Gelex

Vejledning om sikker internet kommunikation i arbejdsløshedsforsikringen

OphævetVersion 2001-08-28fra 2001-09-06 til 2003-06-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/156@2001-08-28/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I bekendtgørelse nr. 765 af 28. august 2001 er der fastsat regler om sikker internet kommunikation i arbejdsløshedsforsikringen.

I det følgende gives enkelte bemærkninger til bekendtgørelsen og vejledning om, hvordan reglerne skal bruges. Elektronisk sagsbehandling kræver både intern og ekstern sikring af informationerne. Grundlaget herfor skal derfor være opfyldt efter reglerne i bekendtgørelse om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration. Reglerne om opbevaring findes i § 5 i denne bekendtgørelse.

Bekendtgørelsen fastsætter alene bestemmelser om sikker internet kommunikationen mellem a-kasserne og Arbejdsdirektoratet og a-kasserne indbyrdes.

Den elektroniske kommunikation mellem medlemmerne og a-kasserne er reguleret i bekendtgørelse om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af elektroniske meddelelser.

Ved dokumentation forstås f.eks. dokumentation for medlemsanciennitet, indbetaling af efterlønsbidrag, afgørelser, høringer m.v.

Projektet om efterlønsbidragsregistrering betyder, at oplysninger om medlemmer skal kunne udveksles elektronisk fra den 1. oktober 2001. Det er derfor et krav, at alle a-kasser får en sikker internetforbindelse, så kommunikationen mellem a-kasserne kan ske ved hjælp af e-post.

Med autenticitet menes, at modtageren kan være sikker på, at meddelelsen stammer fra den angivne afsender. Dette kan kun opnås, hvis meddelelsen er signeret elektronisk.

Staten har valgt at bruge Kommunedata og TDC internet som udbydere. Arbejdsministeriet og dermed Arbejdsdirektoratet har valgt at bruge Kommunedata som udbyder.

Direktoratet vil derfor anbefale, at a-kasserne vælger den samme udbyder af certifikater til elektronisk signatur. Dette vil lette kommunikationen mellem direktoratet og a-kasserne og a-kasserne indbyrdes.

Kritiske meddelelser

Det fremgår af IT-sikkerhedsrådets vejledning fra maj 2000 om praktisk brug af kryptering og digital signatur, at der sondres mellem 3 forskellige niveauer for kryptering og digital signatur. Niveau I drejer sig om kritiske meddelelser. Til denne gruppe regnes meddelelser, der har retsvirkninger, f.eks. udstedelser af afgørelser om forbud eller påbud og afgivelse af meddelelser under strafansvar. Til gruppen regnes også meddelelser, der har økonomiske konsekvenser, uanset om de i sig selv har retsvirkninger.

Ved udveksling af kritiske meddelelser, skal der bruges stærk kryptering. Direktoratet har fastsat, at graden af kryptering følger den til enhver tid gældende vurdering. Det er for tiden 128 bits-kryptering.

A-kasserne skal opbevare dokumentationen i 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor materialet har dannet grundlag for udbetaling m.v. Det fremgår af B-vejledning om dokumentation for arbejdsløshedskassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven m.v.

De særlige regler om opbevaring af dokumentation for ret til efterløn står i bekendtgørelse om dokumentation for medlemsanciennitet og indbetaling af efterlønsbidrag m.v.

Underskrift 1

Arbejdsdirektoratet, den 28. august 2001 Jørgen kappel /Sara Jursic

Versioner

  1. 2001-08-28 · til 2003-06-02