Gelex

Vejledning om indførsel af animalske fødevarer fra visse EU-lande med restriktioner

OphævetVersion 2001-10-08fra 2001-10-10 til 2002-04-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/173@2001-10-08/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1

(Til samtlige registrerede importører af animalske fødevarer, bortset fra fisk og fiskevarer, fra andre EU-lande)

Omfang og definition

Vejledningen tager udgangspunkt i §§ 2 og 4, jf. bilag 2, i bekendtgørelse om veterinærkontrol ved indførsel af animalske fødevarer.

Vejledningen omfatter indførsel fra Sardinien af fersk svinekød, kød af opdrættede eller vildtlevende vildsvin, hakket svinekød, tilberedt kød fremstillet af svinekød samt kødprodukter og andre produkter af animalsk oprindelse, som er fremstillet af svinekød.

Vejledningen omfatter indførsel fra Det Forenede Kongerige af fersk kød af svin, kvæg, får og geder samt kød af opdrættet og vildtlevende klovbærende vildt, kødvarer fremstillet af kød af disse dyr samt mælk og mælkeprodukter.

Vejledningen beskriver de attestationer, der skal være påført certifikater eller handelsdokumenter for disse fødevarer, som ved samhandel sendes til andre EU-lande, herunder Danmark, dels fra Sardinien som følge af at der dér er iværksat beskyttelsesforanstaltninger på grund af udbrud af afrikansk svinepest, dels fra Det Forenede Kongerige som følge af, at der dér er iværksat beskyttelsesforanstaltninger på grund af udbrud af mund- og klovesyge.

Ved Det Forenede Kongerige forstås: England, Skotland og Wales.

Afsnit I

Svinekød og produkter fremstillet heraf fra Sardinien

Fersk svinekød, kød af opdrættede eller vildtlevende vildsvin, hakket svinekød og tilberedt kød fremstillet af svinekød, der ved samhandel sendes fra Sardinien til en modtagervirksomhed i f.eks. Danmark, skal ved modtagelsen være ledsaget af et certifikat, der er udstedt af en embedsdyrlæge, og som er forsynet med følgende attestation:

»Kød, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 95/108/EF om beskyttelsesforanstaltninger mod afrikansk svinepest i den italienske region Sardinien.«

Kødprodukter og andre produkter af animalsk oprindelse, som er fremstillet af svinekød, der ved samhandel sendes fra Sardinien til en modtagervirksomhed i f.eks. Danmark, skal ved modtagelsen være ledsaget af et certifikat, der er udstedt af en embedsdyrlæge, og som er forsynet med følgende attestation:

»Kødprodukter, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 95/108/EF om beskyttelsesforanstaltninger mod afrikansk svinepest i den italienske region Sardinien.«

Kravet om at kødprodukter og andre produkter af animalsk oprindelse, som er fremstillet af svinekød, skal være ledsaget af et certifikat gælder ikke for kødprodukter og andre produkter af animalsk oprindelse, som er fremstillet af svinekød, der enten har undergået behandling i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a, i Rådets direktiv 80/215/EØF eller er tilvirket af kød, der hidrører fra svin, som enten er ført ind i regionen Sardiniens område som slagtesvin eller har oprindelse i provinserne Sassari, Oristano eller Cagliari (særlige betingelser), eller er tilvirket af fersk svinekød, der er ført ind i regionen Sardiniens område. Disse fødevarer skal ved modtagelsen være ledsaget af et handelsdokument.

Afsnit II

Beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse mod mund- og klovesyge i Det Forende Kongerige

Fra og med den 23. februar 2001 må Det Forenede Kongerige ikke til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, sende fersk kød af svin, kvæg, får og geder samt kød af opdrættet og vildtlevende klovbærende vildt fra dyr, der er slagtet fra og med den 1. februar 2001.

Det Forenede Kongerige må under overholdelse af særlige vilkår til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, sende fersk kød fra klovbærende dyr, der er slagtet før 1. februar 2001, og kød af dyr, der er født, opdrættet og slagtet uden for Det Forenede Kongerige.

Sådant fersk kød, der ved samhandel sendes til f.eks. Danmark skal være forsynet med et sundhedsmærke som omhandlet i Kommissionens beslutning 2001/304/EF af 11. april 2001 og skal ved modtagelsen være ledsaget af et certifikat, der er udstedt af en embedsdyrlæge, og som er forsynet med følgende attestation: »Kød, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 2001/172/EF af 1. marts 2001 om beskyttelsesforanstaltninger mod mund- og klovesyge i Det Forenede Kongerige.«.

Fra og med den 23. februar 2001 må Det Forenede Kongerige ikke til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, sende kødvarer fremstillet af kød af svin, kvæg, får og geder samt kød af opdrættet og vildtlevende klovbærende vildt, der er slagtet fra og med den 1. februar 2001.

Det Forenede Kongerige må under overholdelse af særlige vilkår til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, sende:

kødvarer fremstillet af kød fra klovbærende dyr, der er slagtet før 1. februar 2001,

kødvarer som har undergået en af de behandlinger, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv nr. 80/215/EØF af 22. januar 1980 om veterinærpolitimæssige problemer i forbindelse med samhandelen med kødprodukter inden for Fællesskabet, som senest ændret ved direktiv 91/687/EØF, (EF-Tidende 1980 L 47 side 4), og

kødprodukter som under tilvirkningen over alt har fået en pH-værdi på under 6.

Sådanne kødvarer eller kødprodukter, der ved samhandel sendes til f.eks. Danmark skal ved modtagelsen være ledsaget af et certifikat, der er udstedt af en embedsdyrlæge, og som er forsynet med følgende attestation: »Kødvarer, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 2001/172/EF af 1. marts 2001 om beskyttelsesforanstaltninger mod mund- og klovesyge i Det Forenede Kongerige.«.

Når kødvarerne opfylder kravene i Rådets direktiv nr. 80/215/EØF, som ændret, og sendes i hermetisk lukkede beholdere eller er blevet forarbejdet på en virksomhed, som anvender HACCP og en kontrollerbar standardprocedure, som sikrer, at behandlingsnormerne opfyldes og registreres, er det dog tilstrækkeligt, at det i det handelsdokument, der ledsager partiet, og som er attesteret i henhold til bestemmelserne i artikel 9 i Kommissionens beslutning 2001/356/EF (EF-Tidende 2001 L 67 side 88), er anført, at de betingelser, der gælder for behandlingen, jf. Rådets direktiv nr. 80/215/EØF, som ændret, er opfyldt.

Fra og med den 23. februar 2001 må Det Forenede Kongerige ikke sende mælk til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark.

Det Forenede Kongerige må under overholdelse af særlige vilkår sende mælk til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, såfremt mælken har undergået:

en første varmebehandling, hvis opvarmningsvirkning mindst svarer til virkningen af en pasteurisering ved mindst 72° C i mindst 15 sekunder, og som er tilstrækkelig til at give en negativ fosfataseprøve, efterfulgt af en yderligere varmebehandling (højpasteurisering, UHT-behandling eller sterilisering), som giver en negativ peroxydaseprøve, eller

en første varmebehandling, hvis opvarmningsvirkning mindst svarer til virkningen af en pasteurisering ved mindst 72° C i mindst 15 sekunder, og som er tilstrækkelig til at give en negativ fosfataseprøve, kombineret med en behandling hvorved pH i hele produktet holdes under 6 i mindst én time.

Sådan mælk, der ved samhandel sendes til f.eks. Danmark skal ved modtagelsen være ledsaget af et certifikat, der er udstedt af en embedsdyrlæge, og som er forsynet med følgende attestation: »Mælk, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 2001/172/EF af 1. marts 2001 om beskyttelsesforanstaltninger mod mund- og klovesyge i Det Forenede Kongerige.«.

Når mælken har undergået en behandling som anført ovenfor under pkt. 1 eller 2 og sendes i hermetisk lukkede beholdere eller er blevet forarbejdet på en virksomhed, som anvender HACCP og en kontrollerbar standardprocedure som sikrer, at behandlingsnormerne opfyldes og registreres, er det dog tilstrækkeligt, at det i det handelsdokument, der ledsager partiet, og som er attesteret i henhold til bestemmelserne i artikel 9 i Kommissionens beslutning 2001/356/EF, er anført, at de betingelser, der gælder for behandlingen, jf. ovenfor under pkt. 1 eller 2, er opfyldt.

Fra og med den 23. februar 2001 må Det Forenede Kongerige ikke til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, sende mælkeprodukter, der er fremstillet fra og med den 1. februar 2001.

Det Forenede Kongerige må under overholdelse af særlige vilkår sende mælkeprodukter til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, såfremt mælkeprodukterne:

er fremstillet før 1. februar 2001, eller

har undergået en varmebehandling til mindst 72 o C i mindst 15 sekunder eller tilsvarende behandling, eller

har undergået en første varmebehandling, hvis opvarmningsvirkning mindst svarer til virkningen af en pasteurisering ved mindst 72° C i mindst 15 sekunder, og som er tilstrækkelig til at give en negativ fosfataseprøve, efterfulgt af en yderligere varmebehandling (højpasteurisering, UHT-behandling eller sterilisering), som giver en negativ peroxydaseprøve, eller

har undergået en første varmebehandling, hvis opvarmningsvirkning mindst svarer til virkningen af en pasteurisering ved mindst 72° C i mindst 15 sekunder, og som er tilstrækkelig til at give en negativ fosfataseprøve, kombineret med en behandling hvorved pH i hele produktet holdes under 6 i mindst én time.

Sådanne mælkeprodukter, der ved samhandel sendes til f.eks. Danmark skal ved modtagelsen være ledsaget af et certifikat, der er udstedt af en embedsdyrlæge, og som er forsynet med følgende attestation: »Mælkeprodukter, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 2001/172/EF af 1. marts 2001 om beskyttelsesforanstaltninger mod mund- og klovesyge i Det Forenede Kongerige.«.

Når mælkeprodukterne har opfylder kravene som anført ovenfor under pkt. 1, 2, 3 eller 4 og sendes i hermetisk lukkede beholdere eller er blevet forarbejdet på en virksomhed, som anvender HACCP og en kontrollerbar standardprocedure, som sikrer, at behandlingsnormerne opfyldes og registreres, er det dog tilstrækkeligt, at det i det handelsdokument, der ledsager partiet, og som er attesteret i henhold til bestemmelserne i artikel 9 i Kommissionens beslutning 2001/356/EF, er anført, at de betingelser, der er fastsat ovenfor under pkt. 1, 2, 3 eller 4, er opfyldt.

Fra og med den 23. februar 2001 må Det Forenede Kongerige ikke til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, sende animalske produkter fremstillet af svin, kvæg, får og geder samt animalske produkter fremstillet af opdrættet og vildtlevende klovbærende vildt, der er fremstillet fra og med den 1. februar 2001.

Det Forenede Kongerige må under overholdelse af særlige vilkår til andre EU-medlemsstater, herunder Danmark, sende:

animalske produkter til konsum, der har undergået en varmebehandling i en hermetisk lukket beholder til en F o -værdi på mindst 3,00 eller som har undergået en varmebehandling, hvorunder centrumstemperaturen bringes op på mindst 70 o C,

blod og blodprodukter til konsum, som defineret i kapitel 7 i bilag I til Rådets direktiv 92/118/EØF (EF-Tidende 1993 L 62 side 49), der mindst har undergået en varmebehandling ved en temperatur på 65 o C i mindst tre timer efterfulgt af en effektivitetstest, eller har undergået en justering til en pH-værdi på 5 eller derunder i mindst to timer efterfulgt af en effektivitetstest,

svinefedt og afsmeltede fedtstoffer til konsum, der har undergået den varmebehandling, som er fastsat i stk. 2 A, i kapitel 9 i bilag I til Rådets direktiv 92/118/EØF,

dyretarme til konsum, hvorpå bestemmelserne i punkt B i kapitel 2 i bilag I til Rådets direktiv 92/118/EØF finder tilsvarende anvendelse.

Sådanne animalske produkter, der ved samhandel sendes til f.eks. Danmark skal ved modtagelsen være ledsaget af et certifikat, der er udstedt af en embedsdyrlæge, og som er forsynet med følgende attestation: »Animalske produkter, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 2001/172/EF af 1. marts 2001 om beskyttelsesforanstaltninger mod mund- og klovesyge i Det Forenede Kongerige.«.

Når det gælder de animalske produkter, som anført ovenfor under pkt. 2–4, er det dog tilstrækkeligt, at overholdelsen af de behandlingsbetingelser, der er anført i det handelsdokument, som kræves i henhold til de respektive EU-bestemmelser, attesteres i henhold til artikel 9 i Kommissionens beslutning 2001/356/EF.

Blandede sendinger af animalske fødevarer bortset fra fersk kød, hakket kød og tilberedt kød, som modtages til detailsalg ved samhandel fra Det Forenede Kongerige, kan tillades indført, når sendingen er ledsaget af et handelsdokument påhæftet en kopi af et veterinærcertifikat, der bekræfter, at varerne kun forsendes, hvis disse kan tilbagespores til et certifikat, der bekræfter, at varerne er i overensstemmelsen med Kommissionens beslutning 2001/356/EF.

Blandede sendinger af animalske fødevarer bortset fra fersk kød, hakket kød og tilberedt kød må kun afsendes under ovennævnte betingelser, når fødevarerne stammer fra en virksomhed, der er listet i bilag 1.

Bortset fra fersk kød og blandede sendinger af animalske fødevarer gælder restriktionerne for forsendelse af animalske fødevarer fra Det Forenede Kongerige ikke såfremt:

fødevarerne ikke er fremstillet i Det Forenede Kongerige og er blevet opbevaret i den originale emballage, hvorpå oprindelseslandet er angivet, eller

fødevarerne er fremstillet i en godkendt virksomhed i Det Forenede Kongerige af forbehandlede fødevarer, som ikke hidrører fra Det Forenede Kongerige, og som, siden de blev ført ind på Det Forenede Kongeriges område, er blevet transporteret, oplagret og forarbejdet adskilt fra fødevarer, der ikke er bestemt for forsendelse uden for Det Forenede Kongerige, og er ledsaget af et handelsdokument eller et officielt certifikat som fastsat i denne vejledning.

Afsnit III

Bestemmelser om ophævelse af tidligere vejledning

Vejledning nr. 136 af 12. juli 2001 om indførsel af animalske fødevarer fra visse EU-lande med restriktioner ophæves.

Underskrift 1

Fødevaredirektoratet, den 8. oktober 2001 P.D.V E.B. Nanna B. D. Marklund

Bilag 1

Bilag 1 Liste over virksomheder i Det Forenede Kongerige, der er godkendt til at sende blandede sendinger af animalske fødevarer i medfør af Kommissionens Beslutning 2001/356/EF Establishment Name Address of Establishment Approval Number Date of Approval Iceland Food (Tibbett&Britten) Bellshill 8 Mossbell Road, Bellshill, North Lanarkshire, ML4 3 JB EXNI 1 24 juli 2001 J Sainsbury (Tibbett&Britten) East Kilbride Hurlawcrook Road, Langlands Business Park, Kelvin Industrial Estate, East Kilbride, G75 0ZZ EXNI 2 24 juli 2001 Iceland Food Deeside Second Avenue, Deeside Business Park, Deeside, Clwyd EXNI 6 24 juli 2001 J Sainsbury (TGD) Stone Westing House Stone Business Park, Stone, Stafford ST15 0SD EXNI 3 3 august 2001 J Sainsbury Haydock Depot Hallwood Avenue, Haydock Industrial Estate, Haydock, St. Helens, Merseyside EXNI 4 3 august 2001 Nisa-Today Bibby Distribution Park Farm Road Foxhill Industrial Estate Scunthorpe, Lincs, DN15 8QP EXNI 7 22 august 2001 JS Shire Park Wainwright Road, Shire Park, Worcester, WR4 9FA EXNI 8 11 september 2001 Gist-Grewe Depot Quakers Coppice Grewe, Cheshire, CW1 6FB EXNI 9 21 september 2001 ACC Harthill (Co-operative Group) Mossburn Avenue, Harthill Industrial Estate, Shotts, Scotland, ML7 5NF EXNI 10 27 september 2001

Versioner

  1. 2001-10-08 · til 2002-04-05