Gelex

Skrivelse om bekendtgørelse om tvangsbehandling af visse indsatte i Anstalten ved Herstedvester

GældendeVersion 2002-10-21fra 2002-10-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/102@2002-10-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Hermed sendes bekendtgørelse om tvangsbehandling af visse indsatte i Anstalten ved Herstedvester.

Bekendtgørelsen er udstedt efter straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 2, og efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren.

Indsatte, som er sindssyge, bør bl.a. efter de Europæiske Fængselsregler ikke opholde sig i fængsler. Hvis en indsat er eller bliver sindssyg, skal vedkommende derfor snarest frivilligt eller efter reglerne om tvangsindlæggelse indlægges på den almindelige psykiatriske afdeling, der har modtageforpligtelsen. I de sjældne tilfælde, hvor der er grundlag for at udstede farlighedsdekret, skal den indsatte overflyttes til Sikringsafdelingen, Amtshospitalet Nykøbing Sjælland. jf. psykiatrilovens § 40.

Straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 2, og bekendtgørelsen indebærer imidlertid en lovfæstelse af, at der i meget begrænset omfang kan ske tvangsbehandling af visse indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Det er forudsat, at den hidtidige praksis, hvorefter man er særdeles tilbageholdende med at anvende tvang i behandlingen opretholdes.

Ad § 1.

Bestemmelsens stk. 1 angiver i hvilke tilfælde, der kan ske kortvarig tvangsbehandling af visse indsatte efter reglerne i psykiatriloven. Ifølge bestemmelsen er det blandt andet en forudsætning, at den indsatte på grund af farlighed ikke kan overflyttes til almindelig psykiatrisk afdeling. Der tænkes herved også på farlighed under undvigelse.

Som det fremgår af bestemmelserne, skal det dagligt vurderes, dels om tvangsbehandlingen skal fortsætte, dels om tvangsbehandlingen skal erstattes af indlæggelse på almindelig psykiatrisk afdeling eller afsigelse af farlighedsdekret efter psykiatrilovens § 40.

Efter bestemmelserne i § 1, stk. 2 og 3, skal den indsatte overføres, eventuelt tvangsindlægges, på almindelig psykiatrisk afdeling, når den pågældendes farlighed ikke længere er til hinder herfor. Hvis farligheden består trods en kortere behandlingsperiode, og den pågældende på dette tidspunkt opfylder kravene i psykiatrilovens § 40 skal den pågældende forsøges overført til Sikringsafdelingen, Nykøbing Sjælland. I formuleringen "tvangsbehandles kortvarigt" i § 1, stk. 1, ligger blandt andet, at behandlingen højst kan udstrækkes til ca. 1 måned i overensstemmelse med den hidtidige praksis.

§ 1, stk. 4, indeholder en regel om, at der ved tvangsbehandling skal ske daglig skriftlig indberetning til direktoratet. Indberetningen sendes til straffuldbyrdelseskontoret.

Ad § 2.

§ 2, stk. 1 angiver, at visse af psykiatrilovens regler og forskrifter fastsat i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse, når der sker tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester.

Opmærksomheden henledes særligt på, at psykiatrilovens § 17, stk. 2, om anvendelse af fysisk magt i form af indgivelse af et beroligende middel i ingen tilfælde kan anvendes over for indsatte i Anstalten ved Herstedvester, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, sidste punktum.

At kun nogle af psykiatrilovens regler finder anvendelse, skyldes i øvrigt, at en række af lovens bestemmelser f.eks. om frihedsberøvelse mv. ikke er relevante i forhold til tvangsbehandling af indsatte.

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, fremgår det, at bestemmelserne om patientrådgivere i psykiatrilovens §§ 24-29 kun finder anvendelse i tilfælde, hvor den indsatte ikke har en bistandsværge efter straffelovens § 71. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 3, sidste punktum.

§ 2, stk. 3, indebærer, at en indsat, der er i tvangsbehandling alene kan fikseres efter psykiatrilovens regler, idet straffuldbyrdelsesloven regler om sikringscelleanbringelse og tvangsfiksering ikke finder anvendelse i forhold til indsatte, som er i tvangsbehandling. At fiksering efter psykiatriloven kun kan ske i forhold til indsatte, der er i tvangsbehandling, følger af bekendtgørelsens afgrænsning af, hvornår der kan ske tvangsbehandling og dermed hvornår (visse af) psykiatrilovens regler gælder.

Af forskrifter, som er fastsat efter psykiatriloven og som finder tilsvarende anvendelse i forhold til indsatte, der tvangsbehandles i Anstalten ved Herstedvester, henledes opmærksomheden navnlig på:

Bekendtgørelse nr. 878 af 10. december 1998 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien,

Bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på de psykiatriske afdelinger, og

Bekendtgørelse nr. 207 af 12. april 2002 om patientrådgivere.

Når det angives, at reglerne "finder tilsvarende anvendelse" indebærer det, at de kan fraviges i det omfang, dette følger umiddelbart af det forhold, at behandlingen sker i et fængsel, og ikke på et hospital.

Fx fremgår det af psykiatrilovens § 35, at når patienten eller patientrådgiveren fremsætter anmodning herom, påhviler det sygehusmyndigheden at indbringe bl.a. klager over tvangsbehandling for patientklagenævnet. Denne pligt vil, når reglen anvendes i forbindelse med tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester, påhvile Anstalten ved Herstedvester.

Som yderligere eksempel kan nævnes, at det påhviler Anstalten ved Herstedvester at betale vederlag til patientrådgiverne, eftersom det i bestemmelsen i § 17 i bekendtgørelsen om patientrådgivere er anført, at vedkommende sygehusmyndighed betaler patientrådgiveren vederlag.

Endvidere vil også visse bestemmelser i bekendtgørelserne mv. være irrelevante i forhold til indsatte, der tvangsbehandles i Anstalten ved Herstedvester.

Underskrift 1

Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 21. oktober 2002 Jakob Schiøler

Versioner

  1. 2002-10-21