Gelex

Vejledning om de sociale myndigheders anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet (kostskoler)

OphævetVersion 2001-06-21fra 2001-07-12 til 2007-01-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/135@2001-06-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1

Den foreliggende vejledning er et supplement til Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge.

Der har vist sig at være behov for nærmere vejledning med hensyn til en beskrivelse af kostskoletilbudene, hvilke typer af problemer hos børn og unge, som skolerne er egnet til at tage sig af og om indholdet af den generelle godkendelse, som skal foretages af amtskommunen, forinden en anbringelse kan finde sted.

Der kan være mange forskellige grunde til at et barn bliver kostskoleelev. Et gennemgående kendetegn er dog, at der er tale om børn, hvis hjem og forældre i en kortere eller længere periode ikke er i stand til at have barnet boende hjemme. Det kan der igen være flere grunde til.

For en hel del børn gælder det, at de ikke har kunnet trives i deres hjem eller skole, og at det efterhånden har taget til i et sådant omfang, at barnets udvikling på et vist tidspunkt kan være truet. I de fleste tilfælde er forældrene i stand til at erkende denne situation og derfor positive over for, at barnet eller den unge får ophold uden for hjemmet.

Kostskolen er i mange tilfælde det tilbud, som forældrene kan acceptere, og som de kan samarbejde med de sociale myndigheder om. Man må i den forbindelse være opmærksom på, at skolerne generelt er vant til at håndtere børn og unge, hvis personlige fremtræden og sociale funktionsevne kan variere betydeligt.

Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000

Efter lov om social service, § 40, stk. 1, kan kommunen træffe beslutning om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Beslutningen træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. dog § 42. En beslutning efter stk. 2 nr. 11, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Efter servicelovens § 40, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen beslutte

1)

-

-

10) at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil, og

11) at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 49 og 51.

For at kunne yde støtte efter den sociale lovgivning til et kost- eller efterskoleophold skal kriteriet i § 40, stk. 1 være opfyldt, det vil sige, at barnet eller den unge skal have behov for særlig støtte. De økonomiske forhold hos de biologiske forældre eller prisen for et kostskoleophold er altså ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for, at en foranstaltning sættes i værk med en delvis eller fuldstændig økonomisk støtte fra de sociale myndigheders side.

§ 40, stk. 2, nr. 10 i lov om social service

Bestemmelsen i § 40, stk. 2, nr. 10 giver mulighed for at yde hjælp til dækning af forældrenes udgifter ved barnets eller den unges kost/ efterskoleophold uden, at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Bestemmelsen vil kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, jf. § 40, stk. 1, men hvor barnets/den unges problemer er mindre alvorlige end det, der danner grundlag for en anbringelse uden for hjemmet.

Der stilles ikke i lovgivningen krav om, at der skal foreligge en generel godkendelse. Det er derfor kommunen, der konkret må vurdere, om man finder, at det givne skoletilbud kan opfylde de behov, der er hos barnet eller den unge for støtte.

§ 40, stk. 2, nr. 11 i lov om social service

Der vil fortsat være tilfælde, hvor der er behov for, at et ophold på en kost- eller efterskole sker som led i en anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11. Afgrænsningen må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse.

Bestemmelserne er udtryk for et ønske om at forbeholde anbringelsesbegrebet for de situationer, hvor der er behov for de kommunale forpligtelser, som følger af en anbringelse.

Lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 529 af 6. juni 2001

Efter § 2, stk. 4 kan en fri grundskole, der modtager tilskud i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v., omfatte en kostafdeling for 6.-10. klassetrin.

For så vidt angår kostafdelinger indeholder loven derudover alene bestemmelser om tilskud, herunder betingelser for at modtage tilskud til kostafdelingen. En skole skal fx have mindst 18 årskostelever for at modtage tilskud til kostafdelingen.

Staten yder et generelt driftstilskud til de frie grundskoler ud fra antal årselever ved skolerne. Størrelsen på tilskuddet pr. årselev til den enkelte skole afhænger af skolens størrelse målt ved antal elever, elevernes aldersfordeling og lærernes fordeling på løntrin.

Staten yder tilskud til kostafdelinger ud fra antal årskostelever og et tilskud pr. årskostelev. Tilskuddet pr årskostelev fastsættes på finansloven.

Lovgivningen om frie grundskoler overlader det til skolens bestyrelse at fastsætte størrelsen af skolepenge og anden betaling i forbindelse med skolegangen. En fri grundskole skal have andre indtægter end statstilskuddene. Det er en forudsætning for tilskud, at skolen ved elevbetaling eller på anden måde tilvejebringer en rimelig egendækning af skolens driftsudgifter.

Efter friskolelovens § 23 kan skolekommunen eller elevens bopælskommune yde forskellige tilskud, bl.a. til nedbringelse af skolepenge, herunder til nedbringelse af betaling for ophold på en kostafdeling.

Lovgivningen indeholder ingen bestemmelser, der giver undervisningsministeren beføjelse til at fastsætte nærmere regler om betaling af skolepenge, herunder om et maksimalt beløb.

Tilsyn med en fri grundskoles almindelige virksomhed, herunder med at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, påhviler forældrene til børn i skolen. Forældrekredsen vælger desuden en person til at føre tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk, eller anmoder kommunalbestyrelsen om at føre dette tilsyn. Kommunen og Undervisningsministeriet skal orienteres om, hvem der er valgt til tilsynsførende. Hvis forældrekredsen ikke vælger en tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen. Der henvises til § 9 i lov om frie grundskoler.

Efter lovens § 9 a, kan en fri grundskole med kostafdeling anmode undervisningsministeren om, at denne fører tilsyn med kostafdelingen.

Det er i §§ 16 og 39 i retssikkerhedsloven bestemt, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale eller amtskommunale opgaver løses. Det er gældende praksis, der er formuleret som en lovregel. I bemærkningerne til lovforslaget er det fremhævet, at pligten til at føre tilsyn også gælder for hjælp, som udføres af andre end ansatte i kommunen eller amtskommunen. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Den kommune, hvori kost- eller efterskolen ligger har en forpligtelse til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge i kommunen lever, jf. servicelovens § 6. Tilsynspligten efter § 6 er fortrinsvis af generel karakter og omfatter alle forhold, der har betydning for børns og unges livsbetingelser i lokalområdet.

Den konkrete tilsynsforpligtelse vedrørende barnet eller den unge påhviler den kommune, hvor indehaveren af forældremyndigheden bor.

Amtskommunen har en generel/almindelig tilsynsforpligtelse vedrørende kost/efterskolens godkendte pladser til anbragte børn.

Forinden en kommune kan anbringe et barn eller en ung på en kostskole, jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, skal der foreligge en generel godkendelse af pladser på skolen til anbragte elever.

Godkendelsen angår således alene pladser til anbragte børn og unge efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11.

Amtskommunens godkendelse sker på grundlag af en anmodning fra kostskolen, indeholdende en redegørelse om skolens tilbud generelt, herunder det samlede elevtal samt det antal pladser, der ønskes godkendt til anbragte børn og unge, hvilke aldersgrupper, der kan modtages, prisen for tilbudet, samt særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet mener at kunne modtage som led i en anbringelse.

Prisen pr. plads for anbragte elever og for ikke anbragte elever på kost- og efterskoler må som udgangspunkt være den samme. Når en kommune beslutter at anbringe en ung på en kost- eller efterskole, er det fordi der er tale om et skoletilbud, som principielt retter sig til alle børn og unge, og som børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, kan have gavn af.

Den unge kan have behov for særlige ydelser både i forbindelse med opholdet og undervisningen. Udgiften kan i visse tilfælde afholdes af kost- eller efterskolen efter aftale med den anbringende kommune, som dækker udgifterne efter dokumentation i det enkelte tilfælde.

Skolens muligheder for at kunne være et positivt anbringelsessted for visse børn og unge, er som udgangspunkt, at en kostskole ikke er et socialpædagogisk opholdssted, men netop en skole, hvor undervisning er det væsentligste virkemiddel. Denne undervisning må derfor kombineret med det pædagogiske arbejde uden for skoletiden, have en sådan karakter, at alle elever får de bedste muligheder for at udvikle deres faglige, sociale og personlige potentialer.

I overvejelserne vedrørende en godkendelse kan følgende inddrages:

- De sociale problemer hos den målgruppe, som skolen mener at kunne modtage sammenholdt med det tilbud, som skolen har.

- Om skolen er udstyret med personale, undervisningsfaciliteter, fritidstilbud, boforhold etc. der sikrer, at der kan optages et antal elever med sociale funktionsvanskeligheder.

- Om skolen evt. over en årrække har haft gode undervisningsmæssige og personlighedsmæssige resultater med anbragte elever (bortvisning bør her betragtes som et dårligt resultat, medmindre skolen kan dokumentere, at bortvisningen har været velbegrundet, og skolens procedurer og samarbejde med myndigheder i den forbindelse er tilfredsstillende).

- Om skolen evner at inddrage forældrene og ikke mindst at etablere samarbejde med de forældre, hvis børn og unge er anbragte uden for hjemmet.

- Om skolen har et godt og konstruktivt forhold til de anbringende kommuner, herunder den oprindelige skole, pædagogisk-psykologiske rådgivning og den sociale forvaltning.

- Om indholdet af tilbudet og pris står i et rimeligt forhold til hinanden.

Amtskommunens beslutning om en generel godkendelse af pladser til anbragte børn og unge beror herefter på en samlet vurdering af tilbudet set i forhold til tyngden af de problemer hos de børn og unge, skolen mener at kunne modtage. Der er tale om en konkret vurdering, hvor det ikke på forhånd kan fastsættes, hvor stort antallet af godkendte pladser for anbragte elever kan være set i forhold til skolens samtlige pladser. Det kan derfor ikke udelukkes, at samtlige pladser på skolen efter en konkret vurdering ville kunne godkendes til at kunne modtage anbragte børn og unge.

Amtskommunen skal være opmærksom på, at der ikke godkendes flere pladser på skolerne, end disse ønsker rent faktisk at bruge til anbragte børn og unge.

For de skoler, hvor der allerede er anbragt et stort antal anbragte børn og unge, og hvor der ikke for fremtiden kan godkendes et så stort antal pladser, må det konkret aftales med skolerne, at antallet nedbringes over en rimelig periode i takt med elevernes naturlige afgang fra skolen.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 21. juni 2001 Henrik Dam Kristensen /Kirsten á Rogvi

Bilag 1

Bilag 1 Vejledning om de sociale myndigheders anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet (kostskoler) (Samtlige amter og kommuner m.fl.) Som et supplement til Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge har Socialministeriet i samarbejde med Undervisningsministeriet udarbejdet en vejledning vedrørende de sociale myndigheders anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet. Foruden en beskrivelse af de bestemmelser, der udgør anbringelsesgrundlaget indeholder vejledningen tillige en beskrivelse af skolernes finansieringsgrundlag samt de relevante godkendelses- og tilsynsbestemmelser. Der er tale om et kompliceret samspil af regler, som henhører henholdsvis under Socialministeriet og Undervisningsministeriet, hvorfor formålet med denne supplerende vejledning bl.a. er i et samlet papir at beskrive sammenhængen mellem disse regler. Afslutningsvis kan det oplyses, at Socialministeriet (i samarbejde med Undervisningsministeriet) snarest iværksætter en undersøgelse af kost- og efterskoler som anbringelsessteder for børn og unge. Resultatet af denne undersøgelse vil bidrage til at tilpasse indsatsen i forhold til de behov, som findes hos den pågældende gruppe af børn og unge, som er omfattet af undersøgelsen. Med venlig hilsen Henrik Dam Kristensen Kirsten á Rogvi

Versioner

  1. 2001-06-21 · til 2007-01-31