Vejledning om delmål for folkeskolens undervisning og om beskrivelser af undervisningens fremme af elevernes alsidige og personlige udvikling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/24@2001-03-07/da
Indhold
Ved bekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2001 om ændring af bekendtgørelse nr. 482 af 6. juni 1994 om formålet med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner med angivelse af centrale kundskabs- og færdighedsområder, som ændret ved bekendtgørelse nr. 702 af 7. august 1995, er der gennemført visse ændringer af bekendtgørelsen.
Ændringerne indebærer, at der for fagene dansk og matematik med virkning fra den 1. august 2001 er fastsat tydeligere mål for undervisningen ved undervisningens afslutning, samt at det af de lokale læseplaner for de pågældende fag eller på en anden hensigtsmæssig måde skal fremgå, hvilke delmål der lokalt er fastsat for undervisningen på de forskellige klassetrin i overensstemmelse med de ændrede centrale kundskabs- og færdighedsområder, jf. § 1 a, og § 12.
Med hensyn til folkeskolens øvrige obligatoriske fag og tilbudsfag, jf. folkeskolelovens § 5, stk. 2 - 4, får ændringen i § 1, stk. 3, virkning fra den 1. august 2002, medens § 1, stk. 3, først får virkning for folkeskolens øvrige fag og emner fra den 1. august 2003.
Ændringerne indebærer desuden, at der med virkning fra den 1. august 2002 skal være beskrivelser af målene for elevernes alsidige personlige udvikling. Dette kan ske i læseplanerne eller på anden hensigtsmæssig måde.
I tilslutning til bekendtgørelsen skal følgende understreges:
Som det fremgår af folkeskolelovens formålsbestemmelse, jf. lovens § 1, stk. 1, er det folkeskolens opgave i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.
Folkeskolens formål er grundlaget, når skolens værdier skal formuleres, når der skal opstilles mål, og når der skal skabes sammenhæng mellem værdier, mål og undervisning. Der påhviler den enkelte kommunalbestyrelse, jf. lovens § 2, stk. 1, et selvstændigt ansvar for, at dette sker.
I lovens § 2, stk. 2, pålægges skolen ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål. Samtidig giver loven skolen en række frihedsgrader til at organisere og tilrettelægge undervisningen, jf. blandt andet lovens § 5, §18 og § 25.
Der henvises til lovens § 44, stk. 8, hvorefter det er overladt til den enkelte skolebestyrelse at udarbejde forslag til kommunalbestyrelsen om skolens læseplaner samt til § 40, stk. 3, hvoraf fremgår, at det er kommunalbestyrelsen, der godkender de forslag til læseplaner, som den enkelte skolebestyrelse har udarbejdet.
I henhold til lovens § 45 påhviler det skolens leder i samarbejde med lærerne og skolens øvrige ansatte at sikre, at undervisningen gennemføres på en sådan måde, at den bedst muligt lever op til folkeskolens formål. Dette skal ske inden for lovgivningens rammer og inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat og skal være i overensstemmelse med de principper, som skolebestyrelsen har vedtaget.
Det er i henhold til lovens § 18, stk. 2, skolelederens opgave at sikre, at klasselæreren og klassens øvrige lærere planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever.
Det følger desuden af lovens § 13, stk. 2, at der som led i undervisningen løbende skal foretages en evaluering af elevernes udbytte. Denne evaluering skal danne grundlaget for vejledningen af den enkelte elev og for undervisningens videre planlægning. Det forudsættes, at den løbende evaluering kommer til at inddrage spørgsmål om det enkelte barns udvikling frem mod de formulerede delmål, og at evalueringen dermed fortsat bidrager til gennemførelse af en differentieret undervisning, der er tilpasset den enkelte elev.
Kommunerne behøver ikke at godkende helt nye læseplaner for de enkelte fag og emner med henblik på at integrere delmålene i læseplanerne. Fastsættelsen af delmål vil kunne optages som et tillæg til den gældende læseplan. De vedtagne delmål vil endvidere kunne fremgå på en anden hensigtsmæssig måde, under den forudsætning, at skolebestyrelsens kompetence vedr. udarbejdelse af læseplaner i øvrigt følges. Det samme gælder beskrivelserne af, hvorledes skolen vil arbejde med elevernes alsidige personlige udvikling.
Uanset på hvilken måde man lokalt ønsker at opfylde kravene, kræves det som nævnt ovenfor, at kommunalbestyrelsen godkender indholdet heraf.
Undervisningsministeriet vil udsende vejledninger til formulering af delmål og til beskrivelser af elevernes alsidige personlige udvikling.
Ad § 1, stk. 1-3.
Ændringerne indebærer, at der fastlægges tydeligere mål for undervisningen i dansk og matematik ved undervisningens afslutning i de pågældende fag. Endvidere indebærer ændringerne, at der i de lokale læseplaner skal beskrives delmål, der for dansk og matematik og efterfølgende for en lang række af folkeskolens øvrige fag anbefales at dække 2-3 års undervisning i faget på baggrund af nærmere pædagogiske eller praktiske overvejelser.
Det er hensigten med ønsket om præcisering af mål og delmål at sikre, at undervisningen i folkeskolens forskellige fag og emner kommer til at understøtte hinanden. Dette kan gøres ved rettidigt at bibringe eleverne de fornødne kundskaber og færdigheder, som ligger til grund for undervisningen i andre fag.
Ad § 1, stk. 4 og 5.
Ændringerne indebærer en tydeliggørelse af, at arbejdet med elevernes alsidige personlige udvikling bliver et integreret element i hele skolens virksomhed.
For eleverne skal indholdet af skolens undervisning således være mere end fag og emner. Undervisningen skal tillige medvirke til den fortsatte udvikling af læringsprocesser og metoder, samarbejds- og kommunikationsformer, kreativitet mv., der kan understøtte elevernes alsidige udvikling og personlige trivsel.
De ændrede bestemmelser lægger op til, at kommunen i samarbejde med forældre og skole beskriver, hvordan denne udvikling kan fremmes. Det forudsættes, at kommunale mål for den lokale folkeskole, værdigrundlaget for den lokale skole mv. medinddrages i overvejelserne.
Det er af afgørende betydning for den lokale forankring, at forældre, elever, lærere og pædagoger inddrages i disse arbejdsprocesser. Det er hensigten, at dette arbejde skal resulterer i en synliggørelse af målene for hele skolens undervisning.
Underskrift 1
Undervisningsministeriet, den 7. marts 2001 Ivan Sørensen Styrelseschef /Kirsten Krogstrup