Gelex

Vejledning om afholdelse af kommunale valg tirsdag den 20. november 2001

OphævetVersion 2001-09-24fra 2001-09-26 til 2002-02-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/167@2001-09-24/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 54.
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1
  4. Bilag 2
  5. Bilag 3
  6. Bilag 4
  7. Bilag 5
  8. Bilag 6
  9. Bilag 7
  10. Bilag 8
  11. Bilag 9
  12. Bilag 10

1. Indledning

Tirsdag den 20. november 2001 skal der afholdes valg til kommunalbestyrelser og amtsråd, jf. § 6, stk. 2, i lov om kommunale valg.

Valgene afholdes efter reglerne i lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 263 af 18. april 2001, samt de bekendtgørelser og cirkulærer, som Indenrigsministeriet har udstedt i henhold til loven, jf. oversigten i bilag 1 .

Siden de kommunale valg den 18. november 1997 er der gennemført forskellige ændringer af reglerne om kommunale valg, jf. oversigten i bilag 2 . De vigtigste lovændringer vedrører ændringer vedrørende brevstemmeafgivning som følge af lov om social service (lov nr. 255 af 4. maj 1998) samt ændringer vedrørende valgret og valglister, kandidatlister, brevstemmeafgivning m.v. (lov nr. 214 af 28. marts 2001).

Der er udarbejdet nye formularer til kandidatlister og anmeldelse af liste- og/eller valgforbund. Afstemningsbogen og valgbogen vil blive ændret. Brevstemmematerialet er ved Indenrigsministeriets foranstaltning fremstillet i et nyt oplag.

I denne vejledning redegøres for de opgaver, der i henhold til lovgivningen påhviler henholdsvis kommunalbestyrelser, amtsråd og valgbestyrelser (både valgbestyrelsen i kommunen og amtsvalgbestyrelsen) i forbindelse med forberedelse, afholdelse og opgørelse af kommunale valg.

2. Oversigt over opgavefordelingen ved kommunale valg

Dette afsnit indeholder en oversigt over de opgaver, der påhviler henholdsvis kommunalbestyrelserne, amtsrådene og valgbestyrelserne (både valgbestyrelsen i kommunen og amtsvalgbestyrelsen). Det nærmere indhold af de enkelte opgaver er beskrevet i de følgende afsnit i vejledningen.

2.1. Kommunalbestyrelsens opgaver

Ved kommunale valg varetager kommunalbestyrelsen følgende opgaver:

1) Bekendtgør kommunalbestyrelsesvalget, jf. afsnit 4.

2) Udarbejder valglister og udsender valgkort samt bekendtgør udsendelsen af valgkort til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, jf. afsnit 4.

3) Vælger medlemmer til kommunens valgbestyrelse, jf. afsnit 5.

4) Vælger valgstyrere til at forestå afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling på de enkelte afstemningssteder vedrørende såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, jf. afsnit 5.

5) Vælger tilforordnede vælgere dels til at bistå valgstyrerne, dels til at fungere som stemmemodtagere ved brevstemmeafgivningen ved såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem, jf. afsnit 5.

6) Bekendtgør de godkendte kandidatlister med samtlige kandidaters navne og de anmeldte listeforbund og valgforbund til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget ved opslag i folkeregistret, jf. afsnit 6.

7) Tilrettelægger brevstemmeafgivningen ved såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget på folkeregistret, på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem og udpeger stemmemodtagere på mindre øer, jf. afsnit 8.

8) Forbereder afstemningen på valgdagen vedrørende såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget (bortset fra tilvejebringelse af stemmesedler og opslag), jf. afsnit 7.

9) Sørger for, at valgmaterialet til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget er til stede ved fintællingen, jf. afsnit 9.

10) Træffer afgørelse i sager om fritagelse for at modtage valg til kommunalbestyrelsen og ved klager over kommunalbestyrelsesvalget, jf. afsnit 11.

11) Opbevarer valgmaterialet til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget (bortset fra valgbogen til amtsrådsvalget og øvrigt valgmateriale, amtsrådet eller amtsvalgbestyrelsen har modtaget, samt stemmesedlerne til en eventuel fornyet fintælling ved amtsrådsvalget) henholdsvis tilintetgør nærmere angivne dele af dette, når eventuelle klager over valget er endeligt afgjort, jf. afsnit 12.

2.2. Amtsrådets opgaver

Ved kommunale valg varetager amtsrådet følgende opgaver:

1) Bekendtgør amtsrådsvalget, jf. afsnit 4.

2) Vælger medlemmer til amtsvalgbestyrelsen, jf. afsnit 5.

3) Sørger for, at amtskommunens sygehuse til brug for brevstemmeafgivningen får tilsendt kandidatlister til alle kommunalbestyrelsesvalg i amtskommunen samt til amtsrådsvalget, jf. afsnit 6.

4) Træffer afgørelse i sager om fritagelse for at modtage valg til amtsrådet og ved klager over amtsrådsvalget, jf. afsnit 11.

5) Opbevarer valgbogen til amtsrådsvalget og øvrigt valgmateriale, amtsrådet eller amtsvalgbestyrelsen har modtaget, samt stemmesedlerne til en eventuel fornyet fintælling ved amtsrådsvalget henholdsvis tilintetgør nærmere angivne dele af dette, når eventuelle klager over valget er endeligt afgjort, jf. afsnit 12.

2.3. Kommunevalgbestyrelsens opgaver

Ved kommunale valg varetager valgbestyrelsen i kommunen følgende opgaver:

1) Modtager og godkender anmeldelser af kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalget, modtager anmeldelser af listeforbund og valgforbund til kommunalbestyrelsesvalget samt tildeler de godkendte kandidatlister en bogstavbetegnelse, jf. afsnit 6.

2) Tilvejebringer stemmesedler og opslag til kommunalbestyrelsesvalget og sørger for aflevering heraf til kommunalbestyrelsen, jf. afsnit 6.

3) Modtager på valgaftenen indberetning fra de enkelte afstemningssteder i kommunen om resultatet af stemmeafgivningen til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget og indberetter resultatet af stemmeafgivningen til amtsrådsvalget til formanden for amtsvalgsbestyrelsen, jf. afsnit 9.

4) Foretager fintælling dagen efter valgdagen af såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, udarbejder valgbog for såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget og sender valgbogen for amtsrådsvalget til formanden for amtsvalgbestyrelsen, jf. afsnit 9.

5) Foretager opgørelsen af kommunalbestyrelsesvalget, indfører resultatet i valgbogen for kommunalbestyrelsesvalget og sender en kopi af denne valgbog til Indenrigsministeriet, jf. afsnit 10.

6) Underretter kandidaterne om kommunalbestyrelsesvalgets udfald, jf. afsnit 10.

2.4. Amtsvalgbestyrelsens opgaver

Ved kommunale valg varetager amtsvalgbestyrelsen følgende opgaver:

1) Modtager og godkender anmeldelser af kandidatlister til amtsrådsvalget, modtager og godkender anmeldelser af listeforbund og valgforbund til amtsrådsvalget samt tildeler de godkendte kandidatlister en bogstavbetegnelse, jf. afsnit 6.

2) Tilvejebringer stemmesedler og opslag til amtsrådsvalget og sørger for aflevering heraf til kommunalbestyrelsen i de enkelte kommuner i amtskommunen, jf. afsnit 6.

3) Foretager eventuel fornyet fintælling af stemmematerialet til amtsrådsvalget, jf. afsnit 9.

4) Foretager opgørelsen af amtsrådsvalget, indfører resultatet i valgbogen for amtsrådsvalget og sender en kopi af denne valgbog til Indenrigsministeriet, jf. afsnit 10.

5) Underretter kandidaterne om amtsrådsvalgets udfald, jf. afsnit 10.

3. Oversigt over tidsfristerne ved de kommunale valg den 20. november 2001

Forberedelse, gennemførelse og opgørelse af de kommunale valg skal afvikles inden for de tidsfrister, der er fastsat i loven eller i henhold til denne. I det følgende gives en oversigt over disse tidsfrister.

Brevstemmemateriale skal senest fra denne dag findes på folkeregistrene. (Indenrigsministeriet er opmærksomt på, at kommunalbestyrelserne ikke har haft mulighed for allerede fra dette tidspunkt at have brevstemmemateriale på folkeregistrene).

Sidste frist for kommunalbestyrelsens og amtsrådets beslutninger om forhøjelse af stillerantallet i de større kommuner henholdsvis amtskommunerne. Sidste frist for ændring af tidligere beslutninger om forhøjelse af stillerantallet.

Indenrigsministeriet bekendtgør i Statstidende, hvilke bogstavbetegnelser der skal tildeles kandidatlister for partier, der den 1. august 2001 er opstillingsberettiget til folketingsvalg, eller for det tyske mindretals parti.

Brevstemmeafgivning kan begynde her i landet på folkeregistrene, i udlandet, på Færøerne, i Grønland, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg uden for dansk område. Brevstemmematerialet skal senest fra denne dag findes på de danske repræsentationer i udlandet samt om bord på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg uden for dansk område.

1) Sidste frist for kommunalbestyrelsens og amtsrådets bekendtgørelse i stedlige dagblade eller lokalaviser af antal medlemmer, der skal vælges, antal stillere, fristen for indlevering af kandidatlister, dag og tid for afstemningen samt betingelserne for at udøve valgret og stille op som kandidat til kommunalbestyrelsesvalget henholdsvis amtsrådsvalget.

2) Sidste frist for kommunalbestyrelsens og amtsrådets valg af kommunevalgbestyrelse henholdsvis amtsvalgbestyrelse.

3) Kommunalbestyrelsen vælger i passende tid inden valgdagen valgstyrere og tilforordnede vælgere. Amtsrådet kan vælge tilforordnede vælgere til at bistå ved fornyet fintælling af amtsrådsvalget.

Kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalg og amtsrådsvalg kan fra og med denne dag indleveres til formanden for vedkommende valgbestyrelse.

1) - kl. 12. Sidste frist for indlevering af kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalg og amtsrådsvalg til formanden for vedkommende valgbestyrelse.

2) Anmodning om at brevstemme i hjemmet kan fra og med denne dag indgives til folkeregistret.

kl. 12. Kandidater, der er fyldt 60 år eller har været medlem af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd i 2 hele sammenhængende valgperioder eller ikke har dansk indfødsret, og som ønsker at blive slettet af kandidatlisten, skal senest på dette tidspunkt indgive anmodning til valgbestyrelsens formand om at blive slettet af kandidatlisten.

Sidste frist for valgbestyrelsens underretning til kontaktpersonen om mangler ved en kandidatliste.

1) kl. 12. Sidste frist for afhjælpning over for valgbestyrelsen af mangler ved en kandidatliste eller indlevering af en ny kandidatliste til valgbestyrelsen.

2) kl. 12. Sidste frist for over for valgbestyrelsens formand at tilbagekalde kandidatlister.

3) kl. 12. Sidste frist for over for valgbestyrelsens formand at anmelde listeforbund eller valgforbund.

4) kl. 12. Sidste frist for over for valgbestyrelsens formand at tilbagetrække anmeldelser om listeforbund eller valgforbund.

5) Kandidater og stillere skal opfylde valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget senest denne dato.

Kommunalbestyrelsen bekendtgør ved opslag i folkeregistret de godkendte kandidatlister, herunder kandidaternes navne, samt anmeldte listeforbund og valgforbund vedrørende såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget.

Brevstemmeafgivning på sygehuse, plejehjem m.v. og i ældreboliger, i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, i vælgerens hjem, på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemningsområde, samt på danske havanlæg på dansk område kan begynde.

1) Skæringsdato for optagelse på valglistens hovedliste.

2) Skæringsdato for kommunalbestyrelsens indberetninger af anmeldelser om flytning, iværksættelse eller ophævelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, erhvervelse eller fortabelse af dansk indfødsret samt dødsfald til CPR til brug for den maskinelt udskrevne hovedliste.

3) Sidste frist for kommunalbestyrelsens indberetning af ændringer vedrørende afstemningsområder (valgdistrikter) til CPR s vejregister.

4) Sidste frist for kommunalbestyrelsens indberetning af ændringer vedrørende afstemningssteder til Kommunedata A/S.

kl. 18. Sidste frist for indgivelse af anmodning til folkeregistret om at brevstemme i hjemmet.

Kommunalbestyrelsen bekendtgør senest denne dag i de stedlige dagblade eller lokalaviser, at udsendelse af valgkort vil finde sted med oplysning om, at indsigelser vedrørende manglende modtagelse af valgkort eller modtagelse af valgkort med fejlagtigt indhold skal fremsættes over for kommunalbestyrelsen.

Maskinelt udskrevne valglister (hovedlisten) skal være kommunalbestyrelsen i hænde. Maskinelt udskrevne valgkort (hovedlisten) skal ligeledes være kommunalbestyrelsen i hænde, såfremt kommunalbestyrelsen og ikke Kommunedata A/S afleverer disse til postbesørgelse.

Skæringsdato for optagelse på valglistens tilflytterliste.

Skæringsdato for kommunalbestyrelsens indberetninger af anmeldelser om flytning, iværksættelse eller ophævelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, erhvervelse eller fortabelse af dansk indfødsret samt dødsfald til CPR til brug for den maskinelt udskrevne tilflytterliste.

Maskinelt udskrevne valgkort (hovedlisten) skal være afleveret til postbesørgelse enten af kommunalbestyrelsen eller af Kommunedata A/S.

Maskinelt udskrevne valgkort (tilflytterlisten) afleveres til postbesørgelse af Kommunedata A/S.

Maskinelt udskrevne valgkort (hovedlisten og så vidt muligt også tilflytterlisten) skal være vælgerne i hænde.

Maskinelt udskrevne valglister (tilflytterlisten) skal være kommunalbestyrelsen i hænde.

Sidste dag for brevstemmeafgivning i Danmark, herunder på danske havanlæg på dansk område.

Amtsvalgbestyrelsen skal sørge for, at det nødvendige antal stemmesedler og opslag til amtsrådsvalget er afleveret til vedkommende kommunalbestyrelser senest denne dag.

Valgstyrernes undersøgelse af, om brevstemmer kan komme i betragtning, kan begynde og skal senest være foretaget inden afstemningens begyndelse på valgdagen.

Brevstemmer skal, for at kunne komme i betragtning, være modtaget af valgstyrerne inden afstemningens begyndelse.

Kommunevalgbestyrelsen skal sørge for, at det nødvendige antal stemmesedler og opslag til kommunalbestyrelsesvalget foreligger senest dagen før valgdagen.

Afstemning kl. 9 - 20. Stemmeoptælling på afstemningsstederne. Indberetning af resultatet til valgbestyrelsen.

Kommunevalgbestyrelsens fintælling af såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget skal ske senest dagen efter valgdagen. Kommunalbestyrelsen sørger for, at stemmematerialet er til stede ved fintællingen. Valgbogen for amtsrådsvalget sendes til formanden for amtsvalgbestyrelsen.

Kommune- henholdsvis amtsvalgbestyrelsens opgørelse af valget skal ske senest dagen efter fintællingen. Har amtsvalgbestyrelsen foretaget fornyet fintælling, skal opgørelsen af valget ske senest dagen efter, at amtsvalgbestyrelsen har modtaget stemmesedlerne fra kommunerne.

Senest dagen efter valgets opgørelse sender kommune- henholdsvis amtsvalgbestyrelsen en kopi af valgbogen til Indenrigsministeriet.

Sidste frist for at indgive klager over valget til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet.

Sidste frist for at indgive anmodning til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet om fritagelse for at modtage valg.

De nyvalgte kommunalbestyrelser og de nyvalgte amtsråd tiltræder (medmindre der inden den 31. december 2001 er truffet endelig afgørelse om, at der afholdes omvalg).

Når klagefristen er udløbet og eventuelle klager over valget er endeligt afgjort, tilintetgøres valglister og valgkort samt stemmesedler og brevstemmemateriale.

4. Bekendtgørelse om de kommunale valg, valgret, valglister og valgkort

4.1. Bekendtgørelse om de kommunale valg

Senest tirsdag den 25. september 2001 (tirsdagen 8 uger før valgdagen) skal kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet bekendtgøre i de stedlige dagblade eller lokalaviser, jf. lovens § 22, stk. 1,

1) antallet af dem, der skal vælges,

2) antallet af stillere for en kandidatliste,

3) fristen for indlevering af kandidatlister og

4) dag og tid for afstemningen.

Eventuelle beslutninger om ændring af kommunalbestyrelsens henholdsvis amtsrådets medlemstal skal således være truffet senest den 25. september 2001.

Bekendtgørelsen skal endvidere indeholde en kort redegørelse for, hvilke personer der har ret til at udøve valgret og stille op som kandidat til valget, herunder om betingelserne for, at disse rettigheder tilkommer herboende udlændinge, jf. lovens § 22, stk. 2.

4.2. Valgret

Valgret til kommunalbestyrelsen og amtsrådet har efter lovens § 1, stk. 1, enhver, som på valgdagen er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen henholdsvis amtskommunen, og som herudover enten

1) har dansk indfødsret eller

2) er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union eller

3) er statsborger i Island eller Norge eller

4) uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 3 år forud for valgdagen.

Personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, har dog ikke valgret, jf. lovens § 1, stk. 2. (Personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, blev tidligere benævnt umyndiggjorte).

Personer, der er under andre former for værgemål, jf. værgemålslovens §§ 5 og 7, fortaber ikke deres valgret.

Om de udlændinge, der opnår valgret efter 3 års forudgående fast bopæl i riget, bemærkes, at 3-årsperioden regnes fra det tidspunkt, der i CPR er registreret som indrejsedato. En eventuel forudgående periode, hvor pågældende uden at være folkeregistreret måtte have opholdt sig i riget som asylsøgende eller lignende, medregnes ikke. Opholdstid i medfør af en opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. eller efter Kosovo-nødloven medregnes heller ikke, da disse opholdstilladelser ikke kan danne grundlag for folkeregistrering.

Ved lovændringen i 2001 er det nu præciseret i lovens § 1, stk. 3, at personer, der efter reglerne i lov nr. 426 af 31. maj 2000 om Det Centrale Personregister (CPR-loven) opfylder betingelserne for at være tilmeldt folkeregistret i kommunen, anses for at have fast bopæl i kommunen henholdsvis den amtskommune, hvori kommunen er beliggende, og dermed for at opfylde denne betingelse for valgret til de kommunale valg. Det gælder også personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, samt under visse betingelser deres ægtefæller, registrerede partnere og samlevere, såfremt de har taget ophold i udlandet i forbindelse med den beordrede tjeneste fra og med den 1. juli 2000, hvor de efter de nye regler i CPR-loven ikke registreres som udrejst, jf. CPR-lovens § 24, stk. 5 og 6. Denne persongruppe opfylder således nu bopælsbetingelsen for valgret til kommunale valg.

Personer, der efter kommunalbestyrelsens eller Valgretsnævnets afgørelse herom optages på folketingsvalglisten under henvisning til, at de efter folketingsvalglovens § 2 anses for at have fast bopæl i riget, og som i forbindelse med opholdet i udlandet er registreret i CPR som udrejst, har ikke valgret ved de kommunale valg, idet de ikke opfylder bopælsbetingelsen for valgret til kommunale valg.

4.3. Generelt om optagelse på valglisten

Ingen kan udøve valgret, dvs. have ret til at afgive stemme, uden at være optaget på valglisten, jf. lovens § 2, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen skal i de år, hvor nyvalg finder sted, udarbejde en valgliste over kommunens vælgere. Valglisten skal udarbejdes for hvert afstemningsområde i kommunen, jf. lovens § 8, stk. 1. Det er den samme valgliste, der udarbejdes til såvel valg til kommunalbestyrelsen som valg til amtsrådet.

Valglisten består af en hovedliste og en tilflytterliste.

På hovedlisten skal optages de vælgere, der senest 15 dage før valgdagen, dvs. senest mandag den 5. november 2001, er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, jf. lovens § 8, stk. 2.

På tilflytterlisten skal optages de vælgere, der ikke er optaget på hovedlisten, og som senest 7 dage før valgdagen, dvs. senest tirsdag den 13. november 2001, er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, jf. lovens § 8, stk. 3.

Vælgerne bliver således optaget på valglisten i den kommune, hvor de senest tirsdag den 13. november 2001 har tilmeldt sig folkeregistret med virkning fra senest denne dag. Det gælder også vælgere, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, samt under visse betingelser deres ægtefæller, registrerede partnere og samlevere, såfremt de har taget ophold i udlandet i forbindelse med den beordrede tjeneste fra og med den 1. juli 2000, jf. afsnit 4.2. Det gælder endvidere vælgere, der i øvrigt er registreret under vejkoder større end 9900, jf. § 11 i cirkulære nr. 80 af 6. juni 2000 om folkeregistrering m.v. (se dog afsnit 4.11. nedenfor om udsendelse af valgkort). Vælgere, der er registreret som forsvundet, jf. § 6, stk. 5, i CPR-loven, optages ikke på valglisten.

Vælgere, der senest mandag den 5. november 2001 er flyttet inden for kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, skal optages på hovedlisten under den nye bopæl. Vælgere, der senere end denne dag er flyttet inden for kommunen, eller som senere end denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, skal forblive optaget på valglisten under den hidtidige bopæl, jf. lovens § 8, stk. 4.

Vælgerne bliver således optaget på valglisten i kommunen under den bopæl, som de senest mandag den 5. november 2001 har anmeldt til kommunens folkeregister med virkning fra senest denne dag, eller hvis der er tale om flytning til kommunen under den bopæl, som de senest tirsdag den 13. november 2001 har anmeldt til kommunens folkeregister med virkning fra senest den sidstnævnte dag.

Tilflytterlisten omfatter således de vælgere, der ikke er optaget på hovedlisten, og som senest tirsdag den 13. november 2001 har anmeldt flytning til en kommune fra en anden kommune med virkning fra senest denne dag, og ikke vælgere, der i perioden efter mandag den 5. november 2001 til og med tirsdag den 13. november 2001 har anmeldt flytning inden for kommunen.

4.4. Indberetninger af ændringer vedrørende afstemningsområder og afstemningssteder

Den valgliste, kommunalbestyrelsen skal udarbejde over kommunens vælgere, skal udarbejdes for hvert afstemningsområde i kommunen. For hvert afstemningsområde er der ét afstemningssted, hvorom oplysning skal påføres de valgkort, som kommunalbestyrelsen udsender til vælgerne, jf. afsnit 4.11. nedenfor.

Ændringer i afstemningsområder (valgdistrikter) skal løbende indberettes til CPR´s vejregister, og ændringer i afstemningssteder skal løbende indberettes til Kommunedata A/S. Ændringer vedrørende afstemningsområder (valgdistrikter) og afstemningssteder skal være indberettet senest mandag den 5. november 2001 (15 dage før valgdagen) til CPR´s vejregister henholdsvis Kommunedata A/S .

4.5. Maskinel udarbejdelse af valglister

Hovedlisten fortegnelsen over de vælgere, der senest 15 dage før valgdagen er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister - udarbejdes maskinelt på grundlag af oplysningerne i Det Centrale Personregister (CPR) med de ændringer, som kommunens folkeregister har modtaget til og med mandag den 5. november 2001 (15 dage før valgdagen).

Med henblik på den maskinelle udarbejdelse af hovedlisten skal kommunalbestyrelsen (folkeregistret) foretage indberetning til CPR om

1) alle flytninger, som folkeregistret har modtaget meddelelse om til og med mandag den 5. november 2001, og hvor flyttedatoen ligger før eller er lig med mandag den 5. november 2001,

2) meddelelser om erhvervelse eller fortabelse af dansk indfødsret, som folkeregistret har modtaget senest mandag den 5. november 2001,

3) meddelelser om iværksættelse eller ophævelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, som folkeregistret har modtaget senest mandag den 5. november 2001, samt

4) meddelelser om dødsfald, som folkeregistret har modtaget senest mandag den 5. november 2001.

Indberetningerne skal foretages senest mandag den 5. november 2001 , dvs. for meddelelser modtaget denne dag på samme dag som modtagelsen af meddelelsen. Det forudsættes, at meddelelsers rigtighed kontrolleres på sædvanlig måde, samt at de almindelige betingelser fastsat i CPR-loven for indberetning, herunder af en flytning, til CPR i øvrigt er opfyldt. Om de særlige betingelser for at registrere en tilflytning fra et andet nordisk land eller Færøerne henholdsvis for at registrere en person som udrejst til et andet nordisk land eller Færøerne henvises til CPR-lovens § 19 henholdsvis § 25. En anmeldt tilflytning, der ikke opfylder betingelserne for registrering i CPR, vil heller ikke kunne danne grundlag for optagelse på valglisten, jf. dog nedenfor i afsnit 4.7.1. om manuel optagelse på valglisten af bl.a. visse vælgere, der tilflytter fra Færøerne eller et andet nordisk land uden at aflevere internordiske flyttepapirer som fastsat i CPR-lovens § 19, stk. 1.

Ifølge den tidsplan, der gælder for udtræk fra CPR til brug for fremstilling af valglister og valgkort, udsendelse af materiale til kommunerne m.v., skal den maskinelt udskrevne hovedliste være kommunalbestyrelsen i hænde senest mandag den 12. november 2001 (8 dage før valgdagen).

Tilflytterlisten fortegnelsen over de vælgere, der ikke er optaget på hovedlisten, og som senest 7 dage før valgdagen er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister - udarbejdes på grundlag af de ændringer af CPR's dataindhold, som kommunens folkeregister har modtaget i perioden efter mandag den 5. november 2001 og til og med tirsdag den 13. november 2001 (7 dage før valgdagen).

Med henblik på den maskinelle udarbejdelse af tilflytterlisten skal kommunalbestyrelsen (folkeregistret) senest tirsdag den 13. november 2001 foretage indberetning til CPR om de ovenfor under 1) - 4) nævnte meddelelser (bortset fra meddelelser om flytning inden for kommunen), som folkeregistret modtager senest tirsdag den 13. november 2001.

Indberetningerne skal foretages, uanset om kommunen vil benytte den maskinelt udskrevne tilflytterliste eller i stedet vil anvende en manuelt udarbejdet tilflytterliste.

Det forudsættes, at meddelelsers rigtighed kontrolleres på sædvanlig måde, samt at de almindelige betingelser fastsat i CPR-loven for indberetning, herunder af en flytning, til CPR i øvrigt er opfyldt, jf. ovenfor.

Sammen med tilflytterlisten (tilgangsliste) udarbejdes maskinelt en sletteliste. De vælgere, der indeholdes på slettelisten, skal manuelt slettes af hovedlisten.

Ifølge den tidsplan, der gælder for udtræk fra CPR til brug for fremstilling af valglister og valgkort, udsendelse af materiale til kommunerne m.v., skal den maskinelt udskrevne tilflytterliste være kommunalbestyrelsen i hænde senest torsdag den 15. november 2001.

Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsen efter CPR-lovgivningen ikke har adgang til at udlevere valglisten, herunder fortegnelser over førstegangsvælgere, til politiske partier m.v.

4.6. Manuel berigtigelse af valglisten som følge af mangler m.v. vedrørende indberetning til CPR

Konstateres det, at en indberetning til CPR, som kommunalbestyrelsen (folkeregistret) med henblik på udarbejdelse af hovedlisten eller tilflytterlisten burde have foretaget senest mandag den 5. november 2001 (15 dage før valgdagen) henholdsvis tirsdag den 13. november 2001 (7 dage før valgdagen), jf. ovenfor i afsnit 4.5., ikke er foretaget, skal de pågældende vælgere manuelt optages på eller slettes af vedkommende valgliste. Ved flytning mellem to kommuner må tilflytningskommunen rette henvendelse til fraflytningskommunen herom, således at den pågældende manuelt kan slettes af valglisten i fraflytningskommunen.

Dette gælder også, hvis der efter fristen for indberetning til CPR, men dog senest på valgdagen, fremkommer oplysninger, der gør, at en indberetning til CPR nu skal foretages. Såfremt en flytning til en kommune ikke er indberettet til CPR senest tirsdag den 13. november 2001 på grund af manglende logiværterklæring eller lignende, skal den pågældende vælger således optages manuelt på valglisten i tilflytningskommunen, når logiværterklæring, som bekræfter, at vælgeren er flyttet til adressen m.v., foreligger efter tirsdag den 13. november 2001, dog senest på valgdagen. Fraflytningskommunen skal i disse tilfælde - medmindre der er tale om tilflytning fra udlandet - underrettes med henblik på slettelse af valglisten dér. Det forudsættes herved, at folkeregistret har modtaget meddelelse om flytningen senest tirsdag den 13. november 2001, og at flyttedatoen ligger før eller er lig med denne dag.

Endvidere gælder, at såfremt kommunalbestyrelsens (folkeregistrets) afgørelse om, at en anmeldt tilflytning til en kommune ikke opfylder betingelserne for registrering i CPR - og den pågældende derfor ikke er optaget på den maskinelt udskrevne valgliste over kommunens vælgere - ændres af folkeregistret selv eller af Indenrigsministeriet efter tirsdag den 13. november 2001, men dog senest på valgdagen, skal den pågældende vælger optages manuelt på valglisten. Fraflytningskommunen skal i disse tilfælde - medmindre der er tale om tilflytning fra udlandet - underrettes med henblik på slettelse af valglisten dér. Det forudsættes herved, at folkeregistret har modtaget meddelelse om flytningen senest tirsdag den 13. november 2001, og at flyttedatoen ligger før eller er lig med denne dag.

Har kommunalbestyrelsen (folkeregistret) senest tirsdag den 13. november 2001 foretaget en indberetning til CPR med henblik på udarbejdelse af tilflytterlisten, vil det ikke være nødvendigt at foretage berigtigelse af hovedlisten, selv om kommunalbestyrelsen (folkeregistret) med henblik på udarbejdelse af hovedlisten burde have foretaget indberetningen allerede senest mandag den 5. november 2001.

4.7. Manuel optagelse på valglisten i øvrigt

4.7.1. Manuel optagelse på valglisten af visse vælgere, der tilflytter fra Færøerne eller et andet nordisk land

Vælgere, der er flyttet til kommunen fra et andet nordisk land eller Færøerne senest tirsdag den 13. november 2001 (7 dage før valgdagen), og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, men som ikke som fastsat i CPR-lovens § 19, stk. 1, har afleveret internordiske flyttepapirer, skal optages manuelt på valglisten. Forinden optagelsen på valglisten kan de pågældende om fornødent afkræves dokumentation for, at de har dansk indfødsret eller statsborgerskab i et af de øvrige EU-lande eller i Island eller Norge samt opfylder aldersbetingelsen for valgret.

Vælgere, der tilflytter fra Grønland, skal ikke aflevere internordiske flyttepapirer, jf. CPR-lovens § 19, stk. 1, og § 23, stk. 2, hvorfor der af den grund ikke kan opstå spørgsmål om, hvorvidt tilflyttere fra Grønland eventuelt skal optages manuelt på valglisten.

4.7.2. Manuel optagelse på valglisten af visse vælgere, der ikke har dansk indfødsret og ej heller er statsborgere i et af de øvrige EU-lande eller i Island eller i Norge

Personer, der ikke har dansk indfødsret og ej heller er statsborgere i et af de øvrige EU-lande eller i Island eller Norge, men som i øvrigt opfylder betingelserne for valgret ved kommunale valg, optages på de maskinelt udskrevne valglister (hovedliste eller tilflytterliste), såfremt de uden afbrydelse har haft fast bopæl i Danmark eller Grønland i de sidste 3 år forud for valgdagen.

Personer, der ikke har dansk indfødsret og ej heller er statsborger i et af de øvrige EU-lande eller i Island eller Norge, og som er flyttet til Danmark fra Færøerne efter den 20. november 1998, vil ikke blive optaget på de maskinelt udskrevne valglister, uanset om varigheden af den faste bopæl i riget, dvs. Danmark, Færøerne og Grønland, samlet overstiger 3 år.

Indenrigsministeriet, CPR-kontoret, foretager den 12. oktober 2001 et særligt udtræk af CPR med henblik på at fremfinde de udenlandske statsborgere fra andre lande end øvrige EU-lande og Island og Norge, der er tilflyttet Danmark fra Færøerne efter den 20. november 1998. Folkeregistrene i de kommuner, hvor de pågældende nu er bosat, vil blive underrettet særskilt fra CPR-kontoret, således at disse kommuner kan foretage en undersøgelse af, hvorvidt de pågældende opfylder valgretsbetingelserne, herunder opholdskravet, og derfor skal optages manuelt på valglisterne. Det vil eventuelt være nødvendigt, at folkeregistret kontakter de færøske myndigheder med henblik på at fastlægge varigheden af det tidsrum, hvori vedkommende har haft bopæl på Færøerne.

For udenlandske statsborgere fra andre lande end øvrige EU-lande og Island og Norge, der fra Færøerne flytter til Danmark efter den 12. oktober 2001, eller hvis tilflytning er indberettet til CPR senere end den 12. oktober 2001, skal folkeregistrene på eget initiativ undersøge, om de pågældende opfylder valgretsbetingelserne og i bekræftende fald optage dem manuelt på valglisten.

4.7.3. Manuel optagelse på valglisten af vælgere, der erhverver dansk indfødsret, eller hvis værgemål med fratagelse af den retlige handleevne ophæves senere end 7 dage før valgdagen

Personer, der erhverver dansk indfødsret senere end tirsdag den 13. november 2001 (7 dage før valgdagen), skal optages manuelt på valglisten, såfremt de opfylder de øvrige betingelser for optagelse på valglisten. Det gælder dog ikke, såfremt de pågældende allerede er optaget på valglisten i kraft af reglerne om udlændinges valgret ved kommunale valg, jf. afsnit 4.2.

Personer, der har været under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, men hvis værgemål med fratagelse af den retlige handleevne ophæves senere end tirsdag den 13. november 2001, skal optages manuelt på valglisten, såfremt de opfylder de øvrige betingelser for optagelse på valglisten.

Disse berigtigelser af valglisten i form af manuel optagelse på valglisten skal foretages til og med valgdagen for de meddelelser, der modtages i kommunens folkeregister til og med valgdagen.

4.8. Manuel slettelse af valglisten i øvrigt

Ved modtagelse af henvendelse fra tilflytningskommunen om manuel optagelse af tilflyttende vælgere på valglisten, jf. ovenfor i afsnit 4.6., skal fraflytningskommunen manuelt slette de pågældende vælgere af valglisten.

Ved meddelelser om fraflytning til en anden kommune , som modtages i kommunens folkeregister senere end tirsdag den 13. november 2001 (7 dage før valgdagen), skal den pågældende vælger manuelt slettes af valglisten. Hvis flytningen er sket mellem to kommuner inden for samme amtskommune, bevares dog retten til at stemme til amtsrådsvalget, jf. afsnit 4.10. Det skal i så fald noteres i valglisten, at den pågældende alene har ret til at stemme til amtsrådsvalget.

Meddelelser om fraflytning til en anden kommune anses for modtaget i folkeregistret på den dag, hvor oplysningen om fraflytningen fremgår af CPR´s hændelseskatalog. Folkeregistret skal derfor dagligt ved gennemsyn af hændelseskataloget for flytninger gøre sig bekendt med eventuelle fraflytninger i den nævnte periode.

Ved meddelelser om fraflytning til udlandet, Færøerne eller Grønland , som modtages i kommunens folkeregister senere end tirsdag den 13. november 2001, skal den pågældende vælger manuelt slettes af valglisten. En vælger, som har anmeldt fraflytning til et andet nordisk land eller til Færøerne, skal dog kun slettes, såfremt folkeregistret modtager underretning om, at den pågældende senest på valgdagen er registreret som bosat i tilflytningslandet, jf. CPR-lovens § 25, stk. 3.

Ved meddelelser om fraflytning skal der dog kun ske sletning af valglisten, såfremt flyttedatoen ligger før eller er lig med valgdagen.

Ved meddelelser om dødsfald eller iværksættelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne , jf. værgemålslovens § 6, som modtages i kommunens folkeregister senere end tirsdag den 13. november 2001, skal den pågældende vælger manuelt slettes af valglisten. Tilsvarende gælder ved meddelelser om fortabelse af dansk indfødsret , medmindre vedkommende har valgret i kraft af reglerne om udlændinges valgret ved kommunale valg, jf. afsnit 4.2.

Disse berigtigelser af valglisten i form af slettelse af valglisten skal foretages til og med valgdagen for de meddelelser, der modtages i kommunens folkeregister til og med valgdagen.

I øvrigt erindres om, at de vælgere, der indeholdes på slettelisten , manuelt skal slettes af hovedlisten.

4.9. Særligt om flytning inden for kommunen senere end 15 dage før valgdagen

Vælgere, hvis flyttedato ligger senere end mandag den 5. november 2001 (15 dage før valgdagen), eller som anmelder flytning senere end denne dato inden for kommunen, skal forblive optaget på hovedlisten under den hidtidige bopæl, jf. lovens § 8, stk. 4.

Det henstilles, at folkeregistret til disse vælgere udleverer eller tilsender skriftlig oplysning om, at de kan afgive stemme til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget enten ved at give fremmøde på valgdagen på afstemningsstedet for den hidtidige bopæl eller ved at afgive brevstemme, der stiles til kommunalbestyrelsen i kommunen. I den forbindelse henstilles det, at der gives oplysning om sidste frist for brevstemmeafgivning.

4.10. Særligt om tilflytning fra en anden kommune eller fra udlandet m.v. senere end 7 dage før valgdagen

Vælgere, der anmelder flytning til kommunen fra en anden kommune, udlandet, Færøerne eller Grønland senere end tirsdag den 13. november 2001 (7 dage før valgdagen), eller hvor flyttedatoen ligger senere end denne dato, kan ikke optages på valglisten og har derfor ikke ret til at stemme ved valget.

Hvis flytningen er sket mellem to kommuner inden for samme amtskommune, har den pågældende dog bevaret retten til at stemme til amtsrådsvalget . Det henstilles, at folkeregistret til disse vælgere udleverer eller tilsender skriftlig oplysning om, at de alene kan afgive stemme til amtsrådsvalget, men ikke til kommunalbestyrelsesvalget, og at de kan afgive stemme til amtsrådsvalget enten ved at give fremmøde på valgdagen på afstemningsstedet i den hidtidige bopælskommune eller ved at afgive brevstemme til amtsrådsvalget, der stiles til kommunalbestyrelsen i den hidtidige bopælskommune. I den forbindelse henstilles det, at der gives oplysning om sidste frist for brevstemmeafgivning.

4.11. Udsendelse af valgkort

Så snart valglisten er udarbejdet, udsender kommunalbestyrelsen valgkort til kommunens vælgere, der er opført på valglisten, jf. lovens § 10. Til vælgere, der er registreret under vejkoder højere end 9900, skal dog ikke udsendes valgkort. Til de sidstnævnte udleveres eller tilsendes valgkort, såfremt de pågældende anmoder herom og i tilfælde af, at valgkort ønskes tilsendt, angiver en adresse, hvortil valgkortet kan sendes.

Valgkortene udarbejdes maskinelt på grundlag af de maskinelt udarbejdede valglister (hovedlisten og tilflytterlisten) og dermed på grundlag af kommunernes indberetninger til CPR, jf. afsnit 4.5. ovenfor.

Valgkortet skal indeholde oplysning om vælgerens navn og adresse, nummer på valglisten samt om afstemningsstedets beliggenhed og dag og tid for afstemningen, jf. lovens § 10. Såfremt de maskinelt udskrevne valgkort som følge af for sen indberetning af ændringer i afstemningsområder eller afstemningssteder, jf. afsnit 4.4. ovenfor, eller af anden årsag ikke indeholder de nævnte oplysninger, må disse påføres valgkortene manuelt.

Valgkort, der udsendes til vælgere, der er optaget på tilflytterlisten, skal endvidere indeholde oplysning om, at valgkortet træder i stedet for et eventuelt tidligere udsendt valgkort, jf. lovens § 10.

Det skal endvidere fremgå af valgkortet, at der samtidig afholdes valg til kommunalbestyrelsen og amtsrådet.

Ifølge den tidsplan, der gælder for udtræk fra CPR til brug for fremstilling af valglister og valgkort m.v., skal valgkort, der udskrives maskinelt efter hovedlisten , være kommunalbestyrelsen i hænde senest mandag den 12. november 2001 (8 dage før valgdagen).

Kommunalbestyrelsen skal senest tirsdag den 13. november 2001 (7 dage før valgdagen) aflevere alle valgkort, der udskrives efter hovedlisten, til postbesørgelse med henblik på, at disse kan være vælgerne i hænde senest torsdag den 15. november 2001 (5 dage før valgdagen).

Med henblik på at sikre hurtig udbringning skal man opfordre kommunalbestyrelsen til at orientere postvæsenet om udsendelsen i god tid forinden afleveringen til postbesørgelse.

Det vil være hensigtsmæssigt, såfremt folkeregistret inden aflevering af valgkortene til postvæsenet har udtaget valgkort vedrørende personer, for hvem der senere end mandag den 5. november 2001 (15 dage før valgdagen) er modtaget meddelelse om, at de er afgået ved døden eller af andre grunde ikke længere opfylder valgretsbetingelserne (fraflytning, iværksættelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller fortabelse af dansk indfødsret, medmindre de pågældende opfylder valgretsbetingelserne, uanset at de ikke har dansk indfødsret).

Uanset foranstående er der ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med Kommunedata A/S om, at valgkortene, der udskrives fra hovedlisten, afleveres til postbesørgelse (som B-post) direkte fra Kommunedata A/S. I så fald vil det være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen indgår aftale med Kommunedata A/S om, at Kommunedata A/S orienterer postvæsenet om udsendelsen i god tid før afleveringen til postbesørgelse.

Valgkort, der udskrives maskinelt efter tilflytterlisten , skal ifølge den tidsplan, der gælder for udtræk fra CPR til brug for fremstilling af valglister og valgkort m.v., afleveres til postbesørgelse direkte fra Kommunedata A/S onsdag den 14. november 2001 (6 dage før valgdagen) med henblik på, at de kan være vælgerne i hænde så vidt muligt torsdag den 15. november 2001 (5 dage før valgdagen) og senest fredag den 16. november 2001 (4 dage før valgdagen). Disse valgkort skal derfor forsendes som A-post.

Til vælgere, der ikke er omfattet af den maskinelle udskrivning af valglister og valgkort, men som optages manuelt på valglisten af folkeregistret, jf. afsnit 4.6. og 4.7., udsender kommunalbestyrelsen valgkort, såfremt de oplysninger, der giver grundlag for optagelse på valglisten, har foreligget i folkeregistret senest dagen før valgdagen.

Til vælgere, der er omfattet af den maskinelle udskrivning af valglister og valgkort, men som skal optages manuelt på valglisten i tilflytningskommunen, jf. afsnit 4.6. ovenfor, skal der udsendes nyt valgkort fra tilflytningskommunen med meddelelse om, at det nye valgkort træder i stedet for det tidligere tilsendte.

4.12. Bekendtgørelse om udsendelse af valgkort. Indsigelser vedrørende valgkort og valglister

Senest 10 dage før valgdagen, dvs. senest lørdag den 10. november 2001 , skal kommunalbestyrelsen bekendtgøre i de stedlige dagblade eller lokalaviser, at der vil blive udsendt valgkort til vælgerne, og at indsigelser om manglende modtagelse af valgkort eller modtagelse af valgkort med fejlagtigt indhold skal fremsættes over for kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 11.

Kommunalbestyrelsen skal straks behandle de fremsatte indsigelser vedrørende valgkort samt i givet fald berigtige fejlene ved udfærdigelse af nye valgkort og ved rettelser i valglisten, jf. lovens § 12, stk. 1.

Rettelser i valglisten kan foretages til og med valgdagen. Dette nødvendiggør, at der på folkeregistrene på valgdagen er personale, der kan tage stilling til de indsigelser, der måtte blive fremsat, i hele det tidsrum, hvor der kan afgives stemme (kl. 9-20).

5. Valg m.v. af valgbestyrelser, valgstyrere og tilforordnede vælgere

5.1. Valgbestyrelser

For hver kommune og amtskommune vælges en valgbestyrelse senest tirsdagen 8 uger før valgdagen, jf. lovens § 13, stk. 1, dvs. senest den 25. september 2001 . Valgbestyrelsen skal bestå af mindst 5 og højst 7 medlemmer, jf. lovens § 14, stk. 1.

Medlemmerne af valgbestyrelsen vælges af kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet blandt dens/dets medlemmer. Borgmesteren henholdsvis amtsborgmesteren er formand for valgbestyrelsen. I kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er formand i stedet for borgmesteren.

Med hensyn til de nærmere regler om valg af valgbestyrelsens medlemmer og stedfortrædere for disse samt om formand og valg af næstformand henvises til lovens § 14.

Der er intet til hinder for, at en person, der er kandidat til valget, vælges som medlem eller stedfortræder til valgbestyrelsen.

Vedrørende kommunevalgbestyrelsens og amtsvalgbestyrelsens opgaver henvises til lovens § 13, stk. 2 og 3. Om kommunevalgbestyrelsens og amtsvalgbestyrelsens opgaver henvises i øvrigt til oversigten i afsnit 2.3. henholdsvis afsnit 2.4. Vedrørende de opgaver, der påhviler valgbestyrelsens formand, henvises til lovens § 15, stk. 1 og 2, § 27, stk. 2 og § 76, stk. 1. Vedrørende valgbestyrelsens valgbog henvises til afsnit 9.6. nedenfor.

5.2. Valgstyrere

Kommunalbestyrelsen vælger for hvert afstemningsområde mindst 5 og højst 9 valgstyrere til at forestå afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling på afstemningsstedet, jf. lovens § 16, stk. 1. Det er i valglovgivningen forudsat, at valgstyrerne vælges i passende tid inden valgdagen.

Valgstyrerne vælges ved forholdstalsvalg under ét blandt vælgerne i kommunen, jf. lovens § 16, stk. 2. Valgstyrerne vælges således blandt vælgere med bopæl i kommunen, herunder kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Kommunalbestyrelsen vælger blandt valgstyrerne en formand for valgstyrerne for hvert afstemningsområde. Formændene vælges ved forholdstalsvalg, jf. lovens § 16, stk. 3. Valget af formænd sker ved forholdstalsvalg under ét.

Enhver vælger har pligt til at påtage sig hvervet som valgstyrer, jf. lovens § 18, stk. 1.

Der er intet til hinder for, at en person, der er kandidat til valget, vælges til valgstyrer. Der er heller intet til hinder for, at et medlem af valgbestyrelsen samtidig vælges til valgstyrer.

Forholdstalsvalgene foretages efter reglerne i den kommunale styrelseslovs § 24, stk. 3. Det er dog ikke nødvendigt at afholde valg, såfremt der i kommunalbestyrelsen er enighed om, hvem der skal udpeges til valgstyrere henholdsvis formænd for valgstyrerne.

Vedrørende valgstyrernes opgaver henvises til lovens §§ 52 - 58, §§ 71 og 72 og §§ 74 - 76. Vedrørende valgstyrernes afstemningsbog henvises til afsnit 9.3. nedenfor.

Valgstyrerne har pligt til at udføre de hverv, der påhviler dem, medmindre de har forfald. Har en valgstyrer forfald, udpeger den gruppe i kommunalbestyrelsen, der har udpeget den pågældende, en ny valgstyrer, jf. lovens § 18, stk. 2.

Spørgsmålet om, hvor de enkelte valgstyrere skal gøre tjeneste, afgøres i mangel af enighed af kommunalbestyrelsen ved almindelig flertalsafgørelse. Det bemærkes, at det i valglovgivningen er forudsat, at der blandt valgstyrerne på de enkelte afstemningssteder er repræsentation for flere grupper i kommunalbestyrelsen.

5.3. Tilforordnede vælgere

Kommunalbestyrelsen vælger et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved valget, jf. lovens § 17, stk. 1. Det er i valglovgivningen forudsat, at de tilforordnede vælgere vælges i passende tid inden valgdagen.

De tilforordnede vælgere vælges ved forholdstalsvalg under ét blandt vælgerne i kommunen, jf. lovens § 17, stk. 1. De tilforordnede vælgere vælges således blandt vælgere med bopæl i kommunen, herunder kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Enhver vælger har pligt til at påtage sig hvervet som tilforordnet vælger, jf. lovens § 18, stk. 1.

Kandidater til valget kan vælges til hvervet som tilforordnet vælger. Kandidater til valget kan dog ikke udpeges til at varetage hverv som stemmemodtager ved brevstemmeafgivningen, jf. afsnit 8.4.2. nedenfor.

De tilforordnede vælgere vælges ved forholdstalsvalg under ét, medmindre de udpeges i enighed af kommunalbestyrelsen, jf. ovenfor i afsnit 5.2. om valg af valgstyrere ved forholdstalsvalg. Vedrørende fastlæggelsen af de tilforordnedes tjenestested samt repræsentation for flere grupper i kommunalbestyrelsen på de enkelte afstemningssteder gælder ligeledes tilsvarende regler som for valgstyrere.

Indenrigsministeriet henstiller , at kommunalbestyrelsen ved udpegning af tilforordnede vælgere tager særligt hensyn til de mindre partier samt de partier, der ikke er repræsenteret i kommunalbestyrelsen.

De tilforordnede vælgere har pligt til at udføre de hverv, der påhviler dem, medmindre de har forfald. Har en tilforordnet vælger forfald, udpeger den gruppe i kommunalbestyrelsen, der har udpeget den pågældende, en ny tilforordnet vælger, jf. lovens § 18, stk. 2.

De tilforordnede vælgere har til opgave at bistå valgstyrerne med deres opgaver på valgdagen, herunder den efterfølgende stemmeoptælling på afstemningsstedet. Valgbestyrelsen kan beslutte, at tilforordnede vælgere ligeledes skal medvirke ved fintællingen.

Tilforordnede vælgere varetager endvidere hvervet som stemmemodtager i forbindelse med brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem. Efter lovens § 55, stk. 2, afgives brevstemmer de nævnte steder til to stemmemodtagere, der er udpeget blandt de tilforordnede vælgere. Kommunalbestyrelsen kan dog bestemme, at en af stemmemodtagerne er en person udpeget blandt personale ansat i kommunens forvaltning. Der henvises nærmere til afsnit 8.4.2. nedenfor.

Der er ikke noget krav om, at de tilforordnede vælgere, der fungerer som brevstemmemodtagere, tillige skal medvirke ved afstemningen på valgdagen m.v.

Amtsrådet kan vælge et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved fornyet fintælling af amtsrådsvalget. Valget sker efter tilsvarende regler som kommunalbestyrelsens valg af tilforordnede vælgere, jf. lovens § 17, stk. 2.

5.4. Diæter

Til valgbestyrelsens medlemmer, valgstyrerne og de tilforordnede vælgere ydes diæter - men ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste - for deres virksomhed i forbindelse med valget, jf. lovens § 18, stk. 3.

Diæterne ydes efter reglerne i den kommunale styrelseslov. Dette indebærer, at der ikke ydes diæter til en borgmester eller en amtsborgmester eller til medlemmer af magistraten i kommuner med magistratsstyre, jf. § 64 i styrelsesloven, eller til udvalgsformænd i kommuner, der har en styreform med delt administrativ ledelse, jf. § 64 a i styrelsesloven. Til øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer ydes diæter, uanset at disse modtager fast vederlag m.v. for varetagelse af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem. Der kan herved henvises til Indenrigsministeriets vejledning nr. 152 af 21. november 1997 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv, afsnit 2. A. vedrørende styrelseslovens § 16, stk. 1, litra b og e.

Diæterne er af samme størrelse som de diæter, der ydes efter den kommunale styrelseslov (for tiden 335 kr. pr. dag, hvis varetagelsen af hvervet varer under 4 timer, og 670 kr. pr. dag, hvis varetagelsen varer mere end 4 timer).

Ifølge Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1154 af 14. december 2000 om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v., § 21, nr. 4, anses diæter til valgstyrere og tilforordnede vælgere ikke for A-indkomst, hvorfor der ikke skal tilbageholdes kildeskat.

6. Kandidatlister, liste- og valgforbund, stemmesedler og opslag m.v.

6.1. Frister

I loven er der fastsat frister for indlevering og tilbagekaldelse af kandidatlister, jf. afsnit 6.2., og for anmeldelse og tilbagetrækning af listeforbund og valgforbund, jf. afsnit 6.7.2. Fristen for indlevering af kandidatlister til formanden for vedkommende kommune- eller amtsvalgbestyrelse er kl. 12 tirsdag den 23. oktober 2001 (4 uger før valgdagen), mens fristen for over for valgbestyrelsens formand at tilbagekalde kandidatlister, at anmelde listeforbund eller valgforbund og at tilbagetrække anmeldelser af listeforbund eller valgforbund er kl. 12 mandag den 29. oktober 2001 (22 dage før valgdagen). Sidstnævnte tidspunkt er også fristen for afhjælpning over for valgbestyrelsen af mangler ved en kandidatliste eller indlevering af ny kandidatliste til valgbestyrelsen, jf. afsnit 6.3. Fredag den 26. oktober 2001 kl. 12 (25 dage før valgdagen) er sidste frist for, at kandidater, der er fyldt 60 år eller har været medlem af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd i 2 hele sammenhængende valgperioder eller ikke har dansk indfødsret, og som ønsker at blive slettet af kandidatlisten, kan indgive anmodning til valgbestyrelsens formand om at blive slettet af kandidatlisten.

Der er ikke hjemmel til at dispensere fra disse frister, uanset hvor undskyldelig en overskridelse af fristen måtte være.

For alle de nævnte frister gælder, at kandidatlister, anmeldelser m.v., der modtages af formanden for vedkommende valgbestyrelse pr. telefax inden fristens udløb, skal betragtes som rettidigt indgivet. Det forudsættes dog af ordensmæssige grunde, at indlevering af kandidatlister, anmeldelser m.v. pr. telefax snarest følges op af indlevering pr. post eller pr. bud eller eventuelt telefonisk bekræftes af kontaktpersonen.

6.2. Indlevering af kandidatlister m.v.

De, der opstilles til kommunale valg, skal være opført på kandidatlister, jf. lovens § 19, stk. 1.

Kandidatlister til kommunalbestyrelses- og amtsrådsvalget skal indleveres til formanden for vedkommende kommunevalgbestyrelse henholdsvis amtsvalgbestyrelse senest kl. 12 tirsdag den 23. oktober 2001 (4 uger før valgdagen), jf. lovens § 23, stk. 1. Der er ikke hjemmel til at dispensere fra denne frist. Kandidatlister, der indleveres for sent, skal derfor afvises. Se nærmere om fristen afsnit 6.1.

Kandidatlister kan tidligst indleveres tirsdag den 9. oktober 2001 (6 uger før valgdagen), jf. lovens § 23, stk. 1.

Kandidatlister skal indleveres på en formular, der er godkendt af Indenrigsministeriet, jf. lovens § 23, stk. 1. Indenrigsministeriet har som følge af de ændrede regler om bemyndigelse til anmeldelse af listeforbund og valgforbund og om kandidatlistens kontaktperson godkendt en ny formular til indlevering af kandidatlister til anvendelse i stedet for den formular, der blev godkendt til kommunalvalgene i 1997. Formularerne kan købes hos Lyreco Danmark A/S, Fabriksparken 54-56, Postboks 1332, 2600 Glostrup, tlf. 43 45 15 16, telefax 43 45 19 99.

Den, der indleverer en kandidatliste, har ret til at få kvittering for indleveringen med angivelse af tidspunktet, jf. lovens § 23, stk. 2.

En kandidatliste til et kommunalt valg skal være underskrevet af et i loven nærmere fastsat mindsteantal af stillere. Kandidatlisten må for så vidt angår kommunalbestyrelsesvalg højst være underskrevet af det dobbelte af mindsteantallet af stillere i kommunen og må for så vidt angår amtsrådsvalg højst være underskrevet af et antal stillere, der svarer til halvdelen mere end mindsteantallet af stillere i amtskommunen. Mindsteantallet af stillere udgør 25 for så vidt angår kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalg og 50 for så vidt angår kandidatlister til amtsrådsvalg. Mindsteantallet kan i kommuner med over 25.000 kommunale vælgere ved de sidst afholdte kommunale valg forhøjes af kommunalbestyrelsen til 50, for Københavns Kommune dog 150, ligesom mindsteantallet i alle amtskommuner på nær Bornholms Amtskommune kan forhøjes af amtsrådet til 150, jf. lovens § 19.

Følgende 8 af de 35 kommuner, der har adgang til at forhøje mindsteantallet af stillere til mere end 25, har forhøjet mindsteantallet af stillere til:

Københavns Kommune 150

Frederiksberg Kommune 50

Brøndby Kommune 50

Gentofte Kommune 50

Odense Kommune 50

Svendborg Kommune 50

Herning Kommune 50

Aalborg Kommune 50

Blandt amtskommunerne har følgende amtskommune forhøjet mindsteantallet af stillere til mere end 50:

Fyns Amtskommune 150

Med hensyn til kandidatlistens indhold henvises til lovens §§ 24 - 25, jf. afsnit 6.3.2.

Oplysninger om stillernes navne og bopæl er offentligt tilgængelige, jf. lovens § 25, stk. 2. Kandidatlistens oplysninger om kandidater og stillere er i øvrigt offentligt tilgængelige, i det omfang dette følger af reglerne i offentlighedsloven.

En indleveret kandidatliste kan tilbagekaldes af alle stillere i forening og ikke af andre. Fristen herfor er kl. 12 mandag den 29. oktober 2001 (22 dage før valgdagen). Tilbagekaldelsen skal indgives til valgbestyrelsens formand. En stiller kan ikke særskilt kalde sin underskrift tilbage, når listen er indleveret til valgbestyrelsens formand, jf. lovens § 26.

Kandidaterne på en kandidatliste skal ikke godkende deres opstilling, da medlemskab af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd betragtes som et borgerligt ombud, dvs. et hverv, man er forpligtet til at udføre. (Et sådant samtykke kan dog indirekte ligge i, at kandidaterne skal godkende listebetegnelsen, jf. afsnit 6.3.2.) En kandidat på en kandidatliste, der anmoder om at blive slettet af kandidatlisten, kan kun få sit ønske imødekommet i særlige tilfælde, jf. afsnit 6.3.3.

6.3. Valgbestyrelsens godkendelse af kandidatlisterne

6.3.1. Fremgangsmåden ved valgbestyrelsens godkendelse

Efter udløbet af fristen for indlevering af kandidatlister, dvs. efter kl. 12 tirsdag den 23. oktober 2001 (4 uger før valgdagen), skal valgbestyrelsen efter lovens § 27, stk. 1, undersøge, om de rettidigt indleverede kandidatlister er gyldige, jf. afsnit 6.3.2. Valgbestyrelsen skal endvidere undersøge, om kandidaterne på hver enkelt kandidatliste kan godkendes, eller om nogen af kandidaterne skal slettes af kandidatlisterne, jf. afsnit 6.3.3.

Hvis valgbestyrelsen finder, at en kandidatliste på grund af væsentlige mangler må erklæres ugyldig, eller at en eller flere kandidater skal slettes af kandidatlisten, skal valgbestyrelsen senest lørdag den 27. oktober 2001 (24 dage før valgdagen) underrette den kontaktperson, der er anført i kandidatlisten, herom. Senest kl. 12 mandag den 29. oktober 2001 (22 dage før valgdagen) kan der over for valgbestyrelsen foretages en afhjælpning af manglerne eller indleveres en ny kandidatliste til valgbestyrelsen. Valgbestyrelsens formand træffer derefter afgørelse om kandidatlistens gyldighed og om godkendelse af kandidaterne, jf. lovens § 27, stk. 2.

Valgbestyrelsen skal i forbindelse med undersøgelsen af, om de rettidigt indleverede kandidatlister er gyldige, også undersøge, om de indleverede kandidatlister indeholder de i loven anførte oplysninger, og om de anførte oplysninger er korrekte. Valgbestyrelsen skal således undersøge, om de anførte oplysninger om kandidaternes eller stillernes navn, personnummer og bopæl er i overensstemmelse med de tilsvarende oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR). Endvidere skal valgbestyrelsen undersøge, om kandidaternes ønsker vedrørende angivelsen af navn på stemmesedlen kan imødekommes, jf. afsnit 6.3.2. Herudover skal valgbestyrelsen undersøge, om eventuelle bemyndigelser på kandidatlisten til at anmelde listeforbund og/eller valgforbund kan godkendes, jf. afsnit 6.3.5.

Finder valgbestyrelsen, at de oplysninger, der er anført i en indleveret kandidatliste, skal ændres med henblik på, at kandidatlisten kan indeholde de i loven anførte korrekte oplysninger, kan valgbestyrelsen følge den i lovens § 27 angivne fremgangsmåde vedrørende afhjælpning af mangler, der kan medføre ugyldighed. Dette gælder, uanset om de nævnte mangler ikke vil kunne medføre, at kandidatlisten erklæres ugyldig.

Bestemmelsen i lovens § 27 om afhjælpning af mangler ved en kandidatliste indeholder en udtømmende regulering af mulighederne for at foretage ændringer af kandidatlister efter udløbet af fristen for indlevering af kandidatlister. Der er ikke hjemmel til efter udløbet af fristen for indlevering af kandidatlister at imødekomme ønsker om, at der foretages ændringer af kandidatlisten.

6.3.2. Kandidatlisters gyldighed

Spørgsmålet om en kandidatlistes gyldighed beror på, om kandidatlisten formelt og indholdsmæssigt opfylder de betingelser, der er fastsat i lovens §§ 23 - 25. Det er dog kun væsentlige mangler, der bevirker, at en kandidatliste skal erklæres ugyldig, hvis ikke manglen afhjælpes i tide. Undersøgelsen af, om en kandidatliste er gyldig, skal således omfatte følgende spørgsmål:

1) Anvendelse af en af Indenrigsministeriet godkendt formular, jf. lovens § 23, stk. 1.

Bemærkninger:

Ikke-anvendelse af den af Indenrigsministeriet godkendte formular (eller en fotokopi af denne) vil som hovedregel medføre, at kandidatlisten må erklæres ugyldig. Hvis der er anvendt en forældet formular, eller hvis kandidatlisten er udformet på en måde, der i alt væsentligt svarer til den godkendte formular, vil ikke-anvendelsen af godkendt formular dog efter omstændighederne kunne betragtes som en uvæsentlig mangel.

2) Oplysning om hver enkelt kandidats fulde navn, personnummer, statsborgerskab, stilling og bopæl, jf. lovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

Bemærkninger:

Valgbestyrelsen skal undersøge, om de anførte oplysninger om kandidatens fulde navn, personnummer og bopæl er i overensstemmelse med de tilsvarende oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR). Hvis der uanset eventuelle mangelfulde eller forkerte oplysninger (f.eks. vedrørende personnummer, statsborgerskab eller stavning af et navn) ikke er tvivl om en kandidats identitet, vil mangler vedrørende oplysninger om en kandidat normalt ikke medføre kandidatlistens ugyldighed. Valgbestyrelsen skal dog sørge for, at manglen bliver afhjulpet, om nødvendigt efter drøftelse med kontaktpersonen eller eventuelt kandidaten. Kandidaterne skal ikke godkende deres opstilling, jf. afsnit 6.2., hvorfor det ikke skal komme kandidatlisten, dvs. stillerne, til skade, at de muligvis ikke har kunnet formå kandidaterne til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger.

3) Navn, som kandidaten ønsker anført på stemmesedlen, jf. lovens § 24, stk. 1, 2. - 4. pkt.

Bemærkninger:

Hvis rubrikken for angivelse af navn på stemmesedlen er udfyldt, skal valgbestyrelsen undersøge, om kandidatens ønske kan imødekommes, jf. afsnit 6.4. nedenfor. Hvis det ikke er tilfældet, skal valgbestyrelsen, efter drøftelse med kontaktpersonen og/eller kandidaten, søge at finde frem til en navneangivelse, der ligger så tæt på kandidatens ønske som muligt. Ønsker om navneangivelse, der ikke kan opfyldes, kan ikke medføre kandidatlistens ugyldighed. Om nødvendigt må valgbestyrelsen henholde sig til lovens udgangspunkt, der er, at kandidaterne skal anføres på stemmesedlerne med deres fulde navn.

4) Oplysning om, hvorvidt kandidaterne er opstillet i en bestemt rækkefølge (partiliste), eller om de er sideordnet opstillet, jf. lovens § 24, stk. 2, 2. pkt.

Bemærkninger:

Manglende overstregning af det ikke ønskede alternativ på kandidatlistens forside, eller overstregning af begge alternativer er en væsentlig mangel, der må medføre kandidatlistens ugyldighed, medmindre det drejer sig om en kandidatliste med kun én kandidat. Afhjælpning af mangler på dette punkt må normalt ske ved indlevering af en ny kandidatliste eller en erklæring underskrevet af alle godkendte stillere.

5) Oplysning om listebetegnelse, jf. lovens § 24, stk. 3, 1. pkt.

Bemærkninger:

Manglende angivelse af listebetegnelse eller angivelse af en listebetegnelse, der ikke kan anvendes og godkendes, jf. afsnit 6.5. nedenfor, er en væsentlig mangel, der må medføre kandidatlistens ugyldighed. Afhjælpning af mangler på dette punkt må normalt ske ved indlevering af en ny kandidatliste eller en erklæring underskrevet af alle godkendte stillere og kandidater.

6) Listebetegnelsen skal ved kandidaternes underskrift være godkendt af disse, jf. lovens § 24, stk. 3, 2. pkt.

Bemærkninger:

Kandidaternes underskrift skal meddeles på kandidatlistens side 10 (kommunalbestyrelsesvalg) henholdsvis 12 (amtsrådsvalg). Det er normalt ikke tilstrækkeligt, at kandidaterne andet steds på listen måtte have underskrevet, f.eks. i rubrikkerne for kandidaternes stemmeseddelnavn.

Mangler vedrørende kandidatunderskrifter kan afhjælpes ved, at de pågældende kandidater påfører deres underskrift eller på anden måde skriftligt (eventuelt pr. telefax) tiltræder den pågældende listebetegnelse. Sker afhjælpningen på anden måde end ved påførsel af underskrift på kandidatlisten, må valgbestyrelsen være opmærksom på, at kandidatunderskrifter tillige kan være nødvendige til godkendelse af fælles bogstavbetegnelse for flere kandidatlister med samme listebetegnelse, jf. afsnit 6.6. og til bemyndigelser vedrørende anmeldelse/tilbagetrækning af listeforbund eller valgforbund, jf. afsnit 6.3.5.

Hvis den eller de pågældende kandidater ikke ønsker at underskrive/tiltræde listebetegnelsen eller er forhindret heri på grund af bortrejse eller lignende, skal valgbestyrelsen slette den eller de pågældende kandidater af listen.

7) Underskrift af det fornødne antal vælgere som stillere og oplysning om hver enkelt stillers navn, personnummer og bopæl, jf. lovens § 25, stk. 1 og 2.

Bemærkninger:

Valgbestyrelsen skal undersøge, om de anførte oplysninger om stillerens navn, personnummer og bopæl er i overensstemmelse med de tilsvarende oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).

Det bemærkes, at der ikke er noget krav om, at stilleren skal anføre sit fulde navn. Kravet er, at stilleren skal anføre sit navn. Ved afgørelse af spørgsmålet, om en stillers navn er anført, kan lægges vægt på, om navneangivelsen i givet fald ville opfylde kravene til at blive godkendt som »stemmeseddelnavn«, jf. lovens § 24, stk. 1, 2. - 4. pkt.

Manglende stillerunderskrift eller mangelfulde eller ukorrekte oplysninger vedrørende en stiller må som udgangspunkt betragtes som en væsentlig mangel, der i første omgang medfører, at den pågældende slettes som stiller for kandidatlisten, medmindre det drejer sig om en helt uvæsentlig mangel (forkert stavning af et navn eller lignende). Mangelfuld eller forkert angivelse af personnummer må normalt betragtes som en væsentlig mangel, når det drejer sig om stillere.

Stillere, der ikke opfylder valgretsbetingelserne, skal slettes af stillerlisten. Valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget skal være opfyldt senest den 29. oktober 2001 (22 dage før valgdagen), jf. lovens § 20, stk. 1.

Stillere, der i strid med bestemmelserne i lovens § 20, stk. 2, er stiller for flere kandidatlister, skal slettes af stillerlisten for alle de berørte kandidatlister. (Der er naturligvis intet til hinder for, at en stiller samtidig kan være stiller for en kandidatliste til kommunalbestyrelsesvalget og en kandidatliste til amtsrådsvalget). En stiller, der i strid med lovens § 20, stk. 2, er kandidat på den kandidatliste, vedkommende er stiller for, skal ligeledes slettes.

Hvis det efter gennemgangen af stillerfortegnelsen viser sig, at der ikke er det fornødne antal godkendte stillere for kandidatlisten, skal den kontaktperson, der er anført på kandidatlisten, have adgang til at afhjælpe denne mangel inden for de i loven fastsatte frister. Hvis manglen ikke afhjælpes, må kandidatlisten erklæres ugyldig.

I tilfælde, hvor nogle af stillerunderskrifterne m.v. er meddelt på en genpart af kandidatlisten, jf. lovens § 25, stk. 1, 2. pkt., skal genparten indeholde de samme oplysninger om kandidaterne og deres rækkefølge og om kandidatlistens opstillingsform som selve kandidatlisten (den originale). Hvis det ikke er tilfældet, kan stillerne på genparten ikke medregnes.

8) Oplysning om kontaktperson, jf. lovens § 25, stk. 3.

Bemærkninger:

Ved en lovændring i 2001 er det fastslået, at også en kandidat og ikke blot som hidtil en stiller kan anføres på kandidatlisten som den kontaktperson, valgbestyrelsen med frigørende virkning kan rette henvendelse til vedrørende kandidatlisten.

Manglende oplysning om kontaktperson kan ikke i sig selv betragtes som en væsentlig mangel, der medfører kandidatlistens ugyldighed.

Valgbestyrelsen vil i tilfælde af manglende angivelse af kontaktperson med frigørende virkning kunne give meddelelser vedrørende kandidatlisten til enhver af de godkendte stillere.

6.3.3. Godkendelse af kandidaterne

De kandidater, der ikke kan godkendes efter reglerne i lovens §§ 28 - 31, skal slettes af kandidatlisten, jf. nedenfor.

1) Sletning af kandidater, der ikke kan godkendes, jf. lovens §§ 28 - 30.

Bemærkninger:

En kandidat skal slettes af kandidatlisten, hvis kandidaten ikke har valgret til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet. Valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget skal være opfyldt senest den 29. oktober 2001 (22 dage før valgdagen), jf. lovens § 3 og § 28.

En kandidat skal endvidere slettes af kandidatlisten, hvis vedkommende på valgdagen er fyldt 60 år eller har været medlem af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd i 2 hele sammenhængende valgperioder eller ikke har dansk indfødsret, og hvis vedkommende senest kl. 12 fredag den 26. oktober 2001 (25 dage før valgdagen) har indgivet skriftlig anmodning til valgbestyrelsens formand herom, jf. lovens § 5 og § 29.

Ingen kan være kandidat på mere end én kandidatliste. Er en kandidat opført som kandidat på mere end én kandidatliste, skal valgbestyrelsen spørge kandidaten, hvilken kandidatliste kandidaten ønsker sig opført på. Kandidaten opføres da på den kandidatliste, kandidaten oplyser, og slettes af de øvrige kandidatlister. Oplyser kandidaten ikke straks over for valgbestyrelsen, hvilken kandidatliste kandidaten ønsker sig opført på, indeholder lovens § 30 regler for, hvilken kandidatliste kandidaten skal opføres på.

I tilfælde, hvor slettede kandidater ønskes erstattet af nye, skal der indleveres en ny eller supplerende kandidatliste underskrevet af alle godkendte stillere for den oprindelige kandidatliste samt forsynet med de fornødne kandidatunderskrifter for så vidt angår listebetegnelsen m.v.

2) Sletning af overskydende kandidater, jf. lovens § 31.

Bemærkninger:

En kandidatliste, der ikke har indgået listeforbund, må højst indeholde fire navne mere end det antal medlemmer, der skal vælges til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet, jf. lovens § 21, stk. 1. Overskydende antal godkendte kandidater på kandidatlister, der ikke har indgået listeforbund, slettes efter reglerne i lovens § 31, stk. 1.

Det samlede antal godkendte kandidater på kandidatlister, der indgår listeforbund, jf. afsnit 6.7., må højst udgøre otte mere end det antal medlemmer, der skal vælges, jf. lovens § 21, stk. 2. Overskydende antal godkendte kandidater på kandidatlister, der har indgået listeforbund, slettes efter reglerne i lovens § 31, stk. 2 og 3.

6.3.4. Underretning til udenlandske kandidater

Eventuelle kandidater, der ikke har dansk indfødsret, skal have meddelelse om, hvorvidt den pågældende kandidatliste, herunder den pågældendes kandidatur, er godkendt, jf. lovens § 27, stk. 3.

6.3.5. Godkendelse af bemyndigede stillere og kandidater

Stillere og kandidater kan på kandidatlisten bemyndige en eller flere stillere eller kandidater til at anmelde listeforbund og valgforbund henholdsvis til at give meddelelse om tilbagetrækning fra et anmeldt forbund, jf. lovens § 40, stk. 2, og § 41, stk. 2.

Bemærkninger:

Ved en lovændring i 2001 er det fastslået, at også kandidater og ikke blot som hidtil stillere kan bemyndiges til at anmelde listeforbund og valgforbund henholdsvis til at give meddelelse om tilbagetrækning fra et anmeldt forbund.

Valgbestyrelsen skal undersøge, om den eller de bemyndigede stiller(e) og/eller kandidat(er) er godkendt som stiller(e) henholdsvis som kandidat(er) for den pågældende kandidatliste. Valgbestyrelsen skal endvidere undersøge, om bemyndigelsen er underskrevet af alle godkendte stillere og alle godkendte kandidater, jf. nærmere nedenfor. Hvis den meddelte bemyndigelse ikke kan godkendes, skal kontaktpersonen snarest have meddelelse herom og efter omstændighederne have lejlighed til at udtale sig, før valgbestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt bemyndigelsen kan godkendes. Konsekvensen af manglende godkendelse er, at anmeldelser om forbund og tilbagetrækning heraf eller en ny bemyndigelse skal være underskrevet af alle godkendte stillere og alle godkendte kandidater, jf. lovens § 40, stk. 1, og § 41, stk. 1.

Tiltræder nogle af kandidaterne kandidatlistens listebetegnelse på anden måde end ved påførsel af underskrift, jf. afsnit 6.3.2., pkt. 6, må valgbestyrelsen være opmærksom på, at kandidatunderskrifter tillige kan være nødvendige til bemyndigelser vedrørende anmeldelse henholdsvis tilbagetrækning af listeforbund eller valgforbund.

I tilfælde, hvor nogle af kandidat- og/eller stillerunderskrifterne er meddelt på en genpart af kandidatlisten, jf. lovens § 25, stk. 1, 2. pkt., skal genparten indeholde de samme oplysninger om bemyndigede stillere og kandidater som selve kandidatlisten (den originale). Hvis det ikke er tilfældet, kan bemyndigelsen ikke anses for meddelt - forudsat at genparten indeholder sådanne oplysninger, at stillerne kan medregnes som underskrivere af kandidatlisten, jf. afsnit 6.3.2., pkt. 7.

Om valgbestyrelsens pligter i forbindelse med undersøgelser af, om anmeldelser af listeforbund og valgforbund er gyldige, henvises til afsnit 6.7.2. nedenfor.

6.4. Kandidaternes navne på stemmesedlerne

Lovens § 24, stk. 1, indeholder følgende regler om kandidaternes navne på stemmesedlerne:

»Hvis kandidaten ikke ønsker sig anført på stemmesedlen med sit fulde navn, skal det angives, hvordan navnet ønskes anført. Kandidatens efternavn eller mellemnavn samt mindst ét fornavn eller forbogstav skal altid anføres. Kun mellem- og efternavne, som kandidaten er berettiget til at føre efter navneloven, eller mellemnavne, som er anmeldt til folkeregistret, kan anføres på stemmesedlen. I stedet for fornavnet kan anføres et kaldenavn, der er afledt af fornavnet.«

Angivelsen af, hvordan navnet ønskes anført, skal ske på kandidatanmeldelsen.

Anvendelsen af reglerne kan illustreres med følgende eksempler:

Eksempel 1:

Kandidatens fulde navn er:

Anne Marie Vestergaard Andersen.

Kandidaten kan anføres på stemmesedlen med sit fulde navn eller med navnet:

Anne Andersen

M. Vestergaard

Mie Vestergaard Andersen

osv.

Eksempel 2:

Kandidatens fulde navn er:

Anne Marie Andersen.

Anne Maries eget efternavn er Hansen, men hun har som giftenavn antaget sin ægtefælles eget efternavn Andersen. Ægtefællen har som mellemnavn Vestergaard, og Anne Marie har anmeldt til folkeregistret, at hun ønsker at anvende sin ægtefælles mellemnavn som mellemnavn. Kandidatens adresseringsnavn er herefter:

Anne Marie Vestergaard Andersen.

Kandidaten i eksempel 2 har samme muligheder for navneangivelse på stemmesedlen som kandidaten i eksempel 1. Herudover har kandidaten i eksempel 2 mulighed for at benytte sit eget efternavn, dvs. eksempelvis at blive opført på stemmesedlen som:

Marie Hansen.

Sidstnævnte regel fremgår ikke direkte af lovteksten, men af bemærkningerne til lovforslaget til loven fra 1989. Kandidatens adkomst til eget efternavn kan kontrolleres af folkeregistret.

Reglerne om anmeldelse af mellemnavn findes i § 5 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 499 af 6. juni 2000 om folkeregistrering.

På stemmesedlen skal som minimum anføres fornavn eller forbogstav samt efternavn eller mellemnavn.

De før 1. april 1989 gældende regler om adgang til at få et kaldenavn anført i en parentes på stemmesedlen er ophævet.

I bemærkningerne til lovforslaget til loven fra 1989 er det anført, at det forudsættes, at spørgsmålet om, hvorvidt et kaldenavn er afledt af fornavnet, bliver vurderet lempeligt, samt at kandidater, der tidligere har været opført på stemmesedlen med et bestemt kaldenavn, fortsat skal kunne opføres på stemmesedlen med dette kaldenavn (uden parentes).

6.5. Listebetegnelser

En kandidatliste skal for at kunne godkendes af valgbestyrelsen have en listebetegnelse, jf. lovens § 24, stk. 3.

Listebetegnelsen skal være i overensstemmelse med reglerne herom i lovens § 24 a. Bestemmelsen er indsat ved en lovændring i 2001, hvor der er fastsat følgende regler om listebetegnelsens indhold:

1) Kandidatlister for et parti, der den 1. august i det kommunale valgår er opstillingsberettiget til folketingsvalg, eller for det tyske mindretals parti skal som listebetegnelse anvende partiets navn til folketingsvalg eller en betegnelse, hvori dette navn indgår, jf. lovens § 24 a, stk. 1.

Med hensyn til, hvilke partier der den 1. august 2001 er opstillingsberettiget til folketingsvalg, henvises til afsnit 6.6. Det er tilstrækkeligt, at kandidatlister for sådanne partier anvender en betegnelse, hvori partiets navn indgår.

2) Andre kandidatlister end kandidatlister for de i pkt. 1 nævnte partier (i det følgende kaldt lokallister) kan som listebetegnelse ikke anvende navnet for et parti, der den 1. august i det kommunale valgår er opstillingsberettiget til folketingsvalg, eller for det tyske mindretals parti. Andre kandidatlister kan heller ikke anvende en betegnelse, hvori navnet på et sådant parti indgår. Andre kandidatlister kan endvidere ikke anvende en betegnelse, der kan give anledning til forveksling med kandidatlister for et af disse partier, jf. lovens § 24 a, stk. 2.

Afgørelsen af, om en listebetegnelse kan give anledning til forveksling med kandidatlister for et af de partier, der pr. 1. august 2000 var opstillingsberettiget til folketingsvalg, eller for det tyske mindretals parti, er en helhedsvurdering af, om listebetegnelsen - positivt eller negativt - er forbundet med eller knytter sig til navnet på et eller flere af de nævnte partier. Ved afgørelsen heraf kan der blandt andet lægges vægt på, om listebetegnelsen indeholder et eller flere ord, der er identiske eller fælles med navnet på et eller flere af de nævnte partier, og om de pågældende ord har en fremtrædende plads eller kan anses for det bærende element i såvel listebetegnelsen som partinavnet. Der kan endvidere lægges vægt på, om de øvrige elementer i listebetegnelsen på tilstrækkelig tydelig måde angiver, at der er tale om en anden kandidatliste end en kandidatliste for det pågældende parti. Der kan - ud over en rent sproglig sammenligning - også lægges vægt på, om særlige forhold ved stiftelsen af den nye kandidatliste, herunder kandidatlistens formål, er udtrykt på en sådan måde i listebetegnelsen, at der af den grund opstår en nærliggende forvekslingsmulighed med kandidatlister for det pågældende parti.

Opmærksomheden henledes på, at det for at kunne skaffe de fornødne oplysninger til at afgøre dette spørgsmål kan være nødvendigt at indhente en udtalelse fra det parti, hvis navn kandidatlistens listebetegnelse eventuelt kan forveksles med, og at det efter forvaltningslovens regler om partshøring - medmindre listebetegnelsen uden videre kan nægtes godkendt - må antages at være en pligt til at underrette det pågældende parti om, at valgbestyrelsen har en sag om godkendelse af en listebetegnelse for en kandidatliste under behandling. Har det pågældende parti afgivet en udtalelse, kan det efter forvaltningslovens regler om partshøring - hvis udtalelsen agtes imødekommet - være nødvendigt at bede om kandidatlistens bemærkninger til denne udtalelse. De ovennævnte oplysninger og udtalelser kan indhentes telefonisk, jf. herved offentlighedslovens regler om notatpligt.

3) Som listebetegnelse kan ikke anvendes enkelte bogstaver (A, B, C osv.) eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord (RV, CD, SF, KRF osv.), jf. lovens § 24 a, stk. 3.

Bestemmelsen får kun betydning for lokallister.

Hertil kommer, at bestemmelsen i lovens § 32, hvorefter valgbestyrelsen tildeler de godkendte kandidatlister en bogstavbetegnelse, forudsætter, at der i en listebetegnelse ikke indgår enkelte bogstaver, der ikke tillige udgør et selvstændigt ord (f.eks. »Moderat T«). Enkelte bogstaver vil således kunne give anledning til forveksling med de bogstavbetegnelser, som valgbestyrelsen vil have mulighed for at tildele godkendte kandidatlister.

En kandidatliste kan heller ikke få en listebetegnelse godkendt, der består af ordet »liste« og et bogstav eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord (»Liste T«).

4) En listebetegnelse kan ikke anvendes, såfremt det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag end reglerne i lovens § 24 a, stk. 2, jf. pkt. 2 ovenfor, har eneret til listebetegnelsen. Listebetegnelsen kan dog anvendes, hvis indehaveren af eneretten har samtykket i kandidatlistens brug af listebetegnelsen, jf. lovens § 24 a, stk. 4.

Bestemmelsen får kun betydning for lokallister og vedrører den situation, hvor en anden end lokallisten - uden at være et parti, der den 1. august i det kommunale valgår er opstillingsberettiget til folketingsvalg, eller det tyske mindretals parti - har materiel eneret til den listebetegnelse, der er anført på en kandidatliste, der er indleveret til valgbestyrelsen, men endnu ikke er godkendt af denne.

Godkendelse kan nægtes, hvis det ved endelig dom er fastslået, at en anden har materiel eneret. Godkendelse kan endvidere nægtes, hvis der efter de for valgbestyrelsen foreliggende oplysninger er grund til at antage, at en anden har opnået eneret til navnet. Det kræves altså ikke, at det med sikkerhed kan afgøres, om en anden har opnået eneret til navnet. Det, der kræves, er, at valgbestyrelsen i det enkelte tilfælde har saglig grund til en sådan antagelse.

De situationer, hvor andre vil kunne have materiel eneret til en listebetegnelse, en lokalliste anvender, vil bl.a. kunne være følgende:

En erhvervsvirksomhed vil f.eks. i kraft af reglerne i varemærkeloven, markedsføringsloven og aktieselskabsloven og på ulovbestemt grundlag kunne erhverve eneret til en bestemt betegnelse og til betegnelser, der vil kunne forveksles hermed. En ikke-erhvervsdrivende forening vil ligeledes på ulovbestemt grundlag kunne erhverve eneret til et navn og til navne, hvor der er nærliggende forvekslingsrisiko, alene ved ibrugtagning. Dette forudsætter selvsagt, at foreningen fortsat er aktiv og benytter foreningsnavnet, men der stilles i retspraksis ikke store krav.

Et parti, der tidligere end pr. 1. august 2001 var opstillingsberettiget til folketingsvalg, og dermed ikke længere efter lovens § 24 a, stk. 2, har eneret til en listebetegnelse, hvori navnet indgår, vil på ulovbestemt grundlag kunne have bevaret eneretten til partinavnet ved ibrugtagning. Dette forudsætter, at partiet fortsat er aktivt.

Et parti, der med henblik på at indsamle det fornødne antal vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg har fået et partinavn godkendt af Indenrigsministeriet, jf. folketingsvalglovens § 12, stk. 2, jf. § 13, har ikke i kraft af Indenrigsministeriets godkendelse fået materiel eneret til partinavnet. Dette må afgøres efter de almindelige regler om erhvervelse af eneret ved ibrugtagning.

En lokalliste med en (næsten) enslydende betegnelse, der opstiller til et andet kommunalt valg, kan ikke antages alene af den grund at have fået materiel eneret over listebetegnelsen.

En listebetegnelse, der indeholder et personnavn (f.eks. »Borgerlisten Jens Hansen«), vil normalt ikke være i strid med andres eneret, da indehaveren af et personnavn normalt ikke har eneret (men alene ret) over navnet.

Valgbestyrelsen har alene anledning til at overveje, om listebetegnelsen på en indleveret lokalliste er i strid med andres eneret, i de tilfælde, hvor valgbestyrelsen i forvejen - uden at foretage selvstændige undersøgelser - har kendskab til, at listebetegnelsen på en indleveret lokalliste kunne være identisk eller forvekslelig med navnet på en erhvervsvirksomhed, et varemærke eller en aktiv ikke-erhvervsdrivende forening, jf. ovenfor. Valgbestyrelsen har ikke pligt til at foretage selvstændige undersøgelser for at afklare, om der findes andre, som måtte have materiel eneret til de indleverede lokallisters listebetegnelser.

I de tilfælde, hvor valgbestyrelsen i forvejen har kendskab til, at listebetegnelsen på en indleveret lokalliste kunne være i strid med andres materielle eneret, vil det ofte være nødvendigt at indhente yderligere oplysninger for at kunne tage stilling til, om der er grund til at antage, at dette er tilfældet.

For at kunne skaffe de fornødne oplysninger til at afgøre dette spørgsmål kan det være nødvendigt at indhente en udtalelse fra indehaveren af eneretten og efter forvaltningslovens regler om partshøring må der - medmindre listebetegnelsen uden videre kan nægtes godkendt - antages at være en pligt til at underrette indehaveren om, at valgbestyrelsen har en sag om godkendelse af en listebetegnelse for en kandidatliste under behandling. Har indehaveren af eneretten afgivet en udtalelse, kan det efter forvaltningslovens regler om partshøring - hvis udtalelsen agtes lagt til grund til ugunst for kandidatlisten - være nødvendigt at bede om kandidatlistens bemærkninger til denne udtalelse.

Til brug for afgørelsen af, om der er grund til at antage, at listebetegnelsen er i strid med andres eneret, kan der indhentes en vurdering fra andre, herunder kommunens advokat, med indsigt i de særlige navne- og kendetegnsretlige regler. Også denne udtalelse kan det - hvis udtalelsen agtes lagt til grund til ugunst for kandidatlisten - være nødvendigt at bede om kandidatlistens bemærkninger til.

De ovennævnte oplysninger og udtalelser kan indhentes telefonisk, jf. herved offentlighedslovens regler om notatpligt.

Når valgbestyrelsen frem til, at det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden har materiel eneret til listebetegnelsen, skal kandidatlisten gives mulighed for at afhjælpe manglen. Dette kan f.eks. ske ved at fremskaffe et samtykke fra indehaveren af eneretten. Det er kandidatlisten og ikke valgbestyrelsen, der i givet fald skal indhente et samtykke.

En anden mulighed for at afhjælpe manglen vil være, at kandidatlisten gives mulighed for at ændre kandidatlistens listebetegnelse, således at listebetegnelsen ikke længere er i strid med eneretten. Er der tale om en ikke-erhvervsdrivende forening, er det efter retspraksis kun navne med en nærliggende forvekslingsrisiko, der vil være i strid med eneretten. Ved mindre ændringer af en kandidatlistes listebetegnelse, der ikke indebærer en egentlig ændring heraf, kan valgbestyrelsen se bort fra kravet om, at den ny listebetegnelse skal være underskrevet af alle godkendte stillere og alle godkendte kandidater.

5) Har valgbestyrelsen godkendt listebetegnelsen for en lokalliste, kan valgbestyrelsen tilbagekalde godkendelsen, hvis det viser sig, at det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden har materiel eneret til listebetegnelsen, og hvis indehaveren af eneretten ikke samtykker i kandidatlistens brug af listebetegnelsen. Tilbagekaldelsen medfører, at kandidatlistens ret til at deltage i valget bortfalder, jf. lovens § 24 a, stk. 5.

Bestemmelsen vedrører de situationer, hvor valgbestyrelsen efter godkendelse af kandidatlisten bliver bekendt med nye oplysninger, f.eks. en dom eller andre oplysninger, der indebærer, at den meddelte godkendelse er sket på et urigtigt grundlag. Dette gælder, uanset om de faktiske kendsgerninger, f.eks. en dom, oplysningen vedrører, har foreligget og eventuelt er blevet offentligt tilgængelige før meddelelsen af godkendelse. Det er i denne situation valgbestyrelsen, der skal undersøge, om indehaveren af eneretten samtykker i kandidatlistens brug af navnet. Der er ikke nogen frist for, hvor sent i forhold til valgets afholdelse tilbagekaldelse kan ske.

Bestemmelsen giver alene adgang til at tilbagekalde og indeholder ikke nogen pligt hertil. Hensynet til den kandidatliste, der som følge af den meddelte godkendelse har fået tildelt en bogstavbetegnelse, og hensynet til at sikre den praktiske gennemførelse af valget vil ofte tilsige, at tilbagekaldelse undlades.

I øvrigt henvises til pkt. 4).

6.6. Bogstavbetegnelser

Valgbestyrelsen skal tildele de godkendte kandidatlister en bogstavbetegnelse, jf. lovens § 32.

Ved Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 20. august 2001 (bekendtgjort i Statstidende den 1. september 2001) er det i medfør af lovens § 33, stk. 3, fastsat, at nedennævnte bogstavbetegnelser er forbeholdt kandidatlister for de pågældende partier, der pr. 1. august 2001 er opstillingsberettiget til folketingsvalg, samt det tyske mindretals parti.

Reserverede bogstavbetegnelser:

A. for Socialdemokratiet

B. for Det Radikale Venstre

C. for Det Konservative Folkeparti

D. for Centrum-Demokraterne

F. for Socialistisk Folkeparti

O. for Dansk Folkeparti

Q. for Kristeligt Folkeparti

S. for Slesvigsk Parti

V. for Venstre, Danmarks Liberale Parti

Z. for Fremskridtspartiet

Ø. for Enhedslisten - De Rød-Grønne

Bogstavet X kan ikke tildeles nogen kandidatliste, jf. lovens § 34, stk. 1.

Alle nedenstående ureserverede bogstavbetegnelser kan således anvendes ved tildeling af bogstavbetegnelser til andre kandidatlister, hvis listebetegnelse ikke er navnet på et parti, der den 1. august 2001 er opstillingsberettiget til folketingsvalg, eller navnet på det tyske mindretals parti (lokallister), jf. lovens § 34, stk. 1.

Ureserverede bogstavbetegnelser:

E P

G R

H T

I U

J W

K Y

L Æ

M Å

N

Alle de partier, der var opstillingsberettigede til folketingsvalg pr. 1. august 2001, var opstillingsberettigede pr. 1. august 1997. Der er ikke siden godkendt yderligere partier som opstillingsberettigede. Fremskridtspartiet, der var opstillingsberettiget pr. 1. august 1997, men som siden har mistet sin repræsentation i Folketinget og dermed sin ret til at stille op ved førstkommende folketingsvalg i kraft af at være repræsenteret i Folketinget, er den 20. august 2001 i kraft af indsamling af vælgererklæringer blevet godkendt af Indenrigsministeriet som opstillingsberettiget til folketingsvalg med virkning fra den 31. juli 2001. Partiet Demokratisk Fornyelse, der var opstillingsberettiget pr. 1. august 1997, var ikke opstillingsberettiget pr. 1. august 2001, og bogstavbetegnelsen U, der var tildelt dette parti, er derfor flyttet fra listen over reserverede bogstavbetegnelser til listen over ureserverede bogstavbetegnelser.

Om anvendelse af reserverede bogstavbetegnelser bemærkes, at partiernes ungdomsorganisationer kan opstille under vedkommende partis bogstavbetegnelse under forudsætning af, at partibetegnelsen indgår i listebetegnelsen. Partiernes ungdomsorganisationer vil dog fortsat have mulighed for at opstille under en særskilt (ureserveret) bogstavbetegnelse, medmindre partiets navn fuldt ud indgår i listebetegnelsen for ungdomsorganisationens kandidatliste, jf. lovens § 33, stk. 1.

Om anvendelse af ureserverede bogstavbetegnelser henstilles det, at bogstavet W - på grund af forvekslingsmuligheden med V - ikke anvendes. Å skal angives som Å og ikke som Aa.

Med hensyn til principperne for tildeling af bogstavbetegnelser til kandidatlister, der er omfattet af lovens § 34 (lokallister) henstilles det til valgbestyrelserne, at lokallister, der har deltaget i det sidste kommunalvalg, normalt får fortrinsret til den bogstavbetegnelse, som lokallisten tidligere har anvendt, mens der i andre tilfælde, hvor to eller flere lokallister med forskellig listebetegnelse ønsker tildelt samme bogstavbetegnelse, kan lægges vægt på blandt andet den rækkefølge, hvori listerne indleveres.

Det henstilles endvidere, at bogstavbetegnelser for de partier, der var opstillingsberettigede pr. 1. august i det foregående kommunale valgår, dvs. pr. 1. august 1997, normalt kun tildeles kandidatlister for de pågældende tidligere opstillingsberettigede partier og ikke andre lokallister. Denne henstilling gælder for partiet Demokratisk Fornyelse (der nu har ændret navn til Unionsmodstanderne Demokratisk Fornyelse), der var opstillingsberettiget pr. 1. august 1997 med bogstavbetegnelsen U, men ikke er det pr. 1. august 2001.

Det henstilles endvidere, at der ved tildeling af bogstavbetegnelser blandt andet lægges vægt på - hvis ikke andre hensyn gør sig gældende - om der er tale om en lokalliste for et parti, der tidligere end pr. 1. august 1997 var opstillingsberettiget til folketingsvalg. Som eksempler herpå kan nævnes lokallister for følgende partier, der var opstillingsberettigede til folketingsvalget den 12. december 1990, men som ikke senere har været opstillingsberettigede: E. Danmarks Retsforbund, G. De Grønne, H. Det Humanistiske Parti og P. Fælles Kurs.

Alle de ovennævnte henstillinger gælder kun, så vidt dette er muligt, dvs. at antallet af lokallister ikke gør det nødvendigt, at også disse bogstavbetegnelser tages i anvendelse til andre lokallister.

Om tidspunktet for tildeling af bogstavbetegnelser bemærkes, at det i lovens § 32 er fastsat, at valgbestyrelsen skal tildele de godkendte kandidatlister en bogstavbetegnelse. Godkendelse af en kandidatliste kan tidligst meddeles ved udløbet af fristen for indlevering af kandidatlister tirsdag den 23. oktober 2001 (4 uger før valgdagen) og skal senest meddeles mandag den 29. oktober 2001 eller snarest derefter (22 dage før valgdagen).

Lokallisterne kan imidlertid have en berettiget interesse i på et tidligere tidspunkt at få kendskab til, hvilken bogstavbetegnelse de kan forvente at få tildelt. Der er efter Indenrigsministeriets opfattelse intet til hinder for, at valgbestyrelsen allerede i forbindelse med kandidatlistens indlevering giver tilsagn om en bestemt bogstavbetegnelse under hensyntagen til de ovenfor nævnte principper for tildeling af bogstavbetegnelser. Valgbestyrelsen skal efter almindelige grundsætninger om saglighed og ligelighed i givet fald give alle kandidatlister tilbud herom og ikke kun dem, der på eget initiativ anmoder herom. Ved et sådant forhåndstilsagn skal tages forbehold for, at valgbestyrelsen som følge af bestemmelsen i lovens § 36, jf. nedenfor, bliver forpligtet til at fravige forhåndstilsagnet.

Forud for en kandidatlistes indlevering vil valgbestyrelsen normalt alene kunne give oplysning om, hvilke bogstavbetegnelser der er eller må forventes at være til rådighed, og om de principper, valgbestyrelsen vil lægge til grund i tilfælde, hvor flere kandidatlister (med forskellig listebetegnelse) måtte fremsætte ønske om at få tildelt samme bogstavbetegnelse.

Hvis flere kandidatlister har samme listebetegnelse, skal de tildeles samme bogstavbetegnelse, såfremt alle stillere og kandidater på hver af kandidatlisterne underskriver og indleverer en skriftlig anmodning herom. Tilsvarende gælder, hvis flere kandidatlister har samme listebetegnelse, bortset fra en betegnelse, der angiver et særligt lokalt eller andet tilhørsforhold. Anmodningen skal indleveres til valgbestyrelsens formand samtidig med indleveringen af kandidatlisten, jf. lovens § 34, stk. 2 og 3. Den af Indenrigsministeriet godkendte formular til kandidatlister er indrettet således, at anmodningen kan anføres på kandidatlisten.

Skal flere kandidatlister tildeles samme bogstavbetegnelse, hvad enten der er tale om et reserveret eller et ureserveret bogstav, føjes et tal til bogstavbetegnelsen (A.1, A.2, A.3 osv.) i den rækkefølge, hvori kandidatlisterne er indleveret, jf. lovens § 35.

Hvis det ikke er muligt at tildele en bogstavbetegnelse til alle de kandidatlister, der skal tildeles et ureserveret bogstav, går en tidligere indleveret kandidatliste ved tildelingen af en bogstavbetegnelse forud for en senere indleveret. Kandidatlister, der ikke er tildelt en bogstavbetegnelse, anføres nederst på stemmesedlen i alfabetisk rækkefølge efter deres listebetegnelse, jf. lovens § 36.

6.7. Listeforbund og valgforbund

6.7.1. Indgåelse af listeforbund og valgforbund

Reglerne om indgåelse af listeforbund og valgforbund findes i lovens §§ 37, 38 og 42.

Kandidatlister, der har samme bogstavbetegnelser, (f.eks. L.1, L.2 og L.3) kan indgå listeforbund, men ikke valgforbund med hinanden, jf. lovens §§ 37 og 38. Indgår sådanne kandidatlister alligevel valgforbund med hinanden, anses dette ikke for indgået. Listeforbundet behøver kun at omfatte nogle af kandidatlisterne med samme bogstavbetegnelse (f.eks. kan L.1 og L.2 indgå listeforbund, selv om L.3 ikke deltager i listeforbundet).

Mellem kandidatlister med samme bogstavbetegnelse kan der kun indgås ét listeforbund, jf. lovens § 37, stk. 1. Er der indgået flere listeforbund mellem kandidatlister, der har samme bogstavbetegnelse (f.eks. ét listeforbund mellem L.1 og L.2 og et andet listeforbund mellem L. 3 og L. 4), anses ingen af listeforbundene for indgået, jf. lovens § 42, nr. 1.

Kandidatlister, der ikke har samme bogstavbetegnelser, (f.eks. K., L. og M.) kan indgå valgforbund, men ikke listeforbund med hinanden, jf. lovens §§ 37 og 38. Indgår sådanne kandidatlister alligevel listeforbund med hinanden, anses dette ikke for indgået.

Hver kandidatliste kan kun indgå ét valgforbund, jf. lovens § 38, stk. 1.

Kandidatlister, der har samme bogstavbetegnelser, kan indgå ét og kun ét listeforbund med hinanden, og listeforbundet kan indgå ét og kun ét valgforbund med andre kandidatlister, der ikke har samme bogstavbetegnelser, jf. lovens § 38, stk. 2. Der kan således godt indgås listeforbund mellem to kandidatlister med bogstavbetegnelser L.1 og L.2, der herefter indgår valgforbund med to kandidatlister med bogstavbetegnelser K. og M.

Har en kandidatliste eller et listeforbund indgået flere valgforbund, anses kandidatlisten henholdsvis listeforbundet ikke som deltager i nogen af forbundene, jf. lovens § 42, nr. 2. Indgås f.eks. listeforbund mellem to kandidatlister med bogstavbetegnelser L.1 og L.2, der herefter indgår ét valgforbund med to kandidatlister med bogstavbetegnelser K. og M., og ét andet valgforbund med to kandidatlister med bogstavbetegnelserne R. og S., anses listeforbundet mellem L.1 og L.2 ikke som deltager i nogen af valgforbundene. Det ene valgforbund vil herefter alene omfatte kandidatlisterne K. og M., og det andet valgforbund vil alene omfatte kandidatlisterne R. og S.

Indgår der i et valgforbund flere kandidatlister, der er tildelt samme bogstavbetegnelse (f. eks. et valgforbund mellem K., L.1, L.2 og M.), anses ingen af disse kandidatlister som deltager i valgforbundet, medmindre kandidatlisterne tillige indgår i ét listeforbund (dvs. der i det ovennævnte valgforbund skal være indgået et listeforbund mellem L.1 og L.2), jf. lovens § 42, nr. 3.

Eksempel:

I en kommune er opstillet tre kandidatlister, der har samme listebetegnelse, og som efter anmodning har fået tildelt bogstavbetegnelsen L., dvs. L.1, L.2 og L.3. L.1 og L.2 har indgået listeforbund, L.3 deltager ikke i listeforbundet. Der kan ikke indgås valgforbund mellem listeforbundet L.1-L.2 og kandidatliste L.3, heller ikke i tilfælde, hvor en kandidatliste med en anden bogstavbetegnelse deltager i valgforbundet. Eksempelvis kan der ikke indgås valgforbund mellem listeforbundet L.1-L.2, kandidatliste L.3, kandidatliste N. samt kandidatliste T. Hvis et sådant forbund anmeldes, anses hverken listeforbundet L.1-L.2 eller kandidatliste L.3 som deltager i valgforbundet, der herefter alene vil omfatte kandidatliste N. og kandidatliste T., jf. lovens § 42, nr. 3.

Derimod er der intet til hinder for, at listeforbundet L.1-L.2 eksempelvis indgår valgforbund med kandidatliste N., mens kandidatliste L.3 indgår valgforbund med kandidatliste T.

6.7.2. Anmeldelse m.v. af listeforbund og valgforbund

Skriftlig anmeldelse af indgåede listeforbund og valgforbund og skriftlig meddelelse om tilbagetrækning fra anmeldte listeforbund eller valgforbund skal indleveres til valgbestyrelsens formand senest mandag den 29. oktober 2001 kl. 12 (22 dage før valgdagen), jf. lovens § 40, stk. 1, og § 41, stk. 1. Der er ikke hjemmel til at dispensere fra denne frist.

Indenrigsministeriet har som følge af de ændrede regler om bemyndigelse til anmeldelse af listeforbund og valgforbund godkendt en ny formular til anmeldelse af indgåede listeforbund og valgforbund i stedet for den formular, der blev godkendt til kommunalvalgene i 1997. Formularen kan købes hos Lyreco Danmark A/S, Fabriksparken 54-56, Postboks 1332, 2600 Glostrup, tlf. 43 45 15 16, telefax 43 45 19 99. Der er dog ikke noget krav om, at anmeldelse af indgåede listeforbund og valgforbund skal indgives på den nævnte formular.

Der foreligger ingen formularer til meddelelser om tilbagetrækning fra anmeldte listeforbund eller valgforbund.

Anmeldelsen af forbund og meddelelsen om tilbagetrækning fra forbund skal for hver kandidatliste være underskrevet af alle godkendte stillere og godkendte kandidater på kandidatlisten, jf. lovens § 40, stk. 1, og § 41, stk. 1.

Stillere og kandidater kan dog på kandidatlisten skriftligt bemyndige en eller flere stillere og/eller kandidater til ikke blot at anmelde listeforbund og/eller valgforbund, men også til at trække en anmeldelse af et forbund tilbage. Bemyndigelser til at anmelde eller tilbagetrække listeforbund og/eller valgforbund skal være tiltrådt af såvel alle godkendte stillere som alle godkendte kandidater, jf. lovens § 40, stk. 2, og § 41, stk. 2, og jf. formularen til kandidatlister, side 1 og 10 henholdsvis 12. Der henvises herved til afsnit 6.3.5. ovenfor, hvor der bl.a. er redegjort for valgbestyrelsens forpligtelse til at undersøge, om meddelte bemyndigelser kan godkendes.

Ved en lovændring i 2001 er der indsat en formodningsregel gående ud på, at en bemyndigelse til at anmelde forbund henholdsvis tilbagetrækning fra forbund, uanset om bemyndigelsen er givet til to eller flere stillere eller kandidater, anses for givet til de pågældende hver for sig. Denne formodningsregel gælder dog ikke, hvis det på kandidatlisten er angivet, at bemyndigelsen er givet til de pågældende i forening, jf. lovens § 40, stk. 2, og § 41, stk. 2.

Der er ikke adgang til angive, at enkelte af de bemyndigede er bemyndigede hver for sig, og at andre kun er bemyndigede i forening. Der er heller ikke adgang til at angive, at det er tilstrækkeligt, at et vist antal af de bemyndigede handler i forening. Enten er alle bemyndiget hver for sig, eller også er alle bemyndiget i forening.

Foretager de hver for sig bemyndigede uoverensstemmende anmeldelser, må anmeldelserne anses for ugyldige i det omfang, de ikke er overensstemmende. Det forudsættes dog, at valgbestyrelsen ved henvendelse til de pågældende bemyndigede, så vidt dette inden for de gældende frister er muligt, søger at bringe overensstemmelse mellem anmeldelserne.

Loven indeholder ikke nogen bestemmelser om, at en valgbestyrelse skal give de bemyndigede eller i mangel heraf den kontaktperson, der er anført på kandidatlisten, meddelelse om eventuelle mangler ved indleverede anmeldelser om liste- eller valgforbund med henblik på, at der skal gives adgang til at afhjælpe mangler inden udløbet af fristen for anmeldelse af listeforbund og valgforbund. Det må imidlertid antages, at en sådan forpligtelse påhviler valgbestyrelsen i medfør af bestemmelserne i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om en forvaltningsmyndigheds pligt til at yde vejledning og bistand. I hvert fald med hensyn til anmeldelser om forbund, der indleveres i god tid inden fristens udløb, må det antages, at valgbestyrelsen er forpligtet til at give de pågældende lejlighed til at afhjælpe manglerne inden udløbet af fristen for anmeldelse af forbund.

Valgbestyrelsen skal derfor snarest muligt efter modtagelsen af en anmeldelse om listeforbund eller valgforbund undersøge, om den er i orden, og hvis ikke give de bemyndigede eller i mangel heraf kontaktpersonen underretning herom med henblik på, at manglen om muligt kan afhjælpes inden udløbet af fristen for anmeldelse af listeforbund og valgforbund.

6.8. Bekendtgørelse m.v. af de godkendte kandidatlister og anmeldte forbund

De godkendte kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget, herunder samtlige kandidaters navne, samt oplysning om anmeldte listeforbund og valgforbund skal af kommunalbestyrelsen bekendtgøres ved opslag i kommunens folkeregister, jf. lovens § 43.

Bekendtgørelsen skal ske snarest efter udløbet af fristen for anmeldelse af listeforbund og valgforbund mandag den 29. oktober 2001 kl. 12.

Amtsvalgbestyrelsen skal til brug for bekendtgørelsen underrette kommunalbestyrelsen om de godkendte kandidatlister, herunder samtlige kandidaters navne, og anmeldte forbund til amtsrådsvalget. Det forudsættes, at underretningen sker i så god tid og i en sådan form, at bekendtgørelsen - tillige med den tilsvarende bekendtgørelse for kommunalbestyrelsesvalget - er til rådighed ved den brevstemmeafgivning på folkeregistret, der finder sted inden for de sidste tre uger før valgdagen, dvs. fra og med tirsdag den 30. oktober 2001.

Det er fastsat i Indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 170 og 171 af 22. marts 1999, at vælgerne i forbindelse med brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med en fortegnelse over de godkendte kandidatlister, herunder samtlige kandidaters navne, samt oplysning om anmeldte listeforbund og valgforbund såvel til kommunalbestyrelsesvalget som til amtsrådsvalget. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at stemmemodtagerne ved brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem bliver forsynet med de nævnte fortegnelser. Der henvises til afsnit 8.4.3. nedenfor.

Det er fastsat i bekendtgørelse nr. 300 af 17. maj 1989, at vælgere, der afgiver brevstemme på et amtskommunalt sygehus, skal have adgang til at gøre sig bekendt med en fortegnelse over de opstillede kandidater og kandidatlister for alle kommuner i amtskommunen foruden med fortegnelsen for amtsrådsvalget i vedkommende amtskommune. Tilsvarende skal vælgere, der afgiver brevstemme på sygehuse, der hører under Hovedstadens Sygehusfællesskab, have adgang til at gøre sig bekendt med de nævnte fortegnelser til valget til henholdsvis Borgerrepræsentationen i København og Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Amtsrådet skal sørge for, at amtskommunens sygehuse bliver forsynet med de fortegnelser, som skal være til stede ved brevstemmeafgivningen på sygehuse. En tilsvarende forpligtelse påhviler Københavns og Frederiksberg Kommuner for så vidt angår sygehuse under Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Amtsrådet må derfor ved henvendelse til de pågældende kommunalbestyrelser tage de fornødne initiativer til at sikre, at de nævnte fortegnelser til brug ved brevstemmeafgivning på sygehusene bliver tilvejebragt hurtigst muligt og i en hensigtsmæssig form.

6.9. Stemmesedler og opslag

Stemmesedler og opslag til ophængning i stemmelokalerne til kommunalbestyrelsesvalget og til amtsrådsvalget tilvejebringes ved kommunevalgbestyrelsens henholdsvis amtsvalgbestyrelsens foranstaltning.

Amtsvalgbestyrelsen skal sørge for, at det nødvendige antal stemmesedler og opslag til amtsrådsvalget er afleveret til vedkommende kommunalbestyrelser senest søndag den 18. november 2001 (2 dage før valgdagen), jf. lovens § 50.

Kommunevalgbestyrelsen skal sørge for, at det nødvendige antal stemmesedler og opslag til kommunalbestyrelsesvalget foreligger senest mandag den 19. november 2001 .

6.9.1. Stemmesedler

Med hensyn til stemmesedlernes indhold og udformning henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg, som ændret ved Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 308 af 3. maj 2001. Bekendtgørelserne er optaget som bilag 3 og bilag 4 til vejledningen. I bilag 5 er vist et udsnit af en fiktiv stemmeseddel.

Ved ændringsbekendtgørelsen i 2001 er det fastsat, at der på selve stemmesedlen og ikke blot ved opslag i stemmerummet gives vælgeren vejledning om, hvordan stemmeafgivningen foretages. Øverst på stemmesedlerne til kommunale valg anføres nu følgende: »Sæt x til højre for en listebetegnelse (et partinavn) eller et kandidatnavn. Sæt kun ét x på stemmesedlen«.

Stemmesedlerne skal være af karton eller svært papir med en gramvægt på mindst 125 g/m 2 . Stemmesedlerne til kommunalbestyrelsesvalget skal være trykt på hvidt materiale, mens stemmesedlerne til amtsrådsvalget skal være trykt på gult materiale.

Opmærksomheden skal særligt henledes på, at kandidatlister, der har indgået listeforbund, skal anføres i rubrikker ved siden af hinanden, også i tilfælde, hvor kandidaternes navne på kandidatlister, der ikke har indgået listeforbund, er anført i én kolonne - som vist i udsnit af stemmeseddel i bilag 5.

I tilfælde, hvor valgbestyrelsen beslutter, at kandidaternes navne inden for hvert felt skal opføres i to eller flere kolonner, skal navnene på samtlige kandidater fordeles ligeligt mellem kolonnerne, jf. stemmeseddelbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Hvad der skal forstås ved »ligeligt« i tilfælde, hvor det ikke er muligt at foretage en matematisk ligelig fordeling, beror i nogen grad på valgbestyrelsens skøn. Ved udøvelsen af skønnet må bl.a. lægges vægt på hensynet til stemmesedlens overskuelighed, hvilket hensyn efter omstændighederne vil kunne medføre, at en eller flere kolonner (til højre) på stemmesedlen lades tomme. I denne forbindelse bemærkes, at et kryds, der er placeret i en tom kolonne, skal betragtes som en listestemme for den pågældende kandidatliste.

6.9.2. Opslag

Foruden stemmesedler skal til brug for valget tilvejebringes opslag til ophængning i stemmelokalerne, jf. lovens § 51, stk. 3.

Opslag om kommunalbestyrelsesvalget skal være fremstillet af hvidt materiale, mens opslag om amtsrådsvalget skal være fremstillet af gult materiale.

6.10. Kandidatlisternes plakatopsætning ved offentlig gade eller vej m.v.

Vedrørende kandidatlisternes plakatopsætning ved offentlig gade eller vej m.v. gælder reglerne i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999), hvorefter der kræves vejbestyrelsens tilladelse til varig eller midlertidig anbringelse af bl.a. skilte. I Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 645 af 12. oktober 1989 som ændret ved bekendtgørelse nr. 828 af 25. november 1998 om valgagitation er det tilsvarende fastsat, at opslag af plakater o.lign. i valgagitatorisk øjemed på eller ud til offentlig gade, vej eller plads kun må finde sted, hvis ejerens skriftlige tilladelse foreligger.

Kommunalbestyrelsens afgørelse af, hvorvidt og i bekræftende fald på hvilke vilkår tilladelse til opslag af plakater på kommunens veje skal gives i henhold til vejloven og ovennævnte bekendtgørelse om valgagitation, skal træffes i overensstemmelse med almindelige grundsætninger om saglighed og ligelighed i forvaltningen.

En kommunalbestyrelse kan ikke fastsætte generelle regler om, at der ikke kan opsættes valgplakater på kommunens vejarealer. Kommunalbestyrelsen kan heller ikke i øvrigt følge en praksis, der medfører, at valgplakater ikke kan opsættes på kommunevejene, eller at valgplakater kun kan opsættes på sådanne veje, hvor det vil kunne påregnes, at opsætningen ikke vil have nogen effekt. Endvidere skal eventuelle regler eller retningslinier for plakatopsætning administreres på samme måde over for alle kandidatlister, der deltager i valget.

Om forbudet mod valgagitation i stemmelokalerne og andre steder i umiddelbar tilknytning hertil henvises til afsnit 7.5. nedenfor.

7. Afstemning på valgdagen

I hvert afstemningsområde foregår afstemningen på ét afstemningssted.

Overalt i landet begynder afstemningen kl. 9 og fortsætter til kl. 20, og så længe der endnu derefter indfinder sig vælgere for at stemme. Afstemningen sluttes, når ingen vælger tilkendegiver at ville stemme, uanset at der gives opfordring hertil, jf. lovens § 52, stk. 1.

Ingen vælger må således nægtes adgang til at stemme - heller ikke efter kl. 20 - såfremt vælgeren har indfundet sig for at stemme, inden afstemningen rent faktisk er sluttet. Dette gælder også, såfremt vælgeren har indfundet sig for at stemme efter kl. 20.

7.1. Kommunalbestyrelsens forberedelse af afstemningen

Kommunalbestyrelsen skal sørge for lokaler til afstemningen samt for det fornødne antal stemmerum og stemmekasser, jf. lovens § 51, stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i øvrigt sørge for, at der på hvert afstemningssted er truffet de fornødne forberedelser til afstemningen, jf. lovens § 51, stk. 4. Det indebærer, at kommunalbestyrelsen skal sørge for det fornødne antal valgborde m.v. med den fornødne bemanding. Loven indeholder ikke nærmere regler om, hvor mange valgborde, stemmerum og stemmekasser, der skal være på de enkelte afstemningssteder i forhold til antallet af vælgere ved de pågældende afstemningssteder, idet dette spørgsmål afgøres af kommunalbestyrelsen ud fra erfaringerne fra tidligere valg med, hvad der på de enkelte afstemningssteder må anses for fornødent, og hvad der under hensyn til de pladsmæssige forhold og antallet af tilforordnede vælgere, der vil kunne udpeges, må anses for muligt. Det bemærkes imidlertid, at det vil være hensigtsmæssigt at undgå et antal vælgere pr. bord (valgliste) på over 1.500, da dette normalt kan medføre kødannelse på visse tidspunkter under afstemningsforløbet.

Stemmerum og stemmekasser skal være indrettet som foreskrevet i lovens § 51, stk. 2. Stemmerum skal være forsynet med det fornødne udstyr til stemmeafgivning (skriveplade, blyant eller andet egnet skriveredskab).

På hvert afstemningssted (i hvert stemmelokale) skal være indrettet et stemmerum, hvor der er plads til, at tre personer kan opholde sig samtidig. Det følger af, at det er fastsat i loven, at hjælp til stemmeafgivningen, herunder til afkrydsning af stemmesedlen, som hovedregel skal ydes af to valgstyrere eller tilforordnede vælgere, jf. nedenfor i afsnit 7.3. Det nævnte særlige stemmerum skal tillige så vidt muligt have en sådan størrelse, at det kan benyttes af en vælger i kørestol.

Ved udpegning af bygninger/lokaler til brug ved afstemningen skal kommunalbestyrelsen i øvrigt tage hensyn til, at disse lokaliteter så vidt muligt skal være tilgængelige for kørestolsbrugere og andre stærkt bevægelseshæmmede.

I stemmelokalerne skal der være opslag, der angiver samtlige godkendte kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget med angivelse af de oplysninger, der er nævnt i lovens § 51, stk. 3.

Det vil være hensigtsmæssigt, såfremt der i stemmerummene er ophængt opslag med vejledning om fremgangsmåden ved selve stemmeafgivningen.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der på hvert afstemningssted er truffet de fornødne forberedelser til afstemningen, herunder at valgstyrerne og de tilforordnede vælgere er gjort bekendt med deres opgaver på valgdagen, jf. lovens § 51, stk. 4.

En række af den tidligere lovs detaljerede bestemmelser om, hvorledes opgaverne på afstemningsstedet skal varetages, herunder om opbevaring af nøglerne til stemmekasserne, er ikke medtaget i den gældende lov. Det forudsættes, at de nærmere regler i stedet fastsættes af kommunalbestyrelsen.

Vedrørende rygning i stemmelokalerne henvises til lov nr. 436 af 14. juni 1995 om røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende. Ifølge denne lovs § 2 skal hver kommunalbestyrelse med virkning senest fra den 1. januar 1996 fastsætte bestemmelser om røgfri miljøer i kommunale lokaler, hvortil offentligheden har adgang.

7.2. Den almindelige fremgangsmåde ved stemmeafgivningen

Den almindelige fremgangsmåde ved stemmeafgivningen er i lovens §§ 53 og 54 beskrevet således:

» § 53. Valgret udøves ved personligt fremmøde på afstemningsstedet. Vælgeren skal inden stemmeafgivningen aflevere sit valgkort til valglisteføreren. Har en vælger ikke medbragt valgkort, udskrives et valgkort. Vælgeren skal i øvrigt på forespørgsel give oplysning om navn, bopæl og fødselsdato. Hvis der er tvivl om en vælgers identitet, skal denne fastslås, om fornødent ved fremlæggelse af dokumentation herfor. Derefter, og når valglisteføreren har afmærket vælgerens navn på valglisten, udleveres til vælgeren én stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalget og én stemmeseddel til amtsrådsvalget.

Stk. 2. Såfremt en vælger kun ønsker at benytte den ene af de udleverede stemmesedler, skal den stemmeseddel, der ikke ønskes benyttet, tilbageleveres til den tilforordnede vælger, der registrerer stemmesedlen som tilbageleveret.

§ 54.

Stk. 1. Stemmeafgivningen sker i stemmerummet, hvor kun vælgeren må være til stede. På stemmesedlen sætter vælgeren et kryds ved en listebetegnelse eller et kandidatnavn.

Stk. 2. En vælger kan få ombyttet sin stemmeseddel, hvis den er fejlagtigt afkrydset eller ved uagtsomhed gjort ubrugelig. Ombytning kan ikke ske, efter at stemmesedlen er lagt i stemmekassen.

Stk. 3. Når stemmeafgivningen er foretaget, sammenfolder vælgeren stemmesedlen, således at ingen kan se, hvordan der er stemt. Derefter lægger vælgeren stemmesedlen i den stemmekasse, der er beregnet dertil, i overværelse af en tilforordnet vælger.« Ved afstemningen i Københavns og Frederiksberg Kommuner skal kun udleveres en stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalget. Det er ikke fundet nødvendigt at indsætte en udtrykkelig regel herom i loven. Opmærksomheden henledes på, at vælgere, der har afgivet en brevstemme, der er taget i betragtning, ikke kan stemme til det eller de pågældende valg ved afstemningen på valgdagen, jf. lovens § 73. 7.3. Reglerne om hjælp til stemmeafgivningen Vælgere, der på grund af manglende førlighed, svagelighed eller lignende ikke kan bevæge sig ind i stemmelokalet eller stemmerummet eller i øvrigt foretage stemmeafgivningen på den foreskrevne måde, kan forlange fornøden hjælp til stemmeafgivningen. Der kan i forbindelse hermed ske de fornødne lempelser i den foreskrevne fremgangsmåde, jf. lovens § 55, stk. 1. Hjælp til stemmeafgivning skal ydes af to valgstyrere eller tilforordnede vælgere. Blinde eller svagsynede vælgere kan dog i stedet for forlange hjælp af en person, der er udpeget af vælgeren selv, jf. lovens § 55, stk. 2. Hjælp til afkrydsning af stemmesedlen kan kun ydes, såfremt vælgeren umiddelbart over for dem, der yder hjælp, utvetydigt kan tilkendegive, på hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren ønsker at stemme, jf. lovens § 55, stk. 3. En af vælgeren medbragt håndskrevet eller maskinskrevet seddel om, hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren ønsker at stemme på, kan ikke anses for en umiddelbar tilkendegivelse. En vælger skal om fornødent have adgang til at afgive stemme umiddelbart uden for stemmelokalet, f.eks. i en bil parkeret ved afstemningsstedet. To valgstyrere eller tilforordnede vælgere skal i så fald bringe stemmesedlerne ud til vælgeren og - efter at vælgeren har stemt og sammenfoldet stemmesedlerne - bringe stemmesedlerne tilbage til stemmelokalet. Stemmesedlerne skal være nedlagt i transportable stemmekasser. Det må nøje iagttages, at stemmeafgivningen sker på betryggende måde, således at de pågældende vælgere ikke udsættes for nogen påvirkning med hensyn til, hvordan de skal stemme, og således at ingen får lejlighed til at gøre sig bekendt med, hvordan der er stemt. Hvis en vælger, der afgiver stemme umiddelbart uden for stemmelokalet, skal have hjælp til afkrydsning af stemmesedlen, må alene enten de to valgstyrere eller tilforordnede vælgere, der yder hjælpen, eller for så vidt angår blinde eller svagsynede vælgere, den af vælgeren selv udpegede hjælper medvirke ved og gøre sig bekendt med vælgerens stemmeafgivning. I øvrigt henvises til bestemmelsen i lovens § 57, hvoraf følger, at de, der forestår afstemningen, ikke under afstemningen må give en vælger råd eller opfordring med hensyn til, hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren skal stemme på. De, der medvirker ved afstemningen, har endvidere tavshedspligt med hensyn til, hvad de måtte erfare om en vælgers stemmeafgivning. 7.4. Opretholdelse af ro og orden i stemmelokalerne Ifølge lovens § 56 kan valgstyrerne bestemme, at der i stemmelokalet foruden de personer, der forestår afstemningen, kun må opholde sig vælgere, der skal afgive stemme. Endvidere kan valgstyrerne begrænse antallet af tilstedeværende vælgere, når ordensmæssige hensyn kræver det. De tilstedeværende skal rette sig efter valgstyrernes anvisninger. Reglerne i den tidligere lov, hvorefter de opstillede kandidater og to stillere for hver kandidatliste havde en særlig ret til at opholde sig i stemmelokalet, er ophævet. Det er dog ikke hermed tilsigtet at ændre eventuelle lokale traditioner for kandidaters og stilleres tilstedeværelse på afstemningsstederne, men spørgsmålet om de pågældendes adgang til at være til stede vil alene bero på valgstyrernes beslutning. Borgmesteren betragtes som hørende til den persongruppe, der forestår afstemningen, og har dermed ret til at opholde sig i stemmelokalerne. 7.5. Valgagitation ikke tilladt i stemmelokalerne m.v. Valgstyrerne skal påse, at vælgerne ikke udsættes for valgagitation i stemmelokalerne eller andre steder i umiddelbar tilknytning hertil, jf. lovens § 56. Det følger endvidere af almindelige valgretlige grundsætninger om neutralitet med hensyn til de ydre omstændigheder ved valghandlingens afvikling, at valgstyrerne skal sikre, at vælgerne kan afgive deres stemme uden umiddelbart forinden at blive udsat for nogen form for holdningsmæssig påvirkning. Der må således ikke uddeles propagandamateriale eller ophænges valgplakater eller på anden måde udøves egentlig valgagitation i de nævnte lokaliteter eller de umiddelbare adgangsveje hertil, f. eks. gange, trapper samt efter omstændighederne skolegårde og lignende, jf. nedenfor. Det er i loven forudsat, at valgstyrerne alene skrider ind i tilfælde af manifestationer af en vis pågående karakter. Således vil det forhold, at vælgere, der møder op for at afgive stemme, bærer emblemer, mærkater eller lignende, hvorpå der er trykt opfordring til at stemme på en bestemt kandidatliste eller en bestemt kandidat, ikke i sig selv i almindelighed give grundlag for indskriden fra valgstyrerne. Derimod skal de personer, der deltager i afstemningens afvikling, helt undlade at bære de nævnte emblemer, mærkater eller lignende. Disse personer må heller ikke bære mærkater, emblemer eller lignende, der angiver stillingtagen til aktuelle politiske spørgsmål eller i øvrigt giver udtryk for en bestemt politisk holdning eller lignende. Det er ikke i strid med de nævnte grundsætninger at bære dannebrogsemblemer eller lignende eller at flage med dannebrogsflag. Valgstyrerne skal i øvrigt påse, at vælgerne har uforstyrret adgang til og fra stemmelokalerne. En placering af valgplakater m.v. på afstemningsstedets matrikel (f.eks. i en skolegård) er ikke i sig selv i strid med lovens § 56, idet det afgørende efter loven er, om der er tale om valgagitation på »steder i umiddelbar tilknytning« til stemmelokalerne. Valgagitation skal imidlertid foregå i en så passende afstand fra indgangsdøren til den bygning, hvori stemmelokalerne er beliggende, at der ikke er tale om »steder i umiddelbar tilknytning« til stemmelokalerne. Er der tale om en større bygning med flere indgangsdøre, er den eller de i denne sammenhæng relevante indgangsdøre dem, der er beregnet til benyttelse af vælgerne, når de møder frem for at afgive stemme på valgdagen. Det beror på en vurdering af de konkrete adgangsforhold til bygningen med stemmelokalerne, hvad der må anses for passende afstand. Det tilkommer imidlertid kommunalbestyrelsen som ejer, evt. bruger, af den matrikel, hvor bygningen med stemmelokaler er beliggende, at afgøre, om der i det hele taget skal gives tilladelse til valgagitation på afstemningsstedets matrikel, uanset om en sådan valgagitation ikke måtte være i strid med forbudet mod valgagitation i stemmelokalerne og andre steder i umiddelbar tilknytning hertil. Områder på eller ud til offentlig gade eller vej anses ikke for at være omfattet af forbudet mod valgagitation i stemmelokalerne og andre steder i umiddelbar tilknytning hertil uanset nærheden til indgangsdøren til bygningen med stemmelokaler. Om kommunalbestyrelsens tilladelse til opsætning af valgplakater på kommunens vejarealer henvises til afsnit 6.10. ovenfor. 7.6. Indsamlinger på afstemningsstederne Kommunalbestyrelsen afgør, hvorvidt anmodninger om tilladelse til indsamlinger til velgørende formål (Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp m.v.) på valgdagen i forbindelse med de enkelte afstemningssteder skal imødekommes. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse hermed stille betingelser vedrørende indsamlingsbøssernes størrelse og placering m.v. Indsamlingsbøsserne skal selvsagt placeres uden for stemmelokalerne. Det må i øvrigt forudsættes, at eventuelle indsamlinger tilrettelægges således, at de ikke på nogen måde kan forstyrre valghandlingen, herunder besværliggøre adgangen til stemmelokalerne. Kommunalbestyrelsens afgørelse af, hvorvidt og i bekræftende fald på hvilke vilkår sådanne tilladelser skal gives, skal træffes i overensstemmelse med almindelige grundsætninger om saglighed og ligelighed i forvaltningen med henblik på at sikre afstemningens uforstyrrede varetagelse. 7.7. Andre afstemninger samtidig med valg Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der i forbindelse med valget skal afholdes en særlig lokal afstemning, herunder valg til ældreråd. En forudsætning herfor er, at afstemningen tilrettelægges således, at den foregår tydeligt og klart adskilt fra valget, herunder med særskilte valgborde, stemmerum og stemmekasser og så vidt muligt i adskilte lokaler med særskilte adgangsveje til de pågældende stemmelokaler. Afstemningen skal herudover tilrettelægges således, at den ikke kan virke forstyrrende på vælgernes adgang til at afgive stemme ved valget eller på gennemførelsen af valget i øvrigt, og således, at valget har første prioritet i forhold til den lokale afstemning. 7.8. Exit polls Loven indeholder ikke bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser der kan foretages meningsmålinger på afstemningsstederne på valgdagen, efter at vælgerne har afgivet deres stemme (exit polls). Det følger af almindelige valgretlige grundsætninger om neutralitet med hensyn til de ydre omstændigheder ved valghandlingens afvikling, at vælgerne skal kunne afgive deres stemme uden umiddelbart forinden at blive udsat for nogen form for holdningsmæssig påvirkning. Der må således ikke på valgdagen foretages meningsmålinger i stemmelokalerne eller på steder i umiddelbar tilknytning hertil. Afholdes meningsmålingen uden for stemmelokalerne og steder i umiddelbar tilknytning hertil, er der efter de nævnte almindelige valgretlige grundsætninger om neutralitet ikke noget i vejen herfor, såfremt det sikres, at der først rettes henvendelse til vælgerne, efter at disse har afgivet deres stemme. Afholdes meningsmålingen inden for afstemningsstedets matrikel og ikke på områder på eller ud til offentlig gade eller vej, kan meningsmålingen kun foretages med kommunalbestyrelsens tilladelse. Kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvorvidt og i bekræftende fald på hvilke vilkår sådan tilladelse skal gives, skal træffes i overensstemmelse med almindelige grundsætninger om saglighed og ligelighed i forvaltningen med henblik på at sikre afstemningens uforstyrrede varetagelse. Kommunalbestyrelsen må således ikke ud fra et ønske om at forhindre afholdelsen af sådanne meningsmålinger give afslag eller betinge en tilladelse af, at resultatet først offentliggøres efter afstemningens afslutning. Meningsmålinger på områder på eller ud til offentlig gade eller vej kan derimod foretages uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Det tilføjes, at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke kan udledes et forbud mod offentliggørelse af sådanne meningsmålinger, inden afstemningen på valgdagen er afsluttet, af forbuddet i loven mod foretagelse af stemmeoptælling og offentliggørelse af resultatet inden kl. 20 på valgdagen. 7.9. Pressens adgang til stemmelokalerne Det er valgstyrerne på vedkommende afstemningssted, der som ansvarlige for gennemførelsen af afstemningen på valgdagen afgør, hvorvidt og på hvilken måde pressen, herunder et tv-reportagehold, skal have adgang til et stemmelokale. Det påhviler valgstyrerne at sikre, at pressen ikke får adgang til stemmelokalerne på en måde, der strider mod stemmehemmeligheden. Pressen må således under ingen omstændigheder få adgang til at overvære en vælgers stemmeafgivning i stemmerummet, hvor kun vælgeren og de, der må yde fornøden hjælp til stemmeafgivningen, må være tilstede, jf. lovens § 54, stk. 1 og § 55, eller i de tilfælde, hvor vælgeren gives adgang til at foretage stemmeafgivning uden for stemmelokalet, jf. lovens § 55 få adgang til at overvære en vælgers stemmeafgivning uden for stemmelokalet på en sådan måde, at pressen kan se, hvorledes vælgeren har stemt. Pressen må heller ikke, når stemmeafgivningen er foretaget, få adgang til at se, hvorledes vælgeren har stemt, inden vælgeren lægger stemmesedlen i stemmekassen, da vælgeren i disse tilfælde skal sammenfolde stemmesedlen således, at ingen kan se, hvorledes der er stemt, jf. lovens § 54, stk. 3. Dette gælder, uanset om vælgeren udtrykkeligt ønsker, at andre kan se, hvorledes vælgeren har stemt. Det påhviler endvidere valgstyrerne at sikre, at pressen ikke får adgang til stemmelokalerne på en måde, der strider mod den valgretlige grundsætning om neutralitet med hensyn til de ydre omstændigheder ved valghandlingens afvikling og mod forbudet mod valgagitation, jf. afsnit 7.5. og 7.8. ovenfor. Det må således sikres, hvis der gives tilladelse hertil, at der først rettes henvendelse til vælgerne, efter at disse har afgivet deres stemme, at vælgerne kun afbildes/medvirker i reportagen efter eget ønske, og at reportagen fra stemmelokalerne ikke får karakter af valgagitation over for de tilstedeværende vælgere i lokalet. Valgstyrernes afgørelse af, hvorvidt og i bekræftende fald på hvilke vilkår sådanne tilladelser skal gives, skal træffes i overensstemmelse med almindelige grundsætninger om saglighed og ligelighed i forvaltningen med henblik på at sikre afstemningens uforstyrrede varetagelse. 8. Brevstemmeafgivning 8.1. De generelle regler om brevstemmeafgivning her i landet Reglerne om brevstemmeafgivning her i landet findes i lovens §§ 59-62 og §§ 66-68. Efter disse bestemmelser kan enhver vælger, der er forhindret i at møde frem til afstemningen på valgdagen, afgive brevstemme på ethvert folkeregister fra og med tirsdag den 21. august 2001 (den 3. tirsdag i august måned i valgåret), dog senest lørdagen før valgdagen. De sidste 3 uger før valgdagen, dog senest lørdagen før valgdagen, kan visse nærmere angivne grupper af vælgere afgive brevstemme på sygehuse, på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Endelig kan vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet, brevstemme i deres eget hjem, medmindre de har mulighed for at stemme på sygehuse, på plejehjem m.v. eller i ældreboliger. Om stemmeafgivning på mindre øer, se nedenfor i afsnit 8.5. Ved brevstemmeafgivningen må kun anvendes det brevstemmemateriale, der er tilvejebragt ved Indenrigsministeriets foranstaltning, jf. afsnit 8.7.2. og afsnit 9.2.2. nedenfor. Brevstemmematerialet til brug ved brevstemmeafgivning til kommunale valg, jf. dog afsnit 8.6.4., består af 1) en grå stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalget med tilhørende blå konvolut, 2) en gul stemmeseddel til amtsrådsvalget med tilhørende gul konvolut, 3) et følgebrev samt 4) en blå yderkuvert. Stemmesedlerne er forsynet med tre rubrikker til angivelse af henholdsvis bogstavbetegnelse, listebetegnelse (partinavn) og kandidatnavn, og påtrykt ordene »Stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalg« henholdsvis »Stemmeseddel til amtsrådsvalg«. Konvolutterne er foruden en kortfattet vejledning påtrykt ordene »Stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalg« henholdsvis »Stemmeseddel til amtsrådsvalg«. Til brug for de kommunale valg den 20. november 2001 har Indenrigsministeriet ladet fremstille et nyt oplag af brevstemmematerialet. For så vidt angår det hidtidige oplag af brevstemmematerialet har Indenrigsministeriet ladet den gule konvolut til stemmesedlen til amtsrådsvalg i restbeholdningen hos Lyreco Danmark A/S udskifte med en ny gul konvolut. Til de kommunale valg den 20. november 2001 må kun det nye oplag af brevstemmematerialet eller det hidtidige oplag, hvor den gule konvolut er udskiftet, benyttes. Eventuelle restbeholdninger af brevstemmemateriale fra de kommunale valg i 1997 eller tidligere kommunale valg, som kommunalbestyrelsen måtte ligge inde med, kan ikke benyttes til de forestående kommunale valg, men skal kasseres. Brevstemmematerialet kan rekvireres hos Lyreco Danmark A/S, Fabriksparken 54-56, Postboks 1332, 2600 Glostrup, tlf. 43 45 15 16, telefax 43 45 19 99. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den fornødne beholdning af brevstemmemateriale er til stede, når brevstemmeafgivningen på folkeregistret kan gå i gang fra og med tirsdag den 21. august 2001. Indenrigsministeriet er opmærksomt på, at kommunalbestyrelserne ikke har haft mulighed for at leve op til den nye bestemmelse i lovens § 66, stk. 2, om, at brevstemmematerialet skal findes på folkeregistrene senest fra den 3. tirsdag i maj måned i valgåret. Indenrigsministeriet har i medfør af lovens § 66, stk. 3, bestemt, at det følgebrev, som kommunalbestyrelsen kan udskrive fra Kommunedata A/S´s valgudskrivningssystem, samt den yderkuvert, der er afpasset efter dette følgebrev, skal sidestilles med følgebreve og yderkuverter tilvejebragt af Indenrigsministeriet. Disse følgebreve og yderkuverter kan anvendes ved den brevstemmeafgivning, der forestås af kommunalbestyrelserne, dvs. på folkeregistrene, på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem. 8.2. Særligt om brevstemmeafgivning på folkeregistrene Det er kommunalbestyrelsens ansvar at tilrettelægge og gennemføre brevstemmeafgivning på folkeregistrene. Enhver vælger, der er forhindret i at møde frem til afstemningen på valgdagen, kan afgive brevstemme på ethvert folkeregister fra den 3. tirsdag i august måned i valgåret, dog senest lørdagen før valgdagen, jf. lovens §§ 59 og 62. Ved en lovændring i 2001 er perioden, inden for hvilken der kan afgives brevstemme på folkeregistrene, forlænget, idet der nu fra den 3. tirsdag i august måned i valgåret mod hidtil fra 3 uger før valgdagen kan brevstemmes på folkeregistrene. Brevstemmeafgivning kan således finde sted på folkeregistrene fra og med tirsdag den 21. august 2001 til og med lørdag den 17. november 2001. Bestemmelsen om, at der på folkeregistrene kan afgives stemme fra og med den 3. tirsdag i august måned i valgåret, indebærer, at der fra og med denne dag inden for almindelig ekspeditionstid skal være personale til stede, der kan fungere som brevstemmemodtagere for de vælgere, der måtte henvende sig for at afgive brevstemme. Uanset normal lørdagslukning skal folkeregistrene holdes åbne for brevstemmeafgivning i mindst nogle timer den sidste lørdag før fristens udløb, dvs. lørdag den 17. november 2001. Det vil i øvrigt kunne være hensigtsmæssigt, såfremt folkeregistrene holdes åbne nogle timer på andre lørdage i det tidsrum, hvor der kan afgives brevstemme. Indenrigsministeriet har ikke fastsat nærmere regler om fremgangsmåden m.v. ved brevstemmeafgivning på folkeregistrene. Brevstemmeafgivningen skal derfor foregå direkte på grundlag af lovens regler. I lovens § 67 er fremgangsmåden ved brevstemmeafgivning beskrevet således: » § 67. Vælgere, der ønsker at brevstemme, skal vise fornøden legitimation til brevstemmemodtageren. Herefter udleveres brevstemmematerialet, jf. § 66.

Stk. 2. På stemmesedlen anfører vælgeren listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste, der er opstillet i den kommune henholdsvis amtskommune, hvor vælgeren er optaget på valglisten. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i den pågældende kommune henholdsvis amtskommune, anfører vælgeren navnet på kandidaten, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, kandidaten er opstillet på.

Stk. 3. Vælgeren udfylder stemmesedlen uden overværelse af andre og lægger den i konvolutten. Derefter udfylder vælgeren følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtageren, der attesterer stemmeafgivningen.

Stk. 4. Hvis vælgeren ikke er i stand til at udfylde stemmesedlen eller udfylde og underskrive følgebrevet, skal stemmemodtageren yde den fornødne hjælp, jf. dog stk. 5. Er der ydet hjælp, skal dette fremgå af følgebrevet.

Stk. 5. Hjælp til udfyldning af stemmesedlen kan kun ydes, såfremt vælgeren umiddelbart over for den, der yder hjælp, utvetydigt kan tilkendegive, på hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren ønsker at stemme.

Stk. 6. Konvolutten med stemmeseddel samt følgebrevet lægges i yderkuverten, der sendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vælgeren er optaget på valglisten. På yderkuverten skal angives vælgerens navn, fødselsdato og bopæl.« Den almindelige fremgangsmåde modificeres i følgende tilfælde: 1) En vælger, der bor i Københavns eller Frederiksberg Kommuner (hvilket vil fremgå af den foreviste legitimation), skal kun udfylde stemmesedlen til kommunalbestyrelsesvalget. Forinden brevstemmematerialet udleveres til disse vælgere, skal stemmesedlen til amtsrådsvalget og den tilhørende konvolut udtages af stemmematerialet og straks tilintetgøres. 2) Hvis en vælger, der ikke bor i Københavns eller Frederiksberg Kommuner, alene ønsker at afgive stemme enten til kommunalbestyrelsesvalget eller amtsrådsvalget, kan vælgeren enten undlade at udfylde den pågældende stemmeseddel og i øvrigt følge den almindelige fremgangsmåde ved brevstemmeafgivning, eller tilbagelevere den ubenyttede stemmeseddel med tilhørende konvolut, der straks tilintetgøres som nævnt ovenfor. Det vil være hensigtsmæssigt, at der på folkeregistrene så vidt muligt indrettes stemmerum, hvor vælgeren kan foretage stemmeafgivningen. Et bord eller en pult, der er enligtstående, vil dog også kunne benyttes. Der er ingen bestemmelse om valgagitation ved brevstemmeafgivning svarende til lovens § 56, 3. pkt., vedrørende valgagitation i stemmelokaler på valgdagen. Det følger imidlertid af almindelige valgretlige grundsætninger om neutralitet med hensyn til de ydre omstændigheder ved valghandlingens afvikling, at en kommunalbestyrelse som ansvarlig myndighed for afholdelse af brevstemmeafgivning skal sikre, at vælgerne kan afgive deres stemme uden umiddelbart forinden at blive udsat for nogen form for holdningsmæssig påvirkning, herunder påvirkning, der ikke kan karakteriseres som valgagitation. Kommunalbestyrelsen skal derfor sikre, at der i de lokaler, hvor brevstemmeafgivningen finder sted, ikke er fremlagt materiale med nogen form for holdningsmæssig påvirkning i forbindelse med valget, herunder påvirkning, der ikke kan karakteriseres som valgagitation. Når den enkelte vælger har afsluttet sin stemmeafgivning, vil det være hensigtsmæssigt, at brevstemmen (yderkuvert med indhold) i vælgerens påsyn nedlægges i en særlig brevstemmekasse, således at én stemmekasse er beregnet til »indenbys« brevstemmer, dvs. brevstemmer, der ikke skal forsendes med postvæsenet, mens en anden stemmekasse er beregnet til »udenbys« brevstemmer, dvs. brevstemmer, der skal forsendes med postvæsenet. Efter loven gælder der ikke nogen regel om, at der ved brevstemmeafgivning på folkeregistrene skal være to stemmemodtagere. Det vil dog være hensigtsmæssigt, at der er mindst to stemmemodtagere til stede for det tilfælde, at en vælger skal have hjælp til at udfylde stemmesedlen. I så fald kan to stemmemodtagere medvirke ved brevstemmeafgivningen. De stemmemodtagere, der har ydet hjælp, påtegner følgebrevet med »Hjælp ydet til udfyldelse af stemmesedlen«, eller lignende efterfulgt af deres underskrifter eller initialer. Den ene af stemmemodtagerne attesterer følgebrevet. I tilfælde, hvor vælgeren ikke er i stand til egenhændigt at underskrive følgebrevet, kan ligeledes medvirke to stemmemodtagere. Den ene stemmemodtager underskriver i dette tilfælde på det sted på følgebrevet, der er beregnet til vælgerens underskrift, med sit eget navn efterfulgt af ordet »for« og vælgerens navn, mens den anden stemmemodtager underskriver attesten. I loven er det forudsat, at vælgeren selv udfylder følgebrevet og yderkuverten, herunder rubrikken på bagsiden. Der er dog intet til hinder for, at stemmemodtageren er vælgeren behjælpelig med - på grundlag af den foreviste legitimation - at udfylde følgebrevet og rubrikken på yderkuvertens bagside med vælgerens fulde navn, fødselsdato og bopæl samt foretage adressering på yderkuverten til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vælgeren er optaget på valglisten (er tilmeldt folkeregistret). Brevstemmeafgivning på folkeregistret kan foretages uden for folkeregistrets lokaler, f.eks. på parkeringspladsen ved folkeregistret (»vognbrevstemme«). En vælger har dog ikke krav på at kunne brevstemme uden for folkeregistrets lokaler. De godkendte kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget, herunder samtlige kandidaters navne, samt oplysning om anmeldte listeforbund og valgforbund skal af kommunalbestyrelsen bekendtgøres ved opslag i kommunens folkeregister snarest efter udløbet af fristen for anmeldelse af listeforbund og valgforbund mandag den 29. oktober 2001 kl. 12, jf. lovens § 43. Vælgerne har fra dette tidspunkt, dvs. fra tirsdag den 30. oktober 2001, i forbindelse med brevstemmeafgivningen lejlighed til at gøre sig bekendt med de nævnte opslag. Der henvises til afsnit 6.8. ovenfor. En vælger, der ønsker at afgive brevstemme inden da eller at afgive brevstemme på et andet folkeregister end det, der er beliggende i den kommune henholdsvis amtskommune, hvor vælgeren har fast bopæl, dvs. er tilmeldt folkeregistret, forudsættes selv at være bekendt med, hvilke kandidatlister og eventuelt kandidater der forventes at blive eller er opstillet til valget i den kommune henholdsvis amtskommune, hvor vælgeren har fast bopæl. Indenrigsministeriet har med henblik på fremlæggelse i folkeregistrene udsendt en vejledning om brevstemmeafgivning på folkeregistrene til de kommunale valg. Vejledningen er udsendt til brug for de vælgere, der ikke har lejlighed til at gøre sig bekendt med opslagene over godkendte kandidatlister, herunder samtlige kandidaters navne. Vejledningen indeholder bl.a. en fortegnelse over de bogstavbetegnelser, der skal tildeles kandidatlister for partier, der pr. 1. august 2001 er opstillingsberettiget til folketingsvalg, og for det tyske mindretals parti. Fortegnelsen er gengivet i afsnit 6.6. ovenfor. Vejledningen indeholder endvidere en angivelse af, at fortegnelsen ikke viser, om de nævnte partier opstiller til valget i den kommune henholdsvis amtskommunen, hvor vælgeren har fast bopæl, og at fortegnelsen ikke udelukker, at der i kommunen henholdsvis amtskommunen kan være eller blive opstillet andre kandidatlister. Opmærksomheden henledes på, at stemmemodtagerne ikke i forbindelse med brevstemmeafgivningen må give en vælger råd eller opfordring med hensyn til, hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren skal stemme på. De må ikke over for uvedkommende oplyse, om en vælger har afgivet brevstemme, eller i øvrigt oplyse forhold vedrørende en vælgers stemmeafgivning. Der henvises herved til lovens § 68. Efter lovens § 67, stk. 3, 1. pkt., udfylder vælgeren stemmesedlen uden overværelse af andre og dermed, uden at andre kan se, hvorledes vælgeren har stemt. Reglen gælder også ved brevstemmeafgivning på folkeregistre. Reglen gælder også i tilfælde, hvor pårørende eller andre, herunder repræsentanter for pressen, er til stede i folkeregistret, mens brevstemmeafgivningen finder sted. Reglen gælder, uanset om det er vælgerens ønske, at andre kan se, hvorledes vælgeren har stemt. Kommunalbestyrelsen skal påse, at denne regel overholdes ved brevstemmeafgivning på kommunens folkeregister. Der er endvidere kommunalbestyrelsen, der afgør, hvorvidt og i bekræftende fald på hvilke vilkår pressen skal have adgang til folkeregistret i forbindelse med stemmeafgivningen, jf. afsnit 7.9. ovenfor. 8.3. Særligt om brevstemmeafgivning på sygehuse og i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene Brevstemmeafgivning på nævnte institutioner gennemføres ved institutionens egen foranstaltning. Nærmere regler om afstemningens tilrettelæggelse og gennemførelse er fastsat i Indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 300 og 302 af 17. maj 1989 om brevstemmeafgivning på sygehuse henholdsvis i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. 8.4. Særligt om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem Det er kommunalbestyrelsens ansvar at tilrettelægge og gennemføre brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem. Nærmere regler herom er fastsat i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 170 af 22. marts 1999 som ændret ved bekendtgørelse nr. 304 af 3. maj 2001 om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem og bekendtgørelse nr. 171 af 22. marts 1999 som ændret ved bekendtgørelse nr. 305 af 3. maj 2001 om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger, hvortil der henvises. Opmærksomheden henledes særligt på den fortegnelse over kommunalbestyrelsens opgaver, som er opregnet i § 3 i de nævnte bekendtgørelser. Om de ændringer i forhold til hidtil gældende regler, der er gennemført ved disse to bekendtgørelser og de to ændringsbekendtgørelser, henvises til bilag 2 til vejledningen. 8.4.1. Betingelserne for brevstemmeafgivning For så vidt angår brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger gælder, at enhver vælger, der er optaget i en af de institutioner m.v., der er nævnt i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 171 af 22. marts 1999, kan afgive brevstemme i institutionen m.v. Vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet, kan brevstemme i hjemmet, medmindre de har mulighed for at stemme på en af de institutioner m.v., der er nævnt i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 171 af 22. marts 1999. Sidste frist for at indgive anmodning om at brevstemme i hjemmet er torsdag den 8. november 2001 kl. 18 (tolv dage før valgdagen). Anmodningen kan tidligst indgives tirsdag den 23. oktober 2001 (4 uger før valgdagen). Anmodningen skal indgives til folkeregistret i opholdskommunen på et særligt ansøgningsskema, der udleveres af folkeregistret, og som folkeregistret kan rekvirere hos Lyreco Danmark A/S, Fabriksparken 54-56, Postboks 1332, 2600 Glostrup, tlf. 43 45 15 16, telefax 43 45 19 99. Det er tillige muligt at hente skemaet på Indenrigsministeriets hjemmeside, der findes på adressen www.inm.dk. Opmærksomheden henledes på, at det i bekendtgørelse nr. 170 af 22. marts 1999 om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem er fastsat, at kommunalbestyrelsen på forskellig måde, herunder ved annoncering i de stedlige dagblade eller lokalaviser, skal sørge for, at vælgerne bliver gjort bekendt med muligheden for at brevstemme i hjemmet og om de nærmere betingelser herfor. Det er ligeledes fastsat, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at vælgere, der modtager personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet eller hjemmesygepleje, og som må antages at opfylde betingelserne for at stemme i hjemmet, får udleveret et ansøgningsskema af den person, der yder den personlige og praktiske hjælp m.v., eller af hjemmesygeplejersken eller en anden aktivt udøvende i kommunens hjemmesygeplejerskeordning, som om fornødent yder vælgeren bistand med at udfylde og indsende skemaet. Brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem kan finde sted inden for de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest lørdagen før valgdagen, det vil sige fra og med tirsdag den 30. oktober 2001 og til og med lørdag den 17. november 2001 . Brevstemmeafgivning de nævnte steder må dog først gennemføres på et tidspunkt, hvor fortegnelserne over de godkendte kandidatlister, herunder samtlige kandidaters navne, samt oplysning om anmeldte listeforbund og valgforbund såvel til kommunalbestyrelsesvalget som til amtsrådsvalget foreligger. De nævnte fortegnelser skal foreligge snarest efter mandag den 29. oktober 2001 kl. 12, hvor fristen for anmeldelse af listeforbund og valgforbund udløber. Der henvises til afsnit 6.8. ovenfor. 8.4.2. Udpegning af stemmemodtagere Hvervene som stemmemodtagere ved brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem skal varetages af to tilforordnede vælgere, der er valgt af kommunalbestyrelsen, jf. afsnit 5.3. ovenfor. Ved en lovændring i 2001 er det dog fastsat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en af stemmemodtagerne er en person udpeget blandt personale ansat i kommunens forvaltning. Bestemmelsen giver mulighed for, men ikke nogen pligt for kommunalbestyrelsen til at træffe bestemmelse herom. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at den ene af stemmemodtagerne ved brevstemmeafgivning bestemte steder, f.eks. i vælgerens hjem, og ikke ved brevstemmeafgivning andre steder er en person udpeget blandt ansatte i kommunens forvaltning. Kommunalbestyrelsen kan også bestemme, at en sådan ordning skal gælde generelt for al brevstemmeafgivning de nævnte steder. Ved den lovændring i 1989, hvorved det blev bestemt, at visse opgaver som brevstemmemodtager skal varetages af tilforordnede vælgere, er det tilsigtet, at eventuel bistand til vælgernes stemmeafgivning på plejehjem m.v. og i vælgerens hjem ligesom ved stemmeafgivning på valgdagen skal ydes af to tilforordnede vælgere. Ved 1989-lovændringen er det derfor forudsat, at de tilforordnede vælgere, der skal fungere som brevstemmemodtagere, bliver udpeget blandt de tilforordnede vælgere efter samme principper som de tilforordnede vælgere (eventuelt valgstyrere), der udpeges til på valgdagen at yde hjælp til stemmeafgivningen til de vælgere, der har brug herfor og fremsætter anmodning herom. Det vil ikke være i overensstemmelse med forudsætningerne for 1989-lovændringen, såfremt stemmemodtagerne ved brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem udpeges blandt tilforordnede vælgere, der er ansat i kommunens forvaltning, herunder folkeregistret, med henblik på, at brevstemmeafgivningen de nævnte steder som før 1989-lovændringen kan gennemføres alene med kommunalt ansat personale som stemmemodtagere. Ved 2001-lovændringen er der som nævnt åbnet mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at den ene af de to stemmemodtagere ikke er en tilforordnet vælger, men en person udpeget blandt personale ansat i kommunens forvaltning. Den nævnte forudsætning fra 1989-lovændringen gælder fortsat for den af de to stemmemodtagere, der er udpeget blandt de tilforordnede vælgere. Opmærksomheden henledes på, at Indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 170 og 171 af 22. marts 1999 som ændret ved bekendtgørelser nr. 304 henholdsvis nr. 305 af 3. maj 2001 indeholder en række begrænsninger i, hvem der kan udpeges som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem. Kandidater til valget kan ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager. Desuden kan personer, der er ansat i kommunen til at yde personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet, samt hjemmesygeplejersker og andre aktivt udøvende i kommunens hjemmesygeplejerskeordning ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager i vælgerens hjem eller på de plejehjem m.v. og i de ældreboliger, hvor de gør tjeneste. For så vidt angår brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger gælder den særlige begrænsning, at ansatte i vedkommende institution ikke kan udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager. De nævnte begrænsninger gælder, uanset om de pågældende i øvrigt måtte være valgt som tilforordnede eller udpeget blandt personale ansat i kommunens forvaltning. I tilfælde, hvor begge stemmemodtagere er udpeget blandt de tilforordnede vælgere, skal hver af de to stemmemodtagere så vidt muligt være udpeget af forskellige grupper i kommunalbestyrelsen. 8.4.3. Gennemførelse af brevstemmeafgivning Det er fastsat i Indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 170 og 171 af 22. marts 1999, at vælgerne i forbindelse med brevstemmeafgivningen skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med en fortegnelse over de godkendte kandidatlister, herunder samtlige kandidaters navne, samt oplysning om anmeldte listeforbund og valgforbund såvel til kommunalbestyrelsesvalget som til amtsrådsvalget. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at stemmemodtagerne bliver forsynet med den nævnte fortegnelse. Der henvises til afsnit 6.8. og afsnit 8.4.1, sidste afsnit. Opmærksomheden henledes på, at stemmemodtagerne ikke i forbindelse med brevstemmeafgivningen må give en vælger råd eller opfordring med hensyn til, hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren skal stemme på. De må ikke over for uvedkommende oplyse, om en vælger har afgivet brevstemme, eller i øvrigt oplyse forhold vedrørende en vælgers stemmeafgivning. Der henvises herved til lovens § 68. Det er fastsat i Indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 170 og 171 af 22. marts 1999, at pårørende, besøgende eller andre, bortset fra stemmemodtagerne, ikke må være til stede i det lokale, hvor brevstemmeafgivningen finder sted, medmindre vælgeren udtrykkeligt tilkendegiver sit ønske herom. Stemmemodtagerne skal påse, at denne regel overholdes. Efter lovens § 67, stk. 3, 1. pkt., udfylder vælgeren stemmesedlen uden overværelse af andre og dermed, uden at andre kan se, hvorledes vælgeren har stemt. Reglen gælder også ved brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem. Reglen gælder også i tilfælde, hvor pårørende eller andre, herunder repræsentanter for pressen, efter vælgerens udtrykkelige ønske herom, er til stede i det lokale, hvor brevstemmeafgivningen finder sted. Reglen gælder, uanset om det er vælgerens ønske, at andre kan se, hvorledes vælgeren har stemt. Stemmemodtagerne skal påse, at denne regel overholdes. 8.5. Særligt om brevstemmeafgivning på mindre øe r Vælgere, der har bopæl på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemningsområde, kan afgive brevstemme på øen til en eller flere vælgere, som kommunalbestyrelsen har udpeget til at være stemmemodtagere, jf. lovens § 60, stk. 4, jf. § 61, stk. 3. På Christiansø kan der ikke afgives brevstemme til kommunale valg, da Christiansø er uden for den kommunale inddeling. 8.6. Brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg 8.6.1. Brevstemmesteder og -modtagere på Færøerne, i Grønland og i udlandet Ved kommunale valg kan enhver vælger ligesom ved andre valg brevstemme på folkeregistrene på Færøerne og i Grønland samt på danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet (ambassader, konsulater m.v.). Endvidere kan brevstemmes hos en stemmemodtager, der er udpeget af Indenrigsministeriet, jf. lovens § 63. Nedennævnte personer (stillingsindehavere) er af Indenrigsministeriet permanent udpeget som brevstemmemodtagere på Færøerne, i Grønland og i udlandet. På Færøerne 1) Rigsombudsmanden eller den fuldmægtig ved rigsombudet, som rigsombudsmanden har bemyndiget hertil 2) Landfogden 3) Sysselmændene I Grønland 1) Forbindelsesofficeren, Thule Air Base 2) Stationslederen, Danmarkshavn 3) Regionschefen ved Grønlands Lufthavnsvæsen, Narssarssuaq 4) Stationslederen, Prins Christianssund 5) Stationslederen på Station Nord 6) Flyvepladslederen, Constable Pynt 7) Chefen for Slædepatruljen Sirius I udlandet 1) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers observatørgruppe til overvågelse af våbenstilstanden mellem Indien og Pakistan (UNMOGIP) 2) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers organisation til overvågelse af våbenstilstanden i Palæstina (UNTSO) 3) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers styrke i Kuwait (UNIKOM) 4) Ældste danske repræsentant ved EU-missionen i det tidligere Jugoslavien 5) Ældste danske officer for dansk personel ved NATO Stabilization Forces hovedkvarter i det tidligere Jugoslavien 6) Chefen for det danske kontingent (CH/DANCON) ved hovedkvarteret for Den Nordisk-Polske Kampgruppe ved NATO Stabilization Forces i Bosnien-Hercegovina (NPBG/SFOR) 7) Den militære rådgiver ved De Forenede Nationers Mission i Bosnien-Hercegovina (MA/UNMIBH) i Sarajevo 8) Ældste danske repræsentant for dansk personel ved NATO Kosovo Forces hovedkvarter i Kosovo (HQ/KFOR) 9) Ældste danske repræsentant for dansk personel ved Hovedkvarteret for Multinational Brigade North i Kosovo (DANELM/HQ/MND(N)/KFOR(FR)) 10) Chefen for den danske Bataljon ved Kosovo Forces i Kosovo (CH/DANBN/KFOR) 11) Chefen for dansk personel ved National Support Group/NATO Kosovo Forces i Makedonien (CH/NSE/KFOR) 12) NATO Senior Military Representative i Makedonien 13) Chefen for OSCE grænseovervågning i Georgien 14) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers observatørgruppe i Georgien (UNOMIG) 15) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers observatørgruppe i Sierra Leone (UNAMSIL) 16) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers observatørgruppe i Congo (MONUC) 17) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers observatørgruppe i Øst Timor (UNTAET) 18) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers observatørgruppe på Prevlaka (UNMOP) 19) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers observatørgruppe i Kosovo (UNMIK) 20) Ældste danske repræsentant ved De Forenede Nationers mission i Eritrea og Ethiopien (UNMEE) 21) Ældste danske repræsentant ved Joint Headquarters Southwest (JHQ SW) Madrid, Spanien 22) Ældste danske officer ved Headquarters NATO Airborne Early Warning Forces, Geilenkirchen, Tyskland 23) Ældste danske officer ved Joint Headquarters Centre (JHQ CENTRE), Heidelberg, Tyskland 24) Ældste danske officer ved Headquarters Allied Air Forces North (HQ AIRNORTH), Ramstein Airbase, Tyskland 25) Ældste danske officer ved Regional Headquarters Allied Forces North Europe (RHQ AFNORTH), Brunssum, Holland 26) Danish Senior National Representative, Combined Air Operation Centre 5 Allied Tactical Air Force (CAOC 5 ATAF), Vicenza, Italien 27) Danish Senior National Representative, Combined Air Operation Centre 3 (CAOC 3), Reitan, Norge 28) Danish Senior National Representative, NATO Flying Training Canada, Moose Jaw, Canada 29) Danish Senior National Representative, NATO Communications & Information Systems School, Latina, Italien 30) Ældste danske officer ved Regional Headquarters Allied Forces East Atlantic (RHQ EASTLANT), Northwood, Storbritannien 31) Danish Senior National Representative, ENJJPT, Sheppard Air Force Base, Texas, USA 32) Senior National Representative Denmark, EURO/NATO Helicopter Training, US Army Aviation Center, Fort Rucker, Alabama, USA 33) Chefen for dansk personel ved hovedkvarteret for Multinational Corps North East (MNC NE), Stettin, Polen De permanente stemmemodtagere i udlandet er bemyndiget til at udpege en eller flere personer blandt det tjenstgørende personel til på vegne af vedkommende stemmemodtager at varetage opgaven som brevstemmemodtager ved de kommunale valg i 2001. Navnene på de personer, der ved disse valg rent faktisk fungerer som stemmemodtagere i udlandet, bliver inden disse valg indberettet til Indenrigsministeriet. 8.6.2. Brevstemmesteder og modtagere på danske skibe i udenrigsfart og danske havanlæg Søfolk og passagerer på danske skibe i udenrigsfart samt personer, der er ansat på danske havanlæg, kan brevstemme på skibet eller havanlægget, jf. lovens § 64. Skibsføreren eller den, skibsføreren har udpeget, henholdsvis chefen for havanlægget eller den, chefen har udpeget, fungerer som stemmemodtager. Det bemærkes, at der ikke kan brevstemmes på danske skibe i indenrigsfart. 8.6.3. Tidsrum for brevstemmeafgivning På Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart samt på danske havanlæg uden for dansk område kan afgives brevstemme fra og med tirsdag den 21. august 2001 (den 3. tirsdag i august måned i valgåret), jf. lovens § 64, stk. 2. Loven indeholder ingen regler om sidste frist for brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart samt på danske havanlæg uden for dansk område. Brevstemmerne skal imidlertid være afgivet i så god tid forud for valgdagen, at de kan være afleveret til valgstyrerne på vedkommende afstemningssted, inden afstemningen på valgdagen begynder kl. 9. På danske havanlæg på dansk område kan afgives brevstemme de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest lørdagen før valgdagen, det vil sige fra og med tirsdag den 30. oktober 2001 til og med lørdag den 17. november 2001, jf. lovens § 64, stk. 3. Det drejer sig for tiden om havanlæggene på Dan Feltet, Gorm Feltet samt felterne Tyra Øst og Tyra Vest, Harald Feltet og Skjold Feltet samt felterne Siri og Syd Arne. 8.6.4. Brevstemmematerialet Ved brevstemmeafgivningen må kun anvendes det brevstemmemateriale, der er tilvejebragt ved Indenrigsministeriets foranstaltning. Ved en ændringslov i 2001 er bestemmelsen om, at der ved brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg skal anvendes samme brevstemmemateriale som til folketingsvalg, ophævet. I stedet skal de nævnte steder anvendes samme særlige brevstemmemateriale, som anvendes ved brevstemmeafgivning her i landet til kommunale valg, jf. afsnit 8.1. Restoplag af brevstemmemateriale til Europa-Parlamentsvalg og folkeafstemninger kan ikke i noget tilfælde benyttes. Restoplag eller nye oplag af brevstemmemateriale til folketingsvalg kan som udgangspunkt ikke benyttes, uanset at dette materiale er påtrykt, at det også kan anvendes til kommunalbestyrelsesvalg og amtsrådsvalg. I stedet skal det særlige brevstemmemateriale til kommunale valg anvendes. I tilfælde, hvor en vælger måtte henvende sig på en dansk repræsentation i udlandet for at afgive brevstemme, inden repræsentationen har modtaget det særlige brevstemmemateriale til kommunale valg, eller hvor de af Indenrigsministeriet udpegede permanente stemmemodtagere i udlandet ikke i tide er blevet forsynet med det særlige brevstemmemateriale til kommunale valg, eller hvor det måtte være nødvendigt at afholde brevstemmeafgivning om bord på danske skibe i udenrigsfart, inden skibet har modtaget det særlige brevstemmemateriale til kommunale valg, kan der ved brevstemmeafgivningen anvendes brevstemmemateriale til folketingsvalg. For så vidt angår brevstemmeafgivning på Færøerne og i Grønland og danske havanlæg vil brevstemmemateriale til folketingsvalg ligeledes kunne benyttes, hvis det særlige brevstemmemateriale til kommunale valg ikke er til rådighed. Brevstemmemateriale til folketingsvalg består af en grå stemmeseddel påtrykt ordet »Stemmeseddel« og forsynet med tre rubrikker til angivelse af henholdsvis partibogstav, partinavn og kandidatnavn, en blå konvolut, et følgebrev samt en gulbrun yderkuvert. 8.6.5. Fremgangsmåden ved brevstemmeafgivning Med hensyn til den praktiske fremgangsmåde ved brevstemmeafgivningen henvises til lovens § 67, samt til afsnit 8.2. ovenfor om brevstemmeafgivning på folkeregistrene. En vælger, der ønsker at afgive brevstemme på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg, forudsættes selv at være bekendt med, hvilke kandidatlister og eventuelt kandidater der forventes at blive eller er opstillet til valget i den kommune henholdsvis amtskommune, hvor vælgeren har fast bopæl. Indenrigsministeriet har udsendt en vejledning om brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg uden for dansk område til de kommunale valg. Indenrigsministeriet udsender endvidere en vejledning om brevstemmeafgivning på danske havanlæg på dansk område til de kommunale valg. Vejledningen er udsendt henholdsvis udsendes med henblik på at være til rådighed for de vælgere, der måtte ønske at brevstemme de nævnte steder. Vejledningen indeholder bl.a. en fortegnelse over de bogstavbetegnelser, der skal tildeles kandidatlister for partier, der pr. 1. august 2001 er opstillingsberettiget til folketingsvalg, og for det tyske mindretals parti. Fortegnelsen er gengivet i afsnit 6.6. ovenfor. Vejledningen indeholder endvidere en angivelse af, at fortegnelsen ikke viser, om de nævnte partier opstiller til valget i den kommune henholdsvis amtskommunen, hvor vælgeren har fast bopæl, og at fortegnelsen ikke udelukker, at der i kommunen henholdsvis amtskommunen kan være eller blive opstillet andre kandidatlister. Ved anvendelse af brevstemmematerialet til folketingsvalg foretages stemmeafgivningen særskilt for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget. Vælgeren skal derfor, såfremt den pågældende ønsker at afgive stemme til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, have udleveret to sæt stemmemateriale, et til brug ved kommunalbestyrelsesvalg og et til brug ved amtsrådsvalg. Hvert sæt brevstemmemateriale skal udfyldes og fremsendes for sig til vedkommende kommunalbestyrelse. Der må ikke fremsendes to blå konvolutter med stemmeseddel i samme yderkuvert. Yderkuverterne må ved aflevering til postbesørgelse ikke være indlagt i andre konvolutter. På såvel følgebrevet som yderkuverten er der rubrikker til afkrydsning af, om stemmesedlen er afgivet til kommunalbestyrelsesvalg eller amtsrådsvalg. Stemmemodtageren skal bl.a. påse, at vælgeren udfylder disse rubrikker. Til vælgere, der har fast bopæl (er tilmeldt folkeregistret) i Københavns eller Frederiksberg Kommuner, skal der kun udleveres ét sæt brevstemmemateriale, idet der i disse kommuner alene afholdes valg til kommunalbestyrelsen. Ved brevstemmeafgivning på en dansk repræsentation i Tyskland følges en særlig fremgangsmåde. Efter at brevstemmematerialet er udfyldt på repræsentationen, skal vælgeren medtage dette og selv aflevere det til postbesørgelse uden for repræsentationens område. Tidligere blev denne fremgangsmåde også fulgt ved brevstemmeafgivning på en dansk repræsentation i Schweiz, men de schweiziske myndigheder tillader nu, at den almindelige fremgangsmåde følges. 8.7. Modtagelse og kontrol af brevstemmer Reglerne om kommunalbestyrelsens modtagelse og registrering af brevstemmer m.v. samt om valgstyrernes kontrol og gennemgang af disse findes i lovens §§ 70-72. 8.7.1. Kommunalbestyrelsens modtagelse og registrering af brevstemmer m.v. Forud for hvert valg skal kommunalbestyrelsen oprette en protokol over de brevstemmer, som kommunalbestyrelsen modtager til det pågældende valg (brevstemmeprotokol). De brevstemmer, som kommunalbestyrelsen modtager, skal på yderkuverten påtegnes om modtagelsestidspunktet, jf. lovens § 70, stk. 1. I brevstemmeprotokollen skal samme dag, som kommunalbestyrelsen modtager brevstemmer, anføres det antal brevstemmer, der modtages den pågældende dag, og datoen herfor samt antallet af brevstemmer modtaget på en bestemt dato, der videresendes til andre kommuner, samt datoen herfor. Hvis afsenderen efter sin bopælsangivelse på yderkuverten har bopæl i en anden kommune, skal kommunalbestyrelsen straks videresende brevstemmen til denne, jf. lovens § 70, stk. 2. I folketingsvalgloven er der en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen, når valg er udskrevet, skal sørge for, at allerede modtagne brevstemmer fra vælgere, der senere har anmeldt flytning til en anden kommune, straks videresendes til denne. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den kommunale valglov. Da brevstemmer til kommunale valg må anses for afgivet til valget i den kommune, hvor vælgeren havde bopæl på tidspunktet for afgivelse af brevstemme, må sådanne brevstemmer ikke videresendes til den kommune, hvortil vælgeren er flyttet. Kommunalbestyrelsen skal samle og opgøre antallet af brevstemmer, der er modtaget for hvert afstemningsområde i kommunen, hvor afsenderne efter deres bopælsangivelse på yderkuverterne er optaget på valglisten, jf. lovens § 70, stk. 3, og der skal i brevstemmeprotokollen indføres en række nærmere oplysninger herom. Kommunalbestyrelsen skal efter lovens § 70, stk. 3, sørge for, at brevstemmerne inden afstemningens begyndelse er afleveret til valgstyrerne på afstemningsstedet i det pågældende afstemningsområde, jf. dog nedenfor. Brevstemmer, der modtages i kommunen på valgdagen inden kl. 9, skal straks bringes ud til valgstyrerne på det pågældende afstemningssted. Brevstemmer, der modtages i kommunen på valgdagen efter kl. 9, skal samme dag bringes ud til valgstyrerne på det pågældende afstemningssted. I tilfælde, hvor der for et afstemningsområde er modtaget færre end fem brevstemmer, skal brevstemmerne efter kommunalbestyrelsens bestemmelse overføres til et afstemningsområde, hvor der er modtaget mindst fem brevstemmer, og afleveres til valgstyrerne for dette afstemningsområde, der undersøger, om brevstemmerne kan komme i betragtning, jf. lovens § 70, stk. 4. I tilfælde, hvor en brevstemme ikke på grundlag af oplysningerne om afsenderen på yderkuverten kan henføres til et bestemt afstemningsområde, skal kommunalbestyrelsen endvidere bestemme, til hvilket afstemningsområde brevstemmen skal henregnes i henseende til valgstyrernes kontrol af, om brevstemmen kan komme i betragtning, jf. lovens § 70, stk. 5. I brevstemmeprotokollen skal indføres oplysning om, til hvilket afstemningsområde der blev overført brevstemmer fra det/de afstemningsområder, hvor der var modtaget færre end fem brevstemmer, samt oplysning om, fra hvilket eller hvilke afstemningsområder brevstemmerne blev overført. I brevstemmeprotokollen skal ligeledes indføres oplysning om, til hvilket afstemningsområde den/de brevstemmer, der ikke kunne henføres til et bestemt afstemningsområde, blev henregnet. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de modtagne brevstemmer opbevares betryggende. Yderkuverterne må først åbnes af valgstyrerne eller under overværelse af valgstyrerne i forbindelse med disses gennemgang af brevstemmerne. I Indenrigsministeriets cirkulære nr. 54 af 8. maj 2001 om brevstemmeprotokollers indhold og udformning er fastsat nærmere regler om registrering af brevstemmer, hvortil der henvises. Cirkulæret er optaget som bilag 6 til vejledningen. 8.7.2. Valgstyrernes kontrol og gennemgang af de modtagne brevstemmer Valgstyrernes gennemgang af de modtagne brevstemmer skal ske inden afstemningens begyndelse på valgdagen, om nødvendigt dagen før valgdagen. Ved gennemgangen, herunder ved undersøgelsen og afgørelsen af, om en brevstemme kan komme i betragtning, skal for hvert afstemningsområde medvirke mindst to valgstyrere, jf. lovens § 71, stk. 1. For det/de afstemningsområder, hvortil der er overført eller henregnet brevstemmer, jf. afsnit 8.7.1. ovenfor, omfatter gennemgangen såvel de brevstemmer, der hører til det/de pågældende afstemningsområder, som de til dette/disse afstemningsområder overførte eller henregnede brevstemmer. Yderkuverterne åbnes, og det undersøges, om brevstemmerne kan komme i betragtning, jf. lovens § 71, stk. 1. Valgstyrerne skal opgøre og angive i afstemningsbogen for såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, hvorledes de modtagne brevstemmer (yderkuverter) for hvert afstemningsområde fordeler sig på brevstemmer med stemmeseddel til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, brevstemmer med stemmeseddel kun til kommunalbestyrelsesvalget og brevstemmer med stemmeseddel kun til amtsrådsvalget. En brevstemme kan ikke komme i betragtning , jf. lovens § 71, stk. 2 og 3, såfremt 1) afsenderen ikke er opført på valglisten eller ikke længere har fast bopæl (er tilmeldt folkeregistret) i kommunen henholdsvis amtskommunen, 2) afsenderen er død inden valgdagen, 3) yderkuverten indeholder flere end ét følgebrev og én konvolut til hvert af de pågældende valg, det vil sige: a) den blå yderkuvert, der anvendes til brevstemmeafgivning til kommunale valg, indeholder flere end ét følgebrev og én blå konvolut til kommunalbestyrelsesvalget og én gul konvolut til amtsrådsvalget, b) den gulbrune yderkuvert, der anvendes til brevstemmeafgivning til folketingsvalg og i visse tilfælde må anvendes til brevstemmeafgivning til de kommunale valg i 2001, jf. afsnit 8.6.4., indeholder flere end ét følgebrev og én blå konvolut, 4) der ikke er anvendt det brevstemmemateriale, som indenrigsministeren har tilvejebragt, 5) den foreskrevne fremgangsmåde (udfyldning, attestation, underskrift m.v.) ved brevstemmeafgivningen ikke har været fulgt, 6) brevstemmen ikke er afgivet inden for de i loven nævnte frister, eller 7) vælgeren til hvert valg har afgivet mere end én brevstemme, der kan komme i betragtning. I disse tilfælde er det den sidst afgivne brevstemme, der kommer i betragtning. Med hensyn til de brevstemmer, hvor der ikke er anvendt det særlige brevstemmemateriale, indenrigsministeren har tilvejebragt, jf. 4), bemærkes, at der efter en ændringslov i 2001 nu også ved brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg skal anvendes samme særlige brevstemmemateriale, som anvendes ved brevstemmeafgivning her i landet til kommunale valg, men at Indenrigsministeriet har godkendt, at brevstemmemateriale til folketingsvalg kan anvendes de nævnte steder ved brevstemmeafgivning til de kommunale valg 2001, hvis brevstemmematerialet til kommunale valg ikke var til rådighed, jf. afsnit 8.6.4. Brevstemmer, hvor der de nævnte steder er anvendt brevstemmemateriale til folketingsvalg, kan således komme i betragtning. Om følgebreve og yderkuverter tilvejebragt fra Kommunedata A/S´s valgudskrivningssystem henvises til afsnit 8.1. ovenfor. Med hensyn til de brevstemmer, hvor den foreskrevne fremgangsmåde ikke har været fulgt, jf. 5), bemærkes, at en brevstemme, selv om følgebrevet mangler stempel på attesten, kan tages i betragtning, såfremt der ikke hersker tvivl om, at brevstemmen er afgivet på et af de steder, hvor der kan brevstemmes, eller at brevstemmen er afgivet til en stemmemodtager, der er udpeget af Indenrigsministeriet. Med hensyn til de tilfælde, hvor vælgeren har indsendt mere end én brevstemme til hvert valg, der kan komme i betragtning, jf. 7), bemærkes, at hvis der fra en vælger er modtaget to blå yderkuverter, hvoraf den ene ud over et følgebrev alene indeholder en blå konvolut med stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalget, mens den anden ud over et følgebrev alene indeholder en gul konvolut med stemmeseddel til amtsrådsvalget, skal begge brevstemmer komme i betragtning til de respektive valg, såfremt de i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Når en brevstemme ikke kan komme i betragtning , anføres årsagen hertil på yderkuverten, og den (de) uåbnede konvolut(ter) og følgebrevet lægges på ny i yderkuverten, jf. lovens § 72, stk. 2. Der foretages ingen afmærkning på valglisten. Det anføres i afstemningsbogen, hvor mange af brevstemmerne der ikke er taget i betragtning fordelt efter årsagen hertil. Når en brevstemme kan komme i betragtning , sættes et mærke ved vælgerens navn på valglisten, der angiver, at vælgeren har afgivet brevstemme. Hvis yderkuverten foruden følgebrev kun indeholder en konvolut til et af valgene, afmærkes tillige på valglisten, hvilket af valgene vælgeren har afgivet brevstemme til, jf. lovens § 72, stk. 1. Såfremt en brevstemme, der er overført til afstemningsområdet fra et afstemningsområde, hvor der er modtaget færre end fem brevstemmer, kan komme i betragtning, skal valgstyrerne optage den pågældende vælger på valglisten og påføre valglisten en bemærkning om årsagen til optagelsen på valglisten. Valgstyrerne skal endvidere give meddelelse til valgstyrerne fra det oprindelige afstemningsområde om, at den pågældende vælger skal slettes af valglisten for dette afstemningsområde, inden afstemningen begynder. Valgstyrerne for det oprindelige afstemningsområde skal på valglisten endvidere anføre årsagen til, at vælgeren er slettet af valglisten, og i hvilket afstemningsområde vælgeren i stedet er blevet optaget på valglisten, jf. lovens § 70, stk. 4. I tilfælde, hvor en brevstemme, der er henregnet til et bestemt afstemningsområde i medfør af lovens § 70, stk. 5, kan komme i betragtning, og hvor den pågældende vælger er optaget på valglisten i et andet afstemningsområde end det, hvortil brevstemmen er henregnet, kan valgstyrerne følge samme fremgangsmåde som angivet i foregående afsnit vedrørende brevstemmer, der er overført fra et afstemningsområde, hvor der er modtaget færre end fem brevstemmer. Det er ikke mere foreskrevet, at der skal udskrives valgkort for de vælgere, der har afgivet en brevstemme, der er taget i betragtning. Følgebrevene kan i stedet anvendes til kontrollen af antal vælgere, der ifølge valglisten har afgivet stemme. Ved anvendelse af følgebreve til denne kontrol skal dog tages hensyn til, at der for visse vælgere vil foreligge to følgebreve, f.eks. for vælgere, der i udlandet ved anvendelse af brevstemmematerialet til folketingsvalg har afgivet brevstemme til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget. For vælgere, der har afgivet brevstemme her i landet, kan endvidere foreligge to følgebreve, såfremt de pågældende i særskilte yderkuverter og med særskilt følgebrev har afgivet stemme til henholdsvis kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget. Brevstemmer, der kan komme i betragtning, opbevares, idet den (de) uåbnede konvolut(ter) og følgebrevet på ny indlægges i yderkuverten, indtil afstemningen er afsluttet. Derefter tages konvolutterne ud af yderkuverterne og lægges i den stemmekasse, der er beregnet til stemmesedler til det pågældende valg, jf. dog nedenfor. Konvolutterne åbnes først i forbindelse med stemmeoptællingen, jf. lovens § 72, stk. 1. Brevstemmer, der kan komme i betragtning, skal i perioden, efter at disse er gennemgået, og indtil afstemningen er afsluttet, opbevares på en sådan måde, at det alene er valgstyrerne eller eventuelt tillige en særlig hertil af valgstyrerne bemyndiget person, der har adgang til brevstemmerne. Endvidere må der i denne periode kun ske håndtering af brevstemmer, såfremt dette er nødvendigt som følge af andre regler i loven. I forbindelse med f.eks. afgørelsen af, hvorvidt en vælger, der møder frem for at afgive stemme på valgdagen, skal afvises til det eller de pågældende valg som følge af, at vedkommende har afgivet en brevstemme, der kan komme i betragtning, jf. lovens § 73, kan det være nødvendigt at fremtage brevstemmen til kontrol af, om afmærkningen i valglisten af, at vælgeren har afgivet brevstemme, er korrekt. Ved håndtering af en brevstemme, inden afstemningen er afsluttet, må konvolutten (konvolutterne) med stemmesedlen under ingen omstændigheder åbnes. Hvis valgstyrerne efter afstemningens begyndelse modtager bekræftet underretning om, at en vælger, der har afgivet en brevstemme, der ved gennemgangen af brevstemmerne inden afstemningens begyndelse er taget i betragtning, er afgået ved døden inden valgdagen eller er fraflyttet kommunen henholdsvis amtskommunen inden valgdagen, kan den pågældendes brevstemme ikke komme i betragtning. (Hvis vælgeren alene er fraflyttet kommunen, men ikke amtskommunen, skal en eventuel brevstemme til amtsrådsvalget dog tages i betragtning.) Brevstemmen skal derfor fremtages, påtegnes om årsagen til, at den ikke kan komme i betragtning, og henlægges til de øvrige brevstemmer, der ikke kan komme i betragtning, og indgå i registreringen af disse i afstemningsbogen. Tilsvarende gælder, hvis valgstyrerne efter afstemningens begyndelse modtager bekræftet underretning om, at en vælger, der er optaget på valglisten, inden valgdagen af andre grunde har mistet sin valgret (iværksættelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, samt fortabelse af dansk indfødsret, medmindre vælgeren har valgret i kraft af reglerne om udlændinges valgret ved kommunale valg). Udtagningen af konvolutterne af yderkuverterne efter afstemningens afslutning og den påfølgende nedlæggelse af konvolutterne i en stemmekasse skal gennemføres under den fornødne gensidige kontrol og i øvrigt på en sådan måde, at der heller ikke i denne forbindelse kan ske krænkelse af stemmehemmeligheden. Brevstemmer, der modtages af valgstyrerne efter afstemningens begyndelse , påtegnes om modtagelsestidspunktet (dato og klokkeslæt) og kommer ikke i betragtning. Yderkuverterne åbnes ikke. Brevstemmer, der modtages i kommunen fra og med dagen efter valgdagen og til og med den dag, hvor eventuelle klager over valget er endeligt afgjort, registreres i brevstemmeprotokollen i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, stk. 4 og 5, i cirkulæret om brevstemmeprotokollers indhold og udformning. Vedrørende kassation af brevstemmemateriale, herunder af brevstemmer, der er modtaget efter valgdagen, henvises til afsnit 12 nedenfor. 9. Opgørelse af afstemningen På valgaftenen foretages stemmeoptælling på de enkelte afstemningssteder af såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, jf. afsnit 9.1. Senest dagen efter foretager kommunevalgbestyrelsen fintælling for kommunen under ét af såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget, jf. afsnit 9.4. Reglerne om opgørelse af afstemningen findes i lovens §§ 74 - 78. Amtsvalgbestyrelsen kan efter reglerne i lovens § 80 beslutte at ville foretage fornyet fintælling af de stemmesedler, der er afgivet til amtsrådsvalget, jf. afsnit 9.6. 9.1. Stemmeoptælling på afstemningsstedet Når afstemningen er afsluttet, foretager valgstyrerne og de tilforordnede vælgere stemmeoptælling på afstemningsstedet, jf. lovens § 74, stk. 1. De i den tidligere lov indeholdte mere detaljerede regler om den praktiske tilrettelæggelse af stemmeoptællingen er ikke medtaget i den gældende lov. De fornødne regler forudsættes i stedet fastsat af kommunalbestyrelsen. Stemmeoptællingen er offentlig, jf. lovens § 74, stk. 1. Af sikkerhedsmæssige grunde skal foretages den fornødne afskærmning af den del af lokalet/lokalerne, hvor stemmeoptællingen foregår. Særskilt for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget optælles, hvor mange stemmer der ved afstemningen er afgivet for hver af kandidatlisterne. For hvert listeforbund optælles endvidere de stemmer, der anses afgivet for listeforbundet, men som ikke kan henføres til nogen af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet, jf. lovens § 74, stk. 1. Reglerne om, hvilke stemmer der anses afgivet for de enkelte kandidatlister, og hvilke der anses for afgivet for et listeforbund, findes i lovens § 74, stk. 2 og 3. Tvivlsomme stemmesedler, herunder blanke stemmesedler og andre stemmesedler, der utvivlsomt er ugyldige, frasorteres og afgives til formanden for valgstyrerne. Valgstyrerne foretager derefter bedømmelsen af stemmesedlernes gyldighed, jf. nedenfor i afsnit 9.2. Antallet af ugyldige stemmer fordelt efter de forskellige ugyldighedsgrunde optælles særskilt. Når stemmeoptællingen er afsluttet, indføres resultatet af stemmeoptællingen af afgivne stemmer såvel til kommunalbestyrelsesvalget som til amtsrådsvalget, herunder opgørelsen af de ugyldige stemmer fordelt efter de forskellige ugyldighedsgrunde, i afstemningsbogen for det pågældende valg, jf. lovens § 75, stk. 3, og § 76, stk. 1. Valgstyrerne skal foretage kontrol af optællingen af de afgivne stemmer. Som led i denne kontrol sammenholdes antallet af disse med antallet af vælgere, der ifølge afmærkningerne på valglisten har afgivet stemme, ligesom afmærkningerne på valglisten sammenholdes med antallet af modtagne/udskrevne valgkort for vælgere, der har afgivet stemme ved personligt fremmøde på valgdagen, og antallet af følgebreve (eventuelt særskilt udskrevne valgkort) for vælgere, der har afgivet en brevstemme, der er taget i betragtning. Resultatet af afstemningen såvel til kommunalbestyrelsesvalget som til amtsrådsvalget meddeles de tilstedeværende. Formanden for valgstyrerne på det enkelte afstemningssted skal straks meddele resultatet af afstemningen til kommunalbestyrelsesvalget og til amtsrådsvalget til formanden for valgbestyrelsen i kommunen. Formanden for valgbestyrelsen i kommunen skal straks herefter meddele resultatet af afstemningen til amtsrådsvalget til formanden for amtsvalgbestyrelsen, jf. lovens § 76, stk. 1. Valgstyrerne skal endvidere foretage den i afstemningsbøgerne foreskrevne afstemning af stemmeseddelregnskabet. Stemmematerialet sammenpakkes derefter som angivet i afstemningsbøgerne. Afstemningsbogen underskrives af valgstyrerne, jf. lovens § 76, stk. 1, og afleveres til kommunalbestyrelsen tillige med stemmematerialet. 9.2. Bedømmelse af stemmesedler Lovens § 75, stk. 1 og 2, indeholder de grundlæggende regler om årsagerne til, at stemmesedler afgivet til kommunale valg er ugyldige. De nærmere regler herom findes i den bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg, indenrigsministeren har udstedt. Ved lovændringen i 2001 er der indsat en regel i loven om, at en stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds (lovens § 75, stk. 1, nr. 2). Indsættelsen i loven af denne regel medfører ingen ændring af hidtil gældende retstilstand, idet en sådan regel indeholdtes i § 12, stk. 1, i den hidtil gældende bekendtgørelse nr. 678 af 31. oktober 1989 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg. Indenrigsministeriet har som følge af lovændringen udstedt en ny bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg (bekendtgørelse nr. 439 af 31. maj 2001). Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2001. Bekendtgørelsen er optaget som bilag 7 til vejledningen. I den nye bekendtgørelse er der foretaget redaktionelle ændringer som følge af lovændringen. Herudover er foretaget sammenskrivning af nogle af de hidtidige særskilte paragraffer, hvori de enkelte ugyldighedsgrunde er angivet. Formålet hermed er at lette valgstyrernes/valgbestyrelsens arbejde med registrering i afstemningsbog eller valgbog af ugyldige stemmesedler fordelt efter ugyldighedsgrund, idet sammenskrivningen rent praktisk medfører, at de ugyldige stemmesedler skal specificeres på lidt færre ugyldighedsgrunde end hidtil. Den nye bekendtgørelse indebærer ingen indholdsmæssige ændringer af reglerne om bedømmelse af stemmesedlers gyldighed. Som bilag 8 til vejledningen er optaget et notat, der nærmere beskriver forskellene mellem den nye og den hidtil gældende bekendtgørelse. I de følgende afsnit er enkelte af bestemmelserne i bekendtgørelsen uddybet. 9.2.1. Bedømmelse af stemmesedler afgivet på afstemningsstedet Ifølge lovens § 54, stk. 1, foretages stemmeafgivningen ved, at vælgeren afmærker stemmesedlen med et kryds. Loven indeholder ingen definition af kryds. I bekendtgørelsens § 1, stk. 1, er fastsat, at der ved kryds forstås et tegn svarende til bogstavet X eller til tegnet for plus (+). Af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, om tegn afledt af kryds henholdsvis tydeliggjorte kryds fremgår, at V-formede mærker (også kaldet »hak«, »tjekmærker« eller »flueben«) henholdsvis såkaldte dobbeltkryds sidestilles med almindelige kryds. Ifølge lovens § 75, stk. 1, nr. 2, som blev indsat ved lovændringen i 2001, er en stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet ugyldig, såfremt vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds, jf. den tilsvarende bestemmelse i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, 1. pkt. Den nye bestemmelse indebærer, at en stemmeseddel er ugyldig, såfremt den i stedet for med kryds er afmærket med bogstav, cirkel eller andet mærke, der ikke har karakter af et kryds, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, 2. pkt. Den hidtil gældende bekendtgørelses § 12, stk. 1, videreføres således ved den nye bekendtgørelses § 4 for så vidt angår de tilfælde, hvor der i stedet for kryds er sat andet mærke, der ikke har karakter af et kryds. For så vidt angår stemmesedler, der foruden med kryds er afmærket med bogstav, cirkel eller andet mærke, der ikke har karakter af et kryds, videreføres den hidtil gældende bekendtgørelses § 12, stk. 1, som den nye bekendtgørelses § 14, stk. 1. Ved bestemmelsen i bekendtgørelsens § 4, stk. 2, fastslås, at stemmesedler, der i stedet for med kryds er afmærket med overstreget, udvisket eller halvt kryds (dvs. en lodret, vandret eller skrå streg), skal bedømmes efter den særlige bestemmelse herom, der indeholdes i § 9, stk. 1. Den nye bekendtgørelse indebærer rent praktisk, at der for fremtiden i afstemningsbogen og valgbogen skal ske en særskilt registrering af antallet af stemmesedler, der er ugyldige, fordi de i stedet for kryds er afmærket med et mærke, der ikke har karakter af et kryds, og en særskilt registrering af antallet af stemmesedler, der er ugyldige, fordi de foruden med kryds er afmærket med mærke, der ikke har karakter af et kryds. Disse ugyldige stemmesedler har hidtil været registreret under ét. I lovens § 54, stk. 1, er det forudsat, at vælgeren kun sætter ét kryds på stemmesedlen, enten ved en listebetegnelse eller et kandidatnavn. Af lovens § 74, stk. 2, og § 78, stk. 4, sammenholdt med bekendtgørelsens § 6 og § 15 modsætningsvis, fremgår imidlertid, at en stemmeseddel er gyldig, selv om der på stemmesedlen er anbragt to eller tre kryds (men derimod ikke flere kryds), når blot disse kryds er placeret inden for samme felt. Stemmesedler, der er afmærket med et stort kryds, der dækker et helt felt, kan også være gyldige. Såvel reglerne i lovens § 74, stk. 2, og § 78, stk. 5, som reglerne i bekendtgørelsens §§ 5 11 er baseret på begreberne felt og rubrik. Kandidatlisterne anføres på stemmesedlen i særskilte felter, dog således at kandidatlister, der har indgået listeforbund, anføres i samme felt, og at de enkelte kandidatlister, der har indgået listeforbund, inden for listeforbundets felt anføres i rubrikker ved siden af hinanden under den fælles listebetegnelse og bogstavbetegnelse, jf. lovens § 46. Ved bekendtgørelsens § 16 er foretaget en sammenskrivning af de hidtil gældende §§ 14 og 15. Dette medfører rent praktisk, at stemmesedler, der er ugyldige på grund af påklæbning, ikke mere skal registreres særskilt, men skal registreres sammen med stemmesedler, der er ugyldige på grund af tegning eller påskrift. Ved bekendtgørelsens § 17 er foretaget en sammenskrivning af de hidtil gældende §§ 16-18. Dette medfører rent praktisk, at stemmesedler, der er ugyldige, fordi de er afmærket med forskellige skriftfarver, eller fordi de er iturevet m.v., ikke mere skal registreres særskilt, men skal registreres sammen med de stemmesedler, der er ugyldige på grund af andet særpræg. 9.2.2. Bedømmelse af brevstemmesedler Ifølge lovens § 67, stk. 2, foretages stemmeafgivningen ved, at vælgeren på brevstemmesedlen anfører listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste, der er opstillet i den kommune henholdsvis amtskommune, hvor vælgeren er optaget på valglisten. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i den pågældende kommune henholdsvis amtskommune, anføres navnet på kandidaten, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, kandidaten er opstillet på. Det er således tilstrækkeligt, at enten listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste, der er opstillet i kommunen henholdsvis amtskommunen, eller navnet på en kandidat, der er opstillet i kommunen henholdsvis amtskommunen, er anført på brevstemmesedlen. Opmærksomheden henledes på, at »bogstavbetegnelse« eller »officiel bogstavbetegnelse« i bekendtgørelsens § 2 er defineret som en bogstavbetegnelse, valgbestyrelsen i den enkelte kommune henholdsvis amtskommune har tildelt en godkendt kandidatliste. Opmærksomheden henledes endvidere på, at en brevstemmeseddel, der alene er udfyldt med den fælles bogstavbetegnelse og/eller listebetegnelse for kandidatlister, der har indgået listeforbund, ikke er ugyldig, men anses som en stemme afgivet for listeforbundet, jf. lovens § 74, stk. 3, 4. pkt. Det er imidlertid en forudsætning, at der ikke er opstillet kandidatlister med den samme bogstavbetegnelse eller listebetegnelse uden for listeforbundet. Er dette tilfældet, vil brevstemmesedlen være ugyldig. Reglerne i bekendtgørelsens §§ 19-22 vedrører bedømmelsen af brevstemmesedler, der hverken er påført listebetegnelse eller officiel bogstavbetegnelse for en kandidatliste, der er opstillet i kommunen henholdsvis amtskommunen, eller navnet på en kandidat, der er opstillet i kommunen henholdsvis amtskommunen. Disse brevstemmesedler er som hovedregel ugyldige. Undtagelsen vedrører de brevstemmesedler, der er påført en af de uofficielle bogstavbetegnelser på flere bogstaver, der er omfattet af bekendtgørelsens § 21, stk. 2. Det bemærkes, at KF ikke anses for en sikker uofficiel bogstavbetegnelse, idet KF både kan henvise til Det Konservative Folkeparti og til Kristeligt Folkeparti. Som supplement til opregningen i bekendtgørelsens § 21, stk. 2, af eksempler på »sikre« uofficielle bogstavbetegnelser kan nævnes FP for Fremskridtspartiet. Reglerne i bekendtgørelsens § 23 vedrører bedømmelsen af brevstemmesedler, der er påført modstridende angivelser vedrørende bogstavbetegnelse, listebetegnelse eller kandidatnavn (personnavn). Disse brevstemmesedler er ugyldige. Som eksempel kan nævnes, at en brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt den er påført bogstavet C og listebetegnelsen Venstre. Brevstemmesedlen er ugyldig, selv om den herudover er påført navnet på en kandidat, der er opstillet på Venstres kandidatliste. Som et andet eksempel kan nævnes, at i en kommune henholdsvis amtskommune, hvor Slesvigsk Parti har opstillet en kandidatliste, vil en brevstemmeseddel være ugyldig, såfremt den foruden bogstavet S er påført listebetegnelsen Socialdemokratiet og/eller navnet på en kandidat opstillet for Socialdemokratiet. En brevstemmeseddel, der ud over bogstavet C og/eller listebetegnelsen Det Konservative Folkeparti er påført navnet på en person, der ikke er opstillet til valget i vedkommende kommune henholdsvis amtskommune, vil derimod kun være ugyldig efter bekendtgørelsens § 23, såfremt det er almindeligt kendt, at den pågældende person ikke tilhører Det Konservative Folkeparti, men f.eks. er en kendt politiker for et andet parti. Opmærksomheden henledes på, at angivelser, der vedrører to eller flere kandidatlister, der deltager i samme listeforbund, ikke anses for modstridende. En brevstemmeseddel, der indeholder sådanne angivelser, er ikke af den grund ugyldig, men anses som en stemme afgivet for listeforbundet, jf. lovens § 74, stk. 3, sidste pkt. Reglerne i bekendtgørelsens § 24 vedrører bedømmelse af en brevstemmeseddel, der foruden bogstavbetegnelse og/eller listebetegnelse og/eller kandidatnavn (personnavn) er påført en uofficiel bogstavbetegnelse. Som eksempler på anvendelse af reglerne i bekendtgørelsens § 24 kan anføres følgende: En brevstemmeseddel, der er påført den uofficielle bogstavbetegnelse KF samt navnet på en kandidat, der er opstillet for Det Konservative Folkeparti, er gyldig. Tilsvarende er en brevstemmeseddel, der er påført den uofficielle bogstavbetegnelse KF samt navnet på en kandidat, der er opstillet for Kristeligt Folkeparti, gyldig. En brevstemmeseddel, der er påført den uofficielle bogstavbetegnelse KF samt navnet på en kandidat, der er opstillet for Venstre, er ugyldig. I kommuner/amtskommuner, hvor Slesvigsk Parti ikke har opstillet en kandidatliste, vil brevstemmesedler, der er påført S foruden »Socialdemokratiet« og/eller navnet på en socialdemokratisk kandidat, være gyldige. Ifølge bekendtgørelsens § 27 er en brevstemmeseddel ugyldig, såfremt det må antages, at den ikke er tilvejebragt af indenrigsministeren. De brevstemmesedler, der er fremstillet til brug ved brevstemmeafgivning, er til kommunalbestyrelsesvalg grå, forsynet med tre rubrikker til angivelse af henholdsvis bogstavbetegnelse, listebetegnelse (partinavn) og kandidatnavn og påtrykt ordene »Stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalg«. Til amtsrådsvalg er brevstemmesedlerne gule, forsynet med tre rubrikker og påtrykt ordene »Stemmeseddel til amtsrådsvalg«. Efter en ændringslov i 2001 skal der nu også ved brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg anvendes samme særlige brevstemmemateriale, som anvendes ved brevstemmeafgivning her i landet til kommunale valg. Indenrigsministeriet har imidlertid godkendt, at brevstemmemateriale til folketingsvalg kan anvendes de nævnte steder ved brevstemmeafgivning til de kommunale valg 2001, hvis brevstemmematerialet til kommunale valg ikke er til rådighed, jf. afsnit 8.6.4. Brevstemmer, der er afgivet på brevstemmesedler beregnet til folketingsvalg, er således gyldige til de kommunale valg 2001. Disse brevstemmesedler er grå, forsynet med tre rubrikker og påtrykt ordet »Stemmeseddel«. Brevstemmer, der er afgivet på brevstemmesedler beregnet til Europa-Parlamentsvalg eller folkeafstemninger, vil være ugyldige i medfør af bekendtgørelsens § 27. Ved bekendtgørelsens § 30 er foretaget en sammenskrivning af de hidtil gældende §§ 31, 33 og 34. Dette medfører rent praktisk, at brevstemmesedler, der er ugyldige, fordi de er udfyldt på bagsiden, eller fordi de er iturevet m.v., ikke mere skal registreres særskilt, men skal registreres sammen med de brevstemmesedler, der er ugyldige på grund af andet særpræg. Af bekendtgørelsens § 25, 2. pkt, og § 30, 2. pkt., følger i overensstemmelse med hidtil gældende § 31, 2. pkt., at udfyldning af en brevstemmeseddel på forsiden uden for de rubrikker, der er bestemt til udfyldning, ikke i sig selv medfører brevstemmesedlens ugyldighed. 9.2.3. Registrering af ugyldige stemmesedler, herunder brevstemmesedler Antallet af ugyldige stemmesedler, og hvorledes disse fordeler sig på de enkelte ugyldighedsgrunde, anføres i de dertil beregnede skemaer i afstemningsbogen henholdsvis valgbogen. Paragrafhenvisningen i disse skemaer vedrører de paragraffer i bekendtgørelsen, hvor de pågældende ugyldighedsgrunde er beskrevet. Opmærksomheden henledes på, at de pågældende skemaer vil blive ændret som følge af den nye bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg. 9.3. Valgstyrernes afstemningsbøger For hvert afstemningsområde fører valgstyrerne en afstemningsbog, hvori indføres alle væsentlige oplysninger om afstemningen i afstemningsområdet samt resultatet heraf. Der føres særskilte afstemningsbøger for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget, jf. lovens § 16, stk. 4. Afstemningsbogen underskrives af valgstyrerne, jf. lovens § 76, stk. 1. Afstemningsbogen, herunder skemaet vedrørende bedømmelse af stemmesedlers ugyldighed, vil blive ændret. Indenrigsministeriet vil udsende særskilt meddelelse herom. 9.4. Kommunevalgbestyrelsens fintælling Senest dagen efter, at afstemningen har fundet sted, foretager valgbestyrelsen i kommunen den endelige opgørelse af resultatet af stemmeafgivningen i kommunen (fintælling) såvel til kommunalbestyrelsesvalget som til amtsrådsvalget, jf. lovens § 77, stk. 1. Fintællingen er offentlig, jf. lovens § 77, stk. 1. Af sikkerhedsmæssige grunde skal foretages den fornødne afskærmning af den del af lokalet/lokalerne, hvor fintællingen foregår. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at afstemningsbøgerne, stemmesedlerne, brevstemmematerialet samt de benyttede valglister og valgkort er til stede ved fintællingen, jf. lovens § 77, stk. 2. Fintællingen foretages særskilt for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget efter reglerne i lovens § 78, stk. 2-6. For hvert afstemningsområde for sig foretages en ny optælling og bedømmelse af de afgivne stemmesedler efter reglerne i lovens §§ 74 og 75, jf. lovens § 78, stk. 2. Der henvises til afsnit 9.1. om stemmeoptælling på afstemningsstedet og afsnit 9.2. om bedømmelse af stemmesedler. Samtidig med optællingen af stemmer for hvert afstemningsområde for sig foretages en opgørelse af de personlige stemmer for hver kandidat samt antallet af listestemmer for hver kandidatliste, jf. lovens § 78, stk. 3. Opgørelsen af de personlige stemmer og listestemmerne kan dog også foretages ved en 3. optælling for kommunen under ét. Reglerne, hvorefter det afgøres, om en stemme er en personlig stemme eller en listestemme, findes i lovens § 78, stk. 4 og 5. For hvert afstemningsområde skal endvidere særskilt for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget foretages en fornyet gennemgang af de brevstemmer (yderkuverter med deri værende følgebreve og uåbnede konvolutter), som efter valgstyrernes undersøgelse ikke kunne komme i betragtning, til endelig afgørelse af, hvilke brevstemmer der ikke kan komme i betragtning. Resultatet af denne gennemgang indføres i valgbogen for det pågældende valg tillige med en opgørelse for kommunen under ét af antallet af brevstemmer, der ikke kan komme i betragtning fordelt på årsagerne hertil, jf. ovenfor i afsnit 8.7.2. Når fintællingen er afsluttet, indføres resultatet af kommunevalgbestyrelsens fintælling for såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget i valgbogen for det pågældende valg og meddeles de tilstedeværende, jf. lovens § 78, stk. 2 og 6. Valgbøgerne, stemmesedlerne og det øvrige stemmemateriale opbevares af kommunevalgbestyrelsen, til opgørelsen af valget er afsluttet, jf. afsnit 10. Valgbogen til amtsrådsvalget skal dog snarest sendes til formanden for amtsvalgbestyrelsen, jf. lovens § 78, stk. 6, ligesom stemmesedlerne og det øvrige stemmemateriale til amtsrådsvalget skal sendes til amtsvalgbestyrelsen, hvis amtsvalgbestyrelsen har truffet beslutning om at foretage fornyet fintælling, jf. nærmere nedenfor i afsnit 9.6. 9.5. Valgbestyrelsens valgbøger Valgbestyrelsen fører en valgbog, hvori indføres alle væsentlige oplysninger om valget samt resultatet heraf. Valgbestyrelsen i kommunen fører særskilte valgbøger for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget, jf. lovens § 15, stk. 3. Valgbogen for kommunalbestyrelsesvalget henholdsvis amtsrådsvalget underskrives straks efter valgets opgørelse af kommunevalgbestyrelsen henholdsvis amtsvalgbestyrelsen. Valgbogen, herunder skemaet vedrørende bedømmelse af stemmesedlers ugyldighed, vil blive ændret. Indenrigsministeriet vil udsende særskilt meddelelse herom. 9.6. Amtsvalgbestyrelsens eventuelle fintælling Amtsvalgbestyrelsen kan beslutte at ville foretage en fornyet fintælling af de stemmesedler, der er afgivet til amtsrådsvalget. Den fornyede fintælling kan vedrøre alle stemmesedler eller bestemte grupper af stemmesedler, jf. lovens § 80, stk. 1. Fintællingen sker i øvrigt efter reglerne for kommunevalgbestyrelsens fintælling, jf. afsnit 9.4. Valgbestyrelserne i de pågældende kommuner skal, hvis amtsvalgbestyrelsen har truffet beslutning herom, sørge for, at stemmesedlerne til amtsrådsvalget sendes til amtsvalgbestyrelsen. Har amtsvalgbestyrelsen truffet beslutningen før valgdagen, skal stemmesedlerne sendes senest dagen efter kommunevalgbestyrelsens fintælling. Træffer amtsvalgbestyrelsen beslutning herom efter valgdagen, skal stemmesedlerne sendes senest dagen efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget underretning herom, jf. lovens § 80, stk. 2. Inden fremsendelsen til amtsvalgbestyrelsen skal stemmesedlerne være sammenbundet og pakket som angivet i lovens § 88, jf. lovens § 80, stk. 3. Fintællingen og amtsvalgbestyrelsens opgørelse af valget skal foretages senest dagen efter, at amtsvalgbestyrelsen har modtaget stemmesedlerne fra kommunerne, jf. lovens § 80, stk. 4. Amtsvalgbestyrelsen skal i sin valgbog indføre resultatet af den fornyede fintælling. 10. Opgørelsen af valget 10.1. Tilrettelæggelsen af og grundlaget for opgørelsen Opgørelsen af kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget foretages af kommunevalgbestyrelsen henholdsvis amtsvalgbestyrelsen. Opgørelsen foretages på grundlag af de resultater af fintællingen, der er anført i de pågældende valgbøger, jf. afsnit 9.4 og 9.6. Opgørelsen af amtsrådsvalget foretages således på grundlag af de valgbøger for amtsrådsvalget, som amtsvalgbestyrelsen har modtaget fra valgbestyrelsen i kommunerne. Amtsvalgbestyrelsen kan dog beslutte at foretage en fornyet fintælling, enten af alle stemmer, der er afgivet til amtsrådsvalget, eller bestemte grupper af disse, jf. afsnit 9.6. Hvis amtsvalgbestyrelsen har foretaget fornyet fintælling, lægges resultatet af denne til grund for opgørelsen af amtsrådsvalget, jf. lovens § 79. Amtsvalgbestyrelsen skal i sin valgbog nøje redegøre for grundlaget for opgørelsen af amtsrådsvalget. Opgørelsen af valget skal efter lovens § 79, stk. 1, ske senest dagen efter, at fintællingen har fundet sted, dvs. senest torsdag den 22. november 2001 . Har amtsvalgbestyrelsen besluttet at foretage fornyet fintælling, skal opgørelsen af amtsrådsvalget ske senest dagen efter, at amtsvalgbestyrelsen har modtaget stemmesedlerne fra kommunerne, jf. lovens § 80, stk. 4. Den tidligere gældende regel om, at hver af de opstillede kandidater har ret til at overvære valgbestyrelsens endelige opgørelse af valget, er ophævet ved 1989-loven. Opgørelsen kan eventuelt tilrettelægges således, at resultaterne, efterhånden som de foreligger, kan bekendtgøres for kandidater og andre interesserede. 10.2. Mandaternes fordeling på kandidatlister Reglerne om mandatfordelingen findes i lovens §§ 81 - 83. Fordelingen af mandater mellem de forskellige kandidatlister sker efter d'Hondts metode. Hver kandidatlistes stemmetal divideres med 1, 2, 3 osv., indtil der er foretaget et så stort antal divisioner som det antal mandater, der højst kan ventes at tilfalde listen. Den kandidatliste, der har den største af de fremkomne kvotienter, får det første mandat, den næststørste kvotient giver ret til det andet mandat og så fremdeles. Er kvotienterne lige store, foretages lodtrækning. Har der ved valget været anmeldt listeforbund eller valgforbund, sammenlægges stemmetallene for de kandidatlister, som listeforbundet består af, og stemmetallene for de kandidatlister og/eller listeforbund, som valgforbundet består af, forinden divisionen med 1, 2, 3 osv. begynder. De forbundne lister regnes således foreløbig for en enhed. Mandatfordelingen foretages da i første omgang mellem 1) kandidatlister, som ikke har indgået nogen art af forbund, 2) listeforbund, som ikke deltager i valgforbund, og 3) valgforbund. Derefter fordeles efter samme metode de mandater, som er tilfaldet et valgforbund, mellem de listeforbund og kandidatlister, hvoraf valgforbundet består. Endelig fordeles de mandater, der er tilfaldet et listeforbund, mellem de kandidatlister, hvoraf dette forbund består. Fremgangsmåden ved beregningen af mandatfordelingen er i bilag 9 belyst ved gennemgang af et konkret eksempel. 10.3. Kandidatudvælgelsen For kandidatlister, der har fået et eller flere mandater, foretages kandidatudvælgelse og fastlægges stedfortræderrækkefølge efter reglerne i lovens §§ 85 - 86 og § 91, stk. 2, 2. pkt. Hvis kandidaterne er sideordnet opstillet , tilfalder kandidatlistens mandater kandidaterne i rækkefølge efter størrelsen af deres personlige stemmetal. Listestemmerne er således uden betydning ved kandidatudvælgelsen. Hvis de personlige stemmetal er lige store, foretager valgbestyrelsen lodtrækning. Stedfortræderne udtages på tilsvarende måde i rækkefølge efter størrelsen af de personlige stemmetal, og således at der foretages lodtrækning i tilfælde af stemmelighed. Hvis kandidaterne er opstillet i en bestemt rækkefølge (partiliste), foretages kandidatudvælgelsen på følgende måde: Først udregnes kandidatlistens fordelingstal ved at dividere kandidatlistens samlede stemmetal med et tal, der er én større end det antal mandater, der er tilfaldet kandidatlisten. Det herved fremkomne tal forhøjes, uanset om det er et helt tal, til det næste hele tal. Dvs. fordelingstallet = stemmetal mandater + 1 forhøjet til det næste hele tal. Hvor der har været anmeldt valgforbund og/eller listeforbund, beregnes fordelingstallet særskilt for hver af de forbundne lister. 1. De kandidater, der har opnået et personligt stemmetal, der er lig med eller større end fordelingstallet, er valgt. 2. Kandidater, der har opnået færre personlige stemmer end fordelingstallet, tildeles i rækkefølge efter deres nummer på partilisten, og så langt listestemmerne rækker, et så stort antal stemmer, at summen af personlige stemmer og listestemmer udgør fordelingstallet. Kandidater, der på denne måde opnår et stemmetal, der er lig med fordelingstallet, er valgt. 3. Opnås det ikke herved at få besat de mandater, der er tilfaldet kandidatlisten, er de øvrige kandidater valgt i rækkefølge efter størrelsen af de opnåede stemmetal (personlige stemmer og listestemmer tilsammen). Har to eller flere kandidater opnået samme stemmetal, er den eller de kandidater, der står først på partilisten, valgt. 4. Kandidater, der opnår valg efter reglerne i nr. 1 og 2, er valgt i partilistens rækkefølge. 5. Stedfortræderne udtages i rækkefølge efter størrelsen af de opnåede stemmetal (personlige stemmer og listestemmer tilsammen), og således, at partilistens rækkefølge er afgørende ved stemmelighed. I bilag 10 er fremgangsmåden ved kandidatudvælgelsen og fastlæggelsen af stedfortræderrækkefølge i tilfælde, hvor der er anmeldt partiliste, belyst ved gennemgang af et konkret eksempel. 10.4. Færdiggørelse af valgbogen og sammenpakning af stemmemateriale m.v. Underretning af de valgte og stedfortræderne Resultatet af opgørelsen af valget indføres i valgbogen i overensstemmelse med de retningslinier herfor, der fremgår af valgbøgerne. Kommunevalgbestyrelsen og amtsvalgbestyrelsen underskriver valgbogen for kommunalbestyrelsesvalget henholdsvis amtsrådsvalget straks efter valgets opgørelse. Valgbogen for kommunalbestyrelsesvalget afleveres til kommunalbestyrelsen, der opbevarer valgbogen som angivet i lovens § 106. Valgbogen for amtsrådsvalget afleveres til amtsrådet, der opbevarer valgbogen som angivet i lovens § 106. Stemmesedlerne og det øvrige valgmateriale sammenpakkes og opbevares som angivet i lovens § 88, stk. 1 og 2, jf. § 89, stk. 2, samt § 106. Stemmesedlerne og det øvrige valgmateriale for såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget opbevares af kommunalbestyrelsen. Amtsrådet opbevarer dog det valgmateriale, amtsrådet eller amtsvalgbestyrelsen har modtaget i forbindelse med amtsrådsvalget. Har amtsvalgbestyrelsen foretaget en fornyet fintælling, opbevares stemmesedlerne til amtsrådsvalget af amtsrådet. Valgbestyrelsen underretter de valgte kandidater om, at de er valgt, og underretter de ikke valgte kandidater om, at de er stedfortrædere med angivelse af rækkefølgen på stedfortræderlisten, jf. lovens § 90 og § 91, stk. 4. 10.5. Indsendelse af valgbogskopi til Indenrigsministeriet Valgbestyrelsen skal indsende en kopi af valgbogen til Indenrigsministeriet senest dagen efter valgets opgørelse, dvs. fredag den 23. november 2001 . Har amtsvalgbestyrelsen besluttet at foretage fornyet fintælling, skal indsendelsen af valgbogen for amtsrådsvalget dog ske senest to dage efter, at amtsvalgbestyrelsen har modtaget stemmesedlerne fra kommunerne, jf. afsnit 10.1. Valgbestyrelsen i kommunen skal indsende kopi af valgbogen for kommunalbestyrelsesvalget, jf. lovens § 88, stk. 3, mens amtsvalgbestyrelsen skal indsende en kopi af valgbogen for amtsrådsvalget, jf. lovens § 89, stk. 3. Tillige med valgbøgerne bedes indsendt en annulleret stemmeseddel. Ved »kopi« forstås en bekræftet fotokopi. I stedet for en bekræftet fotokopi kan indsendes en bekræftet afskrift. Der skal ikke indsendes kopi af afstemningsbøgerne. Der skal heller ikke indsendes kopi af valgbogen for amtsrådsvalget i de enkelte kommuner. 11. Fritagelse for valg. Valgklager Enhver, der er valgbar, har pligt til at modtage valg. En valgt kandidat skal dog efter anmodning fritages for at modtage valg, såfremt den valgte på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for at modtage valg, jf. lovens § 92, stk. 2. 60-års-alder og tidligere medlemskab af kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan ikke påberåbes som grund til fritagelse for at modtage valg, men alene som fritagelsesgrund for at opstille til valg. Anmodning om fritagelse for valg skal indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet senest 10 dage efter valgdagen, dvs. senest fredag den 30. november 2001 . Valgklager skal indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet senest ugedagen efter valgdagen, dvs. senest tirsdag den 27. november 2001 . 12. Opbevaring og kassation af valgmateriale Valgmateriale til såvel kommunalbestyrelsesvalget som amtsrådsvalget opbevares af kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med reglerne i lovens § 106. Amtsrådet opbevarer dog valgbogen til amtsrådsvalget samt det valgmateriale, amtsrådet eller amtsvalgbestyrelsen har modtaget i forbindelse med amtsrådsvalget. Har amtsvalgbestyrelsen foretaget en fornyet fintælling, opbevares stemmesedlerne til amtsrådsvalget af amtsrådet. Når klagefristen er udløbet, og eventuelle klager over valget er endeligt afgjort, skal valglisterne, valgkortene, stemmesedlerne samt brevstemmematerialet tilintetgøres. Øvrigt valgmateriale, herunder afstemningsbøgerne og valgbøgerne, opbevares efter reglerne i lov om offentlige arkiver m.v., jf. Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 13 af 17. januar 1996 om bevaring og kassation af kommunernes og amtskommunernes arkivalier og Rigsarkivets cirkulære nr. 17 af 25. januar 1996 om bevaring af primærkommunernes arkivalier. Tilintetgørelse henholdsvis opbevaring af brevstemmer, der modtages efter valgdagen, skal fortsat ske efter de principper, der var angivet i §§ 5 og 6 i Indenrigsministeriets tidligere cirkulære nr. 64 af 3. maj 1989 om brevstemmeprotokollers indhold og udformning. Cirkulæret er nu erstattet af cirkulære nr. 54 af 8. maj 2001. Brevstemmer, der modtages efter valgdagen, men inden klagefristen er udløbet, og eventuelle klager over valget er endeligt afgjort, skal således som udgangspunkt tilintetgøres sammen med valglisterne, valgkortene og stemmesedlerne. Hvis det må antages, at det drejer sig om en brevstemme til det kommende folketingsvalg, herunder en brevstemme afgivet af en sømand eller dennes medsejlende ægtefælle efter reglen i folketingsvalglovens § 58, stk. 3, skal brevstemmen opbevares til førstkommende folketingsvalg og registreres i brevstemmeprotokollen til førstkommende folketingsvalg, når denne er oprettet. 13. Afholdelse af udgifterne ved valget Reglerne om afholdelse af udgifterne ved de kommunale valg indeholdes i lovens § 107. Udgifterne ved de kommunale valg afholdes af kommunerne. Amtskommunerne afholder dog udgifterne til de foranstaltninger, som efter loven påhviler amtsrådet eller amtskommunens valgbestyrelse. Ved omvalg til amtsrådet afholdes samtlige udgifter til valget af amtskommunen. Opmærksomheden henledes på, at amtskommunerne ikke mere har pligt til at afholde udgifterne til de tryksager (afstemningsbøger og valgbøger m.v.), som kommunerne skal benytte i forbindelse med amtsrådsvalget. Udgifter til stemmekasser til amtsrådsvalget skal ligeledes afholdes af kommunerne. Udgifterne til brevstemmematerialet afholdes endvidere af statskassen. Portoudgifter til forsendelse af brevstemmer afholdes af den myndighed, institution, skib eller havanlæg, som stemmemodtageren repræsenterer. 14. Formularer m.v. til brug ved valget Formularer til brug ved valget, herunder formularer til kandidatanmeldelser, brevstemmeprotokoller samt afstemningsbøger, kan købes hos Lyreco Danmark A/S, Fabriksparken 54-56, Postboks 1332, 2600 Glostrup, tlf. 43 45 15 16, telefax 43 45 19 99. Samme sted kan for Indenrigsministeriets regning rekvireres brevstemmemateriale og ansøgningsskemaer til brug ved anmodning om brevstemmeafgivning i hjemmet.

Underskrift 1

Indenrigsministeriet, den 24. september 2001 Karen Jespersen /Anne Birte Pade

Bilag 1

Bilag 1 Oversigt over bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger om kommunale valg Oversigten vedrører bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger udstedt i medfør af lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 263 af 18. april 2001. Bekendtgørelser Bekendtgørelse nr. 300 af 17. maj 1989 om brevstemmeafgivning på sygehuse Bekendtgørelse nr. 302 af 17. maj 1989 om brevstemmeafgivning i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene Bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg som ændret ved bekendtgørelse nr. 308 af 3. maj 2001 Bekendtgørelse nr. 645 af 12. oktober 1989 om valgagitation som ændret ved bekendtgørelse nr. 828 af 25. november 1998 Bekendtgørelse nr. 170 af 22. marts 1999 om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem som ændret ved bekendtgørelse nr. 304 af 3. maj 2001 Bekendtgørelse nr. 171 af 22. marts 1999 om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger som ændret ved bekendtgørelse nr. 305 af 3. maj 2001 Bekendtgørelse nr. 439 af 31. maj 2001 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg Cirkulærer Cirkulære nr. 54 af 8. maj 2001 om brevstemmeprotokollers indhold og udformning Vejledninger Vejledning nr. 188 af 8. oktober 1990 om brevstemmeafgivning på danske skibe i udenrigsfart og danske havanlæg

Bilag 2

Bilag 2

Oversigt over ændringer af reglerne om kommunale valg Siden afholdelsen af kommunale valg den 18. november 1997 er lov om kommunale valg ændret ved lov nr. 255 af 4. maj 1998 og ved lov nr. 214 af 28. marts 2001. En ny bekendtgørelse af lov om kommunale valg er udsendt som lovbekendtgørelse nr. 263 af 18. april 2001. Oversigt over lovændringerne Ved § 2 i lov nr. 255 af 4. maj 1998 om ændring af lov om valg til Folketinget, lov om kommunale valg og lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (Ændringer vedrørende brevstemmeafgivning som følge af lov om social service m.v.) er reglerne om brevstemmeafgivning i institutioner m.v. ændret som følge af lov om social service (lovens § 60, stk. 1). De institutionstyper, der er opregnet i § 60, stk. 1, er herved blevet afgrænset efter deres status efter lov om social service. Om betydningen heraf henvises endvidere til beskrivelsen nedenfor af nye bekendtgørelser om brevstemmeafgivning. Ved ændringsloven er det endvidere fastslået, at det valgmateriale, der ikke skal tilintetgøres, når eventuelle klager over valget er endeligt afgjort, skal opbevares efter reglerne i lov om offentlige arkiver (lovens § 106, stk. 3). Ved lov nr. 214 af 28. marts 2001 om ændring af lov om kommunale valg (Ændringer vedrørende valgret og valglister, kandidatlister, brevstemmeafgivning m.v.) er der sket en række ændringer af reglerne i loven om kommunale valg. Ved ændringsloven er det bl.a. præciseret, at personer, der efter reglerne i lov nr. 426 af 31. maj 2000 om Det Centrale Personregister (CPR-loven) opfylder betingelserne for at være tilmeldt folkeregistret i kommunen, anses for at have fast bopæl i kommunen henholdsvis den amtskommune, hvori kommunen er beliggende, og dermed for at opfylde denne valgretsbetingelse (lovens § 1, stk. 3). Det gælder også vælgere, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, samt under visse betingelser deres ægtefæller, registrerede partnere og samlevere, såfremt de har taget ophold i udlandet i forbindelse med den beordrede tjeneste fra og med den 1. juli 2000, hvor de efter de nye regler i CPR-loven ikke registreres som udrejst, jf. CPR-lovens § 24, stk. 5 og 6. Ved ændringsloven er fristen for tilflytteres optagelse på valglistens hovedliste afkortet fra 18 dage til 15 dage før valgdagen (lovens § 8). Fristen for tilflytteres optagelse på valglistens tilflytterliste er som hidtil 7 dage før valgdagen.

Endvidere er der ved ændringsloven gennemført en række ændringer i reglerne for anvendelse af listebetegnelser, som valgbestyrelsen skal påse ved undersøgelsen af, om de rettidigt indleverede kandidatlister er gyldige. I lighed med reglerne for tildeling af bogstavbetegnelser præciseres det, at kandidatlister for et parti, der pr. 1. august i valgåret er opstillingsberettiget til folketingsvalg, skal anvende partiets navn eller en betegnelse, hvori dette navn indgår, ligesom navnet på et sådant parti eller en betegnelse, hvori dette navn indgår, eller som kan give anledning til forveksling med kandidatlister for et sådant parti, ikke kan anvendes af andre kandidatlister (lovens § 24 a, stk. 1 og 2). Det præciseres endvidere, at en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord (RV, CD osv.) ligesom som hidtil enkelte bogstaver (A, B osv.) ikke kan anvendes som listebetegnelse (lovens § 24 a, stk. 3). Som noget nyt fastslås det, at en listebetegnelse, såfremt det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag har eneret til listebetegnelsen, ikke kan anvendes uden samtykke fra indehaveren af eneretten, ligesom en godkendelse af kandidatlisten i disse tilfælde kan tilbagekaldes (lovens § 24 a, stk. 4 og 5). Ved ændringsloven gives der mulighed for, at ikke blot en stiller, men også en kandidat på kandidatlisten kan anføres som den person, som valgbestyrelsen med frigørende virkning kan rette henvendelse til vedrørende kandidatlisten (kontaktpersonen) (lovens § 25, stk. 3). Endvidere gives der mulighed for, at ikke blot en eller flere stillere, men også en eller flere kandidater kan bemyndiges på kandidatlisten til at anmelde og meddele tilbagetrækning af listeforbund og valgforbund (lovens § 40, stk. 1 og § 41, stk. 1). Bemyndigelsen hertil anses for givet til de pågældende hver for sig, medmindre det på kandidatlisten er angivet, at bemyndigelsen er givet til de pågældende i forening (lovens § 40, stk. 2, og § 41, stk. 2). Ved ændringsloven er det ligeledes fastsat, at der i stedet for den ene af de to tilforordnede vælgere, der efter de gældende regler skal virke som stemmemodtagere ved brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem, kan medvirke en ansat i kommunens forvaltning som stemmemodtager (lovens § 61, stk. 2). Det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning herom.

Ved ændringsloven forlænges perioden, inden for hvilken der kan afgives brevstemme på folkeregistrene, idet der nu fra den 3. tirsdag i august måned i valgåret mod hidtil fra 3 uger før valgdagen kan brevstemmes på folkeregistrene (lovens § 62). Ved ændringsloven ophæves bestemmelsen om, at der ved brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg anvendes samme brevstemmemateriale som til folketingsvalg. I stedet anvendes de nævnte steder samme brevstemmemateriale, som anvendes ved brevstemmeafgivning her i landet til kommunale valg (lovens § 66, stk. 1). Ved ændringsloven gennemføres der en ændring i reglerne for, i hvilket afstemningsområde i kommunen brevstemmer skal medregnes (lovens § 70, stk. 4). Udgangspunktet er som hidtil, at brevstemmer medregnes i det afstemningsområde, hvor de pågældende vælgere er optaget på valglisten. Hvis der for et afstemningsområde er modtaget færre end fem brevstemmer, er det nu fastsat, at brevstemmerne skal overføres til et andet afstemningsområde, hvor der er modtaget mindst fem brevstemmer. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilket andet afstemningsområde brevstemmerne skal overføres til. Det er angivet, hvilken fremgangsmåde valgstyrerne skal følge ved gennemgangen af brevstemmerne med henblik på at optage vælgeren på valglisten for det nye afstemningsområde og slette vælgeren af valglisten for det oprindelige afstemningsområde. Ved ændringsloven er det endvidere præciseret, at mindst to valgstyrere skal medvirke ved gennemgangen af brevstemmerne, herunder ved afgørelsen af, om en brevstemme kan komme i betragtning (lovens § 71, stk. 1). Ved ændringsloven er der indsat en regel i loven om, at en stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds (lovens § 75, stk. 1, nr. 2). Indsættelsen i loven af denne regel medfører ingen ændring af hidtil gældende retstilstand, idet en sådan regel indeholdtes i § 12, stk. 1, i den hidtil gældende bekendtgørelse nr. 678 af 31. oktober 1989 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg. Nye eller ændrede bekendtgørelser Ved bekendtgørelse nr. 828 af 25. november 1998 om ændring af bekendtgørelse om valgagitation er bestemmelsen i § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 645 af 12. oktober 1989 om valgagitation ophævet. Ifølge den nu ophævede bestemmelse måtte opslag af plakater o. lign. i valgagitatorisk øjemed på eller ud til offentlig gade, vej eller plads kun finde sted i tidsrummet mellem kl. 6 og 22.

Ved bekendtgørelse nr. 171 af 22. marts 1999 om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger og bekendtgørelse nr. 170 af 22. marts 1999 om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem er fastsat nye regler om brevstemmeafgivning de nævnte steder. De nye bekendtgørelser er udstedt som følge af de ændringer af loven, der er gennemført ved lov nr. 255 af 4. maj 1998 som følge af, at bistandsloven med virkning fra den 1. juli 1998 afløstes af bl.a. lov om social service. Ændringerne i forhold til hidtil gældende regler består i alt væsentligt i konsekvensændringer som følge af lov om social service. Herudover er der foretaget en præcisering af reglerne om hjælp til stemmeafgivningen samt enkelte ændringer af teknisk karakter. I bekendtgørelsen om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger er herudover foretaget den ændring, at personer, der er ansat i kommunen til at yde personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet, samt hjemmesygeplejersker eller andre aktivt udøvende i kommunens hjemmesygeplejerskeordning, og ikke blot som hidtil ansatte på vedkommende institution, ikke kan udpeges som stemmemodtager ved en institution, boform m.v., hvor de gør tjeneste. Ved bekendtgørelse nr. 305 af 3. maj 2001 om ændring af bekendtgørelse nr. 171 af 22. marts 1999 om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger og bekendtgørelse nr. 304 af 3. maj 2001 om ændring af bekendtgørelse nr. 170 af 22. marts 1999 om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem er der i begge bekendtgørelser som en konsekvens af ændringen ved lov nr. 214 af 28. marts 2001 indarbejdet en adgang for kommunalbestyrelsen til at lade den ene af de to stemmemodtagere være en person udpeget blandt personale ansat i kommunens forvaltning. De gældende bestemmelser om, hvem der ikke kan udpeges som tilforordnet vælger til at virke som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem, udvides til også at gælde ansatte i kommunens forvaltning, der udpeges til at virke som stemmemodtager.

Ved bekendtgørelse nr. 308 af 3. maj 2001 om ændring af bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg er der gennemført den ændring af stemmesedlens udformning, at der øverst på stemmesedlerne til kommunale valg skal anføres følgende tekst: »Sæt x til højre for en listebetegnelse (et partinavn) eller et kandidatnavn. Sæt kun ét x på stemmesedlen«. Ændringen er en følge af en tilsvarende ændring af stemmesedlerne til Europa-Parlamentsvalg, der blev gennemført med virkning fra valget i 1999. Ved bekendtgørelse nr. 439 af 31. maj 2001 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg er der fastsat nye regler om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg. I den nye bekendtgørelse er der foretaget redaktionelle ændringer som følge af lovændringen i 2001, hvor der blev indsat en regel i loven om, at en stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds. Indsættelsen i bekendtgørelsen af denne regel medfører ingen ændring af gældende retstilstand, idet en sådan regel indeholdtes i § 12, stk. 1, i den hidtil gældende bekendtgørelse nr. 678 af 31. oktober 1989 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg. Herudover er foretaget sammenskrivning af nogle af de hidtidige særskilte paragraffer, hvori de enkelte ugyldighedsgrunde er angivet. Sammenskrivningen medfører rent praktisk, at de ugyldige stemmesedler skal specificeres på lidt færre ugyldighedsgrunde end hidtil. Nye eller ændrede cirkulærer Der er udstedt et nyt cirkulære om brevstemmeprotokollers indhold og udformning (cirkulære nr. 54 af 8. maj 2001) . Den væsentligste ændring i cirkulæret i forhold til det hidtil gældende cirkulære er bestemmelsen om, at brevstemmeprotokollen skal indeholde oplysning om, til hvilket afstemningsområde brevstemmer fra afstemningsområder, hvor der er modtaget færre end fem brevstemmer, er overført, og fra hvilke afstemningsområder de pågældende brevstemmer er overført, jf. § 4. Kommunalbestyrelsen bestemmer, til hvilket andet afstemningsområde brevstemmerne skal overføres, jf. lovens § 70, stk. 3. Brevstemmeprotokollen skal være udformet i overensstemmelse med de fortrykte brevstemmeprotokoller, som Indenrigsministeriet har ladet fremstille.

Bilag 3

Bilag 3 Bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved kommunale valg Bilag 3 indeholder bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.

Bilag 4

Bilag 4 Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved kommunale valg Bilag 4 indeholder bekendtgørelse nr. 308 af 3. maj 2001 om ændring af bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved kommunale valg Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.

Bilag 5

Bilag 5 Udsnit af en stemmeseddel og bemærkninger hertil

Kommunalbestyrelsesvalget 2001 Kattegat Kommune

Sæt x til højre for en listebetegnelse (et partinavn) eller et kandidatnavn Sæt kun ét x på stemmesedlen

L. De Tværpolitiske

1. Øvre Torp 2. Nedre Torp

1. Helge Jensen, gårdejer 1. Niels Sørensen

2. Ria Andersen 2. Ole Hansen, Torpevang

3. Hans Hansen 3. Jens Jensen

4. Hanne Christensen 4. Jenny Hansen

3. Ungdomslisten 4. Krogeløkke

Hans K. Nielsen 1. Agnes Pedersen

Else Steen Christensen 2. O. Jensen

Ole Hansen, Hørhaven

Lars Larsen

Lene Larsen

M. De Tværpolitiske

Marie Petersen

Helge Jensen, lærer

Otto Sørensen

Niels Pedersen

Chr. H. Andersen

Helge Christensen

Otto Ole Hansen

S. Sørensen

Gerda Bang

Arne Andersen

Anna Larsen Bemærkninger til det viste udsnit af en stemmeseddel Som eksempel er vist et udsnit af en stemmeseddel i en kommune, hvis kommunalbestyrelse består af ni medlemmer. Udsnittet omfatter fem kandidatlister, der alle har samme listebetegnelse. De fire første kandidatlister har til listebetegnelsen en tilføjelse, der angiver et særligt lokalt eller andet tilhørsforhold. De har efter anmodning fået tildelt samme bogstavbetegnelser og har derefter anmeldt listeforbund. Den femte kandidatliste har ikke anmodet om at få tildelt samme bogstavbetegnelse som de øvrige fire og er derfor blevet tildelt en særskilt bogstavbetegnelse. Det forudsættes i eksemplet, at ingen af de nævnte fem kandidatlister har eneret til listebetegnelsen. Såfremt det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en af kandidatlisterne har eneret til listebetegnelsen, kan listebetegnelsen kun anvendes af de andre kandidatlister, hvis indehaveren af eneretten har samtykket heri, jf. afsnit 6.5. ovenfor. De fire lister, der har indgået listeforbund, er opført på stemmesedlen som foreskrevet i lovens § 46, stk. 3, jf. § 9 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg. For at undgå, at stemmesedlen får en uhensigtsmæssig bredde, er de fire kandidatlisters rubrikker anbragt i to rækker under hinanden. I første række er i vandret rækkefølge anbragt listerne med numrene 1 og 2 og i anden række er i vandret rækkefølge anbragt listerne med numrene 3 og 4. På de fire kandidatlister, der har indgået listeforbund, er i alt opstillet 15 kandidater. Det maksimalt tilladte antal kandidater er 17, dvs. 8 mere, end der skal vælges. På den 5. kandidatliste er opstillet 11 kandidater. Det maksimalt tilladte antal kandidater er 13, dvs. 4 mere, end der skal vælges. For de kandidatlister, hvor kandidaterne er opstillet i en bestemt rækkefølge (partiliste), er ud for kandidaternes navne sat et nummer, der angiver denne rækkefølge. For de kandidatlister, der har sideordnet opstilling, er der ikke sat numre ud for kandidaternes navne. Som det vil ses, har kandidaterne i to tilfælde samme navn, henholdsvis Helge Jensen og Ole Hansen. I disse tilfælde - og i andre tilfælde, hvor valgbestyrelsen skønner, at der kan ske forveksling af kandidaternes navne - skal der i forlængelse af navnene anføres en kortfattet betegnelse på enten stilling eller bopæl på de pågældende kandidater, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1989 om stemmesedler til brug ved kommunale valg. Efter de to personer, der hedder Helge Jensen, er tilføjet deres stilling som gårdejer henholdsvis lærer, hvorimod der efter de to personer, der hedder Ole Hansen, er tilføjet deres bopæl i Torpevang henholdsvis Hørhaven.

Bilag 6

Bilag 6 Cirkulære om brevstemmeprotokollers indhold og udformning Bilag 6 indeholder cirkulære nr. 54 af 8. maj 2001 om brevstemmeprotokollers indhold og udformning Cirkulæret er udeladt her, da det har været offentliggjort i Ministerialtidende, samt forefindes i Retsinformation.

Bilag 7

Bilag 7 Bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg Bilag 7 indeholder bekendtgørelse nr. 439 af 31. maj 2001 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.

Bilag 8

Bilag 8

NOTAT om forskellen mellem den nye og den hidtil gældende bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg Ved bekendtgørelse nr. 439 af 31. maj 2001 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg er der fastsat nye regler om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg. Bekendtgørelsen afløser den hidtil gældende bekendtgørelse nr. 678 af 31. oktober 1989 om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg. I den nye bekendtgørelse er der foretaget redaktionelle ændringer som følge af lovændringen i 2001, hvor der blev indsat en regel i loven om, at en stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds. Indsættelsen i bekendtgørelsen af denne regel medfører ingen ændring af gældende retstilstand, idet en sådan regel indeholdtes i § 12, stk. 1, i den hidtil gældende bekendtgørelse. Herudover er foretaget sammenskrivning af nogle af de hidtidige særskilte paragraffer, hvori de enkelte ugyldighedsgrunde er angivet. Den nye bekendtgørelse indebærer ingen indholdsmæssige ændringer af reglerne om bedømmelse af stemmesedlers gyldighed. Nedenfor er anført bemærkninger til de enkelte paragraffer bestemmelser i den nye bekendtgørelse. Til § 1 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 11. Til § 2 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 20. Til § 3 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 1. Til § 4 Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt. er en konsekvens af lovændringen. Indholdsmæssigt indeholdes den pågældende ugyldighedsgrund i den hidtil gældende § 12, stk. 1, hvorefter en stemmeseddel er ugyldig, såfremt den i stedet for eller foruden med kryds er afmærket med bogstav, cirkel eller andet mærke, der ikke har karakter af et kryds. Ved bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., tydeliggøres, at den hidtil gældende § 12, stk. 1, for så vidt angår de tilfælde, hvor der i stedet for kryds er sat andet mærke, der ikke har karakter af et kryds, videreføres ved lovændringen. Ved bestemmelsen i stk. 2 fastslås, at stemmesedler, der i stedet for med kryds er afmærket med overstreget, udvisket eller halvt kryds (dvs. en lodret, vandret eller skrå streg), skal bedømmes efter den særlige bestemmelse herom, der indeholdes i § 9, stk. 1, der svarer til hidtil gældende § 6, stk. 1.

Den hidtil gældende § 12, stk. 1, videreføres for så vidt angår stemmesedler, der foruden med kryds er afmærket med bogstav, cirkel eller andet mærke, der ikke har karakter af et kryds, som § 14, stk. 1, jf. bemærkningerne nedenfor til denne bestemmelse. Til §§ 5-13 Bestemmelserne svarer til de hidtil gældende §§ 2-10. Til § 14 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 12 for så vidt angår de tilfælde, hvor der foruden kryds er sat andet mærke, der ikke har karakter af et kryds. De tilfælde, omfattet af den hidtil gældende § 12, hvor der i stedet for kryds er sat andet mærke, der ikke karakter af et kryds, videreføres med den nye bestemmelse i § 4, jf. bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse. Til § 15 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 13. Til § 16 Ved bestemmelsen er foretaget en sammenskrivning af de hidtil gældende §§ 14 og 15. Til § 17 Ved bestemmelsen er foretaget en sammenskrivning af de hidtil gældende §§ 16-18. Bestemmelsens 2. pkt. svarer til den hidtil gældende § 17, andet led, og bestemmelsens 3. pkt. til den hidtil gældende § 18, 2. pkt., idet det for begge punktummers vedkommende er præciseret, at de heri nævnte kendsgerninger ikke betragtes som særpræg. Til § 18 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 19. Til §§ 19-24 Bestemmelserne svarer til de hidtil gældende §§ 21-26. De angivne eksempler i § 21, stk. 2 ( den hidtil gældende § 23, stk. 2) på uofficielle bogstavbetegnelser er ajourført under hensyn til nye partier i Folketinget. Tilsvarende ændring er foretaget i § 24, stk. 3 (den hidtil gældende § 26, stk. 3). Til § 25 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 27. Som en konsekvens af den hidtil gældende § 31, 2. pkt., hvorefter udfyldning af en brevstemmeseddel på forsiden uden for de fortrykte rubrikker ikke i sig selv medfører ugyldighed, er det præciseret, at en sådan udfyldning ikke i sig selv er til hinder for, at der kan foreligge den fornødne sikkerhed for, hvilken kandidatliste eller hvilket listeforbund vælgeren har villet give sin stemme. Til § 26 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 28. Til § 27 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 29. Bestemmelsens ordlyd er præciseret i overensstemmelse med lov om kommunale valg § 75, stk. 2, nr. 5. Til §§ 28 og 29

Bestemmelserne svarer til de hidtil gældende §§ 30 og 32. Til § 30 Ved bestemmelsen er foretaget en sammenskrivning af de hidtil gældende §§ 31, 33 og 34. Som en konsekvens af den hidtil gældende § 31, 2. pkt., hvorefter udfyldning af en brevstemmeseddel på forsiden uden for de fortrykte rubrikker ikke i sig selv medfører ugyldighed, er det i bestemmelsens 2. pkt. præciseret, at en sådan udfyldning ikke betragtes som særpræg. Bestemmelsens 3. pkt. svarer til den hidtil gældende § 33, andet led, og bestemmelsens 4. pkt. til den hidtil gældende § 34, 2. pkt., idet det for begge punktummers vedkommende er præciseret, at de heri nævnte kendsgerninger ikke betragtes som særpræg. Til § 31 Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 35. I § 31, stk. 2, er opregningen af ugyldighedsgrunde, hvorunder en stemmeseddel skal registreres, selv om stemmesedlen også er ugyldig i medfør af en foranstående bestemmelse i bekendtgørelsen, ændret som en konsekvens af, at bestemmelsen i den hidtil gældende § 31 om ugyldighed som følge af, at brevstemmesedlen er udfyldt på bagsiden, er bortfaldet som særskilt ugyldighedsgrund. Til § 32 Der er tale om en ikrafttrædelsesbestemmelse.

Bilag 9

Bilag 9 Mandaternes fordeling på kandidatlister I det følgende eksempel er der foretaget en trinvis gennemregning af mandatfordelingen på grundlag af et tænkt valgresultat. Ved valget er der anmeldt 9 kandidatlister, og der skal vælges 11 kandidater. Kandidatliste J. har ikke indgået forbund. Mellem listerne N.1 og N.2 er indgået listeforbund (N), og mellem listerne O.1, O.2 og O.3 er ligeledes indgået listeforbund (O). Mellem listeforbund N og O er indgået valgforbund. Endvidere er der indgået listeforbund mellem listerne T.1 og T.2 (T) og valgforbund mellem listeforbund T og liste Ø. I eksemplet er forudsat, at der ikke er tilfaldet et listeforbund stemmer, der ikke kan henføres til de enkelte kandidatlister inden for forbundet.

Kandidatliste J. N.1 N.2 O.1 O.2 O.3 T.1 T.3 Ø.

Antal stemmer 444 57 73 28 38 27 54 129 70

130 93 183

223 253

Div. 1 444 1) 223 3) 253 2)

Div. 2 222 4) 111 1/2 7) 126 1/2 6)

Div. 3 148 5) 74 1/3 11) 84 1/3 10)

Div. 4 111 8) 55 3/4 63 1/4

Div. 5 88 4/5 9)

Div. 6 74

Antal mandater 5 3 3 Bemærkninger til 1. trin : De 11 største kvotienter giver mandat til listerne i den rækkefølge, som er angivet med små tal 1 - 11. Valgforbundet N og O har opnået 3 mandater, nemlig nr. 3, 7 og 11, og skal dele disse mellem sig efter stemmetal med benyttelse af samme metode, jf. 2. trin.

2. trin :

Listeforbund N. O.

Antal stemmer 130 93

Div. 1 130 1)=3) 93 2)=7)

Div. 2 65 3)=11) 46 1/2

Div. 3 431/3

Antal mandater 2 1 Bemærkninger til 2. trin : Listeforbundet N.1 og N.2 har opnået 2 mandater og skal dele disse mellem sig efter stemmetal med benyttelse af samme metode, jf. 3. trin. Listeforbundet O.1, O.2 og O.3 har opnået 1 mandat, der tilfalder den liste, som har det største stemmetal, dvs. liste O.2.

3. trin :

Kandidatliste N.1 N.2

Antal stemmer 57 73

Div. 1 57 2)=11) 73 1)=3)

Div. 2 28 1/2 36 1/2

Antal mandater 1 1

4. trin :

Listeforbund T.

Kandidatliste Ø.

Antal stemmer 183 70

Div. 1 183 1)=2) 70 3)=10)

Div. 2 91 1/2 2)=6) 35

Div. 3 61

Antal mandater 2 1 Bemærkninger til 4. trin : Valgforbundet T og Ø har opnået 3 mandater, nemlig nr. 2, 6 og 10, og skal dele disse mellem sig efter stemmetal med benyttelse af samme metode. Listeforbundet T.1 og T.2 har fået 2 mandater, nemlig nr. 2 og 6, og skal dele disse mellem sig efter stemmetal med benyttelse ligeledes af samme metode, jf. 5. trin. Liste Ø har opnået 1 mandat.

5. trin :

Kandidatliste T.1 T.2

Antal stemmer 54 129

Div. 1 54 129 1)=2)

Div. 2 64 1/2 2)=6)

Div. 3 43

Antal mandater 0 2 Herefter bliver resultatet af gennemregningen af mandatfordelingen: Kandidatliste J : 5 mandater (nr. 1, 4, 5, 8 og 9) Kandidatliste N.1 : 1 mandat (nr. 11) Kandidatliste N.2 : 1 mandat (nr. 3) Kandidatliste O.2 : 1 mandat (nr. 7) Kandidatliste T.2 : 2 mandater (nr. 2 og 6) Kandidatliste Ø : 1 mandat (nr. 10)

Bilag 10

Bilag 10 Kandidatudvælgelsen ved partilisteopstilling Kandidatudvælgelsen og bestemmelsen af stedfortræderrækkefølgen i tilfælde, hvor kandidaterne er opstillet i en bestemt rækkefølge (partiliste), er illustreret i følgende eksempel: På en kandidatliste med 11 kandidater er i alt afgivet 444 stemmer, der fordeler sig med 272 personlige stemmer og 172 listestemmer. Listen har fået 5 mandater, og listens fordelingstal er 444: (5 + 1) = 74 forhøjet til 75. De på de enkelte kandidater afgivne personlige stemmer samt fordelingen af listestemmerne er som anført nedenfor.

Kandidat Personlige stemmer Liste- stemmer I alt Valgte Sted- fortrædere

Nr. 1 30 45 75 nr. 1

Nr. 2 10 65 75 nr. 2

Nr. 3 18 57 75 nr. 3

Nr. 4 14 5 19 nr.3

Nr. 5 17 17 nr. 4

Nr. 6 7 7 nr. 6

Nr. 7 43 43 nr. 5

Nr. 8 20 20 nr. 2

Nr. 9 79 79 nr. 4

Nr. 10 23 23 nr. 1

Nr. 11 11 11 nr. 5

Tilsammen 272 172 444 5 6 Bemærkninger til eksemplet : De kandidater, der har opnået fordelingstallet eller derover, er valgte, altså nr. 1, 2, 3 og 9. Disse er valgt i partilistens rækkefølge. Kandidat nr. 7 er ligeledes valgt, idet pågældende er den af de kandidater, der ikke har opnået fordelingstallet, der har det højeste stemmetal. Stedfortræderrækkefølgen for de 6 ikke-valgte kandidater bliver herefter: Nr. 10, 8, 4, 5, 11 og 6. INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Indledning

2. Oversigt over opgavefordelingen ved kommunale valg

2.1. Kommunalbestyrelsens opgaver

2.2. Amtsrådets opgaver

2.3. Kommunevalgbestyrelsens opgaver

2.4. Amtsvalgbestyrelsens opgaver

3. Oversigt over tidsfristerne ved de kommunale valg den 20. november 2001

4. Bekendtgørelse om de kommunale valg, valgret, valglister og valgkort

4.1. Bekendtgørelse om de kommunale valg

4.2. Valgret

4.3. Generelt om optagelse på valglisten

4.4. Indberetninger af ændringer vedrørende afstemningsområder og afstemningssteder

4.5. Maskinel udarbejdelse af valglister

4.6. Manuel berigtigelse af valglisten som følge af mangler m.v. vedrørende indberetning til CPR

4.7. Manuel optagelse på valglisten i øvrigt

4.7.1. Manuel optagelse på valglisten af visse vælgere, der tilflytter fra Færøerne eller et andet nordisk land

4.7.2. Manuel optagelse på valglisten af visse vælgere, der ikke har dansk indfødsret og ej heller er statsborgere i et af de øvrige EU-lande eller i Island eller i Norge

4.7.3. Manuel optagelse på valglisten af vælgere, der erhverver dansk indfødsret, eller hvis værgemål med fratagelse af den retlige handleevne ophæves senere end 7 dage før valgdagen

4.8. Manuel slettelse af valglisten i øvrigt

4.9. Særligt om flytning inden for kommunen senere end 15 dage før valgdagen

4.10. Særligt om tilflytning fra en anden kommune eller fra udlandet m.v. senere end 7 dage før valgdagen

4.11. Udsendelse af valgkort

4.12. Bekendtgørelse om udsendelse af valgkort. Indsigelser vedrørende valgkort og valglister

5. Valg m.v. af valgbestyrelser, valgstyrere og tilforordnede vælgere

5.1. Valgbestyrelser

5.2. Valgstyrere

5.3. Tilforordnede vælgere

5.4. Diæter

6. Kandidatlister, liste- og valgforbund, stemmesedler og opslag m.v.

6.1. Frister

6.2. Indlevering af kandidatlister m.v.

6.3. Valgbestyrelsens godkendelse af kandidatlisterne

6.3.1. Fremgangsmåden ved valgbestyrelsens godkendelse

6.3.2. Kandidatlisters gyldighed

6.3.3. Godkendelse af kandidaterne

6.3.4. Underretning til udenlandske kandidater

6.3.5. Godkendelse af bemyndigede stillere og kandidater

6.4. Kandidaternes navne på stemmesedlerne

6.5. Listebetegnelser

6.6. Bogstavbetegnelser

6.7. Listeforbund og valgforbund

6.7.1. Indgåelse af listeforbund og valgforbund

6.7.2. Anmeldelse m.v. af listeforbund og valgforbund

6.8. Bekendtgørelse m.v. af de godkendte kandidatlister og anmeldte forbund

6.9. Stemmesedler og opslag

6.9.1. Stemmesedler

6.9.2. Opslag

6.10. Kandidatlisternes plakatopsætning ved offentlig gade eller vej m.v.

7. Afstemning på valgdagen

7.1. Kommunalbestyrelsens forberedelse af afstemningen

7.2. Den almindelige fremgangsmåde ved stemmeafgivningen

7.3. Reglerne om hjælp til stemmeafgivningen

7.4. Opretholdelse af ro og orden i stemmelokalerne

7.5. Valgagitation ikke tilladt i stemmelokalerne m.v.

7.6. Indsamlinger på afstemningsstederne

7.7. Andre afstemninger samtidig med valg

7.8. Exit polls

7.9. Pressens adgang til stemmelokalerne

8. Brevstemmeafgivning

8.1. De generelle regler om brevstemmeafgivning her i landet

8.2. Særligt om brevstemmeafgivning på folkeregistrene

8.3. Særligt om brevstemmeafgivning på sygehuse og i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene

8.4. Særligt om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem

8.4.1. Betingelserne for brevstemmeafgivning

8.4.2. Udpegning af stemmemodtagere

8.4.3. Gennemførelse af brevstemmeafgivning

8.5. Særligt om brevstemmeafgivning på mindre øer

8.6. Brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg

8.6.1. Brevstemmesteder og -modtagere på Færøerne, i Grønland og i udlandet

8.6.2. Brevstemmesteder og -modtagere på danske skibe i udenrigsfart og danske havanlæg

8.6.3. Tidsrum for brevstemmeafgivning

8.6.4. Brevstemmematerialet

8.6.5. Fremgangsmåden ved brevstemmeafgivning

8.7. Modtagelse og kontrol af brevstemmer

8.7.1. Kommunalbestyrelsens modtagelse og registrering af brevstemmer m.v.

8.7.2. Valgstyrernes kontrol og gennemgang af de modtagne brevstemmer

9. Opgørelse af afstemningen

9.1. Stemmeoptælling på afstemningsstedet

9.2. Bedømmelse af stemmesedler

9.2.1. Bedømmelse af stemmesedler afgivet på afstemningsstedet

9.2.2. Bedømmelse af brevstemmesedler

9.2.3. Registrering af ugyldige stemmesedler, herunder brevstemmesedler

9.3. Valgstyrernes afstemningsbøger

9.4. Kommunevalgbestyrelsens fintælling

9.5. Valgbestyrelsens valgbøger

9.6. Amtsvalgbestyrelsens eventuelle fintælling

10. Opgørelsen af valget

10.1. Tilrettelæggelsen af og grundlaget for opgørelsen

10.2. Mandaternes fordeling på kandidatlister

10.3. Kandidatudvælgelsen

10.4. Færdiggørelse af valgbogen og sammenpakning af stemmemateriale m.v. Underretning af de valgte og stedfortræderne

10.5. Indsendelse af valgbogskopi til Indenrigsministeriet

11. Fritagelse for valg. Valgklager

12. Opbevaring og kassation af valgmateriale

13. Afholdelse af udgifterne ved valget

14. Formularer m.v. til brug ved valget

Bilag

Bilag 1. Oversigt over bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger om kommunale valg

Bilag 2. Oversigt over ændringer af reglerne om kommunale valg

Bilag 3. Bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved kommunale valg

Bilag 4. Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved kommunale valg

Bilag 5. Udsnit af en stemmeseddel og bemærkninger hertil

Bilag 6. Cirkulære om brevstemmeprotokollers indhold og udformning

Bilag 7. Bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg

Bilag 8. Notat om forskellen mellem den nye og den hidtil gældende bekendtgørelse om bedømmelse af stemmesedler afgivet til kommunale valg

Bilag 9. Mandaternes fordeling på kandidatlister

Bilag 10. Kandidatudvælgelsen ved partilisteopstilling

Versioner

  1. 2001-09-24 · til 2002-02-20