Gelex

Vejledning om dokumentation for a-kassernes administration af reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

OphævetVersion 2004-06-17fra 2004-06-23 til 2010-10-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2004/53@2004-06-17/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1

I. Indledning og generelle krav

I.A. Indleadning

Det fremgår af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. seneste lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 (herefter loven), § 79, stk. 3, at krav på refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal tilbagebetales i det omfang, a-kassen ikke efter anmodning forelægger dokumentation i overensstemmelse med regler, der fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Bestemmelsen betyder, at kravet på refusion bortfalder, og allerede udbetalte beløb skal tilbagebetales af a-kassen, uden at det er nødvendigt at påvise, at der er sket en fejludbetaling.

Hvis a-kassen efterfølgende kan fremskaffe den nødvendige dokumentation, bevarer a-kassen dog retten til refusion, og udbetalte beløb skal ikke tilbagebetales.

I lovens § 91, stk. 8, er det endvidere fastsat, at direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet kan fastsætte regler for, hvilket dokumentationsmateriale, der skal foreligge i forbindelse med a-kassernes administration af loven.

På denne baggrund redegør direktoratet i det følgende for reglerne om, hvilken dokumentation i form af blanketter, 3. mands- eller medlemsattestation, der uden undtagelse skal foreligge, før udbetaling af ydelser (bortset fra godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse), eller skattefri præmie kan ske. Dokumentationskravene omfatter også renter af efterbetalinger, jf. bekendtgørelse om renter af efterbetaling af dagpenge m.v.

Direktoratet gør også rede for, hvilke retningslinjer dokumentationsmaterialerne skal opbevares efter.

Direktoratet vil revidere vejledningen 1 gang om året. Denne vejledning er revideret pr. 1. februar 2004.

Det bemærkes, at vejledningen indeholder de tilfælde, hvor dokumentationen er obligatorisk. Herudover påhviler det a-kasserne i tilfælde, hvor der er tvivl om medlems- og udbetalingsforhold, at indhente de oplysninger og den dokumentation, som i øvrigt er nødvendig for at træffe den korrekte afgørelse.

I.B. Modtagestempel og dato

Når a-kassen modtager et dokument, som har relation til et medlems eller tidligere eller kommende medlems forhold til arbejdsløshedsforsikringen, skal a-kassen altid stemple dokumentet med modtagestempel med dato. Dette gælder alle typer af dokumenter, blanketter m.v. Og det gælder uanset, om det er fra et medlem, en person, der søger om optagelse, et tidligere medlem, en sådan persons repræsentant, en anden a-kasse eller en offentlig myndighed. A-kassen kan dog registrere dato for modtagelsen på anden måde, hvis a-kassen ønsker det og ikke ønsker eller kan bruge et stempel. Det kan fx være, hvis dokumentet er modtaget elektronisk.

A-kassen behøver dog ikke at stemple ydelseskort, der er modtaget rettidigt; det vil sige i forbindelse med første ordinære kørsel. Hvis et kort ikke er stemplet med modtagestempel, skal a-kassen kunne dokumentere, at kortet er modtaget i forbindelse med denne kørsel.

I.C. Om korrekt udfyldelse af dokumenter, digital signatur og sikkerhed

Det understreges, at grundlaget for udbetalingerne skal være korrekt. Det vil blandt andet sige, at blanketter m.v. skal være korrekt udfyldte, både af medlemmet og af a-kassen. A-kassen skal også sikre sig, at medlemmet har dateret og underskrevet bilag, hvor dette kræves.

Det vil også sige, at a-kassen ikke må rette i originale dokumenter. Hvis et medlem selv har rettet fx på en ledighedserklæring, bør a-kassen anføre, at det er medlemmet, der har rettet på dokumentet. Hvis et medlem beder a-kassen om at rette på fx et indsendt dagpengekort, skal a-kassen i stedet bede medlemmet om at udfylde et nyt dagpengekort.

Hvis medlemmet kan benytte digital signatur ved elektronisk kommunikation, kan medlemmet afgive anmodninger og erklæringer over for a-kassen i elektronisk form.

A-kassen skal da registrere dato for modtagelse og gemme henvendelsen samt oplysning om modtagelsestidspunkt på forsvarlig vis. Der henvises til afsnit I.G. om opbevaringsmåde.

Se eventuelt også afsnit VIII, indledningen.

Hvis et mangelfuldt udfyldt blanketmateriale m.v. har medført, at der er udbetalt ydelser (bortset fra VEU-godtgørelse) eller skattefri præmie med urette, er a-kassen ansvarlig for fejludbetalingen.

I.D. Blanketter

Direktoratet har udarbejdet blanketter, som bruges som dokumentation i de fleste af de situationer, som denne vejledning handler om.

Når en blanket ændres materielt, bliver det meddelt ved en rundskrivelse fra direktoratet. Af rundskrivelsen vil det fremgå, fra hvilket tidspunkt a-kassen skal bruge den nye blanket, samt i hvilket tidsrum restoplag af den gamle blanket må anvendes. Retningslinierne i denne vejledning finder således også anvendelse på eventuelle nye blanketter.

Direktoratets blanketter findes i blanketoversigten på direktoratets hjemmeside, www.adir.dk.

A-kassen kan som udgangspunkt udarbejde egne blanketter, hvis a-kassen ønsker det. Egne blanketter skal indeholde mindst de samme oplysninger som direktoratets blanketter. De må ikke være vanskeligere at udfylde og bruge end direktoratets blanketter. Visse blanketter skal forelægges direktoratet til godkendelse. Dette vil fremgå af blanketoversigten på direktoratets hjemmeside.

Når a-kassen udarbejder egne blanketter, sker dette på a-kassens eget ansvar. Således vil en fejludbetaling, som skyldes en blanket, som afviger fra direktoratets blanketter, medføre, at a-kassen mister retten til refusion, medmindre direktoratet har godkendt blanketten.

Direktoratet kan føre tilsyn med a-kassens blanketter. Hvis direktoratet konstaterer, at en a-kasses blanketter ikke lever op til den standard, som er fastsat ved direktoratets egne blanketter, kan direktoratet påbyde, at a-kassen straks holder op med at bruge disse blanketter. Dette gælder, uanset om der er tale om risiko for fejludbetalinger eller ej.

A-kassen skal kunne dokumentere hvilken version af en egen blanket, der har været brugt på et givet tidspunkt; fx ved at forsyne blanketterne med løbenumre.

I.E. Notatpligt

Modtager a-kassen oplysninger, der har betydning for medlemmet og/eller udbetalingsforhold, pr. telefon eller ved et møde, skal a-kassen notere oplysningerne og herunder notere, hvornår de er modtaget. Dette kan også ske i elektronisk form. Der henvises til afsnit I.G. om opbevaringsmåde. Der henvises samtidig til vejledning om almindelige krav til arbejdsløshedskassernes (afdelingernes) sagsbehandling og afgørelser.

I.F. Vejledningspligt

A-kassen skal sikre sig den nødvendige dokumentation for administrationen af reglerne i bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv. Der henvises særligt til § 31, stk. 1.

A-kassen skal således bl.a. notere, hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om.

Se også afsnit I.E. ovenfor om notatpligt.

I.G. Opbevaringsmåde

A-kassen skal opbevare alt materiale vedrørende medlemmerne på en sikker og forsvarlig måde.

A-kassen skal således påse, at materialet behandles i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger (persondataloven), herunder særligt at der kun gives adgang til materialet, når der er lovhjemmel dertil.

A-kassen skal også påse, at materialet opbevares på en måde, som sikrer, at samtlige oplysninger er tilgængelige med kort varsel i den periode, hvor a-kassen er forpligtet til at opbevare materialet. Hvis der fx er valgt en elektronisk opbevaringsform, skal a-kassen påse, at data ikke forsvinder eller forvanskes, og at der til stadighed findes et medie, som kan gengive oplysningerne. Samtidig skal a-kassen påse, at oplysningerne ikke kan ændres.

I.H. Opbevaringstid

A-kassen skal kunne dokumentere grundlaget for enhver udbetaling indtil 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor udbetalingen fandt sted. Det betyder, at alt materiale, der dokumenterer retten til optagelse og til bevarelse af medlemsretten i arbejdsløshedsforsikringen og alt materiale, der dokumenterer retten til ydelser m.v., skal opbevares.

Som eksempel kan nævnes, at a-kassen – udover det ydelseskort, som var den umiddelbare anledning til udbetalingen – skal opbevare den ledighedserklæring, som ligger til grund for medlemmets ret til ydelser. Det materiale, som a-kassen har indhentet i forbindelse med en ledighedserklæring, skal også opbevares. Det kan fx være lønsedler.

Når et medlem er overgået fra en ydelse til en anden ydelse, skal dokumentationen for medlemmets ret til overgang opbevares indtil 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor medlemmet ophørte med at modtage ydelsen.

For medlemmer, der vil kunne opfylde betingelserne for ret til efterløn, skal oplysninger om medlemsanciennitet og betaling af efterlønsbidrag opbevares i 5 år efter udgangen af det regnskabsår, hvori medlemmet fylder 65 år, dog 67 år for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999. Oplysningerne skal dog højst opbevares i 5 år efter udgangen af det regnskabsår, hvori medlemmet er afgået ved døden. Der henvises til bekendtgørelse om dokumentation for medlemsanciennitet og indbetaling af efterlønsbidrag m.v.

Hvis der opstår en sag på et medlem, må a-kassen ikke kassere noget materiale vedrørende medlemmet, før sagen er endeligt afgjort. A-kassen skal opbevare alt det materiale, der har ligget til grund for a-kassens afgørelse, i 5 år fra afgørelsestidspunktet.

II. Optagelse og udmeldelse

II.A. Optagelse, lønmodtagere, nyuddannede og værnepligtige

II.A.1. Generelt

En lønmodtager, en nyuddannet, eller en værnepligtig, der ønsker at blive optaget i en a-kasse, skal udfylde blanket AR 50. Det fremgår af § 10, stk. 1, i bekendtgørelse om optagelse som lønmodtager eller nyuddannet i en a-kasse. Se også den tilhørende vejledning.

A-kassen skal stemple ansøgningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I.

Hvis ansøger på blanket AR 50 har oplyst, at arbejdet udføres i egen eller ægtefælles selvstændige virksomhed, skal ansøger udfylde blanket AR 259 med supplerende oplysninger. Har ansøger oplyst, at ansøger eller ægtefælle ejer anparter eller aktier i det selskab, hvori ansøger er ansat, skal ansøger ligeledes udfylde blanket AR 259.

De nævnte former for dokumentation skal foreligge senest 3 måneder efter, at a-kassen har modtaget anmodning om optagelse. I modsat fald kan optagelsen annulleres. Der henvises til ovennævnte vejledning, vejledningen til § 10.

II.A.2. Særligt om lønmodtagere

Før a-kassen kan optage ansøger, skal lønarbejdet være dokumenteret ved lønsedler eller andet fra arbejdsgiveren, fx et ansættelsesbevis. Der henvises til lovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra a, og § 10, stk. 2, i nævnte bekendtgørelse samt vejledning. Hvis a-kassen ikke finder, at lønarbejdet er tilstrækkeligt dokumenteret, skal a-kassen indhente flere oplysninger fra arbejdsgiver. Det sker ved hjælp af blanket AR 262 - Oplysninger fra Arbejdsgivere I.

Hvis en ansøger søger optagelse på grundlag af hverv som borgmester, rådmand, udvalgsformand, folketingsmedlem, regeringsmedlem eller som medlem af Europaparlamentet, jf. lovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra f, skal hvervet være dokumenteret ved hjælp af lønsedler. Det fremgår af § 10, stk. 3, i den nævnte bekendtgørelse.

En ansøger kan optages på baggrund af arbejde, hvor der ydes offentligt tilskud til lønnen. Det fremgår af lovens § 41, stk. 5, og § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Hvis tilskuddet er begrundet i, at ansøger ikke - af fysiske eller psykiske årsager - kan forventes at opnå arbejde på det almindelige arbejdsmarked, kan ansøger dog ikke optages på baggrund af dette arbejde.

A-kassen skal derfor kontakte kommunen for at sikre sig, at der i hvert enkelt tilfælde er tale om et projekt eller en oplæring, der indeholder arbejdselementer, der kan berettige til optagelse. Herefter kan en lønseddel fra kommunen danne grundlag for optagelse. A-kassen skal gemme brev eller telefonnotat med kommunens oplysninger.

Hvis ansøgeren på AR 50 har oplyst, at arbejdet udføres i udlandet, kan pågældende blive optaget i a-kassen hvis

1. ansøgeren dokumenterer, at pågældende er dansk social sikret. Som dokumentation kan fremlægges en blanket E 101 DK/N 101 DK eller skærmprint fra Den Sociale Sikringsstyrelse. Der henvises til § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland,

2. ansøgeren fremlægger dokumentation fra den kompetente myndighed i et andet EØS-land for, at pågældende ikke har ret til at blive arbejdsløshedsforsikret dér. Se § 7, stk. 2, i nævnte bekendtgørelse,

3. ansøgeren dokumenterer, at pågældende er udsendt ifølge en aftale med en dansk virksomhed eller dansk organisation til midlertidigt arbejde uden for EØS. Se § 8, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen, eller hvis

4. personen har været arbejdsløshedsforsikret i et EØS-land, og begynder arbejde i et andet EØS-land, og fremlægger dokumentation fra den kompetente myndighed i det andet EØS-land for, at pågældende ikke kan blive arbejdsløshedsforsikret dér. Se § 9, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen.

II.A.3. Særligt om nyuddannede og værnepligtige

Der henvises til vejledning om optagelse samt til bekendtgørelse om overflytning mellem a-kasser med tilhørende vejledning.

Nyuddannede og værnepligtige kan optages alene på grundlag af ansøgers oplysninger på blanket AR 50.

I tvivlstilfælde skal a-kassen dog indhente dokumentation fra trediemand om uddannelsen eller værnepligten.

Et medlem af en a-kasse, der gennemfører en uddannelse af 18 måneders/3 semestres varighed, kan vælge at gøre brug af sine dimittendrettigheder.

A-kassen skal ligge inde med skriftlig dokumentation for, at medlemmet senest 2 uger efter uddannelsens afslutning har oplyst, at medlemmet ønsker at gøre brug af sine dimittendrettigheder.

II.B. Optagelse, selvstændige erhvervsdrivende

En selvstændig erhvervsdrivende, der ønsker at blive optaget i en a-kasse, skal udfylde blanket AR 51. A-kassen skal stemple ansøgningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I. Ansøger kan optages, når ansøger har dokumenteret, at ansøger er begyndt at arbejde i virksomheden. Se § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse med tilhørende vejledning.

II.C. Optagelse, kombinationsforsikring

En person, der ønsker at blive optaget som kombinationsforsikret, skal udfylde blanket AR 52. A-kassen skal stemple ansøgningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I.

Optagelse er betinget af, at ansøger fremlægger:

1. Dokumentation for lønarbejde på højst 30 timer om ugen, og

2. dokumentation for udøvelse af selvstændig virksomhed mellem 15 og 30 timer om ugen.

Ansøger skal samtidig erklære, at arbejdet i den selvstændige virksomhed kan sidestilles med arbejde som lønmodtager mellem 15 og 30 timer om ugen.

Hvis den selvstændige virksomhed tidligere har været drevet i over 30 timer om ugen, skal ansøger dokumentere, at arbejdet er reduceret til mellem 15 og 30 timer om ugen.

Dokumentation for lønarbejdet sker efter de regler, der gælder for lønmodtagere, se afsnit II.A.

Dokumentation for udøvelse af selvstændig virksomhed sker efter de regler, der gælder for selvstændig virksomhed, se afsnit II.B.

Hvis ansøger ønsker kombinationsforsikring på grundlag af deltagelse i ægtefælles virksomhed, skal ansøger fremlægge dokumentation for skattemæssig status som medarbejdende ægtefælle eller for indgået lønaftale med ægtefællen.

II.D. Optagelse efter slettelse for svig

Der henvises til bekendtgørelse om genoptagelse efter slettelse på grund af svig m.v.

Ved genoptagelse efter slettelse for svig finder AR 50 anvendelse.

A-kassen skal altid stemple en ansøgning om genoptagelse med modtagestempel med dato. Der henvises til afsnit I.B. En a-kasse, der optager et medlem, som har gæld som følge af et svigagtigt forhold, og som har indgået et frivilligt forlig, skal have kopi af forliget. A-kassen skal stemple kopien af det underskrevne forlig i henhold til afsnit I og opbevare kopien.

Genoptagelse er i øvrigt omfattet af de samme regler som optagelse i en a-kasse i øvrigt, hvorfor der henvises til afsnit II.A. til II.C.

II.E. Udmeldelse

Et medlem af en a-kasse skal skriftligt anmode om at blive udmeldt. Der henvises til bekendtgørelse om standardvedtægt for anerkendte a-kasser med bilag. A-kassen skal stemple anmodningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I.B. Anmodning om udmeldelse kan også ske pr. e-mail, idet a-kassen har en særlig vejledningspligt. A-kassen skal gemme e-mailen samt registrere, hvornår den er modtaget, jf. afsnit I.

Hvis fristen for udmeldelse skal fraviges, skal der foreligge dokumentation for, at medlemmet er overgået til førtidspension eller er visiteret til fleksjob.

I forbindelse med en udmeldelse skal der foreligge kopi af brev eller notat om den vejledning, som a-kassen har givet om konsekvenserne af udmeldelsen.

III Overflytning

III.A. Overflytning mellem a-kasser

Ved enhver overflytning mellem anerkendte a-kasser skal medlemmet og fraflytterkassen afgive oplysninger til den nye a-kasse på blanket AR 53 (overflytning), og eventuelt på blanket AR 54 (tillægsoplysninger efter overflytning).

A-kasserne skal stemple blanketterne med dato for modtagelse, jf. afsnit I.B.

Fraflytterkassen skal også afgive oplysninger på AR 260 (efterlønsoplysninger). AR 260 er en vandreblanket, hvor a-kassen giver oplysningerne om anciennitet i elektronisk form.

A-kassen skal som udgangspunkt behandle sager om overflytning på grundlag af medlemmets oplysninger på tro og love. I tvivlstilfælde kan a-kassen dog indhente nærmere dokumentation fra arbejdsgiveren om ansættelsesforhold, arbejdstid m.v.

AR 53 skal bruges ved enhver overflytning mellem de anerkendte a-kasser, jf. § 9, stk. 5, i bekendtgørelse om overflytning mellem a-kasser med tilhørende vejledning.

AR 54 kan enten vedlægges AR 53 eller udfyldes senere, hvis den nye a-kasse beder om det. Det kan fx være tilfældet, hvis det senere bliver aktuelt at udbetale fx dagpenge.

Fraflytterkassen kan undlade at udfylde AR 54, hvis den i stedet vedlægger edb-udskrifter, der indeholder de samme oplysninger.

De oplysninger og beregninger, som den nye a-kasse modtager fra fraflytterkassen på AR 54, er tilstrækkeligt udbetalingsgrundlag. Det gælder dog ikke, hvis der åbenlyst er tale om fejlagtige oplysninger.

Overflytning kan først ske fra det tidspunkt, hvor fraflytterkassen har modtaget AR 53. Ved overflytning på grundlag af arbejde kan overflytning dog tidligst ske fra det tidspunkt, hvor arbejdet begyndes. Der henvises til § 9, stk. 1, i den nævnte bekendtgørelse.

Hvis medlemmet driver selvstændig virksomhed, er det dog et krav, at virksomheden drives som hovedbeskæftigelse og i væsentligt omfang på overflytningstidspunktet. Der henvises til § 3, stk. 2, i den nævnte bekendtgørelse.

Sker overflytning på baggrund af uddannelse med dimittendrettigheder eller nuværende rettigheder, skal medlemmet i begge tilfælde afgive oplysninger til den nye a-kasse på blanket AR 53.

III.B. Overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring

Ved overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring skal der foreligge arbejdsgiverdokumentation for arbejdets omfang. Det kan fx være kopi af lønsedler. Hvis arbejdets omfang og tidsmæssige placering ikke fremgår klart af lønsedlerne, skal a-kassen indhente nærmere oplysninger fra arbejdsgiveren.

Medlemmet skal skriftligt bede om at blive overflyttet fra fuldtids- til deltidsforsikring.

Ved overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring skal medlemmet afgive en skriftlig erklæring om tidspunktet for fuldtidsarbejdets start.

A-kassen skal stemple anmodning og erklæring med dato for modtagelse, jf. afsnit I.B.

III.C. Overflytning til kombinationsforsikring

Overflytning kan ske ved, at medlemmet fremlægger:

1. Dokumentation for lønarbejde på højst 30 timer om ugen, og

2. dokumentation for udøvelse af selvstændig virksomhed mellem 15 og 30 timer om ugen. Medlemmet skal samtidig skriftligt erklære, at arbejdet i virksomheden kan sidestilles med arbejde som lønmodtager mellem 15 og 30 timer om ugen.

Hvis den selvstændige virksomhed tidligere har været drevet i over 30 timer om ugen, skal ansøger dokumentere, at arbejdet er reduceret til mellem 15 og 30 timer om ugen.

Dokumentation for lønarbejdet sker efter reglerne for lønmodtagere, se afsnit II.A.

Dokumentation for udøvelse af selvstændig virksomhed sker efter reglerne for selvstændige, se afsnit II.B.

Hvis medlemmet ønsker kombinationsforsikring på grundlag af deltagelse i ægtefælles virksomhed, skal medlemmet fremlægge dokumentation for skattemæssig status som medarbejdende ægtefælle eller for indgået lønaftale med ægtefællen.

Ved overflytning fra anden a-kasse bruges både blanket AR 52 og AR 53. Ved overflytning inden for samme a-kasse bruges kun AR 52.

A-kassen skal stemple ansøgningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I.B.

III.D. Udtræden af kombinationsforsikringen og overflytning til anden a-kasse

Udtræden af ordningen kan finde sted, hvis der ikke er blevet udbetalt ydelser i 5 uger. Medlemmet skal skriftligt anmode om at udtræde af ordningen.

Overflytning til anden a-kasse skal ske, hvis medlemmet opfylder de almindelige betingelser for overflytning, se afsnit III.A. Blanket AR 53 skal anvendes.

IV. Medlems- og efterlønsbidrag

Regler om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til a-kassen, om rykker- slette- og frameldeprocedure og om tilbagebetaling af medlems- og efterlønsbidrag er fastsat i lovens §§ 77, 77a og 78 samt i bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.

IV.A. Modregning for medlems- og efterlønsbidrag

Tvungen modregning

En a-kasse skal modregne forfaldent medlems- og efterlønsbidrag til a-kassen i tilgodehavende dagpenge og andre ydelser fra a-kassen.

Når a-kassen modregner, skal den afgive en modregningserklæring til medlemmet. Dette kan fx ske på den opgørelse, som udleveres til medlemmet ved udbetalingen af dagpenge eller andre ydelser.

Af modregningserklæringen skal det fremgå, hvilken periode medlemsbidraget dækker. Størrelsen af de enkelte bidrag til forsikringen, ATP, administrationen og efterlønnen skal også fremgå.

Specifikation kan undlades, hvis a-kassen har sendt en opkrævning eller en årlig opgørelse, hvoraf betalingsperioden og størrelsen af de enkelte bidrag fremgår.

Aftalt modregning

A-kassen kan kun modregne medlemsbidrag, der endnu ikke er forfaldent, hvis medlemmet modtager efterløn eller overgangsydelse eller har aftalt modregning med a-kassen. Der skal foreligge en skriftlig og dateret aftale, underskrevet af medlemmet.

IV.B. Rykkerprocedure for medlems- og efterlønsbidrag

Dokumentationen kan bestå af en brevkopi af den afsendte rykkerskrivelse. Den kan også bestå af en kopi af standardbrevet og en edb-udskrift, der viser, at medlemmet på et givet tidspunkt har fået tilsendt rykkerskrivelsen. Dette er tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet er blevet rykket skriftligt.

Yderligere dokumentation for, at brevet er sendt, kan bestå i postvæsenets kvittering for, at brevet er indleveret til afsendelse hos postvæsenet.

IV.C. Slettelse på grund af restance og framelding af efterlønsbidraget

Dokumentationen består af kopi af sletteafgørelsen eller afgørelsen om framelding af efterlønsbidraget og en kvittering fra postvæsenet om, at afgørelsen er indleveret til afsendelse, eller at det er sendt som anbefalet post.

Kommer slettebrevet retur til a-kassen fx fra postvæsenet med påtegningen »ubekendt efter adressen«, skal a-kassen notere, hvordan den har forsøgt at finde frem til medlemmets nye adresse.

Der henvises til direktoratets tjekliste på direktoratets hjemmeside (www.adir.dk): Medlemsrestance, slettelse og genoprettelse.

IV.D. Fritagelse for betaling af medlemsbidrag

Inden en a-kasse kan give fritagelse for betaling af medlemsbidrag, skal a-kassen have modtaget en skriftlig ansøgning herom.

Fritagelsen gives som udgangspunkt på baggrund af medlemmets tro- og love oplysninger.

Et medlem, der følger en uddannelse, der giver ret til optagelse i en a-kasse efter lovens § 41, skal efter 12 måneders fritagelse indsende en opgørelse over sine samlede indtægter til a-kassen.

IV.E. Fravalg af efterlønsbidrag eller efterlønsordning samt opkrævning

Fravalg af efterlønsbidraget

Et medlem skal altid skriftligt vælge efterlønsbidraget fra. Der henvises til bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse. A-kassen skal stemple anmodningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I.B.

Hvis a-kassen er i tvivl, om det er efterlønsbidraget eller -ordningen, der vælges fra, skal a-kassen kontakte medlemmet for at afklare dette. Hvis a-kassen ikke kontakter medlemmet skriftligt, skal der foreligge notat om, hvornår og hvordan kontakten har fundet sted og om medlemmets svar.

Ved fravalg af efterlønsbidraget har a-kassen en vejledningspligt. Hvis vejledningen ikke sker skriftligt, skal der foreligge notat om, hvornår og hvordan vejledningen har fundet sted. Det skal fremgå, hvad vejledningen indeholdt. Hvis der er udfyldt en blanket AR 252, som er underskrevet af medlemmet, anses a-kassens vejledningspligt for opfyldt.

Fravalg af efterlønsordningen

Et medlem skal altid skriftligt vælge efterlønsordningen fra. A-kassen skal stemple anmodningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I.B. Medlemmet kan dog anmode om fravalg pr. e-mail, da der er en udvidet vejledningspligt for a-kassen i denne situation. A-kassen skal gemme e-mailen og registrere datoen for modtagelsen, jf. afsnit I.

Opkrævning af efterlønsbidrag

A-kassen har vejledningspligt i forbindelse med 1. opkrævning af efterlønsbidrag.

Hvis vejledningen ikke sker skriftligt, skal der foreligge notat om, hvornår og hvordan vejledningen har fundet sted. Det skal fremgå, hvad vejledningen indeholdt.

Opkrævning af efterlønsbidrag efter pause

Medlemmet skal skriftligt anmode om igen at betale efterlønsbidrag. A-kassen skal stemple ansøgningen med dato for modtagelse, jf. afsnit I.B.

Vedrørende rykker- og frameldeprocedure vedrørende efterlønsbidraget henvises til afsnit IV.B. og IV.C.

Der henvises til direktoratets tjekliste på direktoratets hjemmeside (www.adir.dk): Medlemsrestance, slettelse og genoprettelse.

V. Udfyldelse af ledighedserklæring og beregning af dagpenge

V.A. Lønmodtagere

V.A.1. Udbetaling af dagpenge efter individuel sats

Medlemmet skal udfylde en ledighedserklæring (AR 251), før der kan udbetales dagpenge. AR 251 skal udfyldes første gang et medlem ønsker at modtage dagpenge. Medlemmet skal på ny udfylde en AR 251, når medlemmet skal have beregnet en ny sats.

Ved beregningen af medlemmets arbejdsfortjeneste skal der være dokumentation for indkomsten. Dette skal som hovedregel være lønsedler. Hvis a-kassen skønner, at lønsedlerne ikke er et tilstrækkeligt sikkert grundlag, skal a-kassen indhente en erklæring fra arbejdsgiver (blanket AR 274). Dette fremgår af bekendtgørelse om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn. Se også den tilhørende vejledning.

Hvis a-kassen ikke kan fremskaffe dokumentation fra arbejdsgiver, jf. § 7 i bekendtgørelsen med vejledning, kan arbejdsfortjenesten dokumenteres ved hjælp af tro og love oplysninger. Arbejdserklæringen (blanket AR 261) kan bruges hertil.

Dokumentation for fravær i beregningsperioden sker ved hjælp af blanket AR 296. Der henvises til § 18, stk. 1, i bekendtgørelse om beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere. Dokumentation for fravær kan endvidere ske ved hjælp af lønsedler eller andre oplysninger fra arbejdsgiver. Det er et krav, at lønsedler eller arbejdsgivers oplysninger angiver årsagen til fraværet, fraværets tidsmæssige placering, og fraværets omfang.

Dokumentation for fravær i beregningsperioden skal kun foreligge, hvis det indgår i beregningen.

Der henvises til direktoratets tjekliste på direktoratets hjemmeside (www.adir.dk):

Beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere.

V.A.2. Mindstesats

Til et fuldtidsforsikret medlem, der i de seneste tre år før ledighedens indtræden har været medlem af en a-kasse og i samme periode har været i fuld beskæftigelse som lønmodtager, udbetaler a-kassen dagpenge med dimittendsatsen. Det fremgår af § 3 i bekendtgørelse om beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere. Medlemmets oplysninger på tro og love lægges til grund ved vurderingen af, om medlemmet opfylder betingelserne for at få mindstesatsen.

V.A.3. Musikere og artister

For lønarbejdende musikere og artister er der fastsat særlige regler i vejledning om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

V.A.4. Supplerende oplysninger

Medlemmet skal udfylde blanket AR 259 (Supplerende oplysninger), hvis medlemmet på ledighedserklæringen har oplyst:

1. At medlemmet har andet lønnet eller ulønnet arbejde,

2. at medlemmet modtager dansk eller udenlandsk pension eller lignende,

3. at medlemmet eller dennes ægtefælle ejer eller driver selvstændig virksomhed eventuelt i selskabsform - fx landbrug, skovbrug, pelsdyravl, udlejningsvirksomhed, forretning, konsulentvirksomhed m.v.,

4. at medlemmet er eller har været beskæftiget i en virksomhed, der ejes/drives af medlemmet og/eller medlemmets ægtefælle/samlever/nærmeste familie,

5. at medlemmet er eller har været beskæftiget i et selskab, hvori medlemmet og/eller medlemmets ægtefælle/samlever/nærmeste familie ejer aktier eller anparter, eller

6. at medlemmet er selvbygger/medbygger.

V.B. Selvstændige erhvervsdrivende

V.B.1. Hovedregel: Endeligt ophør (hovedbeskæftigelse)

Medlemmet skal udfylde blanket AR 256 (ledighedserklæring), før end a-kassen kan udbetale dagpenge. Medlemmet skal være ophørt endeligt som selvstændig erhvervsdrivende. Det vil sige, at det personlige arbejde i virksomheden skal være ophørt mere end midlertidigt. Hovedreglen er, at der skal foreligge dokumentation fra tredjemand for, at ophøret er mere end midlertidigt. Kravene til dokumentation er forskellige, alt efter om der er tale om ophør, overdragelse, lukning eller bortforpagtning.

Der stilles særlige dokumentationskrav til ophøret i tilfælde, hvor et medlem er udtrådt af en virksomhed, der videreføres af ægtefælle eller medejer. De nærmere regler fremgår af bekendtgørelse om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse med senere ændringer.

V.B.2. Undtagelse: Midlertidigt ophør (hovedbeskæftigelse)

I visse tilfælde kan der udbetales dagpenge til en selvstændig erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat at udøve virksomhed. Medlemmet skal udfylde blanket AR 256 om midlertidigt ophør som selvstændig.

Der skal også være dokumentation for,

a) at medlemmet er midlertidigt afskåret fra at udøve selvstændig virksomhed,

b) at ophøret skyldes, at virksomheden er udsat for ekstraordinære begivenheder, der ikke kan tilregnes medlemmet, og

c) at det væsentligste indtægtsgrundlag er faldet bort under det midlertidige ophør.

Der henvises til bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse, med tilhørende vejledning.

V.B.3. Supplerende oplysninger

Afhængigt af, hvad medlemmet har oplyst på AR 256, kan det være nødvendigt at bede medlemmet om flere oplysninger. Der henvises til afsnit V.A.4.

V.B.4. Ophør med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

V.B.4.1. Almindelige regler

Et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, kan ophøre med at være omfattet af den begrænsede dagpengeperiode, når medlemmet på tro og love har erklæret at være ophørt. Erklæringen skal være skriftlig og begrundet. Der henvises til § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med tilhørende vejledning. Der skal foreligge dokumentation for afmelding af en eventuel momsregistrering af virksomheden. A-kassen kan forlange yderligere dokumentation, hvis den finder behov for det.

Ophøret skal være begrundet i virksomhedens lukning eller overdragelse til andre end ægtefællen, samleveren eller umyndige børn.

Ophøret kan også anerkendes, hvis medlemmet fremlægger dokumentation for, at virksomheden er bortforpagtet eller udlejet til andre end ægtefællen, samleveren eller umyndige børn.

Der henvises til § 7, stk. 2, i den nævnte bekendtgørelse.

V.B.4.2. Særligt om fritagelse for den begrænsede dagpengeperiode for landbrugere ved delvis bortforpagtning eller udlejning

Der kan ske fritagelse for den begrænsede dagpengeperiode for landbrugere ved dokumenteret bortforpagtning. Det er et krav, at arealet af den resterende del af ejendommen ikke overstiger den fastsatte arealgrænse. Se § 4, stk. 1 og 2 i bekendtgørelsen med vejledning.

Dokumentation for det reducerede areal vil normalt kunne ske ved at sammenholde aftalen om bortforpagtning eller udlejning med det seneste, specificerede ejendomsvurderingsskema. Dog kun hvis dette angiver en utvetydig og tilstrækkelig reduktion af arealet af den resterende ejendom.

V.C. Beregning af dagpengesatsen for selvstændige erhvervsdrivende

V.C.1. Udbetaling af dagpenge efter mindstesatsen, jf. lovens § 47

Et medlem, der er selvstændig erhvervsdrivende, kan vælge at få udbetalt dagpenge med mindstesatsen. Medlemmet skal op til ledigheden have drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv i mindst 3 hele sammenhængende regnskabsår. Medlemmet skal også i samme tidsrum have været fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse. Der henvises til § 5, stk. 1, i bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende. Se også den tilhørende vejledning.

Medlemmet skal dokumentere, at medlemmet i de seneste 3 hele regnskabsår har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Dokumentationen kan bestå af toldoplysninger, der viser momsbevægelserne i de 3 regnskabsår. For virksomheder, der ikke er momspligtige, kan dokumentationen bestå af kasserapporter eller andet, der viser virksomhedens omsætningstal. Der henvises i øvrigt til vejledningen til nævnte bekendtgørelse.

V.C.2. Individuel dagpengesats

Hvis medlemmet inden 6 måneder efter ledighedens indtræden dokumenterer, at en sats beregnet efter reglerne i bekendtgørelsens § 4, stk. 1 udgør et højere beløb end mindstesatsen, har medlemmet ret til den højere sats. Det fremgår af § 5, stk. 1, 2. pkt., i ovennævnte bekendtgørelse.

Dokumentationen består i blanket AR 255, der skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor. A-kassen kan dog fravige denne betingelse, jf. § 8, stk. 5, 1. pkt. A-kassen påtager sig derved ansvaret for eventuelle fejludbetalinger, jf. § 8, stk. 5, 2. pkt. i bekendtgørelsen.

V.C.3. Beregning ved hjælp af årsopgørelse

Hvis virksomheden har været drevet som en enkeltmandsvirksomhed, kan medlemmet i stedet vælge at få beregnet dagpengesatsen på grundlag af de seneste årsopgørelser for beregningsårene. Årsopgørelserne kan dog ikke bruges, hvis overskuddet er takseret eller skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne. Medlemmet skal erklære sig indforstået med, at a-kassen lægger virksomhedens overskud ifølge årsopgørelserne til grund ved beregningen. Medlemmet skal også erklære, at overskuddet alene vedrører medlemmets hovedbeskæftigelse.

Hvis medlemmet fremlægger dokumentation fra kommunen for sygedagpenge, der er modtaget i det valgte beregningsår, kan beløbet tillægges virksomhedens resultat.

Opgørelsen sker på blanket AR 255. Der henvises til § 9 i bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.

V.D. Kombinationsforsikrede

Et kombinationsforsikret medlem kan få dagpenge ved fuld ledighed eller ved ledighed fra den ene af de to beskæftigelser. Der henvises til bekendtgørelse om kombinationsforsikring.

Kravet til dokumentation ved ledighed fra lønarbejde er det samme som i afsnit V.A. (lønmodtagere). Kravet til dokumentation ved ledighed fra selvstændig virksomhed er det samme som i afsnit V.B. (selvstændige). Ved ledighed fra begge beskæftigelser skal dokumentationskrav for begge være opfyldt.

Se også afsnit V.A.4. om supplerende oplysninger på en AR 259.

VI. Beskæftigelseskravet

A-kassen skal sikre sig, at medlemmet opfylder beskæftigelseskravet i lovens § 53, før dagpenge kan udbetales første gang.

VI.A. Lønmodtagere

Beregningen af beskæftigelseskravet sker på baggrund af opgjorte løntimer i et sædvanligt arbejdsforhold. Medlemmet skal have udført arbejdet i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Der henvises til § 2 stk. 1, i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode. Se også den tilhørende vejledning.

Som dokumentation fra arbejdsgiver skal der derfor foreligge lønsedler, der angiver antallet af medlemmets løntimer og deres placering. En lønseddel, der indeholder de opsummerede løntimer, kan bruges som dokumentation. Hvis lønsedlerne ikke indeholder de nødvendige oplysninger, skal a-kassen indhente dokumentationen hos medlemmets tidligere arbejdsgiver(e) ved hjælp af blanket AR 263 (Oplysninger fra Arbejdsgivere II).

Der henvises til § 3 i bekendtgørelse om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn. Se også den tilhørende vejledning.

Hvis a-kassen ikke kan skaffe dokumentation fra arbejdsgiver, jf. § 7 i nævnte bekendtgørelse med vejledning, kan medlemmet dokumentere beskæftigelseskravet ved tro og love oplysninger. Dette sker ved hjælp af blanket AR 261.

Er arbejdsgiver gået konkurs, skal a-kassen kontakte kurator for arbejdsgivers konkursbo for at skaffe den nødvendige dokumentation. Hvis kurator erklærer over for a-kassen, at oplysningerne ikke kan skaffes, er erklæringen dokumentation nok til, at a-kassen kan udbetale dagpenge på tro og love. Der henvises til § 7 stk. 2, i nævnte bekendtgørelse. Reagerer kurator ikke på en henvendelse fra a-kassen om arbejdsgiveroplysninger, skal a-kassen kontakte skifteretten med henblik på, at skifteretten kan pålægge kurator at besvare a-kassens henvendelse. Nærmere retningslinjer herom er fastsat i rundskrivelse nr. 92/99 af 22. juni 1999 om arbejdsgiverdokumentation i tilfælde, hvor arbejdsgiveren er gået konkurs.

Der henvises til direktoratets tjekliste på direktoratets hjemmeside www.adir.dk: Beskæftigelseskravet for lønmodtagere.

VI.B. Musikere og artister

For lønarbejdende musikere og artister er der fastsat særlige regler i vejledning om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

VI.C. Selvstændige erhvervsdrivende

Medlemmer, som driver selvstændig virksomhed, kan opfylde beskæftigelseskravet

1) med perioder, hvor virksomheden har været drevet i væsentligt omfang, eller

2) ved at sammenlægge løntimer i perioder, hvor virksomheden har været drevet som hovedbeskæftigelse (fra 1. juli 2003).

Medlemmer, der er kombinationsforsikrede, og medlemmer, der udøver selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, kan dog højst medregne et timetal, der svarer til den almindelige, fulde arbejdstid inden for det offentlige område.

Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Ved vurderingen af, om medlemmet har drevet virksomheden i væsentligt omfang, sammenholdes medlemmets oplysninger om arten og omfanget af det personlige arbejde med virksomhedens omsætning. Det forudsættes således, at arbejdstiden i virksomheden afspejler sig i virksomhedens omsætning, men uden at man dermed kan lægge sig fast på en omsætning af en bestemt størrelse. I tvivlstilfælde skal den ledige fremlægge yderligere dokumentation for, at væsentlighedskravet har været opfyldt, jf. § 5, i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode med tilhørende vejledning. Bibeskæftigelse kan aldrig medregnes.

VI.D. Forlængelse af referenceperioden

Dokumentation for forlængelse af referenceperioden, jf. § 10 i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode, sker ved hjælp af blanket AR 296.

Dokumentation for fravær kan endvidere ske ved hjælp af lønsedler eller andre oplysninger fra arbejdsgiver. Det forudsætter, at oplysningerne angiver årsagen til fraværet, fraværets tidsmæssige placering, og fraværets omfang.

VII. Arbejdsperioder m.v. i andre lande

VII.A. Andre EØS-lande og Schweiz

Hvis forsikrings- og arbejdsperioder fra et andet EØS-land eller Schweiz skal bruges til at opfylde lovens § 53, skal perioderne være attesteret på en attest E 301 fra det andet EØS-land eller Schweiz.

A-kassen skal påse, at frister og betingelser for medregning af forsikrings- og arbejdsperioder er opfyldt. Der henvises til §§ 2, 3 og 5, i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland.

Hvis et medlem bliver ledig, før attest E 301 eller N 301 er udstedt fra det andet EØS-land eller Schweiz, kan a-kassen udbetale dagpenge i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at:

1. Det er utvetydigt dokumenteret, at medlemmet har arbejdet og været arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land/Schweiz, fx ved kopi af lønsedler, hvor der er indbetalt til forsikringen.

2. Frister og betingelser for medregning af forsikrings- og arbejdsperioder er opfyldt, jf. §§ 2, 3 og 5, i bekendtgørelsen.

3. Der er søgt om en attest E 301 eller N 301.

4. Medlemmet har underskrevet en erklæring om evt. efterregulering af dagpengene.

Der henvises i øvrigt til Vejledning om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene.

VII.B. Færøerne

Hvis forsikrings- og arbejdsperioder fra Færøerne skal bruges til at opfylde lovens § 53, skal perioderne være attesteret på en attest N 301 DK.

A-kassen skal indhente attesten og skal påse, at frister og betingelser for medregning af forsikrings- og arbejdsperioder er opfyldt. Der henvises til §§ 1, 2 og 3, i bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret efter arbejde eller ophold på Færøerne.

VII.C. Øvrige lande

Hvis der er dokumentation for arten, omfanget og aflønningen af lønarbejde og drift af selvstændig virksomhed i det andet land, kan det medregnes til lovens § 53. Se afsnit VI om beskæftigelseskravet.

VIII. Udbetaling af dagpenge og aktiveringsydelse

Til brug for a-kassens udbetaling af dagpenge eller aktiveringsydelse skal der for hver udbetalingsperiode foreligge et dagpengekort (AR 271 eller AR 272), eller en erklæring til udbetaling af aktiveringsydelse (AR 235 eller AR 236), henholdvis 14-dages kort og månedskort.

Kortet eller erklæringen skal være udfyldt af medlemmet efter de gældende regler herom. Medlemmet skal også underskrive og datere kortet eller erklæringen. Underskrift og datering må først ske ved udbetalingsperiodens udløb.

Dagpengekort eller erklæring skal indleveres til a-kassen umiddelbart efter udløbet af hver udbetalingsperiode.

Der henvises til § 9, stk. 2, i Bilag 1 til bekendtgørelse om standardvedtægt for anerkendte a-kasser (Standardvedtægten).

Udbetaling af dagpenge m.v. ved brug af elektroniske meddelelser

I bekendtgørelse om sikker elektronisk og telefonisk kommunikation mv. i arbejdsløshedsforsikringen er angivet de krav, der stilles til dokumentationen, når medlemmerne og a-kasserne udveksler elektroniske oplysninger, fx dagpengekort.

§ 6, stk. 1, i bekendtgørelsen fastsætter, at direktoratet kan give tilladelse til, at en a-kasse kan optage medlemmer og udbetale dagpenge m.v. ved brug af elektroniske meddelelser og blanketter. Tilladelsen forudsætter, at a-kassen kan dokumentere kvaliteten af den tekniske løsning, jf. bekendtgørelsens § 7. Der skal foreligge en erklæring fra a-kassens statsautoriserede revisor om kvaliteten af systemet, jf. bekendtgørelsens § 8.

Telefonisk indtastning af dagpengekort m.v.

§ 10, stk. 1, i bekendtgørelsen fastsætter, at direktoratet kan give tilladelse til, at en a-kasse kan udbetale dagpenge m.v. ved brug af telefonisk indtastede oplysninger fra medlemmet. Tilladelsen forudsætter, at a-kassen kan dokumentere kvaliteten af den tekniske løsning, jf. bekendtgørelsens § 11. Der skal foreligge en erklæring fra a-kassens statsautoriserede revisor om kvaliteten af systemet, jf. bekendtgørelsens § 12.

Vedrørende opbevaring af dokumentation henvises til afsnittene I.G. og I.H.

VIII.A. Kontakt med AF

VIII.A.1. Tilmelding til AF

Et medlem skal være tilmeldt og have kontakt til AF for at få dagpenge. Medlemmet er tilmeldt, når medlemmet er registreret i AF´s edb-system (AMANDA) som arbejdssøgende.

A-kassen kan først udbetale dagpenge, når medlemmet er registreret i AMANDA som arbejdssøgende. Som dokumentation skal a-kassen sikre sig, at det i a-kassens eget edb-system fremgår, at a-kassen har fået en elektronisk besked fra AMANDA om, at medlemmet er tilmeldt AF. Dokumentationen for tilmeldingen er ikke tilstrækkelig, hvis a-kassen efter modtagelsen af beskeden om tilmeldingen har modtaget en besked fra AMANDA om, at medlemmet er afmeldt. Herudover skal der foreligge sædvanlig dokumentation for medlemmets ret til dagpenge.

A-kassen kan ikke umiddelbart udbetale dagpenge for en periode med manglende tilmelding på grundlag af et datostemplet dagpengekort eller en bekræftelse på en digital tilmelding.

A-kassen har mulighed for at dispensere for en periode med manglende tilmelding på grundlag af et datostemplet dagpengekort eller en edb-udskrift, der bekræfter tilmeldingen. Der henvises til § 6, stk. 2, nr. 1, i bekendtgørelse om rådighed. Der må i så fald ikke være noget, der indikerer, at medlemmet har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding. Herudover skal der foreligge sædvanlig dokumentation for medlemmets ret til dagpenge.

Efter § 6, stk. 2, nr. 2, kan a-kassen dispensere på grundlag af enten en a-kassefejl eller en skriftlig udtalelse fra AF eller AMS om, at der er tale om en AF-fejl. A-kassen skal også have hørt medlemmet om medlemmets mulighed for at kunne have hindret og afhjulpet den manglende tilmelding. Som dokumentation herfor skal der enten foreligge en skriftlig udtalelse fra medlemmet eller et notat fra a-kassens samtale med medlemmet. Herudover skal der foreligge sædvanlig dokumentation for medlemmets ret til dagpenge.

Hvis a-kassen dispenserer efter § 6, stk. 2, kan udbetaling af dagpenge til et ledigt medlem først ske, når medlemmet er tilmeldt AF.

Dispensation efter § 6, stk. 2, kan kun ske, hvis der ikke er udbetalt dagpenge til medlemmet for perioden med manglende tilmelding.

Der henvises til Tjekliste til sager om manglende tilmelding til AF på www.adir.dk.

VIII.A.2. CV

Et medlem skal lægge sit CV ind i AF´s Job- og CV-bank senest en måned efter tilmeldingen til AF. Medlemmet mister retten til dagpenge, hvis CV´et ikke er rettidigt indlagt.

Medlemmer, der skal til CV-samtale på AF:

A-kassen får kun en underretning fra AF på de medlemmer, hvor AF har registreret mangelfulde forhold i forbindelse med medlemmets CV.

Når a-kassen modtager en sådan underretning, skal den standse for udbetaling af dagpenge til medlemmet fra 1-måneds-fristens udløb. Hvis de mangelfulde forhold skyldes medlemmet, kan a-kassen først genoptage udbetalingen, når den har modtaget en ny underretning fra AF om, at de mangelfulde forhold ved CV´et er udbedret.

Medlemmer, der skal til CV-samtale i a-kassen:

Medlemmet skal underskrive en erklæring om, at oplysningerne i CV´et er fyldestgørende og korrekte (CV-erklæring).

Hvis CV-samtalen afholdes telefonisk, skal medlemmet senest 1 måned efter tilmeldingen til AF sende CV-erklæringen til a-kassen.

Der skal kun afgives en CV-erklæring i forbindelse med, at medlemmet opretter et CV. Der skal således ikke afgives en CV-erklæring i forbindelse med ajourføring af CV´et.

A-kassen skal opbevare CV-erklæringen og en kopi af CV´et i 5 år – som det er tilfældet med anden dokumentation for, at ydelser til medlemmerne er udbetalt med rette.

VIII.B. Rådighed

VIII.B.1. Jobsøgning

Et ledigt medlem skal være aktivt arbejdssøgende. Medlemmet skal søge konkrete job på opfordring af AF. Medlemmet skal også benytte Job- og CV-banken og kontakte arbejdsgivere, som har rettet henvendelse på grundlag af medlemmets CV i Job- og CV-banken.

Til brug for rådighedsvurderingen skal a-kassen notere medlemmets oplysninger om arbejdssøgning, herunder hvor mange job, medlemmet har søgt og hvornår.

Hvis a-kassen har givet medlemmet en frist til at vise sin tilknytning til arbejdsmarkedet, skal medlemmet kunne dokumentere sin jobsøgning. Dette kan fx ske i form af kopier af ansøgninger, som a-kassen skal notere og opbevare. A-kassen skal også gemme en kopi af brevet, hvori a-kassen har givet medlemmet en frist til at dokumentere sin jobsøgning.

VIII.B.2. Sygdom i en længere periode

A-kassen skal undersøge og vurdere et medlems rådighed, når medlemmet i en længere periode har været uden tilknytning til arbejdsmarkedet på grund af sygdom.

Hvis medlemmet har været syg i en længere periode, og a-kassen vurderer, at medlemmet er til rådighed, skal der være dokumentation for, at medlemmet igen kan overtage arbejde. Det kan fx være en tro og love erklæring fra medlemmet.

Hvis medlemmet har været syg i en meget lang periode, det vil sige i mindst 2 år, eller medlemmets ret til sygedagpenge udløber som følge af tidsbegrænsningen i sygedagpengereglerne, og medlemmet herefter melder sig rask og beder om dagpenge, skal a-kassen også foretage en rådighedsvurdering. En lægeattest kan i denne situation være et nødvendigt led i a-kassens rådighedsvurdering. Der er udarbejdet en standardlægeattest (blanket AR 276). A-kassen udleverer AR 276 til medlemmet, der udfylder den sammen med lægen.

VIII.B.3. Krav om arbejde ved manglende rådighed

Et medlem, der har mistet retten til dagpenge, kan igen få ret til dagpenge, når der foreligger dokumentation for, at medlemmet har haft mere end 300 timers arbejde henholdsvis mindst 150 timers arbejde inden for 10 uger.

Der stilles samme krav til dokumentationen som ved beskæftigelseskravet. Der henvises derfor til afsnit VI.

VIII.C. Ophør med udbetaling af sygedagpenge

Hvis medlemmet anmoder om dagpenge efter sygdom, skal a-kassen sikre sig, at udbetalingen af sygedagpenge fra kommunen er stoppet, inden a-kassen udbetaler dagpenge. Der henvises til bekendtgørelse om dokumentation ved udbetalinger til arbejdsløshedskassemedlemmer, der overgår fra sygedagpenge til arbejdsløshedsdagpenge.

Hvis det ikke, på grund af det tidsrum, der går fra raskmelding finder sted, til dagpengeopgørelsen udstedes, har været muligt at fremskaffe dokumentation for, at sygedagpengeudbetalingerne er ophørt, kan a-kassen udbetale dagpenge på grundlag af medlemmets tro- og love erklæring. Dokumentationen skal dog foreligge senest i forbindelse med den følgende dagpengeudbetaling. Se § 2, stk. 2, i nævnte bekendtgørelse.

VIII.D. Oplysninger fra AF og medlemmet

A-kassen skal notere alle oplysninger, der kan have betydning for medlemmets ret til dagpenge. Det gælder også underretninger fra fx AF om fx kontaktforløb og særlige jobprojekter, og oplysninger, som medlemmet selv giver.

Der henvises til Tjekliste til sager om manglende jobsøgning på www.adir.dk.

Endvidere henvises der til afsnit I.E. om notatpligt.

VIII.E. Udbetaling af aktiveringsydelse

A-kassen skal sikre sig følgende dokumentation ved udbetaling af aktiveringsydelse:

1. Underretning fra AF om, at der er afgivet tilbud efter kapitel 10 eller 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2. medlemmets erklæring på tro og love om, at medlemmet deltager aktivt i tilbudet (AR 235/AR 236), og

3. medlemmets erklæring på tro og love på ydelseskortet om, at medlemmet ikke får en statslig uddannelsesstøtte samtidig med aktiveringsydelse.

A-kassen bør i fornødent omfang sammenligne oplysningerne i AF´s underretning med indholdet af medlemmets jobplan.

Der henvises til bekendtgørelse om ydelser under aktivering.

De hidtidige erklæringer til udbetaling af aktiveringsydelse og uddannelsesgodtgørelse (AR 278, AR 234, AR 242 og AR 243) bevares, så længe der er medlemmer, som er omfattet af de tidligere regler om uddannelsesgodtgørelse og arbejdspraktik med aktiveringsydelse.

VIII.F. Dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren (G-dage)

Foreligger der dokumentation for, at arbejdsgiver har betalt G-dage 16 gange, jf. § 9, stk. 1, og § 1, stk. 5, i bekendtgørelse om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, kan a-kassen udbetale dagpenge fra og med 1. ledighedsdag. Dokumentationen skal bestå af lønsedler eller erklæring fra arbejdsgiver. Det samme gælder, hvis en a-kasse har belagt et medlems dagpengekort med G-dage 16 gange.

Se også vejledningen til bekendtgørelsen.

VIII.G. Supplerende dagpenge

Når et fuldtidsforsikret medlem arbejder på nedsat tid i et ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiver har krav på et opsigelsesvarsel, er det som udgangspunkt en betingelse for udbetaling af supplerende (nedsatte) dagpenge, at der foreligger en frigørelsesattest (blanket AR 230).

AR 230 bruges også til arbejdsgivers erklæring om, at arbejdstiden kan placeres frit inden for døgnets 24 timer. Den skal dog kun foreligge, hvis der er varsel i ansættelsen.

Attesten skal være udfyldt og underskrevet af arbejdsgiveren. Der henvises til § 15 i bekendtgørelse om rådighed og § 1, stk. 4, i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

Er der krav om en frigørelsesattest, skal a-kassen have dokumentation for, at attesten er modtaget senest 10 hverdage efter, at ansættelsen er begyndt. I modsat fald kan a-kassen ikke udbetale supplerende dagpenge til medlemmet fra første arbejdsdag.

Arbejdsgiver kan også give afkald på et opsigelsesvarsel i en ansættelseskontrakt. Kontrakten skal da også være a-kassen i hænde inden 10 dage.

10-dages fristen gælder ikke, hvor arbejdsgiver blot har udfyldt en AR 230 om, at arbejdstiden frit kan placeres.

Har arbejdsgiver i stillingsopslaget eller på anden vis meddelt, at der vil blive udstedt frigørelsesattest, kan kopi af denne meddelelse bruges som dokumentation for, at medlemmet har ret til supplerende dagpenge fra første dag. Det er en forudsætning, at kopien er a-kassen i hænde inden 10-dages fristens udløb, og at frigørelsesattest indsendes til a-kassen inden for kort tid.

De øvrige regler om, hvornår frigørelsesattest er påkrævet, fremgår af § 15 i bekendtgørelsen om rådighed.

VIII.H. Overførsel af overskydende timer

Dokumentation for medlemmets arbejde sker ved hjælp af lønsedler, Fraværserklæring (AR 296) og Skema til opgørelse af overskydende timer (AR 232).

Hvis medlemmet har modtaget supplerende dagpenge og løbende har afleveret dagpengekort, er dagpengekortene dog tilstrækkelig dokumentation. Der henvises til § 1, stk. 1, og § 10 i bekendtgørelse om overskydende timer.

Er medlemmet ansat af en udenlandsk arbejdsgiver, skal a-kassen have dokumentation herfor. Hvis det af den gældende overenskomst eller lov i det pågældende land klart fremgår, at arbejdstiden kan fastlægges individuelt, baseres opgørelsen af de overskydende timer på den individuelt aftalte ugentlige arbejdstid. A-kassen skal i så fald have kopi af ansættelseskontrakten, hvoraf arbejdstiden fremgår. Der henvises til § 3 i bekendtgørelsen.

Se også vejledningen til bekendtgørelse om overskydende timer.

VIII.I. Arbejdsfordeling

A-kassen skal anvende AR 292 og AR 293 som dokumentation for medlemmets ret til supplerende dagpenge. Der henvises til § 14 i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

VIII.J. Arbejde med ukontrollabel arbejdstid

Et medlem, der har arbejde med ukontrollabel arbejdstid, skal have omregnet indtægten til timer. Der henvises til § 4, i bekendtgørelse om supplerende dagpenge. Se også den tilhørende vejledning; til § 4.

Hvis medlemmet ønsker at fratrække dokumenterede nødvendige udgifter til indtægtens opnåelse, skal medlemmet påføre udgiften og udgiftens art på dagpengekortet.

Dokumentation for udgiftens størrelse og art sker således som udgangspunkt ved hjælp af medlemmets oplysninger på dagpengekortet.

VIII.K. Medbyggere

Om de nærmere regler henvises til § 5 i bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv. og den tilhørende vejledning.

Betingelserne for, at en medbygger kan modtage dagpenge, indtil pågældende selv begynder sin del af arbejdet, er, at medlemmet ved hjælp af indgåede aftaler kan dokumentere sin andel som medbygger. Medlemmet skal herunder, før medlemmet selv går i gang med byggeriet, skriftligt dokumentere, at det hidtidige arbejde er udført af andre håndværksmestre. Dokumentationen består fx af erklæringer fra de pågældende mestre eller af kopi af regninger fra disse.

Der skal i alle tilfælde foreligge en tro og love erklæring fra medlemmet.

VIII.L. Afslag på et formidlet arbejde og ophør i et arbejde

Der henvises i det hele til bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed og den tilhørende vejledning.

Regler om dokumentation for tidspunktet for og årsagen til et medlems arbejdsophør er fastsat i § 5 i bekendtgørelse om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn. Se også den tilhørende vejledning.

VIII.L.1. Hovedregler

Hvis et medlem afslår at overtage et formidlet arbejde, eller ophører som lønmodtager i et arbejde, har a-kassen som udgangspunkt pligt til at sikre sig dokumentation for årsagen hertil.

A-kassen har ikke altid pligt til at indhente dokumentation fra en arbejdsgiver om årsagen til et arbejdsophør. Hvis der på grund af medlemmets forklaring ikke er tvivl om, at medlemmet skal have en sanktion, har a-kassen ikke pligt til at indhente dokumentation fra arbejdsgiveren.

Hvis a-kassen er i tvivl, skal a-kassen indhente oplysning om årsagen til afslaget/ophøret. A-kassen bør i så fald sikre sig både AF´s, arbejdsgiverens og medlemmets skriftlige forklaring om hændelsesforløbet og årsagen til afslaget/ophøret.

Hvis a-kassen indhenter oplysninger fra arbejdsgiveren, bruges blanket AR 264.

VIII.L.2. Særlige tilfælde

Et voldsramt medlem

Et medlem har en gyldig grund til at ophøre i et arbejde, når medlemmet siger sit arbejde op på grund af flytning fra bopælen, som følge af at en samboende ægtefælle eller samlever udøver fysisk vold mod medlemmet.

Det er en betingelse, at ophøret og flytningen sker i tilknytning til den fysiske vold. Der henvises til § 26, stk. 1, i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed.

A-kassen skal have lægeerklæring eller politianmeldelse som dokumentation for, at medlemmet har været udsat for fysisk vold.

Der er en standardlægeattest til brug for behandlingen af sagen (AR 277). A-kassen udleverer AR 277. Den udfyldes af medlemmet sammen med lægen.

Se rundskrivelse nr. 60/96 af 21. juni 1996 om standardlægeattester til brug for a-kassernes sagsbehandling.

Et medlem kan opsige et arbejde uden at få karantæne, selv om medlemmet ikke kan dokumentere fysisk vold, jf. § 26, stk. 2, i bekendtgørelsen. Det kræver, at det ved politianmeldelse kan dokumenteres, at flytning og opsigelse skyldes en overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om fysisk vold fra den samboende ægtefælle eller samlevers side.

Udvikling eller produktion af krigsmateriel

Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde uden at få karantæne, hvis medlemmet ikke vil være med til at udvikle eller producere krigsmateriel. Det fremgår af lovens § 63, stk. 4.

A-kassen skal indhente Justitsministeriets skriftlige erklæring om, at virksomheden er omfattet af lov om krigsmateriel m.v. Der henvises til § 21, stk. 2, i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed.

Ophør med arbejde, afvisning af arbejde samt afslag på aktiveringstilbud på grund af helbred

Ophør med arbejde, afvisning af arbejde samt afslag på aktiveringstilbud på grund af helbred er kun gyldigt begrundet, hvis der foreligger lægelig dokumentation. Der henvises til § 13, stk. 1, 3 og 4, i bekendtgørelsen.

Der er udarbejdet en standardlægeattest til brug for behandlingen af sagen (AR 275). AR 275 udleveres af a-kassen. Den udfyldes af medlemmet sammen med lægen.

Se rundskrivelse nr. 60/96 af 21. juni 1996 om standardlægeattester til brug for arbejdsløshedskassernes sagsbehandling.

VIII.M. Arbejdssøgning i udlandet med E 303 DK

En attest E 303 DK giver myndigheden i et andet EØS-land eller Schweiz ret til at udbetale danske dagpenge til et medlem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet dér.

A-kassen har pligt til at vejlede et medlem, der overvejer at søge arbejde i udlandet. A-kassen skal sikre sig dokumentation for, at vejledningen er sket. Der henvises til § 16 og § 31, stk. 1, i bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede. Se også afsnit I.F. om a-kassens pligt til at vejlede.

Medlemmet skal udfylde ansøgning EØS 1 »Ansøgning om dagpenge under arbejdssøgning i et andet EØS-land (E 303 DK)«. Ansøgningen skal sendes til direktoratet senest 14 dage før det ansøgte afrejsetidspunkt. Det er ansøgerens ansvar, at ansøgningen er korrekt udfyldt, og at der medfølger den krævede dokumentation.

A-kassen skal udfylde samtlige felter på ansøgningsskemaets Del C - A-kassens oplysninger.

A-kassen skal derudover dokumentere medlemmets ret til dagpenge. Hvis medlemmet har sagt sit arbejde op, skal a-kassen træffe en afgørelse om fx mellemperiode, karantæne og overskydende timer m.v. Afgørelsen skal vedlægges ansøgningen.

Hvis der søges om dispensation fra 4-ugers-kravet skal a-kassen også fremsende:

1. Dokumentation for, at ægtefælle eller samlever skal overtage arbejde af mere end 5 ugers varighed i det andet EØS-land eller Schweiz. Det kan fx være kopi af ansættelseskontrakt.

2. Dokumentation fra den kompetente myndighed for, at ægtefælle eller samlever skal starte selvstændig virksomhed i det andet EØS-land eller Schweiz.

3. Dokumentation for, at ægtefælle eller samlever skal starte uddannelse af mere end 18 måneders varighed i det andet EØS-land eller Schweiz.

4. Kopi af medlemmets og samlevers sygesikringsbeviser eller bopælsattest, hvis medlemmet skal følge samlever, der skal arbejde eller tage en uddannelse i det andet EØS-land eller Schweiz.

5. Kopi af vielsesattest eller partnerskabsattest, hvis det ikke utvetydigt fremgår, at medlemmet er ægtefælle eller registreret partner.

6. Dokumentation for ansættelsessamtale i det andet EØS-land eller Schweiz.

Derudover skal der altid sendes dokumentation for, at medlemmet er Geneve Konventionsflygtning, hvis medlemmet ikke er EØS-statsborger.

IX. Feriedagpenge

IX.A. Ansøgningsblanketter

For at få feriedagpenge skal medlemmet udfylde en ansøgning om feriedagpenge (AR 258). Det fremgår af § 17, stk. 1, i bekendtgørelse om feriedagpenge.

Er medlemmet nyuddannet og har ret til feriedagpenge efter § 10 og § 11 i nævnte bekendtgørelse, skal medlemmet udfylde en særlig ansøgningsblanket (AR 257).

A-kassen skal senest have modtaget ansøgningen den 31. maj i det følgende ferieår, jf. § 18 i bekendtgørelsen. Kravet vil i modsat fald være forældet.

IX.B. Dokumentation for optjening af feriedagpenge

A-kassen skal inden ferieårets start meddele hvor mange dage med feriedagpenge, medlemmet har optjent. Det fremgår af § 16 i bekendtgørelsen.

Er medlemmet overflyttet fra en a-kasse til en anden a-kasse, skal medlemmet vedlægge optjeningsmeddelelsen fra fraflytterkassen, når medlemmet søger om feriedagpenge. Det fremgår af § 17, stk. 2, i bekendtgørelsen.

IX.C. Dokumentation for overført ferie efter ferieloven

Hvis medlemmet har overført ferie til næste ferieår efter ferieloven, skal medlemmet dokumentere det over for a-kassen. Det fremgår af § 17, stk. 3, i bekendtgørelsen. Dokumentation for overført ferie kan bestå i en kopi af den skriftlige aftale eller i en erklæring fra arbejdsgiveren.

IX.D. Dokumentation for optjening af feriedagpenge på grundlag af ydelser efter § 8, stk. 4, i bekendtgørelsen om feriedagpenge

Forud for et ferieår får a-kassen oplysninger fra kommunen om, hvilke beløb, medlemmerne har fået udbetalt efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Medlemmet skal derfor i de fleste situationer ikke dokumentere at have modtaget ydelser efter § 8, stk. 4, nr. 1, i bekendtgørelsen.

Har a-kassen ikke fået oplysningerne fra kommunen, skal medlemmet selv dokumentere omfanget af de udbetalte ydelser. Dette kan fx være fordi, medlemmet på overførselstidspunktet har været forsikret i et andet EØS-land eller Schweiz, eller fordi dagpengene er udbetalt via en arbejdsgiver. Dokumentation kan i de tilfælde ske ved hjælp af fx oplysningssedler eller kvitteringer for udbetaling.

Hvis et medlem ønsker at få feriedagpenge på grundlag af ydelser nævnt i § 8, stk. 4, nr. 2-7, i bekendtgørelsen, skal medlemmet vedlægge dokumentation for udbetalte beløb. Det fremgår af § 17, stk. 4, i bekendtgørelsen.

Det gælder således:

1. Voksenuddannelsesstøtte efter lov om støtte til voksenuddannelse (VUS),

2. støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU),

3. dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71,

4. kursusgodtgørelse efter lov om søfartsuddannelse,

5. støtte til jobrotation efter Arbejdsmarkedsstyrelsens dagældende bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats, eller

6. støtte til jobrotation efter kapitel 18 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Hvis der er udbetalt VUS, og støtten er udbetalt til kursistens egen selvstændige virksomhed, skal det dokumenteres ved udbetalingskvitteringer.

Hvis et medlem har fået dagpenge under arbejdssøgning i et andet EØS-land eller Schweiz i henhold til artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (attest E 303) sender direktoratet en særlig optjeningsmeddelelse. Denne meddelelse skal vedlægges ansøgningen.

IX.E. Dokumentation for efterbetaling af ydelser optjent i et tidligere optjeningsår

Hvis et medlem har optjent ret til feriedagpenge efter § 8, stk. 5, i bekendtgørelsen, skal medlemmet vedlægge dokumentation for størrelsen af de modtagne ydelser. Det kan fx være oplysningssedler eller lignende, hvoraf det fremgår, at beløbet vedrører et bestemt optjeningsår. Det er dog et krav, at der foreligger dokumentation for, at beløbet er ført tilbage til beskatning i optjeningsåret.

IX.F. Dokumentation for opfyldelse af beskæftigelseskravet

Der skal foreligge dokumentation for opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis det i forbindelse med udbetalingen af feriedagpenge er nødvendigt at undersøge, om beskæftigelseskravet er opfyldt. Der henvises til lovens § 75 h, stk. 4, nr. 2. Se i øvrigt afsnit VI.

X. Udbetaling af ydelser som lån mod overdragelse af krav mod Lønmodtagernes Garantifond

Der henvises til bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge, efterløn og overgangsydelse som lån mod overdragelse af krav mod Lønmodtagernes Garantifond m.v.

Et medlem, som over for Lønmodtagernes Garantifond har anmeldt et krav om erstatning for løn i en opsigelsesperiode, kan hos a-kassen få udbetalt et lån med et beløb svarende til dagpenge eller efterløn. Der henvises til § 57, stk. 2, i loven.

Det er i den forbindelse et krav, at medlemmet overdrager sit krav på erstatning for løn til a-kassen.

A-kassen skal have modtaget dokumentation fra medlemmet for anmeldelse af kravet over for Lønmodtagernes Garantifond (kopi af anmeldelsesblanket) og AR 290, før end a-kassen kan udbetale lånet.

Når a-kassen udbetaler lånet eller senere udbetaler et eventuelt resttilgodehavende fra Lønmodtagernes Garantifond, skal medlemmet kvittere for modtagelsen af beløbet på blanket AR 291.

XI. Orlov til børnepasning

Orlov til børnepasning bevilges af AF.

XI.A. Lønmodtagere

En lønmodtager, der ønsker orlov til børnepasning, skal udfylde blanket AR 244. På AR 244 skal medlemmet oplyse om, hvor mange timer medlemmet har arbejdet i de sidste 10 uger før orloven. Der kræves ikke dokumentation herfor.

XI.B. Selvstændige erhvervsdrivende

Et selvstændigt medlem skal over for a-kassen erklære at ville ophøre med arbejdet i virksomheden i hele perioden med orlov. Medlemmet skal også sandsynliggøre at kunne ophøre med arbejdet, eller oplyse, at der ansættes en afløser i hele perioden.

Medlemmet skal udfylde blanket AR 247. På AR 247 skal medlemmet også oplyse om arbejdets omfang i virksomheden i de sidste 10 uger før orloven. På baggrund heraf skal a-kassen vurdere, om medlemmet skal have udbetalt orlovsydelsen som fuldtids- eller deltidsbeskæftiget.

Ydelsen fastsættes som udgangspunkt på grundlag af den selvstændiges erklæring på tro og love på blanket AR 247. I tilfælde, hvor der ansættes en afløser i virksomheden i perioden med orlov, skal der dog være dokumentation herfor. Det skal være i form af kopi af en ansættelseskontrakt eller lønseddel.

XI.C. Ledige

Ledige, der ønsker orlov, og som ikke aktuelt modtager dagpenge, skal udfylde en AR 251 (lønmodtagere) eller en AR 256 (selvstændige).

XI.D. Udbetaling af orlovsydelse

A-kassen kan udbetale orlovsydelse, når AF har bevilget orlov. A-kassen udbetaler ydelsen, når medlemmet månedligt på tro og love har erklæret, at orlov holdes.

Se til brug herfor blanket AR 281.

XI.E. Udbetaling af orlovsydelse under ophold i udlandet uden for EØS

A-kassen kan udbetale orlovsydelse til personer, der opholder sig i udlandet uden for EØS, uden at blanket AR 281 foreligger hver måned. Det fremgår af § 49, stk. 2, i bekendtgørelse om orlov til børnepasning. Det forudsætter, at medlemmet efter orloven over for a-kassen bekræfter, at betingelserne for at modtage ydelsen har været opfyldt i hele perioden. Medlemmet skal også oplyse, om pågældende har haft arbejde, indtægter eller lignende af betydning for orlovsydelsen. Blanket AR 282 bruges hertil.

Der henvises i øvrigt til nævnte bekendtgørelse.

XII. Overgangsydelse

Der henvises til bekendtgørelse om overgangsydelse.

Muligheden for at overgå til overgangsydelse blev endeligt fjernet pr. den 31. december 1996. Der er imidlertid stadig en del medlemmer, der er omfattet af ordningen.

Udbetaling af overgangsydelse sker på grundlag af medlemmets oplysninger på tro og love på ydelseskortet. Ydelseskortet er blanket AR 279.

Et medlem på overgangsydelse, der ønsker at benytte retten til at tjene op til kr. 34.800 (2004-beløb) fradragsfrit, skal afgive en skriftlig erklæring over for a-kassen. Medlemmet skal erklære sig villig til at betale eventuelt for meget modtaget overgangsydelse tilbage, hvis medlemmet vælger at udtræde af ordningen midt i et kalenderår. A-kassen kan selv udforme erklæringen.

Medlemmer, der er omfattet af ordningen om fradragsfrit beløb, skal på ydelseskortet oplyse både om antallet af arbejdstimer og indtægtens størrelse.

Der gælder særlige regler for drift af mindre jordbrug i perioden med overgangsydelse. Reglerne er de samme, som gælder for modtagere af efterløn, der er fyldt 60 år før 1. juli 1999. Der henvises derfor til afsnit XIII.A.5. Der gælder dog ingen 200-timers-begrænsning for modtagere af overgangsydelse.

For personer, der bor eller arbejder i et andet EØS-land eller Schweiz, i Grønland eller på Færøerne, henvises til afsnit XIV nedenfor.

Selvstændig virksomhed i perioden med overgangsydelse

Efter indstilling fra a-kassen kan et medlem på overgangsydelse få tilladelse af direktoratet til selvstændig virksomhed i indtil 200 timer om året. Blanket AR 259 anvendes.

Efter hvert kalenderår skal medlemmet inden den 10. januar sende en AR 280 til a-kassen med oplysning om omfanget af arbejde og indtægt i kalenderåret.

Hvis et medlem ønsker at drive selvstændig virksomhed inden for 400 timer samtidig med overgangsydelse, gælder der de dokumentationskrav, som er beskrevet i afsnit XIII.B.7.5. nedenfor om 400-timers-ordningen. Et medlem på overgangsydelse skal dog udfylde AR 294.

XIII. Efterløn

Generelt:

Dokumentation for forsikringskategori og medlemsanciennitet

Der henvises til bekendtgørelse om dokumentation for medlemsanciennitet og indbetaling af efterlønsbidrag m.v. samt bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne med tilhørende vejledning.

A-kassen skal have dokumentation for medlemmets forsikringskategori i medlemsperioden. Ellers kan a-kassen ikke vurdere, om et medlem har ret til at modtage efterløn som fuldtidsforsikret.

Ved overgang til efterløn skal der være dokumentation for, at et medlem har været medlem af en a-kasse længe nok, og at medlemmet har betalt efterlønsbidrag længe nok.

For medlemmer, som ikke var fyldt 60 år før 1. juli 1999, skal oplysningerne følge med fra a-kasse til a-kasse. Den aktuelle a-kasse har dermed altid al dokumentation for både forsikringskategori og medlemsperioder. Oplysningerne sendes fra a-kasse til a-kasse via en sikker elektronisk forbindelse.

Alle a-kasser skal fra den 31. december 2001 have godkendelse fra sin statsautoriserede revisor af a-kassens edb-system til at opbevare og videregive oplysningerne. En udskrift fra a-kassens edb-system kan derfor bruges som dokumentation for de bagudrettede oplysninger om medlemmet.

For et medlem, der er fyldt 60 år før 1. juli 2001, skal dokumentationen først foreligge, når medlemmet skal på efterløn eller have et efterlønsbevis.

Der henvises til tjekliste på direktoratets hjemmeside under forvaltning\elektronisk medlemsregistrering (XML-Definitioner, eksempler og vejledninger).

Medregning af forsikringsperioder fra udlandet forudsætter, at medlemmet kan dokumentere eller sandsynliggøre sine forsikringsperioder i et andet EØS-land eller Schweiz, eller på Færøerne. Det kan fx ske ved dokumentation fra den myndighed, der administrerer arbejdsløshedsforsikringen i det pågældende land. Dokumentationen kan være en attest E 301, N 301, eller, hvis dette ikke er muligt, en skriftlig bekræftelse fra den kompetente myndighed om forsikringsperiodens længde.

Hvis det ikke er muligt at skaffe dokumentation, kan medlemmet sandsynliggøre sine forsikringsperioder ved at fremlægge lønsedler, hvor det fremgår, at der er indbetalt til forsikringen i det pågældende land. En tro og love erklæring fra medlemmet vil ikke være tilstrækkeligt.

XIII.A. Efterløn til medlemmer, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999

Der henvises til bekendtgørelse om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordning samt optjening af præmie og bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn, samt bekendtgørelse om efterlønsbevis (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999). Der henvises samtidig til bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).

For personer, der bor eller arbejder i et andet EØS-land eller Schweiz, i Grønland eller på Færøerne, henvises til afsnit XIV nedenfor.

XIII.A.1. Begæring om overgang til efterløn og beregning af efterlønssats

A-kassen skal registrere dato for modtagelse af ansøgningen om overgang til efterløn. Se afsnit I.B.

XIII.A.1.1. Lønmodtagere

Når en lønmodtager ønsker at overgå til efterløn, skal medlemmet udfylde blanket AR 266.

Kravene til dokumentation for beregning af medlemmets efterlønssats er de samme som kravene til beregning af en dagpengesats. Der henvises til afsnit V.A.

For enkelte fag og faglige områder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan direktoratet tillade, at der ses bort fra kravene om dokumentation. Se § 6 i bekendtgørelse om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

Lønmodtagere, der overgår til efterløn fra delpension, får beregnet satsen efter reglerne om overgang og ret til efterløn for medlemmer, der modtager delpension efter lov om delpension.

Der skal være dokumentation for det antal arbejdstimer, der dannede grundlag for beregning af arbejdstiden, da medlemmet overgik til delpension. Dokumentation skal indhentes hos socialforvaltningen i bopælskommunen.

Medlemmet kan give supplerende oplysninger på en AR 259. Se afsnit V.A.4.

XIII.A.1.2. Selvstændige erhvervsdrivende

En selvstændig erhvervsdrivende, der ønsker at gå på efterløn, skal udfylde blanket AR 256. Hvis medlemmet ønsker at fortsætte virksomheden, henvises der til afsnit XIII.B.7. nedenfor.

Kravene til dokumentation for endeligt ophør og beregning af medlemmets efterlønssats er de samme som ved ledighed. Se afsnit V.B. og V.C.

Medlemmet kan give supplerende oplysninger på en AR 259. Se afsnit V.A.4.

XIII.A.1.3. Kombinationsforsikrede

Dokumentation for efterlønssatsens størrelse og for, at der er tale om ophør med virksomheden, sker efter samme regler som ved ledighed. Se afsnit V.D.

XIII.A.2. Beskæftigelseskravet

Der skal være dokumentation for, at medlemmet opfylder beskæftigelseskravet eller er indplaceret i dagpengeperioden ved overgangen til efterløn.

Kravene for dokumentation er de samme som ved udbetaling af dagpenge. Se afsnit VI.

XIII.A.3. Efterlønsbevis

Ansøgning om efterlønsbevis skal ske på blanket AR 288 for lønmodtagere og AR 289 for selvstændige.

Derudover er dokumentationskravene ved udstedelse af efterlønsbevis de samme som ved overgang til efterløn.

Hvis en selvstændig erhvervsdrivende ikke ønsker, at der skal beregnes en sats til brug for efterlønsbeviset, skal a-kassen indhente en erklæring herom fra medlemmet. Konsekvenserne af ikke at ønske en sats beregnet til brug for efterlønsbeviset er, at det ved en eventuel senere overgang til efterløn vil være beregningsgrundlaget på overgangstidspunktet, der kommer til at gælde. Det skal fremgå af medlemmets erklæring, at medlemmet er klar over dette.

XIII.A.4. 2-års-reglen og præmie

Der skal være dokumentation for, at kravet om beskæftigelse i 2-års-reglen og ved optjening af den skattefri præmie er opfyldt. Kravet om dokumentation er det samme som kravet ved opfyldelse af beskæftigelseskravet i lovens § 53. Der henvises til afsnit VI.

XIII.A.5. Særlige regler for drift af mindre jordbrug i efterlønsperioden

Et medlem, der har et mindre jordbrug, kan fortsætte driften heraf i efterlønsperioden. Det er en forudsætning, at grundværdien er på mindre end 72.000 kr. ved 19. alm. vurdering.

Medlemmet kan nedbringe grundværdien ved bortforpagtning. Der skal foreligge dokumentation for bortforpagtningen. Kontrakten skal være skriftlig og gensidigt uopsigelig i mindst 5 år. Fyldestgørende dokumentation for den reducerede grundværdi vil kunne ske ved at sammenholde forpagtningsaftalen med kopi af det seneste specificerede ejendomsvurderingsskema.

XIII.A.6. Arbejde eller selvstændig virksomhed i efterlønsperioden og udbetaling af efterløn

Efterlønserklæring

Efter hvert kalenderår skal medlemmet inden den 10. januar sende en erklæring til a-kassen (AR 268). På AR 268 oplyses omfanget af arbejde og indtægt i kalenderåret. Dette gælder også indtægter efter kapitel 4 i bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).

Et medlem, der har indtægter, som er omfattet af kapitel 4 i nævnte bekendtgørelse, har pligt til løbende at oplyse a-kassen om det på blanket AR 268.

Selvstændig virksomhed i efterlønsperioden

Efter indstilling fra a-kassen kan modtagere af efterløn af direktoratet få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed i indtil 200 timer. Blanket AR 259 bruges.

Hvis et medlem vælger at arbejde eller drive selvstændig virksomhed efter de fleksible regler, gælder de almindelige dokumentationskrav. Der henvises derfor til afsnittene XIII.B.6. og XIII.B.7. nedenfor om dokumentation i forbindelse med udbetaling ved lønarbejde og dokumentation i forbindelse med ansøgning om og udbetaling i forbindelse med drift af selvstændig virksomhed.

XIII.B. Fleksibel efterløn

XIII.B.1. Begæring om overgang til efterløn og beregning af efterlønssats

Der henvises i det hele til bekendtgørelse om fleksibel efterløn med senere ændringer.

A-kassen skal registrere dato for modtagelse af ansøgningen om overgang til efterløn. Se afsnit I.B.

For personer, der bor eller arbejder i et andet EØS-land eller Schweiz, i Grønland eller på Færøerne, henvises til afsnit XIV nedenfor.

XIII.B.1.1. Lønmodtagere

Når en lønmodtager ønsker at overgå til efterløn, skal medlemmet udfylde blanket AR 283.

Kravene til dokumentation for beregning af medlemmets efterlønssats er de samme som kravene til beregning af en dagpengesats. Der henvises til afsnit V.A.

For enkelte fag og faglige områder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan direktoratet tillade, at kravene til dokumentation fraviges. Se § 6 i bekendtgørelse om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

Ved overgang til efterløn fra overgangsydelse bruges blanket AR 266.

Lønmodtagere, der overgår til efterløn fra delpension, får beregnet satsen efter reglerne om overgang og ret til efterløn for medlemmer, der modtager delpension efter lov om delpension.

Der skal være dokumentation for det antal arbejdstimer, der dannede grundlag for beregningen af arbejdstiden, da medlemmet overgik til delpension. Dokumentationen skal indhentes hos socialforvaltningen i bopælskommunen.

Medlemmet kan give supplerende oplysninger på en AR 259. Se afsnit V.A.4.

XIII.B.1.2. Selvstændige erhvervsdrivende

En selvstændig erhvervsdrivende, der ønsker at gå på efterløn, skal udfylde blanket AR 267. Hvis medlemmet ønsker at fortsætte virksomheden i perioden med efterløn, henvises der til afsnit XIII.B.7.

Kravene til dokumentation for endeligt ophør og for beregning af medlemmets efterlønssats er de samme som kravene ved ledighed. Der henvises til afsnit V.B.

Medlemmet kan give supplerende oplysninger på blanket AR 259.

Et medlem, der har et efterlønsbevis, kan dog ophøre ved udtræden af ægtefællens virksomhed pga. alvorlig og længerevarende sygdom, dvs. hvor der ikke er udsigt til helbredelse i efterlønsperioden. Der skal være dokumentation for sygdommen, fx en lægeerklæring. Der skal også være en tro og love erklæring fra medlemmet om, at medlemmet ikke længere arbejder i virksomheden.

XIII.B.1.3. Kombinationsforsikrede

Dokumentation for efterlønssatsens størrelse og for, at der er tale om ophør med virksomheden, sker efter samme regler som for ledige kombinationsforsikrede. Der henvises derfor til afsnit V.D.

XIII.B.2. Beskæftigelseskravet

Der skal være dokumentation for, at medlemmet opfylder beskæftigelseskravet eller er indplaceret i dagpengeperioden ved overgangen til efterløn.

Kravene til dokumentation er de samme som kravene ved udbetaling af dagpenge.

Der henvises til afsnit VI.

XIII.B.3. Indberetning af pensioner

Efter den elektroniske indberetning fra pensionsinstitutter m.v. skal der foreligge dokumentation for, at medlemmet tidligst på 60-års-dagen skriftligt har bekræftet a-kassens opgørelse af pensionsoplysningerne.

Hvis et medlem har pensionsordninger ud over de ordninger, der er indberettet elektronisk, skal der være dokumentation herfor. Dokumentationen kan indhentes på blanket AR 246.

Hvis medlemmet får pension fra en udenlandsk pensionsordning, skal der være dokumentation fra den udenlandske pensionsmyndighed om pensionens størrelse og tidspunkt for udbetaling.

XIII.B.4. Efterlønsbevis

Ansøgning om efterlønsbevis skal ske på blanket AR 288 for lønmodtagere og AR 289 for selvstændige.

Derudover er dokumentationskravene ved udstedelse af efterlønsbevis de samme som ved overgang til efterløn.

Hvis en selvstændig erhvervsdrivende ikke ønsker, at der skal beregnes en sats til brug for efterlønsbeviset, skal a-kassen indhente en erklæring herom fra medlemmet. Konsekvenserne af ikke at ønske en sats beregnet til brug for efterlønsbeviset er, at det ved en eventuel senere overgang til efterløn vil være beregningsgrundlaget på overgangstidspunktet, der kommer til at gælde. Det skal fremgå af medlemmets erklæring, at medlemmet er klar over dette.

XIII.B.5. 2-års-reglen og præmie

Der skal være dokumentation for, at kravet om beskæftigelse i 2-års-reglen og ved optjening af den skattefri præmie er opfyldt. Kravet om dokumentation er det samme som kravet ved opfyldelse af beskæftigelseskravet i lovens § 53. Der henvises til afsnit VI.

XIII.B.6. Arbejde i efterlønsperioden og udbetaling af efterløn

Medlemmet skal forud for hver udbetaling af efterløn aflevere et efterlønskort (AR 285). Der henvises til afsnit VIII, indledningen. Hvis medlemmet har tilladelse til at drive selvstændig virksomhed i perioden med efterløn bruges AR 286.

For medlemmer, der har lønarbejde m.v. samtidig med efterløn, medfører arbejdstimerne fradrag efter de samme regler, der gælder for dagpenge. Der gælder derfor også de samme dokumentationskrav. Der henvises til afsnit VIII.

Hvis medlemmet har haft mulighed for at få udbetalt efterløn på baggrund af 6-måneders-erklæring , og hvis medlemmet har valgt denne mulighed, skal medlemmet udfylde blanket AR 298. Hvis medlemmet i en periode enten ikke forventer at modtage efterløn, eller i en periode uden efterløn skal have udbetalt efterløn, bruges AR 299.

For personer, som får efterløn, og som bor eller arbejder i et andet EØS-land eller Schweiz, i Grønland eller på Færøerne, gælder der særlige dokumentationskrav. Disse er beskrevet i afsnit XIV nedenfor.

XIII.B.7. Drift af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden

En selvstændig eller et kombinationsforsikret medlem, der ønsker at fortsætte sin virksomhed i efterlønsperioden, kan vælge mellem 18½ timers- og 962 timers-ordningen. Ansøgning sker på blanket AR 284. Der henvises til bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn med senere ændringer. Se også den tilhørende vejledning.

Medlemmet skal dokumentere, at beskæftigelseskravet er opfyldt i mindst 3 hele regnskabsår lige før overgangen til efterløn. Dokumentationen sker på samme måde som for opfyldelse af beskæftigelseskravet. Der henvises til afsnit VI.

Medlemmet skal give oplysninger om virksomheden (AR 259) og sandsynliggøre, at arbejdet i virksomheden nedbringes til 18½ time hver uge eller 962 timer pr. år.

XIII.B.7.1. Nedbringelse til 18½ timer pr. uge

Arbejdstiden anses for nedsat, når det dokumenteres, at

1) dele af medlemmets hidtidige arbejde er bortfaldet mere end midlertidigt, eller

2) dele af medlemmets arbejde overtages mere end midlertidigt af anden ansat arbejdskraft bortset fra medlemmets ægtefælle, samlever eller umyndige børn.

Medlemmets arbejdsfunktioner skal være så klart afgrænsede og beskrevne, at det er muligt at konstatere, at medlemmets personlige arbejdsindsats er reduceret til 18½ time pr. uge.

Det skal også dokumenteres, at der er tale om faktiske ændringer af varig karakter, som ligger inden for de seneste 3 måneder før overgang til efterløn.

Dokumentationen kan bestå i dokumentation for fx salg af dele af virksomheden eller bortforpagtning af dele af virksomheden for resten af efterlønsperioden. Det kan også være dokumentation for indskrænkning af åbningstiden, salg af besætning, eller ansættelse af ny arbejdskraft. Det skal fremgå af ansættelseskontrakten, hvilke opgaver den ansatte overtager fra medlemmet.

Da et kombinationsforsikret medlem kun arbejder mellem 15 og 30 timer pr. uge i virksomheden, skal et sådant medlem kun sandsynliggøre, at arbejdet i virksomheden fremover udgør 18½ time.

XIII.B.7.2. Nedbringelse til 962 timer pr. år

Medlemmet skal sandsynliggøre, at arbejdet i virksomheden fremover alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft.

At arbejdstiden er nedsat, kan medlemmet sandsynliggøre fx ved dokumentation for salg eller bortforpagtning eller lukning af dele af virksomheden, indskrænkning af åbningstiden, salg af besætning m.v.

Hvis virksomheden klart er af en sådan type, at det ikke er muligt at fremlægge egentlig dokumentation, kan medlemmet på tro og love erklære, at arbejdstiden er nedsat.

Endelig skal medlemmet give oplysninger om virksomhedens indkomstforhold (AR 221 og AR 223). Oplysningerne skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller en særlig sagkyndig.

XIII.B.7.3. Ophør i efterlønsperioden

Et medlem kan i efterlønsperioden udtræde af sin ægtefælles virksomhed på samme måde som ved overgangen til efterløn. Der henvises til afsnit XIII.B.1.2.

XIII.B.7.4. Oplysninger om arbejdstiden m.v. i efterlønsperioden

Medlemmet skal løbende oplyse om arbejdstiden (AR 286).

Inden for 18½ timers ordningen kan medlemmet sidestille kortvarig sygdom i op til 3 måneder med arbejde. Medlemmet skal dokumentere, at der er udsigt til helbredelse inden for en overskuelig periode. Det sker fx ved en lægeerklæring.

For 962 timers ordningen skal medlemmet også årligt oplyse om virksomhedens indkomst m.v. (AR 226 og AR 228). Oplysningerne skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller en særlig sagkyndig.

XIII.B.7.5. 400 timers ordningen

Direktoratet kan give tilladelse til drift af selvstændig virksomhed inden for 400 timer pr. år. Ansøgning sker på attest AR 259. Oplysninger om virksomhedens indtægt skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller en særlig sagkyndig.

A-kassen skal indhente oplysninger og dokumentation.

Der henvises til www.adir.dk\Tjekliste til sager om 200- og 400-timers-tilladelser til at drive selvstændig virksomhed i efterlønsperioden.

Medlemmet skal løbende oplyse om arbejdstiden (AR 297). Medlemmet skal årligt oplyse om virksomhedens indtægt (AR 225). Oplysningerne skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller en særlig sagkyndig.

XIV. Særlige dokumentationskrav for personer på overgangsydelse eller efterløn, som har bopæl eller arbejde i et andet EØS-land eller Schweiz, i Grønland eller på Færøerne

De særlige dokumentationskrav, der beskrives nedenfor, gælder for alle modtagere af efterløn eller overgangsydelse.

Se bekendtgørelse om udbetaling af efterløn eller overgangsydelse til personer, der bor eller arbejder i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne. Se også den tilhørende vejledning.

Udmelding ved arbejde i et andet EØS-land eller Schweiz eller på Færøerne

A-kassen kan først udmelde et medlem, når der er dokumentation for, at medlemmet er omfattet af det andet EØS-lands, Schweiz´s eller Færøernes arbejdsløshedsforsikring.

Dokumentationen kan være en erklæring fra en myndighed i det andet EØS-land eller på Færøerne, evt. en attest E 301 eller N 301. Det kan også fremgå af lønsedler, at der bliver trukket bidrag til forsikringen.

Dokumentationskrav ved udbetaling til en person, der bor eller arbejder i et andet EØS-land, Schweiz, i Grønland eller på Færøerne

A-kassen udbetaler ydelsen på grundlag af modtagerens erklæring på et EØS-ydelseskort. Kortet er AR 249 for lønmodtagere, AR 241 for selvstændige på nedsat tid (18½ og 962 timers ordningen) og AR 250 ved selvstændig bibeskæftigelse (200 og 400 timers ordningen).

Modtageren kan sende ydelseskortet pr. fax, men skal også sende det pr. post.

Det er modtageren, der skal skaffe og give a-kassen den nødvendige dokumentation for fx arbejde, drift af selvstændig virksomhed og indtægter.

Modtageren skal således løbende sende dokumentation til brug for udbetaling af ydelser og kontrol. Dokumentationen kan være bopælsattester, arbejdskontrakt, lønsedler, skatteoplysninger, regnskaber, meddelelser om udbetaling af pensioner m.v.

En bopælsattest skal indeholde navn, adresse og periode. Hvis en bopælsattest ikke kan skaffes, kan lejekontrakt, havnepapirer, kvitteringer m.v. bruges.

Kravene til dokumentation for lønarbejde følger som udgangspunkt reglerne i bekendtgørelse om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn. En attest E 301 eller N 301 er ikke i sig selv nok. Der skal også foreligge lønsedler eller andet. Se afsnit V og VI om beregning af sats og opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Kravene til dokumentation for drift af selvstændig virksomhed er de samme, som hvis virksomheden blev drevet i Danmark. Se afsnittene ovenfor om 200-, 400-, 18½ - og 962-timers-ordningerne.

De oplysninger om virksomhedens indtægt og dækningsbidrag 1, der årligt skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller en særlig sagkyndig, kan i stedet attesteres af en tilsvarende revisor i det land, hvor virksomheden drives.

En skatteopgørelse viser normalt, hvilke indtægter modtageren har haft i det givne år. Hvis a-kassen i et helt år ikke har fået en skatteopgørelse, skal a-kassen bede om at få den.

Der stilles generelt strenge krav til dokumentationen.

XV. Udbetaling af ydelser fra en a-kasse ved dødsfald

Hvis et medlem er afgået ved døden, er det en betingelse for udbetaling, at ydelseskortet er korrekt udfyldt, dateret og underskrevet af den, der i henhold til skifteloven har ret til at handle på afdødes og boets vegne. A-kassen skal sikre sig dokumentation herfor.

XVI. Klage over a-kassens afgørelse

Hvis a-kassens afgørelse ikke fuldt ud giver en person medhold, skal afgørelsen være ledsaget af en skriftlig begrundelse og oplysning om sagens faktiske omstændigheder, der er lagt til grund ved afgørelsen. Afgørelsesbrevet skal også indeholde en klagevejledning.

En skriftlig klage skal datostemples. Der henvises til afsnit I.B.

Der er ikke krav om, at en klage over a-kassens afgørelse er skriftlig eller begrundet. Ved ikke skriftlige klager skal a-kassen notere, hvornår klagen er indgivet og af hvem. A-kassen skal også notere de hovedsynspunkter, der er fremført.

Hvis klagen ikke indgives af den person, som afgørelsen vedrører, skal a-kassen påse, at fuldmagtsforholdet er i orden.

Der henvises til bekendtgørelse om klage over arbejdsløshedskassernes afgørelser.

Vejledning nr. 52 af 25. marts 1996 om dokumentation for a-kassernes administration af reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er hermed ophævet.

Underskrift 1

Arbejdsdirektoratet, den 17. juni 2004 Birgitte Kjelgaard Andersen /Christine S. Sørensen

Bilag 1

Bilag 1 Indhold:

I. Indledning og generelle krav

I.A. Indledning

I.B. Modtagestempel og dato

I.C. Om korrekt udfyldelse af dokumenter, digital signatur og sikkerhed

I.D. Blanketter

I.E. Notatpligt

I.F. Vejledningspligt

I.G. Opbevaringsmåde

I.H. Opbevaringstid

II. Optagelse og udmeldelse

II.A. Optagelse, lønmodtagere, nyuddannede og værnepligtige

II.A.1. Generelt

II.A.2. Særligt om lønmodtagere

II.A.3. Særligt om nyuddannede og værnepligtige

II.B. Optagelse, selvstændige erhvervsdrivende

II.C. Optagelse, kombinationsforsikring

II.D. Optagelse efter slettelse for svig

II.E. Udmeldelse

III. Overflytning

III.A. Overflytning mellem a-kasser

III.B. Overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring

III.C. Overflytning til kombinationsforsikring

III.D. Udtræden af kombinationsforsikringen og overflytning til anden a-kasse

IV. Medlems- og efterlønsbidrag

IV.A. Modregning for medlems- og efterlønsbidrag

IV.B. Rykkerprocedure for medlems- og efterlønsbidrag

IV.C. Slettelse på grund af restance og framelding af efterlønsbidraget

IV.D. Fritagelse for betaling af medlemsbidrag

IV.E. Fravalg af efterlønsbidrag eller efterlønsordning samt opkrævning

V. Udfyldelse af ledighedserklæring og beregning af dagpenge

V.A. Lønmodtagere

V.A.1. Udbetaling af dagpenge efter individuel sats

V.A.2. Mindstesats

V.A.3. Musikere og artister

V.A.4. Supplerende oplysninger

V.B. Selvstændige erhvervsdrivende

V.B.1. Hovedregel: Endeligt ophør (hovedbeskæftigelse)

V.B.2. Undtagelse: Midlertidigt ophør (hovedbeskæftigelse)

V.B.3. Supplerende oplysninger

V.B.4. Ophør med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

V.B.4.1. Almindelige regler

V.B.4.2. Særligt om fritagelse for den begrænsede dagpengeperiode for landbrugere ved delvis bortforpagtning eller udlejning

V.C. Beregning af dagpengesatsen for selvstændige erhvervsdrivende

V.C.1. Udbetaling af dagpenge efter mindstesatsen, jf. lovens § 47

V.C.2. Individuel dagpengesats

V.C.3. Beregning ved hjælp af årsopgørelse

V.D. Kombinationsforsikrede

VI. Beskæftigelseskravet

VI.A. Lønmodtagere

VI.B. Musikere og artister

VI.C. Selvstændige erhvervsdrivende

VI.D. Forlængelse af referenceperioden

VII. Arbejdsperioder m.v. i andre lande

VII.A. Andre EØS-lande og Schweiz

VII.B. Færøerne

VII.C. Øvrige lande

VIII. Udbetaling af dagpenge og aktiveringsydelse

VIII.A. Kontakt med AF

VIII.A.1. Tilmelding til AF

VIII.A.2. CV

VIII.B. Rådighed

VIII.B.1. Jobsøgning

VIII.B.2. Sygdom i en længere periode

VIII.B.3. Krav om arbejde ved manglende rådighed

VIII.C. Ophør med udbetaling af sygedagpenge

VIII.D. Oplysninger fra AF og medlemmet

VIII.E. Udbetaling af aktiveringsydelse

VIII.F. Dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren (G-dage)

VIII.G. Supplerende dagpenge

VIII.H. Overførsel af overskydende timer

VIII.I. Arbejdsfordeling

VIII.J. Arbejde med ukontrollabel arbejdstid

VIII.K. Medbyggere

VIII.L. Afslag på et formidlet arbejde og ophør i et arbejde

VIII.L.1. Hovedregler

VIII.L.2. Særlige tilfælde

VIII.M. Arbejdssøgning i udlandet med E 303 DK

IX. Feriedagpenge

IX.A. Ansøgningsblanketter

IX.B. Dokumentation for optjening af feriedagpenge

IX.C. Dokumentation for overført ferie efter ferieloven

IX.D. Dokumentation for optjening af feriedagpenge på grundlag af ydelser efter § 8, stk. 4, i bekendtgørelse om feriedagpenge

IX.E. Dokumentation for efterbetaling af ydelser optjent i et tidligere optjeningsår

IX.F. Dokumentation for opfyldelse af beskæftigelseskravet

X. Udbetaling af ydelser som lån mod overdragelse af krav mod Lønmodtagernes Garantifond

XI. Orlov til børnepasning

XI.A. Lønmodtagere

XI.B. Selvstændige erhvervsdrivende

XI.C. Ledige

XI.D. Udbetaling af orlovsydelse

XI.E. Udbetaling af orlovsydelse under ophold i udlandet uden for EØS

XII. Overgangsydelse

XIII. Efterløn

XIII.A. Efterløn til medlemmer, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999

XIII.A.1. Begæring om overgang til efterløn og beregning af efterlønssats

XIII.A.1.1. Lønmodtagere

XIII.A.1.2. Selvstændige erhvervsdrivende

XIII.A.1.3. Kombinationsforsikrede

XIII.A.2. Beskæftigelseskravet

XIII.A.3. Efterlønsbevis

XIII.A.4. 2-års-reglen og præmie

XIII.A.5. Særlige regler for drift af mindre jordbrug i efterlønsperioden

XIII.A.6. Arbejde eller selvstændig virksomhed i efterlønsperioden og udbetaling af efterløn

XIII.B. Fleksibel efterløn

XIII.B.1. Begæring om overgang til efterløn og beregning af efterlønssats

XIII.B.1.1. Lønmodtagere

XIII.B.1.2. Selvstændige erhvervsdrivende

XIII.B.1.3. Kombinationsforsikrede

XIII.B.2. Beskæftigelseskravet

XIII.B.3. Indberetning af pensioner

XIII.B.4. Efterlønsbevis

XIII.B.5. 2-års-reglen og præmie

XIII.B.6. Arbejde i efterlønsperioden og udbetaling af efterløn

XIII.B.7. Drift af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden

XIII.B.7.1. Nedbringelse til 18½ timer pr. uge

XIII.B.7.2. Nedbringelse til 962 timer pr. år

XIII.B.7.3. Ophør i efterlønsperioden

XIII.B.7.4. Oplysninger om arbejdstiden m.v. i efterlønsperioden

XIII.B.7.5. 400 timers ordningen

XIV. Særlige dokumentationskrav for personer på overgangsydelse eller efterløn, som har bopæl eller arbejde i et andet EØS-land, eller Schweiz, i Grønland eller på Færøerne

XV. Udbetaling af ydelser fra en a-kasse ved dødsfald

XVI. Klage over a-kassens afgørelse

Versioner

  1. 2004-06-17 · til 2010-10-15