Vejledning om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/66@2002-07-03/da
Indledning
Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002 fastsat regler om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en anerkendt a-kasse. Til brug ved reglernes anvendelse har direktoratet udarbejdet denne vejledning. Betingelserne for optagelse som selvstændig erhvervsdrivende er i princippet de samme som for optagelse som lønmodtager, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1.
Der stilles krav til bopæl, alder og tilhørsforhold til a-kassens område, dokumenteret ved en vis aktuel beskæftigelse.
Kravet om aktuel beskæftigelse er for selvstændige erhvervsdrivende et krav om, at pågældende alene eller sammen med andre udøver selvstændig erhvervsvirksomhed som hovedbeskæftigelse her i landet.
Udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed som hovedbeskæftigelse er således en nødvendig forudsætning for optagelse.
Arbejdsløshedsforsikringsloven indeholder ikke en nærmere definition af, hvad det vil sige at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Begrebet »selvstændig erhvervsvirksomhed« er nu fastlagt i §§ 2-4. Begrebsfastsættelsen er gældende for alle regler i arbejdsløshedsforsikringsloven og får herved også betydning i relation til reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, overflytning og opfyldelse af beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53.
Der er endvidere særlige bestemmelser om optagelse af administrerende direktører mv. i en a-kasse, der forsikrer selvstændige erhvervsdrivende og om samleveres forsikringsstatus efter 1. september 1990.
Betingelserne for optagelse som selvstændig erhvervsdrivende er forskellige fra betingelserne om ret til dagpenge. Retten til dagpenge forudsætter bl.a. udøvelse af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, jf. § 53, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Til § 1
Optagelsesbetingelserne
§ 1 , stk. 1, nr. 1 Bopælskravet
Optagelse som selvstændig erhvervsdrivende er betinget af bopæl og ophold i Danmark.
I bopælskravet ligger, at den pågældendes adresse i Danmark skal kunne anses for at være den egentlige bopæl set i forhold til eventuelle andre, midlertidige opholdssteder i udlandet. Foreligger der alene postboksadresser og andre former for adresser uden faktisk bopæl samtidig med, at den pågældende har fast bopæl i et andet land, er bopælskravet ikke opfyldt. Er der tvivl om, hvorvidt den pågældende har bopæl i Danmark, kan det være vejledende, om pågældende er tilmeldt folkeregisteret i Danmark.
§ 1 , stk. 1, nr. 3 Optagelsesgrundlaget
Stk. 1. Optagelse som selvstændige erhvervsdrivende kan alene ske på grundlag af udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. dog § 5 om administrerende direktører mv. Det følger af §§ 2 og 3, at den medarbejdende ægtefælle har ret til optagelse på lige fod med indehaveren. Dette gælder som hovedregel også, selv om der er indgået en lønaftale. Ligeledes er ægtefællernes valg af formuefællesskab eller særeje i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven uden betydning. Afgørende er alene det personlige samvirke vedrørende virksomhedens drift. I § 4 er der fastsat særlige regler for, hvornår en ansat ægtefælle kan anses for selvstændig erhvervsdrivende. Herudover gælder der samme betingelser for optagelse af ægtefællen som for indehaveren. Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven er fastsat i §§ 2-4, jf. bemærkningerne nedenfor til disse bestemmelser. Der stilles krav om, at den selvstændige erhvervsvirksomhed skal udøves her i landet. Dette skyldes især hensynet til dokumentationen for virksomhedens omfang og indtjening. Hvis en del af virksomhedens aktiviteter foregår i udlandet, skal der fremlægges dokumentation for, at der er etableret et fast CVR-registreret forretningssted her i landet. § 1, stk. 1, nr. 4 Beskæftigelseskravet Optagelse forudsætter ligeledes, at den optagelsessøgende gennem sit personlige arbejde udøver virksomheden som hovedbeskæftigelse. Der stilles ikke krav om arten eller karakteren af det personlige arbejde, men blot at det personlige arbejde har betydning for virksomhedens drift. Det personlige arbejde kan omfatte såvel ledelsesmæssige eller driftsmæssige dispositioner som deltagelse i selve produktionen, handelen m.m. A-kassen skal vurdere, om der udøves selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse og skal derfor i forbindelse med optagelsen have oplysninger om den optagelsessøgendes personlige arbejde i virksomheden. Virksomhedsudøvelse, hvori der indgår såkaldt arbejdsfri perioder som et tilbagevendende element (fx sæsonmæssig virksomhedsudøvelse), vil kunne danne grundlag for optagelse. Optagelse vil principielt kunne ske på et hvilket som helst tidspunkt af året, forudsat at der kan fremlægges dokumentation efter § 6. Dokumentationskravet indebærer, at der først vil kunne ske optagelse, når virksomheden er påbegyndt. § 1 , stk. 2-3 Bestemmelsen giver mulighed for at optage personer, der flytter til Færøerne eller Grønland for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Der må ikke samtidig modtages ydelser af en dansk a-kasse og af den frivillige forsikring for selvstændige på Færøerne. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland.
Til § 2
Selvstændig erhvervsvirksomhed
I denne paragraf fastlægges begrebet »selvstændig erhvervsvirksomhed« særskilt i relation til arbejdsløshedsforsikringen, og uden at der hermed tages stilling til, om virksomheden har karakter af en hoved- eller en bibeskæftigelse for den pågældende.
Først når det er konstateret, at en beskæftigelse skal anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, opstår spørgsmålet, om denne også udøves som hovedbeskæftigelse, eller om virksomheden anses som bibeskæftigelse og således omfattes af de særlige regler herom.
§ 2 , stk. 1 Elementer i begrebet »selvstændig erhvervsvirksomhed«
I. Personligt arbejde (eje/drive)
Det at eje en virksomhed - helt eller delvist - anses ikke i sig selv for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er det personlige arbejde i virksomheden ved direkte deltagelse i driften eller ved mere indirekte deltagelse gennem fx administrative funktioner, der er afgørende. Det kan i denne forbindelse lægges til grund, at der altid er et vist minimum af personligt arbejde forbundet med en virksomhed, der afspejles gennem tilstedeværelsen af de i stk. 2-3 nævnte ydre kendetegn.
Bortforpagteren af en erhvervsvirksomhed kan som hovedregel ikke anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.
Ejerskab uden personligt arbejde kan endvidere forekomme i tilfælde, hvor pågældende ejer fx aktier, anparter, værdipapirer eller et mindre antal udlejningsejendomme.
Der kan også være tilfælde, hvor en person har sat penge i en virksomhed uden i øvrigt at have personligt arbejde i forbindelse hermed. Se herom nærmere i afsnit III om »stille deltager« under økonomiske driftsfællesskaber.
Ved bedømmelsen af, om der foreligger udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, har ægtefællers valg af formueordning og deres økonomiske dispositioner i øvrigt ikke nogen særskilt betydning. Det er således ikke afgørende, om den ene eller begge ægtefæller står som ejer af virksomheden. Ejerskab uden personligt arbejde kan også accepteres i tilfælde, hvor en person står som ejer af en virksomhed, der reelt drives af ægtefællen, idet ejerskabet alene har til formål at skaffe ægtefællen kreditorbeskyttelse og forbedret likviditet, fx efter ægtefællens konkurs.
Bortset fra ovennævnte situationer vil ejerskabet af en erhvervsvirksomhed normalt være forbundet med driftsmæssige dispositioner i et eller andet omfang. Det er ejeren, der har den økonomiske risiko og den formelle handlefrihed vedrørende virksomhedens drift.
Der er tale om udøvelse af selvstændig virksomhed, uanset om der er ansatte til den daglige drift, fx bestyrer, eller om arbejdet udføres af maskinstation. Det, at en person ikke selv udfører det daglige arbejde i virksomheden, får derfor alene betydning ved vurderingen af, om virksomheden kan anerkendes som bibeskæftigelse.
II. Regning og risiko
At handle for egen regning og risiko vil sige, at den selvstændige erhvervsdrivende forpligter sig personligt ved de aftaler, som indgås om fx køb, salg og levering af varer og tjenesteydelser. Den selvstændige erhvervsdrivende hæfter endvidere personligt for virksomhedens gæld og for de fejl og ulykker, som pågældende selv eller de ansatte måtte begå. Den selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsfortjeneste er således afhængig af virksomhedens eventuelle overskud.
Parallelt med betingelsen om regning og risiko kan der også opstilles krav om en vis handlefrihed som den nødvendige forudsætning for den selvstændige erhvervsdrivendes muligheder for at påvirke virksomhedens chancer for overskud eller tab.
I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Spørgsmålet er dog ikke et »enten-eller«, men skal snarere ses som en linie af aftaleformer, hvor lønmodtageransættelsen udgør det ene endepunkt og den selvstændige erhvervsudøvelse det andet. Der kan derfor være behov for at gøre sig de særlige kendetegn for selvstændig erhvervsudøvelse klart.
I stk. 2-3 er nævnt de ydre kendetegn, som har ubetinget eller væsentlig betydning i enhver situation. Se herom nærmere under de enkelte bestemmelser.
Ved vurderingen i øvrigt af, om der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, om pågældende
1) anvender egne/lejede driftsmidler,
2) udøver sit erhverv fra egne/lejede lokaler,
3) selv afholder udgifterne eller selv leverer materialerne til arbejdets udførelse,
4) ved annoncering, skiltning eller lignende tilkendegiver, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art,
5) efter de for lønmodtagere gældende regler foretager skattemæssige fradrag eller skattemæssige afskrivninger på driftsmidler, som i begge situationer må anses for usædvanlige efter deres art eller størrelse set i forhold til det faglige område.
Ingen af de fem momenter er dog i sig selv afgørende eller har lige stor betydning i enhver situation. Afgørelsen må bero på en samlet, konkret vurdering, hvori også må indgå hensyn til de særlige beskæftigelsesforhold inden for fag/grupper, hvor et traditionelt arbejdsgiver-/arbejdstagerbegreb er sjældent eller ikke forekommer rent, jf. i det følgende særskilt om freelance-beskæftigede og om musikere og artister.
De nævnte momenter kan endvidere af- eller bekræfte den formodning for selvstændig erhvervsvirksomhed, som måtte være skabt ved forekomsten af 1 af de under stk. 3 nævnte kriterier.
Det er i princippet forholdet mellem arbejdstager og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Er der flere hvervgivere, kan arbejdstageren således godt have indtægt som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende samtidig. Hvis der hos en lønmodtager forekommer enkelte arbejdsforhold af mere selvstændig karakter, bør dette ikke i sig selv medføre, at pågældende ikke kan bevare sin status som lønmodtager. Generelt er det i sådanne situationer endvidere vigtigt at have med i sin vurdering, om den selvstændige erhvervsvirksomhed kan anses for omfattet af de særlige regler om bibeskæftigelse.
Om enkelte, særlige erhvervsgrupper
Freelance-beskæftigelse
Begrebet freelance benyttes ofte inden for visse brancher, fx journalister, pressefotografer, reklame-branchen mv. for at præcisere, at der ikke er tale om et sædvanligt tjenesteforhold, idet den pågældende personligt arbejder for en eller flere hvervgivere med opgaver af mere eller mindre bunden karakter. Endvidere synes der at være et stigende udbud af honorarbetalte opgaver, som alene skyldes administrative og budgetmæssige hensyn. Pressefotografer vil tillige næsten altid være momsregistrerede.
Der er således inden for samme faglige område tale om erhvervsarbejde, som vanskeligt kan henføres til enten traditionelt lønarbejde eller egentlig selvstændig virksomhed.
Begrebet freelance har som sådan ikke nogen selvstændig betydning og retsvirkning i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.
Afgørelsen af, om et medlem, der om sit arbejde benytter betegnelsen freelance, skal anses for selvstændig erhvervsdrivende, må derfor følge af en konkret vurdering efter reglerne i §§ 2-4.
Musikere og artister
Arbejde som musiker og artist kan ofte være vanskeligt at henføre som enten lønarbejde eller udøvelse af selvstændig virksomhed.
Er der tale om et egentligt ansættelsesforhold som musiker eller artist eller tilfælde, hvor indtægterne skattemæssigt alene figurerer som A- og/eller B-indkomst samtidig med, at der alene er anvendt skattemæssige fradrag for lønmodtagere, vil der kun sjældent være tvivl om, at der er tale om lønarbejde.
Foreligger der i relation til beskæftigelsen et af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 2, (fx henlæggelse til investeringsfonds, ansatte eller skattemæssige fradrag og afskrivninger for selvstændige) vil der altid være tale om udøvelse af selvstændig virksomhed. Det samme vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis der foreligger et af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 3, (momsregistrering, skattemæssig angivelse af over-/underskud af selvstændig virksomhed, anvendelse af virksomhedsskatteloven eller deltagelse i et interessentskab).
I øvrige tilfælde skal der foretages en konkret vurdering. På grund af de særlige beskæftigelsesmæssige forhold, der traditionelt gælder for denne gruppe, vil musikere og artister ofte opfylde et eller flere af momenterne 1)-5), der ovenfor er beskrevet som talende for, at der foreligger udøvelse af selvstændig virksomhed (anvendelse af egne/lejede driftsmidler, udøvelse af erhverv fra egne/lejede lokaler, afholder selv udgifterne eller leverer selv materialerne til arbejdets udførelse mv.). Musikere og artister vil dog ofte samtidig være bundet til en aftale, hvor hvervgiveren har fastsat tid, sted og løn og er den, der har den primære handlefrihed til at påvirke chancerne for overskud eller tab. Det faglige område er endvidere dækket af kollektive overenskomster og prislister. Tilstedeværelsen af et eller flere af de 5 momenter vil derfor på dette særlige område ikke i sig selv kunne tillægges samme afgørende betydning som i andre tilfælde.
Musikere og artister vil således ofte have skattemæssige fradrag, der er atypiske for lønmodtagere, fx til telefon, kontorhold, øvelokaler, annoncering, driftsmidler og leje af lys- og lydanlæg. Såfremt fradragene er foretaget efter reglerne om lønmodtagerfradrag og rubriceret som sådanne på selvangivelsen, dvs. i den »skattepligtige indkomst«, vil fradragene ikke i sig selv medføre, at beskæftigelsen betragtes som udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er dog en forudsætning, at fradragene er sædvanlige i forhold til arten og omfanget af pågældendes beskæftigelse.
Musikere og artister vil endvidere efter ligningsloven kunne anvende de skattemæssige muligheder for befordringsfradrag for selvstændige erhvervsdrivende, uden at dette i sig selv vil medføre, at beskæftigelsen betragtes som udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven. Det forudsætter dog, at alle andre skattemæssige fradrag i forbindelse med beskæftigelsen sker efter reglerne for lønmodtagere, dvs. i den skattepligtige indkomst.
Hvis der herudover fx foretages skattemæssige afskrivninger på driftsmidler efter de for selvstændige erhversdrivende gældende regler, vil der altid være tale om udøvelse af selvstændig virksomhed efter § 2, stk. 2, nr. 4.
Eksempler:
– En musiker eller artist, der - alene eller som deltager i fx et orkester - foretager skattemæssige fradrag til kor, lys- og lydteknikere, »roadies« eller anden medhjælp, anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed efter reglerne i § 2, stk. 2, nr. 2, om ansat arbejdskraft.
– Deltagelse i et orkester, der udadtil fremtræder som et interessentskab, anses som udgangspunkt for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Det samme gælder i tilfælde, hvor der for et orkester er udarbejdet regnskaber som for interessentskaber, og deltagerne har en kapitalkonto, hvor der henføres midler af overskuddet, hvoraf hver deltager kan hæve beløb.
III. Økonomisk udbytte
Kriteriet om, at den erhvervsmæssige virksomhed skal udøves med det formål at opnå økonomisk udbytte, er først og fremmest knyttet til en driftsøkonomisk betragtning, hvor det ud fra posterne på indtægtssiden sammenholdt med posterne på udgiftssiden vurderes, om virksomheden på kortere eller længere sigt kan forventes at bidrage helt eller delvist til indehaverens livsophold.
Der lægges således mere vægt på virksomhedens faktiske tilrettelæggelse end på virksomhedens art.
Sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og hobbyvirksomhed er velkendt fra skattelovgivningen, hvor den har afgørende betydning for skatteyderens fradragsmuligheder, idet underskud ved hobbyvirksomhed ikke kan fradrages i anden indkomst, uanset at indtægt ved hobbyvirksomhed er skattepligtig. Endvidere forudsætter fradrag for driftsomkostninger, herunder afskrivninger på driftsmidler, et erhvervsmæssigt formål. Skattemæssige fradrag af underskud og omkostninger vil derfor medføre, at den pågældende også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for at udøve erhvervsmæssig virksomhed. Der kan derimod ikke drages den modsatte slutning. Der henvises i øvrigt herom til stk. 2 og 3 med vejledning.
Det personlige arbejde ved hobby- og fritidssysler vil typisk være af begrænset omfang, således at der ikke er tale om hovedbeskæftigelse, og den pågældende allerede af denne grund ikke vil kunne optages som selvstændig erhvervsdrivende.
Spørgsmålet, om en aktivitet skal anses for erhvervsmæssig eller ej, vil i langt de fleste tilfælde derfor kun have betydning for vurderingen af, om aktiviteten er bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
Økonomiske driftsfællesskaber (Interessentskab (I/S))
I de tilfælde, hvor en virksomhed udøves i fællesskab med andre, kan det allerede i parternes aftale være forudsat, at aktiviteterne har et økonomisk formål. Driftsfællesskabet vil i så fald ofte have karakter af et interessentskab.
Interessentskabet må ikke forveksles med et sameje, hvor flere personer i fællesskab ejer, fx fast ejendom eller løsøregenstande, uden at der hermed er noget udadvendt driftsøkonomisk formål.
På grund af det økonomiske driftsfællesskab vil en interessent som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsdrivende i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Hver enkelt deltager hæfter fuldt ud for interessentskabets gæld og forpligtelser, og interessentskabets over-/underskud beskattes ligeledes hos den enkelte deltager. Betingelsen om, at virksomheden drives for egen eller ægtefællens regning og risiko vil derfor også være opfyldt. En interessent er følgelig stillet, som om pågældende drev en enkeltmandsvirksomhed.
I ganske sjældne tilfælde kan det forekomme, at en medejer af et interessentskab ikke deltager i driften, men er en såkaldt »stille deltager« eller »sleeping partner«. Det påhviler den, der påstår ikke at deltage i driften, at godtgøre dette. Dette kan ske ved, at den pågældende fx fremlægger en interessentskabskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er de øvrige interessenter, der driver virksomheden, og at den pågældende ikke har nogen reel indflydelse. Formodningen kan eventuelt også afkræftes, hvis det godtgøres, at den pågældendes deltagelse som ejer alene er et led i en støtteaktion for at redde virksomheden, således at deltagelsen som medejer får karakter af et låneforhold, idet det herved må forudsættes, at den pågældende ikke er momsregistreret og ikke foretager skattemæssige fradrag for driftsudgifter eller afskrivninger på driftsmidler fra virksomheden.
Der henvises endvidere til vejledningens bemærkninger til § 2 om personligt arbejde (eje/drive).
Om selskaber i øvrigt henvises til vejledningen til § 3.
Formueforvaltning
En persons formue og formueafkast (kapitalindkomst) er arbejdsløshedsforsikringen uvedkommende. En person kan således forvalte sin formue, uden at arbejdet hermed skal anses for erhvervsmæssig virksomhed.
Formueforvaltning kan fx bestå i køb og salg af aktier, anparter, obligationer og lignende værdipapirer.
Afgrænsningen i tvivlstilfælde mellem den, der har finansiel erhvervsvirksomhed som levevej, og den, der i øvrigt lever af sin formue og placerer den i obligationer, pantebreve mv., er ikke skarp. Det er dog karakteristisk for den erhvervsdrivende, at der er tale om en vis aktiv indsats i form af fx annoncering og kundekontakt, ligesom administrationen typisk ikke vil være begrænset til den pågældendes egne midler. Omvendt er det karakteristisk for privat formueforvaltning, at køb og salg af værdipapirer sker gennem erhvervsvirksomheder, fx pengeinstitutter, bankierer og vekselerer, og i den primære hensigt at omplacere formuen, således at afkastet bliver størst muligt.
Formueforvaltning kan også omfatte kapitalanbringelse i diverse investeringsarrangementer, som især af hensyn til indskydernes skattefordele let får erhvervsmæssig karakter. Det kan i denne forbindelse være afgørende, om investeringsvirksomheden er baseret på personligt arbejde fra investorernes side.
Fast ejendom
Klart beslægtet med formueforvaltning er indtægter af fast ejendom.
Fast ejendom erhverves som oftest til privat beboelse og har som sådan ingen betydning i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Dette gælder også ved fx udlejning af enkeltværelser i ejerens private beboelsesejendom, ved udlejning af den ene lejlighed i et to-familiehus, hvor ejeren selv bor i den anden, eller ved udlejning af et fritidshus, der også benyttes privat.
Anderledes forholder det sig derimod, hvis en person har indtægter ved udlejning af ejendomme med 3 eller flere lejligheder, fordi skattelovgivningen i så fald vil anse pågældende for selvstændig erhvervsdrivende med udlejningsvirksomhed - også selv om der måtte være tale om en rent passiv besiddelse af en eller flere ejendomme uden nogen form for arbejdsindsats på ejerens side.
Arbejdsløshedsforsikringen er imidlertid baseret på en eller anden form for personlig arbejdsindsats. Grænsen mellem den udlejningsvirksomhed, der kan henføres under formueforvaltning, og den erhvervsmæssige udlejning fastsættes derfor som vejledende hovedregel ved op til og med:
5 udlejningsejendomme, eller
30 lejemål.
Udlejning ud over denne grænse skal som udgangspunkt anses for en erhvervsmæssig virksomhed, der dog formentlig i langt de fleste tilfælde må henføres under reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
Udlejning på eller under den nævnte grænse kan sidestilles med formueforvaltning, forudsat at der ikke hermed er forbundet en personlig arbejdsindsats fra ejerens side. Hvis ejeren derimod selv forestår administration mv. eller iværksætter ombygning og udstykning af et mindre antal ejendomme/lejemål, må virksomheden også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for erhvervsmæssig.
Ved handel med fast ejendom er det først og fremmest ejendomsmæglere og ejendomshandlere, der betragtes som næringsdrivende.
§ 2 , stk. 2-3 Ydre kendetegn
Stk. 2 Altid selvstændig erhvervsudøvelse
De i stk. 2 nævnte kriterier medfører alle hver for sig, at beskæftigelsen altid anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed.
Ad nr. 1. Hvis den pågældende henlægger midler til investeringsfonds eller senere får henlagte midler frigivet, vil der altid være tale om selvstændig erhvervsudøvelse. Det skyldes, at det er en betingelse for sådanne henlæggelser og frigivelser, at den pågældende i ikke uvæsentligt omfang deltager i driften af virksomheden, og at kun erhvervsmæssig virksomhed kan danne grundlag for henlæggelser til investeringsfonds.
Ad nr. 2. En person, der har ansat arbejdskraft , vil altid blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, da det må anses for uforeneligt med status som lønmodtager at være arbejdsgiver. Dette hænger sammen med den arbejdsretlige grundsætning om, at en lønmodtager normalt ikke kan opfylde sin del af ansættelsesaftalen ved substitution, men at arbejdet skal udføres personligt. Det vil som regel fremgå af regnskaber, bilag og lignende, at der er udbetalt vederlag til fremmed arbejdskraft. Ansat arbejdskraft skal forstås bredt og omfatter fx også såkaldte »roadies«, dvs. medhjælpere til transport og flytning af materiel eller opsætning og betjening af lyd- og lyseffekter, som musikere eller musikgrupper ofte benytter.
Ad nr. 3. Ved at overføre beløb til medarbejdende ægtefælle tilkendegives, at den pågældende også selv deltager i driften af virksomheden. Begge ægtefæller vil derfor blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.
Ad nr. 4. Da der kun tillades skattemæssige varelagernedskrivninger i selvstændige erhvervsvirksomheder, vil en person, der foretager sådanne nedskrivninger, altid blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.
Det må endvidere anses for uforeneligt med status som lønmodtager, at en person foretager og får godkendt fradrag for driftsudgifter og afskrivninger på driftsmidler i den »personlige indkomst« efter de særlige regler for selvstændige erhvervsdrivende. Bemærk i denne forbindelse, at lønmodtagerudgifter kun kan fradrages i den »skattepligtige indkomst«. Fradragsmulighederne kommer bl.a. til udtryk på årsopgørelsen.
Ad nr. 5. Arbejdsgiversiden i en kollektiv overenskomst eller et medlem af en arbejdsgiverorganisation kan ikke tillige opnå status som lønmodtager.
Ad nr. 6. I nævnte tilfælde vil det selvstændige element være så fremtrædende, at den pågældende altid skal anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.
Stk. 3 Formodning for selvstændig erhvervsudøvelse
Stk. 3 er en formodnings- eller bevisbyrderegel, således at personen vil blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, medmindre pågældende dokumenterer at være lønmodtager. Denne bevisbyrde vil ikke kunne løftes i det i § 2, stk. 2, nr. 6, nævnte tilfælde.
Ad nr. 1. Momsregistrering er normalt et sikkert tegn på selvstændig erhvervsudøvelse. Når momsregistrering alligevel ikke er nævnt i stk. 2, er det fordi der i visse lønmodtagerforhold er registreringspligt, ligesom der er visse muligheder for frivillig registrering.
Ad nr. 2. Det er karakteristisk for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, at indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.
Skattepligtig indkomst, hvori der hverken skal indeholdes A-skat eller udbytteskat, benævnes B-indkomst. Afgrænsningen af A-indkomst over for B-indkomst følger de retningslinier, som er afgørende for, om en arbejdstager kan opnå lønmodtagerfradrag, jf. også vejledningen til § 2, stk. 1, om øvrige momenter for selvstændig erhvervsvirksomhed. Sondringen kan således ikke tillægges betydning i denne bekendtgørelse.
Ad nr. 3. Kun selvstændige erhvervsdrivende kan anvende virksomhedsskatteloven , og det er herved antaget, at selvstændighedsbegrebet afgrænses på samme måde som i de øvrige skattelove.
Virksomhedsskatteloven bidrager derfor ikke til en nærmere begrebsbestemmelse, men der vil imidlertid under hensyn til formålene med loven være en formodning for, at en person, der et år vælger at lade sig omfatte af virksomhedsskatteordningen, også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven vil blive anset for selvstændig erhvervsdrivende.
Ad nr. 4. Der henvises til afsnittet om økonomiske driftsfællesskaber i vejledningen til § 2, stk. 1.
§ 2 , stk. 4 Øvrige tilfælde
I stk. 2-3 ovenfor er nævnt de ydre kendetegn, der er egnede til umiddelbart at afgøre, om betingelserne i stk. 1 om regning, risiko og økonomisk udbytte kan antages at være opfyldt.
I øvrige tilfælde vil det ofte være således, at visse sider af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager taler for at anse beskæftigelsen for lønarbejde, mens andre sider taler for, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Afgørelsen må her bero på en samlet, konkret vurdering af, om beskæftigelsen nærmest kan henføres under den generelle definition i stk. 1. Der henvises til vejledningen til stk. 1, hvori der også er nævnt en række momenter, som i øvrigt taler for at anse beskæftigelsen for selvstændig erhvervsvirksomhed.
Til § 3
Selskaber
Om selskaber generelt
Stk. 1. Reglerne i § 3 omfatter principielt alle erhvervsdrivende selskaber med en formue (kapital), der er udskilt til opnåelse af et bestemt formål. Langt de fleste selskaber er dog organiseret i en lovreguleret form enten som et aktieselskab (A/S) eller som et anpartsselskab (ApS). Som andre typer af selskaber kan nævnes andelsselskaber (a.m.b.a.) og kommanditselskaber (K/S). Et interessentskab (I/S) hviler derimod alene på en aftale mellem to eller flere personer om at drive virksomhed sammen. Denne driftsform er derfor ikke omfattet af § 3, men af § 2. § 3 , stk. 1 Beskæftigelse i et selskab En person, der er kapitalindehaver i et selskab, hvori pågældende selv er beskæftiget, vil kunne være ansat på helt almindelige lønmodtagervilkår i selskabet. I stk. 2 og 3 opstilles regler for en persons identifikation med et selskab, for ægtefællers identifikation med hinanden og for ægtefællernes identifikation med deres nærmeste familie. Reglerne skal lede hen til fastlæggelsen af, hvornår personen har en sådan afgørende indflydelse i det hvervgivende selskab, at beskæftigelsen i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven - uanset den formelle status som lønmodtager - skal anses for selvstændig erhvervsudøvelse. Det er en forudsætning for anvendelsen af disse regler, at personen er beskæftiget i selskabet. Det forhold, at personen alene er kapitalindehaver i et selskab, medfører ikke, at pågældende betragtes som selvstændig erhvervsudøvende. § 3 , stk. 2 Afgørende indflydelse »Matematisk majoritet«, nr. 1) og 2) Ved vurderingen af, om personen har afgørende indflydelse på et selskab, tages i nr. 1) og nr. 2) hensyn til den »matematiske majoritet«, dvs. kapitalindehavelsens nominelle værdi eller stemmeværdi. Selskabets vedtægter skal ifølge aktie- og anpartsselskabslovene indeholde bestemmelser om kapitalindehavernes stemmeret. Anpartsselskaber er frit stillet med hensyn til udstedelse af stemmeløse anparter og anparter med vægtet stemmeret. Derimod skal enhver aktie , tegnet efter den 1. januar 1974, have stemmeret. Det gælder som udgangspunkt, at alle aktier har lige ret i selskabet, og at aktionærernes indflydelse er proportional med størrelsen af deres aktiebesiddelse. Der er dog en begrænset mulighed for at vægte aktiernes stemmeret. Endvidere kan der i vedtægterne træffes bestemmelse om begrænsning eller vægtning af den enkelte aktionærs stemmeret. Efter nr. 1) og nr. 2), jf. stk. 3, skal en person anses for selvstændig erhvervsdrivende, hvis selskabskapitalen eller dennes stemmeværdi er koncentreret som følger: I. a. Personen har selv mindst 50% b. Personen har sammen med sin ægtefælle mindst 50% c. Personen har sammen med sin ægtefælle og en eller flere fra den »nærmeste familie« mindst 50% d. Personen har sammen med en eller flere fra den »nærmeste familie« mindst 50%. II. a. Personens ægtefælle har mindst 50% b. Personens ægtefælle har sammen med en eller flere fra den »nærmeste familie« mindst 50%. »Praktisk majoritet«, nr. 3), 4) og 5) En kapitalindehaver, der repræsenterer mindst 50% af stemmerne i et selskab, er sikret afgørende indflydelse på alle beslutninger, der kræver simpelt flertal, idet der ikke vil kunne vedtages sådanne beslutninger uden om pågældendes stemmer. Ved beregningen af flertallet tages imidlertid kun hensyn til de afgivne stemmer, og i mange selskaber tager langtfra alle kapitalindehavere personligt eller ved fuldmægtig del i generalforsamlingerne. Dertil kommer, at det normalt vil være svært at samle et stort antal kapitalindehavere til en enig og indflydelsesrig »opposition«. Det kan dog være vanskeligt at udmønte en sådan afgørende indflydelse på en procentdel, der er mindre end 50%, da det fx vil være lige så afgørende, til hvem og hvorledes den resterende kapital er fordelt. Afgørende indflydelse antages dog under alle omstændigheder at ligge hos indehaveren af den bestemmende andel af kapitalen og/eller stemmerne i et selskab, jf. bestemmelserne i nr. 3) og 4). Bestemmelserne får som nævnt kun særskilt betydning i de tilfælde, hvor den bestemmende andel repræsenterer mindre end 50%. Endvidere tillægges i nr. 5) den person afgørende indflydelse, som ud over en betydelig procentdel - 10% - tillige indtager plads i selskabets bestyrelse eller direktion, selv om personen ikke er indehaver af hovedkapitalen eller stemmeflertallet. Der vil dog her ofte være tale om en person, der også falder ind under bestemmelserne i nr. 3) og 4). Bestemmelserne i nr. 3)-5) retter sig typisk mod større selskaber, hvor kapitalen med varierende beløb er fordelt på adskillige indehavere. Medarbejderne kan vælge mindst 2 medlemmer af bestyrelsen i aktie- eller anpartsselskaber, der beskæftiger 50 eller flere arbejdstagere. Bestemmelsen i nr. 5) tager ikke umiddelbart sigte på sådanne medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. § 3 , stk. 3 Nærmeste familie Den personkreds - benævnt som »nærmeste familie« - hvis kapital i selskabet medregnes ved procentopgørelserne i stk. 2, omfatter herefter: a. Personens ægtefælle b. Personens børn (herunder adoptivbørn) c. Personens børnebørn d. Personens forældre e. Personens bedsteforældre f. Personens søskende g. Ægtefællens særbørn og -børnebørn h. Ægtefællens forældre i. Ægtefællens bedsteforældre j. Ægtefællens søskende. Bestyrelsen i et anpartsselskab har efter lov om anpartsselskaber pligt til at oprette en fortegnelse over anpartshavere med angivelse af navn, bopæl og kapitalindehavelsens størrelse. Fortegnelsen over anpartshaverne skal være tilgængelig på selskabets kontor for enhver anpartshaver og for offentlige myndigheder. Ved begge selskabsformer skal der endvidere føres en særlig fortegnelse over de anparts- eller aktiehavere, som har anparter eller aktier, som er tillagt mindst 10% af selskabskapitalen, dog mindst 100.000 kr. Udskrift af denne særlige fortegnelse kan ved skriftlig henvendelse rekvireres af enhver, der måtte være interesseret heri. § 3 , stk. 5 »Selskabskonstruktioner« En erhvervsvirksomhed, der i henseende til ejerforhold, ledelse og drift naturligt karakteriseres som en virksomhed, kan ofte være organiseret som en flerhed af selskaber. Sådanne selskabskonstruktioner kan opbygges ved, at en enkelt person eller et moderselskab helt ejer det nytilkomne selskab. Bestemmelserne i stk. 2-4 vil i så fald uden videre kunne finde anvendelse. Tilsvarende gælder, hvis det nytilkomne selskab ejes af en hovedaktionær sammen med andre virksomheder eller enkeltpersoner som minoritetsaktionærer. Der kan derimod blive tale om en vanskeligere og mere konkret vurdering i de situationer, hvor et selskab ejes med væsentlige dele af et eller flere andre selskaber, hvori personen har afgørende indflydelse efter stk. 2-4.
Til § 4
Ansatte ægtefæller
Stk. 1. Efter bestemmelserne i §§ 2 og 3 kan en person, der er beskæftiget i ægtefællens selvstændige virksomhed, blive anset for selvstændig erhvervsdrivende, selvom pågældende ikke formelt er medejer af virksomheden. Reglen i § 4 er en uddybning af disse bestemmelser, og beskriver under hvilke betingelser en person, der som hovedbeskæftigelse er ansat i ægtefællens virksomhed - uden at være medejer af virksomheden - kan optages som selvstændig erhvervsdrivende. Hvis den ansatte ægtefælle er medejer af virksomheden, vil pågældende være omfattet af §§ 2 og 3. Hvis den ansatte ægtefælle ikke selv ejer en del af virksomheden, vil pågældende ikke alene i kraft af ægteskabet med ejeren af virksomheden blive anset for selvstændig. Hertil kræves desuden, at en af de i bestemmelsen anførte betingelser (1-3) er opfyldt. Betingelserne skal indkredse de situationer, hvor den ansatte ægtefælle må formodes at have en vis indflydelse på virksomhedens drift - som er afspejlet enten gennem virksomhedens størrelse (virksomheden har under 20 ansatte), eller gennem den ansatte ægtefælles egne forhold (overordnet stilling/ansættelse på usædvanlige løn- og arbejdsvilkår). Har virksomheden under 20 ansatte , vil den ansatte ægtefælle altid være selvstændig, og det vil da ikke være nødvendigt at undersøge pågældendes ansættelsesforhold nærmere. For den ansatte ægtefælle, der deltager i en mindre, ægtefælledreven virksomhed, vil reglen således betyde, at pågældende - uanset stillingens indhold og uanset løn- og arbejdsvilkår - altid vil blive anset for selvstændig erhvervsdrivende. Har virksomheden 20 ansatte eller flere , vil den ansatte ægtefælles status som selvstændig afhænge af, om pågældende enten er ansat i en overordnet stilling eller er ansat på usædvanlige løn- og arbejdsvilkår. Ansættelse i en overordnet stilling er kendetegnet ved, at personen kan foretage økonomiske dispositioner, der binder virksomheden, foretage ansættelser eller afskedigelser eller lignende ledelsesmæssige handlinger. Den overordnede stilling er endvidere kendetegnet ved, at de af stillingen afledte arbejdsopgaver normalt ikke udføres af flere andre ansatte i samme virksomhed. Der vil derfor normalt ikke være sammenlignelighed med andre ansattes arbejdsopgaver. Er den ansatte ægtefælle beskæftiget i virksomheden på lige fod med indehaveren - uden at arbejdsopgaverne er nærmere defineret - vil pågældende (som oftest) indtage en overordnet stilling. Er blot en af betingelserne opfyldt for den ansatte ægtefælle, anses pågældende for selvstændig, og skal som sådan optages som selvstændig erhvervsdrivende, såfremt arbejdet udøves som hovedbeskæftigelse. Hvis omvendt ingen af betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, kan den ansatte ægtefælle optages som lønmodtager , under forudsætning af at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. De opstillede betingelser i § 4 betyder, at den ansatte ægtefælle kan få status som lønmodtager, såfremt pågældende er ansat i en underordnet stilling på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår, og der i virksomheden er 20 ansatte eller flere. Reglen medfører bl.a., at ægtefællen til indehaveren af en større virksomhed vil have mulighed for at bevare sin status som lønmodtager. Tilsvarende gør sig gældende for den lønmodtager, som under ansættelsen indgår ægteskab med virksomhedens indehaver, og derefter i øvrigt fortsætter sit lønarbejde på uændrede vilkår. I kildeskatteloven er der givet ægtefæller, der sammen udøver selvstændig virksomhed, mulighed for at indgå lønaftaler med hinanden. I relation til arbejdsløshedsforsikringsloven har en sådan lønaftale ingen særskilt betydning, og ægtefæller, der har indgået lønaftale, vil derfor ikke automatisk få status som lønmodtagere i arbejdsløshedsforsikringen. Er den ansatte ægtefælle i medfør af § 4 optaget som selvstændig erhvervsdrivende, og sker der senere ændringer i virksomheden, fx i forbindelse med ændrede ejerforhold, hvorved virksomheden ekspanderer og samtidig foretager omstruktureringer, vil den ansatte ægtefælle, der ikke længere opfylder betingelserne for at blive anset for selvstændig, have mulighed for at skifte status til lønmodtager. Den ægtefælle, der vil gøre lønmodtagerstatus gældende, skal selv gøre a-kassen opmærksom på, at forholdene i virksomheden er ændrede.
Til § 5
Administrerende direktører mv.
I overensstemmelse med hidtidig praksis vil der fortsat være adgang for administrerende direktører mv., der uden at være medejer , har væsentlig indflydelse på virksomhedens drift - til at vælge optagelse i en a-kasse, der forsikrer selvstændige erhvervsdrivende i stedet for en a-kasse, der forsikrer lønmodtagere.
Det afgørende er, at der til stillingen er knyttet vitale, selvstændige ledelsesbeføjelser i økonomisk, organisatorisk og personalepolitisk henseende, og dermed at pågældende ikke umiddelbart er omfattet af funktionærlovens regler.
Administrerende direktører eller dermed ligestillede grupper, der - uden at være medejer - optages i en a-kasse, der forsikrer selvstændige erhvervsdrivende, vil i det hele være omfattet af reglerne for lønmodtagere. De skal således opfylde betingelserne for at blive optaget med status som lønmodtager og vil være omfattet af dagpengereglerne for lønmodtagere. Dette hænger sammen med, at direktører m.fl. i arbejdsløshedsforsikringsmæssig henseende har en række væsentlige karakteristika tilfælles med lønmodtagere: De udøver ikke virksomhed for egen regning og risiko, de er underlagt virksomhedens bestyrelse, de kan opsiges, og deres aflønning er på forhånd aftalt.
Til § 6
Optagelsestidspunkt - dokumentation
§ 6 , stk. 1 Dokumentation
De i stk. 1, nr. 1 nævnte forhold skal sikre, at den optagelsessøgende på optagelsestidspunktet er påbegyndt egentlig drift af virksomhed. Generelle undersøgelser og forberedelser vedrørende eksempelvis leverandørmuligheder, kundeunderlag, tekniske anlæg, økonomi mv. kan således ikke danne grundlag for optagelse, førend de er fulgt op af en konkret virksomhedsetablering.
Virksomhedernes forskellighed gør det ikke muligt at definere påbegyndelsestidspunktet entydigt. Nogle virksomheder kræver også på det konkrete plan særlig indretning, personaleansættelse og store indkøb, førend der åbnes for kunderne. Andre virksomheder overtages fuldt færdigindrettede med varelager og det hele. Og atter andre virksomheder åbnes alene med et skilt på gaden eller indrykning af en annonce.
Den optagelsessøgende gives derfor i nr. 1 flere muligheder for at fremlægge dokumentation for, at der er påbegyndt erhvervsmæssig virksomhed.
I visse tilfælde kan alene anskaffelser og personaleansættelser give rimelig sikkerhed for, at der er etableret en virksomhed, som nødvendigvis må medføre erhvervsudøvelse som hovedbeskæftigelse for den optagelsessøgende. Muligheden eksisterer dog kun ved større virksomheder og inden for bestemte brancher.
Den optagelsessøgende skal derfor også oplyse om andet personligt arbejde til brug for a-kassens vurdering af, om virksomheden er hovedbeskæftigelse.
§ 6 , stk. 2 Optagelsestidspunkt
Når den optagelsessøgende har fremlagt den i stk. 1 nævnte dokumentation, sker optagelsen tidligst med virkning fra det tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget en skriftlig anmodning om optagelse.
Dokumentationen skal som udgangspunkt foreligge inden for en 3-måneders-periode efter a-kassens modtagelse af anmodningen om optagelse. Hvis fristen ikke overholdes, kan a-kassen kræve en ny skriftlig anmodning om optagelse.
Optagelse i en a-kasse kræver altid en skriftlig anmodning fra den optagelsessøgende. Da modtagelsen i a-kassen er af afgørende betydning for optagelsens effektuering, skal a-kassen altid påføre anmodningen en modtagelsesdato, uanset i hvilken form den skriftlige anmodning foreligger.
Hvis optagelsesbetingelserne er opfyldt på den anførte modtagelsesdato, vil den optagelsessøgende blive optaget med virkning fra denne dato.
Sker anmodning om optagelse ved anden skriftlig henvendelse end ved udfyldelse af en optagelsesblanket, der er udarbejdet eller godkendt af Arbejdsdirektoratet, skal a-kassen sørge for, at den optagelsessøgende umiddelbart herefter udfylder den autoriserede blanket. A-kassen skal påføre blanketten datoen for optagelsen.
§ 6 , stk. 3
Bestemmelsen er kun tænkt anvendt i helt ekstraordinære situationer, fx ved poststrejker o.l., hvor den optagelsessøgende ikke har nogen indflydelse på, at den skriftlige optagelsesanmodning fremkommer i a-kassen med forsinkelse.
Til §§ 7 og 8
Ikrafttrædelse - overgangsordning for samlevere
§ 7
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 202 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
§ 8 , stk. 1
Reglen i stk. 2 har særlig betydning for medlemmer med status som selvstændige erhvervsdrivende, som efter direktoratets B-vejledning af 31. maj 1989 har kunnet optages på grundlag af hovedbeskæftigelse i samleverens virksomhed, uden at der i denne forbindelse har været stillet krav om et formelt medejerskab af den selvstændige virksomhed, jf. nu anderledes betingelserne i denne bekendtgørelse.
Sådanne medlemmer vil ved ledighed fortsat have ret til dagpenge eller efterløn efter de regler, der er fastsat for selvstændige erhvervsdrivende, medmindre de er beskæftigede på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, jf. stk. 2.
§ 8, stk. 2
Medlemmer med status som selvstændige erhvervsdrivende, der er optaget på eller senere overgået til sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår i samleverens virksomhed, skal fortsat overflyttes til en a-kasse, der forsiker lønmodtagere og behandles efter de for lønmodtagere gældende regler.
Overflytning vil for disse medlemmer også kunne ske under ledighed.
Underskrift 1
Arbejdsdirektoratet, den 3. juli 2002 Jørgen Kappel /Hans F. Jørgensen
Bilag 1
Vejledningen indeholder: Til § 1 De materielle betingelser for optagelse – bopælskravet (§ 1, stk. 1, nr. 1) – optagelsesgrundlaget (§ 1, stk. 1, nr. 3) – beskæftigelseskravet (§ 1, stk. 1, nr. 4) Til § 2 Fastlæggelse af begrebet »selvstændig erhvervsvirksomhed« – generel definition (§ 2, stk. 1) – personligt arbejde (eje/drive) – regning og risiko – freelance-beskæftigelse – musikere og artister – økonomisk udbytte – økonomiske driftsfællesskaber – formueforvaltning – fast ejendom – de ydre kendetegn - altid selvstændig erhvervsudøvelse (§ 2, stk. 2) – de ydre kendetegn - formodning for selvstændig erhvervsudøvelse (§ 2, stk. 3) – øvrige tilfælde (§ 2, stk. 4) Til § 3 Selskaber – om selskaber generelt – beskæftigelse i et selskab (§ 3, stk. 1) – afgørende indflydelse (§ 3, stk. 2) – »matematisk majoritet« – »praktisk majoritet« – nærmeste familie (§ 3, stk. 3) – »selskabskonstruktioner« (§ 3, stk. 5) Til § 4 Ansatte ægtefæller Til § 5 Administrerende direktører mv. Til § 6 De formelle betingelser for optagelse – dokumentation (§ 6, stk. 1) – optagelsestidspunkt (§ 6, stk. 2) Til § 8 Overgangsordning for samlevere