Vejledning til standardvedtægt for anerkendte a-kasser
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/61@2002-06-21/da
Indhold
I visse tilfælde indeholder standardvedtægten alternative bestemmelser, hvor a-kassen må vælge den bestemmelse, der stemmer med forholdene i a-kassen. Dette gælder vedtægtens § 2, stk. 2, § 4, stk. 2 og stk. 5, og § 12.
I andre tilfælde fremgår det af standardvedtægten, at a-kassen selv skal beslutte reglernes nærmere indhold, jf. § 2, stk. 6, § 4, stk. 5, § 7, stk. 1, § 11, stk. 1, samt afsnit 7.
Standardvedtægtens § 1 angiver udtømmende rammerne for a-kassens virksomhed. Det vil sige, at aktiviteter med formål, der ikke er omfattet af bestemmelsen, ikke er tilladt. Det følger heraf, at en a-kasse fx ikke kan drive erhvervsvirksomhed, administrere livsforsikringsordninger eller anvende midler til kursusaktiviteter, bortset fra kortvarige jobsøgningskurser, medmindre der er særlig lovhjemmel hertil.
A-kassen kan formidle arbejde til egne ledige medlemmer efter reglerne om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
Ud over at administrere reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er det endvidere bl.a. pålagt a-kasserne at administrere udbetalinger m.v. efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov samt VEU-godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
A-kassen skal oplyse, hvilket overordnet fagligt område a-kassen har. Det vil sige, om a-kassen er:
Fagligt afgrænset for lønmodtagere, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, litra a, i loven.
Fagligt afgrænset for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, litra b, i loven.
Tværfaglig for lønmodtagere, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, litra c, i loven.
Tværfaglig for selvstændige erhvervsdrivende, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, litra c, i loven.
Tværfaglig for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, litra d, i loven.
En fagligt afgrænset a-kasse kan altid gøre sig tværfaglig, enten ved at a-kassen beslutter at optage lønmodtagere fra alle fagområder eller at optage lønmodtagere fra alle fagområder og selvstændige erhvervsdrivende fra alle brancheområder. For så vidt angår kompetencen til at træffe en sådan beslutning henvises til § 4, stk. 4.
I en tværfaglig a-kasser er der ikke nogen faglig afgrænsning af a-kassens faglige område. Det faglige område i en sådan a-kasse er alene defineret ved, om a-kassen er tværfaglig for enten lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende eller for begge grupper.
Hvis a-kassens anerkendelse bortfalder, skal a-kassens mellemværende med staten vedrørende forskud og refusion af udgifter til dagpenge m.v. gøres op, og en eventuel saldo skal udlignes.
A-kassen skal træffe afgørelse om anvendelse af den herefter resterende formue. Afgørelsen er først gyldig, når den er godkendt af direktøren for Arbejdsdirektoratet.
A-kassen kan ikke gøre optagelsen betinget af, at medlemmet også er eller bliver medlem af den tilknyttede faglige organisation.
For en fagligt afgrænset a-kasse skal det faglige område beskrives så præcist som muligt i vedtægtens § 4, stk. 2, med evt. tilhørende bilag, så det fremgår af vedtægten hvilken beskæftigelse eller uddannelse, der kræves som betingelse for optagelse som medlem af a-kassen.
Bilaget er en del af vedtægten, og ændringer heri er derfor først gyldige, når direktøren for Arbejdsdirektoratet har godkendt dem.
Hvis et område er reguleret ved grænseaftaler, kan der henvises til disse i bilaget eller evt. i et underbilag.
Vedrørende ændringer, der berører andre kassers område, henvises til bekendtgørelsens § 4.
Beskrivelsen i § 4, stk. 2, kan enten tage udgangspunkt i faggrupper alternativ (a) - eller, hvis det faglige område ikke kan afgrænses på baggrund af faggrupper, ved anvendelse af formuleringen i alternativ (b) .
Alternativ (a):
Hvis afgrænsningen af a-kassens faglige område sker på baggrund af faggrupper, anføres det i bilaget, i hvilke faglige organisationer de pågældende faggrupper kan optages.
Alle faggrupperne skal anføres i bilaget.
Bilag 1 til § 4, stk. 2, i a-kassens vedtægt skal udformes således:
»Bilag 1: A-kassens faglige område.
A-kassens faglige område omfatter følgende faggrupper, der kan optages i ... ( faglig(e) organisation(er) ):
Faggruppe: Faglig organisation:
... ...
... ...
De faggrupper, der er mærket med X) har ret til deltidsforsikring, jf. § 41, stk. 4, i loven.
De faggrupper, der er mærket med *), kan optages efter reglerne for nyuddannede, jf. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i loven. «
Alternativ (b):
Hvis det faglige område ikke kan afgrænses på baggrund af faggrupper, skal formuleringen tilpasses efter, om der er tale om ret til medlemskab af enkeltorganisation(er) eller organisationer tilsluttet en hovedorganisation. Hvis der er tale om en hovedorganisation, opregnes de tilsluttede organisationer i bilaget.
I bilaget angives endvidere - for hver organisation - en fortegnelse over de faggrupper, der kan optages i organisationen.
Hvis en organisation ikke er baseret på faggrupper, fx hvis organisationen er en personaleforening, er alene anført organisationens navn.
Bilag 1 til § 4, stk. 2, i a-kassens vedtægt skal udformes således:
»Bilag 1: A-kassens faglige område.
A-kassens faglige område omfatter følgende organisationer (med anførte faggrupper), der kan optages i ... ( hovedorganisation ):
Organisationer: Faggrupper:
... ...
... ...
De faggrupper, der er mærket med X) har ret til deltidsforsikring, jf. § 41, stk. 4, i loven.
De faggrupper, der er mærket med *), kan optages efter reglerne for nyuddannede, jf. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i loven.«
En fagligt afgrænset a-kasse for både lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende skal også vælge mellem alternativ ( a ) eller ( b ) ved beskrivelsen af det faglige område for lønmodtagerne. Der henvises til vejledningen til § 4, stk. 2, litra ( a ) og ( b ).
En tværfaglig a-kasse for lønmodtagere, skal optage medlemmer fra alle fagområder.
A-kassen skal vælge mellem, om den kun ønsker at optage medlemmer som fuldtidsforsikrede, eller om den ønsker at optage både fuldtids- og deltidsforsikrede medlemmer.
En tværfaglig a-kasse for selvstændige erhvervsdrivende skal optage medlemmer fra alle brancheområder.
Administrerende direktører og ledere, der ikke er omfattet af funktionærloven, kan på trods af deres status som lønmodtagere dog også optages.
Optagelse af en person, der driver selvstændig virksomhed, kan kun ske som fuldtidsforsikret.
Der henvises til vejledningen til § 4, stk. 2, litra ( d ) og § 4, stk. 2, litra ( e ).
En a-kasses overordnede faglige område er fastsat i § 2, stk. 2, i vedtægten.
Ønsker en a-kasse at ændre herved, skal dette godkendes af a-kassens øverste myndighed.
Andre ændringer, det vil sige ændringer der betyder, at faggrupper eller organisationer skal optages i eller udgå af bilaget til a-kassens vedtægt, kan besluttes af hovedbestyrelsen.
Lønmodtagere, der modtager delpension, kan optages som deltidsforsikrede, og en fuldtidsforsikret lønmodtager, som overgår til delpension, skal overflyttes til deltidsforsikring, uanset om muligheden for deltidsforsikring er fastsat i a-kassens vedtægt, jf. § 66, stk. 2, i loven.
Hvis en fagligt afgrænset a-kasse optager medlemmer på grundlag af uddannelse, skal det i bilaget markeres, hvilke faggrupper det drejer sig om. A-kassen kan også vælge at angive de pågældende uddannelsesområder.
A-kassen har valgfrihed med hensyn til fastsættelse af fristen.
Hvis et medlem melder sig ud af a-kassen i forbindelse med, at pågældende er blevet visiteret til fleksjob, skal a-kassen vejlede om, at udmeldelsen kan men ikke nødvendigvis vil få konsekvenser for retten til fleksydelse, hvis man melder sig ud før den 1. i måneden efter visitationen.
Eksempel:
Et medlem bliver visiteret til fleksjob den 10. december. Samme dag modtager a-kassen medlemmets udmeldelse. For at sikre, at medlemmet ikke mister retten til fleksydelse, skal medlemmet først udmelde sig med virkning fra den 1. januar.
Hvis a-kassen i samme situation først modtager medlemmets udmeldelse efter den 1. januar, kan udmeldelse ske med virkning fra tidspunktet for modtagelsen.
Dagpengekort m.v. skal indleveres snarest muligt og senest 3 måneder efter udbetalingsperiodens udløb. Et medlem, der ikke overholder 3-måneders fristen, mister retten til de forfaldne ydelser, medmindre der har været en fyldestgørende grund til forsinkelsen, fx sygdom eller bortrejse i en længere periode.
A-kassen bør så vidt muligt sende en udbetalingsspecifikation til medlemmerne ved hver udbetaling. Hvis et medlem forlanger det, har a-kassen pligt til at sende specifikationen.
Det følger af bestemmelsen, at a-kassen ikke i vedtægten (afsnit 7) kan fastsætte regler om begrænsning af medlemmernes valgbarhed, fx ved at indføre aldersgrænser eller ved at undtage efterlønsmodtagere eller medlemmer, der ikke er medlem af den tilhørende faglige organisation.
A-kassen har ikke hjemmel til at opkræve gebyrer, som fx gebyr for optagelse eller gebyr for udbetaling af dagpenge eller lignende, der er naturlige led i a-kassens administration, bortset fra restancegebyr.
A-kassen har valgfrihed med hensyn til fastsættelse af terminen for betaling af medlemsbidrag.
Reglerne i § 12 beskytter bl.a. medlemmer, der modtager ydelser fra a-kassen, og medlemmer, der ikke er medlemmer af den tilknyttede faglige organisation, mod negativ særbehandling ved fastsættelse af administrationsbidraget.
A-kassen skal vælge den af de to formuleringer af § 12 (( a ) eller ( b )), der passer på a-kassens forhold. Hvis administrationsudgifterne for fagligt organiserede medlemmer betales fuldt ud af den/de faglige organisation(er), kan det årlige administrationsbidrag for de ikke-organiserede medlemmer højst fastsættes til 1,5 gange højeste dagpengesats.
I a-kasser, der er organiseret i afdelinger, kan bidraget til afdelingsadministration variere fra afdeling til afdeling, afhængig af de enkelte afdelingers administrationsudgifter.
Tilsidesættelse af oplysningspligten vil være en forseelse over for a-kassen, der kan medføre tab af medlemsret eller ret til ydelser, jf. vedtægtens § 17 og § 87 i loven.
Oplysningspligten har endvidere afgørende betydning ved afgørelse af, om medlemmet skal tilbagebetale ydelser, som er modtaget med urette , jf. § 86 og 86 a, i loven.
Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opregning af medlemmernes oplysningspligt.
Bestemmelsen skal kun medtages i vedtægten for a-kasser med decentral administration eller decentrale valghandlinger.
Et medlem kan modsætte sig hovedbestyrelsens beslutning om overførsel til administration direkte under hovedbestyrelsen. Et medlem har dog ikke krav på at blive overført, hvis hovedbestyrelsen ikke ønsker at træffe beslutning herom.
Hovedbestyrelsen skal sikre, at også medlemmer, der ikke er fagligt organiserede, kan udøve deres rettigheder i forbindelse med valg af delegerede, ledelse og revision, jf. § 10. Hvis medlemmerne er overført til administration direkte under hovedbestyrelsen, skal der derfor træffes afgørelse om, på hvilken måde de pågældende medlemmer kan deltage i valghandlingerne m.v. Dette kan enten ske ved, at medlemmerne fortsat deltager i møder og valghandlinger i afdelingerne, eller ved etablering af en særskilt afdeling under hovedkontoret.
Standardvedtægten indeholder ingen mønsterbestemmelser for vedtægternes administrative afsnit, idet formuleringen heraf er helt afhængig af de faktiske forhold i hver enkelt a-kasse.
Vedtægtsbestemmelserne skal mindst omfatte de forhold, der er angivet i bekendtgørelsens § 2, jf. vejledningen til denne bestemmelse.
Alle medlemmer af hovedbestyrelsen skal gøres bekendt med årsregnskabet, men det er tilstrækkeligt, at regnskabet underskrives af et flertal af hovedbestyrelsens medlemmer og de valgte revisorer. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at regnskabet underskrives af forretningsudvalget.
Hvis standardvedtægten ændres, har ændringerne umiddelbar virkning for a-kassens vedtægt. Vedtægtsbestemmelser i strid med standardvedtægten er derfor ikke gyldige, og nye standardregler kan påberåbes, selvom a-kassens vedtægt (endnu) ikke er ajourført.
Da mange a-kasser kun har delegeretmøder, generalforsamlinger e.l. med flere års mellemrum, er der tillagt hovedbestyrelsen ret og pligt til at foretage de ændringer af a-kassens vedtægt, som er nødvendige for at bringe den ajour med standardvedtægten. Denne bestemmelse er gældende, selv om det eventuelt i vedtægtens afsnit 7 er fastsat, at vedtægten kun kan ændres af delegeretmødet eller generalforsamlingen.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 21. juni 2002 Alhed Warberg /Ole Kvist