60. år. Der skal i dette tilfælde søges om en dispensation hos direktoratet for perioden fra bruttorevalideringsydelsens ophør og tidspunktet for optagelsen i a-kassen.
Bestemmelsen omhandler medlemmer, der på grund af visitation til et fleksjob bliver tilmeldt fleksydelsesordningen efter lov om fleksydelse. Da anciennitetsreglerne i efterlønsordningen og i fleksydelsesordningen skal fungere sideløbende, er det muligt for en person at overføre optjent anciennitet og indbetaling af bidrag fra den ene ordning til den anden uden at skulle efterbetale bidrag for perioder, hvor der er indbetalt til den anden ordning.
Perioder, hvor en person ikke har indbetalt til nogen af ordningerne, kan ikke medregnes til optjening af anciennitet.
I særlige tilfælde kan Socialministeriet tillade, at personer, der tidligere har indbetalt efterlønsbidrag, kan medregne manglende anciennitet i op til 12 måneder til optjening af anciennitet til fleksydelsesordningen uden at skulle efterbetale fleksydelsesbidrag, jf. § 2, stk. 3, i lov om fleksydelse. Det er dog et krav, at den manglende anciennitet ligger umiddelbart forud for den første tilmelding til fleksydelsesordningen.
Eksempelvis vil en person, der har fået tilkendt sygedagpenge, og som følge af manglende rådighed har meldt sig ud af a-kassen, få medregnet op til 12 måneders manglende anciennitet til fleksydelsesordningen. Disse måneder vil også kunne medregnes ved optjening af anciennitet i efterlønsordningen.
§ 2, stk. 3, i lov om fleksydelse gælder kun personer, der er omfattet af de almindelige betingelser i § 2, men ikke opfylder kravet om indbetaling af fleksydelsesbidrag eller medlemskab af en anerkendt a-kasse og indbetaling af efterlønsbidrag, som ikke senere er tilbagebetalt, i sammenlagt mindst 25 år inden for de sidste 30 år. Hvis medlemmet er omfattet af overgangsordningerne i § 40 i lov om fleksydelse, finder § 2, stk. 3, ikke anvendelse.
Såfremt medlemmet skal opfylde efterlønsordningens anciennitetskrav ved uafbrudt anciennitet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 a, stk. 2 og 3, og medlemmet har et afbrud i indbetalingen af bidrag, f.eks. ved skift fra den ene ordning til den anden, kræves direktoratets dispensation for afbruddet, jf. § 74 a, stk. 4.
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 100 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn, vejledning nr. 185 af 15. december 2000 og vejledning nr. 109 af 21. maj 2001 til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fleksibel efterløn.
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1: Personkreds
Kapitel 2: Efterlønsbevis
Kapitel 3: Oplysning om pensioner m.v.
Kapitel 4: 2-års-reglen og præmieordningen
Kapitel 5: Overgang til efterløn
Kapitel 6: Beregning af efterløn
Kapitel 7: Pensioner m.v., der skal medføre fradrag, og beregning af fradrag for pensioner m.v.
Kapitel 8: Fradrag for arbejde
Kapitel 9: Fradrag for andre indtægter m.v. og indtægter, der ikke medfører fradrag
Kapitel 10: Oplysningspligt og udbetaling af efterløn
Kapitel 11: Medlemmer omfattet af reglerne om fleksjob
Kapitel 12: Ophold og arbejde i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne
Kapitel 13: Vejledning i forbindelse med udrejse til udlandet
Kapitel 14: Efterlønnens ophør
Kapitel 15: Særlige regler for medlemmer, der overgår til efterløn fra overgangsydelse
Kapitel 16: Optjening af anciennitet ved perioder med bruttorevalideringsydelse eller indbetaling af bidrag til fleksydelsesordningen
Kapitel 17: Ikrafttræden m.v.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 22. juni 2001 Jørgen Kappel /Lene Norden