Vejledning om udarbejdelse af kvalitetsstandard for botilbud efter § 92 i serviceloven
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2003/31@2003-04-30/da
Indhold
Med vedtagelsen af lov nr. 489 af 7. juni 2001 om ændring af lov om social service og lov om hjemmesygeplejerskeordninger (Indførelse af en grundtakstmodel for visse sociale ydelser i stedet for delt finansiering) blev der i servicelovens § 110 a, indført en hjemmel for socialministeren til at fastsætte regler om, at kommunen og amtskommunen skal træffe beslutning om indhold, omfang og udførelse af tilbud til voksne samt følge disse beslutninger op.
Udviklingen af kvalitetsstandarder skal ses i sammenhæng med servicelovens formål på voksenområdet, jf. servicelovens § 67, hvorefter indsatsen bør sigte mod at styrke den enkeltes muligheder for personlig udvikling, aktivering og social integration. Der skal desuden skabes sammenhængende og helhedsorienterede tilbud, hvor det tilstræbes, at det samlede tilbud bidrager til at give den enkelte en mere selvstændig tilværelse med respekt for den enkeltes ønsker, behov og muligheder for livsudfoldelse.
Servicelovens § 110 a
§ 110 a. Socialministeren fastsætter regler om, at kommunen og amtskommunen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af tilbud til voksne efter loven samt følge disse beslutninger op.
Bestemmelsen i servicelovens § 110 a giver mulighed for at fastsætte retningslinier for kvalitetsstandarder for såvel typer af foranstaltninger som den sagsbehandling, der er tilknyttet foranstaltningen. Bestemmelsen giver desuden mulighed for at fastsætte regler om, at kvalitetsstandarden skal indeholde en generel serviceinformation og en beskrivelse af formålet med hjælpen.
Standarderne skal medvirke til at gøre det gennemskueligt, hvad borgerne kan forvente ud fra de politiske beslutninger, amtsrådet har truffet. De kan desuden bruges til at fastlægge sagsbehandlingsrutiner og medvirke til tværkommunal erfaringsudveksling samt til at sammenligne ydelsesniveauer og typer af tilbud både indenfor den enkelte amtskommune og mellem amtskommunerne.
Bestemmelsen i servicelovens § 110 a er udmøntet i bekendtgørelse nr. 249 af 2. april 2003 om kvalitetsstandard for botilbud efter § 92 i serviceloven, der uddybes i denne vejledning.
§ 92-botilbud er det første område, hvor der er fastsat regler om kvalitetsstandard med hjemmel i § 110 a. Der vil senere blive fastsat regler om kvalitetsstandarder for andre tilbud til voksne efter serviceloven.
Vejledningen er bygget op, så den i hovedtræk følger bekendtgørelsens systematik:
Kapitel 1 beskriver amtsrådets opgaver, jf bekendtgørelsens §§ 1 og 2.
Kapitel 2 beskriver det enkelte botilbuds opgaver, jf. bekendtgørelsens § 3.
Kapitel 3 omhandler amtsrådets opfølgning på botilbuddenes forhold, jf. bekendtgørelsens § 4.
Retssikkerhedslovens § 39
§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på.
Amtsrådet har efter retssikkerhedslovens § 39 pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne løses på.
Kernen i tilsynsforpligtelsen er, at amtsrådene har pligt til at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbuddene samt at forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lov.
Som et led i tilsynsforpligtelsen skal amtsrådet reagere, hvis dets medlemmer får informationer, der kan give anledning til kritik af den måde de opgaver, som amtskommunen har ansvaret for, udføres på. Amtsrådet skal også påse, at opgaverne tilrettelægges og udføres på en måde, så de lever op til lovens krav og til de beslutninger om standarden, som amtsrådet selv har truffet.
Amtsrådet beskriver i kvalitetsstandarden serviceniveauet for amtskommunens botilbud efter servicelovens § 92 med hensyn til indhold, omfang og udførelse. Desuden sørger amtsrådet for, at hver enkelt botilbud informerer borgerne om botilbuddets serviceniveau, fx i form af servicedeklarationer.
Fastsættelsen af den generelle kvalitetsstandard og udmøntningen heraf i de enkelte botilbud kan således ses som et redskab, amtsrådet kan benytte som led i tilsynet, der gør det enklere for amtsrådet at vurdere, om de enkelte tilbud lever op til det serviceniveau, amtsrådet har fastsat. Arbejdet med kvalitetsstandarden kan dog ikke medføre indskrænkning eller anden begrænsning i tilsynet efter retssikkerhedslovens § 39.
Derudover giver regelsættet mulighed for en åben debat om serviceniveauet såvel generelt som for de enkelte botilbud.
§ 1. Amtsrådet fastsætter en kvalitetsstandard for amtets botilbud efter § 92 i lov om social service. Stk. 2. Kvalitetsstandarden skal indeholde information til borgerne om indhold, omfang og udførelse af de ydelser, amtskommunen tilbyder ved ophold i de i stk. 1 nævnte botilbud og dermed beskrive det serviceniveau, som amtsrådet træffer beslutning om. Stk. 3. Amtsrådets kvalitetsstandard og amtsrådets opfølgning og revision på kvalitetsstandarden gøres alment tilgængelig for borgerne i amtskommunen, herunder på internet. Stk. 4. Amtsrådet reviderer kvalitetsstandarden mindst hvert andet år.
§ 2. Kvalitetsstandarden for botilbudsområdet som nævnt i § 1, skal udover de ydelser, der følger af servicelovens §§ 71 og 73, som minimum omfatte en beskrivelse af følgende områder: 1) Antallet af boliger i det enkelte botilbud og de fysiske rammer for den enkelte bolig. 2) Fællesfaciliteter i tilknytning til botilbuddene. 3) Hvilke ydelser, der er indeholdt i beboernes betaling efter servicelovens § 83, stk. 1 og 2. 4) Hvilke valgfrie ydelser beboerne kan forvente, herunder ydelsernes pris og prisberegning. 5) Hvilke dagtilbud og fritidstilbud beboerne kan forvente. 6) Visitationsprocedure. 7) Personalepolitik, herunder målsætning for kompetenceniveau og efteruddannelse. Stk. 2 Amtsrådet oplyser endvidere om den fremtidige indsats på botilbudsområdet. Stk. 3 Amtsrådet skal derudover informere om følgende forhold: 1) Værdier og normer. 2) Udarbejdelse af og opfølgning på handleplaner. 3) Brugerindflydelse og eventuelle brugerråd. 4) Klageadgang og sagsbehandling. 5) Eventuelle ventetider, som de fremgår af amtets ventetidsinformation.
§ 3. Amtsrådet sørger for, at hvert enkelt botilbud informerer borgerne om serviceniveauet vedrørende de forhold, der er nævnt i § 2, stk. 1 og stk. 3, nr. 1-3, fx i form af servicedeklarationer. Stk. 2. Informationen skal tillige indeholde oplysninger om personaleforholdene og den brugerinformation, der følger af § 11 f i bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18, samt flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, som ændret ved bekendtgørelse nr. 60 af 25. januar 1999, bekendtgørelse nr. 856 af 25. november 1999 og bekendtgørelse nr. 482 af 19. juni 2002. Stk. 3. Amtsrådet påser, at den i stk. 1-2 nævnte information revideres mindst hvert andet år.
§ 4. Amtsrådet påser, at forholdene i de enkelte botilbud, som omhandlet i § 3, er i overensstemmelse med den af amtsrådet fastsatte kvalitetsstandard. Stk. 2. Amtsrådet inddrager herunder de årlige redegørelser fra botilbuddene om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, jf. servicelovens kapitel 21, samt den årlige statistik og redegørelse for klager over det enkelte botilbud. Stk. 3. Ved udarbejdelse og revision af kvalitetsstandarden inddrages repræsentanter for beboerne og eventuelt deres pårørende.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. april 2003. Stk. 2. Amtsrådet udarbejder første gang en kvalitetsstandard senest den 1. oktober 2003.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 30. april 2003 Henriette Kjær /Vibeke Køie