Vejledning om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2005/43@2005-06-20/da
Indhold
Indhold
Indledning
1. Hvad er VEU-godtgørelse?
2. Hvem kan få VEU-godtgørelse?
3. Hvad kan man få VEU-godtgørelse til?
4. Hvor meget kan man få i VEU-godtgørelse?
5. Ferier og fridage, andet fravær m.m.
6. Særligt for ledige
7. Refusion til arbejdsgiver
8. Administration, tidsfrister og klage
9. Behandling af personoplysninger
10. Overgangsbestemmelser
Indledning
SUstyrelsen har udarbejdet denne vejledning med henblik på at orientere om indhold, fortolkning og administration af reglerne i lov nr. 400 af 31. maj 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (med senere ændringer) og den tilhørende bekendtgørelse.
1. Hvad er VEU-godtgørelse?
Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse trådte i kraft den 1. januar 2001 og afløste hovedsageligt den tidligere AMU-kursusgodtgørelse. Lovens vedtagelse var et led i en voksenuddannelsesreform, hvor de tre tidligere ordninger – AMU-kursusgodtgørelse, uddannelsesorlovsydelse og voksenuddannelsesstøtte – blev ændret til to ordninger: Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), der kan gives til uddannelse på folkeskoleniveau, gymnasialt niveau og videregående niveau, og godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-godtgørelse, i det følgende kaldet godtgørelse), der kan gives til erhvervsrettet voksenuddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.
1.1. Godtgørelsesordningen
Godtgørelse skal være med til at sikre, at kortuddannede ikke af økonomiske årsager må afstå fra at efter- og videreuddanne sig. Gode kvalifikationer, der til stadighed holdes ved lige, er den bedste sikkerhed for at opnå og bevare en nær tilknytning til arbejdsmarkedet.
Godtgørelsen udgør pr. uge et beløb, der svarer til den maksimale dagpengesats, og det vil i 2005 sige 3.270 kr. om ugen. Godtgørelsen udbetales pr. time for højst 37 timer om ugen, og den gives som erstatning for tabt arbejdsindtægt eller for mistet arbejdsmulighed i forbindelse med uddannelsesforløbet.
Ordningen retter sig imod beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige i dagpengeperioden med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Ledige, der ikke er dagpengeberettigede, er ikke omfattet af ordningen. Der er ingen alderskrav, og der er ingen varighedsbegrænsing for beskæftigede. For ledige er der som nævnt en begrænsning på 6 uger, se nærmere afsnit 2.2.3.
VEU-godtgørelsens administration er delt mellem arbejdsløshedskasserne, uddannelsesstederne og SUstyrelsen:
Arbejdsløshedskasserne administrerer og udbetaler godtgørelse til deltagere, der er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, både beskæftigede og ledige.
Uddannelsesstederne administrerer godtgørelse til deltagere, der ikke er medlemmer af en arbejdsløshedskasse.
SUstyrelsen udsteder og fortolker de generelle regler på hele området og udbetaler godtgørelse til deltagere, der ikke er medlemmer af en arbejdsløshedskasse. SUstyrelsen vejleder både arbejdsløshedskasser og uddannelsessteder.
Arbejdsløshedskasserne og uddannelsesstederne vejleder deltagerne om godtgørelsesordningen og udleverer ansøgningsskemaer. Skemaerne kan desuden skrives ud fra internettet på www.veug.dk. Samme sted kan der hentes yderligere oplysninger om VEU-godtgørelse.
2. Hvem kan få godtgørelse?
Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og dagpengeberettigede ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse kan, hvis en række betingelser er opfyldt, få godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. I det følgende vil betingelserne blive beskrevet nærmere.
2.1. Generelle krav til deltageren
Der stilles ikke, hverken i loven eller i bekendtgørelsen, generelle krav i forbindelse med godtgørelse ud over den grundbetingelse, at deltagerne skal have tilknytning til det danske arbejdsmarked. Der er fx ikke noget alderskrav, men det forudsættes, at deltagerne har forladt folkeskolen og opfylder adgangsbetingelserne til en af de uddannelser, der giver mulighed for godtgørelse, se afsnit 3.1.
Der stilles heller ikke særlige bopæls- eller nationalitetskrav, men da der er tale om danske regler, der bygger på dansk lovgivning, forudsættes en nær tilknytning til Danmark. Det betyder, at beskæftigede lønmodtagere skal have beskæftigelse hos en arbejdsgiver, der er underlagt dansk lovgivning, ligesom selvstændige erhvervsdrivendes virksomheder skal være underlagt dansk lovgivning. For ledige gælder, at de skal være dagpengeberettigede efter danske regler, og det vil sige efter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Der har hidtil været praksis for, at færinger og grønlændere, der er bosat på henholdsvis Færøerne eller i Grønland, men som kommer til Syddanmark for at deltage i uddannelse, kan modtage godtgørelse, og den praksis vil indtil videre blive fortsat.
Udenlandske statsborgere, både EU-borgere og tredjelandsborgere, der arbejder på danske arbejdspladser, kan modtage godtgørelse. Ligeledes kan pendlere fra typisk Sverige eller Tyskland, uanset nationalitet, modtage godtgørelse, hvis de arbejder på danske virksomheder.
2.2. Personkredsen
2.2.1. Beskæftigede lønmodtagere
Som nævnt retter godtgørelsesordningen sig imod beskæftigede og dagpengeberettigede ledige. De selvstændige erhvervsdrivende behandles nedenfor i afsnit 2.2.2., og de ledige omtales nærmere i afsnit 2.2.3.
Beskæftigede kan enten være lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende. En beskæftiget lønmodtager er en person, der har indgået en bindende aftale med en offentlig eller privat arbejdsgiver om løn- og ansættelsesvilkår, og der vil typisk foreligge et ansættelsesbevis el. lign.
I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om en person kan betragtes som beskæftiget lønmodtager, men der er opstået nye jobtyper, som kan give anledning til problemer. Personer, der er i gang med vejlednings- og opkvalificeringsforløb efter reglerne i kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller er i virksomhedspraktik efter reglerne i kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller i skånejobs eller jobtræning med løntilskud efter reglerne i kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, betragtes således ikke som beskæftigede lønmodtagere i godtgørelsessammenhæng, og de har ikke mulighed for at modtage godtgørelse. Kort sagt kan der ikke gives godtgørelse til personer, der er omfattet af reglerne i kapitel 10-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Derimod anses personer, der er ansat i fleksjob, eller personer, der er med i en jobrotationsordning uden løntilskud, for at være ordinært beskæftigede, og de vil kunne opnå godtgørelse.
Der stilles ikke nogen krav til den forudgående beskæftigelsesperiodes længde eller til det ugentlige antal beskæftigelsestimer, men antallet af beskæftigelsestimer har indflydelse på omfanget af den godtgørelse, der kan komme til udbetaling, se nedenfor under afsnit 4.
2.2.2. Selvstændige erhvervsdrivende
Med hensyn til, om en person er selvstændig erhvervsdrivende, og om en medhjælpende ægtefælle har status som selvstændig erhvervsdrivende eller som lønmodtager, henvises til de regler, der fremgår af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Hvis de pågældende er medlemmer af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, anses de pågældende som udgangspunkt for at udøve selvstændig virksomhed.
Hvis de derimod ikke er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, kan følgende spørgsmål stilles:
- Udøves beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko med det formål at opnå økonomisk udbytte?
- Er der henlagt midler til investeringsfonde?
- Er der ansat arbejdskraft?
- Er der overført beløb til beskatning hos en medarbejdende ægtefælle?
- Er der foretaget varenedskrivninger, skattemæssige fradrag og lign. efter reglerne for selvstændige erhvervsdrivende?
- Er den pågældende medlem af en arbejdsgiverorganisation?
- Er virksomheden momsregistreret?
- Angiver den pågældende skattemæssige over- eller underskud af selvstændig virksomhed?
- Har den pågældende på selvangivelsen anført, at indkomsten ønskes beskattet efter virksomhedsskatteloven?
- Er den pågældende deltager i et interessentskab?
- Har den pågældende afgørende indflydelse i et selskab?
Er svaret på alle eller de fleste af de ovennævnte spørgsmål ja, må den pågældende anses for selvstændig erhvervsdrivende.
Om en ægtefælle, der ikke er medejer, også er selvstændig erhvervsdrivende, kan afgøres efter følgende kriterier:
- Er der mindre end 20 ansatte?
- Er den pågældende ansat i en overordnet stilling?
- Er den pågældende ansat på løn- og arbejdsvilkår, der er usædvanlige for dette eller tilsvarende arbejde?
Hvis svaret er ja på blot et af spørgsmålene, er den pågældende selvstændig erhvervsdrivende. Hvis ikke, er den pågældende ansat som lønmodtager.
2.2.3. Ledige
Det er kun dagpengeberettigede ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der har mulighed for at modtage godtgørelse, og kun i højst 6 uger. Hvis den pågældende optjener ret til en ny dagpengeperiode, får den pågældende også ret til en ny 6 ugers periode med selvvalgt uddannelse.
Ledige, der ikke er dagpengeberettigede, har ikke ret til godtgørelse. Der kan være tale om, at den ledige
- endnu ikke har optjent dagpengeret,
- har opbrugt sin dagpengeperiode,
- er dimittend inden for de første 4 uger efter afsluttet uddannelse,
- er omfattet af reglerne om overskydende timer,
- er pålagt en karensperiode eller
- ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse.
Derimod kan en ledig i dagpengeperioden, der er pålagt en karantæne, godt modtage godtgørelse.
For ledige gælder der et alderskrav på den måde, at unge under 25 år kun har mulighed for 6 ugers selvvalgt uddannelse inden for de første 6 måneder af en ledighedsperiode. Ledige, der er fyldt 25 år, har derimod mulighed for 6 ugers selvvalgt uddannelse inden for de første 12 måneder af en ledighedsperiode.
Ledige, der har anvendt en del af de 6 ugers selvvalgt uddannelse til at uddanne sig med Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), kan ikke modtage godtgørelse i 6 uger, da der sker modregning af forbrug inden for de to ordninger. Er der således anvendt 2 uger til uddannelse med SVU, kan der kun modtages godtgørelse i højest 4 uger.
2.2.4. Ledig eller beskæftiget?
I forbindelse med en afskedigelse eller en opsigelse kan det være vanskeligt at afgøre, præcist hvornår den pågældende skifter status fra at være beskæftiget til at være ledig. I forbindelse med deltagelse i et uddannelsesforløb med mulighed for at modtage godtgørelse er det imidlertid nødvendigt at tage stilling til, om en ansøger er ledig eller beskæftiget.
En person betragtes som beskæftiget, hvis den pågældende starter på en uddannelse i umiddelbar forlængelse af et ansættelsesforholds ophør, og der var truffet aftale om deltagelse i uddannelsen, inden den pågældende blev afskediget.
Det betyder, at hvis en person bliver optaget på en uddannelse den 24. august 2005 med start den 1. oktober 2005, men bliver afskediget i mellemtiden til fratræden den 30. september 2005, så vil den pågældende have status som beskæftiget under uddannelsesforløbet.
Omvendt vil den pågældende have status som ledig, hvis den pågældende er blevet afskediget den 16. august 2005 til fratræden den 30. september 2005, og tilmelder sig uddannelsen den 24. august 2005 med start den 1. oktober 2005.
2.2.4.1. Indenfor eller udenfor opsigelsesperioden?
Det har også betydning for muligheden for at modtage godtgørelse, om et uddannelsesforløb ligger indenfor eller udenfor opsigelsesperioden, og hvornår ansøgningen om optagelse på uddannelsesforløbet er afleveret.
En person, der er blevet afskediget eller selv har sagt op, anses for at være beskæftiget, hvis den pågældende deltager i uddannelse i opsigelsesperioden, og uddannelsen afsluttes inden opsigelsesperiodens udløb.
Hvis uddannelsen strækker sig ud over opsigelsesperioden, er det afgørende, hvornår en ansøgning om optagelse på uddannelsen er afleveret. Hvis ansøgningen er afleveret til uddannelsesstedet, inden den pågældende blev afskediget eller selv sagde op, anses den pågældende for at være beskæftiget i hele uddannelsesperioden. Hvis ansøgningen derimod først er afleveret efter afskedigelsen eller opsigelsen, anses den pågældende for at være beskæftiget, indtil opsigelsesperioden udløber, men skifter derefter status til at være ledig.
2.2.5. Andre grupper
Som nævnt flere gange ovenfor kan der kun gives godtgørelse til beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Andre persongrupper, fx pensionister, efterlønsmodtagere, kontanthjælpsmodtagere, personer, der forsørges af ægtefællen eller studerende på SU, kan ikke modtage godtgørelse.
En person, der har en resterhvervsevne, og som derfor arbejder som lønmodtager et mindre antal timer om ugen, kan efter omstændighederne være berettiget til at modtage godtgørelse ved deltagelse i uddannelse de timer/dage, hvor den pågældende sædvanligvis arbejder.
2.3. Krav til deltagerens uddannelsesniveau
Det gælder for hver af de tre persongrupper, som har mulighed for at få godtgørelse, at de ikke må have en uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger en erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse, som kan sidestilles hermed, med mindre uddannelsen ikke har været anvendt de sidste 5 år.
Deltagernes uddannelsesniveau kan derfor være:
- Ingen uddannelse efter afsluttet (eller afbrudt) skolegang (ufaglært).
- Erhvervsuddannelse (faglært).
- Erhvervsfaglig grunduddannelse.
- Grundlæggende social- og sundhedsuddannelse.
- Grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser.
- Kommunal uddannelse på niveau med erhvervsuddannelse.
- Etatsuddannelse på niveau med erhvervsuddannelse.
- Andre uddannelser på niveau med og med tilsvarende adgangskrav som erhvervsuddannelse.
- Dele af de ovennævnte uddannelser.
Udgangspunktet er altså, at deltagerne højst må have en uddannelse, der ikke har en bestået gymnasial uddannelse som adgangskrav, og hvis varighed ikke overstiger ca. 4 år. Det er uden betydning, om uddannelsen er offentlig eller privat.
Ved vurderingen af, om en given uddannelse er på erhvervsuddannelsesniveau eller på et højere niveau, har praksis hidtil været, at kun danske uddannelser eller uddannelser erhvervet i Danmark indgik i vurderingen. Den praksis videreføres ikke, og der må derfor også ses på deltagernes udenlandske kvalifikationer. Der skal ikke foretages en tilbundsgående undersøgelse med indhentning af eksamensbeviser fra udlandet osv., men hvis det efter de oplysninger, en deltager selv giver, er ret klart, at den pågældende har en videregående uddannelse, må det medføre, at der ikke kan tildeles godtgørelse. Hvis den pågældende mener, at den udenlandske uddannelse ikke er på videregående niveau, må den pågældende selv fremskaffe den nødvendige dokumentation for uddannelsens niveau.
Endelig bemærkes, at der kun ses på de adgangskrav, der gælder i dag: Hvis en uddannelse tidligere havde studentereksamen som adgangskrav, men i dag har folkeskolens afgangsprøve, er der ikke tale om en videregående uddannelse.
Personer, der har taget en erhvervsuddannelse, og som derefter har videreuddannet sig, fx på Danmarks Forvaltningshøjskole, vil have uddannet sig ud over erhvervsuddannelsesniveauet, og vil derfor ikke kunne modtage godtgørelse.
Nærmere oplysninger om de enkelte uddannelser og deres niveauer kan findes to steder: For ældre uddannelsers vedkommende bedst i DUN – Dansk Uddannelsesnomenklatur, og for nyere uddannelsers vedkommende i Uddannelsesguiden. DUN findes både i bogform og som pdf-fil, som kan købes både separat og samlet. Seneste udgave er fra 2002. Uddannelsesguiden findes på www.ug.dk og opdateres løbende.
2.3.1. Særligt om uddannelser over erhvervsuddannelsesniveau
I to tilfælde kan det være muligt for personer, der har et højere uddannelsesniveau, at modtage godtgørelse: Dels hvor der er tale om videregående teknikere, dels hvor der er tale om personer med uddannelser, der ikke har været anvendt i mindst 5 år.
For de videregående teknikere er der tale om en midlertidig ordning, der udløber med udgangen af 2005. De har i 2004 og 2005 fortsat mulighed for at modtage godtgørelse ved deltagelse i de arbejdsmarkedsuddannelser, der er specielt udviklet til dem, se Undervisningsministeriets VEU-meddelelse nr. 6/2003, som kan findes på www.uvm.dk under love og regler/VEU-godtgørelse/skrivelser. Fra 1. januar 2006 er der ikke længere mulighed for, at videregående teknikere kan modtage godtgørelse.
Personer, der har en uddannelse ud over erhvervsuddannelsesniveau, men som ikke har brugt denne uddannelse i 5 år eller mere, kan eventuelt have mulighed for at deltage i erhvervsrettet voksen- og videreuddannelse med godtgørelse, men det afhænger af en helt konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Hvis den pågældende ikke formelt i det daglige bruger sin videregående uddannelse, men det er klart, at den pågældendes nuværende beskæftigelse er opnået på grundlag af, at personen har denne videregående uddannelse, så vil der ikke kunne ydes godtgørelse.
Hvis fx en person, der er uddannet folkeskolelærer, arbejder som kassemedarbejder i det lokale supermarked og har haft denne beskæftigelse de sidste 7 år, vil den pågældende kunne deltage i efter- og videreuddannelse med godtgørelse.
Men hvis en person er uddannet erhvervsøkonom for 10 år siden og arbejder som butikschef i det lokale supermarked, kan den pågældende ikke siges at have forladt sit uddannelsesniveau og nu arbejde på erhvervsuddannelsesniveau, og den pågældende vil følgelig ikke være berettiget til godtgørelse.
En person, der har en videregående uddannelse, som den pågældende aldrig har brugt, er også omfattet af 5 års reglen. Det vil sige, at hvis en sygeplejerske efter endt uddannelse vælger at arbejde som rengøringsassistent, skal der gå mindst 5 år fra afslutningen af sygeplejeuddannelsen, før den pågældende har mulighed for at modtage godtgørelse.
3. Hvad kan man få VEU-godtgørelse til?
Der er kun mulighed for at få godtgørelse til den række uddannelser, der er opregnet i loven om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, og kun i det omfang, uddannelserne udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse). Fra den sidstnævnte betingelse er der dog en undtagelse, da der også kan gives godtgørelse til uddannelsesforløb i regi af Den Europæiske Socialfond.
Alle de uddannelser, der giver mulighed for godtgørelse, har en særlig kode og kan for tiden findes på Undervisningsministeriets hjemmeside på www.uvm.dk/admin/eve under ”fagkoder til arbejdsløshedskasser” (men alle administratorer kan naturligvis anvende fagkoderne). Denne oversigt bliver løbende opdateret.
Det skal understreges, at der ikke er adgang til godtgørelse, hvis de ovennævnte uddannelser udbydes som indtægtsdækket virksomhed. Der skal også gøres opmærksom på, at der er visse af uddannelserne, som kun en del af personkredsen har mulighed for at deltage i med godtgørelse, og det vil blive beskrevet nærmere i det følgende.
3.1. Uddannelser, der kan gives godtgørelse til
Som nævnt er der tale om en række uddannelser, der er opregnet i både loven og bekendtgørelsen om godtgørelse, og der kan søges nærmere oplysninger om de enkelte uddannelser på www.uvm.dk.
Uddannelserne skal afholdes efter de regler, der er fastsat i de love og bekendtgørelser, der gælder for dem, dvs. de skal afholdes på lovlig vis. Desuden skal hver enkelt deltager opfylde adgangskrav m.m. til den enkelte uddannelse og dermed have fået retmæssig adgang til uddannelsen.
Der er som udgangspunkt adgang til godtgørelse ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) og i en række enkeltfag fra erhvervsuddannelserne, landbrugsuddannelserne, fodterapeutuddannelsen og social- og sundhedsuddannelserne. Desuden er der mulighed for godtgørelse ved deltagelse i merituddannelsen på pædagogisk grunduddannelse (PGU-merit), i individuel kompetenceafklaring og i forløb med tilskud fra Den Europæiske Socialfond.
Dog skal der gøres opmærksom på, at der gælder en særlig regel for beskæftigede lønmodtageres og selvstændige erhvervsdrivendes muligheder for at få godtgørelse ved deltagelse i enkeltfag fra erhvervsuddannelserne, landbrugsuddannelserne og fodterapeutuddannelsen. Der kan kun tildeles godtgørelse i de tilfælde, hvor de nævnte forløb er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser. Hvis det ikke er tilfældet, er der ikke mulighed for godtgørelse.
Et enkeltfag er en fagligt afgrænset del af en uddannelse, hvortil der er knyttet en prøve, eksamen eller selvstændig bedømmelse i øvrigt, jf. lov om åben uddannelse. Enkeltfag efter lov om åben uddannelse kan tilrettelægges på heltid, deltid eller som fjernundervisning, men hvis der er tale om fjernundervisning, er der ikke mulighed for godtgørelse.
En fælles kompetencebeskrivelse er en mål- og rammebeskrivelse for en grundlæggende arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling for voksne til og med erhvervsuddannelsesniveau. En fælles kompetencebeskrivelse skal indeholde en beskrivelse af et jobområde og af de tilhørende arbejdsmarkedsrelevante kompetencer, herunder kvalifikationer som følge af myndighedskrav, samt en oversigt over de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der kan bidrage til, at der opnås kompetence inden for jobområdet.
Der kan gives godtgørelse ved deltagelse i kompetenceafklarende forløb, men ikke til forløb, der drejer sig om en kompetencevurdering.
Det er en betingelse for, at der kan ydes godtgørelse ved deltagelse i forløb, der udbydes med tilskud fra Den Europæiske Socialfond, at uddannelsesforløbet er godkendt af et projektgodkendelsesudvalg efter reglerne og administrationen af Den Europæiske Socialfond. Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til Erhvervs- og Boligstyrelsens Socialfondskontor.
Der kan også gives godtgørelse til forløb, der er sammensat af dele af de ovennævnte uddannelser som det fx er tilfældet i forbindelse med grundlæggende voksenuddannelse (GVU) og erhvervsuddannelse plus (eud+). I forbindelse med eud+ kan der også ydes godtgørelse, hvis uddannelsesplanen indeholder skoleundervisning i erhvervsuddannelse, svendeprøve eller anden afsluttende prøve og intensiv værkstedstræning af højest 1 måneds varighed på en uddannelsesinstutution eller i en virksomhed efter aftale med institutionen samt i en periode på højest 1 måned på deltagerens arbejdsplads.
Er der indlagt praktikforløb i uddannelserne, kan der også gives godtgørelse hertil.
3.2. Uddannelser, der ikke kan gives godtgørelse til
Uddannelser, der ikke er opregnet i loven og i bekendtgørelsen om godtgørelse, eller som ikke udbydes på en sådan måde, at de udløser tilskud efter lov om åben uddannelse, giver ikke mulighed for godtgørelse.
Uddannelser, der gennemføres efter Finansministeriets budgetvejledningsregler om indtægtsdækket virksomhed (IDV- eller IV-uddannelser), giver ikke mulighed for godtgørelse.
At en virksomhed/arbejdsgiver betaler en eventuel deltagerbetaling medfører ikke, at der bliver tale om en IDV-uddannelse, så længe der udelukkende er tale om en på forhånd fastsat deltagerbetaling, som har hjemmel i lov eller bekendtgørelse.
Der er ikke mulighed for godtgørelse til Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
Uddannelser, der afvikles som fjernundervisning, giver ikke adgang til godtgørelse. Uddannelser i udlandet giver heller ikke adgang til godtgørelse.
3.2.1. Uddannelsesaftaler
Hvis der er ret til løn fra en arbejdsgiver som følge af en uddannelsesaftale, er der ikke mulighed for at modtage godtgørelse under et uddannelsesforløb. Der kan fx være tale om uddannelsesaftaler på erhvervsuddannelsesområdet, landbrugsuddannelsesområdet eller social- og sundhedsområdet med hjemmel i de respektive uddannelseslove.
Det skal understreges, at det forhold, at en arbejdsgiver er villig til at betale løn under en medarbejders uddannelsesforløb, ikke må forveksles med den situation, at der er ret til løn fra en arbejdsgiver. Der skal foreligge et særligt retsgrundlag, og det vil som nævnt ovenfor typisk være en uddannelsesaftale, før der er en egentlig ret til løn under uddannelsen. Om refusion til arbejdsgiver se under afsnit 7.
3.2.2. Andre ordninger
Hvis der er mulighed for at modtage støtte eller godtgørelse fra andre enten private eller offentlige ordninger, er der ikke mulighed for at modtage godtgørelse. SU og Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) er eksempler på offentlige ordninger.
For personer, der under uddannelsen modtager dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, reduceres godtgørelsen med et beløb svarende til den udbetalte dagpengegodtgørelse.
4. Hvor meget kan man få i VEU-godtgørelse?
Udgangspunktet for beregningen af godtgørelse er, at den skal kompensere et tab – enten et tab af arbejdsindtægt eller et tab af arbejdsmulighed. Hvis en person har deltaget i en uddannelse, hvor den pågældende ikke har haft noget tab, er der ikke noget at kompensere, og der er derfor ikke adgang til godtgørelse.
Af denne grund er der ikke mulighed for at give godtgørelse til personer, der har og bevarer et forsørgelsesgrundlag andet steds fra under et uddannelsesforløb, selv om forløbet ellers ville give adgang til godtgørelse. Godtgørelsen er således altid sekundær i forhold til andre ordninger.
Der vil heller ikke være mulighed for at give godtgørelse til personer, der deltager i undervisning om dagen, og fortsat udfører deres normale arbejde om aftenen, ligesom der ikke vil kunne gives godtgørelse til personer, der sædvanligvis holder fri i weekenden, men som deltager i undervisning i en weekend. I begge tilfælde skyldes det, at de pågældende ikke lider noget tab. Der kan dog eventuelt være tale om kompenserende fridage, se nærmere under afsnit 5.3.
Stk. 1. Ved deltagelse i fuldtidsundervisning udgør godtgørelsen et beløb, der svarer til højeste ugentlige dagpengebeløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring. Godtgørelsen beregnes for hver påbegyndt time, og det maksimale beløb pr. dag svarer til 1/5 af højeste ugentlige dagpengebeløb, også selv om der eventuelt undervises i 8 eller 9 timer pr. dag. På tilsvarende vis kan der højest gives godtgørelse for 37 timer for en fuld undervisningsuge, også selv om en uddannelse eventuelt bliver afviklet med et højere timetal pr. uge. Som nævnt gives godtgørelsen som en kompensation for tabt arbejdsfortjeneste eller for mistet arbejdsmulighed. Det betyder, at godtgørelsen enten skal dække en mistet lønindtægt eller en mistet mulighed for at skaffe sig en lønindtægt. Den sidstnævnte situation dækker personer, der står tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende i større eller mindre omfang. For ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse vil der typisk være tale om, at de står tilmeldt arbejdsformidlingen som fuldtidsarbejdssøgende (37 timer om ugen), men de kan også være tilmeldt som deltidsarbejdssøgende (30 timer om ugen). Godtgørelse kan aldrig udgøre mere, end hvad der svarer til det antal timer, den ledige står tilmeldt som arbejdssøgende til. Beskæftigede kan også stå tilmeldt arbejdsformidlingen. Hvis en person har et deltidsjob på 20 timer om ugen, men gerne vil have fuldtidsarbejde og derfor står tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende til et 37 timers job, vil den pågældende kunne få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for 20 timer om ugen, og for mistet arbejdsmulighed for 17 timer om ugen ved deltagelse i fuldtidsundervisning. 4.1. Fuld godtgørelse ved fuldtidsundervisning Fuld godtgørelse kan gives til personer, der deltager i fuldtidsundervisning og har et fuldt tab af indtægt eller arbejdsmulighed. Der er tale om fuldtidsundervisning, når uddannelsen er normeret (i lov eller bekendtgørelse) som undervisning på fuld eller hel tid, og det svarer til 37 timer pr. uge, uanset antallet af konfrontationstimer. 4.2. Delvis godtgørelse ved deltidsundervisning Er der tale om deltidsundervisning, kan der kun gives godtgørelse for de timer, som uddannelsen varer. Hvis der er fastsat et timetal, skal dette anvendes, men hvis der er fastsat en årsnorm, skal der ske omregning til timer. En deltidsuddannelse kan fx have en årsnorm på 1/8, og den omregnes til timer således: 40 uger divideret med 8 = 5 uger á 37 timer eller i alt 185 timer, hvortil der kan ydes godtgørelse. 4.3. Hvor mange timer kan der konkret tildeles godtgørelse for? For de flestes vedkommende ligger arbejdstiden forholdsvis fast og er normeret i enten overenskomst eller aftale, og det er derfor ikke vanskeligt at tage stilling til, hvor mange timers godtgørelse, de er berettiget til. Men der kan selvfølgelig forekomme variationer, og særligt for de selvstændigt erhvervsdrivende kan arbejdstiden langt overstige 37 timer om ugen og ligge både om aftenen og i weekenderne. I de situationer kan det være ganske besværligt at vurdere, hvor mange timers godtgørelse, der kan blive tale om. Udgangspunktet er under alle omstændigheder, at godtgørelsen kun kan kompensere et tab, og at godtgørelsen aldrig kan gives for mere end 37 timer om ugen eller 7,4 timer pr. dag. Desuden er det et grundvilkår, at godtgørelsen kun kan gives for det antal timer, som uddannelsen er normeret til, og hvor deltageren har været til stede. Har deltageren været fraværende i en del af undervisningstiden, kan der i de fleste tilfælde ikke gives godtgørelse for fraværstimerne, se nærmere under afsnit 5. Forskellige eksempler på beregning: Undervisningstimer Mistet arbejdstid og/eller arbejdsmulighed Resultat af beregningen (timer med godtgørelse) pr. dag pr. uge pr. dag pr. uge pr. dag pr. uge Eks. 1 Fuldtidsuddannelse og fuldtidsfravær 7,4 37 7,4 37 7,4 37 Eks. 2 Fuldtidsuddannelse, fravær 5,4 pr. dag 7,4 37 5,4 27 5,4 27 Eks. 3 Fuldtidsuddannelse, deltidsbeskæftiget 4 timer pr. dag, fravær 3 timer pr. dag, Tilmeldt AF som fuldtidsarbejdssøgende 37 timer om ugen 7,4 37 3,0+3,4=6,4 32 6,4 32 Eks. 4 Fuldtidsuddannelse, deltidsbeskæftiget 4 timer pr. dag, fravær 3 timer pr. dag, Tilmeldt AF som deltidsarbejdssøgende 30 timer om ugen, dvs. 6 timer pr. dag 7,4 37 3,0 +2,0 = 5,0 25 5,0 25 Eks. 5 Deltidsuddannelse 4 timer pr. dag, fuldtidsbeskæftiget, fravær 7,4 timer pr. dag, 4,0 20 7,4 37 4,0 20 Eks. 6 Deltidsuddannelse 3 timer pr. dag, deltidsbeskæftiget 5 timer pr. dag. Fravær 4 timer pr. dag, ikke tilmeldt AF 3,0 15 4,0 20 3,0 15 Eks. 7 Deltidsuddannelse 5 timer pr. dag, deltidsbeskæftiget 6 timer pr. dag, fravær 3 timer pr. dag, Tilmeldt AF som fuldtidsarbejdssøgende (7,4 timer pr. dag) 5,0 25 3,0+1,4=4,4 22 4,4 22 5. Ferie og fridage, andet fravær m.m. Udgangspunktet er, at der ikke ydes godtgørelse under ferier og andet fravær, men der er en række undtagelser fra denne hovedregel, og der gøres opmærksom på, at der er forskel på beskæftigede og ledige. 5.1. Arbejdsmarkedets ferieperioder Der kan gives godtgørelse i forbindelse med længerevarende uddannelsesforløb (mindst 6 uger) under arbejdsmarkedets ordinære ferieperioder, og herved forstås ferie omkring jul, påske og i sommerperioden. Der er derimod ikke tale om de ferieperioder, der anvendes i folkeskolen, og der er således ikke adgang til godtgørelse i forbindelse med efterårsferie og vinterferie. Der er heller ikke mulighed for godtgørelse, hvis uddannelsesforløbet er kortere end 6 uger, eller hvis der kun ligger undervisningsdage på den ene side af ferieperioden. Når længerevarende uddannelsesforløb gennemføres i sommerhalvåret, skal uddannelsesstederne sikre sig, at ferien ikke udgør en uforholdsmæssig stor del af det samlede forløb. Sommerferielukning med dertil hørende ferie for de uddannelsessøgende bør ikke vare længere end 3 uger. 4 uger kan accepteres under forudsætning af, at uddannelsesstedet er helt lukket på grund af ferie. I det omfang deltagerne har mulighed for at hæve feriepenge, feriefridagsbetaling, feriedagpenge el. lign. i uddannelsesstedets ferieperioder, reduceres godtgørelsen, og reduktionen sker time for time (ikke krone for krone). 5.2. Søgnehelligdage og lign. Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende har ikke mulighed for at få godtgørelse for søgnehelligdage og lignende, men for ledige gælder der særlige regler, se afsnit 6.2. 5.3. Kompenserende fridage Kompenserende fridage er fridage, som en deltager i en uddannelse kan få (efter aftale med arbejdsgiveren eller på grundlag af den gældende overenskomst) i tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i uddannelsen på dage, der ellers ville have været fridage. Det kan være weekender, hvis den pågældende sædvanligvis ikke arbejder i weekenden, men det kan også være hverdage, hvor den pågældende normalt holder fri. Hvis den pågældende deltager i uddannelse på fridage og efterfølgende får kompenserende fridage, anses den pågældende for at have lidt et indtægtstab, og kan derfor modtage godtgørelse for deltagelse i uddannelsen. 5.4. Sygdom i forbindelse med ferie Hvis en deltager er fraværende fra undervisningen før ferien på grund af sygdom, kan der først udbetales godtgørelse i ferien fra den dag, hvor sygdommen er ophørt. Raskmelding skal afleveres til uddannelsesstedet eller til deltagerens arbejdsløshedskasse. 5.5. Fravær Godtgørelse kan gives for den normerede uddannelsestid under den forudsætning, at deltageren har været til stede. Uddannelsesstedet skal foretage en opgørelse af det antal timer, hvor deltageren har været til stede, og har der været fravær, kan der som hovedregel ikke gives godtgørelse for det fulde undervisningsforløb. Der vil kun kunne gives godtgørelse for det antal lektioner eller timer, hvor den pågældende har deltaget i undervisningen. 5.5.1. Undtagelser Der er tre situationer, hvor der alligevel kan gives godtgørelse trods deltagerens fravær af personlige årsager, og det er i tilfælde af lægeundersøgelse, session eller indkaldelse til jobsamtale. I alle andre situationer, hvor en deltager af personlige årsager ønsker fravær, fx på grund af tandlægebesøg, deltagelse i begravelse, borgerligt ombud el. lign., kan der ikke tildeles godtgørelse. 5.5.2. Sygdom Hvis deltageren er fraværende på grund af sygdom, kan der ikke gives godtgørelse. Den pågældende må eventuelt ansøge om sygedagpenge i stedet for. 5.5.3. Uddannelsesstedets forhold Hvis undervisningen må indstilles på grund af uforudsete årsager, som hovedsageligt kan henregnes til uddannelsesstedets forhold, kan der tildeles godtgørelse for den dag, hvor undervisningen må indstilles. Som eksempler kan gives, at læreren bliver syg eller at der udbryder brand på uddannelsesstedet. 5.5.4. Vejrlig Det har hidtil været praksis, at der var mulighed for at udbetale godtgørelse, hvis undervisningen måtte indstilles flere dage på grund af snevejr. Denne praksis videreføres ikke. Snevejr og andet voldsomt vejrlig må anses for at være omfattet af punkt 5.5.3. om indstilling af undervisningen på grund af uforudsete årsager. 5.5.5. Strejke og lockout Da det ikke har været hensigten med lovgivningen om bistand til borgerne i forskellige situationer, at denne bistand skulle kunne anvendes til at afværge eller opbløde kollektive kampskridt på arbejdsmarkedet, er der bestemmelser i en række love om, at der ikke kan udbetales ydelser under strejke og lockout. Det gælder fx lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) og altså også lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Det afgørende er, om en person er begyndt på en uddannelse og deltager i uddannelsen, når konflikten bryder ud. Hvis det er tilfældet, kan den pågældende godt modtage godtgørelse under forløbet. Er den pågældende derimod endnu ikke begyndt på uddannelsesforløbet, når konflikten bryder ud, er der ikke mulighed for godtgørelse. Bestemmelsen gælder for beskæftigede lønmodtagere og dagpengeberettigede ledige, men ikke for selvstændige erhvervsdrivende. 6. Særligt om ledige Da det kun er dagpengeberettigede ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der har mulighed for at deltage i uddannelse med godtgørelse, omfatter det nedenstående kun dem. Andre ledige, fx kontanthjælpsmodtagere, har ikke mulighed for at modtage godtgørelse, og er derfor ikke omtalt. 6.1. Opgørelsen af forbruget af 6 ugers selvvalgt uddannelse I opgørelsen af forbruget indgår perioder, som den ledige i dagpengeperioden har anvendt til uddannelse med støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), og hvor der er udbetalt støtte til den ledige. I opgørelsen indgår ligeledes perioder, som den ledige i dagpengeperioden har anvendt til uddannelse med godtgørelse, og hvor der er udbetalt godtgørelse til den ledige. Godtgørelse for mindre end en hel undervisningslektion medregnes ikke. I opgørelsen af forbruget af 6 ugers selvvalgt uddannelse indgår desuden følgende i det omfang, der er udbetalt godtgørelse for disse dage eller perioder: - søgnehelligdage, 1. maj, fredag efter Kr. Himmelfartsdag og Grundlovsdag, - dage, hvor den ledige har været fraværende fra undervisningen på grund af lægeundersøgelse, session eller jobsamtale, - dage, hvor uddannelsesstedet har holdt lukket på grund af ferie, - dage, hvor den ledige har holdt ferie og - perioder med uddannelsespraktik. Hvis der ikke er udbetalt godtgørelse for de nævnte dage, indgår de ikke i opgørelsen af forbruget. Hvis der er udbetalt godtgørelse til den ledige for en dag, hvor undervisningen er blevet afbrudt på grund af uddannelsesstedets forhold, medregnes denne dag ikke ved opgørelsen af forbruget. 6.2. Søgnehelligdage og lign. Dagpengeberettigede ledige, som deltager i uddannelse, vil typisk miste indtægt og ikke have mulighed for at skaffe sig anden indtægt for søgnehelligdage, 1. maj, fredagen efter Kr. Himmelfartsdag eller Grundlovsdag, hvis der ligger sådanne dage i et uddannelsesforløb, og uddannelsesstedet holder lukket. Der gælder derfor den særlige regel for ledige, at de – i modsætning til andre – kan modtage godtgørelse for disse dage. I det omfang, ledige modtager godtgørelse for disse dage, medregnes de ved opgørelsen af forbruget af 6 ugers selvvalgt uddannelse, se ovenfor. 7. Refusion til arbejdsgiver Hvis der indgås en aftale mellem en deltager i uddannelse og dennes arbejdsgiver om, at arbejdsgiveren udbetaler sædvanlig løn til deltageren i uddannelsesperioden, har arbejdsgiveren mulighed for at få den godtgørelse, der ellers tilkommer deltageren, udbetalt som refusion. Arbejdsgiverens ret er en afledet ret, og det betyder, at hvis deltageren ikke har et tab, kan arbejdsgiveren ikke modtage refusion. Den situation kan fx opstå, hvis deltageren passer sit arbejde i fuldt omfang ved siden af uddannelsen eller deltager i uddannelsen i sin ferie. Hvis deltageren ikke ønsker at indgå en aftale med arbejdsgiveren, men foretrækker selv at modtage godtgørelsen, kan arbejdsgiveren ikke modsætte sig dette. På enkelte områder kan det forekomme, at en deltager har en lavere løn end den fulde godtgørelse. I den situation kan arbejdsgiveren kun modtage den del af godtgørelsen, der svarer til deltagerens løn, som refusion. Forskelsbeløbet udbetales til deltageren. Endelig kan det forekomme, at en arbejdsgiver udbetaler løn for fuld arbejdstid til deltidsansatte i perioder, hvor disse deltager i uddannelse. I den situation kan arbejdsgiveren modtage den fulde godtgørelse som refusion. En arbejdsgiver kan kun få refusion på grundlag af en deltagers mistede arbejdsindtægt, ikke på grundlag af den pågældendes mistede arbejdsmulighed. 7.1. Fritstillede medarbejdere En beskæftiget lønmodtager, der bliver fritstillet af sin arbejdsgiver, har normalt ikke mulighed for at modtage godtgørelse, da den pågældende ikke lider noget tab ved at deltage i uddannelse. Den fritstillede skal ikke møde på arbejde i fritstillingsperioden, men modtager sin sædvanlige løn alligevel. Da der ikke foreligger noget tab, har arbejdsgiveren ikke mulighed for refusion. Får den fritstillede ny ansættelse i fritstillingsperioden, vil den nye arbejdsgiver være berettiget til refusion, hvis den nyansatte påbegynder et uddannelsesforløb med mulighed for godtgørelse. Det er uden betydning, at den nyansatte modtager løn fra både den tidligere og den nuværende arbejdsgiver. Hvis en fritstillet person tilmelder sig arbejdsformidlingen i fritstillingsperioden, vil vedkommende have mulighed for at modtage godtgørelse, da der vil foreligge tab af arbejdsmulighed i forbindelse med uddannelse. Arbejdsgiveren er dog ikke berettiget til refusion, da godtgørelsen ikke udløses på grund af tab af indtægt, men på grund af tab af arbejdsmulighed, og refusion til en arbejdsgiver gives udelukkende på baggrund af et indtægtstab. 7.2. Rådighedsløn For personer på rådighedsløn gælder tilsvarende regler som for fritstillede. 8. Administration, tidsfrister og klage Som det fremgår af det foregående, administreres godtgørelsen af arbejdsløshedskasserne og uddannelsesstederne. Der er udarbejdet en nærmere vejledning for administratorer, og for mere detaljerede oplysninger om administrative forhold henvises der dertil. 8.1. Klage På godtgørelsesområdet kan der kun klages over følgende forhold: - afgørelser om godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed, - afgørelser om godtgørelse udbetalt som refusion til arbejdsgiveren, - afgørelser om godtgørelse under lovlig konflikt og - afgørelser om tilbagebetaling. Klager på de ovennævnte fire områder skal afleveres til den, der har truffet afgørelsen. Det vil sige, at hvor afgørelsen er truffet af et uddannelsessted, skal klagen afleveres dertil, og hvor klagen er truffet af en arbejdsløshedskasse, skal klagen afleveres dertil. Klagen skal i det førstnævnte tilfælde være stilet til SUstyrelsen, og i det sidstnævnte tilfælde skal den være stilet til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Selv om der er sat en forkert adressat på, skal såvel uddannelsessteder som arbejdsløshedskasser tage klagen under behandling og evt. sende den videre til rette vedkommende. Når der indkommer en klage, skal uddannelsesstedet, henholdsvis arbejdsløshedskassen, se nærmere på sagen igen, og hvis uddannelsesstedet eller arbejdsløshedskassen mener, at der oprindelig er truffet en forkert afgørelse, skal afgørelsen ændres, og klageren skal have skriftlig besked om ændringen. Hvis uddannelsesstedet eller arbejdsløshedskassen derimod mener, at afgørelsen er korrekt, skal sagen videresendes med eventuelle bemærkninger til henholdsvis SUstyrelsen eller Arbejdsmarkedets Ankenævn, der herefter står for den videre behandling. 8.2. Tidsfrister Tre steder i bekendtgørelsen om godtgørelse er der omtalt en tidsfrist på 4 uger. Specielt for så vidt angår fristen for aflevering af ansøgningsskemaet om godtgørelse skal det understreges, at der er tale om en 4 ugers frist regnet fra uddannelsens sidste dag . Det har ingen betydning, om uddannelsen tidsmæssigt er delt op i flere adskilte forløb, så længe der er tale om et sammenhængende uddannelsesforløb. Hvis en person har deltaget i uddannelsen 3 dage i uge 17, 2 dage i uge 18 og 3 dage i uge 20, skal 4 ugers fristen regnes fra den sidste uddannelsesdag i uge 20. Med hensyn til 4 ugers fristen for at indgive en klage skal denne naturligvis som udgangspunkt overholdes, men Arbejdsmarkedets Ankenævn kan fravige fristen. Det må derfor anses for hensigtsmæssigt at acceptere en mindre overskridelse, hvis en deltager ønsker at aflevere en klage til et uddannelsessted eller en arbejdsløshedskasse. Det kan i den forbindelse også nævnes, at det kan være svært at fastlægge helt nøjagtigt, hvornår fristen er begyndt at løbe, da den begynder ved modtagelsen af den afgørelse, den pågældende ønsker at klage over. En overskridelse af 4 ugers fristen med en dag eller to bør derfor accepteres. Endelig er der nævnt en 4 ugers frist, inden for hvilken uddannelsesstedet eller arbejdsløshedskassen skal tage stilling til en indgivet klage. Denne 4 ugers frist bør under ingen omstændigheder overskrides. Det betyder, at inden 4 ugers fristen udløber, skal der enten være truffet en ny afgørelse, som er sendt til klageren, eller sagen skal være videresendt med en udtalelse til enten SUstyrelsen eller Arbejdsmarkedets Ankenævn. 9. Behandling af personoplysninger SUstyrelsen stiller oplysninger om enkeltpersoner til rådighed for den administrator, deltageren har indgivet ansøgningen til. Det gøres til brug for administration og vejledning om godtgørelse. Personnummeret anvendes i forbindelse med oplysninger fra skattevæsenet og CPR-registeret, og når der skal overføres penge til modtagerens eller arbejdspladsens konto. Det anvendes også, når der sendes oplysninger til skattevæsenet og det fælleskommunale system, så kommunen kan se, om en deltager får godtgørelse. Skal deltageren betale godtgørelsen tilbage, sendes de relevante oplysninger om den pågældende til Økonomistyrelsen. Endelig videregives oplysninger om godtgørelse til den arbejdsløshedskasse, deltageren evt. er medlem af, til brug for arbejdsløshedskassens beregning af feriedagpenge. SUstyrelsen er ansvarlig for behandling af oplysningerne. Er oplysningerne forkerte, skal deltageren straks give besked til den administrator, ansøgningen er afleveret til, så fejlen kan blive rettet. Enkeltpersoner har mulighed for at få indsigt i de oplysninger, SUstyrelsen har om den pågældende, ved at rette henvendelse til SUstyrelsen, Danasvej 30, 1780 København V. 10. Overgangsbestemmelser Den nye administration starter den 1. juli 2005, og den nye bekendtgørelse træder i kraft samme dag. Ansøgninger fra personer, der ikke er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, skal indleveres til Arbejdsformidlingen til og med den 30. juni 2005, mens de fra og med den 1. juli 2005 skal indleveres til uddannelsesstederne. Arbejdsformidlingen færdigbehandler ansøgninger, der er modtaget til og med den 30. juni 2005, mens ansøgninger fra 1. juli 2005 og senere skal behandles af uddannelsesstederne. For personer, der er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, sker der ikke ændringer. Som tidligere nævnt udløber overgangsordningen for videregående teknikere m.fl. med udgangen af 2005. Til denne gruppe kan der derfor længst gives godtgørelse for forløb til og med den 31. december 2005. Strækker en given uddannelse sig ud over denne dato, vil der ikke kunne gives godtgørelse til den del af forløbet, der ligger efter den 31. december 2005. Denne vejledning har virkning fra den 1. juli 2005. Samtidig bortfalder vejledning nr. 11 af 12. februar 2004 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU).
Underskrift 1
SUstyrelsen, den 20. juni 2005 Hanna Dam Styrelseschef /Gerd Kelstrup