Gelex

Vejledning om prøveansættelse for udenlandske bioanalytikere, der ikke er omfattet af EF-direktiv eller den Nordiske Overenskomst

OphævetVersion 2005-11-15fra 2005-11-16 til 2013-05-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2005/97@2005-11-15/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1

1. Indledning

Formålet med denne vejledning er at orientere om de krav, Sundhedsstyrelsen stiller i forbindelse med prøveansættelser som betingelse for at udstede varig autorisation som bioanalytiker, og om vilkår for prøveansættelser. En positivt evalueret prøveansættelse som bioanalytiker indgår i Sundhedsstyrelsens beslutningsgrundlag ved udstedelse af varig autorisation som bioanalytiker til bioanalytikere, der er uddannet udenfor EU og Norden (3. lande), jf. Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om autorisation af bioanalytikere uddannet i udlandet”.

Begrænset autorisation til prøveansættelser

Begrænset autorisation som bioanalytiker kan gives til ansøgere, der i et 3. land har gennemført en uddannelse, som Sundhedsstyrelsen har vurderet, kan sidestilles med en dansk uddannelse til bioanalytiker. I vurderingen indgår udtalelse fra en institution, der uddanner bioanalytikere. Sundhedsstyrelsen fastsætter varighed af prøveansættelsen.

Varig autorisation

Varig autorisation som bioanalytiker kan gives til ansøgere, som har:

– en uddannelse, der kan sidestilles med en dansk bioanalytikeruddannelse

– positiv evaluering af mindst 6 måneders prøveansættelse med begrænset autorisation som bioanalytiker på sygehus, der uddanner bioanalytikere.

Ansøger må selv skaffe sig prøveansættelse, som skal foregå på et sygehus, der uddanner bioanalytikere. Sundhedsstyrelsen kan ikke pålægge de ansættende myndigheder at ansætte personale uden om de normale ansættelsesprocedurer.

2. Krav til deltagende ansættelsessted

Den deltagende afdeling skal opfylde følgende betingelser:

– afdelingen skal have erfaring med at uddanne danske bioanalytikerstuderende på sidste uddannelsestrin

– den ledende bioanalytiker er ansvarlig for, at den udenlandske bioanalytiker er under supervision. Supervisionen skal varetages af en bioanalytiker, der arbejder på samme sted (afdeling) som den udenlandske bioanalytiker. Det kan være afdelingens uddannelsesansvarlige eller en bioanalytiker med tilsvarende kompetencer

– ansættelsesstedet skal være positivt interesseret og gå aktivt ind i opgaven med at instruere og evaluere den udenlandske bioanalytiker.

3. Den udenlandske bioanalytikers autorisations-, ansættelses- og ansvarsforhold

For at kunne begynde på en prøveansættelse med begrænset autorisation skal ansøger have en udenlandsk bioanalytikeruddannelse, som er sidestillet med en dansk bioanalytikeruddannelse i niveau, varighed og indhold. Det betyder, at uddannelsen i alt væsentligt skal svare til en dansk bioanalytikeruddannelse, hvilket ikke er ensbetydende med, at uddannelsen skal være identisk med den danske.

Ansøger skal have søgt og modtaget begrænset autorisation som bioanalytiker, før prøveansættelse kan påbegyndes. Ansøger skal selv sende en ansøgning til Sundhedsstyrelsen om begrænset autorisation sammen med tilbud om ansættelse.

Begrænset autorisation kan gives i minimum 3 måneder og maksimalt 24 måneder.

Den udenlandske bioanalytiker har med begrænset autorisation de samme rettigheder og pligter, som en varig autorisation medfører.

Prøveansættelse med begrænset autorisation sker i en stilling som bioanalytiker med ansættelsesvilkår og aflønning efter gældende overenskomst.

Den udenlandske bioanalytiker er underlagt sygehusets og afdelingens ledelse samt de fagligt overordnede i relation til arbejdsregler, administrativ instruks samt tjeneste- og vagtplaner for den pågældende afdeling.

4. Ansættelsesperioderne og de fysiske rammer

Den samlede varighed af prøveansættelser er minimum 6 måneder.

Perioderne for prøveansættelse skal være på mindst 3 måneder. Sundhedsstyrelsen kan stille krav om, at prøveansættelser skal foregå indenfor bestemte områder/specialer.

Den udenlandske bioanalytiker skal sikres relevant introduktion til afdelingen og have adgang til de samme faciliteter, som stilles til rådighed for afdelingens øvrige bioanalytikere i samme charge. Bioanalytikeren skal sikres samme adgang til sekretærhjælp, kontorfaciliteter, omklædningsrum og lignende. Hensigten er, at den pågældende bioanalytiker skal vurderes i den sammenhæng, der er gældende for en nyuddannet bioanalytiker i det danske sygehusvæsen.

5. Formål med prøveansættelse

Formålet med prøveansættelse er at afprøve den udenlandske bioanalytikers faglige kompetencer, erhvervskompetence og kommunikationsfærdigheder. Afhængig af den udenlandske bioanalytikers kompetencer kan afdelingen vælge at lægge uddannelsesprogram for sidste års bioanalytikerstuderende til grund for evalueringen. Der skal samtidig foretages en vurdering af, om bioanalytikeren behersker det danske sprog på et sådant niveau, at den pågældende kan kommunikere forsvarligt med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale m.fl.

5.1 Bioanalytikerfaglige kompetencer

Bioanalytikeren skal i sin funktion demonstrere kompetencer, der som minimum svarer til kompetencerne hos en nyuddannet bioanalytiker. Bioanalytikeren skal ved håndtering af kliniske situationer kunne demonstrere, at den nødvendige teoretiske viden er til stede og bliver anvendt, og at den kliniske situation håndteres professionelt.

Virksomheden som bioanalytiker omfatter planlægning, udvikling , udførelse, dokumentation og kvalitetssikring og -kontrol af biomedicinske analyser. Den udenlandske bioanalytiker skal demonstrere dels faglige kompetencer i teori og praksis dels erhvervskompetence, der tilsammen danner grundlag for at kombinere viden om faglige, teoretiske, etiske, arbejdsmiljømæssige og organisatoriske forhold samt metodiske overvejelser med analytiske og praktiske færdigheder. Bioanalytikeren skal kunne anvende og implementere tidssvarende teknologier og metoder samt vurdere hensigtsmæssigheden heraf.

Bioanalytikeren skal udvise ansvarlighed og forståelse for etiske problemstillinger i forbindelse med patientbehandling, diagnostik samt ved biomedicinske forsøg i det tværfaglige samarbejde med øvrige sundhedsgrupper.

5.2 Andre kompetencer

Kommunikation: Bioanalytikeren skal udvise interesse for og søge åben dialog med kolleger, andre samarbejdspartnere og patienter. Bioanalytikeren skal udvise en passende grad af indlevelsesevne, have respekt for samtalepartneren og kunne anerkende og drage nytte af andres synspunkter. Ved patientsamtaler og samtaler med pårørende skal bioanalytikeren kunne agere relevant med forståelse for situationen.

Professionel: Bioanalytikeren skal være professionel, det vil sige kommunikere, tænke og handle som bioanalytiker. Kolleger, andre samarbejdspartnere og patienter skal på bioanalytikerens væremåde og funktionsniveau kunne identificere den pågældende som bioanalytiker.

6. Beskrivelse af forløbet og tilbagemelding til Sundhedsstyrelsen

Den ledende bioanalytiker eller den uddannelsesansvarlige bioanalytiker gennemfører en introduktionssamtale og justeringssamtaler, sidstnævnte som minimum hver tredje måned, hvor forløbet samtidig evalueres.

Ved ansættelsens afslutning gennemgår den ledende - eller den uddannelsesansvarlige bioanalytiker ansættelsens forløb med den udenlandske bioanalytiker, konfronterer denne med evalueringsresultaterne og beskriver forløbet af prøveansættelsen på Sundhedsstyrelsens evalueringsskema (se afsnit 8). Ansættelsesstedet kan vælge at lægge uddannelsesprogram for sidste års bioanalytikerstuderende til grund for evalueringen.

Beskrivelsen skal indeholde en samlet vurdering, der bl.a. hviler på udsagn fra kolleger, andre samarbejdspartnere og patienter. Evalueringen af bioanalytikerens skriftlige og mundtlige kommunikationsevne (med patienter, pårørende, kolleger og andre samarbejdspartnere), herunder sprogkundskaber i dansk, skal attesteres af den ledende bioanalytiker. I den forbindelse skal det samlede personales bedømmelse af bioanalytikerens faglige, personlige og almene kompetencer fremhæves.

Sundhedsstyrelsen vil herefter foretage en konkret vurdering af evalueringerne og på baggrund af disse afgøre, hvorvidt bioanalytikeren - forudsat de øvrige krav er opfyldt - kan få varig autorisation.

En negativ udtalelse fra den ledende bioanalytiker som afsluttende evaluering af 6 måneders forløb kan tilsidesættes, hvis et efterfølgende seks måneders forløb evalueres positivt.

Ved en negativ evaluering af en prøveansættelse kan Sundhedsstyrelsen stille krav om, at ansøger gennemfører supplerende uddannelse.

7. Klagemulighed

Der kan klages over Sundhedsstyrelsens afgørelser til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Slotholmsgade 10-12, 1216 København K. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan tage stilling til lovgrundlaget for afgørelsen, og til om sagsbehandlingsreglerne er overholdt. Ministeriet kan derimod ikke tage stilling til det sundhedsfaglige skøn, som ligger til grund for afgørelsen.

8. Evalueringsskema

Evalueringsskemaet (bilag 1) udfyldes af prøveansættelsesstedets superviserende bioanalytiker på baggrund af det fastsatte ansættelsesforløb. Den ledende bioanalytiker underskriver og sender skemaet til Sundhedsstyrelsen.

9. Ikrafttræden

Vejledningen er gældende fra 1. december 2005. Vejledningen finder anvendelse på ansøgninger indgivet til Sundhedsstyrelsen efter vejledningens ikrafttræden.

Underskrift 1

Sundhedsstyrelsen, den 15. november 2005 Eva Hammershøy /Anne Lindrup

Bilag 1

Bilag 1 Evalueringsskema for 6 måneders prøveansættelsesforløb for bioanalytikere, som ikke er omfattet af den Nordiske Overenskomst eller EF´s generelle ordning, med henblik på at få varig autorisation. Skemaet findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk. Bioanalytikerens navn CPR nr. Prøveansættelsesperiode Sygehus/institution Afdeling Stillingsbetegnelse Ledende bioanalytikerens navn Har bioanalytikeren varetaget følgende funktioner: (ja/nej) – præ- og postanalytiske funktioner og rutiner – kvalitetssikring af analyseresultater – håndtering af flere bioanalytiske analyseprincipper og metoder Har bioanalytikeren varetaget de for stillingen gældende funktioner tilfredsstillende: (ja/nej) – Fagligt Hvis nej, angiv eksempler/begrundelser – Kommunikationsmæssigt (patienter, pårørende, personale) Hvis nej, angiv eksempler/begrundelser Har kommunikationsvanskeligheder forhindret faglig funktion: (ja/nej). Hvis ja, angiv eksempler/begrundelser Har bioanalytikeren fungeret i tværfaglige grupper eller teams: (ja/nej) Har kommunikationsproblemer forhindret funktion i grupper eller teams Hvis ja, angiv eksempler/begrundelser Har bioanalytikeren samlet fungeret på et passende fagligt og professionelt niveau: (ja/nej) Hvis nej, angiv eksempler/begrundelser Har bioanalytikeren samlet fungeret kommunikativt tilfredsstillende, herunder med hensyn til danske sprogkundskaber: (ja/nej) Hvis nej, angiv eksempler/begrundelse Er prøveansættelsens gennemført tilfredsstillende: (ja/nej) Hvis nej, angiv begrundelse/eksempler Eventuelle kommentarer til prøveansættelsens forløb kan vedlægges på et selvstændigt ark. Sted Dato Ledende bioanalytikers underskrift ) Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for kompetencegivende videregående uddannelse af mindst 3 års varighed. Den nordiske overenskomst: Overenskomst af 14. juni 1993 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet, jf. bekendtgørelse nr. 81 af 8. september 1994, med senere ændringer (Nordiske Overenskomst).

Versioner

  1. 2005-11-15 · til 2013-05-14