Vejledning om anvendelse af reglerne i bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/154@2002-12-18/da
Indhold
I bekendtgørelse nr. 1206 af 18. december 2002 er de nærmere regler om en a-kasses pligt til at vejlede mv. fastsat.
Der er i bekendtgørelsen fastsat de minimumskrav, som gælder for en a-kasse vedrørende information og vejledning af samt bistand til egne medlemmer.
Bekendtgørelsen er bygget op omkring a-kassens pligt til at informere og vejlede om de rettigheder og pligter, et medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
A-kassen tilrettelægger i vidt omfang selv, hvordan den informerer, vejleder og bistår medlemmet. A-kassen kan, efter aftale med medlemmet, informere og vejlede via internettet, bl.a. i e-mails og i elektroniske pjecer. A-kassens pligter efter bekendtgørelsen er dog aktive pligter. A-kassen vil derfor ikke kunne begrænse sin information eller vejledning af medlemmet til en henvisning til a-kassens eller andres hjemmeside.
Det er vigtigt, at medlemmet bliver informeret om samspillet mellem Arbejdsformidlingen (AF), a-kassen og andre aktører, og at vejledningen af det enkelte medlem tilrettelægges således, at medlemmet får en forståelse for dette samspil.
Ved den gode vejledning inddrages de aktører, der naturligt kan bidrage til en afklaring af medlemmets muligheder, i et samarbejde omkring medlemmet. Således vil medlemmet opleve vejledningen som en helhed og få det bedst mulige udbytte af denne. Aktører, der naturligt kan bidrage til en afklaring af medlemmets muligheder, kan fx være kommuner, faglige organisationer og uddannelsessteder.
Det er vigtigt, at a-kassen i den information og vejledning, der gives til det ledige medlem, sætter fokus på medlemmets hurtige tilbagevenden til arbejdsmarkedet gennem aktiv arbejdssøgning og gennem brug af redskaberne i den arbejdsmarkedsrettede indsats under det intensive kontaktforløb. I den forbindelse er det vigtigt, at der sættes fokus på, at indsatsen mod ledighed tilrettelægges med udgangspunkt i medlemmets behov samt egen motivation og orientering mod arbejdsmarkedet, men under samtidig hensyntagen til arbejdsmarkedets behov.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 18. december 2002 Tor Even Münter /Karen Louise Riis