Gelex

Vejledning om registrering af faderskabet i forbindelse med anmeldelse af barnets fødsel\n(Til personregisterførerne i de sønderjyske landsdele)

OphævetVersion 2002-06-13fra 2002-06-27 til 2004-04-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/57@2002-06-13/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Med virkning fra den 1. juli 2002 træder børneloven (lov nr. 460 af 7. juni 2001) i kraft. Børneloven afløser faderskabsreglerne i lov nr. 200 af 18. maj 1960 om børns retsstilling med senere ændringer. Denne lov benævnes herefter "lov om børns forsørgelse".

I medfør af børnelovens § 33, stk. 1 og 2, er der ved bekendtgørelse nr. 451 af 13. juni 2002 om registrering af faderskabet i forbindelse med anmeldelse af barnets fødsel fastsat nærmere administrative regler (omtalt som "bekendtgørelsen" i denne vejledning).

Endvidere er der som følge af de nye regler foretaget ændringer i bekendtgørelse nr. 572 af 22. november 1977 om anmeldelse af fødsel, navn og dødsfald i de sønderjyske landsdele med senere ændring samt i cirkulære nr. 29 af 1. marts 1982 om førelse af personregistrene i de sønderjyske landsdele med senere ændringer.

Civilretsdirektoratet har godkendt en ny blanket (omsorgs- og ansvarserklæring) til brug for registrering af faderskabet til et barn født af en ugift kvinde. Endvidere er blanketten til brug for anmeldelse af fødsel revideret.

I det følgende redegøres bl.a. på baggrund af forarbejderne til børneloven for en række af de ændringer, som navnlig vil have betydning for personregisterførerne.

Registrering af et faderskab, der foretages, efter at barnets fødsel er registreret i personregistret, er ikke omfattet af denne vejledning. Det samme gælder ændringer af allerede registrerede faderskaber.

Børneloven bygger på et princip om ligestilling mellem gifte og ugifte forældre og deres børn. For ugifte forældre vil faderskabsspørgsmålet nu kunne afsluttes mere smidigt end tidligere, hvor der altid skulle rejses sag i statsamtet. Spørgsmålet om registrering af faderskab i forbindelse med fødslen løses fremover så vidt muligt ens for gifte og ugifte forældre.

Betegnelserne ægtebørn og børn uden for ægteskab er afskaffet.

Efter børnelovens § 1, stk. 1, anses ægtemanden som far til barnet. Personregisterføreren skal sikre sig, at ægteskabet består på det tidspunkt, hvor barnet fødes. Det er derimod uden betydning, om samlivet mellem ægtefællerne på fødselstidspunktet er eller har været ophævet. Forholdene i den periode, hvor moderen blev gravid (konceptionsperioden), er normalt uden betydning.

Registrering af faderskabet sker i forbindelse med registrering af barnets fødsel, jf. nedenfor.

Der gælder tre undtagelser fra denne hovedregel. Disse er nævnt i børnelovens § 1, stk. 2, nr. 1-3.

1) Hvis ægtefællerne på tidspunktet for barnets fødsel er separerede, kan ægtemanden ikke automatisk registreres som far til barnet. Som det fremgår nedenfor i afsnit 4, kan separerede ægtefæller heller ikke få registreret faderskabet i medfør af børnelovens § 2 ved blot at udfylde en omsorgs- og ansvarserklæring. Manden må i disse tilfælde anerkende faderskabet over for statsamtet. Dette kan ske såvel før, jf. afsnit 5, som efter barnets fødsel.

2) Endvidere kan ægtemanden ikke registreres som far til barnet, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret. Det betyder, at hvis moderen i blot en del af 10-månedersperioden har været gift med en anden mand, kan den nye ægtemand ikke automatisk registreres som far. Har moderen derimod været separeret, og er hun senere blevet skilt inden for 10-månedersperioden, kan den nye ægtemand registreres som far til barnet.

3) Endelig kan ægtemanden ikke registreres som far til barnet, hvis begge ægtefæller anmoder om, at der rejses faderskabssag. Det er ikke tilstrækkeligt, at den ene af ægtefællerne anmoder herom. I sådanne tilfælde skal ægtemanden registreres som barnets far, og den ægtefælle, der har gjort indsigelse, må henvises til efterfølgende at rejse sag ved statsamtet.

Der gælder ikke særlige formkrav til ægtefællernes anmodning om rejsning af faderskabssag. Denne kan f.eks. fremgå af fødselspapirerne, eller ægtefællerne kan rette henvendelse herom til personregisterføreren. Er registrering af faderskabet allerede sket, henvises ægtefællerne (eller en af dem) til selv at rejse faderskabssag ved statsamtet med henblik på at få den skete registrering ændret.

Selvom ægtemanden er død før barnets fødsel, kan han registreres som far, hvis dødsfaldet er sket inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel, jf. børnelovens § 1, stk. 3.

Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællerne på dødstidspunktet var separerede, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret, eller hvis moderen anmoder om, at der rejses faderskabssag. Disse undtagelser fremgår af børnelovens § 1, stk. 4, nr. 1 3, og svarer til dem, der gælder, når ægtemanden lever.

Hvis betingelserne i børnelovens § 1 er opfyldt, registrerer personregisterføreren faderskabet i overensstemmelse med de gældende regler om notering i personregistret. Kopi af anmeldelsesblanketten med påtegning om, at faderskabet er registreret, sendes til ægtemanden (eventuelt til dennes dødsbo), jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3.

Registreringen er foreløbig i seks måneder efter, at barnet er født, jf. børnelovens § 5. Inden for denne periode kan moderen, faderen eller en særlig værge for barnet rejse faderskabssag ved statsamtet. Retten til at rejse faderskabssag omfatter også faderens dødsbo, medmindre faderen må anses for at have anerkendt barnet som sit. Bestemmelsen i børnelovens § 5 omfatter også tilfælde, hvor faderskabet er registreret efter børnelovens §§ 2 eller 3, eller hvor der efter børnelovens § 14 er sket anerkendelse i statsamtet før barnets fødsel, jf. afsnit 4 og 5.

Kan registrering af faderskabet ikke ske, giver personregisterføreren statsamtet meddelelse herom, jf. nedenfor i afsnit 7.

Forældrenes fødsels- og navneattester/dåbsattester samt deres vielsesattest.

Efter børnelovens § 2, stk. 1, anses en mand som far til barnet, hvis han og moderen skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Registrering af faderskabet sker i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Erklæringen afgives på en særlig blanket (en omsorgs- og ansvarserklæring), som er godkendt af Civilretsdirektoratet. Erklæringen beskrives nærmere nedenfor. Blanketten udleveres til moderen af jordemoderen (lægen). Den indgives til personregisterføreren sammen med fødselsanmeldelsen. Der kræves ikke personligt møde. Fremkommer erklæringen først efter, at barnets fødsel er registeret, skal forældrene henvises til at anerkende faderskabet over for statsamtet, se også afsnit 6.

Der gælder to undtagelser fra denne hovedregel. Disse er nævnt i børnelovens § 2, stk. 2, nr. 1 og 2.

1) Hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret, kan faderskabet ikke registreres på baggrund af en omsorgs- og ansvarserklæring afgivet af forældrene. Denne undtagelse svarer til, hvad der gælder for ægtemænd, og er nærmere omtalt i afsnit 3. Registrering kan derimod godt ske, selvom moderen i perioden har boet sammen med en anden mand. Det afgørende er, at de ikke har været gift.

2) Faderskabet kan heller ikke registreres på baggrund af en omsorgs- og ansvarserklæring afgivet af forældrene over for personregisterføreren, hvis en eller begge forældre på tidspunktet for erklæringen er umyndig eller under værgemål.

Foreligger der ved fødselsanmeldelsen en gyldig omsorgs- og ansvarserklæring, registrerer personregisterføreren faderskabet på grundlag af oplysningerne i fødselspapirerne og forældrenes attester.

I forbindelse med registrering i personregistret anføres datoen for personregisterførerens modtagelse af omsorgs- og ansvarserklæringen. Personregisterføreren påser samtidig, at erklæringen er korrekt udfyldt. Er dette ikke tilfældet, følges fremgangsmåden i afsnit 6. Der udstedes fødsels- og navneattest (evt. fødselsattest for unavngiven) for barnet med begge forældre i forældrerubrikken, og personregisterføreren udleverer kopi af omsorgs- og ansvarserklæringen til forældrene med påtegning om, at faderskabet er registreret.

Kan registrering af faderskabet ikke ske, giver personregisterføreren statsamtet meddelelse herom, jf. nedenfor i afsnit 7.

Erklæringen afgives skriftligt på en blanket, der er godkendt af Civilretsdirektoratet.

Såvel faderens som moderens navn, CPR-nr., adresse, postnr., by, land, telefonnummer og eventuel e-mail adresse skal være anført på blanketten, der skal være underskrevet af begge forældre. Ved deres underskrift erklærer forældrene, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Endvidere erklærer de, at de er bekendt med retsvirkningerne af afgivelse af erklæringen. På blankettens bagside er optrykt en vejledning om disse retsvirkninger. Det fremgår bl.a., at forældrene får fælles forældremyndighed, jf. også afsnit 8. Ønsker forældrene yderligere vejledning, henvises de til at rette henvendelse til statsamtet herom, jf. herved også afsnit 9.

Moderen erklærer endvidere ved sin underskrift, at hun ikke inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret. Da spørgsmålet også fremgår af fødselsanmeldelsen, jf. afsnit 10, kommer en ugift mor til at besvare spørgsmålet to gange. Grunden til, at forholdet tillige er omfattet af omsorgs- og ansvarserklæringen, er, at blanketten også kan anvendes til at anerkende faderskabet over for statsamtet, retten eller en dansk repræsentation i udlandet, jf. nedenfor.

Er der tvivl om, hvorvidt forældrene har forstået retsvirkningerne af afgivelse af erklæringen, kan faderskabet ikke registreres. Se nærmere herom i afsnit 6.

Forældrenes underskrifter og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner, med mindre erklæringen afgives af begge forældre i overværelse af personregisterføreren.

Omsorgs- og ansvarserklæringen er udformet, så den kan anvendes i flere situationer. Hovedområdet for erklæringen er, at ugifte par kan sende eller aflevere den til personregisterføreren sammen med fødselsanmeldelsen, hvorefter registrering af faderskabet kan ske i overensstemmelse med de regler, der er omtalt ovenfor.

Erklæringen kan imidlertid også anvendes, hvis forældrene har valgt at anerkende faderskabet over for statsamtet inden barnets fødsel. Denne situation er nærmere omtalt i afsnit 5. I disse tilfælde skal blanketten også være underskrevet af en advokat eller to vitterlighedsvidner, hvis forældrene har indsendt den til statsamtet. Har forældrene derimod anerkendt faderskabet ved personligt fremmøde i statsamtet, er det tilstrækkeligt, at det af blanketten fremgår, at forældrene har underskrevet denne i overværelse af statsamtets sagsbehandler.

Endelig kan blanketten anvendes i forbindelse med anerkendelse af faderskabet over for statsamtet, retten eller en dansk repræsentation i udlandet efter barnets fødsel. Anerkendes faderskabet over for retten eller en dansk repræsentation, er det tilstrækkeligt, at det af blanketten fremgår, at forældrene har underskrevet erklæringen i overværelse af dommeren eller repræsentationens medarbejder. For så vidt angår vidner m.v. gælder her det samme som ved anerkendelse over for statsamtet inden barnets fødsel.

Forældrenes fødsels- og navneattester/dåbsattester samt en omsorgs- og ansvarserklæring.

Forældrene kan vælge at anerkende faderskabet over for statsamtet inden barnets fødsel. Dette kan ske både med og uden afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring. Reglerne herom findes i børnelovens § 14.

Efter børnelovens § 3 kan faderskabet registreres i forbindelse med registrering af barnets fødsel, hvis faderskabet er anerkendt over for statsamtet inden fødslen efter reglerne i børnelovens § 14, stk. 1 og stk. 2, nr. 1. Forældrene vil fra statsamtet have fået udleveret dokumentation for anerkendelsen af faderskabet, som vedlægges, når fødslen senere anmeldes til personregisterføreren.

Anerkendelsen over for statsamtet kan være sket på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring. Indholdet og retsvirkningerne af denne svarer til indholdet og retsvirkningerne af den erklæring, som forældrene i forbindelse med barnets fødsel kan afgive til personregisterføreren. Der henvises til afsnit 4.

Forældrene kan imidlertid også have valgt at anerkende faderskabet over for statsamtet uden at afgive en omsorgs- og ansvarserklæring. Det kan bl.a. være tilfældet i de situationer, hvor ingen af forældrene bestrider, at det er deres fælles barn, men hvor de ikke agter sammen at tage sig af barnet. I disse tilfælde får forældrene ikke automatisk fælles forældremyndighed, jf. afsnit 8.

Personregisterføreren lægger anerkendelsen over for statsamtet til grund for registrering af faderskabet i forbindelse med anmeldelsen af fødslen.

Forældrenes fødsels- og navneattester/dåbsattester samt dokumentation for anerkendelsen af faderskabet over for statsamtet (omsorgs- og ansvarserklæring eller faderskabsanerkendelse).

Personregisterføreren sender kopi af fødselspapirerne til statsamtet, inden for hvis område fødslen er registreret, hvis der er tvivl om, hvorvidt betingelserne for at registrere faderskabet samtidig med registrering af fødslen er opfyldt, jf. bekendtgørelsens § 6, nr. 3.

I nogle tilfælde vil en foreliggende tvivl kunne afklares umiddelbart ved, at personregisterføreren retter henvendelse til forældrene. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis det af fødselsanmeldelsen fremgår, at forældrene har udfyldt en omsorgs- og ansvarserklæring, men denne ikke er vedlagt fødselsanmeldelsen, eller at forældrene forud for barnets fødsel over for statsamtet har anerkendt faderskabet, uden at dokumentation herfor er vedlagt. Der kan også i det konkrete tilfælde opstå tvivl, hvis forældre som ikke inden fødslen har været ved statsamtet har udfyldt og dateret en omsorgs- og ansvarserklæring lang tid før barnets fødsel. Sådanne mindre problemer bør løses smidigt, således at faderskabet kan registreres af personregisterføreren i forbindelse med registrering af fødslen. Hvis personregisterføreren først har registreret fødslen, kan faderskabet dog ikke registreres på baggrund af en omsorgs- og ansvarserklæring afgivet over for personregisterføreren. I disse tilfælde må forældrene derfor henvises til at anerkende faderskabet over for statsamtet.

Personregisterføreren skal ikke påse, at forældrene har forstået retsvirkningerne af, at faderskabet registreres. Opstår der undtagelsesvist tvivl herom, kan faderskabet dog ikke registreres, jf. bekendtgørelsens § 6, nr. 3.

Bliver personregisterføreren således opmærksom på, at forældrene muligvis ikke har forstået, at afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring medfører retsvirkninger som f.eks. fælles forældremyndighed, bidragspligt og arveret, bør personregisterføreren undlade at registrere faderskabet i forbindelse med fødslen. I stedet skal forældrene henvises til statsamtet, hvor de efter at have modtaget den fornødne vejledning vil kunne anerkende faderskabet.

Hvis faderskabet til et barn ikke kan registreres i forbindelse med barnets fødsel, giver personregisterføreren meddelelse herom til statsamtet, inden for hvis område fødslen er registreret, med begrundelse for den manglende registrering. Moderen underrettes ved kopi af meddelelsen til statsamtet. Sagens bilag eller kopi heraf vedlægges til statsamtet, der herefter indleder en faderskabssag.

De tilfælde, hvor personregisterføreren ikke kan registrere faderskabet, er opregnet i bekendtgørelsens § 6.

Efter denne bestemmelse kan personregisterføreren ikke registrere faderskabet, hvis:

1) betingelserne i børnelovens §§ 1 3 ikke er opfyldt,

2) betingelserne i §§ 3 og 4 i bekendtgørelsen ikke er opfyldt,

3) der er tvivl om, hvorvidt betingelserne for at registrere faderskabet er opfyldt, eller

4) faderskabet til et barn født af en ugift kvinde i øvrigt ikke kan registreres.

Betingelserne i børnelovens §§ 1 3 for at registrere faderskabet i forbindelse med barnets fødsel er nærmere omtalt i afsnit 3, 4 og 5, mens afsnit 6 omhandler de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt betingelserne for at registrere faderskabet er opfyldt.

I øvrigt henvises til de detaljerede regler i børneloven og til reglerne i bekendtgørelsen.

Hvis forældrene er gift med hinanden ved barnets fødsel (eller de senere indgår ægteskab), har de fælles forældremyndighed. Reglerne om forældremyndighed findes i lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær med senere ændringer.

Er forældrene separerede ved barnets fødsel, har moderen forældremyndigheden alene, med mindre samlivet mellem ægtefællerne senere genoptages, eller forældrene over for statsamtet har afgivet en omsorgs- og ansvarserklæring eller indgået en aftale om fælles forældremyndighed. Hvis forældrene er skilt ved barnets fødsel, gælder de samme regler som for ugifte forældre.

Er forældrene ikke gift, og har de afgivet en omsorgs- og ansvarserklæring, får de automatisk fælles forældremyndighed over barnet. Hvis forældrene ikke har afgivet en omsorgs- og ansvars-erklæring, har moderen forældremyndigheden alene. Forældrene har dog mulighed for i forbindelse med anerkendelse af faderskabet over for statsamtet eller senere - at indgå aftale om fælles forældremyndighed over barnet.

Navngivning af et barn kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Har forældrene fælles forældremyndighed, kræves således samtykke fra dem begge.

Det fremgår af børnelovens § 32, at statsamtet i fornødent omfang yder vejledning om spørgsmål, der vedrører loven, og bl.a. bistår med udfyldelse af blanketter mv.

Personregisterføreren kan derfor altid henvise forældrene til at rette henvendelse til statsamtet, hvis de har behov for vejledning om reglerne i børneloven, herunder om retsvirkningerne af faderskab. Personregisterføreren kan også selv rette henvendelse til statsamtet, hvis der opstår spørgsmål om lovens anvendelse mv.

Forældrene bliver inden fødslen vejledt om reglerne om faderskab. Dette sker ved, at jordemoderen (lægen) i forbindelse med de forebyggende helbredsundersøgelser under graviditeten udleverer en pjece om reglerne og retsvirkningerne af forældrenes valg. Endvidere er der på bagsiden af omsorgs- og ansvarserklæringen som jordemoderen (lægen) også udleverer til de ugifte forældre optrykt en vejledning om reglerne i børneloven.

Som omtalt i afsnit 6 bør personregisterføreren ikke registrere faderskabet, hvis der er tvivl om, hvorvidt forældrene har forstået retsvirkningerne af, at faderskabet registreres. Personregisterføreren skal i stedet henvise forældrene til statsamtet for at få yderligere vejledning. Forældrene må herefter anerkende faderskabet over for statsamtet.

Blanketten til anmeldelse af fødslen Ju 00,7-21 er revideret og tilpasset børnelovens regler om faderskab. Det fremgår således nu af blanketten, om der er vedlagt en omsorgs- og ansvarserklæring eller dokumentation for anerkendelse af faderskabet. Personregisterføreren skal notere dato for modtagelsen af fødselsanmeldelsen mv.

Hvis forældrene er gift eller har vedlagt en omsorgs- og ansvarserklæring eller anden dokumentation for anerkendelse af faderskabet, skal rubrikken "Faderen" udfyldes, og fødsels- og navneattest/dåbsattest for faderen være vedlagt.

Både den gifte og den ugifte mor skal svare på, om hun inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret, jf. afsnit 3 og 4. Hun skal endvidere underskrive blanketten.

Underskrift 1

Civilretsdirektoratet, den 13. juni 2002 Dorrit Sylvest Nielsen /Christian Strøyer

Versioner

  1. 2002-06-13 · til 2004-04-01