Skrivelse om bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/83@2001-05-16/da
Indhold
Vedlagt sendes bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller er anbragt i forvaring. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2001.
1. Loven og bekendtgørelsen
De indsattes ret til at føre telefonsamtaler er reguleret i straffuldbyrdelseslovens § 57. Efter § 57, stk. 1, har de indsatte, i det omfang det er praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler. Efter § 57, stk. 2, kan denne ret begrænses, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Disse bestemmelser omfatter indsatte i alle kriminalforsorgens institutioner, dvs. indsatte i både fængsler, arresthuse og pensioner.
§ 57, stk. 3, vedrører påhør og aflytning af telefonsamtaler, som alene kan ske i lukkede institutioner. Reglen indebærer, at telefonsamtaler påhøres eller aflyttes, medmindre dette ikke findes nødvendigt ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelsen af den forurettede ved lovovertrædelsen. Af bestemmelsen fremgår endvidere, at hvis telefonsamtaler aflyttes eller påhøres, skal samtalepartneren forinden gøres bekendt hermed.
Efter § 57, stk. 4, kan justitsministeren fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler. Bekendtgørelse om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen), er udstedt i medfør af denne bemyndigelsesbestemmelse.
Bekendtgørelsen er bygget op således, at kapitel 1 (§§ 1-4) indeholder fælles bestemmelser, som gælder i alle institutioner, mens kapitel 2 (§§ 5-6), kapitel 3 (§§ 7-8) og kapitel 4 (§§ 9-16) indeholder regler for henholdsvis åbne fængsler, arresthuse og lukkede fængsler, herunder Københavns Fængsler. Der er ikke i bekendtgørelsen fastsat særlige regler for indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens pensioner. Dette skyldes, at mens på den ene side de indsattes lovbestemte ret til at telefonere i det hele er relevant i forhold til indsatte i pensionerne, vil det på den anden side kun i meget begrænset omfang være relevant i forhold til disse indsatte at foretage begrænsninger i denne ret ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn m.v., således som loven angiver det kan ske.
2. Bekendtgørelsen regler som gælder for alle institutioner
Af bekendtgørelsens § 2 fremgår det, at de indsatte normalt selv afholder udgifterne til at føre telefonsamtaler.
§ 3 i bekendtgørelsen fastslår, at anmodninger om at føre telefonsamtaler med myndigheder eller enkeltpersoner, som de indsatte efter lovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med, i almindelighed imødekommes. Tilsvarende gælder anmodninger om at føre telefonsamtale med forsvareren i en verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring. At sådanne anmodninger i "almindelighed" imødekommes, indebærer, at tilladelse til at telefonere til de pågældende kun kan nægtes i helt særlige tilfælde, f.eks. når den indsatte umiddelbart forinden gentagne gange inden for et kortere tidsrum har telefoneret til den pågældende.
Bekendtgørelsens § 4, stk. 1, indeholder en kompetencebestemmelse, hvoraf det fremgår, at det er institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, som træffer afgørelse om de indsattes adgang til at telefonere.
Efter § 4, stk. 2, kan institutionens leder under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler, herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne. Regler om den "praktiske gennemførelse" kan f.eks. indeholde begrænsninger med hensyn til hvilke tidsrum på døgnet, de indsatte kan telefonere.
3. Aflytning og påhør
Bekendtgørelsen indeholder nærmere regler om aflytning af telefonsamtaler i lukkede institutioner, herunder bestemmelser om at visse telefonsamtaler ikke aflyttes eller påhøres. Dette gælder således telefonsamtaler med personer, som de indsatte efter lovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med, samt forsvareren i en verserende sag om udskrivning fra forvaring. Om forvaredes adgang til at føre telefonsamtaler med bistandsværger henvises til § 9 i bekendtgørelse om bistandsværger.
Om de indsattes adgang til uoverværede telefonsamtaler med institutionens læge og vagtlæge m.v. henvises til bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og følgeskrivelsen hertil.
Af telefonbekendtgørelsen § 7, stk. 2, og § 9, stk. 2, og § 10, stk. 4, fremgår det, at der kan stilles krav om, at telefonsamtaler som påhøres eller aflyttes, føres på et sprog, som den, der aflytter eller påhører samtalen, forstår. Om der skal stilles et sådant krav beror på en konkret vurdering af, om det i det enkelte tilfælde er forsvarligt at undlade dette. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor en udenlandsk indsat telefonerer til en ægtefælle i hjemlandet, og der efter en konkret vurdering ikke er grundlag for at antage, at det giver anledning til ordens- eller sikkerhedsmæssige problemer, at der ikke stilles et sådant krav. Tilsvarende gælder, hvis der ikke vurderes at være ordens- eller sikkerhedsmæssige problemer i at undlade at stille et sådant krav i forhold til indsatte med en anden etnisk baggrund end dansk, som kun kan kommunikere med herboende familiemedlemmer på deres eget sprog.
4. Egne telefoner
Bekendtgørelsen indeholder også regler om de indsattes mulighed for at installere egen telefon på eget opholdsrum. Kun i åbne fængsler kan de indsatte få tilladelse hertil. At der er tale om "installation" indebærer, at bestemmelserne herom alene vedrører faste telefoner. Af genstandsbekendtgørelsen fremgår det, at indsatte ikke kan have mobile telefoner i fængsler og arresthuse.
5. Korttelefonordninger i de lukkede fængsler og Københavns Fængsler
Bekendtgørelsens §§ 10-14 giver mulighed for i afsoningsafdelinger med almindeligt fællesskab i de lukkede fængsler og Københavns Fængsler at etablere særlige korttelefonordninger. Med disse ordninger vil de indsattes ret til at telefonere efter lovens § 57, stk. 1, i vidt omfang kunne imødekommes.
Ordningerne indebærer, at de indsatte kan få generel tilladelse til at telefonere til 4 forud godkendte telefonindehavere.
Etablering af en korttelefonordning forudsætter, at de tekniske herunder samtlige sikkerhedsmæssige krav til en sådan ordning er opfyldt, jf. bekendtgørelsens § 10, stk.1.
Bestemmelserne i bekendtgørelsen §§ 10-14 indeholder nærmere regler for i hvilket omfang, under hvilke forudsætninger og på hvilke vilkår m.v., sådanne ordninger kan etableres. Herudover indeholder bestemmelserne regler om kontrol med, at denne særlige adgang til at telefonere ikke misbruges. Af bekendtgørelsens § 11, stk. 1, fremgår det, at stikprøvevis kontrol af telefonsamtalerne skal ske hyppigt.
Institutionen skal indtil videre foretage kvartalsvis indberetning til direktoratet om antallet af opkald fra korttelefoner og om antallet af foretagne aflytninger.
Underskrift 1
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 16. maj 2001 Jakob Schiøler