Vejledning om ændring af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap\n (Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/106@2002-10-23/da
Indhold
I vejledning nr. 58 af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap affattes kapitel 10 således: 1)
Serviceloven:
§ 84. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.
Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f.eks. merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.
Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til 2.000 kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter overstiger 21.000 kr. pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet med 500 kr. pr. måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.
Stk. 5. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler, er ikke berettigede til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de tillige er bevilget personlig hjælpeordning efter § 77.
Merudgiftsydelsen i servicelovens § 84 er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte. Bestemmelsen viderefører den dækning af merudgifter, som hidtil har været gældende, og giver hjemmel til at dække de udgifter, som personer mellem 18 og 65 år ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Personkredsen er udvidet i forhold til tidligere og omfatter nu førtidspensionister og andre personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der betinger merudgifter ved den daglige livsførelse.
Dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse ydes som udgangspunkt som en kontantydelse og tildeles ud fra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen. Gennem denne ydelsesform får den pågældende mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst muligt kan dækkes. Visse ydelser kan dog aftales som naturalhjælp, fx taxakørsel eller medicinudgifter, der kan afregnes direkte af kommunen.
Merudgiftsydelsen er skattefri og indkomstuafhængig.
Formålet med ydelsen er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes familie kan leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.
Merudgiftsydelsen skal sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere.
Sigtet med tilskud til merudgifter generelt er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes.
Merudgiftsydelsen skal samtidig sikre at personer med varigt nedsat funktionsevne, som yder en særlig indsats for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, kan forblive på arbejdsmarkedet.
Merudgiften skal være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne. Dvs. at de udgifter, som kan dækkes, er udgifter, som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.
Udgifter, som pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger ved den daglige livsførelse på grund af den nedsatte funktionsevne, skal derfor afholdes af den pågældende selv.
Der lægges herved på den ene side vægt på, at den pågældende skal afholde udgifter på linie med, hvad andre på samme alder og i samme livssitation har. På den anden side skal den pågældende ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Personkredsen omfatter personer mellem 18 og 65 år (dog 67 år for personer, der er født før den 1. juli 1939) med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader, der betinger merudgifter ved den daglige livsførelse.
Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.
Som eksempler herpå kan nævnes udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.
Eksemplerne er ikke udtømmende og selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægelig diagnosticeret lidelse, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter, der er afgørende for berettigelsen til den særlige merudgiftsydelse. Det er således ikke den lægelige diagnose eller den pågældendes arbejdsevne, der er afgørende, men den pågældendes muligheder for at klare sig i sin daglige tilværelse.
Ved den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, personlige forhold, herunder om den pågældende er forælder, helbredsforhold etc.
Funktionsevnenedsættelse er et begreb, som bruges ved tildeling af alle servicelovens ydelser, der skal kompensere en nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse, nødvendig boligindretning og hjælpemidler.
Personkredsen omfatter endvidere personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbar konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges. Der tænkes især på gruppen af personer med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) og personer med cystisk fibrose, som dog alene kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, jf. § 2 i Socialministeriet bekendtgørelse om merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.
Forsørgelsesgrundlaget
Forsørgelsesgrundlaget har ikke nogen betydning i forhold til den personkreds, der kan opnå tilskud til dækning af nødvendige merudgifter som følge af en nedsat funktionsevne. Bestemmelsen omfatter alle voksne under 65 år (dog 67 år for personer, der er født før den 1. juli 1939) med varigt nedsat funktionsevne, uanset om forsørgelsesgrundlaget er førtidspension, erhvervsindkomst, dagpenge, fleksjob, SU, revalideringshjælp, kontanthjælp eller andet.
Ikke ret til merudgiftsydelse
Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, er ikke omfattet af bestemmelsen, jf. servicelovens § 84, stk. 5, medmindre de tillige har fået bevilget en hjælpeordning efter servicelovens § 77.
Hvilende førtidspension
For de personer, hvis førtidspension er gjort hvilende, men hvor førtidspensionen er tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, gælder, at disse er omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.
Først fra det tidspunkt, hvor de overgår til at modtage førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, vil de ikke være omfattet af personkredsen, medmindre de samtidig har en hjælpeordning efter servicelovens § 77.
Invaliditetsydelse
For personer, der modtager invaliditetsydelse, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, gælder, at disse er omfattet af servicelovens § 84. Disse personer, kan derfor bevare invaliditetsydelsen samtidig med at de modtager merudgifter efter servicelovens § 84.
Personer, der modtager invaliditetsydelse, betragtes ikke som førtidspensionister i forhold til servicelovens § 84.
Hvis en person, der modtager invaliditetsydelse, samtidig modtager bistands- eller plejetillæg efter reglerne i pensionslovens § 16, fra før 1. januar 2003, vil den pågældende ikke samtidig kunne modtage merudgiftsydelse efter servicelovens § 84, til det som har udløst bistands- eller plejetillægget. Det vil sige, hvis ansøger er tilkendt bistands- eller plejetillæg med den begrundelse, at den pågældendes invaliditet bevirker, at han/hun må have personlig bistand af andre eller vedvarende pleje eller tilsyn, som nødvendiggør andres stadige nærværelse, kan samme udgift ikke medregnes ved udmålingen af merudgiftsydelsen.
Hvis en person modtager invaliditetsydelse og samtidig er tilkendt bistands- eller plejetillæg, skal den pågældende således have sandsynliggjorte merudgifter på 6.000 kr. eller derover årligt udover bistands- eller plejetillægget.
En person, der modtager bistands- eller plejetillæg, kan dog vælge, at lade tillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens § 84.
I de tilfælde hvor en person ønsker at fravælge bistands- eller plejetillæg og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens § 84, skal kommunen frakende bistands- eller plejetillægget. Dette som følge af, at den pågældendes behov i stedet vil blive dækket efter servicelovens servicelovens § 84.
Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen rådgiver og vejleder om den bedst mulige løsning.
Eksempel 1:
Birthe modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt bistandstillæg efter pensionslovens § 16, stk. 1, som følge af, at hun har behov for hjælp til personlig hygiejne, hjælp til af- og påklædning og hjælp til toiletbesøg.
Bistandstillægget udgør 2.224 kr. pr. måned (sats 2002), 26.688 kr. årligt (sats 2002).
Birthe har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 641 kr. pr. måned, 7.692 kr. årligt til befordring, medicin og kurser.
Birthe søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens § 84.
Da de sandsynliggjorte merudgifter overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr. pr. år, får Birthe 1.500 kr. pr. måned, som er basisbeløbet, der udløses ved sandsynliggjorte merudgifter, der er lig med eller overstiger 6.000 kr. årligt.
Eksempel 2:
Helen modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt plejetillæg efter pensionslovens § 16, stk. 2, som følge af at hun har behov for vedvarende tilsyn, der nødvendiggør andres stadige tilstedeværelse.
Plejetillægget udgør 4.439 kr. pr. måned (sats 2002), 53.268 kr. årligt (sats 2002).
Helen har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 434 kr. pr. måned, 5208 kr. årligt til et enkelt kursus og til medicin.
Helen søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens § 84.
Da de sandsynliggjorte merudgifter ikke overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr. år, får Helen et afslag. Begrundelsen er, at de sandsynliggjorte merudgifter ikke overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr.
Eksempel 3:
Peter modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt bistandstillæg efter pensionslovens § 16, stk. 1, som følge af at hans helbredstilstand kræver, at han skal mades ved måltiderne og skal hjælpes ved toiletbesøg og til at færdes indendørs.
Bistandstillægget udgør 2.224 kr. pr. måned (sats 2002), 26.688 kr. årligt (sats 2002).
Peter har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 828 kr. pr. måned, 9.936 kr. årligt til tøj, medicin og almindelige håndsrækninger.
Peter søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens § 84.
Kommunen vurderer, at de sandsynliggjorte merudgifter kun udgør 475 kr. pr. måned, idet den resterende del af beløbet op til den ansøgte merudgift på 828 kr. pr. måned, vurderes at være udgifter til almindelige håndsrækninger, som er indeholdt i bistandstillægget.
Peter får derfor afslag på sin ansøgning, idet de sandsynliggjorte merudgifter udover bistandstillægget ikke overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr. pr. år.
Peter orienteres om, at han kan vælge at lade tillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens § 84.
Peter vælger at lade bistandstillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens § 84.
Ved beregningen af de sandsynliggjorte merudgifter tager kommunen udgangspunkt i bistandstillægget (sats for indeværende år) på 2.224 kr. pr. måned og lægger 475 kr. til, i alt 2.699 kr. pr. måned svarende til 32.388 kr. årligt.
Merudgiftsydelsen, som Peter vil modtage, vil herefter være 27.000 kr. årligt, 2.250 kr. pr. måned.
Sigtet med tilskud til merudgifter generelt er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes.
Merudgiftsydelsen udmåles udfra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.
Med sandsynliggjorte merudgifter menes, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som den pågældende efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Der skal således ikke søges kommunen om hjælp for hver enkelt merudgift men derimod for sandsynliggjorte merudgifter, der er en følge af funktionsnedsættelsen, for det kommende år. Udgifter, der afholdes inden for 12 måneder regnet fra tidspunktet, hvor ansøgeren henvender sig i kommunen, sammenlægges.
Der laves et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter. Overslaget over merudgifterne fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter.
Merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.
Hvis der fx er tale om ekstraordinært slid på tøj og sko som følge af den nedsatte funktionsevne, laves et overslag over, hvad merudgiften til dette vil være på årsbasis. Det samme gælder i de tilfælde, hvor den pågældende ved, at han/hun skal befordres fx til behandling, fritidsinteresser, arbejde o.l. Også et skøn over kursusudgifter indgår i oversigten, herunder også kurser der normalt finder sted, men som ikke er annonceret på det tidspunkt, hvor beregningerne foretages. Det vil typisk dreje sig om kursusudgifter som følge af den pågældendes og eventuelle børn eller pårørendes nødvendige deltagelse, fx deltagelse i tegnsprogskurser eller kurser som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til at leve et almindeligt liv.
For at komme ind i ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mindst 500 kr. pr. måned eller mindst 6.000 kr. årligt.
Bagatelgrænse
Der er indført en bagatelgrænse på mindst 6.000 kr. i årlige merudgifter, før der kan udbetales et tilskud efter servicelovens § 84.
Basisbeløb
Hvis den pågældende modtagers funktionsevnenedsættelse erfaringsmæssigt medfører sandsynliggjorte merudgifter udover 500 kr. månedligt eller mindst 6.000 kr. årligt udløser dette et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned.
Selv om merudgifterne udgør under 500 kr. i enkelte måneder, vil der kunne udbetales et basisbeløb, hvis kommunen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 6.000 kr.
Har den pågældende merudgifter udover basisbeløbet på 1.500 kr., betinget af funktionsnedsættelsen, kan yderligere beløb udbetales i trin på 500 kr. pr. måned. Ydelsen vil herefter blive betegnet som merudgiftsydelse.
Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned, til 2.000 kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter overstiger 21.000 kr. pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet med 500 kr., hver gang merudgifterne stiger 6.000 kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500.
Eksempel 1:
Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 745 kr. pr. måned svarende til 8.940 kr. pr. år.
Basisbeløbet, som Søren vil modtage, vil herefter være 18.000 årligt, 1.500 kr. pr. måned.
I eksempel 1 overstiger Sørens skønnede merudgifter 6.000 kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned. Derfor udløses et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned og 18.000 kr. årligt.
Eksempel 2:
Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 1.885 kr. pr. måned svarende til 22.620 kr. pr. år.
Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være 24.000 kr. årligt, 2.000 kr. pr. måned.
I eksempel 2 overstiger Sørens skønnede merudgifter 21.000 kr. pr. år svarende til 1.750 kr. pr. måned. Merudgifter over 21.000 kr. årligt udløser udover basisydelsen et ekstra beløb på 500 kr., således at den samlede merudgiftsydelse bliver 2.000 kr. Søren vil derfor modtage en merudgiftsydelse på 2.000 kr. pr. måned (basisbeløb 1.500 kr. + 500 kr.) svarende til 24.000 kr. årligt.
Eksempel 3:
Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 2.100 kr. pr. måned svarende til 25.200 kr. pr. år.
Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være 24.000 kr. årligt, 2.000 kr. pr. måned.
I eksempel 3 overstiger Sørens skønnede merudgifter 21.000 kr. pr. år svarende til 1.750 kr. pr. måned. Men de skønnede merudgifter overstiger ikke næste trin, som vil være 2.250 kr. pr. måned svarende til 27.000 kr. pr. år. Derfor modtager Søren kun en merudgiftsydelse på 2.000 kr. pr. måned (basisbeløb 1.500 kr. + 500 kr.) svarende til 24.000 kr. årligt.
Eksempel 4:
Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 2.260 kr. pr. måned svarende til 27.120 kr. pr. år.
Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være 30.000 kr. årligt, 2.500 kr. pr. måned.
I eksempel 4 overstiger Sørens skønnede merudgifter 27.000 kr. pr. år svarende til 2.250 kr. pr. måned. Ved merudgifter over 27.000 årligt øges basisbeløbet på 1.500 kr. med 1.000 kr. (500 kr. første trin + 500 kr. andet trin). Søren vil derfor modtage en merudgiftsydelse på 2.500 kr. pr. måned (basisbeløb 1.500 kr. + 1.000 kr. (500 kr. første trin + 500 kr. andet trin )) svarende til 30.000 kr. årligt.
Skønnede merudgifter månedligt Skønnede merudgifter årligt Merudgiftsydelse
500 kr. 6.000 kr. 1.500 kr. pr. måned (Basisbeløb)
1.750 kr. 21.000 kr. 2.000 kr. pr. måned
2.250 kr. 27.000 kr. 2.500 kr. pr. måned
2.750 kr. 33.000 kr. 3.000 kr. pr. måned
3.250 kr. 39.000 kr. 3.500 kr. pr. måned
Osv. Osv. Osv.
Osv. Osv. Osv.
Administrationen af ordningen forudsættes at blive tilrettelagt efter generelle principper og uden dokumentationskrav for hver enkelt udgift.
Efter ligningslovens § 7, litra j, er en ydelse, som udbetales efter serviceloven til dækning af nærmere bestemte udgifter, ikke skattepligtig for modtageren.
Dækning af merudgifter efter servicelovens § 84 er således ikke skattepligtig for modtageren, jf. også § 5, nr. 2, i lov nr. 271 af 8. maj 2002.
I det følgende angives nogle eksempler på merudgifter som følge af den varigt nedsatte funktionsevne. Der er ikke er tale om en udtømmende liste. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer, som opstår på grund af den varigt nedsatte funktionsevne. Det er derfor ikke muligt at angive alle de merudgifter, som den pågældende kan komme ud for. 2)
Kost og diætpræparater
Der kan ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring.
I tilfælde, hvor der ydes tilskud til ernæringspræparater efter sygesikringsloven, går denne lovgivning forud for dækning af merudgifter efter servicelovens § 84, jf. § 8a i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om lov om offentlig sygesikring.
Der kan ydes tilskud til særlige diætpræparater, når det ved lægeerklæring er dokumenteret, at der er tale om diætpræparater, som ordineres som følge af nedsat funktionsevne, og hvor behovet for disse præparater er dokumenteret ved flere kontakter med ansøgeren.
Sagkyndig bistand
Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget i disse tilfælde kan det oftest være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis kommunen ikke selv råder over den lægelige ekspertise.
Er der tvivl om, hvad udgiften til diætkosten er, kan det anbefales at tage kontakt med den pågældende specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes foreligger der ofte beregninger fra Forbrugerstyrelsen eller fra brugerorganisationer, patientforeninger o.l. I hvert enkelt tilfælde skal der ved fastlæggelsen af den konkrete ydelse dog laves et skøn over behovet.
Udgifterne til særlige diætpræparater, som fremstilles på sygehus og som pågældende skal indtage som led i en sygehusbehandling, afholdes af sygehusvæsenet.
Diætpræparater der dækkes af staten
Udgifter til særlige diætpræparater dækkes også for personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbart nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges. Det gælder især gruppen af personer med PKU (Føllings sygdom) og personer med Alcaptonuri, jf. § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiften ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84. Udgifterne til disse særlige diætpræparater afholdes som hidtil af staten (John F. Kennedy Instituttet). Præparaterne rekvireres direkte hos Instituttet, bortset fra præparatet Aminogran, der distribueres via apotekerne.
Medicin
Der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter til hjælp til den del af egenbetalingen af den tilskudsberettigede medicin, der ikke dækkes efter sygesikringslovens regler. Det er en betingelse, at den tilskudsberettigede medicin er ordineret som følge af den nedsatte funktionsevne. Der kan dog i enkeltstående tilfælde efter lægelig ordination ydes hjælp til medicin, der ikke er tilskudsberettiget efter sygesikringsloven, når der er tale om en speciel lidelse, jf. § 2 i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 3 af 3. januar 2001 om ansøgning om medicintilskud. Dette kan fx være aktuelt i forhold til gigtramte.
Støtte til medicinudgifter følger af sygesikringslovens regler om tilskud til medicin, som trådte i kraft den 1. marts 2000.
Sygesikringslovens gældende regler om tilskud til medicin indebærer, at tilskuddets størrelse afhænger af den enkelte persons behov for tilskudsberettiget medicin.
For personer over 18 år indebærer sygesikringslovens regler om tilskud til medicin,
at man ikke får tilskud, hvis den samlede udgift til køb af tilskudsberettiget medicin er mindre end 515 kr. (takst 2002) i løbet af en periode på ét år,
at der er tilskud på 50 % til den del af udgiften, der ligger mellem 515 kr. og 1.240 kr. (takst 2002),
at der er tilskud på 75 % til den del af udgiften, der ligger mellem 1.240 kr. og 2.900 kr. (takst 2002), og
at der er tilskud på 85 % til udgifter, der overstiger 2.900 kr. (takst 2002).
Efter sygesikringsloven kan personer, der har et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for tilskudsberettiget medicin, få tildelt et særligt kronikertilskud. Kronikertilskuddet indebærer, at der lægges et loft på 3.735 kr. over den årlige egenbetaling opgjort i tilskudspriser. Tildeling af dette tilskud kræver, at lægen søger Lægemiddelstyrelsen om, at der ydes patienten et sådant tilskud.
Sygeforsikring
Der kan kun ydes hjælp efter servicelovens § 84 til udgifter, som ikke dækkes efter anden lovgivning. Det betyder, at der kun kan ydes hjælp efter denne bestemmelse til den pågældendes egen andel af udgiften til medicin m.v. Der kan kun ydes tilskud efter servicelovens § 84 til den del af udgiften, som ikke kan dækkes efter fx sygesikringsloven eller fra Sygeforsikringen Danmark eller andre private sygeforsikringer/ordninger.
Befordring generelt
Der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring til og fra uddannelse, arbejde, behandling og fritid (familiebesøg, fritidsinteresser etc.). Befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser, herunder eventuelt støtte, der kan ydes efter § 103 i serviceloven til personer, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle befordringsmidler.
Tilskud til nødvendige merudgifter til befordring kan ydes, uanset befordringsform. Dette gælder således også uanset om den bil som pågældende bliver befordret i, er ejet af den pågældende, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 99. Når en person er berettiget til hjælp, kan tilskuddet fx udregnes på baggrund af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste takst. Dette gælder, hvad enten bilen er ejet, lånt eller lejet.
Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af en person med nedsat funktionsevne kan ikke ydes efter servicelovens § 84. Den kan eventuelt ydes efter servicelovens § 99, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99, hvori der udtømmende er gjort op med mulighederne for støtte til anskaffelse af bil til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der kan således heller ikke efter servicelovens § 84 ydes hjælp til betaling af afdrag på en bil.
I ganske særlige situationer kan der efter en konkret vurdering ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring i egen bil. Det vil fx gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at den pågældende ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne. Det vil endvidere være tilfældet, hvis den pågældende har en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil fx en kassebil/MPV-bil som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne.
I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af fx forsikringer, benzin, reparationer m.v., når merudgiften må anses at være en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.
Befordring i fritid
Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at benytte offentlige befordringsmidler, kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter til befordring i egen bil i fritiden. Det vil også kunne være tilfældet i de situationer, hvor en forælder med nedsat funktionsevne skal ledsage sit barn til dagtilbud, skole, behandling eller fritidstilbud, og hvor dette ikke kan lade sig gøre med offentlige befordringsmidler. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes i den situation. Det beror på en konkret vurdering af fx hjemmets afstand til fritidsforanstaltninger, venners hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse osv.
Befordring til og fra arbejde
Der kan ydes hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra et arbejde. Der vil være tale om merudgifter ud over det særlige skattefradrag, som kan benyttes ved befordring til og fra arbejde, jf. ligningslovens § 9 D. Se også Skatten 2002, hvori det nævnes, at » Har en skatteyder som følge af invaliditet eller kronisk sygdom udgifter ud over det normale til befordring mellem hjem og arbejdsplads, skal de almindelige regler om fradrag for befordring mellem hjem og arbejdssted ikke anvendes, men i stedet bestemmelsen i ligningsloven § 9 D. «
Merudgifter til og fra arbejde vil gælde for de udgifter, der ligger udover, hvad den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige problemer i forbindelse med den pågældendes nedsatte funktionsevne.
Merudgifter til og fra arbejde kan fx være udgifter i forbindelse med færgeoverfart, hvor størrelsen på bilen udløser en ekstra betaling, taxakørsel i forbindelse med at den særligt indrettede bil er til reparation, taxakørsel i ventetiden indtil bevilling af støtte til køb af bil efter servicelovens § 99 foreligger eller indtil bilen leveres.
Befordring til og fra uddannelse
Der vil kunne ydes hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra en uddannelse. Dette vil være i de tilfælde, hvor den pågældende i videre omfang end normalt og som en direkte følge af nedsat funktionsevne skal befordres til eller fra skole eller andet uddannelsessted.
Det sker dog kun i det omfang merudgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser, herunder Beskæftigelsesministeriets revalideringsbestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, eller ved andre ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af voksne med nedsat funktionsevne.
Befordring til og fra behandling
Der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter o.lign., som er nødvendige, for at en voksen kan komme til behandling som følge af nedsat funktionsevne. Hvis der er behov for, at personen har en ledsager, kan hjælp til betaling i sådanne tilfælde ydes såvel til befordring for personen selv som til ledsagerens befordring. Merudgifterne dækkes i det omfang, de ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger.
Hjælp til dækning af befordringsudgifter m.v. i forbindelse med behandling i udlandet kan kun ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet, jf. Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 13. maj 2002 om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp. I sådanne tilfælde ydes hjælpen kun, hvis den ikke dækkes fuldt ud efter § 36 i overnævnte bekendtgørelse. Her dækker bopælskommunen udgifterne til befordring af patienter til og fra behandling i udlandet med det efter omstændighederne billigste, forsvarlige befordringsmiddel.
Handicaprettede kurser
Der kan ydes hjælp til dækning af merudgifter som følge af den pågældendes og eventuelle børns eller pårørendes nødvendige deltagelse i kurser, som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til at leve et liv som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.
Det klassiske eksempel er deltagelse i kurser i kommunikation (tegnsprogsundervisning m.v.) for pårørende til personer med vidtgående hørehandicap. Dernæst kurser som omhandler forskellige aspekter af temaet "at leve med handicap", herunder forholdet til partneren, børn m.v. De pårørende omfatter også familiens børn.
De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusudgifter, kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset.
Beklædning
Der kan ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko, herunder ekstraordinært slid på ortopædiske sko.
Særlige beklædningsgenstande som fx regnslag til kørestol, kørepose, rygeforklæde og beskyttelsesbukser til svært inkontinente personer ydes dog efter servicelovens § 97. Efter denne bestemmelse ydes også merudgifter til beklædningsgenstande til personer, som på grund af sygdom, ulykke e.l. er blevet varigt invalideret og som følge heraf skal have udskiftet hele sin garderobe.
Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj eller indlæg, herunder fodtøj og indlæg til personer med en foddeformitet, ydes hjælpen efter Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.
Daglige håndsrækninger
Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at varetage opgaver, som er nødvendige for at få en almindelig dagligdag til at fungere, kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter i form håndsrækninger. Der kan fx være tale om
at skifte en elpære,
at pudse vinduer,
at vaske gardiner,
at købe ind, herunder gaveindkøb,
at passe børn, hvis den handicappede forælder er ude,
at ledsage børn til dagtilbud, skole, behandling, fritidstilbud e.l.,
at hjælpe med at give mindre børn tøj på, bade dem, give dem mad e.l.,
at hjælpe med at smøre børnenes madpakker,
at hjælpe med at få overtøj på,
at hjælpe med at komme ud og ind af bilen,
at hjælpe med at pakke taske og bære ind og ud, hvor adgangsforholdende ikke er egnede,
at hjælpe med forskellige former for aflastning og praktisk hjælp, fx i forbindelse med udsving i helbredstilstanden, ved behandlinger etc.
I forbindelse med vurderingen af om den pågældende har nødvendige merudgifter til almindelige daglige håndsrækninger skal kommunen vurdere den pågældendes samlede situation. Der skal bl.a. tages hensyn til den pågældendes netværk, og det forudsættes, at eventuelle øvrige medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet, herunder at skifte el-pære, pudse vinduer, købe ind etc.
Hvis der er større børn i hjemmet, skal der ved vurderingen af, om den pågældende har nødvendige merudgifter til almindelige håndsrækninger ikke stilles krav, som går ud over de krav, der normalt stilles til større børn. Der kan i den forbindelse fx ses på, hvordan opgaverne i hjemmet blev fordelt før, der opstod behov for hjælp.
Der må ved vurderingen af udgifter i forbindelse med de daglige håndsrækninger tages hensyn til, om håndsrækningen allerede ydes efter andre bestemmelser i serviceloven. Dette gælder fx servicelovens § 71, om personlig og praktisk hjælp, servicelovens § 77, om tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse, servicelovens § 78, om ledsagelse til voksne, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, etc.
Nødvendige håndsrækninger
Der kan ydes tilskud til merudgifter i forbindelse med nødvendige håndsrækninger, fx snerydning af fortov og flisegang, slåning af græs, malerarbejde, etc. Der kan også være tale om hjælp til praktiske gøremål og tilsyn i forbindelse med den pågældendes særlige handicap.
I den forbindelse bør kommunen være opmærksom på, hvilket handicap den pågældende har. Kommunen kan for at få afdækket den enkelte handicappedes behov søge oplysninger om de specielle forhold, der gør sig gældende for forskellige sygdoms- og handicapgrupper ved at rette henvendelse til de relevante patientforeninger og handicaporganisationer/foreninger.
Kommunen bør ligeledes være opmærksom på, om den pågældende har et arbejde, og om den pågældendes arbejdsindsats betyder, at der kan opstå et særligt behov for hvile. I den forbindelse kan der være behov for håndsrækninger i form af indkøb, madlavning etc., således at den pågældende fortsat har overskud til at forblive i beskæftigelse.
Som ovenfor under daglige håndsrækninger skal kommunen også ved vurderingen af nødvendige håndsrækninger vurdere den pågældendes samlede situation, samt vurdere om udgiften allerede ydes efter andre bestemmelser i serviceloven.
Forsikringer
Udgifter til forsikringer eller forhøjede forsikringspræmier som er en følge ansøgerens funktionsevnenedsættelse kan ydes som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.
Det gælder fx udgifter til en erhvervsansvarsforsikring, som kan være nødvendig i de tilfælde, hvor den pågældende har en handicaphjælper, udgifter til at forsikre 3-hjulede knallerter og kørestole, som er bevilliget efter serviceloven, dyrere forsikringer på kassebiler (se under befordring generelt) , dyrere husforsikring på grund af et større antal kvadratmeter, dyrere fritids- og ulykkesforsikringer for at opnå samme dækning, som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation, etc.
Indskud i en lejebolig og andre udgifter
Betaling af indskud i en anvist lejebolig efter servicelovens § 102, stk. 2, skal ifølge en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse, SM C-6-2002, afgøres i medfør af servicelovens § 84 og ikke i medfør af servicelovens § 102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig.
Indskud i en lejebolig anses ikke som en anskaffelsesudgift, men derimod som en sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet. En anskaffelsesudgift til en anden bolig efter servicelovens § 102, stk. 2, vedrører anskaffelsen af en ejerbolig.
Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til servicelovens § 84.
Andre eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen i øvrigt dækker
Udgifter til beskæftigelse i fritiden
Udgifter til flytning, der er betinget af en nedsat funktionsevne, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler (salgsomkostninger), leje af flyttevogn m.v. Se herom under afgrænsning overfor andre bestemmelser.
Ekstra varmeudgifter. Den nedsatte funktionsevne kan medføre behov for ekstra varme, idet den pågældende ikke kan bevæge sig eller kun i begrænset omfang, og at den pågældendes af- og påklædning tager længere tid.
Udgifter til daglig vask (tøjvask) og hygiejne.
Personer, der har behov for merudgifter til den daglige livsførelse, kan have problemer, som kræver mere indgående social- eller sundhedsmæssig bistand. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp ved siden af hjælpen efter servicelovens § 84. Dette skal sammenholdes med servicelovens § 113, hvorefter kommunen løbende skal være opmærksom herpå, samt retssikkerhedslovens § 5, hvorefter kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.
Servicelovens § 111 indeholder regler om udarbejdelse af handle planer for indsatsen blandt andet for personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Målet med denne indsats er at sikre en koordineret indsats og at tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser og forvaltningsgrene. Der henvises til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.
Hvis ansøgerens sandsynliggjorte merudgifter kan dækkes efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning, skal disse bestemmelser anvendes, førend det vurderes, om den pågældende kan få dækket merudgifterne efter servicelovens § 84.
Ligeledes gælder det, at servicelovens § 84 ikke efter sit formål omfatter hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning. Dette gælder fx hjælp til dækning af egenbetalingen i forbindelse med køb af en computer, som kan bevilliges som forbrugsgode efter servicelovens § 98, hjælp til dækning af egenbetalingen i forbindelse med den pågældendes valg af anden leverandør end den af (amts)kommunen valgte i forbindelse med erhvervelse af et særligt personligt hjælpemiddel efter servicelovens § 97, stk. 4, hjælp til dækning af ansøgerens udgifter i forbindelse med den første årlige udskiftning af dæk og slanger til kørestole, som følger af § 5, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 etc.
Der kan dog i helt særlige tilfælde udfra en konkret, individuel vurdering ved ekstraordinært slid på fx ortopædiske sko ydes hjælp til dækning af egenbetalingen eller en del heraf.
Behandling
Udgifter til lægebehandling forudsættes afholdt indenfor rammerne af den gældende sygesikringsordning. Om hjælp til dækning af udgifter til særlig tandbehandling, ergoterapi, fysioterapi og anden lignende behandling kan der også henvises til lov om aktiv socialpolitik § 82.
Behandlingsredskaber
Udgifter til behandlingsredskaber afholdes af sygehusvæsenet. Afgrænsningen af behandlingsredskaber i forhold til hjælpemidler efter servicelovens § 97 er behandlet i Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975.
Hjælpemidler, forbrugsgoder og støtte til køb af bil
Om ydelse af hjælpemidler, forbrugsgoder og bil henvises til servicelovens §§ 97, 98 og 99.
Nødvendig boligindretning og boligskift
Om hjælp til boligindretning og skift af bolig på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne henvises til servicelovens § 102.
Nødvendig boligindretning
Som boligindretning efter servicelovens § 102 anses mur- og nagelfaste genstande. Hvis det derimod drejer sig om møbler, gardiner, gulvbelægning (som ikke er en integreret del af gulvet), maling og anden istandsættelse, og hjælp til dette ikke kan ydes efter andre bestemmelser i serviceloven, kan servicelovens § 84 eventuelt bringes i anvendelse.
Ved boligændring i form af til- og ombygning som følge af den pågældendes handicap kan der ydes merudgifter efter servicelovens § 84 i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større forbrug af el og varme, se også SM C-18-00.
Særligt for så vidt angår den forhøjede lejeværdi lægges der vægt på, at der tages pant for værdiforøgelsen som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse.
Boligskift
Boligskift efter servicelovens § 102, stk. 2 indeholder en hjemmel til støtte til anskaffelse af en anden bolig, men derimod ikke udgifter vedrørende selve salget af boligen. Hjælp til salgsomkostninger skal derfor afgøres efter servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter ved livsførelsen. Hvis det er nødvendigt for den pågældende at sælge den hidtidige bolig med deraf følgende udgifter, følger det af kompensationsprincippet, at den pågældende ikke skal have merudgifter som følge af handicappet. Der kan således ikke i en sådan vurdering lægges vægt på hverken størrelsen af salgsprovenuet, eller den omstændighed at den pågældendes boligudgifter bliver mindre end tidligere. Dette er en følge af, at hjælp efter servicelovens § 84 er uafhængig af ansøgerens indkomst- og formueforhold.
For indskud i en anvist lejebolig gælder, at dette skal afgøres i medfør af servicelovens § 84, og ikke i medfør af servicelovens § 102, stk. 2. Et indskud i en lejebolig er ikke en anskaffelsesudgift, men derimod en sikkerhed for lejerens forpligtelser ved fraflytning af lejemålet.
Respirationsinsufficiens
Når der er tale om mennesker med respirationsinsufficiens, som på grund af særligt apparatur har behov for overvågning, ydes denne som ventilatørbistand, betalt af sygehusvæsenet, mens kommunen afholder udgiften til anden form for hjælp og pleje m.v. efter lov om social service. Kommunens hjælp til pleje og overvågning ydes sædvanligvis efter servicelovens §§ 71-72 (§ 76), hjemmesygepleje samt som hjælpeordning efter servicelovens § 77.
Det tidligere Sundhedsministerium nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet har efter aftale med Socialministeriet i skrivelse af 14. januar 1993 præciseret, at i de tilfælde hvor hjælpetimerne overlapper hinanden, således at der er behov for begge former for hjælp samtidigt, og hjælpen kan ydes af én person, deles udgiften til disse overlappende timer, således at sygehusvæsenet og den pågældende kommune afholder hver 50% af udgiften, jf. bilag 5 i Socialministeriets vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap af 10. marts 1998.
Denne skrivelse er suppleret med en skrivelse af 14. juni 1996 fra Socialministeriet udsendt efter aftale med det tidligere Sundhedsministerium, jf. bilag 4 i Socialministeriets vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap af 10. marts 1998.
Udgifter til aflønning af personale, der er påkrævet ved plejen, herunder respiratorhjælp, af en beboer på et plejehjem, skal afholdes af plejehjemmet/kommunen. Det er i denne sammenhæng afgørende, at ophold på plejehjem ikke opfattes som ophold i eget hjem. Det er alene ophold på et traditionelt plejehjem omfattet af servicelovens § 140, der ikke opfattes som ophold i eget hjem.
Beboere i almene ældre- eller plejeboliger, som er opført eller omdannet efter reglerne i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (almenboligloven), opholder sig i eget hjem, hvorfor udgifterne til respiratorhjælp i disse tilfælde skal afholdes af sygehusvæsenet. Se ovenfor om bilag 4 og 5.
Det er forudsat, at modtageren årligt holder et møde med sagsbehandler/forvaltning/afdeling om det kommende års forventede udgifter, hvorefter det fastsættes, om der er grundlag for basisydelse/merudgiftsydelse. Den kontante del af ydelsen udbetales i månedlige rater. Selvom udgangspunktet er, at merudgiftsydelsen udbetales til den berettigede som et kontantbeløb, kan det konkret aftales med kommunen, at fx taxakørsel, håndværksudgifter, udgifter i forbindelse med tilmelding til et kursus, medicinudgifter og udgifter til plejeartikler kan afregnes direkte af kommunen. Beløbet, som afregnes direkte af kommunen, modregnes i det månedlige basisbeløb/merudgiftsydelse.
Der skal ske en opfølgning på, om den udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt, at kommunen med jævne mellemrum som hovedregel mindst en gang årligt afholder et møde med den pågældende, hvor den pågældendes situation og behov drøftes.
Det kan være svært i starten af et forløb at få alle de merudgifter med, som har tilknytning til den pågældendes varigt nedsatte funktionsevne. Det bør derfor overvejes at lave en opsamling efter en kortere periode fx efter 2-3 måneder, første gang ydelsen udmåles.
Modtageren af ydelsen bør ved opfølgningen kunne sandsynliggøre de væsentligste udgifter, som han/hun har haft, siden ydelsen blev fastsat. Det vil gøre det nemmere at få fastsat en rimelig merudgiftsydelse, specielt når den pågældende får ydelsen for første gang.
Hvis der akut indtræffer væsentlige ændringer i den pågældendes situation og behov, forudsættes ydelsen også reguleret for et kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår. Udgifter, der er en følge af almindelige prisstigninger, anses ikke for at være en væsentlig ændring i den pågældendes situation. Derimod vil udgifter, der pludseligt er opstået som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne, kunne bevirke, at ydelsens størrelse tages op til fornyet overvejelse. Dette kan ske ved et møde, via telefon, mail e.lign.
Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at den pågældende allerede er berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens § 84. Kommunen skal i den forbindelse være opmærksom på, at den bedst mulige løsning findes. Dette følger af almindelige forvaltningsretlige principper, hvorefter en myndighed har pligt til at være opmærksom på, at borgerne får de rettigheder, som de har krav på.
Ved uventede og høje udgifter, som forventes at være blivende, skal aftalen revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne viser sig at være lavere end oprindelig antaget. Den årlige opfølgning vil herefter skulle fastsættes senest et år efter det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået eller revideret.
Eksempel:
Per holder et møde med sin sagsbehandler den 1. marts 2003. Det vurderes, at Pers sandsynliggjorte merudgifter er på 636 kr. pr. måned svarende til 7.632 kr. årligt. Det oplyses, at Per vil få basisbeløbet på 1.500 kr. pr. måned, og at ydelsen vil komme til udbetaling første gang den 1. april 2003 gældende for 1. april og frem.
Den 6. maj 2003 konstateres det, at Per, som følge af sin funktionsevnenedsættelse, har fået uventede merudgifter, der ligger langt over det oprindeligt tilkendte basisbeløb på 1.500 kr. Per kan nu sandsynliggøre, at hans merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen er øget med godt 1.300 kr. pr. måned. Per har således nu sandsynliggjorte merudgifter på 1.936 kr. (636 kr. + 1.300 kr.) pr. måned.
Sagsbehandleren indkalder til møde medio maj 2003. Det vurderes, at Pers sandsynliggjorte merudgifter nu er på 1.936 kr. pr. måned svarende til 23.232 kr. årligt. Det oplyses, at Per nu, i stedet for det oprindelige basisbeløb på 1.500 kr., vil få 2.000 kr. pr. måned, idet Pers sandsynliggjorte merudgifter overstiger 1.750 kr. pr. måned, hvilket udløser 500 kr. ekstra om måneden.
Det aftales herefter mellem sagsbehandleren og Per, at det næstkommende møde vil blive medio maj 2004.
I eksemplet ovenfor aftales det næstkommende møde et år efter det tidspunkt, hvor den oprindelige udmåling blev revideret, og altså ikke året efter det tidspunkt hvor den første udmåling fandt sted.
Havde der derimod været tale om et akut indtruffet behov, som ikke er varig, ville det næstkommende møde være året efter den første udmåling.
Ved den årlige opfølgning vurderes det, om den pågældende stadig opfylder betingelserne for tilskud efter servicelovens § 84. Dernæst vurderes det, om den pågældende stadig har skønnede merudgifter, der som minimum overstiger 6.000 kr. årligt. Og endelig skal det vurderes, om der er grundlag for at øge basisbeløbet, som følge af flere sandsynliggjorte merudgifter.
65 år og ret til folkepension
Merudgiftsydelsen efter servicelovens § 84 ophører, når den berettigede fylder 65 år og opnår ret til folkepension.
Merudgiftsydelsen er forudbetalt og vil derfor bortfalde ved udgangen af den måned, hvor den pågældende fylder 65 år.
Hvis den pågældende fylder 65 år på selve dagen for udbetalingen, vil den pågældende have et krav på at få merudgiftsydelsen udbetalt for denne måned.
Personer, der er født før den 1. juli 1939, vil først overgå til folkepension som 67-årige. For denne persongruppe ophører merudgiftsydelsen derfor først, når den berettigede fylder 67 år og opnår ret til folkepension.
I forbindelse med overgang til folkepension, skal der foretages en grundig vejledning af den pågældende, hvor hans/hendes situation samlet tages op til vurdering, både med hensyn til pågældendes fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler m.v. Samtidig vil det være relevant at vurdere, om den pågældende vil være berettiget til personligt tillæg efter pensionslovens bestemmelser.
Dødsfald
Ved dødsfald gælder samme regler om ophør som ovenfor skitseret for personer, der fylder 65 år.
Betingelser ikke opfyldt
Hvis det ved den årlige opfølgning vurderes, at den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for tilskud efter servicelovens § 84, vil tilskuddet bortfalde fra det øjeblik, hvor dette konstateres. Merudgiftsydelsen vil således ikke komme til udbetaling måneden efter det årlige opfølgningsmøde, men bortfalder ved udgangen af den måned, hvor dette konstateres.
Merudgifter lavere end oprindeligt antaget
Hvis det vurderes, at merudgifterne er lavere end oprindeligt antaget, og de samlede merudgifter ikke mindst udgør 6.000 kr. årligt, bortfalder tilskuddet fra det øjeblik, hvor dette konstateres. Merudgiftsydelsen vil således ikke komme til udbetaling måneden efter, hvor dette konstateres, men ophører ved udgangen af den måned, hvor det konstateres.
Det samme gælder, hvis det viser sig, at de sandsynliggjorte merudgifter er lavere end det beløb, som har udløst merudgiftsydelsen.
Invaliditetsydelse
Personer, som modtager invaliditetsydelse, og som efterfølgende overgår til at modtage førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler om førtidspension, vil fra det tidspunkt ikke være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, medmindre de samtidig har en hjælpeordning efter servicelovens § 77.
Tilskuddet efter servicelovens § 84 vil i de tilfælde, hvor en person, som hidtil har modtaget invaliditetsydelse, overgår til førtidspension, ophøre med virkning fra den måned, hvor førtidspensionen kommer til udbetaling.
Hvis den pågældende ikke kan sandsynliggøre merudgifter af en størrelsesorden, der som minimum er lig med bagatelgrænsen på 6.000 kr. årligt, bør kommunen være opmærksom på den pågældendes behov for rådgivning og vejledning og anden form for støtte efter andre af servicelovens bestemmelser om handicapkompensation, jf. blandt andet de øvrige kapitler i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.
Muligheden for hjælp efter bestemmelserne om hjælpemidler, biler eller boligindretning bør også overvejes, jf. Socialministeriets vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
Endelig bør kommunen være opmærksom på personer, der efter en økonomisk trangsvurdering ikke har midler til at afholde udgifter, der enten ikke efter en konkret individuel vurdering er omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 eller hvis merudgifter som minimum ikke er lig med bagatelgrænsen på 6.000 kr. årligt.
Kommunen bør i disse tilfælde være opmærksom på reglerne i lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 82, der vedrører hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og hjælp til sygebehandling, medicin o.lign.
Personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler
For personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, men som samtidig har fået bevilliget en hjælpeordning efter servicelovens § 77, og derfor omfattet af servicelovens § 84, gælder, at kommunen også, udover de ovenfor nævnte bestemmelser, bør være opmærksom på muligheden for, at den pågældende vil være berettiget til personlige tillæg efter §17 i pensionsloven (gældende pensionslov fra før 1. januar 2003).
Overgang fra ung til voksen
En særlig problemstilling er overgangen fra barn til voksen. Har en forælder med et handicappet barn modtaget merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 og eventuelt tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29, bortfalder disse ydelser, når den unge fylder 18 år. Der er derfor en særlig vejledningsforpligtelse i denne situation, både hvad angår den unges fremtidige forsørgelsesgrundlag, uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, behov for støtte m.v., ligesom forældrene i god tid skal orienteres om de ændringer, der vil ske i den måde støtten til den unge udmåles på.
Overgang til folkepension
I forbindelse med overgang til folkepension skal kommunen også foretage en grundig vejledning af den pågældende, hvor hans/hendes situation samlet tages op til vurdering, både med hensyn til pågældendes fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler m.v. Samtidig vil det være relevant at vurdere, om pågældende vil være berettiget til personlige tillæg efter pensionslovens bestemmelser.
Denne vurdering bør foretages i god tid, inden ansøgeren overgår til folkepension.
Det er et led i retssikkerheden, at ansøgninger behandles så hurtigt, grundigt og smidigt som muligt, jf. retssikkerhedslovens § 3. Det ligger samtidig som en forudsætning i retssikkerhedslovens § 4, at den ansøger, det drejer sig om, selvstændigt skal kunne følge med i sagsbehandlingen og have så stor indflydelse på forløbet som muligt.
Der er herudover i retssikkerhedslovens § 11 en direkte pligt for kommunen til at oplyse ansøgeren
om ansøgers pligt til at medvirke
om muligheden, for at kommunen indhenter oplysninger efter retssikkerhedslovens § 12, og
om konsekvenserne, hvis ansøgeren ikke vil medvirke eller give samtykke til at indhente oplysninger efter retssikkerhedslovens § 12, stk. 3.
Henvisning til retssikkerhedslovens § 12 indebærer, at kommunen kan indhente oplysninger fra andre myndigheder og fra private, herunder blandt andet fra ansøgerens arbejdsgiver, fagforening eller den pågældendes tillidsmand m.v., og at kommunen/myndighederne har ret til i elektronisk form at samkøre registre med henblik på kontrol.
Endvidere bør kommunen være opmærksom på, om der mellem ansøgeren og dennes sagsbehandler er skabt en tillidsfuld dialog. Er dette ikke tilfældet, bør kommunen efter ansøgerens ønske, og hvis ønsket er velbegrundet, sørge for at være imødekommende overfor en anmodning om at få en anden sagsbehandler.
Endelig har en ansøger, der ønsker det, ret til, at en anden person medvirker som støtte for den pågældende, når kommunen behandler pågældendes ansøgning om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Det er ansøgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Ansøgeren bør af kommunen gøres opmærksom på denne mulighed.
Hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har undladt at oplyse om, at den pågældendes forudsætninger for at modtage merudgiftsydelse er ændrede eller bortfaldet, og pågældende derfor uberettiget har modtaget dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 84, skal den/de modtagne merudgiftsydelser betales tilbage.
Det er kommunen, der træffer afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter servicelovens § 84, jf. servicelovens § 119.
Der henvises samtidig til retssikkerhedslovens § 11 og til Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000.
Den sociale lovgivnings almindelige bestemmelser om opholdskommune og refusion er omtalt i Socialministeriets bekendtgørelse om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 9 og 9a med tilhørende vejledning af 7. juni 2000.
Udgifterne til hjælp efter servicelovens § 84 finansieres efter servicelovens § 131, stk. 1, nr. 4. Staten refunderer, jf. § 131, stk. 1, nr. 4, 50 pct. af kommunernes tilskud til dækning af merudgifter i medfør af servicelovens § 84. «
Underskrift 1
Socialministeriet, den 23. oktober 2002 Henriette Kjær /Vibeke Køie
Bilag 1
Bilag 1 Bekendtgørelse af oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84 (Bekendtgørelsen udelades her, da den findes i Lovtidende)