Gelex

Vejledning om autorisation af ergoterapeuter og fysioterapeuter uddannet i udlandet\n(Til ergoterapeuter og fysioterapeuter uddannet i udlandet, udlændingemyndigheder, sygesikrings- og sygehusmyndigheder, de amtskommunale sociale forvaltninger m.fl.)

OphævetVersion 2002-11-20fra 2002-11-25 til 2013-05-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/119@2002-11-20/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. INDLEDNING

Formålet med denne vejledning er at orientere om de regler, der gælder for autorisation af personer med udenlandsk uddannelse til ergoterapeut eller fysioterapeut, som ønsker at arbejde som ergoterapeut eller fysioterapeut i Danmark. Endvidere giver vejledningen oplysninger om dokumentationskrav (for den gennemførte uddannelse m.m.), sprogkrav, supplerende krav m.v.

Alle personer med ergoterapeut- eller fysioterapeutuddannelse fra udlandet skal have en dansk autorisation for at kunne arbejde som ergoterapeut eller fysioterapeut i Danmark, herunder i Grønland og på Færøerne, jf. Lov om terapiassistenter (lovbekendtgørelse nr. 631 af 30. august 1991 med senere ændringer).

Autorisation udstedes af Sundhedsstyrelsen.

Der gælder forskellige regelsæt for anerkendelse af uddannelse gennemført i udlandet afhængig af, i hvilket land ansøgeren er statsborger, og hvor uddannelsen er gennemført. Derfor opdeles ansøgerne i tre grupper:

Nordiske statsborgere, der har autorisation som ergoterapeut/fysioterapeut fra et nordisk land (nordiske ergoterapeuter og fysioterapeuter) er omfattet af Overenskomst af 14. juni 1993 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet, jf. bekendtgørelse nr. 81 af 8. september 1994, med senere ændringer.

EU/EØS-statsborgere eller statsborgere i et land, der har aftale med EU om fri bevægelighed for personer, der har gennemgået en uddannelse som ergoterapeut eller fysioterapeut, er omfattet af Rådets direktiv 89/48/EØF, med senere ændringer, jf. bekendtgørelse nr. 292 af 8. maj 1991 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i De europæiske Fællesskaber med erhvervskompetencegivende videregående uddannelse af mindst 3 års varighed.

Ergoterapeuter og fysioterapeuter fra øvrige lande kan ansøge om autorisation, som Sundhedsstyrelsen kan meddele efter individuel vurdering.

Opholds- og arbejdstilladelse

Der stilles som udgangspunkt krav om opholds- og arbejdstilladelse for udlændinge, der ønsker at opholde sig og arbejde i Danmark. Dette gælder dog ikke nordiske statsborgere, ligesom EU/EØS-statsborgere og statsborgere i et land, der har aftale med EU om fri bevægelighed for personer, er undergivet lempeligere regler end andre udlændinge med hensyn til at få ret til ophold og arbejde her i landet.

EU/EØS-statsborgere, og statsborgere i et land, der har aftale med EU om fri bevægelighed for personer, der ønsker at arbejde som ergoterapeut eller fysioterapeut i Danmark, skal rette henvendelse til statsamtet i København dog til Københavns Overpræsidium for at få oplysninger om reglerne for ophold og arbejde.

Udlændinge, der hverken er nordiske statsborgere eller EU/EØS-statsborgere eller statsborgere i et land, der har aftale med EU om fri bevægelighed for personer, skal rette henvendelse til Udlændingestyrelsen for at få oplysninger om kravene til opholds- og arbejdstilladelse.

2. NORDISKE STATSBORGERE, DER ER OMFATTET AF DEN NORDISKE OVERENSKOMST AF 14. JUNI 1993 OM FÆLLES NORDISK ARBEJDSMARKED FOR VISSE PERSONALEGRUPPER INDEN FOR SUNDHEDSVÆSENET OG VETERINÆRVÆSENET MED SENERE ÆNDRINGER

For nordiske ergoterapeuter og fysioterapeuter gælder både den nordiske overenskomst og EU/EØS bestemmelserne. Ansøgningerne vil blive behandlet efter det regelsæt, der stiller ansøgeren gunstigst.

2.1. Varig autorisation

Varig autorisation som ergoterapeut eller fysioterapeut udstedes af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der har:

statsborgerskab i et nordisk land

autorisation som ergoterapeut eller fysioterapeut i et nordisk land.

2.2. Sprogkrav

Sundhedsstyrelsen stiller ikke særlige sprogkrav for at udstede dansk autorisation. Det er dog ifølge den danske lov om terapiassistenter et krav, at enhver ergoterapeut eller fysioterapeut skal udøve virksomhed som ergoterapeut eller fysioterapeut med omhu og samvittighedsfuldhed. Denne bestemmelse dækker også forsvarlig kommunikation med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale m.fl. Det er ansættelsesmyndigheden, der skal vurdere, om ergoterapeuten eller fysioterapeuten kan leve op til terapiassistentlovens krav herom.

2.3. Ansøgningsprocedure og krav til dokumentation

Ansøgning om autorisation skal sendes til Sundhedsstyrelsen, Islands Brygge 67, Postboks 1881, 2300 København S. Ansøgningen skal være skriftlig. Der anvendes ansøgningsskema, som kan rekvireres i Sundhedsstyrelsen, på hjemmeside www.sst.dk, eller ved direkte henvendelse. Ansøger skal selv fremskaffe den fornødne dokumentation.

Sundhedsstyrelsen skal modtage den nødvendige dokumentation i form af originale dokumenter, som returneres efter brug, eller kopier, hvis ægthed er bekræftet ved en påtegning på kopien (bekræftet kopi). Bekræftelse kan foretages af ambassader, offentlige myndigheder, faglige organisationer o.l. Privatpersoner kan ikke bekræfte kopiens ægthed.

Sundhedsstyrelsen kan forlange, at ansøger foreviser originale dokumenter.

Følgende dokumentation skal vedlægges ansøgningen:

dokumentation for navn, fødselsdato og statsborgerskab i et nordisk land, (f.eks. i form af kopier af relevante sider i pas).

nordisk autorisationsbevis

dansk CPR-nummer, såfremt dette foreligger

3. STATSBORGERE I EU-LANDE, DER ER OMFATTET AF RÅDETS DIREKTIV 89/48/EØF eller STATSBORGERE I LANDE OMFATTET AF AFTALE OM DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE (EØS-aftalen) eller STATSBORGERE I LANDE, DER HAR AFTALE MED EU OM FRI BEVÆGELIGHED AF PERSONER

3.1. Varig autorisation

Varig autorisation som ergoterapeut eller fysioterapeut udstedes af Sundhedsstyrelsen til ansøgere, der er statsborgere i et EU/EØS-land eller statsborgere i et land, der har aftale med EU om fri bevægelighed for personer, og som opfylder en af nedenstående betingelser:

har eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, udstedt af en kompetent myndighed i en EU-stat for gennemført heltidsuddannelse på mindst 3 år med samme adgangskrav som til et universitet, højere læreanstalt eller et tilsvarende kundskabsniveau. Uddannelsen skal i øvrigt opfylde betingelserne i Direktiv 89/48/EØF

har eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis udstedt i et 3.land, som en EU-stat har anerkendt. Ansøger skal dokumentere erhvervserfaring som ergoterapeut/fysioterapeut af 3 års varighed, attesteret af den EU-stat, som har anerkendt ovennævnte bevis

såfremt ansøgerens uddannelse er mindst 1 år kortere end den danske uddannelse, skal ansøger dokumentere erhvervserfaring som ergoterapeut/fysioterapeut svarende til det dobbelte af den manglende uddannelsestid.

Såfremt ansøger ikke opfylder kravet om erhvervserfaring, eller den dokumenterede uddannelse omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af den danske uddannelse, kan Sundhedsstyrelsen kræve, at ansøgeren efter eget valg gennemgår enten en prøvetid (prøveansættelse) med begrænset autorisation fastsat af Sundhedsstyrelsen eller består en egnethedsprøve. Bedømmelsen af uddannelsen foretages af Sundhedsstyrelsen eventuelt efter udtalelse fra en dansk uddannelsesinstitution, der uddanner ergoterapeuter eller fysioterapeuter.

Prøveansættelse med begrænset autorisation

Prøveansættelse sker med begrænset autorisation.

Prøveansættelse er samlet af mindst 6 måneders og maksimalt 18 måneders varighed. Minimum for prøvetidens varighed fastsættes af Sundhedsstyrelsen. Ansættelser under 6 måneders varighed godkendes ikke. Prøveansættelsen kan eventuelt ledsages af supplerende uddannelse.

Prøveansættelse finder sted i stillinger som ergoterapeut eller fysioterapeut ved et sygehus eller institution, hvor ergoterapeuten/fysioterapeuten arbejder under supervision. Ansættelsesstedets ledende ergoterapeut/overfysioterapeut er ansvarlig for supervisionen, som skal varetages af en ergoterapeut/fysioterapeut, der arbejder på samme sted (afdeling) som den udenlandske ergoterapeut/fysioterapeut. Det kan være en uddannelsesansvarlig ergoterapeut/fysioterapeut eller en ergoterapeut/fysioterapeut med tilsvarende kompetencer.

Ansættelse sker med begrænset autorisation til konkrete ansættelser og skal gennemføres efter Sundhedsstyrelsens vejledninger om prøveansættelser. 1) Prøveansættelserne skal være gennemført efter denne vejlednings ikrafttræden.

Ansøger må selv skaffe sig ansættelse.

Efter 6 måneders ansættelse eller efter endt ansættelse, hvis ansættelsen er af længere varighed, skal den superviserende ergoterapeut/fysioterapeut afgive udtalelse til Sundhedsstyrelsen om evaluering efter retningslinjerne i Sundhedsstyrelsens vejledninger om prøveansættelser. En positiv evaluering efter gennemført prøvetid på mindst 6 måneder er en betingelse for at opnå varig autorisation.

Egnethedsprøve

Egnethedsprøve aflægges indtil videre ved Ergoterapeutuddannelsen eller Fysioterapeutuddannelsen i København. Prøven vil omfatte de fag eller discipliner som, efter Sundhedsstyrelsens vurdering, mangler i ansøgers uddannelse eller er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af den danske uddannelse. Såfremt ansøgeren ønsker at forberede sig til egnethedsprøven, kan Sundhedsstyrelsen udstede begrænset autorisation til at arbejde som ergoterapeut eller fysioterapeut på samme betingelser, som fastsat i forbindelse med prøveansættelse.

3.2. Begrænset autorisation

Begrænset autorisation kan udstedes til en ansøger, der vælger at gennemføre en prøveansættelse. Den begrænsede autorisation er begrænset til den fastsatte prøvetid i en bestemt stilling. Begrænset autorisation er af mindst 6 måneders varighed og kan sammenlagt opnås for maksimalt 18 måneder. Det kræves herefter, at ansøger opfylder betingelserne for varig autorisation.

Begrænset autorisation udstedes af Sundhedsstyrelsen, såfremt ansøger har fået tilsagn om ansættelse som ergoterapeut/fysioterapeut ved et sygehus/institution, hvor ansøger arbejder under supervision, som ansættelsesstedets ledende ergoterapeut/overfysioterapeut er ansvarlig for.

Den begrænsede autorisation gælder kun den stilling, ansøgeren har fået tilsagn om i forbindelse med ansøgningen. Ved eventuel forlængelse i samme stilling eller ved nyansættelse skal der igen søges om begrænset autorisation.

3.3. Sprogkrav

Sundhedsstyrelsen stiller ikke særlige sprogkrav for at udstede dansk autorisation. Det er dog ifølge den danske lov om terapiassistenter et krav, at enhver ergoterapeut og fysioterapeut skal udøve sin virksomhed samvittighedsfuldt og med omhu. Denne bestemmelse dækker også en forsvarlig kommunikation med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale m.fl. Det er ansættelsesmyndigheden, der må vurdere, om ergoterapeuten/fysioterapeuten kan leve op til terapiassistentlovens krav herom.

3.4. Ansøgningsprocedure og krav til dokumentation

Ansøgning om godkendelse i henhold til Direktiv 89/48/EØF skal sendes til Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser (CVUU), H.C. Andersens Boulevard 43, 1553 København V. Ansøgningen skal være skriftlig. Der anvendes ansøgningsskema, som kan rekvireres i Sundhedsstyrelsen, på hjemmeside www.sst.dk, eller ved direkte henvendelse. Ansøger skal selv fremskaffe den fornødne dokumentation.

Den nødvendige dokumentation skal vedlægges i tre eksemplarer, hvoraf det ene skal være originale dokumenter, som returneres efter brug, eller kopier, hvis ægthed er bekræftet ved en påtegning på kopien (bekræftet kopi). Bekræftelse skal være affattet på eller oversat til dansk eller engelsk og kan foretages af ambassader, offentlige myndigheder, faglige organisationer o.l. Privatpersoner kan ikke bekræfte kopiens ægthed.

Sammen med den krævede dokumentation skal der foreligge en oversættelse til dansk eller engelsk. Oversættelsen skal være foretaget af den uddannelsesinstitution eller myndighed, der har udstedt dokumenterne, eller af en autoriseret translatør.

Sundhedsstyrelsen kan forlange, at ansøger foreviser originale dokumenter.

Følgende dokumentation skal vedlægges ansøgningen:

Ad 3.1. og 3.2. Varig og begrænset autorisation

dokumentation for navn, fødselsdato og statsborgerskab i EU/EØS-land eller statsborgerskab i et land, der har aftale om fri bevægelighed for personer, (f.eks. i form af kopier af relevante sider i pas)

dansk CPR-nummer, hvis dette foreligger

eksamens- eller andet kvalifikationsbevis, som nævnt i EU-direktiv 89/48/EØF eller senere ændringer heraf

oversigt over uddannelsens indhold fra uddannelsesstedet, herunder, vedrørende teoriundervisningen, fag med angivelse af antal timer i hvert fag, og vedrørende den kliniske uddannelse, på hvilke afdelinger/institutioner denne har fundet sted og varigheden af de enkelte kliniske uddannelsesperioder

Curriculum Vitae

erklæring fra de kompetente myndigheder i uddannelseslandet eller seneste opholdsland, der bekræfter, at ansøgeren har ret til at udøve virksomhed som ergoterapeut eller fysioterapeut i uddannelseslandet eller seneste opholdsland ("Certificate of Good Standing"). Denne skal foreligge i original og må højst være tre måneder gammel i forhold til den dato, hvor Sundhedsstyrelsen har modtaget al nødvendig dokumentation.

4. ANSØGERE, DER IKKE ER OMFATTET AF DE SÆRLIGE REGLER FOR NORDISKE STATSBORGERE OG STATSBORGERE I EU/EØS-LANDE ELLER STATSBORGERE I LANDE, DER HAR AFTALE MED EU OM FRI BEVÆGELIHED FOR PERSONER

Ergoterapeuter og fysioterapeuter, som ikke er statsborgere i et EU/EØS-land eller statsborgere i et land, der har aftale med EU om fri bevægelighed for personer, har ingen traktatmæssig ret til automatisk anerkendelse men kan ansøge om autorisation, der kan meddeles af Sundhedsstyrelsen efter en individuel bedømmelse.

Hvis Sundhedsstyrelsen vurderer, at ansøgersuddannelse kan ligestilles med en dansk uddannelse til ergoterapeut eller fysioterapeut, stiller styrelsen krav om, at ansøger består forskellige prøver og gennemfører prøveansættelse(r) for at opnå varig autorisation. En betingelse for at påbegynde en prøveansættelse er, at ansøger har en begrænset autorisation fra Sundhedsstyrelsen.

Det er et krav for at få varig autorisation, at ansøgeren behersker det danske sprog. Dette vurderes i forbindelse med de øvrige prøver og prøveansættelser. Der stilles således ikke krav om en egentlig sprogprøve.

4.1. Varig autorisation

Varig autorisation som ergoterapeut/fysioterapeut udstedes til ansøgere, der har:

en uddannelse, der kan ligestilles med en dansk ergoterapeut/fysioterapeutuddannelse

tilstrækkelige sprogkundskaber i dansk.

Med henblik på afprøvning af ansøgers erhvervskompetence og sprogkundskaber stiller Sundhedsstyrelsen krav om, at ansøger har:

mindst én positiv evaluering efter gennemført prøveansættelse på mindst 6 måneder

bestået prøve ved en dansk ergoterapeut- eller fysioterapeutuddannelse i lovgivning og administrative forskrifter af betydning for udøvelse af erhvervet som ergoterapeut eller fysioterapeut.

En uddannelse, der kan ligestilles med en dansk uddannelse til ergoterapeut eller fysioterapeut

Herved forstås en uddannelse, som i det væsentlige vurderes at svare til en dansk ergoterapeut- eller fysioterapeutuddannelse. Det vurderes, om den uddannelse, som ansøger på ansøgningstidspunktet er i besiddelse af, kan ligestilles med en dansk ergoterapeut- eller fysioterapeutuddannelse i niveau, varighed og indhold. Bedømmelsen foretages af Sundhedsstyrelsen efter udtalelse fra en dansk uddannelsesinstitution, der uddanner ergoterapeuter eller fysioterapeuter.

Sundhedsstyrelsen anser kundskaber og færdigheder fra en ergoterapeut- eller fysioterapeutuddannelse, der er mere end 10 år gammel, og som ikke har været fulgt op af ansættelser som ergoterapeut/fysioterapeut inden for de seneste 10 år forud for ansøgningstidspunktet, som værende forældede. Der må derfor højst gå 10 år fra sidste ansættelse som ergoterapeut/fysioterapeut i udlandet til udstedelse af dansk varig autorisation.

En uddannelse, der ikke fuldt ud men næsten kan ligestilles med en dansk uddannelse til ergoterapeut eller fysioterapeut

Hvis ansøgers uddannelse ikke fuldt ud men næsten kan ligestilles med en dansk ergoterapeut/fysioterapeutuddannelse, kræver Sundhedsstyrelsen, at ansøger:

som ergoterapeut består klinisk prøve i ergoterapi

som fysioterapeut består skriftlig prøve i fysioterapeutiske fag og klinisk prøve i fysioterapi.

Prøverne skal bestås, før ansøger kan påbegynde en prøveansættelse med begrænset autorisation.

Prøver

Den teoretiske prøve i fysioterapeutiske fag er udarbejdet af Fysioterapeutuddannelsen i København og godkendt af Sundhedsstyrelsen. Prøverne foregår på dansk indtil videre på Ergoterapeut- eller Fysioterapeutuddannelsen i København. Der tillades højst 3 forsøg i hvert fag. Alle prøver skal være bestået senest tre år efter indstilling til første prøve. Ansøgere kan indstille sig til prøverne uden at søge optagelse på uddannelsen. Nærmere oplysning om prøverne kan fås ved henvendelse til Ergoterapeut- eller Fysioterapeutuddannelsen i København.

Tilstrækkelige sprogkundskaber i dansk

Vurdering af, om ansøger kan kommunikere forsvarligt med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale m.fl., indgår som en del af prøverne og prøveansættelserne, og ikke som en særskilt sprogprøve (se afsnittet om prøveansættelser nedenfor).

Der lægges i denne forbindelse til grund, at ansættelsesmyndighederne under ergoterapeuternes og fysioterapeuternes prøveansættelse på forskellig måde understøtter de pågældende ergoterapeuters og fysioterapeuters danske sprogkundskaber.

Sundhedsstyrelsen anser sprogkravet for opfyldt, når ansøger har bestået samtlige prøver og gennemført prøveansættelse(r) med positive evalueringer.

Prøveansættelse med begrænset autorisation

For at bedømme ansøgers erhvervskompetence og for at give ansøger en introduktion til det danske sundhedsvæsen, kræves gennemført prøvetid i form af samlet mindst 6 måneders varighed på sygehus/institution, før varig autorisation kan udstedes.

Sundhedsstyrelsen fastsætter minimum for prøveansættelsens varighed. Ansættelser under 6 måneders varighed godkendes ikke. Prøveansættelserne skal være gennemført efter denne vejlednings ikrafttræden.

Ergoterapeuten/fysioterapeuten skal være under supervision. Ansættelsesstedets ledende ergoterapeut/overfysioterapeut er ansvarlig for supervisionen, som skal varetages af en ergoterapeut/fysioterapeut, der arbejder på samme sted (afdeling) som den udenlandske ergoterapeut/fysioterapeut. Det kan være en uddannelsesansvarlige ergoterapeut/fysioterapeut eller en ergoterapeut/fysioterapeut med tilsvarende kompetencer.

Ansættelse sker med begrænset autorisation til konkrete ansættelser og skal gennemføres efter Sundhedsstyrelsens vejledning om prøveansættelser. 1)

Ansøger må selv skaffe sig ansættelse.

Efter 6 måneders ansættelse eller efter endt ansættelse, hvis ansættelsen er af længere varighed, skal den superviserende ergoterapeut/fysioterapeut afgive udtalelse til Sundhedsstyrelsen om evaluering i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning om prøveansættelser. En positiv evaluering efter gennemført prøvetid på mindst 6 måneder er en betingelse for at opnå varig autorisation.

4.2. Begrænset autorisation

Begrænset autorisation kan udstedes af Sundhedsstyrelsen til ansøgere med udenlandsk uddannelse, der kan ligestilles med en dansk uddannelse til ergoterapeut eller fysioterapeut. Begrænset autorisation er altid begrænset i tid og til en bestemt stilling. Begrænset autorisation er af mindst 6 måneders varighed og kan sammenlagt opnås for maksimalt 18 måneder. Det kræves herefter, at ansøger opfylder betingelserne for varig autorisation.

Begrænset autorisation udstedes af Sundhedsstyrelsen, såfremt ansøger har fået tilsagn om ansættelse som ergoterapeut/fysioterapeut ved et sygehus/institution, hvor ansøger arbejder under supervision, som ansættelsesstedets ledende ergoterapeut/overfysioterapeut er ansvarlig for.

Den begrænsede autorisation gælder kun den stilling, ansøgeren har fået tilsagn om i forbindelse med ansøgningen. Ved eventuel forlængelse i samme stilling eller ved nyansættelse skal der igen søges om begrænset autorisation.

Sprogkrav

Sundhedsstyrelsen stiller ikke krav om, at ansøger består prøver eller har særlige sprogkundskaber for at udstede begrænset autorisation. Det er dog ifølge den danske lov om terapiassistenter et krav, at enhver ergoterapeut/fysioterapeut, også med begrænset autorisation, skal udøve virksomhed som ergoterapeut eller fysioterapeut med omhu og samvittighedsfuldhed. Denne bestemmelse dækker også en forsvarlig kommunikation med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale m.fl. Det er ansættelsesmyndigheden, der skal vurdere, om ergoterapeuten/fysioterapeuten kan leve op til terapiassistentlovens krav herom.

4.3. Ansøgningsprocedure og krav til dokumentation

Ansøgning om autorisation skal sendes til Sundhedsstyrelsen, Islands Brygge 67, Postboks 1881, 2300 København S. Ansøgningen skal være skriftlig. Der anvendes ansøgningsskema, som kan rekvireres i Sundhedsstyrelsen, på hjemmeside www.sst.dk, eller ved direkte henvendelse. Ansøger skal selv fremskaffe den fornødne dokumentation.

Ansøgning og dokumentation sendes til Sundhedsstyrelsen i tre eksemplarer, hvoraf det ene skal være originale dokumenter, som returneres efter brug, eller kopier, hvis ægthed er bekræftet ved en påtegning på kopien (bekræftet kopi). Bekræftelsen skal være affattet på eller oversat til dansk eller engelsk og kan foretages af ambassader, offentlige myndigheder, faglige organisationer o.l. Privatpersoner kan ikke bekræfte kopiens ægthed.

Sammen med den krævede dokumentation skal der foreligge en oversættelse til dansk eller engelsk. Oversættelsen skal være foretaget af den uddannelsesinstitution eller myndighed, der har udstedt dokumenterne, eller af en autoriseret translatør.

Sundhedsstyrelsen kan forlange, at ansøger foreviser originale dokumenter.

Følgende dokumentation skal vedlægges ansøgningen:

Ad. 4.1. og 4.2 Varig og begrænset autorisation

dokumentation for navn, fødselsdato og statsborgerskab (f.eks. i form af kopi af relevante sider fra rejsepas)

bevis for gennemgået ergoterapeut/fysioterapeutuddannelse

detaljeret oversigt over uddannelsens indhold fra uddannelsesstedet, herunder, vedrørende teoriundervisningen, fag med angivelse af antal timer i hvert fag, og vedrørende den kliniske uddannelse, på hvilke afdelinger/institutioner denne har fundet sted og varigheden af de enkelte kliniske uddannelsesperioder

Curriculum Vitae

opholds- og arbejdstilladelse samt CPR-nummer, såfremt dette foreligger

erklæring fra sundhedsmyndighederne i uddannelseslandet eller seneste opholdsland om, at ansøgeren har ret til at udøve virksomhed som ergoterapeut/fysioterapeut i uddannelseslandet eller seneste opholdsland ("Certificate of Good Standing"). Denne må højst være tre måneder gammel i forhold til den dato, hvor Sundhedsstyrelsen har modtaget al nødvendig dokumentation. "Certificate of Good Stand ing" skal foreligge i original.

4.4. Uddannelser, der ikke kan ligestilles med en dansk ergoterapeut/fysioterapeutuddannelse

Ansøgere, hvis udenlandske uddannelse ikke kan ligestilles med en dansk ergoterapeut /fysioterapeutuddannelse, kan henvende sig til en af de danske institutioner, der uddanner ergoterapeuter/fysioterapeuter, for at få vejledning om mulighederne for at søge optagelse på studiet.

5. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

5.1. Generelle betingelser for autorisation

Autorisation er i alle tilfælde betinget af, at der ikke hos ansøgeren foreligger omstændigheder, som nævnt i lov om terapiassistenter, § 1, stk. 6, (legemlig eller sjælelig mangel eller udvist grov uduelighed).

5.2. Yderligere oplysninger om autorisation

Nærmere oplysninger om udstedelse af autorisation som ergoterapeut/fysioterapeut på baggrund af udenlandsk uddannelse kan fås ved henvendelse til Sundhedsstyrelsen, 1. kontor, tlf. 72 22 74 00.

Oplysninger kan også indhentes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk.

5.3. Opholds- og arbejdstilladelse

Udlændingestyrelsen

Ryesgade 53

2100 København Ø

tlf. 35 36 66 00

www.udlst.dk

5.4. Arbejdsanvisning

Sundhedsstyrelsen kan ikke være behjælpelig med at anvise arbejde som ergoterapeut eller fysioterapeut. Ledige stillinger som ergoterapeut eller fysioterapeut annonceres i fagbladene Ergoterapeuten og Danske Fysioterapeuter, der udgives af henholdsvis Ergoterapeutforeningen, www.etf.dk, og Danske Fysioterapeuter, www.fysio.dk, Nørre Voldgade 90, 1358 København K, tlf. 33 13 82 11, i dagspressen og på internettet i øvrigt.

5.5. Klageadgang

Der kan klages over Sundhedsstyrelsens afgørelser til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedsministeriet, Slotholmsgade 10-12, 1216 København K. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan tage stilling til lovgrundlaget for afgørelsen, og til om sagsbehandlingsreglerne er overholdt. Ministeriet kan derimod ikke tage stilling til det sundhedsfaglige skøn, som ligger til grund for afgørelsen.

5.6. Oplysninger, der behandles elektronisk i Sundhedsstyrelsen

Alle oplysninger/dokumentation om forhold af betydning for ansøgerens ergoterapeut/fysioterapeutuddannelse herunder videre- og efteruddannelse vil i forbindelse med sagsbehandlingen blive elektronisk behandlet af Sundhedsstyrelsen, herunder i nødvendigt omfang videregivet til sagkyndige og andre myndigheder med henblik på vurdering af ansøgerens ergoterapeut/fysioterapeutfaglige kvalifikationer.

Relevante personoplysninger kan endvidere blive registreret i Sundhedsstyrelsens elektroniske journaliseringssystem med henblik på identifikation og genfinding af dokumenter, der vedrører sagen.

Efter principperne i persondataloven har ansøgeren blandt andet mulighed for at gøre brug af følgende rettigheder: Ret til at bede om indsigt i de oplysninger, der behandles, ret til at gøre indsigelse mod, at oplysningerne behandles, samt ret til at kræve berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger, der er urigtige, vildledende eller på lignende måde er behandlet i strid med lovgivningen.

6. IKRAFTTRÆDEN

Vejledningen er gældende fra den 1. december 2002. Samtidig ophæves Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 129 af 22. juli 1991.

Vejledningen finder anvendelse på ansøgninger indgivet til Sundhedsstyrelsen efter vejledningens ikrafttræden.

Ansøgninger indgivet inden denne vejlednings ikrafttræden vil blive behandlet efter bestemmelserne i vejledning nr. 129 af 22. juli 1991. Det forudsættes, at varig autorisation opnås inden udgangen af år 2004. Disse ansøgere har dog også mulighed for at søge om autorisation i henhold til den nye vejledning.

Underskrift 1

Sundhedsstyrelsen, den 20. november 2002 Jens Kristian Gøtrik /Karsten Bech

Versioner

  1. 2002-11-20 · til 2013-05-14