Vejledning om uddannelse af personale i stråleterapiafdelinger (stråleterapisygeplejerske - stråleterapiradiograf)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/139@2001-07-25/da
Indhold
1. Indledning
Sundhedsstyrelsen fastsætter hermed vejledning om uddannelse af stråleterapisygeplejersker og stråleterapiradiografer.
Vejledningen er udarbejdet efter drøftelse med de involverede parter og har taget udgangspunkt i et uddannelsesforslag fra 1998 fra en tværfaglig arbejdsgruppe nedsat af de faglige interessenter (TAUBS-gruppen) 1) .
Stråleterapiafdelingerne har på samme grundlag forbedret deres eksisterende efteruddannelsesforløb, og vejledningens endelige udformning lægger sig tæt op ad disse.
Vejledningen skal sikre, at sygeplejersker og radiografer, der i forbindelse med behandling og pleje arbejder med betjening af stråleterapiapparater, har tilstrækkelig og på landsplan ensartet og anerkendt uddannelse til at varetage og udvikle opgaverne i en stråleterapiafdeling, omfattende såvel betjening af apparatur ved strålebehandlingen som sygepleje og generel omsorg for patienterne, jf. også Nationale Kræftplan - Synopsis og delrapport 1 om strålebehandling, Sundhedsstyrelsen, juni 1999.
Vejledningen opfylder de specifikke krav til anerkendt supplerende uddannelse af personale, der udfører strålebehandlinger, som er anført i § 47 i bekendtgørelse nr. 48 af 25. januar 1999 om elektronacceleratorer til patientbehandling med energier fra 1 MeV til og med 50 MeV.
Uddannelsen foregår under ansættelse på stråleterapiafdeling(er) og varer 45 uger ekskl. ferie m.v. Den opbygges i moduler med hhv. teoretisk og praktisk indhold og gennemføres i et samarbejde mellem sygehusenes onkologiske afdelinger med stråleterapi.
2. Uddannelsens formål
Uddannelsen til stråleterapisygeplejerske/stråleterapiradiograf har som formål, at de uddannelsessøgende sygeplejersker og radiografer erhverver de supplerende kundskaber, tekniske og praktiske færdigheder, der kræves for at kunne varetage funktionsområdet i en stråleterapiafdeling.
Uddannelsen skal sikre et på landsplan ensartet og bredt fagligt niveau for personalets funktion.
Uddannelsen skal leve op til de krav, der stilles i Sundhedsstyrelsens gældende bekendtgørelser om stråleterapi med acceleratorer og røntgenapparatur.
Uddannelsen skal give forudsætninger for at betjene acceleratorer, apparater med radioaktive kilder til ekstern bestråling, samt røntgenterapiapparater med spændinger til og med 100 kV.
Uddannelsen skal kvalificere til, at patienternes behov for sygepleje og generel omsorg varetages i forbindelse med strålebehandlingen.
Uddannelsen skal stimulere til ansvarsfuld udførelse af strålebehandling, kritisk tænkning, samt til kvalitetsudvikling af indsatsen.
Uddannelsen skal fremme samspil mellem uddannelse, forskning og udvikling inden for stråleterapiområdet.
3. Stråleterapisygeplejerskers/stråleradiografers ansvars- og funktionsområde
Funktionsområdet har to dimensioner: Praktisk gennemførelse af strålebehandling med teknisk kompliceret computerstyret apparatur og generel omsorg for og sygepleje til patienterne.
Stråleterapisygeplejerskens/stråleterapiradiografens funktion bygger på, at der ud fra deres respektive faglighed skabes integration og koordinering af kundskaber, færdigheder og holdninger fra områderne stråleterapi, sygepleje og radiografi.
Enhver strålebehandling udføres, jf. § 35 i ovennævnte bekendtgørelse om elektronacceleratorer til patientbehandling etc., under den ansvarlige fysikers ansvar af mindst to personer (radiograf eller sygeplejerske) med kvalifikationer i henhold til bekendtgørelsens § 47 eller af radiografer eller sygeplejersker under uddannelse i stråleterapi, forudsat de superviseres af to personer med kvalifikationer i henhold til § 47.
Ved strålebehandlingen har de til opgave at sikre den praktiske gennemførelse af et ordineret behandlingsforløb bl.a. ved at foretage kritisk vurdering af felter, opstillinger og behandlingsplaner samt tilsikre optimal strålehygiejne.
Den tekniske del af arbejdet omfatter identifikationsprocedurer, indtastninger af behandlingsdata i computeren, lejring af patienter med brug af diverse hjælpemidler, optagelse af kontrolbilleder af strålefeltet samt sikring af, at totaldosis ikke overskrides, og at data i verifikationssystem er korrekte.
Plejen af patienter i stråleterapiafdelinger varetages koncentreret i en kort kontaktperiode med patienterne og omfatter grundlæggende sygepleje med vægt på kommunikation og almen omsorg. Desuden ydes til en række af patienterne en kompleks sygeplejeindsats inden for såvel fysisk som psykisk pleje.
Stråleterapisygeplejersker/stråleterapiradiografer medvirker i kvalitetsudviklingen i afdelingen, og i samarbejdet med patienter, pårørende og øvrige personalegrupper, samt tager medansvar for højt sikkerhedsniveau og for afdelingens etiske normer og værdier.
4. Adgangsbetingelser og merit
Adgangsgivende til stråleterapiuddannelsen er uddannelse som sygeplejerske eller radiograf.
Det anbefales, at den uddannelsessøgende har mindst 2 års erfaring i klinisk sygepleje/radiografisk arbejde fra ansættelser på sygehusafdelinger/røntgenafdelinger efter grunduddannelse.
Det forudsættes, at den uddannelsessøgende under hele uddannelsen er ansat på stråleterapiafdeling.
Efter uddannelsesrådets bestemmelse, kan en uddannelsessøgende fritages for dele af uddannelsen og optages til afkortet uddannelsesforløb, såfremt dokumentation kan fremvises for anden tilsvarende uddannelse og erfaring.
5. Uddannelsens niveau og omfang
Uddannelsen til stråleterapisygeplejerske/stråleterapiradiograf er en overbygning på sygeplejerske- eller radiografuddannelsen. Den giver ny faglig kompetence og gennemføres som hovedregel inden for en et-årig ansættelse på en stråleterapiafdeling.
Uddannelsen opbygges af 10 ugers teori og 35 ugers praktik ekskl. ferie m.v.
6. Uddannelsens tilrettelæggelse, mål og indhold
Uddannelsen tilrettelægges i en vekselvirkning mellem teori og praktik, hvor teoriundervisningen kan udbydes et evt. to steder i landet efter indbyrdes aftale mellem stråleterapiafdelingerne, og praktikuddannelsen foregår på de respektive og godkendte stråleterapiafdelinger.
Mål:
At de uddannelsessøgende erhverver viden og færdigheder, således at de efter endt uddannelse med rutine og selvstændighed kan varetage opgaverne på strålebehandlingsafdeling. De skal således
forstå baggrunden for kurativ og palliativ strålebehandling,
forstå den grundlæggende radiobiologi,
forstå ioniserende strålings egenskaber og vekselvirkning,
kunne forstå og anvende en dosisplan,
forstå og anvende viden om røntgenanatomi og topografisk anatomi,
have kendskab til anvendelsen af CT-skanningsbilleder eller anden billeddiagnostik, der benyttes ved planlægning af behandlingsfelter,
forstå og anvende strålehygiejniske principper,
kunne vurdere en behandlingsplanlægning,
forstå, anvende og evaluere de radioterapeutiske behandlingsteknikker,
have fortrolighed med apparaturets betjeningsflade,
have kendskab til kvalitetssikring af afdelingens apparatur,
have kendskab til kvalitetssikringsprocedurer fra visitation til strålebehandlingens afslutning,
have kendskab til baggrunden for den forskning, der foregår i relation til strålebehandling af kræftpatienter,
kunne vurdere og varetage patienters behov for sygepleje og generel omsorg i en strålebehandlingsafdeling, og evaluere og udvikle indsatsen,
forstå eget ansvarsområde,
være i stand til at forholde sig kritisk til eget fagområde, og
forstå vigtigheden af og være aktiv i et tværfagligt samarbejde internt og eksternt.
Teoriuddannelsen består af følgende faglige områder relateret til stråleterapi:
1) Matematiske og fysiske grundbegreber anvendt i klinisk fysik, dosimetri og dosisplanlægning.
2) Samfundsfag (organisation af kræftbehandling, lovgivning, etik mv.).
3) Kræftsygepleje.
4) Generel onkologi.
5) Speciel onkologi.
6) Ernæring.
7) Klinisk fysik.
8) Dosimetri (inkl. øvelser).
9) Ioniserende stråling.
10) Strålebeskyttelse.
11) Behandlingsteknik og planlægning.
12) Apparatur til stråleterapi.
13) Kvalitetssikring.
14) Røntgenanatomi, topografisk anatomi, CT og MR.
15) Forskningsmetoder.
16) Tværfagligt samarbejde og kommunikation.
Praktikuddannelsen omfatter de væsentlige og almindeligt tilbudte typer behandling og sygeplejen i forbindelse hermed og skal give mulighed for erhvervelse af kundskaber og øvelse, herunder sikkerhed i at kunne betjene forskelligartet og som minimum det almindeligt forekommende strålebehandlingsudstyr.
Med henblik herpå kan praktikuddannelsen tilrettelægges på flere stråleterapiafdelinger.
7. Uddannelsesråd
Sundhedsstyrelsen er tilsynsførende myndighed og nedsætter et landsdækkende uddannelsesråd på 5 medlemmer, som udpeges for en periode på 2 år med mulighed for genudpegning, dog under hensyn til, at der sker en vis personudskiftning, så alle involverede stråleterapiafdelinger får lejlighed til at medvirke i rådsarbejdet.
Uddannelsesrådet har følgende sammensætning:
4 sagkyndige med bred klinisk erfaring på højt niveau fra strålebehandlingsområdet indstillet af Amtsrådsforeningen i Danmark og Hovedstadens Sygehusfællesskab i forening og omfattende en cheffysiker, en ledende sygeplejerske, en ledende læge, samt en radiograf,
1 medlem udpeget af Sundhedsstyrelsen, og
uddannelsesleder(e) deltager i uddannelsesrådets møder med taleret.
Uddannelsesrådet
konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden,
har ansvar for, at uddannelsen planlægges og gennemføres med høj faglig standard og i overensstemmelse med vejledningen og i samarbejde med lokale uddannelsesråd, herunder godkender optag med merit,
har ansvar for, at der udarbejdes en plan for uddannelsen omfattende det teoretiske og praktiske indhold samt en uddannelsesvejledning, inkl. krav til teoretiske bedømmelser og praktikeksamen, fraværsbestemmelser, reeksamen og klageveje, der er gældende på landsplan,
godkender stråleterapiafdelinger, der kan medvirke i uddannelsen,
medvirker ved udvælgelse af uddannelsesledere til teorikursus,
udpeger eksterne censorer,
forelægger uddannelsesplanen for Sundhedsstyrelsen til godkendelse,
indstiller uddannelsesøgende med gennemført uddannelse til Sundhedsstyrelsen, der udsteder uddannelsesbevis, og
indstiller til Sundhedsstyrelsen de personer, der skal have udstedt et dokument, der anerkender visse sygeplejersker og radiografer som stråleterapisygeplejerske/stråleterapiradiograf (se afsnit 9).
Der oprettes lokale uddannelsesråd på stråleterapiafdelingerne, hvori indgår uddannelsesansvarlige fysiker, ledende sygeplejerske og ledende læge.
Det lokale uddannelsesråd skal sikre, at den uddannelsessøgende får mulighed for at gennemføre den praktiske del af uddannelsen, og skal fungere som bindeled mellem praktikuddannelsen, teoriundervisningen og det landsdækkende uddannelseråd og skal tilrettelægge og afvikle den afsluttende praktikeksamen.
Det landsdækkende uddannelsesråd er rådgivende overfor Sundhedsstyrelsen i uddannelsesspørgsmål, og skal give forslag til eventuelle justeringer af uddannelsens indhold.
Rådet gennemfører en kvalitetsrevision senest 5 år efter uddannelsens ikrafttræden og herefter hvert 3. år med baggrund i de gennemførte uddannelsesforløb.
8. Bedømmelse og uddannelsesbevis
De erhvervede kvalifikationer dokumenteres dels ved kundskabsprøver på teorimoduler dels ved en afsluttende praktikeksamen.
Der afholdes mindst to teoriprøver, heraf den ene med ekstern censor.
I forbindelse med uddannelsens afslutning afholdes praktikeksamen med intern censor, hvor den uddannelsessøgende demonstrerer målopfyldelse (praktisk og teoretisk) inden for funktionsområdet ved planlægning, gennemførelse og drøftelse af fire forløb for patienter i strålebehandling. Behandlingerne repræsenterer forskellige behandlingsteknikker.
Sundhedsstyrelsen udsteder uddannelsesbevis efter tilfredsstillende gennemført uddannelse.
9. Overgangs- og meritbestemmelser
9.1. Anerkendelse til funktion som stråleterapisygeplejerske/stråleterapiradiograf
Sygeplejersker og radiografer, der kan dokumentere, at de i en sammenhængende periode af mindst 3 år indenfor de seneste 6 år før vejledningens ikrafttrædelsesdato har haft ansættelse på stråleterapiafdelinger, inkl. relevante kurser og sideløbende undervisning, kan blive indstillet til at få udstedt et dokument fra Sundhedsstyrelsen, der anerkender dem som stråleterapisygeplejerske eller stråleterapiradiograf. De skal til uddannelsesrådets vurdering fremsende dokumentation for relevante kurser og for selvstændig varetagelse af det under punkt 3 beskrevne funktionsområde for stråleterapipersonale.
Ansøgningen skal være indgivet til uddannelsesrådet senest 1 år efter vejledningens ikrafttrædelsesdato.
Ligeledes kan sygeplejersker og radiografer, der har bevis for gennemførelse af den nuværende 1-årige stråleterapiuddannelse (Østdanmark siden 1.2.2000 og Vestdanmark siden 1.9.2000), få udstedt dette dokument efter indstilling.
9.2. Merit
Merit (godskrivning/fritagelse) for dele af uddannelsen kan af uddannelsesrådet gives til personer, herunder aktuelt ansatte, som kan dokumentere anden tilsvarende uddannelse og erfaring.
De optages til den resterende del af uddannelsen, og sædvanligt uddannelsesbevis erhverves efter gennemførelse.
10. Ikrafttrædelsesbestemmelse
Vejledningen træder i kraft den 15. august 2001.
Underskrift 1
Sundhedsstyrelsen, den 25. juli 2001 Karsten Bech /Karenlene Ravn