Skrivelse om bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om ophold i varetægtsfængsel\n(Krav om daglig aktivering mv.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2007/6@2007-01-30/da
Indhold
(Krav om daglig aktivering mv.)
Vedlagt sendes bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om ophold i varetægt. Ændringsbekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2007.
1. Den 1. januar 2007 trådte lov nr. 1561 af 20. december 2006 om ændring af retsplejeloven i kraft. Lovændringen vedrører i hovedtræk tiltag med henblik på at opnå en generel begrænsning i den tidsmæssige udstrækning af isolation af varetægtsarrestanter.
Det fremgår herefter blandt andet, at isolation i intet tilfælde kan opretholdes ud over 6 måneder, med mindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme m.v.) eller en overtrædelse af straffelovens § 191 (narkokriminalitet) eller § 237 (drab). Dette fremgår af retsplejelovens § 770 c, stk. 4.
Det fremgår derudover, at den tidligere gældende ufravigelige overgrænse på 8 uger for isolation af unge under 18 år er nedsat til en ikke ufravigelig overgrænse på 4 uger. Overgrænsen vil dog alene kunne fraviges, hvis sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme m.v.). Dette fremgår af retsplejelovens § 770 c, stk. 5.
2. I bemærkningerne til lovændringen fremgår det, at Justitsministeriet efter en vedtagelse af lovforslaget vil “tage initiativ til, at der – foruden de administrative regler, som allerede gælder – udarbejdes administrative regler om yderligere personkontakt dels for unge under 18 år, hvis anbringelse i isolation opretholdes ud over 4 uger, dels for andre arrestanter, hvis anbringelse i isolation opretholdes ud over 6 måneder.”
I forlængelse heraf er der udstedt vedlagte ændring af varetægtsbekendtgørelsens § 82. § 82, stk. 2, i varetægtsbekendtgørelsen indebærer en forpligtelse for institutionen til at tilbyde varetægtsarrestanter under 18 år, som efter rettens bestemmelse har været isoleret i et sammenhængende tidsrum af mere end 4 ugers varighed, og varetægtsarrestanter på 18 år eller derover, som efter rettens bestemmelse har været isoleret i et sammenhængende tidsrum af mere end 6 måneders varighed, yderligere mindst 3 timers daglig aktivering med personkontakt, ud over den aktivering, som følger af varetægtsbekendtgørelsens §§ 84-86.
Aktiveringsforpligtelsen i § 82, stk. 2, indebærer, at en varetægtsarrestant, der i medfør af bestemmelserne i §§ 84-86 hidtil har været aktiveret i f.eks. 1 time dagligt, fra det tidspunkt, hvor den tidsmæssige grænse i § 82, stk. 2, er opfyldt, skal tilbydes yderligere aktivering med personkontakt således, at vedkommende gives mulighed for sammenlagt 4 timers daglig aktivering. Har varetægtsarrestanten i medfør af bestemmelserne i §§ 84-86 hidtil været aktiveret i f.eks. 3 timer dagligt, skal den pågældende fra det tidspunkt, hvor den tidsmæssige grænse i § 82, stk. 2, er opfyldt, tilbydes yderligere aktivering med personkontakt således, at vedkommende gives mulighed for sammenlagt 6 timers daglig aktivering.
Ud over de aktiveringsmuligheder, som er indeholdt i §§ 84-86, vil institutionen kunne tilbyde varetægtsarrestanten f.eks. fritids- og hobbybetonede aktiviteter. Uanset hvilke aktiviteter, der tilbydes arrestanten i medfør af § 82, stk. 2, er det et krav, at denne yderligere aktivering indebærer vedvarende personkontakt i de 3 timer.
Bestemmelsen i § 82, stk. 3, indebærer en forpligtelse for institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, til 1 gang ugentlig i samarbejde med arrestanten at udfærdige en plan for den pågældendes aktivering. Forpligtelsen gælder fra det tidspunkt, hvor den tidsmæssige grænse i § 82, stk. 2, er opfyldt.
Direktoratet har afsat en pulje til dækning af eventuelle merudgifter i forbindelse med aktiveringen af varetægtsarrestanten. Ansøgning om dækning af eventuelle merudgifter i den forbindelse indsendes til direktoratets straffuldbyrdelseskontor.
Underskrift 1
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 30. januar 2007 Jakob Schiøler