Vejledning om ændring af vejledning om rådighed
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2007/57@2007-09-14/da
Indhold
Vejledning om ændring af vejledning om rådighed 1) Forskriften blev den 25. september 2007 offentliggjort i det elektroniske Ministerialtidende og i Retsinformation med følgende fejl, men er pr. 28. september 2007 rettet. Den trykte forskrift er i overensstemmelse hermed. Rettelsen er sket på grund af fejl: I vejledningens ændringspunkt 3 blev slettet de sidste 2 punktummer.
I vejledning nr. 17 af 19. februar 2007 om rådighed foretages der følgende ændringer: 1. Vejledningen til § 6, stk. 1, affattes således: ”Til § 6, stk. 1 Et medlem skal være registreret som arbejdssøgende hos jobcenteret i det fælles datagrundlag for beskæftigelsesindsatsen for at have ret til dagpenge. Reglerne om registrering og bekræftelse af registrering findes i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. A-kassen kan gå ind via personopslaget i arbejdsmarkedsportalen for at se, om registreringen har fundet sted i det fælles datagrundlag, hvis a-kassen ikke har fået en elektronisk underretning fra jobcenteret om, at medlemmet er registreret. Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet bliver afmeldt, fx fordi medlemmet har glemt at bekræfte sin registrering. Medlemmet kan først få dagpenge fra den dag, medlemmet igen har registreret sig. A-kassen skal vejlede medlemmet om, at medlemmet både skal lade sig registrere og oprette/genaktivere sit CV. Om a-kassens vejledningspligt om registrering og bekræftelse af registrering henvises i øvrigt til § 2, stk. 1 og 2, i vejledningsbekendtgørelsen.” 2. I vejledningen til § 6, stk. 2, nr. 1, indsættes inden eksemplet: ”Kvitteringen kan både være en kvittering for, at medlemmet har registreret sig, og en kvittering for, at medlemmet har bekræftet sin registrering. Medlemmet kan printe kvitteringen ud. Herudover vil medlemmet få kvitteringen fremsendt pr. mail, hvis medlemmet har opgivet en mail-adresse.” 3. Vejledningen til afsnittet, Jobsøgning og CV, affattes således:
Til § 10 Et ledigt medlem skal stå til rådighed for det danske arbejdsmarked og må derfor ikke kun søge arbejde i udlandet, herunder Grønland og Færøerne. Medlemmet skal udarbejde et CV og lægge det på Jobnet. Medlemmet har pligt til at ajourføre CV'et, hvis medlemmet fx har haft arbejde eller har deltaget i uddannelse, som har betydning for medlemmets tilknytning til arbejdsmarkedet. Medlemmet skal søge arbejde på den måde, der er normal inden for det pågældende faglige område. Hvis det er normalt inden for det område, hvor medlemmet søger arbejde, kan medlemmet søge skriftligt, personligt eller telefonisk. Medlemmet kan også søge arbejde ved at henvende sig til bureauer, den faglige organisation, ved annoncering og ved uopfordrede henvendelser, hvis det er normalt inden for området. Medlemmet skal benytte Jobnet. Medlemmet skal søge relevante stillinger, der er opslået på Jobnet. Medlemmet skal også kontakte arbejdsgivere, som har meldt tilbage på medlemmets CV. Medlemmet skal så vidt muligt søge varigt arbejde, der udbydes hele året. Et medlem må ikke holde op med at søge arbejde, gå på kurser mv., fordi medlemmet fx skal begynde på en uddannelse, gå på efterløn, overtage andet arbejde eller begynde selvstændig virksomhed. Der kan ikke stilles krav om, at medlemmet søger et bestemt antal stillinger. Hvis der er tvivl om medlemmets rådighed, skal a-kassen se på, hvor mange job, der har været udbudt, evt. ved henvendelse til jobcenteret.” 4. I vejledningen til § 18 ophæves i 4. afsnit følgende: ”Disse forløb er ikke omfattet af bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed”.