Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/79@2002-07-09/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1
3. Bilag 1

(Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd)

Kapitel 1

Indledning

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv, der træder i kraft den 20. juli 2002. Bekendtgørelsen erstatter Indenrigsministeriets (nu Indenrigs- og Sundhedsministeriets) bekendtgørelse nr. 861 af 21. november 1997 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv som ændret ved bekendtgørelse nr. 489 af 18. juni 1999 og bekendtgørelse nr. 866 af 29. november 1999.

Bekendtgørelsen er en sammenskrivning af de gældende regler. Bekendtgørelsen indeholder endvidere en præcisering af visse bestemmelser i det omfang, der er fundet behov herfor. Der er ikke med disse præciseringer tilsigtet ændringer i ministeriets praksis på de omhandlede punkter. Bekendtgørelsen giver som noget nyt mulighed for, at en nyvalgt kommunalbestyrelse i første kvartal af funktionsperioden kan træffe beslutning om fordeling af udvalgsvederlag.

1. Bekendtgørelsens indhold

Afsnit 1 om vederlag, diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.

Afsnit 1 består af tre kapitler. Kapitel 1 indeholder de almindelige regler om vederlæggelse, der gælder i alle kommuner og amtskommuner, medmindre andet er fastsat i kapitel 2 (særregler for kommuner med magistratsstyre) og kapitel 3 (særregler for kommuner med udvalgsløst styre).

Afsnit 2 om vederlag og pension til borgmestre, amtsborgmestre m.fl.

Afsnit 3 med fælles bestemmelser om udbetaling og ophør af vederlæggelse, om feriegodtgørelse m.v.

Afsnit 4 med ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Borgmestre og magistratsmedlemmer, der har valgt at forblive omfattet af de før 1994 gældende pensionsregler, skal være særligt opmærksomme på de nye overgangsbestemmelser – der er beskrevet nedenfor i kapitel 7 – idet reglerne foreskriver en handlepligt for de borgmestre og magistratsmedlemmer, der fortsat ønsker at være omfattet af den gamle ordning.

2. Hvad omfatter vejledningen?

Denne vejledning indeholder en oversigtlig fremstilling af de gældende regler i loven samt en fremstilling af de gældende regler i bekendtgørelsen med særlig omtale af nye regler samt praksis på områder, hvor der har vist sig at være et særligt behov herfor. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af regelsættet og den hertil knyttede praksis.

Ved loven forstås i denne vejledning lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001 som ændret ved lov nr. 145 af 25. marts 2002 og ved lov nr. 373 af 6. juni 2002).

Ved bekendtgørelsen forstås i denne vejledning Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv.

Kapitel 2

Vederlæggelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer

1. Den grundlæggende vederlæggelse 1.1. Fast vederlag

Efter § 16, stk. 1, i loven modtager kommunalbestyrelsesmedlemmer et fast vederlag. I § 2 i bekendtgørelsen er det bestemt, at det faste vederlag i kommuner og i Bornholms Amtskommune udgør 50.000 kr. årligt. I Frederiksberg, Odense, Aalborg og Århus Kommuner samt i de øvrige amtskommuner udgør det faste vederlag 60.000 kr., og i Københavns Kommune udgør det faste vederlag 70.000 kr.

Det faste vederlag reguleres i lighed med vederlagene til borgmestre efter de for tjenestemænd i staten gældende reguleringssatser. Beløbene er angivet som grundbeløb pr. 1. oktober 1997. De gældende reguleringssatser fremgår af Finansministeriets lønoversigt, der udgives af Finansministeriet, Finansstyrelsen. Ændringer i vederlagene til borgmestre, jf. bilag 1 i bekendtgørelsen, vil også fremgå heraf. Pr. 1. oktober 2001 er reguleringsprocenten 10,6198 pct. Det betyder, at et kommunalbestyrelsesmedlem i en gennemsnitlig kommune pr. 1. oktober 2001 modtager 55.309,90 kr. i fast årligt vederlag.

1.1.1. Hvad omfatter det faste vederlag?

I § 16, stk. 1, litra a-f, i loven er det udtømmende angivet, hvilke aktiviteter det faste vederlag som kommunalbestyrelsesmedlem omfatter. Opregningen er foretaget af hensyn til en nærmere afgrænsning af de tilfælde, hvor et medlem har krav på eller af kommunalbestyrelsen kan tillægges ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse af afholdte udgifter.

»a) deltagelse i møder i kommunalbestyrelsen og dennes udvalg samt underudvalg,«

Litra a vedrører deltagelse i møder i kommunalbestyrelsen, økonomiudvalg, stående udvalg, udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 4, samt de underudvalg, der er nedsat af økonomiudvalget og de stående udvalg.

Af forarbejderne til § 16, stk. 1, litra a, fremgår det, at mødebetingelsen indebærer, at samtlige medlemmer af organet skal være indkaldt til det pågældende møde, og at medlemmerne af organet skal deltage i en forhandling og træffe beslutning – eller i hvert fald have mulighed herfor. Også deltagelse med observatørstatus er omfattet af bestemmelsen.

»b) deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen, medmindre der på andet grundlag er fastsat bestemmelse om særskilt vederlæggelse,«

Litra b vedrører deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen omfatter ikke hverv, der udføres efter valg af et udvalg eller andre.

Betydningen af udtrykket »efter valg af kommunalbestyrelsen« indebærer endvidere, at vedkommende reelt skal være udpeget af kommunalbestyrelsen. Hvis kommunalbestyrelsen ved udpegningen er bundet af indstillinger fra foreninger eller organisationer på en sådan måde, at der ikke er nogen reel valgmulighed, kan vedkommende ikke anses for at være valgt af kommunalbestyrelsen.

Som eksempel på hverv, der på den baggrund ikke kan anses som omfattet af § 16, stk. 1, litra b, kan nævnes medlemskab af de lokale radio- og fjernsynsnævn, hvor medlemmerne skal være forenings- eller organisationsrepræsentanter, jf. § 56 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 551 af 20. juni 2000), og medlemskab af de kommunale ældreråd, hvor medlemmerne vælges ved direkte valg, jf. § 31, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2001 som senest ændret ved lov nr. 490 af 7. juni 2001). Uanset at de lokale radio- og fjernsynsråd og de kommunale ældreråd nedsættes af kommunalbestyrelsen, kan hvervene som medlemmer af radio- og fjernsynsrådene samt ældrerådene således ikke betragtes som kommunale hverv udført efter valg af kommunalbestyrelsen.

Dette indebærer, at medlemmerne ikke i medfør af lovens § 16 a, jf. § 16, stk. 1, litra b, kan ydes diæter, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller udgiftsgodtgørelse.

Det følger videre af § 16, stk. 1, litra b, at kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er valgt til at varetage et hverv, kan modtage såvel det faste vederlag efter den kommunale styrelseslov som en særlig vederlæggelse i form af f.eks. diæter og honorarer m.v. i de tilfælde, hvor der på særligt grundlag – i særlovgivningen eller i vedtægter for kommunale fællesskaber, selvejende institutioner el.lign. – er fastsat bestemmelser herom.

Det betyder f.eks., at kommunalbestyrelsesmedlemmer vil have krav på diæter i forbindelse med varetagelsen af hvervet som medlem af valgbestyrelsen efter § 18, stk. 3, i lov om kommunale valg (lovbekendtgørelse nr. 263 af 18. april 2001) og § 31, stk. 3, i folketingsvalgloven (lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. april 2001) samt for deltagelse i møder i folkeoplysningsudvalget efter § 40, stk. 2, i folkeoplysningsloven (lovbekendtgørelse nr. 924 af 5. oktober 2000). Dette gælder dog ikke borgmestre, idet en borgmester ikke kan oppebære anden økonomisk ydelse af kommunens kasse for bestridelse af et kommunalt hverv, jf. § 19, stk. 4, i bekendtgørelsen.

»c) deltagelse i kurser m.v., der af kommunalbestyrelsen eller af økonomiudvalget efter bemyndigelse af kommunalbestyrelsen anses for at have betydning for varetagelsen af de under litra a og b nævnte hverv,«

Ved kurser i henhold til litra c forstås arrangementer, hvori der som en ikke uvæsentlig del indgår egentlig undervisningsvirksomhed. Herudover antages bestemmelsen også at omfatte kursuslignende arrangementer som konferencer, årsmøder og orienteringsmøder, f.eks. møder i kommuneforeningerne. Der er i praksis lagt vægt på, at de arrangementer, der kan henføres under kurser m.v., er af almen karakter og uden direkte sammenhæng med konkrete sager i kommunen. Indenrigsministeriet har i en konkret sag udtalt, at bestemmelsen ikke omfatter en kompetencegivende uddannelse af længere varighed (MPA-uddannelse), der kun i mindre grad har betydning for varetagelsen af det kommunale hverv.

Kompetencen til at afgøre, om et kursus anses for at have betydning for varetagelsen af de nævnte hverv, tilkommer kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde. Kommunalbestyrelsen kan overlade kompetencen til at træffe afgørelse om kursers betydning til økonomiudvalget, men ikke til et stående udvalg, andre udvalg, råd o.lign. eller til forvaltningen. De praktiske problemer, der måtte være forbundet med dette delegationsforbud, kan eventuelt afhjælpes ved udarbejdelse af generelle regler – f.eks. i et særligt regulativ – for, hvilke kurser m.v. kommunalbestyrelsen anser for at have betydning for varetagelsen af de i § 16, stk. 1, litra a og b, nævnte hverv. Det skal efter sådanne faste regler hovedsageligt bero på objektivt konstaterbare kendsgerninger, om et kursus, som et kommunalbestyrelsesmedlem – eller et ikke-kommunalbestyrelsesmedlem, jf. § 16 a, stk. 1 – ønsker at deltage i, er omfattet. Reglerne skal således ikke overlade et skøn til de medarbejdere, der administrerer kursusdeltagelsen.

Studieture o.lign. anses som udgangspunkt ikke for omfattet af § 16, stk. 1, litra c. Det er dog i praksis antaget, at en studietur i særlige tilfælde kan indeholde aktiviteter, der har karakter af kursusvirksomhed eller kursuslignende virksomhed. Det betyder, at disse aktiviteter vil kunne være omfattet af litra c. Dette indebærer, at der for den tid, der medgår til disse aktiviteter, er ret til udbetaling af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse, men ikke for den tid, der medgår til andre aktiviteter.

»d) deltagelse i seminarer, jf. § 9 a,«

Litra d omhandler seminarer efter § 9 a i loven, f.eks. budgetseminarer. Seminarer for udvalg er ikke omfattet af bestemmelsen.

»e) varetagelse af andre nærmere angivne kommunale hverv efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg og«

Litra e vedrører varetagelse af andre kommunale hverv end møder efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg. Der er efter forarbejderne til bestemmelsen tale om hverv, hvor mødebetingelsen ikke er opfyldt. Bestemmelsen omfatter f.eks. deltagelse i forhandlinger med andre kommunale eller statslige myndigheder, studieture, repræsentativt arbejde, besigtigelser og deltagelse i borgermøder, i det omfang udførelsen af hvervet sker efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg. Såfremt der planlægges f.eks. en studietur eller en besigtigelse for et udvalg som helhed, skal deltagelse heri ske efter anmodning fra kommunalbestyrelsen, for at aktiviteten kan anses for omfattet af litra e.

Selvom det i loven alene er anført udtrykkeligt i tilknytning til litra b om deltagelse i møder, at der på andet grundlag kan ydes særskilt vederlæggelse for varetagelse af hverv efter valg af kommunalbestyrelsen, antages dette at gælde tilsvarende ved varetagelse af andre aktiviteter efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg. Således har kommunalbestyrelsesmedlemmer f.eks. ret til at modtage diæter efter § 18, stk. 3, i lov om kommunale valg og § 31, stk. 3, i folketingsvalgloven i forbindelse med udførelse af hverv som tilforordnede eller valgstyrere.

»f) udførelse af andre aktiviteter i forbindelse med de under litra a-e nævnte møder m.v.«

Litra f omfatter alle øvrige aktiviteter, som er forbundet med varetagelsen af de hverv, der er nævnt i litra a-e. Under bestemmelsen hører således mødeforberedelse samt besigtigelser, tilsynsforretninger, studieture, venskabsbybesøg og deltagelse i repræsentativt arbejde, der ikke finder sted efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dens udvalg. Møder i underudvalg, der ikke er nedsat af kommunalbestyrelsen, anses tillige som en aktivitet, der er omfattet af litra f.

Hvis en aktivitet er omfattet af litra f, kan der ikke ydes erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med aktiviteten, jf. lovens § 16, stk. 5. Dette gælder også for rejsetid i forbindelse med studieture, hvor hovedformålet med turen og den overvejende del af turens program vedrører forhold, der er omfattet af litra f. Derimod vil kommunalbestyrelsen kunne træffe beslutning om at yde godtgørelse for udgifter til befordring, fravær fra hjemstedet samt dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap og til pasning af syge, nære pårørende, jf. § 16, stk. 11.

1.2. Tillægsvederlag

Efter § 16, stk. 4, i loven modtager kommunalbestyrelsesmedlemmer med hjemmeboende børn under 10 år et tillægsvederlag. Dette vederlag er i § 3 i bekendtgørelsen fastsat til 10.000 kr. årligt.

Tillægsvederlaget er angivet som et grundbeløb pr. 1. oktober 1997 og reguleres – som det faste vederlag – efter de for tjenestemænd i staten gældende reguleringssatser, jf. pkt. 1.1.

Der ydes kun ét vederlag til kommunalbestyrelsesmedlemmet, uanset om der bor flere børn under 10 år i hjemmet.

To kommunalbestyrelsesmedlemmer, der bor sammen og har et eller flere hjemmeboende børn under 10 år, har begge ret til vederlaget, idet de begge – hver for sig – vil opfylde lovens betingelser.

1.3. Erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste 1.3.1. Hvornår ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste?

Der er mulighed for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer kan vælge erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I så fald reduceres det faste vederlag med 20.000 kr., jf. § 2, stk. 4, i bekendtgørelsen. Beløbet på 20.000 kr. er ikke omfattet af reglerne om regulering.

Valget skal foretages forud for og med virkning for ét regnskabsår ad gangen, jf. § 2, stk. 4, i bekendtgørelsen. Der er ikke hjemmel til at fravige dette, uanset at der i løbet af året indtræder uforudsete ændringer i kommunalbestyrelsesmedlemmets indtjeningsforhold, eller vedkommende af andre årsager ønsker at ændre sit valg.

Der er fastsat et maksimum for erstatningsbeløbet. Erstatningsbeløbet kan således pr. dag højst udgøre det femdobbelte af diætsatsen for møder af ikke over 4 timers varighed, jf. § 16, stk. 5, i loven. For tiden er det maksimale erstatningsbeløb 5 x 340 kr. = 1.700 kr. pr. dag, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelsen.

Hvis et kommunalbestyrelsesmedlem vælger erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, har vedkommende ret til erstatning i forbindelse med varetagelsen af de i § 16, stk. 1, litra a-d, nævnte hverv.

Et kommunalbestyrelsesmedlem, som har valgt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kan dog ikke modtage en sådan erstatning i henhold til styrelsesloven i forbindelse med varetagelse af hverv i kommissioner, udvalg m.v., hvor der i henhold til særlovgivningen eller på andet særligt grundlag ydes særskilt vederlæggelse, jf. herved lovens § 16, stk. 6. Eksempelvis vil et kommunalbestyrelsesmedlem, der fungerer som valgstyrer ved et kommunalt valg, ikke kunne modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med varetagelsen af dette hverv, idet den pågældende modtager særskilt vederlæggelse herfor i form af diæter efter § 18, stk. 3, i lov om kommunale valg.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et medlems varetagelse af de i § 16, stk. 1, litra e, nævnte hverv. Der er således adgang til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med udførelsen af hverv efter kommunalbestyrelsens eller et udvalgs anmodning, selv om der ikke er tale om et møde. Som eksempel kan nævnes, at et kommunalbestyrelsesmedlem af kommunalbestyrelsen bliver anmodet om at forelægge en sag for en minister eller et folketingsudvalg.

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning herom fra gang til gang. Beslutningen kan imidlertid også træffes mere generelt, forudsat at det er præcist angivet, hvilke hverv der skal kunne begrunde udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

1.3.2. Dokumentation for tabet

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forudsætter, at der er lidt et tab i forbindelse med varetagelsen af et kommunalt hverv.

Loven sondrer ikke mellem hovederhverv og bierhverv. Indtægtstab, der skyldes, at den pågældende ikke kan varetage bibeskæftigelse på grund af et kommunalt hverv, kan også kræves erstattet.

Erstatningsbeløbet omfatter alle mistede økonomiske ydelser i forbindelse med fraværet, herunder feriegodtgørelse, manglende pensionsindbetalinger m.v.

Erstatningen ydes for selve mødetiden m.v. og den samlede rejsetid i forbindelse med mødet m.v. Forberedelsestid i forbindelse med møder m.v. kan ikke indgå i erstatningsberegningen.

Da det er det tab, der faktisk lides i forbindelse med deltagelse i møder m.v., der skal erstattes, kan der som udgangspunkt ikke ydes erstatning ud over den tid, der medgår til selve mødet m.v. og befordring frem og tilbage. Kun hvis indholdet eller karakteren af vedkommendes arbejde gør, at kommunalbestyrelsesmedlemmet lider tab derudover, kan dette tab erstattes. Kommunalbestyrelsen må i givet fald tage stilling til, hvorvidt arbejdsforholdet har en sådan karakter, at der kan dokumenteres indtægtstab for en hel arbejdsdag eller et vist antal timer, uanset at varetagelsen af det kommunale hverv ikke har haft en tilsvarende tidsmæssig udstrækning.

Der er ikke efter loven eller bekendtgørelsen noget krav om, at det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem skal søge at begrænse sit tab ved så vidt muligt at få omlagt sin arbejdstid, og der består ikke nogen adgang for kommunalbestyrelsen til at stille krav herom.

Det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om tabet kan anses for dokumenteret.

For lønmodtageres vedkommende vil en skriftlig erklæring fra vedkommendes arbejdsgiver normalt være tilstrækkelig dokumentation.

For selvstændige erhvervsdrivende, der driver virksomhed i selskabsform, vil det lidte tab ofte ikke umiddelbart give sig udtryk i reduceret indtjening, men tabet vil i stedet manifestere sig som et formuetab i selskabet. Dette har principielt ingen betydning for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Kommunalbestyrelsen vil normalt kunne anse tabet for dokumenteret ved en erklæring fra den pågældende selvstændige erhvervsdrivende, forudsat at de foreliggende omstændigheder i øvrigt sandsynliggør, at det påståede tab er lidt.

1.3.3. Udbetaling af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste

Udbetaling af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste sker som udgangspunkt til kommunalbestyrelsesmedlemmet.

Indenrigsministeriet har imidlertid i forhold til en amtskommune tilkendegivet, at ministeriet kan anerkende en ordning, hvorefter udbetaling af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste på visse betingelser sker til et amtsråds- eller kommunalbestyrelsesmedlems arbejdsgiver, hvis arbejdsgiveren undlader at reducere medlemmets løn.

Et amtsråds- eller kommunalbestyrelsesmedlem har dog ikke krav på, at udbetaling af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste sker til arbejdsgiveren, såfremt denne er indforstået. Den enkelte (amts)kommune afgør selv, om man ønsker at medvirke til en sådan ordning. Gennemførelse af ordningen forudsætter endvidere, at der indgås en aftale med den enkelte arbejdsgiver, hvorved vedkommende accepterer ordningen, herunder at udbetale den fulde løn til den ansatte uanset dennes fravær og at opfylde de øvrige krav, som stilles til arbejdsgiveren.

Det er en betingelse for, at udbetaling af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste kan ske til arbejdsgiveren, at (amts)kommunen forud for udbetalingen modtager en erklæring fra arbejdsgiveren om medlemmets fravær i arbejdstiden som følge af varetagelse af amtsråds- eller kommunalbestyrelsesarbejde – med angivelse af dato for fraværet, antallet af mistede arbejdstimer de enkelte dage, medlemmets timesats samt størrelsen af det indtægtstab, den ansatte ville have lidt i den pågældende måned, hvis arbejdsgiveren havde trukket vedkommende i løn i fraværsperioden. Denne erklæring skal sammenholdes med opgørelsen fra medlemmet over deltagelse i møder m.v., herunder med angivelse af karakteren af de enkelte aktiviteter.

Det er endvidere en betingelse, at der på baggrund af lønseddel eller lønspecifikation kan sondres mellem løn for de timer, hvor den pågældende faktisk har været beskæftiget for arbejdsgiveren, og det, der udbetales som følge af, at arbejdsgiveren modtager erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste fra (amts)kommunen.

Den beskrevne udbetalingsordning kan ikke benyttes i forhold til statstjenestemænd, tjenestemænd i folkekirken eller andre ansatte i staten og folkekirken samt ansatte ved tilskudsinstitutioner m.v., for hvilke en minister fastsætter eller godkender løn- og ansættelsesvilkår. Dette skyldes, at disse grupper af ansatte alene mod lønafkortning kan ydes tjenestefrihed til varetagelse af kommunale hverv, jf. Finansministeriets bekendtgørelse nr. 536 af 25. november 1985 om tjenestefrihed og lønafkortning for tjenestemænd, der varetager ombud o.lign., og Finansministeriets cirkulære af 25. november 1985 om tjenestefrihed og lønafkortning for ansatte i staten m.v.

2. Det konstituerende møde

For deltagelse i det konstituerende møde ydes diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Dette gælder også den, der på mødet vælges til borgmester, samt den eventuelt deltagende borgmester for indeværende valgperiode. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes også til medlemmer, der (endnu) ikke har valgt eller agter at vælge denne ordning – under forudsætning af, at de pågældende har lidt et tab.

3. Udvalgsvederlag

Reglerne om vederlag til udvalgsmedlemmer er fastsat i bekendtgørelsens §§ 7-8, § 14 (faste udvalg i magistratsstyre) og § 17 (medlemskab af det udvalg, der varetager opgaver efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område).

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at yde udvalgsvederlag til medlemmer af økonomiudvalget, de stående udvalg og børn og unge-udvalget, jf. § 7, stk. 1.

Der er afhængigt af kommunens indbyggertal fastsat en pulje, der udgør det maksimale beløb, som kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende til vederlæggelse af samtlige de af ordningen omfattede udvalg. Ekstraudgifter til vederlæggelse af stedfortrædere for udvalgsmedlemmer, jf. § 28, stk. 2, i loven, kan dog om fornødent afholdes uden for puljen.

4. Vederlæggelse af udvalgsformænd 4.1. Formandsvederlag

Reglerne om vederlag til udvalgsformænd er fastsat i §§ 9 og 10, § 15 (faste udvalg i kommuner med magistratsstyre) og § 18 (det udvalg, der varetager opgaver efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i kommuner med udvalgsløst styre) i bekendtgørelsen.

Kommunalbestyrelsen har i udvalgsstyrede kommuner mulighed for at yde udvalgsformandsvederlag til formænd for stående udvalg, formanden for børn og unge-udvalget, formanden for folkeoplysningsudvalget og formanden for et eventuelt beskæftigelsesudvalg.

Den fastsatte pulje, jf. § 9, stk. 2, udgør det maksimale beløb, som kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende til vederlæggelse af samtlige de af ordningen omfattede udvalgsformænd.

Der er endvidere i § 9, stk. 3-5, fastsat maksimumbeløb for vederlæggelsen af det enkelte formandshverv. Det maksimale vederlag for et formandshverv i et stående udvalg er således 40 pct. af vederlaget til formanden for kommunalbestyrelsen i den pågældende kommune, jf. § 9, stk. 3. Vederlaget til formanden for et eventuelt beskæftigelsesudvalg kan højst udgøre 25 pct. af vederlaget til den pågældende kommunes borgmester. Vederlaget til formanden for børn og unge-udvalget kan i kommuner med under 40.000 indbyggere højst udgøre 10 pct. af vederlaget til den pågældende kommunes borgmester og i kommuner med over 40.000 indbyggere højst 20 pct. Vederlaget til formanden for folkeoplysningsudvalget kan højst udgøre 10 pct. af vederlaget til den pågældende kommunes borgmester.

Der er ikke efter loven og bekendtgørelsen noget til hinder for, at det samme kommunalbestyrelsesmedlem kan varetage – og blive vederlagt for – flere udvalgsformandsposter.

En vederlagt udvalgsformand, der har valgt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til § 16, stk. 5, i loven, kan ikke modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af hverv, der udføres i dennes egenskab af udvalgsformand, jf. § 16, stk. 6. Eksempelvis anses en formands deltagelse i møder m.v., der vedrører forhold, som falder inden for udvalgets område, for at være forbundet med den pågældendes hverv som udvalgsformand. Der kan således ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i sådanne møder. Formanden vil endvidere ikke kunne modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i kurser, der vedrører udvalgets forretningsområde.

Der er ikke hjemmel til at vederlægge formanden for et eventuelt underudvalg.

I § 9, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1, i bekendtgørelsen er det bestemt, at samtlige de omhandlede formandsvederlag skal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt.

4.2. Funktionsvederlag

Et udvalgsmedlem, der på grund af formandens fravær er konstitueret som formand for et udvalg i en periode på mindst 2 uger, modtager i funktionsperioden vederlag svarende til formandens vederlag forholdsmæssigt for den pågældende periode, jf. § 10 i bekendtgørelsen.

Det følger heraf, at hver konstituering skal udgøre en uafbrudt periode på mindst to uger for at berettige til funktionsvederlag. Kortere perioder kan således ikke lægges sammen.

4.3. Efterløn til udvalgsformænd

I henhold til bekendtgørelsens § 11 ydes der efterløn til udvalgsformænd. Efterlønnen er fastsat således, at den svarer til formandens funktionstid i påbegyndte hele år gange det sidst ydede månedlige udvalgsformandsvederlag – med et maksimum på 3 måneders vederlag. Det er dog en betingelse for at opnå efterløn, at formanden har haft mindst ét års uafbrudt vederlæggelse som formand for et udvalg.

Ved beregningen af efterlønnen er det udelukkende funktionstidens varighed, der er afgørende – ikke dens fordeling på kalenderår. Ved beregningen kan der således ikke stilles krav om, at funktionstiden er inden for samme valgperiode, eller at den pågældende har fungeret for det samme udvalg, såfremt funktionstiden i øvrigt er uafbrudt.

Som eksempel kan nævnes, at en udvalgsformand, der går af den 1. februar efter at have fungeret som formand i 1½ år, og på fratrædelsestidspunktet vederlægges med 5.000 kr. om måneden, har krav på 10.000 kr. i efterløn.

I bekendtgørelsens § 11, stk. 3, er det fastsat, at der ikke ydes efterløn, hvis den fratrådte udvalgsformand tiltræder som formand for et andet vederlagt udvalg. Dette gælder uden hensyn til størrelsen af det vederlag, der oppebæres. Dette indebærer, at der ikke er adgang til at udbetale efterløn svarende til differencen mellem to udvalgsformandsvederlag, selv om det formandshverv, der overtages, indebærer, at den pågældende ydes et væsentligt lavere udvalgsformandsvederlag end hidtil.

En udvalgsformand, der samtidig har varetaget flere vederlagte formandshverv, kan være berettiget til efterløn på baggrund af varetagelsen af hvert af disse hverv. Dette gælder, uanset om hvervene fratrædes samtidig, eller om et eller flere hverv fortsat bestrides. En fratrådt udvalgsformand kan således være berettiget til efterløn, selvom udvalgsformanden fortsat bestrider en eller flere andre udvalgsformandsposter. Dette skyldes, at den fratrådte udvalgsformand ikke i denne situation tiltræder som formand for et andet vederlagt udvalg, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 3. I forbindelse med fratræden af det sidste hverv kan tidligere formandsperioder, der allerede én gang er indgået i grundlaget for beregningen af efterløn, ikke på ny indgå i beregningen, selvom det måtte kunne anføres, at funktionstiden også i det foreliggende tilfælde har været uafbrudt. Dette skyldes, at en funktionsperiode kun kan indgå i beregningsgrundlaget én gang.

Begrundelsen herfor er, at efterløn til udvalgsformænd er indført for at sikre en udvalgsformand økonomisk ved fratræden. Efterløn giver en udvalgsformand en bedre mulighed for at tilrettelægge sin arbejdssituation efter de ændrede vilkår. Efterløn er som sådan ikke en rettighed, der løbende optjenes, men en (overgangs)ydelse, der beregnes på grundlag af vederlaget og ancienniteten som udvalgsformand på fratrædelsestidspunktet.

Efterløn kan også ydes til udvalgsformænd, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, i den udstrækning disse kan vælges til formand – f.eks. for beskæftigelsesudvalg.

Bestemmelsen giver ikke adgang til at yde efterindtægt til ægtefælle eller børn i tilfælde, hvor en udvalgsformand afgår ved døden.

5. Vederlæggelse af næstformænd 5.1. Vederlæggelse af næstformænd for kommunalbestyrelsen

Reglerne om vederlag til kommunalbestyrelsens næstformand findes i bekendtgørelsens §§ 12 og 13.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde vederlag på indtil 10 pct. af formandens vederlag til en næstformand. I Københavns Kommune kan Borgerrepræsentationen dog beslutte at tillægge såvel første som anden næstformand et vederlag på indtil 15 pct. af formandens vederlag.

Om vederlæggelse i de tilfælde, hvor en næstformand fungerer som borgmester, se kapitel 5, pkt. 1.3.

5.2. Vederlæggelse af næstformænd for udvalg

Der er ikke mulighed for at tillægge næstformænd for udvalg et særligt vederlag.

Dog gælder det, at næstformanden for børn og unge-udvalget i Københavns Kommune kan tillægges et vederlag, der højst kan udgøre 6 pct. af vederlaget til formanden for Borgerrepræsentationen.

For så vidt angår vederlæggelse i de tilfælde, hvor en næstformand fungerer som udvalgsformand, henvises til pkt. 4.2.

Kapitel 3

Vederlæggelse af ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer

1. Diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste

Efter § 16 a, stk. 1, i loven kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for deltagelse i den type kommunale hverv, der er nævnt i § 16, stk. 1, litra a-e. Kommunalbestyrelsen kan vælge at udbetale begge ydelser, kun den ene af ydelserne eller ingen af disse.

Kommunalbestyrelsen har således mulighed for at beslutte, at der til medlemmerne af et udvalg, et råd m.v. alene skal ydes diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med møderne, jf. § 16, stk. 1, litra b. Der vil herefter ikke være adgang til at yde diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis udvalget anmoder et medlem om at udføre et hverv, jf. § 16, stk. 1, litra e.

Det er forudsat, at offentligt ansatte ikke kan modtage diæter eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af hverv, der er et led i de pågældendes embedsgerning.

Kommunalbestyrelsens kompetence til at træffe beslutninger om ydelse af diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 16 a, stk. 1, kan ikke delegeres til et af kommunalbestyrelsen nedsat udvalg eller til forvaltningen.

Efter bemærkningerne til bestemmelsen kan kommunalbestyrelsen træffe beslutninger om at yde diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med varetagelsen af de enkelte hverv eller generelt, f.eks. i form af et diætregulativ. Det er i den forbindelse i praksis antaget, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der kun ydes diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste inden for en nærmere angivet grænse, f.eks. et bestemt antal møder eller en beløbsgrænse. Hvis kommunalbestyrelsens hjemmel til at yde diæter m.v. findes i særlovgivningen, må adgangen til at fastsætte en grænse for udbetalingerne afhænge af en fortolkning af den pågældende hjemmelsbestemmelse.

Der kan ikke ydes et ikke-kommunalbestyrelsesmedlem diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til styrelseslovens regler i forbindelse med varetagelsen af kommunale hverv, hvis der er tillagt den pågældende særligt honorar eller vederlag for varetagelsen af dette hverv, jf. § 16 a, stk. 4.

Som eksempel kan nævnes reglerne om vederlag til medlemmer af de af amtsrådene nedsatte bestyrelser for undervisningsinstitutioner efter lov om specialundervisning for voksne (lovbekendtgørelse nr. 658 af 3. juli 2000). I det omfang amtsrådet har vedtaget at yde diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter bestemmelsen i § 6 e i lov om specialundervisning for voksne, er det udelukket at yde diæter eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for deltagelse i bestyrelsens møder i medfør af den kommunale styrelseslov til ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er udpeget som medlemmer af bestyrelsen, jf. § 16 a, stk. 4. Derimod kan ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer, der varetager hvervet som bestyrelsesmedlem i en institutionsbestyrelse, ydes diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i medfør af den kommunale styrelseslov for deltagelsen i kurser, der af kommunalbestyrelsen anses at have betydning for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem. Dette gælder, selvom der ikke kan gives disse ydelser for deltagelsen i bestyrelsesmøder. Dette skyldes, at der alene er tillagt et bestyrelsesmedlem særligt vederlag for deltagelsen i bestyrelsesmøder efter reglerne i lov om specialundervisning for voksne, men ikke for deltagelsen i kurser af betydning for hvervet.

Diætbeløbet efter § 4 i bekendtgørelsen udgør 340 kr. pr. dag. Hvis hvervet beslaglægger mere end 4 timer, ydes der dog 680 kr.

I tilfælde, hvor der varetages flere diætberettigende hverv samme dag, skal mødetiderne sammenlægges ved beregningen af diætbeløbet. Der kan således ikke foretages selvstændig beregning af diæter for de enkelte (amts)kommunale hverv for sig. Et møde, der har strakt sig ud over kl. 24.00, betragtes også diætmæssigt som ét møde.

Diætsatsen vil hvert år den 1. januar, første gang den 1. januar 2003, blive forhøjet med 5 kr. I 2003 vil diætbeløbet således udgøre 345 kr. pr. dag, hvilket betyder, at den maksimale erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ligeledes vil udgøre 1.725 kr. i 2003.

Kapitel 4

Godtgørelse af udgifter

1. Godtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer 1.1. Obligatorisk godtgørelse

I henhold til § 16, stk. 10, litra a-c, i loven er tre godtgørelsestyper obligatoriske i forbindelse med et kommunalbestyrelsesmedlems deltagelse i de møder m.v., der er nævnt i § 16, stk. 1, litra a-e. Dette gælder også, selvom der er tale om møder m.v. inden for kommunegrænsen.

Efter loven har et kommunalbestyrelsesmedlem ikke pligt til at modtage de godtgørelser, der er nævnt i § 16, stk. 10. Et kommunalbestyrelsesmedlem har imidlertid krav på at modtage de nævnte godtgørelser, og kommunalbestyrelsen kan derfor ikke – heller ikke i enighed – træffe beslutning om en begrænsning af medlemmernes krav på godtgørelse.

»a) befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet,«

Bestemmelsen giver kun adgang til dækning af positive udgifter. Dette er efter forarbejderne til bestemmelsen imidlertid ikke til hinder for, at der fastsættes generelle godtgørelsessatser, når blot dette sker under hensyn til de faktiske omkostninger. Fraværsgodtgørelse vil typisk omfatte merudgifter til forplejning og logi.

Fra april 1999 har kommuner og amtskommuner kun kunnet udbetale skattefri befordrings- og fraværsgodtgørelse efter de regler, der fastsættes af Ligningsrådet. De med virkning fra 1. januar 2002 gældende satser for skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse er fastsat i Told- og Skattestyrelsens cirkulærer nr. 2001-40 og 2001-43. Cirkulærerne fastsætter alene et maksimum for, hvor stort et beløb, der kan udbetales skattefrit. Adgangen for kommunalbestyrelserne til at fastsætte egne (højere) generelle godtgørelsessatser – under hensyn til de faktiske udgifter – består fortsat. Den skattemæssige behandling af godtgørelsen er således ikke i sig selv afgørende for, om godtgørelsen er i overensstemmelse med reglerne i lov om kommunernes styrelse.

Bestemmelsen i § 16, stk. 10, litra a, er ikke til hinder for, at en kommunalbestyrelse generelt beslutter som udgangspunkt at godtgøre udgifter til en bestemt type befordring – f.eks. bus eller tog. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem desuagtet vil have krav på (anden) befordringsgodtgørelse, f.eks. hvis busserne ikke kører eller lader sig benytte, eller hvis medlemmet af helbredsmæssige årsager er afskåret fra at benytte offentlige transportmidler. Tilsvarende er det antaget, at en kommunalbestyrelse kan træffe en generel beslutning om at yde kommunalbestyrelsesmedlemmer befordringsgodtgørelse gennem fast ydelse af et på forhånd fastsat antal færgebilletter årligt, forudsat at dette er udtryk for de faktiske omkostninger ved rejser med henblik på varetagelse af de i § 16, stk. 10, litra a-e, nævnte hverv. Kommunalbestyrelsesmedlemmer, der dokumenterer større udgifter til færgebilletter ved varetagelse af de i § 16, stk. 1, litra a-e, nævnte hverv, har imidlertid uanset kommunalbestyrelsens beslutning krav på godtgørelse af disse yderligere udgifter, da godtgørelsen som nævnt er obligatorisk.

Særlige befordringsudgifter, der er begrundet i handicap, er ligesom udgifter til befordring i øvrigt omfattet af reglen i § 16, stk. 10, litra a. Dette gælder uanset den særlige regel i § 16, stk. 10, litra b, der giver adgang til godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter i forbindelse med et fysisk handicap. Det vil således ikke være i overensstemmelse med § 16, stk. 10, litra a, på forhånd at udelukke bestemte arter af befordringsudgifter, f.eks. særlige udgifter til handicappede, fra godtgørelse efter bestemmelsen. Det antages dog som anført, at kommunalbestyrelsen generelt kan beslutte som udgangspunkt at godtgøre udgiften til en bestemt type befordring – f.eks. bus eller tog. Dette betyder, at en handicappet person ikke har krav på godtgørelse af ekstraudgifter til f.eks. transport med taxa, såfremt vedkommende faktisk er i stand til uden særlige gener at benytte bus eller tog.

Uanset, at der ikke i § 16, stk. 10, er fastsat begrænsninger i kommunernes pligt til at yde befordringsgodtgørelse, antages det, at bestemmelsen først og fremmest tager sigte på transport fra bopælen til det sted, hvor det kommunale hverv udøves.

Der vil dog efter bestemmelsen tillige være krav på godtgørelse af transportomkostninger fra et arbejdssted eller et andet opholdssted til mødestedet. Dette gælder også, selvom arbejdssted eller opholdssted ligger uden for kommunegrænsen, hvis det under hensyn til transporttiden og de dermed forbundne udgifter må anses for naturligt, at den pågældende deltager i mødet m.v. Det må i den forbindelse antages, at kravet på befordringsgodtgørelse har sammenhæng med den mødepligt, der følger af det borgerlige ombud. Har kommunalbestyrelsesmedlemmet mødepligt, vil der i almindelighed være pligt til at yde befordringsgodtgørelse, men der vil – henset til afstanden mellem opholdsstedet og mødestedet og de dermed forbundne, omfattende rejseudgifter - være situationer, hvor den pågældende har mødepligt uden at have krav på befordringsgodtgørelse. Har kommunalbestyrelsesmedlemmet ikke mødepligt, har kommunalbestyrelsesmedlemmet ikke krav på befordringsgodtgørelse. Indenrigsministeriet har i en konkret sag udtalt, at en afstand på 45 km fra arbejdssted til mødested ikke i sig selv medførte, at der ikke var mødepligt ved kommunalbestyrelsesmøder m.v., og der ville derfor i en sådan situation være pligt til at yde befordringsgodtgørelse til det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem, der kørte fra arbejdsstedet for at deltage i et møde og returnerede til arbejdsstedet.

Der kan derimod næppe være adgang til at godtgøre transportomkostninger i tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem på grund af bortrejse i forbindelse med arbejde eller ferie har lovligt forfald. Det bemærkes i den forbindelse, at det er antaget, at sommerhusophold o.lign. ikke kan anses som lovligt forfald, medmindre opholdet skyldes forhold, der kan opveje det borgerlige ombud, f.eks. forretninger, ferie og sygdom, herunder hos nære pårørende. I tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem uanset ophold i sommerhus o.lign. fortsat har mødepligt, kan der – henset til afstanden mellem opholdsstedet og mødestedet og de dermed forbundne, omfattende rejseudgifter - være situationer, hvor den pågældende har mødepligt uden at have krav på befordringsgodtgørelse. Indenrigsministeriet har i en konkret sag fundet, at en afstand på 200 km fra et sommerhus til det sted, hvor det kommunale hverv udøvedes, ikke fritog et kommunalbestyrelsesmedlem, der var pensioneret, fra mødepligt, når vedkommende uden at holde ferie m.v. opholdt sig i sommerhuset. Ministeriet fandt imidlertid videre, at der var tale om så betydelig afstand, at kommunen ikke var forpligtet eller berettiget til at godtgøre de hermed forbundne befordringsudgifter.

Kommunalbestyrelsen kan – ud over de tilfælde, hvor kommunen har pligt til at yde befordringsgodtgørelse – vælge at udbetale befordringsgodtgørelse i særlige tilfælde, hvis kommunen har en interesse i, at en bestemt person varetager et kommunalt hverv uanset afstanden mellem mødestedet og vedkommendes opholdssted eller arbejdssted.

Det forhold, at et kommunalbestyrelsesmedlem ikke har brug for en betalt hjemrejse, berettiger ikke til alternativt at få en anden ydelse, f.eks. overnatning. Kun nødvendige udgifter kan dækkes i medfør af § 16, stk. 10, litra a. Hvorvidt f.eks. en overnatning er nødvendig af hensyn til en fornuftig varetagelse af det kommunale hverv, skal vurderes af kommunen.

»b) godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap,«

Efter bemærkningerne til loven har bestemmelsen til formål at sikre, at kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har et fysisk handicap, i videst muligt omfang kan deltage på samme vilkår som andre kommunalbestyrelsesmedlemmer. Som eksempler på udgifter, der skal godtgøres efter bestemmelsen, kan nævnes udgifter til hjælpemidler, særlig sekretærbistand m.v. F.eks. skal blinde og andre personer, der ikke kan læse almindelig skrift, sikres en anden og lige så tilfredsstillende adgang til information ved godtgørelse af udgifter til lydbånd, punktskrift eller bistand til oplæsning. For personer med hørehandicap kan der være tale om godtgørelse af udgifter til tolkebistand.

I visse tilfælde vil det kunne give anledning til tvivl, om en udgift er nødvendig for den fysisk handicappedes muligheder for at deltage på rimelige vilkår i de nævnte møder m.v. Der kan være tale om, at behovene varierer under hensyn til de lokale forhold. Efter bemærkningerne til bestemmelsen må kommunalbestyrelsen derfor indrømmes et vist skøn, navnlig med hensyn til arten og omfanget af ydelserne.

Godtgørelse af udgifter til hjælpemidler m.v. forudsætter, at de almindelige muligheder for at få hjælpemidler m.v. efter den sociale lovgivning er udtømt.

»c) godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter til pasning af syge nære pårørende.«

Efter bemærkningerne til bestemmelsen er det en forudsætning, at vedkommende normalt passer den syge, men på grund af deltagelse i møder m.v. er nødsaget til at afholde specielle udgifter til anden pasning. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der ved nære pårørende forstås forældre, børn, søskende, ægtefælle eller en person, med hvem medlemmet i øvrigt lever i fast parforhold.

1.2. Anden godtgørelse

Efter § 16, stk. 11, i loven kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der til et medlem, der udfører de i § 16, stk. 1, litra f, nævnte aktiviteter, skal ydes de godtgørelsestyper, der er nævnt i § 16, stk. 10, litra a-c. Beslutningen om at yde de nævnte godtgørelser kan træffes fra gang til gang. Såfremt beslutningen træffes generelt, må det være en forudsætning, at det er præcist angivet, hvilke aktiviteter der skal begrunde udbetaling af godtgørelser. Det er således ikke tilstrækkeligt at henvise til, at alle aktiviteter, der er omfattet af § 16, stk. 1, litra f, kan begrunde udbetaling af godtgørelse.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at godtgøre andre udgifter, som afholdes i forbindelse med et medlems varetagelse af kommunale hverv, eller beslutte at yde anden støtte i den forbindelse. Kommunalbestyrelsen kan f.eks. beslutte at godtgøre udgifter til telefon, telefax, avishold m.v. eller beslutte at stille lokaler eller pc til rådighed. Indenrigsministeriet har i en konkret sag meddelt, at betaling for et kommunalbestyrelsesmedlems behandling for alkoholmisbrug ikke er omfattet af § 16, stk. 11, da støtten ikke findes at have en sådan nær sammenhæng med udførelsen af de aktiviteter, som den pågældende varetager i sin egenskab af kommunalbestyrelsesmedlem, som må kræves for at yde støtte i medfør bestemmelsen.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der fastsættes et maksimumbeløb, inden for hvilket støtte kan ydes - f.eks. avisabonnement til én avis.

2. Godtgørelse til borgmestre m.fl.

Borgmestre, magistratsmedlemmer og de i lovens § 64 a nævnte udvalgsformænd har som udgangspunkt tilsvarende krav på og adgang til udgiftsgodtgørelse som andre kommunalbestyrelsesmedlemmer. Efter § 16, stk. 12, i loven kan de pågældende dog ikke modtage den i § 16, stk. 10, litra c, nævnte godtgørelse af udgifter til pasning af syge nære pårørende.

Endvidere antages det, at bestemmelserne i § 16, stk. 10, og § 16, stk. 11, ikke giver adgang til at godtgøre borgmestres, magistratsmedlemmers og de nævnte udvalgsformænds udgifter i forbindelse med fremmøde for at varetage funktionen som administrationsleder. Det afgørende for, om bestemmelserne finder anvendelse, er således, om de aktiviteter, som borgmesteren, magistratsmedlemmet eller de i § 64 a nævnte udvalgsformænd skal udføre den pågældende dag, efter en konkret vurdering anses for omfattet af bestemmelsen i § 16, stk. 1.

Det samme gælder i forhold til en udvalgsformand, der møder op på rådhuset for at drøfte sager med forvaltningen eller i øvrigt tage del i det administrative arbejde. Aktiviteten skal efter en konkret vurdering være omfattet af § 16, stk. 1, for at berettige til godtgørelse af fremmødet.

Det er antaget, at det ligger inden for kommunens driftsmæssige råderum at stille en tjenestebil til rådighed for borgmesteren. Tjenestebilen, der ikke må bruges privat, er en mere generel støtte til borgmesteren, som ydes af kommunen som arbejdsgiver, idet borgmesterhvervet har karakter af fuldtidsbeskæftigelse og ud fra hensynet til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af kommunens drift. At stille en tjenestebil til rådighed for borgmesteren adskiller sig således markant fra at dække borgmesterens udgifter til befordring. Det er imidlertid antaget, at § 16, stk. 12, i loven ikke er til hinder for, at der af kommunen ydes anden støtte til borgmesteren, når støtten har direkte forbindelse med borgmesterhvervet. Kommunalbestyrelsen må således have mulighed for at yde borgmesteren støtte til alle dele af borgmesterhvervet. Det bemærkes, at en tjenestebil ikke anses som »anden økonomisk ydelse af kommunens kasse«, som borgmesteren i givet fald ikke må modtage, jf. § 19, stk. 4, i bekendtgørelsen og kapitel 5, pkt. 1.1.

3. Godtgørelse til ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer

Efter § 16 a, stk. 6, i loven har ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer, der deltager i de i § 16, stk. 1, litra a-c, nævnte møder m.v. krav på befordringsgodtgørelse, godtgørelse for fravær fra hjemstedet, godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap og godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter til pasning af syge nære pårørende, jf. § 16, stk. 10.

Herudover har ikke-kommunalbestyrelses-medlemmer, der deltager i de pågældende møder m.v., krav på godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter til børnepasning.

I henhold til § 16 a, stk. 7, i loven kan kommunalbestyrelsen endvidere beslutte at godtgøre ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer, der deltager i aktiviteter omfattet af § 16, stk. 1, litra d-f, de tilsvarende udgifter.

Kommunalbestyrelsen kan efter § 16 a, stk. 7, yderligere beslutte at godtgøre ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer andre udgifter, som de pågældende har afholdt i forbindelse med varetagelsen af kommunale hverv, eller beslutte at yde anden støtte i den forbindelse.

Det bemærkes, at det med affattelsen af § 16 a, stk. 6 og 7, er præciseret, at der ikke kan udbetales godtgørelser til personer, der ikke er valgt af kommunalbestyrelsen til at varetage kommunale hverv – bortset fra personer, der deltager i seminarer, jf. § 9 a i loven, eller varetager kommunale hverv efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg, jf. § 16, stk. 1, litra e.

Kapitel 5

Vederlag og pension til borgmestre m.fl.

1. Vederlag

Reglerne om vederlag til borgmestre er fastsat i § 19 i bekendtgørelsen.

Borgmestre vederlægges i forhold til indbyggertallet i kommunen. Borgmestrene er på den baggrund indplaceret i lønrammer for statslige tjenestemænd og oppebærer den til enhver tid gældende løn for en tjenestemand i staten, der er i samme lønramme, jf. bilag 1 i bekendtgørelsen.

Den, der modtager vederlag som borgmester, kan ikke samtidig oppebære anden økonomisk ydelse af kommunens kasse, jf. § 19, stk. 4, i bekendtgørelsen. Der henvises dog for så vidt angår godtgørelse til kapitel 4, pkt. 2.

En borgmester, der tillige er formand for eller medlem af en havnebestyrelse, kan derimod godt oppebære vederlag for dette hverv, da vederlaget i medfør af § 8 i bekendtgørelse nr. 1050 af 16. december 1999 om vederlag m.v. til medlemmer af havnebestyrelser afholdes af havnekassen og ikke kommunekassen.

2. Funktionsvederlag

Reglerne om vederlag til en fungerende borgmester er fastsat i § 34, stk. 3-6, i loven og § 19, stk. 2-4, i bekendtgørelsen.

Et medlem, der i henhold til § 15, stk. 5, i loven er udpeget til at fungere som borgmester, oppebærer i funktionsperioden et vederlag svarende til borgmesterens, jf. § 34, stk. 3, i loven og § 19, stk. 2, i bekendtgørelsen. Det er herefter en betingelse, at borgmesterens stedfortræder er indkaldt som følge af borgmesterens fravær på mindst en måned, jf. lovens § 15, stk. 2, og at fraværet forventes at have en varighed på mindst 2 måneder. Et tilsvarende vederlag oppebæres af det medlem, der i henhold til § 66, stk. 2, i loven er udpeget til at fungere som borgmester.

Efter kommunalbestyrelsens bestemmelse kan der endvidere i henhold til § 34, stk. 4, ydes vederlag til et medlem, som uden for de ovennævnte tilfælde varetager opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsens formand.

I tilfælde, hvor en næstformand eller et andet medlem af kommunalbestyrelsen uden for de i bekendtgørelsens § 19, stk. 2, (lovens § 34, stk. 3) nævnte tilfælde fungerer i borgmesterens fravær, kan der kun ydes funktionsvederlag, når kommunalbestyrelsen træffer konkret beslutning herom, jf. lovens § 34, stk. 4.

Forarbejderne til bestemmelsen forudsætter, at bestemmelsen yderst sjældent kommer i anvendelse.

Størrelsen af vederlaget efter § 34, stk. 4, må fastsættes af kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering. I vurderingsgrundlaget kan indgå arbejdsbyrdens omfang og varighed, herunder hvorvidt borgmesterens fravær nødvendiggør, at den fungerende borgmester varetager alle borgmesterfunktioner. Der kan endvidere tages hensyn til den vederlæggelse, som vedkommende i forvejen modtager fra kommunen. Vederlaget efter § 34, stk. 4, skal således ikke nødvendigvis modsvare borgmestervederlaget.

Såfremt en næstformand, der er vederlagt efter §§ 12-13 i bekendtgørelsen, fungerer som borgmester, kan vedkommende kun modtage funktionsvederlag for den funktionsperiode, der ligger ud over 5 uger i et regnskabsår, jf. § 34, stk. 5, i loven og § 19, stk. 3, i bekendtgørelsen.

Det bemærkes endvidere, at der i lovens § 34, stk. 6, er fastsat en begrænsning for vederlagets størrelse, idet det funktionsvederlag, som en næstformand eller et medlem af kommunalbestyrelsen måtte modtage efter lovens 34, stk. 2-4, sammen med de øvrige vederlag m.v., som den pågældende modtager fra kommunens kasse, inden for et regnskabsår ikke kan overstige borgmestervederlaget.

3. Efterløn

Formålet med efterlønsordningen for aftrådte borgmestre er bl.a. – i en overgangsperiode – at give de pågældende en bedre mulighed for at indrette sig økonomisk efter deres fratræden og den deraf følgende indtægtsnedgang, inden de eventuelt på ny indtræder på arbejdsmarkedet. Det er således ikke sikkert, at den fratrådte borgmester umiddelbart kan genoptage sit tidligere erhverv ved borgmesterhvervets ophør. Eventuelle økonomiske problemer i den anledning modvirkes af efterlønsordningen. Det bemærkes endvidere, at efterlønsbeløbets størrelse afhænger af, hvor længe den pågældende har stået uden for det almindelige arbejdsmarked som følge af varetagelsen af hvervet som borgmester.

Efterløn til en borgmester ydes således, jf. § 20, stk. 1, i bekendtgørelsen, med et beløb, der for hvert påbegyndt hele år, borgmesterens seneste sammenhængende funktionstid har varet, svarer til 1 ½ gange det sidst ydede månedlige vederlag, dog højst 12 gange det sidst ydede månedlige vederlag.

Efterlønnen udbetales i henhold til reglerne i § 20, stk. 2. Eksempelvis modtager en borgmester, der går af den 31. december 2001 med 8 års anciennitet eller mere, 6 måneders efterløn som et engangsbeløb den 1. januar 2002, og herefter 6 måneders efterløn, der udbetales første gang den 1. februar 2002 og sidste gang den 1. juli 2002. Såfremt den pågældende på dette tidspunkt er fyldt 60 år, kan pensionen herefter påbegyndes udbetalt den 1. august 2002.

Der kan ikke ydes efterløn og pension samtidig, jf. § 24, stk. 1, i bekendtgørelsen.

4. Pension

Reglerne om egenpension til borgmestre er fastsat i §§ 21-24 i bekendtgørelsen.

Borgmestre er berettigede til en egenpension, der svarer til den til enhver tid gældende egenpension til en tjenestemand i staten, hvis pensionsalder og lønramme svarer til borgmesterens pensionsalder og vederlag.

Det er i bekendtgørelsens § 22, stk. 3, angivet, hvordan borgmesterens pensionsalder beregnes efter funktionstiden som borgmester, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 2. Tabellen i § 22, stk. 3, fortolkes således, at en funktionstid på præcis 10 år omregnes til en pensionsalder på 30 år, en funktionstid på præcis 12 år omregnes til en pensionsalder på 31 år o.s.v.

Udover, at det i § 24, stk. 3, in fine, er præciseret, at der ikke i egenpension til borgmestre foretages førtidspensionsfradrag i medfør af § 6, stk. 4, i lov om tjenestemandspension, er der ikke sket ændringer af bestemmelserne om egenpension til borgmestre.

Bekendtgørelsens regler, herunder § 25, regulerer udtømmende, i hvilket omfang en kommune kan medvirke til at udbetale pension til en tidligere borgmester, herunder administrere en pensionsordning for en nuværende borgmester. Indenrigsministeriet har på den baggrund i anledning af en konkret henvendelse meddelt, at en kommune ikke lovligt kan tegne og administrere en ratepension/kapitalpensionsordning til fordel for borgmesteren, uanset at ydelserne på ordningen skal udredes af borgmesterens vederlag.

5. Understøttelse

I henhold til § 25 i bekendtgørelsen kan kommunalbestyrelsen i ganske særlige tilfælde med Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilladelse beslutte at yde understøttelse til en tidligere borgmester, der ikke på understøttelsestidspunktet modtager egenpension. Understøttelse kan endvidere ydes til ægtefællen efter en afdød borgmester eller borgmesterens børn under 21 år.

Indenrigsministeriet har kun modtaget få ansøgninger om tilladelse til understøttelse efter § 25.

Tilladelse i henhold til bestemmelsen er alene givet i to tilfælde – i 1962 og i 1988. I begge tilfælde var der tale om tidligere sognerådsformænd i indlemmede/sammenlagte kommuner, som ikke opfyldte betingelserne for egenpension. Indenrigsministeriet lagde ved meddelelsen af de pågældende tilladelser vægt på den forhenværende sognerådsformands funktionstid, pensionsberettigelse efter nugældende bestemmelser, at der var tale om en særlig situation i forbindelse med indlemmelse/kommunesammenlægning og på de pågældendes alder og lange politiske karrierer.

Det bemærkes, at § 25 ikke har betydning, hvor en borgmester på grund af sygdom er fratrådt hvervet inden udløbet af en valgperiode. I denne situation følger det af § 22, stk. 4, i bekendtgørelsen, at hele valgperioden medregnes i den funktionstid, der lægges til grund for beregningen af pensionen.

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering kan der herefter alene tænkes et behov for at yde en tidligere borgmester understøttelse el.lign. i ganske særlige tilfælde, hvor det – ud over sygdomstilfælde – ikke kan tilregnes borgmesteren, at den pågældende ikke har haft en funktionstid på 8 år, og hvor fratræden sker meget kort tid inden opnåelse af en funktionstid på 8 år. Ministeriet har ikke været indstillet på at anvende § 25 i en sag vedrørende en borgmester med en funktionstid på ca. 7 ½ år.

6. Ægtefællepension

§ 26 i bekendtgørelsen fik sin nuværende affattelse ved Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 866 af 29. november 1999. Bestemmelsen blev ændret som følge af uoverensstemmelse med principperne i lov om tjenestemandspension vedrørende kravene til, hvornår et ægteskab skal være indgået for at kunne berettige til ægtefællepension.

Det er efter § 26 en betingelse for, at en ægtefælle efter en borgmester eller en tidligere borgmester opnår ret til ægtefællepension, at ægteskabet blev indgået, før den afdøde borgmester var fyldt 65 år, før egenpensionen til den afdøde borgmester var påbegyndt udbetalt, og mindst 3 måneder inden dødsfaldet, jf. dog § 26, stk. 4.

Ændringen indebærer, at ægteskaber indgået efter, at en borgmester er fratrådt borgmesterhvervet, i tilfælde, hvor den tidligere borgmester på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var mellem 60 og 65 år, ikke giver ret til ægtefællepension. Dog vil et ægteskab indgået i den periode, hvor den afgåede borgmester oppebærer efterløn efter § 20 i bekendtgørelsen, berettige til ægtefællepension. Dette gælder, uanset om den tidligere borgmester er fyldt 60 år (men ikke 65), når ægteskabet indgås.

Kravet om, at ægteskabet er indgået, før egenpensionen til den afdøde borgmester er påbegyndt udbetalt, gælder ikke for personer, der ved ændringsbekendtgørelsens ikrafttræden den 1. januar 2000 havde indgået ægteskab.

Ægtefællepension udbetales den 1. i måneden efter den måned, hvor der er udbetalt efterindtægt, eller i tilfælde af, at ægtefællen ikke er berettiget til efterindtægt, den 1. i måneden efter borgmesterens død, jf. § 26, stk. 5.

Bekendtgørelsen giver ikke mulighed for at bevare retten til ægtefællepension i tilfælde af skilsmisse.

7. Efterindtægt

Ægtefællen – eller hvis ægtefælle ikke efterlades, borgmesterens børn under 21 år – efter en borgmester, der ved sin død oppebar vederlag som sådan, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 1, eller efter en tidligere borgmester, der oppebar egenpension eller understøttelse, er berettiget til efterindtægt i henhold til § 27 i bekendtgørelsen.

Bestemmelsen kan sammenlignes med § 20, stk. 1, i lov om tjenestemandspension. Bestemmelsens formulering er blevet præciseret, fordi udtrykket »fungerede som borgmester«, der blev anvendt i den tidligere bekendtgørelse, kunne give anledning til visse utilsigtede misforståelser.

Såfremt en borgmester — f.eks. på grund af sygdom — fritages for borgmesterhvervet, forinden vedkommende samme måned afgår ved døden, er der fortsat adgang til at yde efterindtægt. Borgmesteren oppebærer i denne situation vederlag som borgmester måneden ud, jf. bekendtgørelsens § 30, 1. pkt. og § 31, stk. 1. Tilsvarende gælder, hvor borgmesteren afgår ved døden i tilfælde, hvor vedkommende ikke har varetaget hvervet i en periode, men fortsat oppebærer vederlag, jf. § 31 i bekendtgørelsen.

Såfremt en tidligere borgmester afgår ved døden i den periode, hvor den pågældende oppebærer efterløn, eller i den periode, hvor egenpensionen er opsat, er der ikke adgang til at yde efterindtægt.

Om beregningen af efterindtægten er det fastsat, at den svarer til 3 gange det sidst ydede månedlige borgmestervederlag, den sidst ydede egenpension eller den sidst ydede understøttelse.

Efterindtægten udbetales den 1. i måneden efter borgmesterens død.

8. Samordning af pensioner

Reglerne om samordning af egenpension til en borgmester er fastsat i § 29 i bekendtgørelsen. Samordning indebærer, at egenpensionen som borgmester bliver nedsat.

Samordning skal ske, hvis en tidligere borgmester oppebærer egenpension efter lov om tjenestemandspension, lov om vederlag og pension m.v. for ministre, lov om valg til Folketinget samt lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet. Samordning skal endvidere ske, hvis en tidligere borgmester oppebærer egenpension fra en stilling i en kommune på tjenestemands- eller tjenestemandslignende vilkår, et koncessioneret selskab, anden offentlig virksomhed eller fra en statsgaranteret pensionskasse. Såfremt der tilkommer en tidligere borgmester løn eller vederlag fra en stilling, som berettiger til pension som angivet ovenfor, sker der ligeledes samordning.

Alene en tjenestemandsstilling eller en tjenestemandslignende stilling i en kommune kan begrunde nedsættelse af borgmesterpensionen. Der skal således ikke ske nedsættelse af borgmesterpensionen, hvis en tidligere borgmester oppebærer pension fra en overenskomstansættelse i en kommune, eller hvis en tidligere borgmester overenskomstansættes i en stilling i en kommune.

Samordningen sker dels efter en halvdelsregel dels efter en maksimumsregel.

Halvdelsreglen går ud på, at borgmesterpensionen nedsættes med halvdelen af de øvrige ovennævnte ydelser, den tidligere borgmester har krav på. Nedsættelsen kan dog aldrig overstige halvdelen af borgmesterpensionen.

Maksimumsreglen går ud på, at borgmesterpensionen i sin reducerede form sammen med andre pensioner – f.eks. ministerpension – ikke må overstige den til enhver tid højst opnåelige tjenestemandspension. Hvis de sammenlagte ydelser overstiger den højst opnåelige tjenestemandspension, nedsættes borgmesterpensionen med det overskydende beløb, jf. § 29, stk. 2. Såfremt der ved siden af borgmesterpensionen modtages løn eller andre vederlag, må borgmesterpensionen i sin reducerede form sammen med lønnen og de andre vederlag i henhold til maksimumsreglen ikke overstige den højeste pensionsgivende tjenestemandsløn, jf. § 29, stk. 3.

Hvis der i henhold til bestemmelser vedrørende udbetalingen af pension eller løn som nævnt i § 29, stk. 1 og stk. 3, sker tilsvarende pensionsbegrænsninger som følge af pension hidrørende fra borgmesterhvervet, foretages ikke nedsættelse af borgmesterpensionen, jf. § 29, stk. 5, i bekendtgørelsen. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor en eventuel tjenestemandspension er højere end borgmesterpensionen, idet der i sådanne tilfælde vil ske nedsættelse af tjenestemandspensionen, og for så vidt angår eftervederlag til ministre, idet der i henhold til lov om vederlag og pension m.v. for ministre sker modregning af borgmesterpensionen i eftervederlaget. I henhold til lov om valg til Folketinget modregnes borgmesterpension endvidere i eftervederlaget som folketingsmedlem fra og med den 13. måned, eftervederlaget ydes.

Kapitel 6

Fælles bestemmelser

1. Ophør

Formuleringen af ophørsbestemmelsen i § 31 i bekendtgørelsen er ændret med henblik på at præcisere, at vurderingen af, hvorvidt vederlæggelse skal ophøre, skal foretages i forhold til hvert enkelt vederlag for sig. Vurderingen skal således foretages både i forhold til det faste vederlag og i forhold til eventuelle yderligere vederlag i form af udvalgsvederlag, udvalgsformandsvederlag samt for vederlag som næstformand og borgmester. Tillægsvederlaget knytter sig til det faste vederlag.

Såfremt et medlem fratræder sit hverv, ophører vederlæggelsen med udgangen af måneden. I en situation, hvor hvervet fratrædes, fordi kommunalbestyrelsesmedlemmet har rimelig grund til at ønske sig fritaget, er fraflyttet den pågældende kommune eller i øvrigt har fortabt sin valgbarhed, skal der betales vederlag til udgangen af den måned, hvori kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at medlemmet kan fritages eller har fortabt sin valgbarhed.

Ved dødsfald ophører vederlaget med udgangen af den måned, hvori dødsfaldet er indtruffet.

Da vederlæggelse for varetagelse af de enkelte selvstændigt vederlagte hverv kan ophøre hver for sig, kan eksempelvis vederlæggelsen som udvalgsmedlem ophøre, fordi hvervet ikke er varetaget i 3 måneder, uden at det behøver at få indflydelse på det faste vederlag som kommunalbestyrelsesmedlem, såfremt vedkommende i øvrigt deltager i kommunalbestyrelsesmøderne.

Ved fravær på grund af sygdom, graviditet, barsel og adoption er der ret til vederlag i indtil 9 måneder, jf. § 31, stk. 2.

§ 31, stk. 2, omfatter også en mandlig borgmesters fravær på grund af barsel og adoption og et kommunalbestyrelsesmedlems fravær på grund af sin ægtefælles, sit barns eller anden nærtståendes meget alvorlige sygdom.

Det er en betingelse for at modtage vederlag i indtil 9 måneder, at kommunalbestyrelsen i hele denne periode har truffet beslutning om at indkalde en stedfortræder som følge af en af de nævnte forfaldsgrunde, jf. § 15, stk. 2, i loven. Eksempelvis kan et kommunalbestyrelsesmedlem ikke blive vederlagt i mere end 3 måneder, uanset at fraværet efter det oplyste skyldes sygdom, medmindre kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om indkaldelse af stedfortræder.

2. Feriegodtgørelse

Der beregnes ikke feriegodtgørelse efter reglerne i ferieloven (lovbekendtgørelse nr. 498 af 29. juni 1998) af de ydelser, som kommunalbestyrelsesmedlemmer oppebærer i henhold til den kommunale styrelseslov og regler udstedt i medfør heraf.

Af § 32, stk. 1, i bekendtgørelsen følger imidlertid, at borgmestre, viceborgmestre og udvalgsformænd oppebærer en feriegodtgørelse på 1½ pct. af vederlag efter §§ 9, 12, 13, 15, 18 og 19. Herudover giver de ydelser, som kommunalbestyrelsesmedlemmer modtager i henhold til den kommunale styrelseslov og regler udstedt i medfør heraf, ikke grundlag for udbetaling af feriegodtgørelse. Dette gælder også vederlag efter § 34, stk. 4, i loven.

Kapitel 7

Overgang og ikrafttræden

1. Overgangsordningerne

Med den ændring af pensionsreglerne, der blev gennemført pr. 1. januar 1994, blev pension og efterløn til borgmestre væsentligt forbedret samtidig med, at pensionskravet blev opsat til det 60. år.

Det betød, at det for en person, der var blevet borgmester i en ung alder, ville kunne være en fordel, såfremt reglerne fra før den 1. januar 1994 fortsat kunne finde anvendelse. Det var derfor – afhængigt af hvor længe den pågældende havde været i funktion i § 15 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1169 af 23. december 1993 om pension m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl. fastsat, at den pågældende inden den 1. juli 1994 skriftligt skulle meddele kommunalbestyrelsen, om de nye eller de gamle regler skulle finde anvendelse, jf. nærmere nedenfor.

Det fulgte således af § 15, stk. 3, i den dagældende bekendtgørelse, at en borgmester, der var valgt pr. 1. januar 1994 og inden denne dato havde opnået ret til egenpension, fik mulighed for inden den 1. juli 1994 skriftligt at meddele kommunalbestyrelsen, at vedkommende ikke ønskede at være underlagt den gamle bekendtgørelses regler om pension og efterløn m.v., hvilket ellers som udgangspunkt var tilfældet. Valget havde ikke indflydelse på beregningen af egenpensionen, idet pensionen, uafhængigt af hvilken ordning der blev valgt, ville blive beregnet på grundlag af de nye borgmestervederlagssatser i bekendtgørelse nr. 1168 af 23. december 1993 om vederlag m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl., jf. herved § 2, stk. 1, jf. § 4, stk. 1, i borgmesterpensionsbekendtgørelsen.

Ved § 15, stk. 4, blev der endvidere fastsat en særlig ordning, der alene vedrørte borgmestre, der var valgt pr. 1. januar 1994, og som inden denne dato havde opnået en funktionstid på mindst 4 år, men som ikke havde opnået en funktionstid på mindst 8 år og dermed ikke opnået ret til ydelse af egenpension. En borgmester, der tilhørte denne gruppe, var som udgangspunkt omfattet af de nye regler. Imidlertid indebar § 15, stk. 4, at en sådan borgmester havde mulighed for senest den 1. juli 1994 skriftligt at meddele kommunalbestyrelsen, at den pågældende ønskede at være omfattet af reglerne i den gamle bekendtgørelse med hensyn til tidspunktet for udbetaling af pension, beregning af efterløn (eftervederlag) og ægtefællepension m.v. Pensionsberegningen skulle i disse tilfælde ske på grundlag af den pågældende borgmesters – lavere - vederlagsmæssige lønramme i henhold til bekendtgørelse nr. 668 af 20. december 1984 med senere ændringer.

For borgmestre, der var valgt pr. 1. januar 1998 og var omfattet af reglerne i 1984-bekendtgørelsen, som følge af overgangsordningen i § 15, stk. 3 og 4, i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1169 af 23. december 1993, blev det i bekendtgørelse nr. 861 af 21. november 1997 fastsat, at de inden den 1. juli 1998 skriftligt skulle meddele kommunalbestyrelsen, hvis de fortsat ønskede at være omfattet af overgangsordningen, jf. § 36, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Overgangsbestemmelserne i ministeriets bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002 er i lighed med de tidligere bekendtgørelsers bestemmelser herom affattet med det formål, at så mange som muligt af de borgmestre og magistratsmedlemmer, der er omfattet af de gamle regler, og som bliver genvalgt til en ny periode fra den 1. januar 2002, eller som på et andet tidspunkt vælges igen, skal blive omfattet af de regler, der trådte i kraft den 1. januar 1994 og er videreført i de senere bekendtgørelser.

Borgmestre og magistratsmedlemmer, der er fratrådt inden den 1. januar 2002, og som er omfattet af den gamle ordning, forbliver på denne ordning og berøres således ikke af de nye regler, medmindre de senere vælges på ny, jf. bekendtgørelsens § 36, stk. 2.

Borgmestre og magistratsmedlemmer, der vælges pr. 1. januar 2002 og er omfattet af de gamle regler, berøres derimod af de nye regler.

De borgmestre og magistratsmedlemmer, der vælges pr. 1. januar 2002 og er omfattet af de gamle regler, skal inden den 1. september 2002 skriftligt meddele kommunalbestyrelsen, såfremt de fortsat ønsker at være omfattet af reglerne fra før 1. januar 1994. Reagerer de pågældende ikke skriftligt, vil de blive omfattet af den gældende ordning, jf. § 36, stk. 2, i bekendtgørelsen. Tilsvarende gælder de borgmestre og magistratsmedlemmer, der vælges på et senere tidspunkt end 1. januar 2002. De skal inden 6 måneder efter funktionsperiodens påbegyndelse skriftligt meddele, såfremt de ønsker at være omfattet af reglerne fra før den 1. januar 1994.

Tilsvarende skal en borgmester, der den 1. januar 1994 oppebar egenpension som borgmester, og som senere igen vælges til borgmester, inden 6 måneder efter tiltrædelsen af hvervet skriftligt meddele kommunalbestyrelsen, såfremt den pågældende ved sin fratræden fortsat ønsker at modtage pension efter reglerne fra før 1. januar 1994, jf. § 36, stk. 2, i bekendtgørelsen.

I alle de tilfælde, hvor de nye regler utvivlsomt er de gunstigste for den enkelte borgmester, er borgmesteren ikke overladt noget valg, og de nye regler vil derfor uden videre finde anvendelse. Dette gælder, hvis der vælges en borgmester, der er fyldt 58 år, og vedkommende har haft 8 års funktionstid eller derover som borgmester, jf. § 36, stk. 4, i bekendtgørelsen.

I de tilfælde, hvor en borgmester er omfattet af en overgangsordning og regner med at gå af væsentligt tidligere end det 60. år, vil det imidlertid kunne være en fordel for den pågældende fortsat at være omfattet af de gamle regler.

Overgangsbestemmelsernes anvendelse illustreres i bilag 1 til vejledningen.

2. Tidligere vejledning

Vejledning nr. 152 af 21. november 1997 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv bortfalder.

Underskrift 1

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 9. juli 2002 Lars Løkke Rasmussen /Pernille Christensen

Bilag 1

Bilag 1 Overgangsbestemmelser vedrørende pensionsreglerne

Gammel ordning Ny ordning

Hvem er omfattet? Borgmestre, der har benyttet sig af valgmuligheden i Indenrigsministeriets vederlagsbekendtgørelser nr. 1169 af 23. december 1993, nr. 861 af 21. november 1997 og nr. 584 af 9. juli 2002. Alle borgmestre, der er valgt 1. gang efter den 1. januar 1990.

Følgende borgmestre har, jf. de nærmere regler herom, haft mulighed for at vælge den gamle ordning: For borgmestre, der er valgt 1. gang senest den 1. januar 1990, kan gammel ordning være relevant.

borgmestre, der den 1. januar 1994 havde opnået ret til egenpension i kraft af mindst 8 års funktionstid, og er blevet genvalgt

borgmestre, der den 1. januar 1994 havde opnået en funktionstid på mindst 4 år, men som ikke havde opnået ret til egenpension.

Valget skal være tilkendegivet (og gentaget) skriftligt inden den 1. juli i hver af valgperioderne (1. juli 1994, 1. juli 1998, dog først 1. september i 2002, 1. juli 2006 o.s.v.) over for kommunalbestyrelsen.

Hvilke regler om udbetaling af pension, efterløn, ægtefællepension, efterindtægt, børnepension og samordning gælder? Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 669 af 20. december 1984, §§ 5, 7, 9, 10 og 13, stk. 2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002, §§ 20, 24, 26, 27, 28 og 29.

Beregnes borgmesterpensionen på grundlag af de nugældende satser for borgmestervederlag, jf. bilag 1 i vederlagsbekendtgørelsen? Ja – hvis den pågældende borgmester pr. 1. januar 1994 havde opnået mindst 8 års funktionstid og dermed ret til ydelse af egenpension. Ja

Nej – efter den lavere vederlagsmæssige lønramme i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 668 af 20. december 1984 om vederlag til borgmestre og amtsborgmestre m.fl., hvis den pågældende borgmester pr. 1. januar 1994 havde opnået en funktionstid på mindst 4 år, men ikke ret til egenpension.

Har borgmesteren krav på efterløn før udbetaling af egenpension? Nej. Kun borgmestre, der ikke har krav på egenpension, kan få efterløn ved fratrædelsen, jf. § 7, stk. 1. Ja, jf. § 20.

Hvornår udbetales egenpension? Den 1. i måneden efter borgmestervederlagets ophør, jf. § 5. Den 1. i måneden efter den sidste udbetaling af efterløn, såfremt den pågældende på dette tidspunkt er fyldt 60 år, jf. § 24, stk. 1.

Dvs. umiddelbart efter borgmesterens fratræden. Hvis borgmesteren ved efterlønnens ophør ikke er fyldt 60 år, udbetales egenpensionen den 1. i måneden efter det fyldte 60. år, jf. § 24, stk. 2.

Dvs. at pensionen er opsat.

Ægtefællepension Ydes i.h.t. § 9 Ydes i.h.t. § 26

Efterindtægt Ydes i.h.t. § 10 Ydes i.h.t. § 27

Børnepension Den gamle ordning giver ikke mulighed for at yde børnepension. Ydes i.h.t. § 28.

Samordning Sker i.h.t. § 13, stk. 2. Sker i.h.t. § 29.

Versioner

1. 2002-07-09 · til 2007-02-22