Gelex

Vejledning om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande og penge i kriminalforsorgens institutioner

OphævetVersion 2001-05-16fra 2001-05-24 til 2004-09-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/75@2001-05-16/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. Reglerne om indsattes egne penge og genstande findes i § 36 i straffuldbyrdelsesloven. I medfør af § 36, stk. 2 og 3, er udstedt bekendtgørelse om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstandsbekendtgørelsen). Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2001.

Bekendtgørelsen gælder for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, samt for varetægtsarrestanter i Kriminalforsorgens fængsler og arresthusene. I pensionerne vil beboerne i overensstemmelse med § 36 i straffuldbyrdelsesloven have ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen, medmindre dette er uforeneligt med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Efter § 3 i bekendtgørelsen kan pensionens leder fastsætte regler om udlevering af egne genstande. I øvrigt forudsættes det, at spørgsmålet om beboernes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande og penge reguleres i forbindelse med institutionens husorden m.v.

Denne vejledning har til formål at orientere om væsentlige fortolkningsbidrag knyttet til enkelte af bekendtgørelsens bestemmelser. Der er således ikke tale om en samlet gennemgang af reglerne.

2. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 1, at en indsat har ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen, medmindre dette er uforeneligt med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens bemærkninger, at reglen er udtryk for et kompromis mellem to modstridende hensyn. Det ene er normaliseringshensynet. Det andet er hensynet til sikkerhed og orden, herunder navnlig hensynet til at beskytte "svage" indsatte. Desuden kan fremhæves den generelle sikkerhed for medindsatte og personalet og institutionens sikkerhed for, at de indsatte ikke kan indsmugle, skjule og handle med ulovlige genstande. Endvidere kan der nævnes foranstaltninger mod brand og støj.

Udgangspunktet i straffuldbyrdelsesloven er således, at en indsat har ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen. Begrænsninger i denne ret skal være begrundet med, at retten er uforenelig med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

3. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 2, må der ikke udleveres genstande, som kan benyttes i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer og andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning. Forbuddet omfatter eksempelvis sprøjter, kanyler, hashpiber og lignende.

4. En lang række genstande vil kunne benyttes som våben og dermed nægtes udleveret i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4. Afgørelse af, om en genstand skal forbydes udleveret med denne begrundelse, må bero på en konkret vurdering, hvori bør indgå en afvejning af på den ene side genstandens farlighed ved eventuel benyttelse som våben, på den anden side hvor vigtig genstandens benyttelse - på lovlig vis - er for den indsattes dagligdag.

5. Ved "særlige omstændigheder", der kan bevirke, at medicin undtagelsesvis udleveres til indsatte efter § 2, stk. 1, nr. 9, er navnlig tænkt på tilfælde, hvor den indsatte af læge er ordineret medicin imod livstruende tilstande som for eksempel hjertesygdomme eller HIV. Institutionen bør i disse tilfælde forlange dokumentation i form af recept og identifikation af medicinen som hidrørende fra apotek eller hospital.

6. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 12, kan der ikke udleveres tøj og andre genstande, der kan virke som en magtdemonstration over for andre.

Baggrunden for forbuddet er problemerne med negativt stærke indsatte i visse magtgrupper. Forbuddet omfatter veste, pandebånd, håndledsremme og lignede, som er forbeholdt medlemmer og støttepersoner til sådanne magtgrupper. Forbuddet vil også kunne omfatte T-shirts og lignende med slogans og/eller symboler, som kan erhverves af alle, forudsat at det vurderes, at de pågældende genstande i den konkrete situation er egnede til at virke som en magtdemonstration.

Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 13, at der heller ikke kan udleveres tøj og andre genstande med racistiske eller andre stærkt krænkende symboler eller slogans.

Baggrunden for forbuddet er, at indsatte bør beskyttes mod, at medindsatte bærer tøj m.v., som vil kunne medvirke til at forstærke racistiske tendenser m.v. blandt de indsatte. Dette gælder uanset, at de pågældende genstande ikke er ulovlige efter straffelovens bestemmelser. Forbuddet omfatter tøj og lignende effekter, som de indsatte har mulighed for at bære på sig i institutionen. Derimod er udsmykningsgenstande og lignende, som er beregnet til at anvendes i de indsattes opholdsrum, som udgangspunkt ikke omfattet. Hvis det er påkrævet at forbyde sådanne effekter, vil den enkelte institution i medfør af bekendtgørelsens § 3 kunne fastsætte generelle begrænsninger for udleveringen. Institutionen bør dog, af hensyn til grundlovens frihedsrettigheder, herunder særligt ytringsfriheden, være tilbageholdende med hensyn til at forbyde udlevering af bøger, tidsskrifter og lignende.

7. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 4, kan der i skolens regi stilles computere til rådighed for indsatte i lukkede fængsler, såfremt særlige uddannelses- eller arbejdsmæssige hensyn i det enkelte tilfælde taler derfor. Computernes diskettedrev skal være forsynet med lås, og der må ikke anvendes disketter som lagringsmedie.

Det fremgår endvidere, at indsatte, der ikke har mulighed for at udarbejde sine opgaver inden for det tidsrum, hvor undervisningslokalet er tilgængeligt, undtagelsesvis kan få tilladelse til at få udleveret en computer til opstilling på egen celle. Udleveringen betinges i givet fald af

at personalet til enhver tid skal have mulighed for at gøre sig bekendt med, hvilke programmer m.v., der er på computeren, og

at personalet til enhver tid skal kunne slette harddisken (programmer m.v.), når ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn taler derfor, eller for at forebygge risiko for strafbare handlinger.

Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 6, kan der ikke udleveres fjernsyn i arresthusene og Københavns Fængsler.

Baggrunden herfor er udover risikoen for indsmugling af ulovlige effekter et ønske om at hindre uønsket kommunikation ved hjælp af tekst-tv.

Indsatte, som ikke har adgang til at se fjernsyn, har ret til at leje et fjernsyn. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, fastsætter maksimumpriser for udlejning af fjernsyn. Da tekst-tv kan benyttes til at give meddelelser til de indsatte, må fjernsyn, som udlejes til de indsatte, ikke kunne anvendes til at vise tekst-tv.

8. Institutionens leder skal ifølge bekendtgørelsens § 3 fastsætte nærmere regler om udlevering af indsattes egne genstande på baggrund af de ovenfor under pkt. 1 nævnte hensyn. Institutionens leder kan i denne forbindelse fastsætte yderligere generelle begrænsninger under hensyn til forholdene i den enkelte institution, herunder med hensyn til de udleverede genstandes størrelse, antal og art m.v. Det bør tilstræbes, at reglerne udformes således, at ensartede tilfælde så vidt muligt behandles ens fra institution til institution.

Der vil i denne forbindelse kunne fastsættes regler med henblik på at forhindre købmandsvirksomhed og lignende blandt de indsatte, f.eks. således, at der fastsættes en grænse for den samlede værdi af nydelsesmidler og penge, som den indsatte er i besiddelse af, jf. endvidere bekendtgørelsens § 14.

De regler, som fastsættes af institutionens leder, bør blandt andet indeholde retningslinjer om udlevering af følgende genstande:

1) Møbler, kondiredskaber, hobbyværktøj og lignende.

2) Bøger, aviser, tidsskrifter, ugeblade og lignende.

3) Videoapparater, dvd-maskiner, tv-spil, dvd-film, disketter til tv-spil og lignende.

4) Dekodere.

5) Båndoptagere med mikrofon.

6) Husdyr.

7) Kassettebånd, videobånd og lignende. Udlevering af disse genstande til varetægtsarrestanter, der er isoleret af hensyn til efterforskningen, kan kun ske med tilladelse fra politiet.

Følgende genstande bør normalt kunne udleveres:

1) Ting til personligt brug (f.eks. barbergrej, tegnebøger, lommebøger, briller, ringe, ure, smykker, kuglepenne, piber og lightere).

2) Mindre ting til brug i fritiden (f.eks. skrivemaskiner, visse hobbymaterialer og musikinstrumenter).

3) Mindre ting til brug i den indsattes opholdsrum (f.eks. bordlampe, dug, billeder, fotografier).

4) Tøj til dagligt brug.

5) Visse personlige papirer.

Endvidere bør arbejdsmaterialer, studiematerialer og lignende normalt kunne udleveres til indsatte, der har tilladelse til selvforskaffet arbejde, selvstudium eller lignende.

Af sikkerheds- og ordensmæssige grunde, herunder navnlig på grund af risikoen for indsmugling, kan der i øvrigt fastsættes begrænsninger med hensyn til udlevering af blandt andet bøger, tidsskrifter m.v.

Radioer, cd-afspillere, båndoptagere uden mikrofon, cd’er, bånd og lignende bør normalt kunne udleveres, hvis forholdene i institutionen tillader det.

Det bemærkes, at politiet kan bestemme, at der af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed skal foretages begrænsninger med hensyn til udlevering af genstande. Varetægtsarrestanten kan forlange, at spørgsmålet om, hvorvidt sådanne begrænsninger kan opretholdes, forelægges for retten, jf. retsplejelovens § 773 og bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

For så vidt angår genstande, der ikke er omfattet af de fastsatte regler eller reglerne i bekendtgørelsen, må institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, i det enkelte tilfælde vurdere, om udlevering er uforeneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, jf. bekendtgørelsens § 4.

9. Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 2, at institutionens leder kan fastsætte regler om, at elektriske apparater, herunder tv, radio og lignende, i tilfælde, hvor institutionen ikke selv kan foretage en tilstrækkelig undersøgelse af apparatet, kun kan udleveres på betingelse af, at den indsatte betaler for undersøgelsen.

Bestemmelsen vil blandt andet omfatte tilfælde, hvor baggrunden for, at institutionen ikke selv kan foretage en tilstrækkelig undersøgelse af apparatet er, at der er risiko for, at institutionen i forbindelse med undersøgelsen vil kunne ødelægge eller beskadige apparatet.

10. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 6, hvorefter indsatte ikke kan sælge, bytte, udleje, bortgive eller udsende genstande, der er registrerede, jf. § 17, er fastsat med henblik på at begrænse handel i institutionerne, herunder særligt for at beskytte svage indsatte. Reglen om, at genstande ikke kan sendes ud af institutionen, sigter imod at undgå, at indsatte kan omgå forbuddet mod handel, f.eks. ved at en leverandør af euforiserende stoffer får tilsendt effekter som betaling.

11. Reglerne om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne penge bygger modsat reglerne om indsattes egne genstande på en forudsætning om, at de indsatte som udgangspunkt ikke har ret til at medtage egne penge, men alene kan besidde og råde over penge, som de har modtaget som vederlag for beskæftigelse i institutionen.

De fastsatte regler har blandt andet baggrund i et ønske om at begrænse muligheden for salg af narkotika og andre ulovlige effekter i institutionen.

Reglerne bygger i et vist omfang på en sondring mellem forskellige "former" for penge, herunder blandt andet medbragte og tilsendte penge overfor arbejdspenge, selvforplejnings- og selvforvaltningsbeløb m.v. Penge, der er medtaget ved overførsel fra en anden institution, bør anses som arbejdspenge, hvis det kan godtgøres, at der er tale om arbejdspenge (sygevederlag) fra en anden institution. Uanset at det ikke kan godtgøres, at der er tale om arbejdspenge, anses mindst et beløb, som svarer til en uges indtjening på grundbeløb, som arbejdspenge. Penge, der er medbragt efter udgang, bør ligeledes anses som arbejdspenge. Dette gælder dog højst for et beløb, der svarer til, hvad den indsatte har medbragt af arbejdspenge til brug under udgangen.

12. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 14, fastsætter institutionens leder under hensyn til forholdene i den enkelte institution nærmere regler om anvendelse af penge i institutionen. Det bør tilstræbes, at reglerne udformes således, at ensartede tilfælde så vidt muligt behandles ens fra institution til institution.

For så vidt angår fastsættelse af regler med henblik på at begrænse købmandsvirksomhed og lignende blandt de indsatte henvises til pkt. 8.

De indsatte bør normalt have mulighed for at bruge penge blandt andet til anskaffelse af genstande til personligt brug og udstyr til eget opholdsrum. Desuden bør der normalt kunne købes nydelsesmidler (tobak, kaffe, slik, alkoholfrie drikkevarer, frugt m.v.), og hvis der er selvforplejning i institutionen, vil der naturligvis endvidere kunne anvendes penge til indkøb i denne forbindelse.

13. Det fremgår af bekendtgørelsens § 20, stk. 3, at ved fravær, der skyldes undvigelse eller udeblivelse, skal institutionen opbevare de pågældende genstande i mindst 1 år. Efter udløbet af denne frist kan genstandene afleveres til politiet. Hvis der er tale om genstande, der åbenbart er værdiløse, vil der i stedet kunne ske destruktion, eventuelt efter nærmere aftale med politiet.

14. Det fremgår af bekendtgørelsens § 22, at genstande, som en indsat ikke medtager ved løsladelsen, skal opbevares af institutionen i mindst 3 måneder. Efter udløbet af denne frist kan genstandene inddrages til nyttiggørelse i institutionen, sælges på offentlig auktion eller destrueres.

Den indsatte skal ved ankomsten til institutionen orienteres herom. Denne orientering kan gives på den erklæring, som den indsatte efter bekendtgørelsens § 16, stk. 2, skal underskrive i forbindelse med gennemgang af den indsattes genstande.

Ved løsladelsen bør den indsatte erindres om, hvad der vil ske med genstande, som ikke medtages fra institutionen. Hvis der er tale om genstande, som i medfør af bekendtgørelsens § 18, stk. 2, er opført på en liste over registrerede genstande, vil det desuden være hensigtsmæssigt, at det noteres på denne liste, at den indsatte ved løsladelsen er orienteret om, at bestemte genstande ikke er medtaget og derfor vil kunne inddrages, sælges eller destrueres efter udløbet af ovennævnte frist.

Det bemærkes i denne forbindelse, at hvis der er tale om genstande, som den indsatte har glemt i institutionen, bør institutionen søge at rette henvendelse til den pågældende, før genstandene eventuelt inddrages, sælges eller destrueres.

Underskrift 1

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 16. maj 2001 William Rentzmann /Jakob Schiøler

Versioner

  1. 2001-05-16 · til 2004-09-14