Gelex

Vejledning om sikker elektronisk og telefonisk kommunikation mv. i arbejdsløshedsforsikringen

OphævetVersion 2003-05-26fra 2003-06-02 til 2012-09-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2003/39@2003-05-26/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Indledning

I bekendtgørelse nr. 369 af 26. maj 2003 er der fastsat regler om elektronisk og telefonisk kommunikation mv. i arbejdsløshedsforsikringen.

I det følgende beskrives bekendtgørelsens regler, og nogle af dem uddybes med nærmere retningslinjer. Elektronisk sagsbehandling kræver både intern og ekstern sikring af informationerne. Grundlaget herfor skal derfor være opfyldt efter reglerne i bekendtgørelse om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration.

Der henvises i øvrigt til Datatilsynets bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (med tilhørende vejledning).

Sikker internetkommunikation i arbejdsløshedsforsikringen

Til § 1

Kapitel 1 i bekendtgørelsen fastsætter regler om sikker internetkommunikation mellem a-kasserne og Arbejdsdirektoratet og a-kasserne indbyrdes. Den elektroniske kommunikation mellem medlemmerne og a-kasserne er reguleret i bekendtgørelsens kapitel 2.

Ved dokumentation forstås f.eks. dokumentation for medlemsanciennitet, indbetaling af efterlønsbidrag, afgørelser, høringer mv.

Til § 2

Projektet om registrering af efterlønsbidrag betyder, at oplysninger om medlemmer udveksles elektronisk fra den 1. oktober 2001. Det er derfor et krav, at alle a-kasser fra dette tidspunkt har en sikker internetforbindelse, så kommunikationen mellem a-kasserne kan ske ved hjælp af e-post.

Det udvidede rådighedstilsyn betyder ifølge bemærkningerne til lov nr. 1035 af 17. december 2002 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at a-kasserne i begyndelsen af 2004 skal udveksle afgørelser og dokumenter om rådighed ved brug af en sikker internetforbindelse.

Til § 3

Med autenticitet menes, at modtageren kan være sikker på, at meddelelsen stammer fra den angivne afsender. Dette kan kun opnås, hvis meddelelsen er signeret elektronisk. Staten har valgt at bruge Kommunedata og TDC internet som udbydere. Beskæftigelsesministeriet og dermed Arbejdsdirektoratet har valgt at bruge Kommunedata som udbyder.

Direktoratet vil derfor anbefale, at a-kasserne vælger den samme udbyder af certifikater til elektronisk signatur.

Certifikaterne udløber normalt efter 2 år, og de skal derfor fornys. De udløbne certifikater skal opbevares på en sikker måde, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1-3.

Til § 4

Det fremgår af IT-sikkerhedsrådets vejledning fra maj 2000 om praktisk brug af kryptering og digital signatur, at der sondres mellem 3 forskellige niveauer for kryptering og digital signatur. Niveau I drejer sig om kritiske meddelelser. Til denne gruppe regnes meddelelser, der har retsvirkninger, f.eks. udstedelse af afgørelser om forbud eller påbud og afgivelse af meddelelser under strafansvar. Til gruppen regnes også meddelelser, der har økonomiske konsekvenser, uanset om de i sig selv har retsvirkninger.

Ved udveksling af kritiske meddelelser skal der bruges stærk kryptering. Direktoratet har fastsat, at graden af kryptering følger den til enhver tid gældende vurdering. Det er for tiden 128 bits-kryptering.

Udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af elektroniske meddelelser

Til § 5

I bekendtgørelsens § 5 står der, at grundlaget for at optage medlemmer og udbetale ydelser fra a-kasserne er medlemmets oplysninger på tro og love om arbejds- og indtægtsforhold mv. i udbetalingsperioden, som har betydning for retten til og størrelsen af ydelserne.

Der kan f.eks. være tale om, at medlemmet som betingelse for at få arbejdsløshedsdagpenge skal udfylde et dagpengekort for hver udbetalingsperiode. Medlemmet skal på tro og love på dagpengekortet give oplysninger om ledighed og arbejds- og indtægtsforhold mv. i udbetalingsperioden. Medlemmet skal selv datere og underskrive kortet.

Hvis medlemmet giver urigtige oplysninger på dagpengekortet, kan der blive tale om at betale dagpenge tilbage, jf. § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Der kan også blive tale om at give medlemmet en sanktion efter lovens § 87, stk. 1 eller 3.

Udbetaler en a-kasse dagpenge, uden at der foreligger et korrekt udfyldt dagpengekort, er a-kassen ansvarlig efter lovens § 86, stk. 4. Der henvises også til lovens § 79, stk. 3. Her står der, at krav på refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal betales tilbage i det omfang, a-kassen ikke forelægger dokumentation i overensstemmelse med regler, der fastsættes af direktoratet. Der er tale om en objektiv regel. Det betyder, at hvis dokumentationen rent faktisk ikke findes, mister a-kassen retten til refusion.

Hvis den nødvendige dokumentation kan skaffes efterfølgende, bevarer a-kassen dog retten til refusion, og udbetalte beløb skal ikke betales tilbage.

I dag sker udbetalingen af ydelser til medlemmer af a-kasser som hovedregel på grundlag af dokumentation i form af papir. Denne bekendtgørelse åbner mulighed for, at der nu kan ske udbetaling på grundlag af elektroniske meddelelser, f.eks. via internettet.

Til § 6

Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at bruge elektroniske erklæringer i stedet for udbetalingserklæringer på papir. Der er derfor behov for at have hjemmel til at udbetale på et sådant grundlag.

§ 6, stk. 1, fastsætter derfor, at direktoratet kan tillade, at en a-kasse kan optage medlemmer og udbetale arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af elektroniske meddelelser eller blanketter.

Den enkelte a-kasse skal altså søge om tilladelse til f.eks. at udbetale dagpenge på grundlag af elektroniske meddelelser eller blanketter. Tilladelsen vil som hovedregel i første omgang blive givet til en forsøgsperiode på et år. Hvis forsøget går godt, kan tilladelsen gøres varig.

Tilladelsen kan gives til en eller flere af de ydelser, som den pågældende a-kasse udbetaler. Det gælder dog ikke godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

I § 6, stk. 3, står der, at tilladelsen efter stk. 1 er betinget af, at a-kassen opfylder bestemte vilkår af administrativ og teknisk karakter. Der henvises også til § 7.

Når der er tale om elektronisk optagelse, stilles der dog ikke så strenge krav som i § 7. Det skyldes, at a-kassen ikke kender den pågældende, når den modtager en anmodning om optagelse. Det er derfor ikke praktisk at etablere et system, der hviler på en pin-kode på 7 karakterer til den optagelsessøgende. Som følge heraf accepterer direktoratet til brug for optagelse en SSL-forbindelse med stærk kryptering, men uden identifikation ved hjælp af en pin-kode.

Det er en betingelse, at a-kassen sørger for grundig og letforståelig information. Det skal sikres, at medlemmerne kender ordningen, hvis de vælger at give a-kassen oplysninger ved en elektronisk meddelelse.

Til § 7

A-kassen skal ved valg af teknisk løsning tage hensyn til de på enhver tid foreliggende muligheder for at sikre, at

1) meddelelsen ikke kan læses af andre end modtageren,

2) meddelelsen ikke kan ændres undervejs til modtageren, og

3) meddelelsen ikke kan være sendt af andre end den, der står som afsender.

Ønsker a-kassen f.eks. at bruge en kommunikationsprotokol kombineret med et givet krypteringsniveau, skal niveauet være så stort, at det ikke er sandsynligt, at der kan ske misbrug ved, at krypteringen brydes.

Systemet skal indrettes på en sådan måde, at medlemmerne som hovedregel først kan sende elektronisk eller sende rettelser den sidste dag i udbetalingsperioden. Den enkelte a-kasse afgør selv, hvor længe medlemmet efter udbetalingsperiodens udløb skal kunne sende meddelelsen elektronisk.

Det skal også kun være muligt et mindre antal gange at identificere sig forkert som en bestemt afsender, inden systemet lukker.

Til § 8

Reglen indeholder kravene til erklæringen fra a-kassens statsautoriserede revisorer. Erklæringen skal foreligge som betingelse for, at direktoratet kan tillade udbetaling på grundlag af elektroniske meddelelser.

Denne regel skal ses sammen med bekendtgørelsen om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration. Der står heri, hvad revisorerne skal undersøge om beskrivelserne af a-kassernes administrative rutiner (forretningsgange).

Til § 9

Oplysninger fra medlemmerne til a-kassen ved hjælp af elektroniske meddelelser er et tilbud. Der kan altså ikke være tale om, at a-kassen pålægger medlemmerne at bruge denne metode til at sende oplysninger.

Der kan dog opstå behov for, at en a-kasse kan udelukke et medlem fra at bruge elektroniske meddelelser. Der tænkes her især på tilfælde, hvor medlemmet ikke har brugt ordningen korrekt, og tilfælde, hvor medlemmet tidligere har misbrugt ordningen.

A-kassens beslutning efter § 9, stk. 2, er en afgørelse i lovens forstand. Den er derfor omfattet af de almindelige klageregler, jf. lovens § 98, stk. 1.

Telefonisk indtastning af dagpengekort mv.

Til § 10

§ 10, stk. 1, i bekendtgørelsen fastsætter, at direktoratet kan give en a-kasse tilladelse til, at den kan udbetale arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af telefonisk indtastede oplysninger.

Den enkelte a-kasse skal søge tilladelse til f.eks. at udbetale arbejdsløshedsdagpenge på grundlag af telefonisk indtastede oplysninger. Tilladelsen til den enkelte a-kasse vil i første omgang blive givet til en forsøgsperiode på et år. Hvis forsøget går godt, kan tilladelsen gøres varig.

Tilladelsen kan gives til en eller flere af de ydelser, som den pågældende a-kasse udbetaler. Det gælder dog ikke godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

I bekendtgørelsens § 10, stk. 2, er det fastsat, at tilladelsen efter stk. 1 er betinget af, at a-kassen opfylder nærmere fastsatte vilkår af administrativ og teknisk karakter. Der henvises også til bekendtgørelsens § 12.

Der vil for dagpenge kun blive givet tilladelse til telefonisk indtastning af 0-dagpengekort. Det vil sige, at medlemmet i hele udbetalingsperioden har været fuldt ledig og hverken har haft arbejde eller indtægter.

Det er også en betingelse, at a-kassen etablerer et godt informationssystem, der sikrer, at medlemmerne kender ordningen, hvis de vælger at afgive oplysninger ved telefonisk indtastning.

For at undgå misbrug er det også en betingelse, at medlemmet ud over sit cpr. nr. også indtaster en firecifret pin-kode, der dannes på tilfældig vis af a-kassens edb-system. På denne måde forebygges det, at andre end medlemmet kan bede om dagpenge. A-kassen kan godt vælge at bruge en 7-cifret pin-kode for derved at kunne tilbyde medlemmerne at bruge samme pin-kode både ved telefonisk indtastning og ved elektroniske meddelelser. Der er ikke noget krav om, at pin-koden skal fornys efter en bestemt periode, eller hvis medlemmet skifter fra f.eks. dagpenge til efterløn.

Telefonsystemet skal indrettes på en sådan måde, at der først kan ske telefonisk indtastning fra den sidste dag i udbetalingsperioden. Den enkelte a-kasse afgør selv, hvor længe medlemmet efter udbetalingsperiodens udløb skal kunne indtaste telefonisk. Det skal også kun være muligt et begrænset antal gange at taste pin-kode eller cpr. nr. forkert, inden systemet lukker for indtastning.

Telefonsystemet kan også indrettes sådan, at det er muligt at indtaste, at man også er ledig i næste udbetalingsperiode.

Endelig skal systemet indrettes sådan, at opkald fra udlandet bliver afvist.

Som nævnt kan der kun blive tale om at taste 0-dagpengekort. Spørgsmålet er herefter, hvad der kan anses for at være 0-kort:

Følgende anses for at være 0-kort:

1. Medlemmet har opsparede overskydende timer, som udløser teknisk belægning i dagpengeperioden.

Medlemmet har ikke pligt til at oplyse herom på dagpengekortene, men a-kassen har pligt til at lave en teknisk belægning.

Det betyder, at et sådant dagpengekort kan anses for at være et 0-kort.

2. Medlemmet har en effektiv karantæne stående, som medfører teknisk belægning i udbetalingsperioden.

Medlemmet har ikke pligt til at oplyse herom, men a-kassen har pligt til at lave en teknisk belægning.

Det betyder, at der her er tale om et 0-kort.

3. Medlemmet har ret til godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i dagpengeperioden.

Medlemmet har pligt til at oplyse om ret til godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag på dagpengekortet. På den anden side har a-kassen pligt til teknisk belægning af dagpengekortene for disse dage og timer.

Det betyder, at der her er tale om et 0-kort.

4. Medlemmet skal have eller får udbetalt feriedagpenge i dagpengeperioden.

Medlemmet har pligt til at oplyse om feriedagene på dagpengekortene.

Hvis a-kassens edb-system er sådan indrettet, at det er umuligt at udbetale feriedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge for den samme periode, er der tale om automatisk teknisk belægning af dagpengekort.

Hvis dette er tilfældet, er der tale om et 0-kort.

5. Medlemmet går fra en ydelse til en anden, f.eks. fra dagpenge til uddannelsesgodtgørelse.

Medlemmet har pligt til at oplyse herom på dagpengekort og erklæring til udbetaling af uddannelsesgodtgørelse.

Hvis a-kassens edb-system er sådan indrettet, at det er umuligt at udbetale to ydelser for den samme periode, er der tale om automatisk teknisk belægning af dagpengekort mv.

Hvis dette er tilfældet, er der tale om 0-kort.

Følgende anses ikke for at være 0-kort:

1. Medlemmet har en fast månedlig pensionsindtægt.

Medlemmet har pligt til at oplyse herom på dagpengekortene. Da sådanne pensioner jævnligt reguleres og i øvrigt varierer en del, er det ikke muligt at tale om teknisk belægning.

Det betyder, at der ikke er tale om et 0-kort.

I visse tilfælde kan der dog være tale om 0-kort.

Der er tale om 0-kort, hvis a-kassen får en fuldmagt fra medlemmet om, at den kan indhente pensionstilsagn og oplysning om regulering af pensionen direkte fra pensionsselskabet. I så fald kan a-kassen selv sørge for, at den altid har det korrekte beløb. A-kassen kan derfor lave en rigtig, automatisk belægning af dagpengekortet.

2. Medlemmet har et fast månedligt honorar.

Medlemmet har pligt til at oplyse herom på dagpengekortene. Da der kan være tale om mange forskellige honorarer, hvor indtægten kan variere meget, er det ikke muligt at tale om teknisk belægning.

Det betyder, at der ikke er tale om et 0-kort.

3. Medlemmet skal holde egen optjent ferie med godtgørelse i dagpengeperioden.

Medlemmet har pligt til at oplyse herom på dagpengekortet.

Medlemmet skal have feriekortet attesteret i a-kassen.

Det er i disse tilfælde ikke altid muligt at tale om automatisk, teknisk belægning, da det er medlemmet, der som udgangspunkt har pligt til at oplyse om ferien på dagpengekortene.

Det betyder, at der ikke er tale om et 0-kort.

Der er dog tale om 0-kort, hvis a-kassens forretningsgange og edb-system er sådan indrettet, at a-kassen ved attestationen af feriekortet skal lave en belægning for feriedagene i edb-systemet.

Til § 11

Telefonisk indtastning af dagpengekort mv. er et tilbud til medlemmerne. Der kan altså ikke være tale om, at a-kassen pålægger medlemmerne at bruge denne metode til at afgive oplysninger.

Der kan dog opstå behov for, at en a-kasse kan udelukke et medlem fra at bruge telefonisk indtastning. Der tænkes her især på tilfælde, hvor medlemmet ikke har brugt ordningen korrekt. Der tænkes også på tilfælde, hvor medlemmet tidligere har misbrugt ordningen.

A-kassens afgørelse efter bekendtgørelsens § 11, stk. 2, er omfattet af de almindelige klageregler. Der henvises til lovens § 98, stk. 1.

Til § 12

Reglen indeholder de krav til den erklæring fra a-kassens statsautoriserede revisorer, der skal foreligge som betingelse for, at direktoratet kan give tilladelse til telefonisk indtastning.

Reglen skal ses sammen med bekendtgørelsen om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration. Denne regel beskriver, hvad revisorerne skal undersøge for så vidt angår a-kassernes administrative rutiner (forretningsgange).

Dokumentation og opbevaring

Til § 13

Den almindelige opbevaringsregel på 5 år gælder også for udbetalingsmateriale efter denne bekendtgørelse.

Systemet skal være indrettet sådan, at det ikke er muligt at ændre i elektronisk eller telefonisk indsendte dagpengekort mv., hverken af medlemmet eller a-kassen. Systemet skal også være sådan indrettet, at det er muligt på kort tid at danne en letforståelig udskrift af det elektronisk meddelte. Dette kan f.eks. ske til brug ved overflytninger og til brug for direktoratets tilsyn.

A-kasserne skal opbevare dokumentationen i 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor materialet har dannet grundlag for udbetaling mv. Det fremgår af B-vejledning om dokumentation for arbejdsløshedskassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven mv.

De særlige regler om opbevaring af dokumentation for ret til efterløn står i bekendtgørelse om dokumentation for medlemsanciennitet og indbetaling af efterlønsbidrag mv.

For opbevaring af dokumentation om udbetaling af dagpenge, ret til efterløn m.v. samt for opbevaring af tilhørende certifikater gælder det, at a-kasserne skal følge rutiner for registrering (logning) og journalisering (lagring), som er fastsat på en sådan måde, at dokumenternes bevisværdi sikres i opbevaringsperioden.

Direktoratet anbefaler, at a-kasserne anvender systembevis. Anbefalingen understøttes af Statens Arkiver. Med systembevis forstås, at en meddelelse gemmes uden den tilknyttede signatur f.eks. i et dokumenthåndteringssystem. Samtidig logger a-kassen resultatet af den signaturkontrol, der er blevet foretaget og gemmer informationen i tilknytning til meddelelsen. Dokumentets bevisværdi er herefter knyttet til a-kassens evne til at bevise, at system og procedurer er bygget sådan op, at ingen i praksis har kunnet ændre i dokumentets indhold eller log.

Den enkelte a-kasse skal sikre, at de statsautoriserede revisorer undersøger, om system og procedurer er sådan udformede, at anvendelsen af nævnte systembevis sikrer dokumenternes bevisværdi på betryggende vis, jf. bestemmelserne i bekendtgørelse om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration.

Denne vejledning erstatter følgende vejledninger:

1) vejledning nr. 156 af 28. august 2001 om sikker internetkommunikation i arbejdsløshedsforsikringen,

2) vejledning nr. 71 af 18. maj 2000 om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af elektroniske meddelelser og

3) vejledning nr. 65 af 17. maj 2001 om telefonisk indtastning af dagpengekort mv.

Underskrift 1

Arbejdsdirektoratet, den 26. maj 2003 Flemming Bentzen /Thorbjørn H. Pedersen

Versioner

  1. 2003-05-26 · til 2012-09-25