Gelex

Vejledning til bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne

OphævetVersion 2002-11-11fra 2002-11-12 til 2013-03-06
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/112@2002-11-11/da

Indhold
  1. Indledning

Indledning

Med ikrafttrædelsen af førtidspensionsreformen indføres en sagsbehandlingsmetode til beskrivelse, udvikling og vurdering af borgernes arbejdsevne (arbejdsevnemetoden) i sager om revalidering, fleksjob og førtidspension.

Der er med reformen lagt vægt på at skabe sammenhæng mellem de arbejdsmarkedsrettede foranstaltninger og reglerne om førtidspension både i forhold til sagsbehandling og i forhold til grundlaget for iværksættelse af aktive foranstaltninger eller tilkendelse af forsørgelsesydelser. Denne sammenhæng i lovgivningen giver en bedre mulighed for en målrettet og sammenhængende indsats over for borgerne.

Indførelsen af arbejdsevnemetoden er en udmøntning af førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked.

Arbejdsevnemetoden fastsætter en række krav til sagsbehandlingen, som har til hensigt at forbedre borgernes retssikkerhed, at skabe kontinuitet i sagsbehandlingen på tværs af en række sagsområder og at opnå et systematisk opbygget dokumentationsgrundlag baseret på fælles præmisser som grundlag for myndighedernes afgørelser. Endvidere er hensigten, at borgeren medinddrages i sagsbehandlingen.

Lovgrundlag

Reglerne om krav til undersøgelse af arbejdsevne og om sagsbehandling i sager om revalidering og fleksjob er fastsat i bekendtgørelse nr. 543 af 28. maj 2002 om beskrivelse, udvikling og vurdering arbejdsevne. Reglerne om krav til undersøgelse af arbejdsevne og om sagsbehandling skal også anvendes i sager om førtidspension. Disse regler er fastsat i bekendtgørelse om social pension.

Til at understøtte sagsbehandlingen er der udviklet en metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne (Arbejdsevnemetoden). For en uddybende vejledning om sagsbehandlingen vedrørende beskrivelse og udvikling af arbejdsevne henvises til Socialministeriets publikation: »Arbejdsevnemetode - Metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne«, 2001.

Denne vejledning er en vejledning til bekendtgørelsen om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne i sager vedrørende revalidering og fleksjob. Der er udarbejdet en selvstændig vejledning til bekendtgørelsen vedrørende sager om førtidspension.

Vejledningen følger bekendtgørelsens opbygning. Bekendtgørelsens bestemmelser er citeret i de enkelte afsnit.

Retsgrundlaget for denne vejledning er § 8, stk. 4 i lov nr. 284 af 25. april 2001 og bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne nr. 543 af 28. maj 2002. Desuden er lov nr. 267 af 12. april 2000 om retssikkerhed og administration på det sociale område en del af retsgrundlaget, og der henvises til vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, juni 2000.

I vejledningen er der henvisninger til

– bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne - kaldet arbejdsevnebekendtgørelsen

– lov om aktiv social politik - kaldet aktivloven

– lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - retssikkerhedsloven.

– lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - kaldet sygedagpengeloven

– forvaltningsloven

– lov om offentlighed i forvaltningen - kaldet offentlighedsloven

– lov om behandling af personoplysninger - kaldet persondataloven

Bekendtgørelsens formål

§ 1. Formålet med bekendtgørelsen er : 1. At styrke borgerens retssikkerhed ved at stille krav til grundlaget for beskrivelse, udvikling og vurdering af en borgers arbejdsevne. 2. At sikre, at borgeren får mulighed for at spille en aktiv rolle i sagsbehandlingen og at bidrage til sagens oplysning gennem dialog med sagsbehandleren. 3. At sikre dokumentationsgrundlaget for den socialfaglige vurdering og afgørelse. 4. At sikre ensartethed og gennemskuelighed i sagsbehandlingen. 5. At bidrage til at skabe en fælles faglig forståelse af de begreber og præmisser, der anvendes i vurderingen af en borgers arbejdsevne. 6. At forbedre grundlaget for valg af aktiviteter, som målrettet kan belyse eller udvikle borgerens arbejdsevne.

Der er efter bekendtgørelsen flere formål med fastsætte regler for, hvordan kommunerne skal beskrive, udvikle og vurdere en borgers arbejdsevne.

Det helt overordnede mål er at hjælpe ledige eller sygemeldte borgere med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Formålet er tillige at styrke borgerens retssikkerhed ved at tydeliggøre grundlaget for beskrivelse, udvikling og vurdering af borgerens arbejdsevne. Ved at stille krav om en fælles systematik i sagsbehandlingen, er det hensigten at reducere afhængigheden af den enkelte sagsbehandlers erfaringsgrundlag og metode. Der kan være forskel på, hvordan de enkelte sager behandles og afgøres, men forskellene skal ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt afspejle borgernes individuelle situation og behov.

Bekendgørelsens bestemmelser vedrørende sagsbehandlingen skal tillige sikre, at der er det fornødne dokumentationsgrundlag for socialfaglige vurderinger og afgørelser, og at der er ensartethed og gennemskuelighed i sagsbehandlingen.

Derudover skal det i sagsbehandlingen sikres, at borgeren får mulighed for at spille en aktiv rolle i behandlingen af sin sag gennem dialog med sagsbehandleren.

Processen med at afdække mulighederne for, at borgeren kan anvende eller udvikle sin arbejdsevne, skal således ske i tæt samarbejde med borgeren. Hermed supplerer bekendtgørelsens regler om borgerinddragelse retssikkerhedslovens regler om borgerinddragelse og helhedsorienteret hjælp.

Tilsvarende supplerer retssikkerhedsloven de almindelige forvaltningsretlige regler herunder forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Efter retssikkerhedslovens § 4 skal borgeren have mulighed for at blive inddraget i sagsbehandlingen, og kommunen skal tilrettelægge sagsbehandlingen på en måde, så det kan lade sig gøre. Det betyder naturligvis, at de forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler skal følges, at den rette lovhjemmel anvendes, og at formålet er lovligt m.v.

Efter retssikkerhedsloven § 5 skal kommunen behandle ansøgninger om spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen skal samtidig være opmærksom på muligheder hos andre myndigheder og i anden lovgivning.

Kravene om medinddragelse og helhedsorientering i sagsbehandlingen og hjælpen skal ses sammen med formålsbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 1. Formålet er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når myndighederne behandler sager, at sikre en tidlig helhedsorienteret hjælp, at forebygge at personer får brug for hjælp til forsørgelse og endelig at fastlægge myndighedsstrukturen og de grundlæggende principper for sagsbehandlingen, herunder også klageadgangen.

Formålet med at indføre arbejdsevnemetoden er at således at sikre, at borgeren får en sammenhængende, helhedsorienteret hjælp, hvor kommunen særligt skal være opmærksom på gevinsterne ved en tidlig forebyggende indsats, herunder også forholdet til arbejdsmarkedet. Begrundelsen for indførelse af arbejdsevnemetoden er hermed knyttet direkte til formålsbestemmelserne i retssikkerhedsloven og bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne.

Det betyder, at kommunen i sin afgørelse er bundet af hensynet til borgerens inddragelse i sagsbehandlingen og formålsbestemmelserne i både retssikkerhedsloven og arbejdsevnebekendtgørelsen, og at formålsbestemmelserne indgår som vægte i afgørelserne.

Bekendtgørelsens anvendelsesområde

§ 2. Bekendtgørelsen skal anvendes, når kommunen behandler sager om revalidering og fleksjob.

Reglerne om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevnen skal bruges, når kommunen skal undersøge arbejdsevnen hos en person i forbindelse med en sag om revalidering eller fleksjob. Reglerne skal tillige anvendes, når der skal ske opfølgning på allerede tildelte tilbud om revalidering og fleksjob.

Bekendtgørelsens bestemmelser skal således anvendes som grundlag for, at der kan træffes afgørelser om revalidering og fleksjob.

Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med ikrafttrædelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens § 11, stk. 2, hvorefter bekendtgørelsen skal anvendes ved sager om revalidering og fleksjob, der påbegyndes den 1. januar 2003 eller senere. Tilsvarende gælder, hvis kommunen denne dato eller senere giver tilbud om en ny foranstaltning i en verserende sag om revalidering eller fleksjob. Ikrafttrædelsesbestemmelsen er beskrevet nærmere i afsnittet om ikrafttræden.

Aktivering og sygedagpenge

Bekendtgørelsen skal anvendes i sager om revalidering og fleksjob, men de regler, der er fastsat i arbejdsevnebekendtgørelsen, kan med fordel også anvendes i forbindelse med sager om kontanthjælp, aktivering og sygedagpenge, når der er et kvalificeret grundlag for at antage, at borgerens arbejdsevne og arbejdsmarkedstilknytning er eller kan være truet.

Det er kommunen, der beslutter, om bekendtgørelsen skal anvendes i sager om kontanthjælp, aktivering og sygedagpenge.

I den forbindelse er det vigtigt, at der foretages en tidlig og systematisk vurdering af, hvorvidt borgerens arbejdsevne er truet.

En begrundet antagelse om, at borgerens arbejdsevne er truet kan bygge på, at borgeren selv give udtryk for dette, men sagsbehandleren kan også med baggrund i sin faglige viden vurdere, at borgerens arbejdsevnen er truet.

Det bør endvidere indgå i vurderingen, hvis arbejdspladsen, den faglige organisation eller lægen giver udtryk for, at borgerens arbejdsevne er truet.

Kommunen skal imidlertid være opmærksom på, at der i uproblematiske sager, hvor borgeren ikke har problemer udover ledighed og derfor kan komme i beskæftigelse uden en særlig indsats, skal bruges færrest mulige ressourcer i sagsbehandlingen for at undgå klientgørelse. Derimod er det vigtigt at sætte tidligt og målrettet ind i sager, hvor der vurderes at være behov for en særlig indsats.

Hvis kommunen vurderer, at borgerens arbejdsevne ikke er truet, og dette bestyrkes af borgerens egen vurdering samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger, vil det ikke være relevant at anvende bekendtgørelsen.

Vurderingen af, hvornår det kan være relevant at bruge bekendtgørelsen i sygedagpenge- og aktiveringssager kan ske i forbindelse med de lovbestemte helheds- og risikovurderinger i den indledende visitationsfase i sygedagpenge- og aktiveringssager herunder, at der tidligst muligt og senest inden 8 uger skal foretages en kvalificeret vurdering af, om der er risiko for, at borgerens arbejdsevne og arbejdsmarkedstilknytning vil være truet.

I sygedagpengeloven og aktivloven er der fastsat bestemmelser om opfølgning af iværksatte foranstaltninger og tildelte ydelser. Formålet med opfølgningen er en formel kontrol af, om betingelserne for at oppebære et tilbud eller en løbende forsørgelsesydelse fortsat er opfyldt.

Ved denne opfølgning skal kommunen vurdere om borgerens arbejdsevne forsat er truet/ ikke truet. I den forbindelse kan det blive nødvendigt at anvende bekendtgørelsens regler i sager om revalidering og fleksjob, hvor det hidtil ikke har været relevant at bruge bekendtgørelsen, fordi arbejdsevnen på baggrund af nye oplysninger i sagen viser sig at være truet. Det kan også være relevant at anvende bekendtgørelsens regler i andre sager.

Omvendt kan det også i nogle sager vise sig, at arbejdsevnen ikke længere er truet hvorfor bekendtgørelsen således ikke skal bruges.

Når bekendtgørelsens bestemmelser anvendes, bør den afpasses i forhold til den konkrete situation. Anvendelsen af ressourceprofilen i den indledende sagsbehandling vil således ofte være begrænset til få relevante elementer. Ofte vil det ikke være relevant at gå meget i dybden med afdækning af de valgte elementer.

§ 3 . Bek Bekendtgørelsens bestemmelser om retssikkerhed, administration og offentlighed supplerer bestemmelserne i retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, forvaltningsloven og persondataloven.

Formålet med bestemmelsen er at gøre kommunen opmærksom på, at arbejdsevnebekendtgørelsen ikke står alene.

Kommunen kan således ikke anvende arbejdsevnebekendtgørelsen uden at tage øvrige sagsbehandlingsregler i bl.a. retssikkerhedsloven og forvaltningsloven i betragtning herunder reglerne om helhedsvurdering og opfølgning, indhentelse af oplysninger, partshøring, notatpligt og begrundelse. Derudover skal kommunen være opmærksom på persondatalovens regler ved registrering af borgerens oplysninger.

Nærmere oplysninger om de enkelte love kan findes i de tilhørende vejledninger:

Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område nr. 90 af 7. juni 2000, Socialministeriet

Vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger nr. 126 af 10. juli 2000, Justitsministeriet

Vejledning om forvaltningsloven nr. 11740 af 4. december 1986, Justitsministeriet

Vejledning om lov om offentlighed i forvaltningen nr. 11687 af 3. november 1986, Justitsministeriet

Arbejdsevne

Arbejdsevne § 4. Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå en indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse, jf. § 16 og § 20, stk. 2, i lov om social pension.

Versioner

  1. 2002-11-11 · til 2013-03-06