Vejledning om forbudet mod vildledende markedsføring af fødevarer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/13@2001-01-31/da
Indhold
Fødevaredirektoratet gennemførte i 1997-98 en kontrolkampagne mod vildledende markedsføring af fødevarer.
Kampagnens formål var at sætte fokus på denne del af fødevarelovgivningen hos såvel virksomheder som kontrolmyndigheder med det sigte at beskytte forbrugerne mod vildledende mærkning og markedsføring af fødevarer. Formålet var desuden at styrke niveauet for kontrollen efter kampagnens afslutning. Efter 1. januar 2000 er der endvidere indført en ny sanktionsmulighed, idet fødevareloven giver mulighed for at give administrative bøder, dvs. bøder, som fødevareregionerne giver direkte til virksomhederne.
Ved kampagnens start udarbejdede Fødevaredirektoratet vejledningen "Vildledning - en vejledning", juli 1997, der afløses af denne vejledning. Vejledningen er dels revideret i henhold til kampagnens resultater og afsagte EU-domme på området, dels tilføjet en eksempelsamling, der indeholder resuméer af klagesager, der er afgjort under kampagnen. Samtlige påbud og forbud, der blev udstedt under kampagnen, herunder påbud og forbud, der ikke er påklaget, fremgår af rapporten "Kontrolkampagne mod vildledende mærkning og markedsføring", juni 1999. Disse afgørelser indgår sammen med klagesagsafgørelserne i den praksis, som fremover kan udgøre et arbejdsredskab for virksomheder og fødevareregioner, når mærkning og markedsføring skal udformes eller kontrolleres.
De regler, der omtales i denne vejledning, er først og fremmest § 19 i lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven) og § 15 i bekendtgørelse nr. 741 af 9. august 2000 om mærkning m.v. af fødevarer (mærkningsbekendtgørelsen). Derudover findes relevante regler i produktspecifikke bekendtgørelser og EU-forordninger (varestandarder). Kontrolvejledningen indeholder oversigter over reglerne på fødevareområdet.
Underskrift 1
Fødevaredirektoratet, den 31. januar 2001 Kirsten Falkum