Vejledning til bekendtgørelse om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og om uddannelsesaktivitet og indberetningspligt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/61@2001-05-18/da
Indhold
Indledning
Pr. 1. januar 2001 trådte bekendtgørelse nr. 1343 af 18. december 2000 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og om uddannelsesaktivitet og indberetningspligt i kraft. Bekendtgørelsen erstatter:
bekendtgørelse nr. 795 af 20. oktober 1999 om uddannelser, hvortil der kan opnås orlov til uddannelse og uddannelsesgodtgørelse og
bekendtgørelse nr. 135 af 13. marts 1996 om uddannelsesaktivitet og indberetningspligt i forbindelse med uddannelser, der følges med uddannelsesgodtgørelse eller med uddannelsesorlovsydelse m.v.
Baggrunden herfor var, at reglerne om orlov til uddannelse blev ophævet pr. 1. januar 2001.
Bekendtgørelse nr. 1343 af 18. december 2000 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og om uddannelsesaktivitet og indberetningspligt vedrører således alene uddannelsesgodtgørelse til ledige. Herudover er den eneste ændring i forhold til de hidtidige regler, at bestemmelsen om, at der ikke kunne bevilges uddannelsesgodtgørelse til virksomhedsinterne kurser, er taget ud.
Dette betyder, at der nu kan bevilges uddannelsesgodtgørelse til virksomhedsinterne kurser, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt, jf. §§ 1-3.
Kapitel 1 omhandler, hvilke uddannelser der kan opnås uddannelsesgodtgørelse til. Arbejdsformidlingen har fortsat mulighed for, med baggrund i Arbejdsmarkedsrådets retningslinier, at fravige bekendtgørelsens bestemmelser herom.
Kapitel 2 pålægger uddannelsesstederne henholdsvis deltagerne at meddele Arbejdsformidlingen, hvis de ikke møder til undervisningen, ikke afleverer opgaver eller ikke længere møder på uddannelsesstedet m.v. Disse forhold vil kunne føre til, at arbejdsløshedskassen standser udbetaling af uddannelsesgodtgørelse, og at Arbejdsformidlingen tilbagekalder bevillingen.
Uddannelsesstedets underretning af Arbejdsformidlingen skal ske på en særlig blanket (AMS1).
Nedenfor gennemgås de enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen.
Kapitel 1 Uddannelsesgodtgørelse til uddannelse til ledige som led i en handlingsplan eller uddannelsesplan
Til § 1, nr. 1.
Spørgsmålet om, hvilke uddannelser der kan opnås uddannelsesgodtgørelse til, kan ikke besvares entydigt. I tvivlstilfælde må ansøgeren selv fremskaffe dokumentation for, at en given uddannelse er omfattet af bekendtgørelsens § 1, nr. 1, enten ved henvendelse til uddannelsesinstitutionen eller til ressortministeriet. F.eks. vil en kopi af den bekendtgørelse, som fastlægger de nærmere vilkår for uddannelsen, være tilstrækkelig dokumentation.
For så vidt angår uddannelser, der udbydes efter lov om åben uddannelse, vil de i mange tilfælde være omfattet af § 1. De såkaldt fagspecifikke kurser af 1 til 4 ugers varighed, vil være omfattet af § 1, og der kan derfor opnås uddannelsesgodtgørelse.
Til § 1, nr. 2.
Det afgørende, når der skal tages stilling til, om en person er omfattet af denne bestemmelse, er den pågældendes forudgående uddannelsesniveau. Det er ikke afgørende, hvor mange år den pågældende har været under uddannelse, men derimod på hvilket niveau, uddannelsesforløbet helt konkret er afsluttet. En erhvervsuddannelse vil altid, uanset varigheden og uanset om uddannelsen er påbegyndt efter 9. klasse eller efter en studentereksamen, medføre, at den pågældende har en uddannelse på erhvervsuddannelsesniveau. Eventuel tvivl om niveauet kan afgøres ud fra Dansk Uddannelses Nomenklatur (DUN).
Hvis den konkrete vurdering munder ud i, at den pågældendes uddannelsesniveau ligger højere end en erhvervsuddannelse, kan der ikke opnås uddannelsesgodtgørelse til den ønskede uddannelse på en af de i § 1, nr. 2 nævnte uddannelsesinstitutioner.
Til § 1, nr. 3.
Såfremt der er tvivl, om den private uddannelse berettiger til SU, eller er godkendt efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, må der - evt. ved uddannelsesinstitutionens hjælp - fremskaffes den nødvendige dokumentation.
Til § 1, nr. 4.
Der er fortsat mulighed for, at AF kan tilbyde ledige forløb på dag- og folkehøjskoler, på husholdnings- og håndarbejdsskoler og hos oplysningsforbundene med uddannelsesgodtgørelse og som led i en handlingsplan.
Til § 1, nr. 5.
Denne bestemmelse giver de faglige organisationer mulighed for at udbyde uddannelser, der er specielt rettet imod deres egne medlemmer, og som tager sigte på at opkvalificere disse til at få beskæftigelse inden for områder, hvor der efter Arbejdsformidlingens vurdering enten aktuelt eller potentielt (og det vil sige maksimalt inden for et år) er mangel på arbejdskraft. Bestemmelsen tager direkte sigte på at forebygge eller afhjælpe flaskehalssituationer, og da det er skønnet, at de faglige organisationer sidder inde med en særlig viden om, hvilke uddannelsesforløb der skal sammensættes for både at hjælpe ledige tilbage i beskæftigelse og opfylde virksomhedernes kvalifikationskrav, er der åbnet mulighed for, at de faglige organisationer kan stå som kursusudbydere på dette særlige område med den virkning, at der vil kunne bevilges uddannelsesgodtgørelse til uddannelsesforløbene.
Til § 1, nr. 6.
Det er en betingelse for, at der kan bevilges uddannelsesgodtgørelse i forbindelse med kurser eller lignende, der udbydes med tilskud i henhold til reglerne om Den Europæiske Socialfond, at tilskuddet er bevilget af danske myndigheder, og ikke af hverken udenlandske eller overnationale instanser.
Til § 1, nr. 7.
Det er muligt at deltage i uddannelser i udlandet med uddannelsesgodtgørelse, men det er en betingelse, at der er tale om en anerkendt uddannelse. Det vil sige, at uddannelsen enten skal være oprettet ved lov eller i henhold til lov, eller at det pågældende lands nationale uddannelsesmyndigheder skal have anerkendt uddannelsen eller uddannelsesinstitutionen. Dokumentationen for, at der er tale om en anerkendt uddannelse, må den ledige i givet fald selv fremskaffe, og såfremt oversættelse er nødvendig, er det også den ledige selv, der må fremskaffe en autoriseret oversættelse til dansk.
Der gøres opmærksom på, at med hensyn til videregående uddannelser i udlandet gælder bekendtgørelsens § 2 også. Det indebærer, at deltagelse i mellemlange og lange videregående uddannelser kun kan ske på vilkår, der svarer til bestemmelserne om åben uddannelse herhjemme, og det vil bl.a. sige mod betaling af deltagergebyr. For korte videregående uddannelser gælder, at der enten skal være tale om et uddannelsesforløb, som ikke kræver et forudgående videregående uddannelsesforløb, eller at der også for disse uddannelsers vedkommende opkræves deltagerbetaling, se i øvrigt nærmere under bemærkningerne til § 2.
Til § 2.
Denne bestemmelse fastlægger, at uddannelsesgodtgørelse ikke umiddelbart kan anvendes til mellemlange og lange videregående uddannelser, uanset inden for hvilket ministeriums lovgivning disse uddannelser er oprettet, og uanset på hvilken uddannelsesinstitution de udbydes. Kun i de tilfælde, hvor uddannelsen udbydes efter lov om åben uddannelse (inden for Undervisningsministeriets område) eller efter tilsvarende lovgivning (hvilket kan være tilfældet for uddannelser inden for andre ministeriers områder), vil det være muligt at opnå uddannelsesgodtgørelse til en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
Spørgsmålet om sidefag, bifag og overbygningsuddannelser, der formelt har status som korte, videregående uddannelser, har givet anledning til tvivl. Hvis det er muligt at deltage i disse uddannelser uden andre forudsætninger end en uddannelse afsluttet på erhvervsuddannelsesniveau eller en gymnasial uddannelse, er det også umiddelbart muligt at opnå uddannelsesgodtgørelse til forløbene. Er der derimod tale om, at der kræves en forudgående videregående uddannelse, således at der reelt bliver tale om efter- og videreuddannelse, er det kun muligt at opnå uddannelsesgodtgørelse til disse forløb, hvis de udbydes som åben uddannelse.
For så vidt angår forløb, der gennemføres som led i en mellemlang eller lang videregående uddannelse - f.eks. basisåret på en videregående uddannelse - gælder det også, at der kun kan opnås uddannelsesgodtgørelse hertil, hvis de udbydes efter reglerne om åben uddannelse.
Forløb, der gennemføres som led i en mellemlang eller lang videregående uddannelse, og som udbydes i moduliseret form efter reglerne om åben uddannelse, kan der opnås uddannelsesgodtgørelse til.
I tvivlstilfælde påhviler det ansøgeren selv af skaffe dokumentation - evt. ved uddannelsesstedets hjælp - for, at den ønskede uddannelse udbydes efter lov om åben uddannelse eller tilsvarende lovgivning. Et afgørende kriterium for, om der er tale om åben uddannelse el.lign., vil under alle omstændigheder være, om der er deltagerbetaling knyttet til uddannelsen. Et andet kriterium vil være, at der er tale om en offentligt godkendt uddannelse i henhold til særlig lovgivning.
Med hensyn til Dansk Uddannelses Nomenklatur (DUN) bemærkes, at denne ikke altid er helt ajourført. Hvis derfor en ansøger kan dokumentere, f.eks. gennem kontakt til Undervisningsministeriet, at der er sket ændringer i klassificeringen af en bestemt uddannelse, er det denne nyere klassificering, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om uddannelsen kan anses for at være en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
For så vidt angår uddannelser under Kulturministeriet inden for skuespil, film og museum, er Dansk Uddannelses Nomenklatur ikke korrekt, og ansøgeren må derfor rette henvendelse til Kulturministeriet i de konkrete tilfælde. Det er Kulturministeriets vurdering, der er afgørende for, om uddannelsen berettiger til uddannelsesgodtgørelse.
For så vidt angår den tidligere gældende bestemmelse om virksomhedsinterne kurser, henvises til indledningen til denne vejledning.
Til § 3.
Bestemmelsen indebærer, at Arbejdsformidlingen ved bevilling af uddannelsesgodtgørelse kan fravige bekendtgørelsens regler for uddannelsesvalget. Arbejdsformidlingen kan således bevilge uddannelsesgodtgørelse til uddannelser, der ikke er omfattet af bestemmelserne i § 1, og fravige § 2.
Baggrunden for, at Arbejdsformidlingen har mulighed for at bevilge uddannelsesgodtgørelse til uddannelser, der ikke er omfattet af § 1, og fravige § 2 (i alle tilfælde ud fra et konkret skøn over den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov, og med baggrund i retningslinier fastsat af Arbejdsmarkedsrådet), skal søges i et principielt arbejdsmarkedspolitisk hensyn.
Der vil kunne opstå situationer, hvor voksne lediges beskæftigelseschancer skønnes at kunne forbedres væsentligt, såfremt de pågældende får mulighed for f.eks. at afslutte eller påbegynde en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Der kan f.eks. være tale om ledige, som skønnes at have behov for økonomisk at blive hjulpet i gang med en uddannelse, som så senere kan afsluttes med SU eller under åben uddannelse el. lign. Der kan også være tale om ledige, som tidligere har været i gang med en uddannelse, men som af personlige eller andre årsager har afbrudt uddannelsen.
Arbejdsformidlingen kan i det hele fravige § 1. Det giver bl.a. mulighed for, at Arbejdsformidlingen kan tilrettelægge uddannelsesforløb, herunder uddannelsespraktik i en virksomhed, for en ledig, der afløser en beskæftiget som led i jobrotation. Ligeledes kan der være tale om, at Arbejdsformidlingen rekvirerer uddannelse fra private firmaer, faglige organisationer m.m.
Arbejdsmarkedsrådene skal udarbejde nærmere retningslinier for Arbejdsformidlingens administration af bestemmelsen i § 3. Retningslinierne skal være udformet som prioriteringsregler, men må ikke have karakter af egentlige, ufravigelige regler, idet Arbejdsformidlingen skal kunne foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Kapitel 2 Uddannelsesaktivitet og indberetningspligt
Til § 4.
Personkreds:
Reglerne for uddannelsesaktivitet gælder for følgende personer:
ledige, der modtager uddannelsesgodtgørelse efter en handlingsplan eller uddannelsesplan
ledige, der modtager uddannelsesgodtgørelse uden en handlingsplan, jf. aktivbekendtgørelsens § 51, stk. 2.
Uddannelsesaktivitet:
Ledige på uddannelse er forpligtede til at deltage aktivt i uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter, herunder deltage i obligatorisk undervisning og evt. foreskrevne prøver, aflevere opgaver m.v. Personer, der under uddannelsen ikke fuldt ud opfylder disse forpligtelser, betragtes dog fortsat som uddannelsesaktive, hvis uddannelsesstedet skønner, at deltagerne kan indhente det forsømte.
Ledige, som
ikke påbegynder uddannelsen
ikke deltager aktivt i uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter eller
ophører med at deltage i uddannelsen i utide
opfylder ikke kravet om at deltage aktivt i uddannelsen.
Til § 5.
Uddannelsesstedets aktivitetskontrol:
Som udgangspunkt afgør uddannelsesstederne selv, hvordan og hvornår kontrollen med deltagernes uddannelsesaktivitet skal udføres.
Uddannelsesstedet skal dog løbende kontrollere, at deltageren er aktiv på uddannelsen. Det skal ske umiddelbart efter, at uddannelsen er begyndt og derefter med jævne mellemrum afhængigt af uddannelsens karakter.
Uddannelsesstedets underretningspligt:
Uddannelsesstedet skal straks underrette Arbejdsformidlingen, hvis
1) begyndelsestidspunktet for selve uddannelsen afviger fra, hvad der er oplyst i bevillingen,
2) sluttidspunktet for selve uddannelsen afviger fra, hvad der er oplyst i bevillingen,
3) deltageren ikke deltager aktivt i uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter, eller
4) deltageren i øvrigt ikke opfylder betingelserne.
Flere uddannelsessteder:
Hvis uddannelsen er sat sammen af dele, der foregår på forskellige uddannelsessteder, aftaler uddannelsesstederne indbyrdes, hvem der skal varetage kontakten til Arbejdsformidlingen. Det uddannelsessted, der bliver valgt, har underretningspligten over for Arbejdsformidlingen.
Det vil være hensigtsmæssigt, om uddannelsesstedet, hvor størstedelen af uddannelsen foregår, har underretningspligten over for Arbejdsformidlingen.
Til § 6.
Deltagerens underretningspligt:
Ved videregående uddannelser, hvor uddannelsesstedet ikke har mulighed for at kontrollere, om deltageren følger uddannelsen aktivt, har deltageren selv pligt til at underrette Arbejdsformidlingen, hvis uddannelsen ikke påbegyndes, hvis der sker afbrydelse af uddannelsen, eller hvis uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter ikke følges aktivt. Samme pligt gælder ved deltagelse i uddannelser i udlandet.
Til § 7.
Arbejdsformidlingens underretningspligt:
Når Arbejdsformidlingen modtager underretning om en deltagers manglende uddannelsesaktivitet, skal Arbejdsformidlingen straks underrette deltagerens arbejdsløshedskasse.
Følger af manglende uddannelsesaktivitet:
Arbejdsformidlingen træffer afgørelse om, hvorvidt bevilling af tilbuddet om uddannelse med uddannelsesgodtgørelse skal tilbagekaldes.
Arbejdsløshedskassen træffer afgørelse om at standse udbetaling af uddannelsesgodtgørelse m.v. samt evt. tilbagebetaling heraf, jf. kap. 13 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til § 8. stk. 1 og 2.
Forhold, der ikke medfører underretningspligt:
Ved 'andre korte afbrydelser, der skyldes uddannelsesstedets forhold' forstås, at skolen holder lukket af andre grunde end egentlige helligdage og sommerferie.
Ved 'lovligt forfald' forstås korte sygdomsperioder eller andet velbegrundet fravær af kortere varighed, f.eks. deltagelse i begravelse eller barns 1. sygedag.
Til § 8, stk. 3 og 4.
Forhold, der medfører underretningspligt:
Ved 'længerevarende sygdom' forstås sygdomsperioder af mere end 14 dages varighed.
Når deltageren har konstateret, at sygdomsperioden vil vare mere end 14 dage, eller skal deltageren på barsel, skal deltageren straks underrette uddannelsesstedet, Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen.
Ved videregående uddannelser, hvor deltageren selv er forpligtet til at give underretning, skal deltagerens underretning om sygdom m.m. alene ske til Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen.
Ikrafttræden m.m:
Denne vejledning erstatter Arbejdmarkedsstyrelsens vejledning nr. 55 af 27. marts 1996 til Arbejdsministeriets bekendtgørelse om uddannelsesaktivitet og indberetningspligt i forbindelse med uddannelser, der følges med uddannelsesgodtgørelse eller med uddannelsesorlovsydelse m.v. og Arbejdsministeriets vejledning nr. 16 af 7. februar 2000 til Arbejdsministeriets bekendtgørelse om uddannelser, hvortil der kan opnås orlov til uddannelse og uddannelsesgodtgørelse.
Vejledningen træder i kraft ved offentliggørelsen.
Underskrift 1
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 18. maj 2001 Lars Goldschmidt /René Rasmussen