Vejledning om bekendtgørelse om fastsættelse af prislofter og maksimalpriser for fjernvarme fra affaldsforbrændingsanlæg
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2006/44@2006-06-08/da
Indhold
1. Indledning
1.1. Ved vedtagelsen af lov nr. 451 af 31. maj 2000 indførtes der i varmeforsyningsloven § 20, stk. 4, 1 pkt. en hjemmel for miljø- og energiministeren, nu transport- og energiministeren, til at fastsætte regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg.
1.2. Energistyrelsen udstedte på vegne af ministeren den 23. marts 2006 bekendtgørelse nr. 234 om fastsættelse af prislofter og maksimalpriser for fjernvarme fra affaldsforbrændingsanlæg. Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. april 2006.
2. Prisfastsættelse i varmeforsyningsloven
2.1. De generelle regler for prisfastsættelse af fjernvarme findes i varmeforsyningsloven. Som hovedregel er de anlæg, der er omfattet af loven bundet af hvile i sig selv-princippet ved fastsættelse af priser for fjernvarme. Dette gælder også for affaldsforbrændingsanlæg. Varmeproducenterne kan derfor ikke tage mere for varme hos deres aftagere, end det der svarer til de udgifter, som har været nødvendige til varmeproduktionen. Dette betyder, at når affaldsforbrændingsanlæggene afsætter varme til videredistribution, kan affaldsforbrændingsanlæggene som udgangspunkt, i medfør af de almindelige prisfastsættelsesregler i varmeforsyningsloven, maksimalt opkræve den pris hos aftagerne, som det reelt koster for affaldsforbrændingsanlæggene at producere affaldsvarme.
3. Affaldsforbrændingsanlæggenes situation
3.1. Affaldsforbrændingsanlæggene modtager affald, som værkerne kan sortere til genanvendelse, afbrænde eller deponere. Ved afbrænding af affaldet kan der produceres elektricitet og/eller opvarmet vand eller damp.
3.2. Da affaldsforbrændingsanlæggene er afskåret fra at kræve en højere pris for varme end de nødvendige varmeproduktionsomkostninger, må affaldsforbrændingsanlæggene lave en omkostningsfordeling af deres udgifter. De skal således opgøre, hvilke udgifter de har i forbindelse med indsamling og forbrænding af affald, hvilke udgifter der kan knyttes til elproduktion, og hvilke omkostninger der alene berører varmeproduktion.
3.3. Erfaringer viser dog, at der er store vanskeligheder forbundet med at lave en sådan omkostningsfordeling mellem udgifter, der kan henføres under affaldsbortskaffelseshensynet, udgifter til elproduktion og udgifter der henhører under varmesiden. Mange af de udgifter som affaldsforbrændingsanlæggene afholder, er udgifter der knytter sig både til bortskaffelsen af affald og til kraft-varme-produktionen. Forsøg på at finde en sådan generelt anvendelig fordelingsnøgle for disse fællesomkostninger har ikke båret frugt. Dette har skabt en risiko for, at udgifter, der reelt henhører til affaldssiden eller elsiden, overvæltes på varmeforbrugerne.
3.4. Samtidig etableres og drives affaldsforbrændingsanlæggene ofte primært ud fra affaldsinteresser, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med fjernvarmeanlæggenes interesser. Eksempelvis er det de fælleskommunale affaldsforbrændingsanlægs hovedinteresse at bortskaffe affaldet billigst muligt. Endvidere kan et lokalt fjernvarmeværk være forpligtet, som følge af en pligt til at forsyne varmeforbrugerne med den billigste varme, til at aftage affaldsvarme, som er baseret på affaldsleverancer fra en større region. Dette medfører, at et mindre antal varmekunder, der er knyttet til det pågældende fjernvarmenet, kan risikere at få øgede udgifter til fjernvarme, hvorimod det store antal affaldskunder kan få bortskaffet deres affald relativt billigt, såfremt affaldssiden overvælter en del af fællesomkostningerne på varmekunderne.
3.5. Manglen på en fast regel for fordelingen af fællesomkostningerne mellem affaldssiden, elsiden og varmesiden samt uklarheden omkring beregningen af prisen for varme fra et affaldsforbrændingsanlæg ud fra hvile i sig selv-princippet, medfører en risiko for, at varmekunderne i fremtiden kommer til at opleve stigende varmepriser, når et fjernvarmenet tilføres affaldsvarme.
4. Indførelsen af prislofter
4.1. I 2000 indførtes ændringen i varmeforsyningsloven, som gav mulighed for at fastsætte et loft for afregningsprisen for den varme som affaldsforbrændingsanlæggene sælger til videredistribution – det såkaldte prisloft.
4.2. Formålet med prislofterne er, gennem prisregulering, at sikre en rimelig varmepris for forbrugerne. Hensigten er ikke, at der skal være en nedadgående tendens for prisloftet, og at prisloftet skal anvendes som effektiviseringsinstrument. Prisloftet skal afspejle den pris varmeforbrugerne alternativt vil kunne få varme leveret til. Således gælder det, at såfremt varmepriserne stiger generelt, vil det have den afsmitning på prisloftet, at også dette vil være stigende. Hvis varmepriserne omvendt generelt er faldende, vil det medføre, at prisloftet også falder.
4.3. Loftet på varmeafregningsprisen betyder, at der bliver lagt et loft over, hvor stor en del af fællesudgifterne, der kan indeholdes i varmeafregningsprisen. Prisloftsmodellen indeholder derfor ikke en eksplicit omkostningsfordelingsnøgle. Dette betyder, at såfremt omkostningsfordelingen via prisloftsmodellen ikke dækker varmeproduktionens del af fællesudgifterne, bliver affaldsforbrændingsanlægget nødt til at effektivisere.
5. Bekendtgørelsens anvendelsesområde
5.1. Bemærkninger til bekendtgørelsens § 1
5.1.1. Bekendtgørelsen regulerer afregningspriserne for opvarmet vand og damp mellem affaldsforbrændingsanlæg og distributionsanlæg, samt fastsættelse af afregningsprisen for samme ydelse mellem affaldsforbrændingsanlæg og varmeproducerende anlæg. Som varmeproducerende anlæg betragtes også kraft-varme-producerende anlæg.
5.1.2. De affaldsforbrændingsanlæg der reguleres af bekendtgørelsen, er anlæg som er godkendt, dvs. klassificeret, som affaldsforbrændingsanlæg på baggrund af reglerne i miljøbeskyttelsesloven eller i regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Det er Miljøstyrelsen, der overordnet administrerer reglerne i miljøbeskyttelsesloven.
5.2. Bemærkninger til bekendtgørelsens § 2
5.2.1. Bekendtgørelsen regulerer alle leveringsaftaler for levering af varme mellem affaldsforbrændingsanlæggene og et varmeproduktions- eller distributionsanlæg. Da varmeafregningspriserne og leveringsaftalerne er omfattet af varmeforsyningslovens § 21, skal de anmeldes til Energitilsynet, jf. bekendtgørelsens § 8.
5.2.2. Som leveringsaftaler betragtes enhver aftale om levering af fjernvarme fra et affaldsforbrændingsanlæg, der indgås mellem affaldsforbrændingsanlæg og varmeproduktions- eller distributionsanlæg.
5.2.3. Lovbestemmelsen om prislofter er indført af hensyn til beskyttelse af varmeforbrugerne. Bekendtgørelsen regulerer derfor alene situationer, hvor der er tale om et indskudt led mellem affaldsforbrændingsanlægget og slutbrugeren, dvs. videredistributionssituationen. Bekendtgørelsen har dog ikke til hensigt at beskytte varmeforbrugerne i situationer, hvor disse selv er i stand til at varetage dette hensyn, hvilket vil være tilfældet, når distributionsnettet udøver bestemmende indflydelse på varmeprisfastsættelsen. Det er ikke nok, at indflydelsen på prisfastsættelsen er af formel karakter. Der skal være tale om en de facto indflydelse på prisfastsættelsen.
5.2.4. Det betyder, at når distributionsanlægget eller varmeproduktionsanlægget kan udøve bestemmende indflydelse på fastsættelsen af prisen på fjernvarmen leveret fra affaldsforbrændingsanlægget, er prisfastsættelsen af affaldsvarmen ikke reguleret af denne bekendtgørelse.
5.2.5. På den anden side vil der ikke være tale om, at bekendtgørelsen ikke finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor der er en eller anden form for sammenfald i ejerskabet mellem affaldsforbrændingsanlægget og distributionsanlægget. Som ovenfor nævnt skal der være tale om en de facto bestemmende indflydelse på prisfastsættelsen.
5.3. Bemærkninger til bekendtgørelsens § 3
5.3.1. Reglerne i bekendtgørelsen gælder både for nye og eksisterende leveringsaftaler.
5.3.2. Alle nye leveringsaftaler, dvs. de aftaler der indgås efter bekendtgørelsens ikrafttræden, bliver ved indgåelsen i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, omfattet af reglerne i bekendtgørelsen.
5.3.3. For eksisterende aftaler, dvs. de aftaler der er indgået før bekendtgørelsens ikrafttræden, både de der genforhandles og de der ikke genforhandles, er der indsat overgangsbestemmelser. Dette sker for at tage hensyn til kontraktretlige vilkår og andre vilkår, der har betydning for en økonomisk forsvarlig drift af affaldsforbrændingsanlægget.
5.3.4. For eksisterende leveringsaftaler, som ikke genforhandles, gælder, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at disse omfattes af reglerne i bekendtgørelsen fra og med 1. januar 2011. Det betyder, at de leveringsaftaler, som indsendes til Energitilsynet efter reglerne i varmeforsyningsloven (se hertil bekendtgørelsens § 8) fra 1. januar 2011 skal indeholde prisfastsættelsesbestemmelser i overensstemmelse med maksimalprisbestemmelserne i bekendtgørelsens § 4.
5.3.5. Ved tidspunktet for genforhandlingen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3, forstås leveringsaftalernes ophør eller det i leveringsaftalerne fastsatte ophørstidspunkt.
5.3.6. Hvis der ikke aftales en overgangsordning mellem affaldsforbrændingsanlægget og varmedistributionsanlægget eller varmeproduktionsanlægget i overensstemmelse med § 3, stk. 3, 2. pkt., får bekendtgørelsen virkning fra tidspunktet for genforhandlingen, og reduktionen til maksimalprisen skal ske straks.
5.3.7. Prisfastsættelsen i leveringsaftaler, der er indgået før bekendtgørelsens ikrafttræden, men som genforhandles efter bekendtgørelsens ikrafttræden, bliver omfattet af maksimalprisbestemmelserne i bekendtgørelsen, fra tidspunktet for genforhandlingen.
5.3.8. For leveringsaftaler som genforhandles, og hvor den hidtil aftalte varmeafregningspris ligger væsentligt over den maksimalpris, der følger af bekendtgørelsens kapitel 2, er der i § 3, stk. 3, 2 pkt. indsat en overgangsbestemmelse. Bestemmelsen medfører, at affaldsforbrændingsanlæggene og varmedistributions- eller varmeproduktionsanlægget kan aftale, at afstanden mellem maksimalprisen og den hidtil aftalte varmafregningspris alene reduceres med 25 pct. af afstanden pr. år over fire år, således at varmeafregningsprisen i leveringsaftalerne når ned til maksimalprisen (på tidspunktet for genforhandlingen) i år 4 efter genforhandlingstidspunktet. Efter dette år 4 efter genforhandlingstidspunktet skal afregningsprisen svare til den gældende maksimalpris efter bekendtgørelsen. Der sker altså ikke som udgangspunkt en regulering i overgangsperioden som følge af øvrige økonomiske prisændringer. Er der i denne fireårsperiode, opstået en stor afstand mellem maksimalprisen på genforhandlingstidspunktet og det gældende prisloft pga. drastisk faldende varmepriser, kan Energitilsynet dispensere, jf. § 8, stk. 4, og forlænge perioden.
5.3.9. Disse aftaler kan indgås, når varmeafregningsprisen afgiver væsentligt fra maksimalprisen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. pkt. Ved ”afviger væsentligt” forstås som udgangspunkt, at den hidtidige aftalte varmeafregningspris ligger minimum 5 pct. over maksimalprisen (set i forhold til den hidtidige afregningspris) i henhold til kapitel 2. Afvigelser under 5 pct. anses således ikke umiddelbart som væsentlige. Hvorvidt afvigelser anses som væsentlige afgøres dog konkret. Såfremt en øjeblikkelig nedsættelse til maksimalprisen utvivlsomt vil medføre lukning af affaldsforbrændingsanlægget inden for en kort årrække, vil varmeafregningsprisens afvigelse fra maksimalprisen også kunne anses som væsentlig. I tilfælde af tvister foretages væsentlighedsvurderingen af afvigelsen af Energitilsynet.
5.3.10. Overgangsbestemmelsen i § 3, stk. 3, 2.pkt. gælder kun, når der er tale om en ”væsentlig afvigelse”, og den giver kun mulighed for, at de omfattede anlæg aftaler en overgangsordning, som nævnt i stk. 3, 2. pkt. Overgangsordningen træder ikke automatisk i kraft. Aftales der ikke en overgangsordning, skal reglerne i bekendtgørelsen anvendes ved straks fra tidspunktet for genforhandlingen, jf. stk. 3, 1. pkt. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, kan sagen indbringes for Energitilsynet, jf. § 8, stk. 2.
6. Fastsættelse af maksimalpriser - bemærkninger til bekendtgørelsens § 4
6.1. Formålet med prislofterne er at sikre, at forbrugernes varmepris er så korrekt som mulig, og indførelsen af prisloftet medfører ikke, at de almindelige prisfastsættelsesregler som følger af varmeforsyningsloven § 20, fraviges.
6.2. Derfor er udgangspunktet, at varmeprisen skal fastsættes efter princippet i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, om at varmeproduktionen skal hvile i sig selv. Varmeafregningsprisen kan altså maksimalt fastsættes til den laveste af enten prisloftet eller varmeprisen i medfør af de almindelige regler i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1. Dette fremgår eksplicit af bekendtgørelsens § 4, og det følger tillige af varmeforsyningslovens § 20.
6.3. Prisloftet kan således ikke anvendes til at opkræve en højere pris for varmen, end hvad det reelt koster for affaldsforbrændingsanlæggene at producere varmen.
6.4. Det følger desuden af hvile i sig selv-princippet og Energitilsynets praksis på området, at såfremt der er en substitutionsmulighed, og denne er lavere end den omkostningsbestemte pris, anvendes den reelle substitutionspris som maksimalpris. I visse situationer vil der være mulighed for, at det fjernvarmenet som et affaldsværk forsyner, allerede forsynes i tilstrækkeligt omfang med varme, hvis produktionspris ligger under prisloftet og under den omkostningsbestemte pris for affaldsvarmen. Dette vil typisk være tilfældet i de områder, der forsynes fra de centrale kraft-varme-værker. I sådanne tilfælde vil maksimalprisen fastsættes til produktionsprisen på den varme, som affaldsvarmen faktisk fortrænger, dvs. den reelle substitutionspris. Maksimalprisen fastsættes således, for at det ikke skal komme varmeforbrugerne til skade, at den varme som de plejer at aftage, erstattes af affaldsvarme.
7. Fastsættelse af beregningsgrundlag for prisloftet samt metode til beregning af prisloftet mv.
7.1. Bemærkninger til bekendtgørelsens § 5
7.1.1. Det fremgår af bemærkningerne til varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, 1. pkt., at prislofterne vil blive bestemt ud fra et effektivt drevet anlæg, der i stedet ville være blevet etableret i overensstemmelse med de energipolitiske retningslinjer for etablering af et kollektivt varmeforsyningsanlæg i det pågældende område. Ligger det pågældende affaldsforbrændingsanlæg eksempelvis i et naturgasforsynet område, vil det alternative værk blive et effektivt drevet naturgasbaseret kraft-varme-værk. Lovens bemærkninger fortolkes således, at de pågældende alternative anlæg skal være i overensstemmelse med de gældende regler på varmeforsyningsområdet.
7.1.2. Den varmeafregningspris, som prislofterne skal fastsættes på baggrund af, skal således være prisen på fjernvarme produceret i overensstemmelse med de regler, der fastlægger brændselsvalget for kraft-varme- og varmeproducenter, der etableres på det tidspunkt, hvor affaldsvarmen aftages.
7.1.3. Det betyder, at for at finde ud af, hvilket prisloft et bestemt affaldsforbrændingsanlæg skal anvende, skal det vurderes, hvilket brændsel varmen, som affaldsvarmen ville fortrænge, ville være baseret på, hvis der i stedet for affaldsforbrændingsanlægget var blevet etableret et værk, der kunne levere den tilsvarende varme. Prisloftet kan således betegnes som den hypotetiske substitutionspris.
7.1.4. Efter gældende regler vil den hypotetiske substitutionspris i de decentrale områder alene kunne tage udgangspunkt i priser på fjernvarme baseret på enten naturgas eller biomasse. Dette skyldes, at de eksisterende energipolitiske retningslinjer alene giver mulighed for at etablere varmeproduktionskapacitet baseret på de pågældende brændsler.
7.1.5. For de centrale områder vil den hypotetiske substitutionspris tage udgangspunkt i priser på fjernvarme leveret fra et centralt værk, uden at der skeles til, hvilket brændsel fjernvarmen i de centrale områder er baseret på.
7.1.6. Ændringer i de energipolitiske retningslinjer vil kunne medføre, at der er behov for ændringer i bekendtgørelsen.
7.1.7. Prisloftet bestemmes under hensyntagen til, at de varmekunder, der aftager affaldsvarmen ikke i almindelighed skal betale mere for varmen end andre varmekunder, der aftager varme fra et tilsvarende anlæg. Det er værkets aktuelle forhold, der er afgørende for den årlige indplacering. Det giver mulighed for, at indplaceringen kan ændre sig fra år til år.
7.1.8. Det er varmeproduktionsprisen inkl. affaldsafgiften, der skal holdes under prisloftet.
7.1.9. Varmeforsyningsloven kræver, at prisloftet skal fastsættes på baggrund af varmeproduktionsprisen på et effektivt drevet varme- eller kraft-varme-produktionsanlæg. På den baggrund fastsættes prisloftet til gennemsnitsprisen for varme produceret af de 50 pct. billigste varmeproducenter i Danmark, som producerer varme på det brændsel, som den hypotetiske fortrængningsvarme ville være baseret på.
7.1.10. Inden beregning af gennemsnitsprisen trækkes de to dyreste og de to billigste varmeafregningspriser ud af gennemsnitsprisberegningen. Dette sker for at rense varmeafregningspriserne for udsving i priserne, der skyldes specielle lokale forhold, der ikke er udtryk for de generelle vilkår på varmemarkedet, og som gør, at varmeafregningsprisen for enkelte værker er særlig høj eller særlig lav.
7.1.11. Dette betyder, at prisloftet baseret på en hypotetisk substitutionsmulighed, beregnes således:
a. I decentrale områder, der forsynes med opvarmet vand baseret på naturgas, trækkes først de to dyreste og de to billigste varmeafregningspriser for opvarmet vand baseret på naturgas ud af puljen, hvoraf gennemsnitsprisen skal beregnes. Puljen omfatter alle danske decentrale varmeproduktionsanlæg, der producerer varme på naturgas. Derefter fastsættes prisloftet for affaldsvarmen til de gennemsnitlige varmeproduktionsomkostninger for de 50 pct. billigste danske fjernvarmeproducenter, der leverer opvarmet vand baseret på naturgas til et fjernvarmenet.
b. I decentrale områder, der forsynes med opvarmet vand baseret på andet brændsel end naturgas, trækkes først de to dyreste og de to billigste varmeafregningspriser for opvarmet vand baseret på andet brændsel end naturgas ud af puljen, hvoraf gennemsnitsprisen skal beregnes. Puljen omfatter alle danske decentrale varmeproduktionsanlæg, der producerer varme som ikke er baseret på naturgas. Derefter fastsættes prisloftet til de gennemsnitlige varmeproduktionsomkostninger for de 50 pct. billigste danske fjernvarmeproducenter, der leverer opvarmet vand baseret på andet brændsel end naturgas til et fjernvarmenet.
c. I centrale områder, der forsynes med opvarmet vand, uanset hvilket brændsel varmen er baseret på, trækkes først de to dyreste og de to billigste varmeafregningspriser for opvarmet vand produceret på de centrale kraft-varme-værker ud af puljen, hvoraf gennemsnitsprisen skal beregnes. Puljen omfatter alle danske centrale varmeproduktionsanlæg. Derefter fastsættes prisloftet til de gennemsnitlige varmeproduktionsomkostninger for de 50 pct. billigste fjernvarmeproducenter, der leverer opvarmet vand produceret på centrale kraft-varme-værker til et fjernvarmenet.
7.1.12. Ved varmeproduktionsomkostningerne forstås nettoomkostninger fastlagt som alle udgifter til varmeproduktionen fratrukket alle indtægter, herunder salg af el og støtte til elproduktionen.
7.1.13. Beregningsmetoden anvender et vægtet gennemsnit af varmeprisen i forhold til antallet af solgte varmeenheder.
7.1.14. Såfremt et anlæg anvender flere forskellige brændsler, fastsættes der én pris for hele værket, dvs. der prisdifferentieres ikke efter det benyttede brændsel i dele af værket. Varmeafregningsprisen for det pågældende værk vil da anses som gennemsnitsprisen, for den varme, der produceres. Dette er i overensstemmelse med hidtidig praksis i Energitilsynet.
7.1.15. For affaldsforbrændingsanlæg, der leverer damp, er det ikke hensigtsmæssigt at fastsætte et prisloft på samme måde som prislofterne for opvarmet vand produceret på affaldsforbrændingsanlæg. Derfor fastsætter Energitilsynet prisloftet for damp på baggrund af et konkret skøn. Damp produceres med henblik på produktion af elektricitet. Ved fastsættelsen af prisloftet vil Energitilsynet sørge for at sikre, at ekstraomkostningerne til produktion af dampen henføres til elsiden.
7.1.16. For de centrale kraft-varme-værker vil der normalt være aftalte priser, der bl.a. omfatter fordelingen af kraft-varme-fordelen mellem kraft-varme-værk og fjernvarmeselskab. De aftalte priser vil således danne baggrund for beregningen af gennemsnitsprisen fra varme fra de centrale kraft-varme-værker. Dette er den gældende praksis ved afgørelsen af sager i Energitilsynet, og det er ikke hensigten, at bekendtgørelsens regler om prislofter skal ændre på dette .
7.2. Bemærkninger til bekendtgørelsens § 6
7.2.1. Såfremt særlige forhold, der har væsentlig betydning for distributionsleddet, gør sig gældende, kan der tages højde for dette i leveringsaftalerne, således at der sker en reduktion af prisloftet. For disse særlige forhold gælder, at der ikke må være tale om forhold, som gør sig gældende, eller på sigt vil gøre sig gældende, for alle eller for størstedelen af varmedistributions- eller produktionsanlæggene.
8. Udmelding af prislofter
8.1. Bemærkninger til bekendtgørelsens § 7
8.1.1. Det er Energitilsynet, der udmelder prislofterne. Dette sker på baggrund af de varmeproduktionspriser, som varmeproducenterne årligt indberetter til Energitilsynet efter reglerne i varmeforsyningslovens § 21. Disse indberetninger vil blive anvendt som basis for beregning af prislofterne. Energitilsynet vil udarbejde de nærmere retningslinjer for, hvilke oplysninger - og i hvilken form – der er behov for, for at kunne beregne omkostningerne med tilstrækkelig nøjagtighed.
8.1.2. Prisloftet beregnes på baggrund af varmepriserne (som indberettes af selskaberne) for kalenderåret før udmeldingen. Prisloftet udmeldes hvert år den 1. oktober. Det udmeldte prisloft gælder som en del af maksimalprisfastsættelsen for det kalenderår, der følger efter det år, prisloftet blev udmeldt i. Dette skyldes, at Energitilsynet først får indberetningerne om varmepriserne for et kalenderår fra selskaberne, når det pågældende kalenderår er afsluttet.
8.1.3. Det betyder, at prisloftet for fx år 2007 udmeldes i år 2006, men beregnes på basis af varmepriserne for år 2005.
8.1.4. For at korrigere for at prislofterne udmeldes på baggrund af historiske tal, pristalsreguleres de anmeldte varmepriser af Energitilsynet i lyset af den almindelige prisudvikling for fjernvarme på baggrund af oplysninger fra bl.a. Danmarks Statistik.
9. Særlige forhold – dispensation. Bemærkninger til bekendtgørelsen § 8
9.1. Prisfastsættelsen i aftalerne om levering af varme mellem affaldsforbrændingsanlæggene og deres aftagerne skal indgås på baggrund af reglen i § 4.
9.2. Ifølge varmeforsyningslovens § 21 skal tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for de ydelser, der er omfattet af varmeforsyningslovens § 20 (levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp m.v.) anmeldes til Energitilsynet. Varmeforsyningslovens § 20 fastsætter, hvilke udgifter kollektive varmeforsyningsanlæg kan indregne i varmeafregningsprisen. Leveringsaftalerne anses som omfattet af varmeforsyningslovens § 21, og derfor skal leveringsaftalerne indsendes til Energitilsynet, som fører tilsyn med, at varmeafregningspriserne er i overensstemmelse med reglerne i varmeforsyningslovens § 20.
9.3. Såfremt der ikke kan opnås enighed mellem affaldsforbrændingsanlægget og varmedistributøren eller varmeproducenten, kan sagen indbringes for Energitilsynet, jf. bekendtgørelsens §, 8, stk. 2.
9.4. Energitilsynet kan ved udøvelse af sin tilsynsbeføjelse tage højde for særlige forhold, som har betydning for distributionsanlægget, og som kan medføre en reduktion af prisloftet, jf. bekendtgørelsens §, 8, stk. 3.
9.5. Ifølge bekendtgørelsens § 8, stk. 4, kan Energitilsynet give dispensation til at sætte varmeprisen på et niveau, der ligger over prisloftet, når hensyn til forsyningssikkerheden tilsiger det. Fælles for adgangen til reduktion eller forhøjelse af prisloftet gælder, at de forhold, der lægges vægt på i vurderingen af, hvorvidt der kan ske en reduktion eller en forhøjelse af prisloftet, ikke må være forhold, som gør sig gældende, eller på sigt vil gøre sig gældende, for alle eller for størstedelen af fjernvarmedistributører, fjernvarmeproducenter eller affaldsforbrændingsanlæg.
9.6. Særligt gælder det, at fravigelser fra de udmeldte prislofter til fordel for affaldsforbrændingsanlæggene i det hele taget skal være så begrænsede som muligt, idet reglerne er indført af hensyn til beskyttelse af varmeforbrugerne.
9.7. Der er i bekendtgørelsens § 8, stk. 5, indsat mulighed for, at Energitilsynet kan dispensere fra overgangsbestemmelserne i § 3, stk. 2 og 3. Det der kan dispenseres fra i medfør af § 8, stk. 5, er tidsfristerne i § 3, stk. 2 og 3.
9.8. Energitilsynet kan således give adgang til, at bekendtgørelsen først får virkning fra et senere tidspunkt end det, der er nævnt i § 3, stk. 2, og at leveringsaftalerne derfor først skal være i overensstemmelse med maksimalprisbestemmelserne fra et senere tidspunkt end det i § 3, stk. 2, anførte. Der kan dog kun dispenseres i tilfælde, hvor særlige forhold af hensyn til forsyningssikkerheden taler for det.
9.9. For leveringsaftaler, som genforhandles, og som derfor ved genforhandlingen bliver omfattet af bekendtgørelsens maksimalprisbestemmelser, gælder, at Energitilsynet kan dispensere fra længden af den i § 3, stk. 3, angivne maksimale overgangsperiode, og således forlænge overgangsperioden, hvis særlige forhold af hensyn til forsyningssikkerheden taler for det.
10. Tilsyn, klage og straf
10.1. Anvendelse af prislofterne er en del af prisfastsættelsen mellem affaldsforbrændingsanlæggene og deres aftagere. Det er derfor Energitilsynet, der, i henhold til varmeforsyningslovens almindelige regler, fører tilsyn med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen.
10.2. Da bekendtgørelsen er en del af prisfastsættelsesbestemmelserne i varmeforsyningsloven, finder også de almindelige regler i varmeforsyningslovens §§ 33 og 34 om straf for overtrædelse anvendelse.
10.3. Energiklagenævnet behandler, i medfør af bestemmelserne i varmeforsyningsloven, klager over de afgørelser, som Energitilsynet træffer i medfør af bekendtgørelsen.
Underskrift 1
Energistyrelsen, den 8. juni 2006 Ib Larsen /Michel Frederic Schilling