Gelex

Vejledning om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse

OphævetVersion 2003-06-04fra 2003-06-12 til 2009-07-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2003/47@2003-06-04/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Indledning

I bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 er der fastsat regler om brug af sanktion efter § 87, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinier.

Til § 1

Formålet med bekendtgørelsen er at regulere de situationer, hvor et medlem eller et tidligere medlem af en a-kasse skal have en sanktion, fordi medlemmet har givet urigtige oplysninger eller ikke har oplyst a-kassen om forhold, der har betydning for udbetaling af ydelser, eller har undladt at oplyse a-kassen om, at ydelser er modtaget med urette.

Bekendtgørelsen skal bruges på alle ydelser, der udbetales fra a-kasserne, bortset fra VEU-godtgørelse. Reglerne herom findes i Undervisningsministeriets bekendtgørelse om godtgørelse ved deltagelse i voksen- og efteruddannelse.

Bekendtgørelsen gælder både, hvor et medlem har begået svig over for a-kassen, og hvor der er tale om et uagtsomt forhold.

Bekendtgørelsen skal også bruges på et tidligere medlem af en a-kasse, som i medlemsperioden ved svig eller uagtsomhed har fået en ydelse med urette.

Svig

Ved svig forstås, at et medlem forsætligt fortier forhold eller afgiver urigtige oplysninger over for sin a-kasse for derved at få eller beholde en ydelse med urette. Hvis et medlem forsætligt har forsøgt at få en ydelse fra a-kassen med urette, er det også svig.

For at der kan være tale om svig, skal det være en forsætlig handling.

Der er tale om en forsætlig handling, når et medlem ved eller anser det for overvejende sandsynligt, at de urigtige oplysninger, medlemmet har givet til a-kassen, eller de oplysninger, som medlemmet har undladt at give til a-kassen, kan medføre, at medlemmet får en ydelse fra a-kassen med urette.

Når man skal vurdere, om et medlem har handlet med forsæt, betyder størrelsen af det beløb, medlemmet har unddraget eller forsøgt at unddrage a-kassen, ikke noget. Når man skal vurdere, om medlemmet havde forsæt, skal man vurdere, hvilke tanker og overvejelser medlemmet havde, da han gav de forkerte oplysninger til a-kassen eller undlod at give oplysninger til a-kassen. Beløbets størrelse betyder kun noget for sanktionens størrelse. Det vil sige, at det vil være svig, hvis et medlem fx undlader at oplyse om arbejde af en enkelt dags varighed, hvis medlemmet havde forsæt til at få en ydelse med urette ved ikke at oplyse om arbejdet.

Svigsbegrebet dækker også tilfælde, hvor et medlem sammen med en eller flere andre personer ved svig har forsøgt at få eller har fået ydelser med urette (komplot).

Er der tale om, at et medlem efterfølgende får forsæt til at beholde en ydelse med urette, er dette også svig. Det kan fx være feriedagpenge eller dagpenge for en periode, som et medlem efterfølgende får udbetalt løn for som følge af en faglig sag.

Et medlem kan få udbetalt feriedagpenge en uge før ferien. Efter at medlemmet har fået feriedagpenge, kan der dog indtræde en begivenhed, som gør, at betingelserne for at få udbetalt feriedagpenge alligevel ikke er til stede. Hvis medlemmet er klar over dette og bevidst undlader at oplyse a-kassen herom for at beholde feriedagpengene, er der tale om svig.

Eksempel:

Et medlem har fået feriedagpenge en uge før ferien. Dagen efter at medlemmet havde fået feriedagpenge, fik han en uforudset udgift, og han syntes derfor ikke, at der var råd til at holde ferie. Medlemmet gik derfor på arbejde i ferien. Han oplyste ikke a-kassen om, at han ikke havde holdt ferie som oplyst på ansøgningen om feriedagpenge.

Ved behandlingen af medlemmets ledighedserklæring opdagede a-kassen ved hjælp af lønsedlerne, at han ikke havde holdt sin ferie. Forholdet er svig, selv om medlemmet først efter, at udbetalingen var sket, fik forsæt til at beholde feriedagpengene med urette.

Forsøg på svig

Bliver svigen opdaget, inden ydelsen er udbetalt, er der tale om forsøg på svig.

Uagtsomt forhold

Der er tale om et uagtsomt forhold, når et medlems handling eller undladelse ikke er sket bevidst, men forholdet kun kan bebrejdes pågældende, fordi han eller hun burde have indset, at handlingen eller undladelsen kunne føre til, at der blev udbetalt ydelser med urette.

Der vil typisk være tale om, at forseelsen skyldes unøjagtighed, skødesløshed eller lignende fra medlemmets side.

Et medlem skal have en sanktion for uagtsomhed, hvis medlemmet

1) bør vide, at han eller hun skal oplyse a-kassen om et forhold, der har betydning for retten til ydelser,

2) klart sløser eller sjusker med at udfylde dagpengekort m.v., eller

3) bør vide, at en ydelse er udbetalt helt eller delvist med urette, men ikke oplyser det til a-kassen.

Et medlem skal ikke have en sanktion for uagtsomhed, hvis det beløb, medlemmet skal betale tilbage, er af ringe omfang. Ifølge § 7, stk. 3, er grænsen sat ved 2 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede.

Der kan også blive tale om at fritage et medlem for sanktion, hvis graden af den udviste uagtsomhed skønnes at være af meget ringe omfang.

Afgrænsning mellem svig og uagtsomhed

Afgrænsningen mellem svig og uagtsomhed er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. I bedømmelsen af svig eller uagtsomhed indgår følgende momenter:

1) A-kassens vejledning af medlemmet ved ledighedens start og senere vejledning af medlemmet, fx fordi medlemmet har henvendt sig til a-kassen.

2) Vejledningsteksten på blanketmaterialet.

3) Medlemmets oplysninger på ledighedserklæringen, dagpengekort m.v.

4) Medlemmets forklaring eller manglende forklaring til sagen.

5) Klarheden af den dokumentation, der kan skaffes fra fx arbejdsgivere, hvoraf det fremgår, hvornår medlemmet har arbejdet.

Opdeling i svig og uagtsomhed

I visse situationer kan der være både svig og uagtsomhed i samme sag. Der skal i sådanne situationer konkret tages stilling til, om forseelsen skal opdeles i en svigsdel og en uagtsomhedsdel.

Eksempel:

Et medlem lader være med at oplyse om et arbejde som vikar med en arbejdstid på 20 timer om ugen.

Medlemmet har et opsigelsesvarsel på 1 måned. For at modtage supplerende dagpenge skal der derfor foreligge en frigørelsesattest.

Da medlemmet ikke har oplyst a-kassen om arbejdsforholdet og ikke har en frigørelsesattest, har medlemmet ikke ret til dagpenge, fordi hun på grund af den manglende frigørelsesattest ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmet anses for at have begået svig for så vidt angår de 20 ugentlige arbejdstimer, hun ikke har oplyst a-kassen om.

Hvis medlemmet ikke kendte til reglerne om, at hun skulle have en frigørelsesattest, betragtes de ledige 17 timer som et uagtsomt forhold. Hun havde ikke forsæt til med urette at få dagpenge for mere end de 20 timer, hun ugentligt undlod at påføre dagpengekortet.

Hvis medlemmet imidlertid tidligere har haft en frigørelsesattest, vil hele forholdet som udgangspunkt være svig, da hun i så fald må anses for at kende reglerne herom.

En opdeling i svig og uagtsomhed er også relevant, hvis den manglende oplysning om et arbejde medfører, at et medlem

1) har haft overskydende timer,

2) har fået dagpenge for 1. og 2. ledighedsdag,

3) har fået dagpenge til trods for reglen om mindsteudbetaling,

4) har fået supplerende dagpenge ud over tidsbegrænsningen, eller

5) har fået dagpenge udover tidsbegrænsningen som følge af selvstændig bibeskæftigelse.

Eksemplerne er ikke udtømmende.

I sådanne situationer skal der altid ske en konkret vurdering af, hvilket kendskab medlemmet på forhånd har til reglerne.

Sanktionen for svig og uagtsomhed lægges sammen. Den samlede sanktion kan dog aldrig blive større, end hvis hele forholdet havde været svig.

Til § 2

Det er a-kassen, der træffer afgørelse om sanktion i sager om uagtsomhed og sager om svig.

For svigssagerne er det dog direktoratet, der træffer afgørelse i 2 situationer:

1) hvis det beløb, som et medlem skal betale tilbage på grund af svig, er større end et beløb svarende til 25 gange den højeste dagpengesats (der pr. 6. januar 2003 er 623 kr.) på konstateringstidspunktet, eller

2) hvis et medlem tidligere har begået svig og derfor skal slettes for svig.

Er det direktoratet, der træffer afgørelse, skal a-kassen træffe afgørelsen om tilbagebetalingsbeløbet og indstille til en sanktion til direktoratet.

Ved forsøg på svig er der ikke sket nogen fejludbetaling. A-kassen skal derfor som hovedregel træffe afgørelsen om forsøg på svig. Hvis medlemmet skal slettes som medlem af a-kassen for svig på grund af gentagelse, skal direktoratet dog træffe afgørelsen.

Til § 3

En effektiv karantæne betyder, at et medlems ret til ydelser falder bort for et antal timer, hvor han eller hun ellers havde ret til ydelser. Karantænen kan ikke afvikles i perioder med udbetaling af VEU-godtgørelse eller feriedagpenge.

En karantæne træder i kraft fra det tidspunkt, hvor forholdet bliver konstateret. Det er det tidspunkt, hvor a-kassen har fået en bestyrket mistanke om, at et medlem eventuelt har fået ydelser med urette.

En karantæne falder bort, hvis den ikke er udstået senest 2 år efter, at karantænen er trådt i kraft.

En karantæne falder ikke bort, hvis et medlem bliver overflyttet til en anden a- kasse, eller hvis et medlem melder sig ud af a-kassen. Bliver et medlem på ny optaget i en a-kasse, kan karantænen derfor stadig have virkning.

En effektiv karantæne efter reglerne om selvforskyldt ledighed, manglende overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring og genoprettelse af medlemsskab efter manglende indbetaling af medlemsbidrag går forud for en karantæne efter denne bekendtgørelse.

Efter reglerne om overskydende timer skal disse timer afvikles før en karantæne.

Til § 4

Reglen gælder i situationer, hvor en a-kasse bliver bekendt med oplysninger, der giver en bestyrket mistanke om, at et medlem har fået en ydelse med urette.

A-kassen skal standse for udbetalingen af ydelser, hvis a-kassen får en bestyrket mistanke om, at et medlem har fået en ydelse med urette.

A-kassen skal standse for ydelserne fra konstateringstidspunktet. Konstateringstidspunktet er det tidspunkt, hvor a-kassen har fået oplysning om forholdet. A-kassen kan fx have fået en indberetning fra direktoratet.

Eksempler på bestyrket mistanke:

Eksempel 1:

A-kassen får oplysninger om, at et medlem i en periode har arbejdet på en virksomhed og samtidig fået fulde dagpenge. Oplysningerne er dokumenteret i form af ansættelseskontrakt eller lønsedler, og a-kassen kan umiddelbart konstatere, at medlemmet har fået dagpenge.

A-kassen skal standse udbetalingen af dagpenge til medlemmet indtil sagen er undersøgt, og der er truffet afgørelse.

Eksempel 2:

A-kassen får fra arbejdsgiverkontrollen skriftlige oplysninger om, at et medlem har »arbejdet sort« i en restaurant og samtidig fået dagpenge. A-kassen har i den anledning konstateret, at der er blevet udbetalt fulde dagpenge for den pågældende periode.

På baggrund heraf skal a-kassen standse udbetalingen af dagpenge indtil sagen er undersøgt og der er truffet afgørelse.

Eksempel 3:

Direktoratet har fra en kommune fået oplysninger om, at et medlem har selvangivet overskud af selvstændig virksomhed og samtidig fået dagpenge. Direktoratet sender på den baggrund en indberetning til a-kassen.

A-kassen skal fra modtagelsen af indberetningen standse for udbetalingen af dagpenge til medlemmet, indtil sagen er undersøgt, og der er truffet afgørelse.

Medlemmet skal have en skriftlig afgørelse om, at udbetalingerne er standset. Af afgørelsen skal det fremgå, hvorfor udbetalingen er standset.

Medlemmet kan klage til direktoratet over a-kassens afgørelse om at standse for udbetalingen inden 4 uger efter, at klageren har fået afgørelsen. Det fremgår af lovens § 98, stk. 1.

A-kassen skal, når der er truffet afgørelse om sagens realitet, genoptage udbetalingen af ydelser i overensstemmelse med sin afgørelse eller eventuelle indstilling til direktoratet.

Eksempel:

A-kassen får, da et fuldtidsforsikret medlem melder sig ledig, mistanke om, at medlemmet har fået udbetalt dagpenge med urette.

Der går 10 uger hvor medlemmet fortsat er ledig, fra a-kassen har konstateret forholdet til den kan træffe afgørelse om, at medlemmet skal betale 16.606 kr. tilbage til a-kassen. A-kassen mener, at medlemmet har handlet svigagtigt og indstiller derfor til direktoratet, at medlemmet skal have en karantæne på 370 timer.

A-kassen skal umiddelbart genoptage udbetalingen af dagpenge til medlemmet, fordi en periode svarende til karantæneperioden er forløbet. A-kassen skal altså genoptage udbetalingen uanset, at direktoratet endnu ikke har truffet afgørelse.

A-kassen skal i sin afgørelse eller eventuelle indstilling til direktoratet oplyse om konstateringstidspunktet.

Til § 5

Størrelsen af en sanktion for svig afhænger af det beløb, som skal betales tilbage. Et medlem kan dog blive slettet af a-kassen for svig, hvis han eller hun gentagne gange begår svig. Der henvises her til § 6.

En karantæne beregnes på bruttobeløbet, det vil sige fejludbetalingen før fradrag for skat, eventuelt ATP- eller særligt pensionsbidrag m.v.

Sanktionen beregnes på grundlag af det samlede fejludbetalte bruttobeløb, som medlemmet har fået på grund af svig. Det vil sige, at et tilbagebetalingsbeløb skal modregnes i et eventuelt efterbetalingsbeløb, med mindre der er en klar adskillelse mellem de forhold, der førte til, at der var en efterbetaling og en tilbagebetaling.

Karantænen kan højst være på 962 timer. Karantænen kan mindst være på 37 timer. Har et medlem begået både svig og uagtsomhed, kan den samlede karantæne stadig højst være på 962 timer.

Bekendtgørelsens § 5, stk. 2, fastsætter, hvordan størrelsen af den effektive karantæne for svig beregnes.

Eksempel:

Et medlem fik forsætligt i 4 uger udbetalt dagpenge med urette. Medlemmet fik udbetalt dagpenge med den maksimale dagpengesats, og medlemmet skal derfor betale i alt brutto 12.460 kr. tilbage.

Omregningssatsen på konstateringstidspunktet udgør 157,17 kr./time.

Karantænen vil herefter være på:

(12.460/157,17) x 3,5 = 277,47 timer.

Karantænen skal nu rundes op til nærmeste hele tal. Karantænen er derfor 278 timer.

Ved forsøg på svig skal medlemmet have en effektiv karantæne på 37 timer. Der er tale om forsøg, når medlemmet bevidst fx har undladt at oplyse om arbejdstimer på dagpengekortene, men a-kassen opdager forholdet, inden den har udbetalt dagpenge.

Komplot og dokumentfalsk

Størrelsen af det beløb, som et medlem skal betale tilbage, betyder ikke noget for sanktionens størrelse i sager om komplot og dokumentfalsk. Medlemmet skal altid have en effektiv karantæne på 962 timer, hvis der er tale om komplot eller dokumentfalsk.

Der er tale om komplot, når svig over for en a-kasse er begået af flere medlemmer i forening eller af et eller flere medlemmer i forening med andre personer.

Ved dokumentfalsk forstås, at et medlem har gjort brug af et falsk dokument til at opnå en ydelse fra a-kassen. Et dokument er en skriftlig tilkendegivelse fra udstederen, der konkret bliver brugt som bevis for at opnå en ydelse fra a-kassen.

Dokumentet er falsk, når det ikke stammer fra den angivne udsteder, eller det har et indhold, som ikke stammer fra udstederen. Der henvises i øvrigt til straffelovens definition af dokumentfalsk.

Eksempel:

For at undgå en karantæne for selvforskyldt ledighed skriver et medlem selv et brev om, at han er blevet afskediget. Brevet er skrevet på arbejdsgiverens brevpapir, og medlemmet underskriver selv brevet i arbejdsgiverens navn.

Medlemmet angiver urigtigt årsagen til arbejdsophøret til at være »mangel på arbejde«, mens den korrekte årsag til ophøret er »fyret på grund af spiritusmisbrug i arbejdstiden«.

Formildende omstændigheder

Hvis der er formildende omstændigheder ved det begåede forhold, kan der i særlige tilfælde gives »rabat« med 1/3 på den sanktion, der skal gives efter § 5, stk. 2-4. Der skal være tale om objektivt konstaterbare forhold. Der kan derfor normalt ikke tages hensyn til personlige og sociale forhold.

En nedsættelse af sanktionen kan blive aktuel, når et medlem aktivt medvirker til at opklare forholdet.

Typisk vil der være tale om tilfælde, hvor et medlem selv har gjort a-kassen opmærksom på svigen, før a-kassen eller direktoratet har opdaget den eller har taget kontakt til medlemmet.

Det er medlemmet selv, der skal gøre opmærksom på svigen. Oplysningen om svigen kan dog komme i forbindelse med anden kontakt til a-kassen. Der vil derfor også kunne gives »rabat« i situationer, hvor medlemmet er forpligtet til at give a-kassen oplysninger, der burde føre til, at a-kassen opdagede svigen.

For at medlemmet kan få »rabat«, er det en betingelse, at gælden er betalt tilbage, eller at der er indgået et frivilligt forlig om at betale gælden tilbage.

Misligholder medlemmet et indgået forlig om at betale gælden tilbage, medfører det ikke, at »rabatten« falder bort, men kan føre til, at medlemmet bliver slettet som medlem af a-kassen i medfør af lovens § 86, stk. 9.

Eksempel:

Et medlem fik forsætligt udbetalt dagpenge med urette over en længere periode. Medlemmet fortalte a-kassen om svigen, da han kom med lønsedler i forbindelse med genindplacering i dagpengeperioden. Medlemmet havde fået udbetalt dagpenge med den maksimale dagpengesats og skulle derfor betale i alt brutto 44.810 kr. tilbage.

Omregningssatsen på konstateringstidspunktet udgør 157,17 kr./time.

Karantænen udgør herefter:

(44.810/157,17) x 3,5 = 997,87 timer.

Karantænen skal nu rundes op til nærmeste hele tal, men må dog højst være på 962 timer. Karantænen udgør derfor 962 timer.

Da medlemmet meldte sig selv og indgik frivilligt forlig om at betale gælden tilbage, skal medlemmet have »rabat«.

Karantænen skal nedsættes med 1/3 og udgør herefter:

962 x (2 /3) = 641,33 timer.

Karantænen skal nu rundes op til nærmeste hele tal. Karantænen udgør derfor 642 timer.

Til § 6

Reglen slår fast, at et medlem, der tidligere har fået en sanktion for svig, og som på ny gør sig skyldig i svig, skal slettes som medlem af a-kassen. Det gælder dog kun, hvis der ikke er gået mere end 5 år fra den tidligere afgørelse i 1. instans om svig til forseelsestidspunktet for det senere forhold.

Eksempel:

Et medlem fik ved direktoratets afgørelse af 15. juni 1999 en karantæne for svig.

Medlemmet gør sig herefter den 15. februar 2004 skyldig i et nyt tilfælde af svig.

Da der er gået under 5 år fra den tidligere 1. instansafgørelse af 15. juni 1999 og til den 15. februar 2004, hvor medlemmet på ny begår svig, skærpes sanktionen.

Medlemmet skal derfor slettes for svig i medfør af § 6.

Til § 7

Sanktion for uagtsomhed afhænger af størrelsen af det beløb, som et medlem skal betale tilbage. Konstateringstidspunktet er afgørende for, hvilken dagpengesats der skal bruges.

Karantænen kan højst være på 37 timer.

Hvis medlemmet skal betale et beløb tilbage, som ikke er større end 25 gange den højeste dagpengesats for fuldtidsforsikrede (for tiden 623 x 25 = 15.575 kr.), skal medlemmet kun have en karantæne på 20 timer.

Er beløbet ikke større end 2 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede (for tiden 623 x 2 = 1.246 kr.), skal medlemmet ikke have nogen karantæne.

Det er det fejludbetalte bruttobeløb, der skyldes uagtsomhed, der lægges til grund ved udmålingen af en sanktion for uagtsomhed. Det vil sige, at et tilbagebetalingsbeløb skal modregnes i et efterbetalingsbeløb, med mindre der er en klar adskillelse mellem de forhold, der førte til, at der var en efterbetaling og en tilbagebetaling.

Skyldes tilbagebetalingsbeløbet i en sag både svig og uagtsomhed, skal beløbet, der skyldes svig, modregnes i efterbetalingsbeløbet før beløbet, der skyldes uagtsomhed.

Til § 8

Der gælder en forældelse på 5 år for ikendelse af sanktion ved svig og uagtsomhed.

Forældelsen gælder kun sanktionen. Forældelse af kravet om tilbagebetaling følger de almindelige regler om forældelse af fordringer ( Danske Lov 5-14-4 og Forældelsesloven af 1908).

Fristen regnes fra forseelsens ophør. Det er det seneste tidspunkt, hvor medlemmet har begået forseelsen.

Forældelsen afbrydes fra det tidspunkt, hvor forseelsen bliver konstateret. Det er det tidspunkt, hvor en a-kasse har fået bestyrket mistanke om, at et medlem eventuelt har fået ydelser med urette.

Eksempel:

Et medlem har ved svig undladt at oplyse om beskæftigelse på dagpengekortene i perioden 14. august 1997 til 13. juli 1998. Medlemmet har fået 55.000 kr. med urette.

Sidste frist for at afbryde forældelsen er den 12. juli 2003.

A-kassen bliver opmærksom på forholdet den 10. juli 2003 ved indberetning fra direktoratet.

Da der ikke er gået mere end 5 år fra forseelsens ophør til forholdet konstateres, er det ikke forældet.

Til § 9

A-kasserne skal efter pålæg fra direktoratet melde et medlem til politiet, jf. lovens § 87, stk. 7.

Det er i langt de fleste tilfælde direktoratet, der træffer afgørelse i sager, hvor medlemmet skal meldes til politiet. Medlemmet skal meldes til politiet umiddelbart efter, at direktoratet har pålagt a-kassen at gøre det.

A-kassen træffer dog afgørelse i sager, hvor medlemmet ved dokumentfalsk eller komplot har begået svig for et beløb, der er mindre eller lig et beløb svarende til 25 gange den højeste dagpengesats (der pr. 6. januar 2003 er 623 kr.) på konstateringstidspunktet. A-kassen skal melde medlemmet til politiet, når klagefristen er udløbet. A-kassen skal samtidig sende afgørelsen og anmeldelsen til direktoratet. Mener a-kassen, at der er særlige forhold, der taler for, at anmeldelsen af medlemmet skal ledsages af en anmodning om et tiltalefrafald, kan a-kassen afvente direktoratets udtalelse, inden den melder medlemmet til politiet.

Hvordan skal a-kassen melde et medlem til politiet?

For at sikre en hurtig behandling hos politiet skal a-kassen vedlægge anmeldelsen følgende akter:

1) Direktoratets og/eller a-kassens afgørelse.

2) Det udbetalingsmateriale, der vedrører svigen. Det vil typisk være ledighedserklæring, dagpengekort og udbetalingsspecifikationer.

3) Materiale, der dokumenterer svigen. Der vil typisk være tale om oplysninger fra arbejdsgivere eller andre offentlige myndigheder.

4) En opgørelse over det beløb, der skal betales tilbage. Den skal vise, hvordan beløbet er beregnet.

5) De regler - lovtekst, bekendtgørelser, vejledninger - som direktoratets afgørelse henviser til.

6) Dokumentation for a-kassens vejledning af medlemmet, jf. bekendtgørelsen om en a-kasses pligt til at vejlede.

7) Afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn, hvis en sådan foreligger.

A-kassen skal sende de originale dokumenter, hvis det er muligt. Hvis a-kassen sender kopier, skal den sikre sig, at også bagsiden af dokumenterne kopieres. På bagsiden er der ofte vejledningstekst eller andre oplysninger, der kan have betydning for sagen.

Hvornår kan en anmeldelse ledsages af en anbefaling om tiltalefrafald?

En anmeldelse til politiet kan ledsages af en anbefaling fra direktoratet om, at anklagemyndigheden bør overveje at meddele tiltalefrafald.

Det gælder, hvis

1) pågældende har betalt beløbet eller indgået en aftale om tilbagebetaling som overholdes, og

2) der er undskyldende omstændigheder i form af særlige personlige forhold.

Det er direktoratet, der (efter indstilling fra a-kassen) kan anbefale et tiltalefrafald. Direktoratet vil her blandt andet lægge vægt på størrelsen af det beløb, som skal betales tilbage.

I sådanne sager kan anklagemyndigheden give tiltalefrafald på grundlag af en begrænset efterforskning, hvis der foreligger en bestyrket tilståelse fra pågældende.

Mener a-kassen, at der kan være grund til et tiltalefrafald, skal a-kassen anbefale det samtidig med sin indstilling om sanktion for svig. A-kassen skal nævne de konkrete, individuelle forhold, der efter a-kassens mening kan tale for, at medlemmet får et tiltalefrafald.

Har a-kassen truffet en afgørelse om svig ved dokumentfalsk eller komplot, kan a-kassen indhente direktoratets udtalelse om tiltalefrafaldet, inden den melder medlemmet.

Hvis anklagemyndigheden frafalder tiltalen, meddeler den dette til medlemmet og a-kassen. A-kassen skal give beskeden videre til direktoratet.

Da der i disse tilfælde ikke er rejst tvivl om afgørelsen om svig, får tiltalefrafaldet ikke betydning for afgørelsen om svig.

Behandlingen af sager hvor påtale bliver opgivet

I en del tilfælde opgiver anklagemyndigheden at påtale et forhold.

Direktoratet skal herefter tage stilling til, om påtaleopgivelsen betyder, at direktoratets afgørelse om svig skal ændres. Hvis Arbejdsmarkedets Ankenævn har tiltrådt afgørelsen om svig, er det ankenævnet, der skal træffe afgørelse.

En påtaleopgivelse vil som regel være udtryk for, at anklagemyndigheden ikke mener, at det er muligt at bevise, at der har været forsæt til bedrageri.

Det fremgår dog ikke altid tydeligt af påtaleopgivelsen, hvilke faktiske oplysninger fra sagen der er lagt til grund, eller hvordan de er blevet vægtet.

Der skal derfor i hvert enkelt tilfælde tages stilling til, om der er grundlag for at bede om en nærmere begrundelse for påtaleopgivelsen. Samtidig skal man vurdere, om politimesterens afgørelse skal indbringes for statsadvokaten.

For at sikre en ensartet behandling af disse sager skal a-kasserne straks orientere direktoratet, når en politimester har opgivet at påtale forholdet.

Hvis a-kassen af egen drift har klaget til statsadvokaten, og denne tiltræder politimesterens afgørelse, skal a-kassen straks orientere direktoratet om afgørelsen.

Hvis en klage over påtaleopgivelsen ikke fører til at der rejses tiltale, vil direktoratet vurdere, hvilke konsekvenser det får for direktoratets afgørelse. Har Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådt direktoratets afgørelse om svig, orienterer direktoratet nævnet om, at anklagemyndigheden har opgivet at rejse tiltale. I disse tilfælde vurderer nævnet, hvilken betydning det får for nævnets afgørelse.

Af praksis kan udledes følgende:

Påtaleopgivelse vil normalt betyde, at afgørelser om svig ændres til uagtsomhed. Det skyldes, at påtaleopgivelse som regel bliver givet, fordi politiet mener, at de faktiske oplysninger ikke kan løfte bevisbyrden for, at medlemmet har haft forsæt til svig.

Afgørelser om svig fastholdes dog, hvis

1) påtaleopgivelsen skyldes, at forholdet er strafferetligt forældet,

2) påtaleopgivelsen skyldes, at medlemmet er tiltalt for andre forhold og forholdet over for a-kassen ikke skønnes at få nævneværdig betydning for medlemmets straf, eller

3) påtaleopgivelsen er begrundet i sagens alder og i processuelle - herunder procesøkonomiske - betragtninger.

Retten frifinder medlemmet helt eller delvist for bedrageri

Hvis medlemmet frifindes helt eller delvist for bedrageri, skal a-kassen straks orientere direktoratet herom.

Direktoratet vurderer herefter, om der er grund til at kontakte anklagemyndigheden om spørgsmålet om anke. Hvis direktoratet vurderer, at der ikke er grund til at anke, vil direktoratet træffe en ny afgørelse som følger dommen.

Har Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådt direktoratets afgørelse om svig, orienterer direktoratet nævnet om dommen.

Til § 10

Grænsen for slettelse for svig i gentagelsestilfælde efter § 6 blev hævet fra 2 år til 5 år med virkning fra 1. juli 2000.

Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor et medlem, der tidligere har fået en sanktion for svig, på ny har begået svig, som ligger forud for 1. juli 2000. Grænsen er i disse tilfælde fortsat 2 år.

Herved undgås, at der kan blive tale om at skærpe sanktionen med tilbagevirkende kraft.

Denne vejledning erstatter vejledning nr. 81 af 7. juni 2000 om sanktioner til medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

Underskrift 1

Arbejdsdirektoratet, den 4. juni 2003 Birgitte Kjelgaard Andersen /Jakob Ploug Olsen

Versioner

  1. 2003-06-04 · til 2009-07-22