Vejledning til bekendtgørelse om standardvedtægt for anerkendte a-kasser
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/60@2002-06-21/da
Indhold
I bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 2002 er der fastsat regler om standardvedtægt for anerkendte a-kasser.
I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler. Nogle af disse er uddybet med nærmere retningslinier.
Når bekendtgørelsen m.v. nævner a-kassens øverste myndighed, menes der delegeretmødet, generalforsamlingen, repræsentantskabet e.l.
Bekendtgørelsen er udformet således, at selve standardvedtægten er bilag til bekendtgørelsens § 1 (bilag 1).
Der følger en særskilt vejledning til standardvedtægten.
A-kassernes vedtægt skal mindst omfatte de forhold, der er nævnt i § 2.
I standardvedtægten er der ikke nogen mønsterbestemmelser for vedtægtens afsnit om a-kassernes administrative struktur. Det skyldes, at formuleringen af afsnittet er helt afhængig af de faktiske forhold i hver enkelt a-kasse.
A-kassen skal sikre, at vedtægten så nøjagtigt og udførligt som muligt beskriver a-kassens opbygning og administrative struktur, ledelse og de enkelte organers opgaver og kompetence.
Afsnittet skal være bygget op på en sådan måde, at det udtømmende angives, hvilken kompetence hvert enkelt organ har. Der må således ikke være tvivl om, hvordan opgaverne er fordelt. Evt. afdelingers struktur, ledelse og opgaver skal også fastsættes i selve vedtægten. For så vidt der er en mønstervedtægt for afdelingerne henvises til bekendtgørelsens § 3.
Det bør fremgå, hvem der kan indkalde de kompetente organer til møder, fx delegeretmøder, generalforsamlinger e.l., møder i hovedbestyrelse og forretningsudvalg m.v. Det bør også fremgå, hvilke varsler der gælder ved indkaldelse, hvilke regler der gælder om beslutningsdygtighed, samt hvor stort et flertal der kræves for at træffe beslutninger.
Det skal fremgå af vedtægten, i hvilket forum der vælges delegerede eller repræsentanter, og hvor lang valgperioden er for disse. Det skal også fremgå, hvilke regler der gælder for supplering.
Valgreglerne skal sikre, at alle medlemmer får mulighed for at lade sig vælge til a-kassens ledelse og revision. Reglerne bør i detaljer angive, hvordan opstilling og valghandlinger skal gennemføres.
Hvis der skal vælges suppleanter, bør det også fremgå, om disse er personlige, eller om de indtræder efter stemmetal.
Det skal fremgå, hvem der er tegningsberettigede i a-kassen. Det vil sige, hvem der er legitimeret til at forpligte a-kassen i forhold til omverdenen, fx ved køb og salg af fast ejendom.
Af reglerne om ekstraordinære delegeretmøder eller generalforsamlinger samt urafstemning skal det fremgå, hvem der har ret til at indkalde hertil. Det skal også fremgå under hvilke betingelser, indkaldelse kan finde sted.
A-kasser, der er organiseret i afdelinger, afgør selv, om de nærmere regler for afdelingernes struktur, ledelse, valgregler og opgaver skal fastsættes i en særlig mønstervedtægt for afdelingerne.
En mønstervedtægt for afdelingerne bør udsendes som bilag (bilag 2) til vedtægten.
Reglerne i bekendtgørelsens § 3, stk. 5, gælder, selv om der ikke er en mønstervedtægt for afdelingerne.
Bestemmelsen omhandler alene de situationer, hvor en fagligt afgrænset a-kasse for lønmodtagere ønsker at udvide sit faglige område med nye lønmodtagergrupper.
En ændring kan bestå i, at a-kassen ønsker at udvide sit faglige område med en faggruppe eller en organisation. En ændring kan også bestå i, at a-kassen ønsker at udvide sit faglige område med en ny uddannelse.
Hvis en a-kasse søger om tilladelse til at udvide sit faglige område med en faggruppe eller en organisation, høres de a-kasser, der skønnes at blive berørt af en evt. udvidelse.
Hvis en ny uddannelse eller et uddannelsessted er blevet godkendt som SU-berettiget, er proceduren den, at direktoratet sender et standardbrev til de a-kasser, der skønnes at have en interesse i at kunne optage nyuddannede fra den nye uddannelse.
Brevet vil indeholde en frist på 3 måneder, inden for hvilken a-kassen kan søge om tilladelse til at udvide det faglige område med den nye uddannelse.
Ansøgningen skal indeholde en begrundet vurdering af, hvor stor en del af de nyuddannede der efterfølgende vil få arbejde inden for a-kassens faglige område.
Når en a-kasse har søgt om at måtte udvide sit faglige område, orienterer direktoratet hovedorganisationerne på lønmodtager- og evt. arbejdsgiversiden og de relevante organisationer. Det samme gælder, når en ny uddannelse er blevet godkendt, og direktoratet har sendt standardbrevet til de berørte a-kasser.
Direktoratet kan anmode organisationerne om en udtalelse om, hvorvidt der er andre a-kasser, der kan blive berørt af en ændring.
Hvis der fremsættes ønske om det, indkalder direktoratet de relevante hovedorganisationer eller organisationer til en drøftelse med henblik på at søge evt. modsætningsforhold afklaret.
En ændring vil normalt blive godkendt, hvis de berørte a-kasser er enige herom.
Hvis der fremsættes indsigelse mod en ansøgning, beder direktoratet a-kasserne om at forhandle sagen, evt. sammen med de relevante hovedorganisationer eller organisationer.
Direktoratet kan også selv tage initiativ til at indkalde parterne til forhandling. Der fastsættes en kort frist til forhandlingernes afslutning.
Hvis en ny uddannelse opfylder betingelserne i § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i loven, kan optagelse ske i en tværfaglig a-kasse. Dette gælder uanset, at uddannelsen endnu ikke er blevet placeret blandt de fagligt afgrænsede a-kasser, der har søgt herom.
Afgørelse om ændring af det faglige område træffes efter en samlet vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at ændre a-kassens faglige område.
Som forhold, der skal indgå i denne vurdering, kan nævnes:
Om det pågældende område i forvejen er forsikringsdækket i flere a-kasser.
Om en godkendelse vil få væsentlig eller kun mindre betydning for andre a-kassers godkendte faglige område.
Størrelsen af faggruppen eller organisationen.
Størrelsen i forhold til etablerede og forsikringsdækkede faggrupper, organisationer eller uddannelser inden for samme faglige område.
Hvor mange nyuddannede, der formodes at få arbejde inden for det faglige område.
Om der er andre særlige omstændigheder, der taler for eller imod at godkende ændringen.
Når der er truffet afgørelse, gives der besked til de berørte a-kasser og de faglige organisationer eller hovedorganisationer.
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 78 af 8. juni 1999 om standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 21. juni 2002 Alhed Warberg /Ole Kvist