Vejledning om optagelse som lønmodtager eller nyuddannet i en a-kasse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/165@2002-12-18/da
Indhold
Reglerne om optagelse i en arbejdsløshedskasse findes i § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og i bekendtgørelse nr. 560 af 4. juli 2002 om optagelse som lønmodtager eller nyuddannet i en a-kasse.
Optagelse kan ske efter det fyldte 18. år (18-års fødselsdagen). Aldersgrænsen på 18 år gælder ikke for personer, der ønsker optagelse på baggrund af en erhvervsmæssig uddannelse. Et EGU-forløb betragtes ikke som en erhvervsmæssig uddannelse, jf. § 41, stk. 2.
Retten til dagpenge opnås efter 1 års medlemskab af en a-kasse, jf. lovens § 53. Bliver man optaget på baggrund af uddannelse, får man dog ret til dagpenge allerede 1 måned efter uddannelsens afslutning, jf. § 54.
Ansøgere, der opfylder kravene til optagelse, kan vælge mellem at blive optaget som fuldtids- eller deltidsforsikrede. Et medlem vil efter optagelsen være omfattet af reglerne i bekendtgørelse om overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring.
Medlemskab af mere end én a-kasse er i strid med § 41, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Kravet om bopæl og ophold indebærer, at personen skal have adresse i Danmark, og at denne adresse kan anses for at være den egentlige bopæl. Adressen skal endvidere kunne anses for at være det nuværende og sædvanlige opholdssted.
Hvor der alene foreligger en postboksadresse eller anden form for adresse uden faktisk bopæl, samtidig med at personen har bopæl i et andet land, er kravet ikke opfyldt. Omvendt vil det forhold, at man ikke har bopæl i et andet land, tale for bopæl i Danmark.
Uanset dette krav vil personen dog kunne optages, hvis pågældende på optagelsestidspunktet af særlige grunde, som f.eks. ferie, forretningsrejse eller sygdom, midlertidigt og kortvarigt opholder sig i udlandet.
Der gælder andre regler for personer, der har bopæl i et andet EØS-land, og som er omfattet af forordning(EØF) nr. 1408/71 eller Nordisk Konvention af 15. juni 1992 om Social Sikring. For så vidt angår optagelse på baggrund af arbejde i udlandet henvises til bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland og til vejledning om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene.
Ved optagelse af personer, der er beskæftiget i Danmark, men har bopæl i et andet EØS-land henvises ligeledes til bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland.
Reglerne om arbejdsløshedsforsikring i relation til Færøerne findes i bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret efter arbejde eller ophold på Færøerne.
Der stilles krav om bopæl umiddelbart før uddannelsen og efter uddannelsen. Det er imidlertid ikke nødvendigt at have bopæl i Danmark under selve uddannelsen.
Der stilles som udgangspunkt krav om, at ansøgeren dokumenterer at være beskæftiget som lønmodtager i Danmark.
Vedrørende definitionen af lønarbejde henvises til bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, og dagpengeperiode. Optagelse kan dog ikke ske på baggrund af egen optjent ferie afholdt uden for et ansættelsesforhold.
Hvis optagelse som lønmodtager er sket under praktikdelen af en uddannelse, kan optagelse ske med dimittendrettigheder efter afsluttet uddannelse, hvis uddannelsen i sin helhed opfylder de almindelige betingelser herfor.
Der er adgang til optagelse på baggrund af revalidering med løntilskud efter lov om aktiv socialpolitik og aktiveringstilbud.
Der skal være tale om beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster, eller i øvrigt udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Det betyder blandt andet, at der skal betales en overenskomstmæssig løn eller en ydelse, der svarer hertil.
A-kassen skal vejlede om, at beskæftigelsen ikke kan medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet i medfør af § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Arbejde, som er et led i tilskudsordninger, hvor tilskuddet er begrundet i, at deltagerne - af fysiske eller psykiske årsager - ikke eller kun vanskeligt kan opnå arbejde på det almindelige arbejdsmarked (f.eks. fleksjob efter lov om aktiv socialpolitik) vil ikke kunne danne grundlag for optagelse.
Uddannelsens varighed
Der kan som udgangspunkt alene ske optagelse på baggrund af et samlet uddannelsesforløb, der er normeret til at vare og faktisk har varet mindst 18 måneder eller 3 halvårlige semestre. Uddannelsens længde som fuldtidsstudium skal lægges til grund ved bedømmelsen af varigheden.
Flere selvstændige uddannelser, hvor hver enkelt uddannelse er normeret til at vare mindre end 18 måneder eller 3 halvårlige semestre, kan ikke sammenstykkes og berettiger derfor ikke til optagelse som dimittend.
En uddannelse betragtes som samlet, når
a) der er tidsmæssig sammenhæng mellem de forskellige dele af uddannelsen,
b) der er en fagmæssig sammenhæng, og
c) den første del af uddannelsen er en nødvendig forudsætning for den næste del af uddannelsen.
En mastergrad, der består af en bachelorgrad plus 1 år inden for samme fag, vil således kunne danne grundlag for dimittendoptagelse, hvis der er en faglig og tidsmæssig sammenhæng.
En uddannelse af over 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed, der afbrydes og senere genoptages og gennemføres, opfylder betingelserne for optagelse.
En uddannelse, som er tilrettelagt på en sådan måde, at det forudsættes, at den studerende kan have fuldtidsarbejde sideløbende med gennemførelsen af uddannelsen (deltidsstudium), og som opfylder kravet om mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed bedømt som fuldtidsstudium, kan danne grundlag for optagelse.
En uddannelse, som er tilrettelagt som både fuldtids- og deltidsstudium, vil kunne danne grundlag for optagelse, såfremt uddannelsen som fuldtidsstudium opfylder kravet om mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed.
Privatundervisning/selvstudium kan alene medregnes til kravet om mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed, hvis undervisningen er gennemført som en integreret del af en samlet uddannelse.
Udenlandske uddannelser
Det er ikke et krav, at uddannelsen skal være gennemført i Danmark. Optagelse på baggrund af en udenlandsk uddannelse afgøres efter samme kriterier som optagelse på baggrund af en dansk uddannelse, herunder krav om SU-berettigelse. Det er en forudsætning, at ansøgeren har haft bopæl og ophold i Danmark umiddelbart før den udenlandske uddannelse blev påbegyndt, jf. § 2, stk. 2. Hvis ansøgeren ikke opfylder dette krav, er der mulighed for at blive optaget på baggrund af en dansk overbygning, jf. nedenfor.
Overbygning
Når et medlem én gang er blevet optaget på baggrund af en uddannelse, kan medlemmet efterfølgende få status som dimittend på baggrund af en overbygning på denne uddannelse, hvis
1) der udstedes et selvstændigt eksamensbevis for overbygningen,
2) overbygningen er normeret til og faktisk har varet mindst 18 måneder eller 3 halvårlige semestre, og
3) overbygningen opfylder kravet om offentlig anerkendelse.
Det er i alle tilfælde et krav, at skriftlig ansøgning om optagelse er modtaget i a-kassen senest 2 uger efter overbygningens afslutning.
En dansk overbygning på en udenlandsk uddannelse kan give ret til optagelse, hvis den danske overbygning varer mindst 18 måneder, og hvis det dokumenteres, at uddannelsen ækvivalerer (svarer til) en tilsvarende dansk uddannelse.
Hvis der til en uddannelse tages supplerende kurser, f.eks. pædagogikum, faglig supplering i forbindelse med pædagogikumordningen for gymnasie- og HF området, ekstra sidefag på universitetet, eller overbygning på en seminarieuddannelse, kan optagelse finde sted efter endt overbygning, også selvom overbygningen ikke i sig selv ville give adgang til optagelse.
Det er en forudsætning, at der er en snæver tidsmæssig og faglig sammenhæng mellem grunduddannelse og overbygningsuddannelse, og at dimittenden opnår yderligere kvalifikationer f.eks. i form af en ny grad eller titel ved overbygningen.
Har optagelse allerede fundet sted på baggrund af grunduddannelsen, kan optagelse på baggrund af en overbygningsuddannelse efter reglerne for nyuddannede kun ske, hvis overbygningsuddannelsen i sig selv opfylder betingelserne for optagelse.
Praktik
Se vejledningen til § 3.
Ny uddannelse
Et medlem af en a-kasse, som gennemfører en uddannelse, der berettiger til dimittendoptagelse, kan, hvis uddannelsen falder ind under den hidtidige a-kasses faglige område, vælge mellem at blive betragtet som dimittend i denne a-kasse eller at bevare sin hidtidige medlemsstatus.
Det er en forudsætning for umiddelbart dagpengeret som dimittend, dvs. uden en måneds karenstid, at dimittenden har været medlem af sin hidtidige a-kasse ét år.
Der henvises iøvrigt til direktoratets bekendtgørelse om overflytning mellem a-kasser.
Uddannelsen skal som fuldtidsstudium berettige til støtte efter lov om Statens Uddannelsesstøtte.
Uddannelsen skal give mulighed for at arbejde inden for et overenskomstdækket område, og uddannelsen skal give erhvervskompetence, dvs. at personen i kraft af uddannelsen sættes i stand til at varetage særlige arbejdsfunktioner og arbejdsopgaver på det danske arbejdsmarked.
Da de gymnasiale og erhvervsgymnasiale uddannelser ikke giver erhvervskompetence, kan en studentereksamen, en HH-uddannelse samt ligestillede uddannelser ikke give adgang til optagelse på dimittendvilkår.
Personer, der har gennemført en erhvervsgrunduddannelse (EGU) i medfør af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v., kan optages i medfør af lov om arbejdsløshedsforsikring.
Hvis det ikke umiddelbart fremgår, om en udenlandsk uddannelse berettiger til SU-støtte, kan direktoratet godkende uddannelsen til optagelse efter § 5, stk. 3. Den udenlandske uddannelse skal være oprettet ved lov eller i henhold til lov i det pågældende land, eller anerkendt af de nationale uddannelsesmyndigheder.
Erhvervsuddannelser, der er etableret i henhold til anden lovgivning, giver ligeledes adgang til optagelse.
Hvis en ansøger kan gennemføre en uddannelse på kortere tid, fordi vedkommende får meritoverført tidligere uddannelsesforløb, indgår den tidligere uddannelse i bedømmelsen af varigheden.
Bestemmelsen fraviger ikke bopælskravet i § 2, stk. 2. Det betyder, at ansøgeren også skal have haft bopæl og ophold i Danmark umiddelbart før den uddannelse, der meritoverføres.
Bestemmelsen omfatter almindelig og civil værnepligt samt værnepligt ved redningsberedskabet.
Hvis en ansøger samtidig har flere arbejdsforhold inden for forskellige a-kassers faglige områder, skal optagelse ske i den a-kasse, inden for hvis faglige område arbejdet har størst omfang (det vil sige flest løntimer).
Hvis en ansøger er berettiget til optagelse i en fagligt afgrænset a-kasse, kan personen vælge i stedet at lade sig optage i en tværfaglig a-kasse.
Hvis en ansøgers arbejde omfattes af flere a-kassers faglige områder, kan ansøgeren vælge mellem disse.
Hvis ansøgning om optagelse sker ved anden skriftlig henvendelse end ved udfyldelse af en godkendt ansøgningsblanket, jf. § 10, stk. 1, skal a-kassen, efter påstempling af modtagelsesdato, opbevare denne første skriftlige ansøgning. A-kassen skal umiddelbart herefter anmode ansøgeren om at udfylde og indsende en godkendt ansøgningsblanket. Der henvises til vejledning om dokumentation for a-kassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven m.v.
Ved optagelse på baggrund af arbejde er det en betingelse, at ansøgningen om optagelse er modtaget i a-kassen senest 5 uger efter, at arbejdet har fundet sted.
Ansøgning om optagelse kan indgives, før arbejdet finder sted, men optagelsen kan i disse tilfælde først få virkning fra arbejdets første dag.
Tilsvarende gælder ved optagelse på baggrund af værnepligt samt kommunalt hverv som borgmester, rådmand, udvalgsformand eller medlemskab af Folketinget, af regeringen eller af Europa-Parlamentet.
Ansøgning om optagelse skal være modtaget i a-kassen senest 2 uger efter uddannelsens afslutning. Ansøgningen kan indsendes, inden uddannelsen er afsluttet, hvis ansøgningen indsendes i tilknytning til uddannelsens afslutning. Optagelsen kan dog tidligst få virkning fra uddannelsens afslutning.
Afsluttes uddannelsen med hovedopgave eller speciale, kan uddannelsen anses for afsluttet, når der foreligger en forhåndsgodkendelse fra censor og vejleder. Det er en forudsætning, at alle andre karakterer er givet, og al studieaktivitet er ophørt. Som studieaktivitet betragtes deltagelse i undervisning, eksamen, forsvar af opgave og lign.
Hvis eksamensbeviset udstedes i forbindelse med studieaktivitetens ophør, kan datoen for udstedelsen af eksamensbeviset betragtes som uddannelsens afslutning.
Eksempel: Eksamensbeviset er dateret mandag den 7. januar 2002 Ansøgning om optagelse skal være modtaget i a-kassen senest mandag den 21. januar 2002.
Hvis fristen udløber på en lørdag, en søndag eller en søgnehelligdag, er den førstkommende hverdag rettidig. Det samme gælder, hvis fristen udløber den 5. juni, 24. eller 31. december.
Hvis uddannelsesinstitutionen har sendt eksamensbeviset senere end udstedelsesdatoen, beregnes 2-ugers fristen fra tidspunktet for afsendelsen af eksamensbeviset. Det er en forudsætning, at uddannelsesinstitutionen bekræfter dette.
Det samme gælder hvis forhåndsgodkendelsen sendes senere end dateringen.
Ansøgning om optagelse på baggrund af en bacheloruddannelse følger de almindelige regler om optagelse, dvs. at ansøgningen om optagelse skal være modtaget i a-kassen senest 2 uger efter uddannelsens afslutning.
Den dag, uddannelsen anses for bestået, indgår i uddannelsen. Karenstiden på en måned, jf. lovens § 54, begynder dagen efter.
Særlige tilfælde er force majeure eller ekstraordinære situationer, som f.eks. poststrejke.
Der vil endvidere kunne gives tilladelse til optagelse i situationer, hvor ansøgeren kan godtgøre, at forsinkelsen ikke skyldes dennes egne forhold.
Direktoratet vil ved vurderingen heraf lægge vægt på, om der er særlige vanskeligheder for visse faggrupper med at søge om optagelse i umiddelbar forbindelse med, at arbejdet påbegyndes, f.eks. søfarende.
Alle former for dokumentation skal som udgangspunkt foreligge senest 3 måneder, efter a-kassen modtog ansøgningen om optagelse. Hvis medlemmet ikke inden for denne frist giver a-kassen den ønskede dokumentation, kan optagelsen annulleres.
A-kassen kan dog give en længere frist efter en vurdering af de eventuelle problemer med at fremskaffe dokumentationen.
Ved modtagelsen af ansøgningsblanketten skal a-kassen forsyne blanketten med datoen for modtagelsen.
A-kassen skal endvidere anføre datoen for optagelse på blanketten.
Hvis der søges om optagelse før arbejdets eller hvervets påbegyndelse, kan optagelsesdatoen ikke påføres ansøgningsblanketten, før der foreligger dokumentation for, på hvilken dato arbejdet eller hvervet er påbegyndt.
Om a-kassernes brug af egne ansøgningsblanketter henvises til reglerne i vejledning om dokumentation for a-kassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven m.v.
Dokumentation for, at optagelsesbetingelserne er opfyldt, skal opbevares i overensstemmelse med reglerne i vejledning om dokumentation for arbejdsløshedskassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven m.v.
A-kassen skal på ansøgningsblanketten angive, i hvilken form dokumentationen foreligger.
Hvis ansøgeren er under 18 år kræves forældres eller værges samtykke til optagelse.
Lønarbejde kan dokumenteres ved lønsedler eller lignende dokumentation, f.eks. ansættelsesbevis.
Hvis lønsedler eller et ansættelsesbevis ikke kan anses for tilstrækkeligt sikkert grundlag for, at kravet om lønarbejde er opfyldt, skal a-kassen indhente nærmere oplysninger fra arbejdsgiveren ved hjælp af blanketten »Oplysninger fra arbejdsgivere I« (blanket AR 262).
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 121 af 23. juli 1999 om optagelse i en a-kasse for lønmodtagere
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 18. december 2002 Alhed Warberg /Helle Kufahl