Vejledning om fotografering af indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2001/86@2001-05-16/da
Indhold
1. Reglerne om fotografering af indsatte findes i § 61 i straffuldbyrdelsesloven. Herudover har Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen udstedt bekendtgørelse om fotografering af personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel. Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2001.
§ 61, stk. 1, vil efter sit indhold normalt ikke finde anvendelse i kriminalforsorgens pensioner. Der vil dog i visse tilfælde være behov for, at indsatte i pensionerne fotograferes, f.eks. når dømte anbringes efter straffuldbyrdelseslovens § 78 for hele straffetiden. I sådanne tilfælde vil fotografering kunne foretages af pensionernes personale på vegne af et fængsel.
2. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 61, stk. 1, at kriminalforsorgens institutioner har ret til at fotografere og optage fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere identifikation. Kriminalforsorgens fængsler har således adgang til at fotografere alle indsatte med henblik på senere identifikation. Det betyder samtidig, at der ikke vil være mulighed for at foretage fotografering med henblik på henlæggelse af et foto i en sag, hvor der allerede forefindes et vellignende fotografi, jf. dog nedenfor om genfotografering. Der vil dog være mulighed for at foretage fornyet fotografering, hvis der f.eks. skal anvendes foto til indlæggelse i nye sagssystemer eller lignende.
3. For så vidt angår dømte, der udstår fængsel i 5 måneder eller derover eller forvaring, skal der findes 2 fotografier af den dømte i sagens akter. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har ved cirkulæreskrivelse af 29. oktober 1975 til politiet bestemt, at der i tilfælde, hvor der ved politiets foranstaltning er foretaget fotografering af personer, der idømmes fængsel i 5 måneder eller derover eller forvaring, skal indlægges 2 fotografier i sagens akter. Hvis fotografierne ikke er modtaget fra politiet, eller de af andre grunde ikke findes på sagen, er fængslet efter bekendtgørelsen forpligtet til at sikre, at den dømte fotograferes snarest muligt.
4. Med henblik på at sikre, at indsatte kan identificeres gennem hele strafudståelsen, er der desuden pligt til at fotografere indsatte, hvis det, for eksempel på grund af væsentlige ændringer af den pågældendes udseende, er nødvendigt af hensyn til identifikationen. Endvidere skal indsatte under alle omstændigheder fotograferes efter udståelse af 3 år af straffen, og derefter hvert tredje år.
5. Som det fremgår af bekendtgørelsen er der ikke pligt til at fotografere dømte, der udstår fængsel i mindre end 5 måneder. I tilfælde, hvor dømte skal transporteres med landstransporten, skal det dog under alle omstændigheder sikres, at der forud for transporten forefindes vellignende fotos af den enkelte dømte. For så vidt angår transporter fra arresthusene vil eventuel fotografering på vegne af det modtagende fængsel kunne ske ved landstransportens foranstaltning. For så vidt angår transporter fra Københavns Fængsler vil eventuel fotografering tilsvarende kunne ske i Københavns Fængsler forud for transporten.
6. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, kan en indsat ikendes disciplinærstraf, hvis den pågældende nægter at medvirke til fotografering efter § 1. Det vil være en forudsætning for at ikende disciplinærstraf, at vellignende foto ikke kan rekvireres ved henvendelse til politiet. Hvis den indsattes forhold giver anledning dertil, vil der eventuelt kunne ske udelukkelse fra fællesskab efter straffuldbyrdelseslovens § 63 eller - hvis øjeblikkelig gennemførelse af fotograferingen er nødvendig - anvendes magt efter straffuldbyrdelseslovens § 62.
7. Som anført omfatter straffuldbyrdelseslovens § 61 endvidere optagelse af fingeraftryk. Efter § 61, stk. 2, kan justitsministeren fastsætte regler om gennemførelsen af optagelsen af fingeraftryk, herunder om opbevaring og destruktion. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har dog ikke fundet grundlag for på nuværende tidspunkt at udnytte denne hjemmel.
Underskrift 1
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 16. maj 2001 William Rentzmann /Jakob Schiøler