Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/142@2001-07-26/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1
3. Bilag 1

Siden udsendelsen af de vejledende retningslinier i april 1998 er der sket en række ændringer i de regelsæt, som vedrører retningsliniernes primære persongrupper og de offentlige myndigheders indsats.

Regelændringerne er i overensstemmelse med retningsliniernes anbefalinger om et udbygget samarbejde mellem myndighederne på såvel regionalt og lokalt niveau som i den fælles personsag.

En følgegruppe med repræsentanter for Socialministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og de kommunale parter følger udviklingen i det regionale samarbejde i første omgang i 5 år og evaluerer udviklingen i samarbejdet med handleplaner m.v. Følgegruppen har i januar 2001 afgivet en midtvejsrapport med anbefalinger til det fortsatte arbejde.

Retningslinierne vil blive revideret i forbindelse med udløbet af den 5-årige følgeperiode medio 2003, hvorfor der i dette supplementsblad alene sker en beskrivelse af de væsentligste ændringer i regelgrundlaget.

Retningsliniernes fulde ordlyd er i øvrigt at finde i de sociale lovsamlinger og på Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk under lovgivning.

Socialreformen, der trådte i kraft i sommeren 1998, indførte en række krav til den måde, amter og kommuner skal tilrettelægge indsatsen, ikke mindst, når det drejer sig om at hjælpe de socialt mest udsatte. Af særlig betydning for de socialt udsatte skal her nævnes følgende:

En gensidig forpligtelse for kommune og amtet til at samarbejde i forbindelse med løsningen af opgaver, de har efter lovgivningen på det sociale område med henblik på en samlet og helhedsorienteret indsats. Dette gælder både på det overordnede plan, hvor det er vigtigt, at der i fællesskab mellem amter og kommuner udvikles samarbejdsmodeller for den samlede støttende indsats, og på det individuelle plan, hvor der fx ved opstilling af en handleplan bør være tæt sammenhæng mellem amtets og kommunens tilbud.

Herudover indeholder lovgivningen bestemmelser om brugerinddragelse og brugerindflydelse i forhold til den enkelte borger, i de enkelte tilbud og i den overordnede tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbuddene.

I forhold til den enkelte borger danner en handleplan rammen for en samarbejdsproces med borgeren, hvor mål for indsatsen afstemmes med borgerens ønsker og forudsætninger for nærmere at kunne fastlægge de konkrete tilbud.

Handleplaner for voksne i det sociale system:

Serviceloven

Efter den gældende bestemmelse i servicelovens § 111 har kommunen eller amtskommunen pligt til at tilbyde at udarbejde skriftlige planer (handleplan) for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysiske eller psykisk funktionsevne eller personer med særlige sociale problemer, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Kommunen eller amtskommunen kan dog udarbejde en skriftlig plan for indsatsen, når det skønnes hensigtsmæssigt for at inddrage personen eller for at opnå en sammenhængende indsats.

Hertil kommer, at kommunen og amtskommunen som mere generelt princip kan vælge at udarbejde handleplaner til støtte for sagsbehandlingen i de enkelte sager.

Planen skal angive formålet med indsatsen og endvidere hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. og den bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Pr. 1. januar 2002 skal kommuner og amtskommuner ud over de tilfælde, hvor de har pligt til at udarbejde handleplaner altid skønne om, hvorvidt der er behov for at tilbyde at der udarbejdes en handleplan. I dette skøn skal den voksnes eventuelle ønske om at få en handleplan indgå med vægt. Ved vurderingen af behovet for en handleplan skal der tages hensyn til den voksnes samlede funktionsevne og behov, samt karakteren, omfanget, sværhedsgraden og tidshorisonten for den indsats, der er brug for.

Ændringen skønnes at bevirke, at handleplaner vil blive brugt i flere tilfælde. Den udvidede brug af handleplaner er et element i L 162 af 29. maj 2001 (indførelse af en grundtakstmodel for visse sociale serviceydelser i stedet for delt finansiering).

Aktivloven

Fra 1. januar 2001 har kommunerne pligt til at lave en skriftlig plan for kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed (Lov nr. 1306 af 20. december 2000). Bestemmelsen har til formål at skabe større målrettethed og øget brugerindflydelse i aktiveringsindsatsen overfor personer, der har psykiske eller fysiske helbredsproblemer eller mangler grundlæggende sociale færdigheder.

Handleplaner i kriminalforsorgen

Tilsynsklienter i Kriminalforsorgen i Frihed (KIF)

Kriminalforsorgens afdelinger er forpligtet til i samarbejde med den dømte at lave planer for alle tilsynsforløb (og tiden derefter), uanset om tilsynet er fastsat i forbindelse med betinget dom, dom til psykiatrisk behandling, samfundstjeneste, prøveløsladelse eller lignende.

Der vil efter 1.7.2001, hvor lov om straffuldbyrdelse er trådt i kraft, komme reviderede cirkulærer m.v. på tilsynsområdet. Forpligtelsen til at udfærdige handleplaner fastslås også i de nye regelsæt.

Afsonere i fængsler og arresthuse

Kriminalforsorgens fængsler bliver fra 1.7.2001 forpligtet til i samarbejde med den indsatte at lave planer for afsoningsperioden (og tiden derefter). En sådan forpligtelse har eksisteret i forhold til unge under 25 år med fremmed etnisk baggrund siden sommeren 2000. Det kan i visse tilfælde undlades at lave afsonings- og udslusningsplan, hvis den indsatte kun skal afsone 60 dage eller mindre. Der skal dog altid laves en plan, hvis den indsatte er under 18 år, er under 26 år og har anden etnisk baggrund end dansk, ikke skønnes at være sikret passende ophold eller underhold efter løsladelsen eller har forsørgelsespligt over for børn, som de sociale myndigheder som følge af afsoningen har tilbudt hjælpeforanstaltninger.

Reglerne om opholds- og handlekommune er reguleret i retssikkerhedslovens § 9. Efter lovens § 9, stk. 1 er hovedreglen, at det er den kommune, hvor borgeren faktisk har ophold, der har pligt til at yde hjælp. Udgangspunktet er således, at det er den kommune, hvori fængslet/kriminalforsorgsinstitutionen er beliggende, der er handlekommune i relation til en social indsats.

Ved en lovændring (L 117 af 2. marts 1999 om bl.a. mellemkommunal refusion) er den før bistandslovsreformen anvendte praksis, jf. side 13 i Retningslinierne , nu lovfæstet i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, således at opholdskommunen, når der er særlige grunde hertil, med borgerens samtykke kan aftale, at den tidligere opholdskommune er handlekommune. Der vil foreligge særlige grunde, når opholdet i den nye kommune fx skyldes, at pågældende skal opholde sig i institutioner under Kriminalforsorgen.

Socialministeriet har i vejledning af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i overensstemmelse med hidtidig praksis anbefalet, at der indgås aftale om, at tidligere opholdskommune forbliver handlekommune, fx ved kriminelle personers ophold i fængsler, arresthuse og pensioner.

Det er i vejledningen præciseret, at hvis en tidligere kommune efter aftale med en anden kommune er handlekommune, skal handlekommunens afgørelser behandles af det sociale nævn, som handlekommunen hører under.

Hvis den indsatte ikke vil samtykke i, at en tidligere opholdskommune er handlekommune, er det beliggenhedskommunen, der er opholds- og handlekommune. Beliggenhedskommunen vil efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 6, have ret til mellemkommunal refusion for udgifter til bl.a. kontanthjælp, hjælp efter serviceloven m.v. Kun hvis borgeren inden opholdet i institutioner under Kriminalforsorgen havde opholdskommune i samme kommune, som institutionen ligger i, er der ikke ret til mellemkommunal refusion.

Kontanthjælpsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse nr. 559 af 21/06/2000 fastlægger særlige regler for kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus.

Beskrivelsen af den personkreds, der er omfattet af reglerne, er ændret, således at det alene er personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning i fængsel eller arresthus, kan få udbetalt hjælp med de beløb, der fremgår af bestemmelserne i bekendtgørelsen.

Med bekendtgørelsen er det tydeliggjort, at kontanthjælpen til den omhandlede personkreds er indtægtsbestemt, og at indtægter også omfatter kostbeløb, arbejdspenge m.v. udbetalt af fængsler og arresthuse.

Derudover kan det nævnes, at principperne om støtte til bevarelse af boligen er ændret, hvorved reglerne om særlig støtte i § 34 i aktivloven ikke længere finder anvendelse. Endelig er der mindre ændringer omkring ydelse af hjælp til forsørgelse af den indsattes børn.

Kontanthjælp i øvrigt

De særlige regler efter bekendtgørelsen omfatter ikke personer, der er udstationerede, anbragte i henhold til straffelovens § 49, stk. 2, domfældte i henhold til straffelovens § 68 og 69, prøveløsladte, prøveudskrevne, betinget dømte og personer, der har fået tiltalefrafald med eller uden særvilkår, personer, der har fået udsættelse med afsoning af frihedsstraf eller er betinget benådet, personer, der er anbragt på hospital i henhold til domstolsafgørelse (medmindre de midlertidigt er overført fra et fængsel eller arresthus), varetægtssurrogatanbragte og lignende.

Denne personkreds vil være berettiget til at modtage kontanthjælp, hvis de opfylder de almindelige betingelser herfor, herunder betingelsen om, at den pågældende skal have udnyttet sine arbejdsmuligheder. Hvis dommen/afgørelsen i sig selv betyder, at den pågældende ikke kan påtage sig et arbejde, vil den pågældende ikke opfylde betingelsen om udnyttelse af arbejdsmulighederne og således ikke være berettiget til hjælp efter aktivloven.

Undtagelserne for rådighedsforpligtelsen i aktivlovens § 13 finder også anvendelse, således at de omhandlede personer fx vil være berettiget til kontanthjælp, hvis de ikke er i stand til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet af helbredsmæssige årsager.

I 1997 iværksattes en forsøgsordning med behandling af sex-kriminelle. Forsøget blev en succes, idet ordningen har haft en årlig tilgang, der har været dobbelt så stor som forventet. På baggrund af en positiv evalueringsrapport fra september 2000 er der fra 2001 afsat midler til at udvide ordningen og fortsætte behandlingen af sex-kriminelle.

Rapporten pegede på, at der var behov for yderligere information om behandlingsmulighederne m.v. med henblik på en fortsat udbygning af samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen i disse sager.

Afsoning i en behandlingsinstitution uden for fængsel eller arresthus er indtil 30. juni 2001 sket i medfør af straffelovens § 49, stk. 2.

Den 1. juli 2001 er den ny lov om straffuldbyrdelse som nævnt trådt i kraft. Reglerne om tilladelse til alternativ afsoning findes i lovens § 78. De nye bestemmelser er på de fleste områder en videreførelse af de hidtil gældende regler. Dog indeholder lovens § 78, stk. 2 en udtrykkelig hjemmel til/forventning om alternativ afsoning for alle unge under 18 år, » medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus « . Samtidig indføres en ny type ungdomssanktion, rettet mod de hårdest belastede unge, som har udsigt til en dom på mellem 30 dage og 1 (1½) års fængsel. Udgangspunktet vil derfor fremover være, at unge under 18 år bør afsone hele deres fængselsstraf i døgninstitutioner/opholdssteder for børn og unge eller i kriminalforsorgens pensioner. Kun i helt enkeltstående tilfælde, f.eks. hvor unge får en ubetinget fængselsstraf på mere end 1½ år, bør det kunne komme på tale at lade afsoningen starte i fængsel eller arresthus.

Udover lovfæstelsen af reglerne for unge afsonere sker der en vis uddelegering af beslutningskompetence, idet fængsler og arresthuse fremover vil kunne give tilladelse til alternativ afsoning i de sidste tre måneder af et afsoningsforløb uden at skulle forelægge spørgsmålet for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Siden udsendelsen af retningslinierne er der kommet mange nye regler m.v. om behandlingen af sager vedrørende børn og unge, bl.a. er der som nævnt vedtaget den såkaldte ungdomssanktion. Der vil derfor i efteråret 2001 blive udsendt et særligt supplementsblad om dette område.

Underskrift 1

Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 26. juli 2001 Grethe Buss og Annette Esdorf

Bilag 1

Bilag 1

Brev fra kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen København, den 26. juli 2001 Til: kriminalforsorgens institutioner og afdelinger, kommunernes socialforvaltninger samt amternes social- og sundhedsforvaltninger I april 1998 udsendte socialministeren og justitsministeren » Vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger « . Det blev samtidig besluttet, at man fra centralt hold ville følge udviklingen i en 5-års periode, herunder at man midtvejs i forløbet skulle se på, om der var behov for revision af retningslinierne, og om der kunne spores en effekt på det regionale og lokale samarbejde. Der udsendes hermed: » SKAK * SKOK Midtvejs i den 5årige opfølgningsperiode en rapport om udviklingen i samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen « Kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for Kriminal-forsorgen skal opfordre til, at rapportens konklusioner og anbefalinger gøres til genstand for drøftelser i de regionale fora, hvor sådanne er etableret. I de områder, hvor der ikke findes formelle samarbejdsstrukturer, er det håbet, at rapporten kan inspirere til en revurdering af behovet for et samarbejdsforum på tværs af sektorerne. Positive resultater Som det vil fremgå af rapporten, har der efter udsendelsen af de vejledende retningslinier mange steder i landet været taget en række initiativer i forhold til udvikling af samarbejdsrelationerne og stort set alle steder med positive resultater til følge. Der ses blandt andet en øget opmærksomhed omkring fælles klienter med misbrugsproblemer og/eller psykiske lidelser. Opmærksomhed omkring unge lovovertrædere Derimod synes der fortsat at mangle en del i samarbejdet omkring de helt unge lovovertrædere, hvorfor man fra kontaktgruppens side skal opfordre til, at denne fælles klientgruppes behov tages op i såvel regionale som lokale fora. Supplementsblad om ændrede regler De vejledende retningslinier forventes at skulle gennemgå en grundig revision ved den 5-årige følgeperiodes udløb, men da der siden udsendelsen i april 1998 er sket en del regelændringer, vedlægges et supplementsblad, hvor de væsentligste af disse ændringer er beskrevet. Mulighed for deltagelse i ekstern evaluering Der vil i den resterende følgeperiode blive iværksat en ekstern evaluering af samarbejdets betydning for den enkelte, fælles klient. I den forbindelse vil følgegruppen gerne i kontakt med et eller flere samarbejdsprojekter, som kunne tænkes at indgå i en sådan evaluering.

Henvendelse om eventuel deltagelse i den eksterne evaluering eller om eventuelle spørgsmål i forbindelse med midtvejsrapporten - kan rettes til en af følgegruppens sekretærer: Lene Hundborg, Socialministeriet, tlf. 3392 92 96, eller Lisbeth Hansen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, tlf. 3311 5022 303. Inddragelse af amternes sundhedsforvaltninger De vejledende retningslinier blev i sin tid ikke udsendt til amternes sundhedsforvaltninger. Midtvejsevalueringen har nu vist, at amternes psykiatriske behandlingssystem og tilbud til alkoholmisbrugere i en række tilfælde er involveret i det regionale samarbejde. Derfor sendes denne midt-vejsrapport også til amternes sundhedsforvaltninger, idet det samtidig kan oplyses, at de vejledende retningslinier blandt andet kan findes på Socialministeriets hjemmeside: www.sm.dk På kontaktgruppens vegne Grethe Buss Annette Esdorf

Versioner

1. 2001-07-26 · til 2006-08-30