Gelex

Skrivelse om bekendtgørelse om begrænsning af kriminalforsorgens pligt til at udarbejde planer for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen

OphævetVersion 2001-05-16fra 2001-05-24 til 2003-05-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/72@2001-05-16/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Vedlagt sendes bekendtgørelse om begrænsning af kriminalforsorgens pligt til at udarbejde planer for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2001.

1. Straffuldbyrdelsesloven

Straffuldbyrdelseslovens § 31 omhandler vejledning og planlægning.

Straffuldbyrdelseslovens § 31, stk. 1, indeholder bestemmelse om institutionens pligt til at vejlede den indsatte om dennes rettigheder, pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen. I forhold til den hidtidige praksis indebærer bestemmelsen, at der i alle institutioner skal gives den dømte en udførlig orientering om regler for opholdet i institutionen og om dennes forhold i øvrigt. Det fremgår af bestemmelsen, at denne vejledning skal gives snarest efter, at den indsatte er anbragt i institutionen. Det forudsættes, at der ved modtagelsen af den indsatte til denne udleveres en kort og overskuelig skriftlig orientering om institutionen. Endvidere forudsættes den dømte sammen med indkaldelsen til afsoning at få tilsendt mere generelt informationsmateriale vedrørende institutionen, så den dømte og eventuelle pårørende har mulighed for på forhånd at være orienteret om bl.a. besøgsregler.

I § 31, stk. 2, 1. pkt., er det fastsat, at institutionen sammen med den indsatte snarest efter indsættelse skal udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. En sådan planlægning udføres efter den hidtidige praksis ikke i alle institutioner. Formålet med planlægningen er bl.a. at fremhæve, at straffuldbyrdelsen så vidt muligt allerede fra dennes påbegyndelse skal søges tilrettelagt med henblik på at styrke og forbedre den dømtes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. Planlægningen tilsigter også at understrege den indsattes medansvar både for forløbet af strafudståelsen og for perioden efter denne. Særligt med henblik på at fastholde den indsatte i ansvaret for en realistisk planlægning er det i stk. 2, 2. pkt., fastsat, at den udarbejdede plan jævnligt skal sammenholdes med den indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.

For at sikre, at de til enhver tid værende ressourcer også giver mulighed for den fornødne planlægning for disse indsatte, er der i stk. 3 indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om begrænsning i pligten til planlægning for så vidt angår indsatte med korte straffe.

2. Bekendtgørelsen

Bekendtgørelse om begrænsning af institutionernes pligt til at udarbejde planer for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen er udstedt i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 31, stk. 3.

Efter bekendtgørelsens §§ 1-2 begrænses institutionernes pligt i forhold til visse indsatte, der enten skal udstå en fængselsstraf i 60 dage eller derunder eller har fået foretaget afkortning i den idømte fængselsstraf i medfør af straffelovens § 86, og hvor den resterende straffetid er under 60 dage.

Særligt om § 1, stk. 2, nr. 2, skal det bemærkes, at denne bestemmelse skal ses i lyset af den rapport om integration og utilpassede unge, som regeringens ministerudvalg afgav i november 1999. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse af 4. august 2000 vedrørende en styrkelse af kriminalforsorgens indsats over for unge fra etniske minoritetsgrupper.

Endvidere er det i bekendtgørelsens § 3 fastsat, at der for varetægtsarrestanter, der i medfør af retsplejelovens § 777 anbringes i en institution for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, alene skal udarbejdes en plan for opholdet i institutionen.

Underskrift 1

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 16. maj 2001 Jakob Schiøler

Versioner

  1. 2001-05-16 · til 2003-05-08