Vejledning om bekendtgørelse om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2005/41@2005-06-10/da
Indhold
Den 1. maj 2005 trådte bekendtgørelse nr. 120 af 28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen i kraft. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i §§ 28 og 29 i lov nr. 433 af 9. juni 2004 om dyrlæger. Denne vejledning beskriver retningslinierne for sagsprocedurerne m.v. i bekendtgørelsen.
§ 1, stk. 1. Parterne i straffesager og offentlige myndigheder kan forelægge konkrete veterinærfaglige spørgsmål for Fødevarestyrelsen til udtalelse.
Med de nye regler er udgangspunktet, at parterne i straffesager og offentlige myndigheder anmoder Fødevarestyrelsen og ikke Det Veterinære Sundhedsråd om en udtalelse. Fødevarestyrelsen er derfor som udgangspunkt den instans, der skal besvare henvendelserne og udarbejde udtalelserne.
Parterne i straffesager er politiet/anklagemyndigheden og forsvareren. Det er imidlertid alene politiet eller anklagemyndigheden, der kan anmode om en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, da det er politiet/anklagemyndigheden, der fortager efterforskningen/fremskaffer materialet. Anser forsvareren visse spørgsmål til rådet for nødvendige, kan forsvareren anmode politiet/anklagemyndigheden om at stille disse. For så vidt angår parterne i civile retssager henvises til de nedenstående bemærkninger til § 1, stk. 3.
De spørgsmål, som parterne i straffesager kan stille, skal være konkrete, dvs. de skal vedrøre sagens fakta. Er der tvivl om, hvorledes spørgsmål stilles, kan et konkret forhold sammenkædes med lovens ordvalg. Der vil endvidere afslutningsvis kunne spørges, om sagens fakta giver anledning til yderligere bemærkninger. Spørgsmålene skal tillige være veterinærfaglige. Der kan således ikke stilles spørgsmål, der lægger op til en bevismæssig vurdering eller stillingtagen til, om den sigtede kan anses for skyldig i bestemte lovovertrædelser, da denne vurdering henhører under retten. Der henvises her tillige til Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2003. Spørges der ikke veterinærfagligt, vil begæringen om en udtalelse kunne tilbagesendes, eller besvarelsen af det enkelte spørgsmål vil kunne indledes med en oplysning om, at spørgsmålet alene vil blive besvaret veterinærfagligt.
Fremsender parterne i en straffesag en sag til Fødevarestyrelsen med en generel anmodning om en udtalelse, skal sagen tilbagesendes til den begærende part med anmodning om at stille konkrete veterinærfaglige spørgsmål.
Parterne i straffesager skal fremsende hele den originale sag til Fødevarestyrelsen for at sikre, at alle elementer af betydning for den veterinærfaglige vurdering inddrages ved besvarelsen af forespørgslen.
Offentlige myndigheder skal fremsende deres forespørgsel om en udtalelse til Fødevarestyrelsen, men kan i forespørgslen anmode om, at Det Veterinære Sundhedsråd besvarer henvendelsen. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender vil altid kunne rette henvendelse direkte til rådet. Spørgsmålene skal være af veterinærfaglig art, men kan være såvel konkrete, generelle som teoretiske. Skal der fremsendes en sag, er det tilstrækkeligt at fremsende kopi af sagsakterne.
§ 1, stk. 2. Parterne i straffesager kan i sager af principiel karakter forelægge sagen direkte for Det Veterinære Sundhedsråd.
§ 1, stk. 2, er en undtagelse til § 1, stk. 1. Vurderer parterne i en straffesag, at sagen er af principiel karakter, vil sagen kunne sendes direkte til Det Veterinære Sundhedsråd. Sagen skal således ikke først gennem Fødevarestyrelsen.
Det er altid en konkret, skønsmæssig vurdering, om en sag er principiel. Er problemstillingen i to eller flere sager reelt ens, taler dette for, at alene den første sag er principiel. Et eller flere af følgende forhold kan tale for at betragte en sag som principiel:
– udtalelsen vil kunne få betydning for mange borgere eller virksomheder,
– udtalelsen vil kunne fastlægge en ny praksis på området eller
– udtalelsen vil kunne ændre den eksisterende praksis på området helt eller delvist.
Af andre forhold, der kan tale for, at en sag må betragtes som principiel, kan nævnes:
– alderen på den eksisterende praksis på området – jo ældre praksis jo større er sandsynlighed for en ny praksis på området,
– om udtalelsen vil kunne bidrage med nye fortolkningsmomenter til den eksisterende praksis på området,
– om den eksisterende principielle udtalelse giver anledning til uklarheder eller fortolkningstvivl,
– om den eksisterende principielle udtalelse indeholder elementer, der bør eller skal tages op til revurdering f.eks. på grund af ny viden på området eller
– om der eventuelt kan blive tale om rettighedsfrakendelse.
§ 1, stk. 3. I civile retssager kan domstolsmyndigheden ved kendelse forelægge konkrete veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd. Retsplejelovens almindelige regler om syn og skøn finder tilsvarende anvendelse, idet dog Rådets medlemmer ikke kan afgive vidneforklaring i anledning af udtalelsen.
Civile retssager skal fremsendes direkte til Det Veterinære Sundhedsråd. Domstolsmyndigheden udpeger ved kendelse rådet til at besvare et spørgetema. Kendelsen skal medsendes sagen. Er dette ikke tilfældet, skal retten anmodes om at fremsende kendelsen, da sagen ellers ikke vil kunne behandles. Den af Rådet afgivne udtalelse sidestilles med en skønsforretning, hvorfor parterne i en civil retssag skal være enige om et spørgetema. En part vil kunne stille supplerende spørgsmål, der skal godkendes af modparten og fremsendes til Det Veterinære Sundhedsråd ved rettens kendelse.
Retsplejelovens almindelige regler for syn og skøn rummer flere forhold, hvor opmærksomheden især skal henledes på følgende: rettens udmeldelsesdekret skal tydeligt angive, hvad der er forretningens genstand og øjemed, og Fødevarestyrelsen eller rådets udtalelse skal være skriftlig, og den skal fremsendes direkte til retten. Retten sørger for videre forsendelse til parterne, jf. § 6.
Det Veterinære Sundhedsråd er et kollegialt råd bestående af eksperter inden for hvert sit felt. En udtalelse bliver udarbejdet af rådet og er således udtryk for rådets samlede vurdering af den konkrete sag. Det enkelte medlem vil derfor ikke kunne afgive vidneforklaring på rådets vegne. Har en part behov for en uddybende forklaring, vil denne kunne stille skriftlige supplerende spørgsmål.
§ 2, stk. 1. Fødevarestyrelsen kan for Det Veterinære Sundhedsråd forelægge konkrete veterinærfaglige spørgsmål, jf. § 1, hvis styrelsen ikke mener at have den fornødne ekspertise, hvis styrelsen vurderer spørgsmålene som værende af principiel karakter, eller de vedrører Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders myndighedsudøvelse. Rådet afgiver herefter udtalelse om konkrete veterinærfaglige spørgsmål til den begærende part i sagen.
Som udgangspunkt skal sagerne sendes til Fødevarestyrelsen, jf. §1. § 2 omhandler de tilfælde, hvor Fødevarestyrelsen kan videresende sagerne til Det Veterinære Sundhedsråd. Hermed overgår sagen til Rådet, som afgiver udtalelse direkte til den begærende part i sagen.
Fødevarestyrelsen kan sende sagerne videre til Det Veterinære Sundhedsråd:
– når styrelsen ikke mener at have den fornødne ekspertise.
Fødevarestyrelsen udtaler sig i sagerne dels på grundlag af den almindelige veterinærfaglige indsigt i ministeriet dels på baggrund af generelle udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd. Indeholder de stillede spørgsmål krav til en viden, der dels ligger ud over den almindelige veterinærfaglige indsigt, som er nødvendig for Fødevarestyrelsens opgavevaretagelse, og dels ikke kan findes i Det Veterinære Sundhedsråds årsberetning, vil Fødevarestyrelsen kunne videresende sagen til Det Veterinære Sundhedsråd,
– når Fødevarestyrelsen vurderer spørgsmålene som værende af principiel karakter, jf. bemærkningerne ovenfor til § 1, stk. 2, eller
– når spørgsmålene angår sager, hvor Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders myndighedsudøvelse er omtvistet.
§ 2, stk. 2. Finder Rådet, at en sag forelagt for Fødevarestyrelsen er af principiel karakter, meddeles dette til Fødevarestyrelsen, som herefter forelægger sagen for Rådet.
Modtager Fødevarestyrelsen en sag med anmodning om en udtalelse, og Fødevarestyrelsen vurderer, at sagen ikke er af principiel karakter, vil Det Veterinære Sundhedsråd have kompetence til at meddele Fødevarestyrelsen, at rådet finder, at sagen er af principiel karakter. Fødevarestyrelsen skal herefter sende sagen til rådet, der afgiver udtalelsen direkte til den begærende part. Det Veterinære Sundhedsråds vurdering af, om en sag er af principiel karakter, er endelig.
§ 3. Den endelige afgørelse af, hvorvidt de i § 1, stk. 2 og § 2, stk. 1, omhandlende sager er af principiel karakter, træffes af Det Veterinære Sundhedsråd. Rådet underretter henholdsvis parterne i straffesager og Fødevarestyrelsen, dersom Rådet ikke finder, at en forelagt sag er af principiel karakter.
Parterne i straffesager og Fødevarestyrelsen kan, jf. § 1, stk. 2, og § 2, stk. 1, sende en sag til Det Veterinære Sundhedsråd, hvis de vurderer, at den er af principiel karakter. Det Veterinære Sundhedsråd har kompetence til at træffe den endelige afgørelse af, om en sag er af principiel karakter. Er rådet ikke enig i vurderingen, er rådet berettiget til at tilbagesende sagen. Såfremt parterne i straffesager i forbindelse med fremsendelsen af sagen til Det Veterinære Sundhedsråd har udtrykt ønske om, at sagen oversendes til Fødevarestyrelsen, dersom rådet ikke finder, at sagen er principiel, kan rådet dog oversende sagen til Fødevarestyrelsen. Tilbagesendelser og oversendelser af sager skal begrundes. Det Veterinære Sundhedsråd skal således redegøre for rådets vurdering og om muligt henvise til tidligere udtalelser.
§ 4. Såfremt Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd ikke skønner, at det skriftlige materiale giver tilstrækkeligt grundlag for en udtalelse i sagen, kan den eller de involverede i sagen anmodes om supplerende oplysninger. Stk. 2. Såfremt de i stk. 1 nævnte supplerende oplysninger ikke kan fremskaffes, eller i en civil sag ikke ønskes tilvejebragt, besvares de stillede spørgsmål på det foreliggende grundlag, hvis dette er muligt.
Såfremt det fremsendte materiale lider af veterinærfaglige mangler, kan Fødevarestyrelsen og Det Veterinære Sundhedsråd anmode om yderligere oplysninger. Henvendelsen bør ske skriftligt. Der bør sættes en tidsfrist for fremskaffelsen af oplysningerne.
Der kan være flere årsager til, at de supplerende oplysninger ikke bliver fremskaffet. Ofte eksisterer de ikke, eller rette vedkommende har ikke nedskrevet dem, men det kan også være, at der mangler vilje til at fremskaffe dem. Uanset om der er manglende vilje eller evne til at fremskaffe oplysningerne, vil dette alene kunne få den processuelle skadevirkning, at Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd behandler sagen ud fra de foreliggende oplysninger. For så vidt angår straffesager henvises til det under bemærkningerne til § 1, stk. 1, anførte angående fremsendelse af hele sagen.
§ 5 . Udtalelserne skal være ledsaget af en begrundelse. Stk. 2. Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for udtalelsen. I det omfang udtalelsen beror på et skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Stk. 3. Såfremt vurdering af forhold i sagens akter, der er af væsentlig betydning for udtalelsen, giver anledning til tvivl, skal der i begrundelsen redegøres herfor.
Der er følgende krav til udtalelsen:
– udtalelsen skal være begrundet,
– begrundelsen skal være af veterinærfaglig karakter.
Begrundelsen skal indeholde en beskrivelse af, hvilke oplysninger Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd har lagt vægt på i udtalelsen. Beslutningen om, hvilke fakta der skal lægges til grund, træffes af Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd. En part i en sag vil således ikke kunne kræve, at bestemte fakta skal udelades eller indgå i udtalelsen. Vurderer Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd, at det af parten fravalgte materiale bør inddrages i udtalelsen, vil de være berettigede til at gøre det. Modsætter parterne sig dette, vil det kunne få processuel skadevirkning, jf. § 4,
– er hele eller dele af udtalelsen baseret på et skøn, skal dette klart fremgå eller
– er der tvivl om fakta, f.eks. modstridende eller uklare oplysninger skal dette fremgå af udtalelsen, evt. kan spørgsmålet besvares alternativt.
§ 6 . Udtalelser i civile anlagte retssager sendes til retten. Stk. 2. Udtalelser i straffesager sendes til den begærende part. Stk. 3. Udtalelser udarbejdet af Fødevarestyrelsen sendes samtidigt til Rådet.
I civile retssager skal udtalelsen sendes til retten. Det er retten, der er den begærende part, og den, der skal videresende udtalelsen til parterne. I straffesager sendes udtalelsen til politiet/anklagemyndigheden. Af hensyn til Det Veterinære Sundhedsråds virke har Fødevarestyrelsen pligt til at sende en kopi af udtalelsen til rådet.
§ 7. Det Veterinære Sundhedsråd udgiver en årsberetning. Fødevarestyrelsens udtalelser medtages. Til brug herfor fremsender styrelsen resume, udtalelse og afgørelse i sagerne.
Årsberetningen udgives af Det Veterinære Sundhedsråd. Rådet har således selvstændigt ansvaret for publikationen af årsberetningen, herunder dens offentliggørelse. For at give et samlet overblik over sagsområdet, medtager Det Veterinære Sundhedsråd tillige Fødevarestyrelsens udtalelser i et særligt kapitel.
Underskrift 1
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, den 10. juni 2005 Astrid Ravnsbæk /Birgitte Thiesen