Vejledning om svangerskabsafbrydelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2002/92@2002-09-11/da
Indhold
Denne vejledning er udstedt i tilknytning til lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 762 af 11. september 2002. I medfør af loven er udstedt bekendtgørelse nr. 1125 af 13. december 1996 om svangerskabsafbrydelse, som ændret ved bekendtgørelse nr. 576 af 22. juni 2000, og cirkulære nr. 91 af 11. september 2002 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse.
Efter loven har en kvinde, som har bopæl her i landet, som udgangspunkt ret til svangerskabsafbrydelse, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, mens svangerskabsafbrydelse i andre tilfælde som altovervejende hovedregel kræver tilladelse.
Efter lovens § 1 har kvinder efter modtagelse af vejledning efter lovens § 8 fri adgang til svangerskabsafbrydelse, hvis de har bopæl her i landet, og indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde, medmindre kvinden er omfattet af lovens § 5, stk. 2, eller § 6, stk. 1, jf. herom nedenfor under B. Tilladelse nødvendig.
12-ugersfristen beregnes i almindelighed fra sidste menstruations første dag, hvilket vil sige, at 12-ugersfristen normalt overskrides ca. 10 uger efter den faktiske konception. Graviditetens alder kan ikke alene bestemmes på grundlag af kvindens oplysning om sidste menstruation, men oplysningerne herom må sammenholdes med et lægeligt skøn på grundlag af en aktuel gynækologisk undersøgelse foretaget af en speciallæge i gynækologi og obstetrik samt som hovedregel en ultralydsundersøgelse. Det er en af sygehusets (sygehusafdelingens) speciallæger i gynækologi og obstetrik, der afgør, om fristen er udløbet. Skønnes dette at være tilfældet, skal denne læge straks vejlede kvinden om hendes mulighed for at søge samrådstilladelse til svangerskabsafbrydelse og, hvis kvinden ønsker det, da straks forelægge ansøgningen for vedkommende amtskommune (kommune). Lægen kan således ikke begrænse sig til at afvise at foretage indgrebet.
Kravet i lovens § 1 om bopæl her i landet kan normalt anses for opfyldt, hvis kvinden er i besiddelse af sygesikringsbevis, når personnummer er angivet på dette.
Efter lovens § 2 kan en kvinde få sit svangerskab afbrudt på medicinsk indikation uden tilladelse, selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet. På grund af lovens § 1 får bestemmelsen normalt kun betydning efter udløbet af 12. svangerskabsuge, men lovens § 2 omfatter i modsætning til § 1 og § 3 også kvinder, der ikke har bopæl her i landet.
Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan samrådet give tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis betingelserne i lovens § 3 er opfyldt.
Kravet om bopæl her i landet kan normalt anses for opfyldt, hvis kvinden er i besiddelse af sygesikringsbevis, når personnummer er angivet på dette.
I lovens § 3, stk. 2, er det præciseret, at samrådet skal lægge særlig vægt på, om det er berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som et indgreb efter udløbet af 12. svangerskabsuge medfører.
Der kan ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis fosteret antages at være levedygtigt, medmindre de omstændigheder, der er nævnt i lovens § 3, stk. 1, nr. 3, med afgørende vægt taler for det. Vurderingen af levedygtighed må ske i forhold til det enkelte foster. Det afgørende vil være, om der er en realistisk udsigt til, at fosteret vil kunne overleve nogle uger, hvis det på tidspunktet for det påtænkte indgreb kommer til verden ved en naturlig fødsel.
I visse tilfælde kræves samrådstilladelse, selv om 12. svangerskabsuge ikke er udløbet. Det drejer sig om tilfælde,
1) hvor kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens § 5, stk. 2. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade svangerskabsafbrydelse, hvis det finder, at omstændighederne taler for, at tilladelse gives, selv om kvinden er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse,
2) hvor kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, og samtykke fra forældremyndighedens indehaver ikke foreligger, jf. lovens § 6, stk. 2-3, eller
3) hvor kvinden ikke har bopæl her i landet. Kan indgrebet foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, skal samrådet alene tage stilling til, om der kan foretages svangerskabsafbrydelse, selv om kvinden ikke har bopæl her i landet. Samrådet kan tillade svangerskabsafbrydelse, hvis kvinden har en særlig tilknytning til Danmark, jf. lovens § 7. Efter praksis anses kvinden for at have en sådan tilknytning, f.eks. hvis hun efter at være flyttet til udlandet har bevaret sit danske statsborgerskab. For at undgå diskrimination af borgere fra andre EU- eller EØS-lande, skal disse landes statsborgere meddeles dispensation fra bopælskravet i samme omfang som danske statsborgere. Dette må antages at indebære, at en kvinde, der er statsborger i et EU- eller EØS-land, men som ikke har bopæl i Danmark, i alle tilfælde skal meddeles tilladelse efter § 7.
Afgørelse om, hvorvidt tilladelse skal gives, træffes af samrådene ved amtskommunerne (kommunerne). Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet, jf. lovens § 4, stk. 2, og § 4 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse. Har samrådet tilladt svangerskabsafbrydelse uanset protest fra forældremyndighedens indehaver, kan denne indbringe afgørelsen for ankenævnet. I § 9, stk. 3, i cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse er der fastsat regler, der skal sikre, at forældremyndighedens indehaver får mulighed for at påklage afgørelsen, inden indgrebet foretages.
En kvinde, der ønsker sit svangerskab afbrudt, kan henvende sig enten til en læge eller en amtskommune (kommune). Hvis kvinden ønsker det, kan hun rette henvendelse til en anden læge end sin sædvanlige. Efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse skal den, der fremsætter anmodningen om svangerskabsafbrydelse, underskrive anmodningen. Det vil sige kvinden, jf. lovens § 5, stk. 1, eller en særligt beskikket værge, jf. lovens § 5, stk. 2. Det samme gælder, når forældremyndighedens indehaver afgiver samtykke efter lovens § 6, stk. 1. Der er udarbejdet blanketter til brug for anmodning om svangerskabsafbrydelse og til brug for afgivelse af samtykke.
Sker henvendelsen til en amtskommune (kommune) følges reglerne i cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse.
Fremsættes anmodningen om svangerskabsafbrydelse over for en læge, skal denne under en personlig samtale med kvinden søge oplyst grunden til ønsket om svangerskabsafbrydelse og give den vejledning, som er nævnt i lovens § 8, stk. 3 og 4.
Lægen skal således efter lovens § 8, stk. 3, give kvinden vejledning om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet.
Lægen og kvinden skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge, jf. lovens § 8, stk. 3 og 4, og § 3 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse. Er kvinden omfattet af lovens § 5, stk. 2, skal hun dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted.
Efter § 3, stk. 3, i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse skal lægen endvidere vejlede kvinden om muligheden for støttesamtaler før og efter indgrebet, jf. lovens § 8, stk. 4. Denne vejledning gives i forbindelse med vejledningen efter lovens § 8, stk. 3, om indgrebets beskaffenhed mv.
Vejledningen om støttesamtale skal gives både mundtligt og skriftligt, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Det bør af den mundtlige vejledning om støttesamtaler fremgå,
at tilbudet om en samtale før et indgreb har til formål at sikre, at kvinden kan få støtte til at træffe beslutning om at gennemføre eller afbryde svangerskabet,
at tilbudet om en samtale efter et eventuelt indgreb har til formål at afhjælpe mulige psykiske gener,
hvor kvinden kan få støttesamtaler,
at det er op til kvinden selv at bestemme, hvilket rådgivningstilbud hun eventuelt ønsker at gøre brug af, og
at det er op til kvinden selv at opsøge rådgivningstilbudene.
Den skriftlige vejledning om støttesamtaler gives ved at udlevere pjecen "Hvis du overvejer abort", der er udarbejdet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Pjecen kan bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning, Østbanegade 55, 5. sal, Postboks 2639, 2100 København Ø.
Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 4, skal kvinden og lægen ved deres underskrifter bekræfte, at vejledning om støttesamtaler er givet. Dette sker på de særlige blanketter, som også anvendes til at bekræfte, at vejledning efter lovens § 8, stk. 3, er sket. Der henvises i øvrigt til afsnit III. Særligt om afholdelse af støttesamtaler.
Selv om kvinden opfylder betingelserne for at få svangerskabsafbrydelse uden tilladelse fra samrådet, bør lægen under samtalen generelt tilstræbe, at hun ikke beslutter sig uden nærmere overvejelser. Bortset fra tilfælde, hvor ønsket om svangerskabsafbrydelse skyldes hensynet til moderens eller barnets helbred, bør kvinden derfor gøres bekendt med, at lovgivningen rummer muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og støtte efter barnets fødsel, ligesom hun kan gøres bekendt med muligheden for at bortadoptere barnet. Lægen skal gøre hende bekendt med, at hun af amtskommunen (kommunen) kan få nærmere oplysninger og anden bistand i forbindelse med svangerskab og fødsel. Lægen bør således opfordre kvinden til at søge bistand i opholdskommunen, hvis lægen skønner, at personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder er årsag til ønsket om svangerskabsafbrydelse, jf. § 4 i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Der henvises til muligheden for støttesamtaler, jf. ovenfor og afsnit III. Særligt om afholdelse af støttesamtaler.
Ønsker kvinden fortsat svangerskabsafbrydelse, skal lægen henvise hende til sygehuset. Der skal ikke indhentes en erklæring fra den eventuelle fader, uanset om denne er kvindens ægtefælle.
Ved henvisningen til sygehuset bør det af den praktiserende læges oplysninger fremgå, at kvinden opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse uden tilladelse, samt at kravene i lovens § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, og § 8, stk. 2-4, jf. § 1, stk. 2, og § 3 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse er opfyldt, således at det i almindelighed ikke vil være nødvendigt for sygehuset at indhente yderligere oplysninger med risiko for derved at forsinke tidspunktet for indgrebet, idet det er af afgørende betydning, at indgrebet af hensyn til kvinden og fristen kan foretages hurtigt. Det skal således sikres, at anmodningen er fremsat af kvinden selv, og at forældremyndighedens indehaver har samtykket i anmodningen, hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab. Endvidere skal kvinden være vejledt om muligheden for at få vejledning om støtte til gennemførelse af svangerskabet, om indgrebets beskaffenhed, om følger og risici samt om muligheden for støttesamtaler før og efter indgrebet.
I tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelse kræver tilladelse fra samrådet, skal lægen, hvis kvinden ønsker det, straks forelægge anmodningen for vedkommende amtskommune (kommune) sammen med en udtalelse om sagen. En læge, der modtager en anmodning om svangerskabsafbrydelse, kan således ikke på egen hånd afvise denne.
Det er af væsentlig betydning for amtskommunens (kommunens) behandling af sagerne og for disses hurtige gennemførelse, at den praktiserende læge omgående henviser kvinden til amtskommunen (kommunen) og ved henvisningen giver så fyldige oplysninger som muligt såvel om de medicinske forhold som om kvindens og hendes families sociale og økonomiske forhold og hendes personlige og familiemæssige vanskeligheder i det omfang, lægen måtte have kendskab hertil.
Lægen bør således så vidt muligt ved alle henvisninger oplyse
om beviset for kvindes bopæl, jf. lovens § 1,
om anmodningen er fremsat af kvinden selv, jf. lovens § 5, stk. 1,
om der er samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. lovens § 6, stk. 1, og
om kvinden er vejledt om, at hun ved henvendelse til amtskommunen (kommunen) kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet, samt om muligheden for støttesamtaler, jf. lovens § 8, stk. 2-4.
Den læge, der er ansvarlig for indgrebet, er i tilfælde, hvor der ikke foreligger tilladelse efter lovens § 3, under strafansvar efter lovens § 14 forpligtet til at påse, at betingelserne i lovens §§ 1 eller 2 er opfyldt. Lægen er endvidere under strafansvar forpligtet til at sikre sig, at betingelserne i lovens §§ 5 og 6, § 8, stk. 3, og § 10, stk. 1, er opfyldt.
For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens § 2, vil lægen som regel ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse er opfyldt. Det er ikke nødvendigt, at lægen selv har konstateret farens tilstedeværelse, men han kan lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Hvis der til konstatering af, om betingelserne er opfyldt, kræves andre specialundersøgelser, bør sådanne sædvanligvis foretages i samarbejde med sygehusvæsenets andre afdelinger og kun undtagelsesvis gennem amtskommunen (kommunen).
Hvis sygehusets læge finder, at en patient har behov for social og juridisk bistand i forbindelse med graviditeten, bør kvinden opfordres til at søge bistand i opholdskommunen. I de tilfælde, hvor der er mulighed for, at tilbudet om hjælp kan få indflydelse på kvindens beslutning om at lade indgrebet gennemføre, bør henvendelsen til opholdskommunen foretages, før indgrebet gennemføres, medmindre der herved opstår risiko for overskridelse af 12-ugersfristen.
Amtskommunen (kommunen) skal i sager om svangerskabsafbrydelse uden tilladelse, når der henvises til sygehuset, oplyse om kvindens bopæl, eventuelle telefonnummer og personnummer, om anmodningen er fremsat af kvinden selv, om der eventuelt er samtykke fra forældremyndighedens indehaver, og om der er givet vejledning om støttesamtaler, jf. cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse § 1, stk. 2.
På samme måde skal amtskommunen (kommunen), inden sager om svangerskabsafbrydelse efter tilladelse forelægges for samrådet, sikre sig, at der er givet vejledning om støttesamtaler. De betingelser, som er nævnt i cirkulæres § 3, stk. 1, skal tillige være opfyldt. Det skal således sikres, at anmodningen er fremsat af kvinden selv, og at forældremyndighedens indehaver har samtykket i anmodningen, hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab. Endvidere skal kvinden være vejledt om muligheden for at få vejledning om støtte til gennemførelse af svangerskabet, om indgrebets beskaffenhed, om følger og risici samt om muligheden for støttesamtaler før og efter indgrebet.
Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse afholdes efter bestemmelserne i kapitel 2 i lov om sygehusvæsenet.
Efter lovens § 8, stk. 4, skal kvinden forud for og efter indgrebet tilbydes en støttesamtale.
Formålet med en støttesamtale forud for et indgreb er at give kvinden den nødvendige støtte til selv at træffe sin beslutning om, hvorvidt hun ønsker svangerskabsafbrydelse eller at gennemføre svangerskabet. Støttesamtalen må således hverken forsøge at påvirke kvinden i retning af at gennemføre eller afbryde svangerskabet, men alene søge at give kvinden et så fuldstændigt grundlag som muligt at træffe beslutningen på.
Den, der foretager støttesamtalen, bør søge at klarlægge, hvorfor kvinden eventuelt ønsker svangerskabsafbrydelse. Også konsekvenserne af at henholdsvis gennemføre og afbryde svangerskabet bør drøftes med kvinden.
Der bør fokuseres på de psykiske og sociale aspekter af at henholdsvis gennemføre og afbryde svangerskabet, uden at samtalen dog nødvendigvis skal være begrænset hertil. Samtalen bør således være orienteret omkring kvindens aktuelle livssituation, og hvordan svangerskaber påvirker denne.
Formålet med en støttesamtale efter et indgreb er at give kvinden støtte til at komme igennem eventuelle psykiske gener som følge af svangerskabsafbrydelsen.
Det bør overvejes at lade spørgsmålet om prævention indgå i samtalen.
Kvinder, som har fået foretaget svangerskabsafbrydelse efter 12. graviditetsuge, bør orienteres om muligheden for under visse betingelser at få sygesikringstilskud til akut psykologhjælp i op til 12 konsultationer.
Støttesamtaler kan gennemføres som en konsultation hos egen læge eller som rådgivning inden for eller uden for det etablerede sundhedssystem. Rådgivere kan på bortnet.dk informationer til professionelle om svangerskabsafbrydelse.
Der stilles ikke specifikke uddannelses- eller erfaringsmæssige krav til den, der udfører rådgivningen. Dette gælder også rådgivning uden for det etablerede sundhedssystem. Det eneste krav, der således stilles, er, at rådgivningen ikke må have til hensigt at forsøge at formå kvinden til at træffe en bestemt beslutning.
Det er kvindens eget valg, hvor hun eventuelt ønsker rådgivning, og det er op til hende selv at opsøge de enkelte tilbud. Der henvises i denne forbindelse til pjecen "Hvis du overvejer abort".
Det skal generelt tilstræbes, at støttesamtaler før indgrebet gennemføres så hurtigt som muligt, således at eventuelle frister kan overholdes.
Kvindens egen læge har generelt gode forudsætninger for at tilbyde støttesamtaler før og efter en svangerskabsafbrydelse, idet lægen ofte vil have viden om kvindens familieforhold og sociale situation. Endvidere vil lægen ofte allerede være i kontakt med kvinden, og det vil derfor være muligt at gennemføre en eventuel støttesamtale hurtigt.
Ved rådgivning i offentligt regi må kvindens valg af støttesamtale ske under hensyn til gældende henvisningsregler, hvis rådgivningen skal finansieres helt eller delvist af sygehusene/sygesikringen.
En støttesamtale efter indgrebet kan f.eks. finde sted hos en sygeplejerske i gynækologisk ambulatorium/afdeling på sygehuset eller hos en jordemoder. Samtalen vil imidlertid ikke kunne gennemføres umiddelbart efter indgrebet på grund af kvindens påvirkning af narkose.
Et stigende antal svangerskabsafbrydelser udføres som en medicinsk svangerskabsafbrydelse. Efter en medicinsk svangerskabsafbrydelse indkaldes kvinden til en kontrolundersøgelse på sygehuset, og en eventuel støttesamtale vil f.eks. kunne finde sted ved samme lejlighed.
Ved sene svangerskabsafbrydelser (efter 12. graviditetsuge) kan den praktiserende læge både før og efter indgrebet henvise kvinder, der har ansøgt om eller fået foretaget svangerskabsafbrydelse, til rådgivning hos psykolog med tilskud fra den offentlige sygesikring, jf. § 1, nr. 8, i Sundhedsministeriets bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til psykologbehandling for særligt udsatte grupper.
Vejledning nr. 210 af 16. december 1998 og Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 30. juni 2000 bortfalder.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 11. september 2002 Lene Espersen /Christian Strøyer