Skrivelse om bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/78@2001-05-16/da
Indhold
Vedlagt sendes bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2001.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 1, har en indsat ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand. Bestemmelsen hviler på det hovedsynspunkt, at indsatte i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med andre borgere i samfundet, jf. også princippet i lovens § 4.
Bekendtgørelsen er udstedt efter straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 4, og § 105, stk. 2, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om henholdsvis sundhedsmæssig bistand til indsatte og regler om fuldbyrdelse af forvaring. Bekendtgørelsen er tillige udstedt efter retsplejelovens § 776, 1. pkt., og omfatter både indsatte, som udstår fængselsstraf og forvaring, og varetægtsarrestanter.
Bestemmelserne i straffuldbyrdelsesloven suppleres af anden lovgivning vedrørende sundhedsmæssig bistand, herunder bl.a. lov om offentlig sygesikring og lov om kommunal tandpleje med tilhørende forskrifter.
1. Lægebehandling til indsatte i fængsler og arresthuse
Bekendtgørelsens kapitel 2, som indeholder regler om lægebistand til indsatte i fængsler og arresthuse, svarer helt overvejende til de hidtil gældende regler.
I § 2 fastslås det, at de indsatte behandles af institutionens læge. "Institutionens læge" kan enten være en læge, der er ansat i institutionen, eller en privat praktiserende læge, som betjener institutionen.
Af § 3 fremgår det, at varetægtsarrestanter tillige har adgang til at tilkalde egen læge. Det fremgår imidlertid af Sundhedsudvalgets indstilling om Sundhedstjenesten i Kriminalforsorgen, 1988, at institutionens læge efter de gældende regler har ansvaret for den lægelige behandling af klientellet.
Som det fremgår af bekendtgørelsens § 3 skal politiet høres, inden der gives en varetægtsarrestant adgang til at tilkalde egen læge. Baggrunden er, at politiet, som det også fremgår af § 3, af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan modsætte sig tilkald af egen læge.
Efter § 4, stk. 1, skal personalet uden ophold underrette institutionens læge eller sygeplejerske, når en indsat ønsker læge tilkaldt. Efter § 8, stk. 3, gælder dette også, når indsatte ved indsættelsen fremsætter ønsker om tilkald af læge. I tilfælde, hvor dette sker uden for institutionslægens eller sygeplejerskens arbejdstid, skal der i stedet ske underretning af lægevagten eller anden læge, som efter aftale med institutionen i dette tidsrum varetager den lægelige betjening af institutionen. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse af 2. marts 2001.
§ 4, stk. 2 og 3 om den indsattes adgang til uoverværet personlig eller telefonisk kontakt med institutionens læge gælder også for kontakt til vikarierende læge.
I relation til § 6, vedrørende underretning af pårørende ved alvorlig sygdom hos den indsatte, bemærkes, at institutionen i sådanne tilfælde tillige skal overveje, om der er grundlag for, at den pågældende søger benådning og i givet fald rejse sagen over for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.
I tilknytning til § 12 vedrørende sultestrejke bemærkes, at Direktoratet for Kriminalforsorgen på baggrund af internationale deklarationer og efter forelæggelse for Sundhedsstyrelsen har udsendt en checkliste om forholdsregler i tilfælde af, at indsatte iværksætter sultestrejke. Checklisten er vejledende, og der kan i konkrete tilfælde være grundlag for yderligere forholdsregler udover dem, der er nævnt i checklisten.
2. Tandbehandling til indsatte i fængsler og arresthuse
Af bekendtgørelsens § 13 fremgår det, at de indsatte normalt behandles af institutionens tandlæge, som f.eks. kan være en praktiserende tandlæge, der er tilknyttet institutionen.
Reglerne i bekendtgørelsens kapitel 3 om tandlægebistand til indsatte i fængsler og arresthuse er på en række punkter ændret i forhold til de hidtil gældende regler.
Udgangspunktet er, at indsatte, som udstår fængselsstraf eller forvaring og skal opholde sig i institution under kriminalforsorgen i 3 måneder eller derover, har adgang til de typer af tandbehandling, som sygesikringen yder tilskud til. Herudover har de indsatte adgang til nødvendig lokalbedøvelse i tilknytning til sådan behandling og tandbehandling omfattende aftagelig protetik, som i visse tilfælde er en mere relevant behandling, end at behandle indsattes egne tænder.
Andre indsatte har kun adgang til nødbehandling.
Institutionen afholder udgiften til tandbehandling i det omfang udgiften ikke afholdes af sygesikringen eller lignende, og den indsatte ikke har midler til selv at afholde udgiften. Det er endvidere en betingelse, at behandlingen efter en tandlægefaglig vurdering er rimelig i forhold til den pågældendes tandstatus ved indsættelsen, og at behandlingen ikke kan afvente løsladelsen.
I hvilket omfang den indsatte har midler til helt eller delvist at afholde udgiften selv, beror på en konkret vurdering af den indsattes økonomiske forhold sammenholdt med størrelsen af udgiften. Hvis den indsatte alene har indtægt svarende til vederlaget for beskæftigelse i kriminalforsorgens institutioner, og den indsatte ikke i øvrigt skønnes at have økonomiske midler, må det lægges til grund, at den indsatte ikke selv kan afholde udgiften.
3. Indsatte i kriminalforsorgens pensioner
Bekendtgørelsens kapitel 4 vedrører indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens pensioner.
Som det fremgår af § 20 finder kun visse af bekendtgørelsens bestemmelser anvendelse på indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens pensioner. Særligt i forhold til bestemmelserne vedrørende tandbehandling henledes opmærksomheden på, at alene § 17, som giver mulighed for i ganske særlige tilfælde at dække udgifter til tandbehandling udover det, som sygesikringen yder tilskud til, finder anvendelse i pensionerne. Baggrunden herfor er, at indsatte i pensionerne er omfattet af de almindelige regler om tilskud fra sygesikringen og lignende.
4. Tandlægekonsulenten
Institutionerne har mulighed for at forelægge sager for kriminalforsorgens tandlægekonsulent. Dette kan f.eks. være relevant, hvis udgiften til en foreslået behandling forekommer uforholdsmæssig stor.
Underskrift 1
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 16. maj 2001 Jakob Schiøler