Vejledning om lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2008/10@2008-02-20/da
Indhold
Vejledning om lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling
1. Vejledningen afløser Socialministeriets vejledning nr. 95 af 19. juni 1998 om Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling. Vejledningen medtager ændringer i lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 27. februar 2007, som ændret ved § 2 i lov nr. 542 af 6. juni 2007, ændringer i serviceloven og retssikkerhedsloven og i bekendtgørelser, som følger af kommunalreformen. Vejledningen har virkning fra den 1. marts 2008. Vejledningen uddyber de administrative regler om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, der er fastsat i loven, herunder reglerne om gravide stofmisbrugere i behandling. Hvor der i vejledningen henvises til en paragraf uden nærmere angivelse, er der tale om en bestemmelse i lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, og ved henvisning til en bestemmelse i bekendtgørelse nr. 00. februar 2008 nævnes blot denne uden titel, mens titel er angivet ved henvisning til andre forskrifter. Socialministeriets Vejledning 2006 nr. 1-8 af 5. dec. 2006 omtales som Vejledning 2006.
Kapitel 1 2. I forbindelse med tilbud om støtte til gravide stofmisbrugere i form af døgnophold i henhold til servicelovens § 107, stk. 2, nr. 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde den gravide stofmisbruger at indgå en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse. Det kan ikke stilles som en forudsætning for et tilbud om døgnbehandling, at der indgås en kontrakt om tilbageholdelse, jf. nedenfor i pkt. 7. § 1. I forbindelse med tilbud om støtte til gravide stofmisbrugere i form af døgnophold i henhold til § 107, stk. 2, nr. 2, i lov om social service skal kommunalbestyrelsen tilbyde den gravide stofmisbruger at indgå en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse. Stk. 2. For andre stofmisbrugere beslutter kommunalbestyrelsen, om kommunen vil benytte sig af denne lovs bestemmelser. Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen ikke giver tilbud efter stk. 1, kan der klages til det sociale nævn, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kapitel 10. Efter § 1, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen for andre stofmisbrugere beslutte, om kommunen vil benytte sig af lovens bestemmelser. Hvis der er truffet beslutning efter § 1, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen i forbindelse med tilbud om støtte til andre stofmisbrugere end gravide stofmisbrugere i behandling i henhold til servicelovens § 107, stk. 2, nr. 2 træffe beslutning om at tilbyde at indgå en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse. Ved beslutningen kan indsatsen i forbindelse med anvendelse af reglerne om tilbageholdelse tilrettelægges således, at den retter sig til en gruppe stofmisbrugere med særlige problemer, fx yngre stofmisbrugere.
3. Det overordnede formål med styrkelse af indsatsen for gravide stofmisbrugere skal ses i sammenhæng med servicelovens forstærkede indsats over for de mest udsatte børn, unge og familier. Et af de områder, hvor det er af stor betydning for barnet, at der tilbydes en tidlig indsats, er i forbindelse med tilbud om behandling af gravide stofmisbrugere. Et stofmisbrug kan medføre alvorlige skader på fostret og påvirker dermed barnets fremtidsmuligheder. Formålet er at forbedre mulighederne for at fastholde gravide stofmisbrugere, som er visiteret til døgnbehandling, i behandling under graviditeten og begrænse, at deres børn fødes med stofabstinenser eller misbrugsrelaterede skader. § 2. Hvis der er truffet beslutning efter § 1, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen i forbindelse med tilbud om støtte til andre stofmisbrugere end gravide stofmisbrugere i behandling i henhold til § 107, stk. 2, nr. 2, i lov om social service, træffe beslutning om at tilbyde at indgå en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse. Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afslag på tilbud efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed
4. For andre stofmisbrugere end de gravide beslutter kommunalbestyrelsen, om kommunen vil benytte sig af lovens bestemmelser. Hvis kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at ville anvende lovens bestemmelser, kan der tilbydes stofmisbrugeren, der er visiteret til døgnbehandling efter servicelovens § 107, stk. 2, nr. 2, at indgå en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse.
5. Reglerne om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling kan kun anvendes på botilbud til behandling af stofmisbrugere i henhold til servicelovens § 107, stk. 2, nr. 2. Det vil sige såvel kommunale og regionale som godkendte private botilbud. Det er kommunalbestyrelsen, der fastlægger, hvordan og på hvilke botilbud reglerne kan anvendes. Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse, eventuelt i samarbejde med botilbuddene, vurdere, om det er mest hensigtsmæssigt at koncentrere denne form for behandlingskontrakter på ét bestemt botilbud eller på flere. Vurderingen heraf må bl.a. ske på baggrund af forholdene på det enkelte botilbud (personale, normerede antal pladser, botilbuddets størrelse og fysiske indretning m.v.).
6. Det er personsagsudvalget i kommunen, jf. retssikkerhedslovens § 17, der skal tilbyde gravide stofmisbrugere kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse på et givet botilbud. Hvis kommunalbestyrelsen har truffet beslutning efter § 1, stk. 2, om at ville anvende loven over for andre grupper af stofmisbrugere, er det ligeledes dette udvalg, der skal træffe beslutning om, om der skal gives tilbud om kontrakt med mulighed for tilbageholdelse på et botilbud. Det vil være naturligt, at dette drøftes med stofmisbrugeren i forbindelse med udarbejdelse af handleplanen efter servicelovens § 141. Det er vigtigt i forbindelse med den konkrete beslutning at se på stofmisbrugerens egen motivation for netop denne type behandling.
Kapitel 2 7. Selvom der efter indgåelse af en behandlingskontrakt er hjemmel til at anvende tvang overfor stofmisbrugeren i et vist omfang, er behandlingskontrakten et tilbud, som kan afslås af stofmisbrugeren, uden at det må få betydning for pågældendes adgang til det øvrige behandlingssystem. Det er vigtigt at sammenholde dette frivillighedsprincip med situationen omkring aftaleindgåelsen. Her tænkes især på, at der i forbindelse med en aftaleindgåelse ikke lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at indgå denne type kontrakter eventuelt under henvisning til, at det er det sidste tilbud, der gives den pågældende. Det er i den sammenhæng vigtigt at gøre stofmisbrugeren opmærksom på, hvad det er for en form for behandlingskontrakt, der tilbydes, og hvilke konsekvenser det kan få - nemlig at pågældende kan tilbageholdes mod sin vilje. Det er en klar forudsætning, at stofmisbrugeren i situationen omkring aftaleindgåelsen skal befinde sig i en tilstand, hvori pågældende mentalt er i stand til at forstå, hvad det er for en type behandlingstilbud, pågældende går ind i, samt de konsekvenser, det kan indebære.
8. Når der er truffet beslutning om behandling i henhold til § 1, stk. 1, eller § 2, stk. 1, indgår stofmisbrugeren og botilbuddet, før behandlingen påbegyndes, en skriftlig kontrakt om behandlingsforløbet. § 3. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om behandling efter § 1, stk. 1, eller § 2, stk. 1, kan stofmisbrugeren og botilbuddet indgå en kontrakt om behandlingen. Kontrakten skal indgås, før behandlingen påbegyndes. Hvis stofmisbrugeren ikke ønsker at indgå en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse, har stofmisbrugeren fortsat adgang til de øvrige eksisterende behandlingstilbud. En kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse af stofmisbrugeren kan indgås for en periode af ikke over et halvt års varighed fra indgåelsen, jf. § 4, stk. 1. § 4. En kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse af stofmisbrugeren kan indgås for en periode af ikke over et halvt års varighed fra indgåelsen. Stk. 2. Stofmisbrugeren kan til enhver tid opsige en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse, jf. dog § 5. Kontrakten skal som minimum indeholde klare oplysninger om en fastlagt plan for behandlingen i forbindelse med opholdet samt oplysninger om, at stofmisbrugeren ved indgåelsen af kontrakten giver botilbuddet adgang til at tilbageholde pågældende i botilbuddet, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Endvidere skal betingelserne for, hvornår tilbageholdelse kan ske, jf. § 5, samt under hvilke former, jf. bekendtgørelsens §§ 2 og 3, oplyses i forbindelse med kontrakten, eventuelt som bilag til kontrakten. § 5. Tilbageholdelse kan ske, når der er en begrundet formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde den aftalte behandling, og det vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde den pågældende, fordi 1) udsigten til ophøret af misbruget eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet eller 2) stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre. Stk. 2. Tilbageholdelse kan kun ske, såfremt mere lempelige foranstaltninger er utilstrækkelige. Kontrakten skal også indeholde oplysninger om, at stofmisbrugeren til enhver tid kan opsige en kontrakt, hvis betingelserne for tilbageholdelse i § 5 ikke er til stede, jf. § 4, stk. 2. Endelig skal kontrakten indeholde oplysninger om, at stofmisbrugeren kan begære at få beslutningen om tilbageholdelsen indbragt for domstolene, jf. § 8. Dette er minimumskrav til en behandlingskontrakt. Denne kan således suppleres af individuelle aftaler imellem botilbuddet og stofmisbrugeren om regler for ophold i botilbuddet, krav eller betingelser til stofmisbrugeren, regler om udgang med følge af personalet i krisesituationer m.v. Endvidere kan der på tilsvarende måde som i andre aftaleforhold omkring misbrugsbehandling indgå elementer i aftalen omkring efterbehandling og opfølgning med hensyn til tilbud om aktivering, revalidering, uddannelse, bolig o. lign., jf. Vejledning 2006, nr. 1, Kapitel 18 om handleplaner. Uanset formuleringen af de individuelle aftaler i forbindelse med indgåelse af en behandlingskontrakt efter lovens bestemmelser er det alene i de tilfælde, hvor lovens betingelser for at iværksætte en tilbageholdelse er opfyldt, at der kan ske tilbageholdelse. Hvis stofmisbrugeren ikke overholder de individuelle aftaler eller regler, er det et problem, der i første omgang må afklares mellem botilbuddet og den pågældende stofmisbruger. Der er ikke hjemmel til, at en sådan overtrædelse i sig selv kan udløse en tilbageholdelsessituation, medmindre den samlede situation bevirker, at betingelserne i § 5 er opfyldt. Det er op til botilbuddet eller den visiterende myndighed at vurdere behovet for at udfærdige en form for standardkontrakt omkring denne særlige form for behandlingstilbud, eventuelt med mulighed for at supplere de enkelte kontrakter med individuelle aftaler.
9. Der er ikke fastsat bestemmelser om vidner i forbindelse med indgåelse af en kontrakt. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at man sikrer sig ved tilstedeværelsen af vidner i forbindelse med kontraktindgåelsen bl.a. til at bekræfte, at stofmisbrugeren er ved sin fornufts fulde brug, samt at vedkommende frivilligt underskriver kontrakten. Om etablering af personlig rådgiver i forbindelse med tilbageholdelsen, se punkt. 16.
10. Stofmisbrugeren kan til enhver tid og uden særlig begrundelse opsige behandlingskontrakten, dog ikke i de situationer, hvor stofmisbrugeren aktuelt er tilbageholdt, eller hvor betingelserne for tilbageholdelse efter § 5 i øvrigt er til stede. Opsigelse af kontrakten fra stofmisbrugerens side kan således komme på tale, når det ikke må anses for uforsvarligt ud fra hensynene nævnt i § 5. Det kan fx være, hvor stofmisbrugeren, eventuelt i samarbejde med botilbuddets personale, vurderer, at denne form for behandling ikke er egnet for pågældende, eller fx hvor stofmisbrugeren under et ikke-metadon understøttet behandlingsforløb mener ikke at kunne gennemføre behandlingsforløbet, ligesom det kan ske ud fra familiemæssige eller andre personlige årsager. Det er botilbuddet, der i det konkrete tilfælde vurderer, om betingelserne for at opsige kontrakten er til stede. Der henvises i øvrigt til Kapitel 3 om betingelserne for iværksættelse af en tilbageholdelsesbeslutning.
Kapitel 3 11. Det er en forudsætning, at botilbuddet forsøger sig med mere lempelige indgreb, før der iværksættes en tilbageholdelse af en stofmisbruger. Det vil bl.a. sige, at de socialpædagogiske tiltag, botilbuddet normalt griber til i forbindelse med en krisesituation, intensiveres, således at der også ad den vej lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at fortsætte den aftalte behandling. Det er således en gennemgående forudsætning, at de forskellige former for direkte og indirekte psykologisk og pædagogisk påvirkning, der allerede i dag anvendes i forbindelse med behandling af stofmisbrugere, udnyttes i videst muligt omfang, inden tilbageholdelse iværksættes. Det kan fx være forbud mod at forlade botilbuddet uden følge af en medarbejder i vanskelige perioder af behandlingen, hvor der er fare for tilbagefald. Det kan være etablering af gruppemøder i krisesituationer eller i forbindelse hermed en tæt følge (mandsopdækning) fra personalets side af den pågældende stofmisbruger i en kortere eller længere periode, indtil situationen har stabiliseret sig. Det kan ikke udelukkes, at indgåelse af et kontraktforhold mellem botilbuddet og stofmisbrugeren, der giver botilbuddet ret til under visse betingelser at kunne tilbageholde stofmisbrugeren, psykologisk set kan have en positiv effekt såvel på stofmisbrugeren selv som på andre. Det kan eventuelt betyde, at selve tilbageholdelsessituationen ikke behøver at blive realiseret.
12. Betingelserne for tilbageholdelse findes i § 5. Der er flere led i betingelserne. Der skal først og fremmest være en begrundet formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde den aftalte behandling. Det er i den forbindelse ikke nok, at der er en generel formodning om, at stofmisbrugere erfaringsmæssigt afbryder behandlingsforløbet på et bestemt tidspunkt af forløbet, ligesom det heller ikke er tilstrækkeligt, at der er en mistanke om, at den pågældende stofmisbruger vil afbryde behandlingsforløbet. Tilbageholdelse forudsætter en aktuel formodning om, at stofmisbrugeren afbryder behandlingsforløbet, begrundet i pågældendes adfærd indenfor et kortere tidsrum. En sådan vurdering forudsætter udover kendskab til stofmisbrugeres adfærd generelt tillige et kendskab til den pågældende stofmisbruger selv og dennes adfærd.
13. Dernæst er det en betingelse, at det vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde den pågældende, fordi: – udsigten til ophøret af misbruget eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet (behandlingselementet), eller – stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (fareelementet).
14. Vurderingen af, om udsigten til ophøret af stofmisbruget eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden vil blive væsentligt forringet, hvis der ikke sker tilbageholdelse, er meget individuel i forhold til den enkelte stofmisbruger. Den vil typisk være afhængig af, hvor langt i behandlingsforløbet den pågældende stofmisbruger er, samt pågældendes tilstand fysisk og psykisk. Det kan endvidere afhænge af, hvor lang og massiv en misbrugskarriere den pågældende stofmisbruger har haft. Det må også tillægges betydning, hvilket miljø stofmisbrugeren må forventes at vende tilbage til ved ophør af den aftalte behandling, samt i hvilket omfang der eksisterer et socialt netværk, og hvilken betydning disse forhold umiddelbart må forventes at få for stofmisbrugerens situation. Det afgørende er vurderingen af den samlede situation omkring den enkelte stofmisbruger. Således som § 5 er formuleret, kan det ikke kræves, at der skal være udsigt til et egentligt ophør af stofmisbruget, forstået således, at stofmisbrugeren efter opholdet må forventes at være varigt ude af misbruget, men det skal være sandsynligt, at behandlingen i botilbuddet skal give en væsentlig bedring eller dog forebygge en betydelig akut forringelse af stofmisbrugerens tilstand. En mærkbar lindring vil også være tilstrækkelig til, at kravene til behandlingselementet kan anses for at være opfyldt. Hensigten med bestemmelserne i § 5 har været at fastsætte nogle betingelser for tilbageholdelse, der skal fortolkes forholdsvis restriktivt. Den latente risiko for tilbagefald for alle stofmisbrugere med en tungere misbrugskarriere bag sig i forbindelse med, at de forlader et behandlingsforløb, kan således ikke alene anses for at være tilstrækkelig som argument for at tilbageholde pågældende. Der må være tale om en mere aktuel risiko - eksempelvis viden om, at der i det miljø, stofmisbrugeren må forventes at opsøge, er et særligt farligt stof i omløb. Hensigten med betingelserne er, at tilbageholdelsen kun bør finde sted i tilfælde, hvor stofmisbrugeren ellers vil befinde sig i en meget alvorlig situation, og hvor pågældende uden tilbageholdelse med en høj grad af sandsynlighed på ny vil påbegynde eller fortsætte et misbrug, som vil fastlåse vedkommende i misbrugssituationen med fare for liv eller helbred.
15. Tilbageholdelse kan endvidere ske i de tilfælde, hvor der foreligger en situation, hvor stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, hvis der ikke sker en tilbageholdelse. Det vil typisk dreje sig om få men meget akut opståede krisesituationer, hvor situationen er blevet tilspidset. Det er således ikke tilstrækkeligt, at der er en vis risiko for, at faren vil manifestere sig. Situationen omkring indgrebet og karakteren og varigheden heraf afhænger i høj grad af en socialpædagogisk vurdering af formålet med indgrebet herunder en vurdering af, om situationen vurderes til at kunne blive stabiliseret og ikke yderligere tilspidset. Fare for andre kan fx ytre sig i trusler om vold eller lignende, som man med rimelighed må frygte, at stofmisbrugeren vil bringe i udførelse når som helst. Faren skal foreligge her og nu eller dog være overhængende, og der skal foreligge en aktuel fare for vold, der truer liv og legeme, eller som eventuelt er af særlig farlig karakter. Verbale forulempelser alene anses ikke for at være tilstrækkelige til, at betingelserne i § 5 er opfyldt. Det anses fx ikke for at være tilstrækkelig begrundelse for tilbageholdelse, at trusler om vold eller lignende fremkommer fra en stofmisbruger med en alvorlig smitsom sygdom, medmindre der trues med at overføre smitten til personale eller øvrige beboere i botilbuddet. Fare for stofmisbrugeren selv foreligger fx, når stofmisbrugeren truer med at begå selvmord, eller der er en overhængende fare for, at stofmisbrugeren i forbindelse med at pågældende forlader behandlingen, vil indtage en overdosis, der medfører alvorlig og overhængende fare for stofmisbrugerens liv eller helbred.
16. Der er ikke fastsat bestemmelse om automatisk beskikkelse af en personlig rådgiver til stofmisbrugere i forbindelse med iværksættelse af en tilbageholdelse, således som det kendes fra lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, hvorefter der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen selv etablerer en rådgiverordning i botilbuddet, der kan iværksættes efter anmodning fra en stofmisbruger.
Kapitel 4 17. Den foreløbige beslutning om tilbageholdelse træffes af botilbuddets leder og skal snarest muligt meddeles til stofmisbrugeren, jf. § 6, stk. 1. Der er ikke fastsat særlige formkrav i den forbindelse, men hvis situationen tillader det, bør meddelelsen ske skriftligt og med begrundelse. § 6. Den foreløbige beslutning om tilbageholdelse træffes af botilbuddets leder og skal snarest muligt meddeles til stofmisbrugeren. Stk. 2. Den foreløbige beslutning efter stk. 1 skal straks forelægges den myndighed, der har truffet beslutning efter § 1, stk. 1, eller § 2, stk. 1. Senest 3 dage efter, at den foreløbige beslutning er truffet, træffer nævnte myndighed den endelige beslutning. Stofmisbrugeren skal straks have meddelelse om beslutningen, som skal være skriftlig og begrundet. Den foreløbige beslutning skal efter samme bestemmelses stk. 2 forelægges personsagsudvalget, som senest 3 dage efter, at beslutningen er truffet, træffer den endelige beslutning i et møde. Beslutningen træffes enten af vedkommende stående udvalg i et møde eller af udvalgets formand, jf. § 22, stk. 2, 1. pkt., i den kommunale styrelseslov. Tilbageholdelsen opretholdes, indtil den endelige beslutning er truffet, medmindre betingelserne for tilbageholdelse efter § 5 ikke mere er til stede, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3, sidste pkt. Stofmisbrugeren skal straks have meddelelse om beslutningen, som skal være skriftlig og med begrundelse, jf. § 6, stk. 2, sidste pkt. Stofmisbrugeren skal samtidig orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten, jf. § 8, sidste pkt. Se herom nærmere under Kapitel 6. Denne orientering bør, selvom det ikke er fastsat som et krav i loven, også foreligge i skriftlig form.
18 . De nærmere regler omkring tilbageholdelsen er fastsat i bekendtgørelsen om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling. Bestemmelserne i bekendtgørelsen om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling kan alene anvendes i selve botilbuddet. Har en stofmisbruger forladt botilbuddet, er der ikke hjemmel hverken i loven eller bekendtgørelsen til at bringe pågældende tilbage til behandling i botilbuddet – heller ikke med politiets hjælp. Der er heller ikke hjemmel til at overføre pågældende til et andet botilbud Behandlingen i botilbud efter servicelovens § 107, stk. 2, nr. 2, foregår i princippet i et åbent behandlingsmiljø, og de foranstaltninger, der kan anvendes i forbindelse med iværksættelse og opretholdelse af en tilbageholdelse, må forsøges afpasset efter forholdene.
19 . I forbindelse med at en stofmisbruger tilbageholdes i et botilbud, er det efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, tilladt at anvende fysisk magt i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at stofmisbrugeren udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Magtanvendelse skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige. Ved fysisk magtanvendelse forstås eksempelvis fysisk fastholdelse af en person.
20 . For nødværge gælder reglerne i straffelovens § 13.
21 . Isolation, hvorved forstås afsondring i aflåst rum i kortere eller længere perioder, er ikke tilladt. Kortvarig aflåsning af værelset betragtes dog ikke som isolation, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
22 . Fiksering er ikke tilladt. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, livstykke eller anden form for mekanisk fastspænden, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.
23. I det omfang det er nødvendigt for at sikre, at stofmisbrugeren - typisk i en akut opstået krisesituation - forhindres i at forlade botilbuddet under et aftalt tilbageholdelsesforløb, kan der kortvarigt ske aflåsning af værelset. En stofmisbruger må aldrig i en sådan situation efterlades alene på værelset. Der skal være en medarbejder til stede sammen med stofmisbrugeren. Det forudsættes, at den form for indsats bliver så kortvarig som overhovedet muligt. Aflåsning af værelset i kortere perioder af dagen kan sammen med muligheden for lempeligere indgreb, fx i form af »mandsopdækning«, jf. punkt 11, være et af de midler, der kan afværge en akut opstået krisesituation. Det er en klar forudsætning i loven, at dette ikke skal stå alene. Dels er det ikke tilstrækkeligt til at kunne opretholde en tilbageholdelse i længere tid, og dels vil situationen i nogle tilfælde kunne virke konfliktskabende eller optrappende og dermed have den modsatrettede effekt, medmindre der sættes aktivt ind med andre foranstaltninger. Det er således en forudsætning, at de socialpædagogiske tiltag, botilbuddene normalt griber til i dagligdagen, intensiveres i forbindelse med krisesituationer, således at der også ad den vej lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at fortsætte behandlingen. Der henvises i den forbindelse til de muligheder, der er nævnt i punkt 11.
Kapitel 5 24. Efter § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen påhviler det lederen af botilbuddet til stadighed at påse, at tilbageholdelsen ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt, ligesom det i denne bestemmelses stk. 2 er understreget, at tilbageholdelsen skal ophøre, når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede. Man bør således under tilbageholdelsesperioden til stadighed være opmærksom på, dels om den begrundede formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde behandlingen, fortsat er til stede, og dels om det fortsat vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde enten af behandlings- eller farehensyn, jf. punkterne. 12-15. Den enkelte tilbageholdelse kan ikke vare over 14 dage fra den endelige beslutning om iværksættelse af tilbageholdelsen er truffet, jf. § 7. Tilbageholdelsen skal således ophøre efter udløbet af 14 dage, selvom betingelserne for tilbageholdelse fortsat er til stede. § 7. Tilbageholdelsen skal ophøre, når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede. Den enkelte tilbageholdelse kan ikke vare over 14 dage fra beslutningen i henhold til § 6, stk. 2, og den samlede tilbageholdelsesperiode kan ikke overstige 2 måneder inden for 6 måneder. Beslutning om ophøret af tilbageholdelsen træffes af botilbuddets leder og skal efterfølgende meddeles den i myndighed, som har truffet beslutning efter § 2, stk. 1. Stofmisbrugeren skal straks have meddelelse om ophøret af tilbageholdelsen. De 14 dage er en maksimum-regel, idet det forudsættes, at det i langt de fleste tilfælde kun vil være nødvendigt at tilbageholde i meget kortere perioder, indtil misbrugeren er blevet overtalt til at fortsætte behandlingsforløbet. Hvis tilbageholdelse kun viser sig nødvendig i fx et døgn, er den foreløbige beslutning, der er nævnt i § 6, stk. 1, truffet, og beslutningen skal derfor forelægges personsagsudvalget, som skal behandle den, selvom tilbageholdelsen er ophørt. I princippet er der ikke noget til hinder for, at der efter en ophørt tilbageholdelsesperiode iværksættes en ny tilbageholdelse, når betingelserne herfor i § 5 er opfyldt, og der er truffet en ny beslutning efter § 6. I forbindelse med en ny beslutning om tilbageholdelse - specielt umiddelbart efter en afsluttet tilbageholdelsesperiode - bør det nærmere overvejes, om den valgte behandlingsplan, herunder tilbageholdelsesadgangen, bør ændres. Selvom der inden for det halve år, en behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse højst kan gælde, vil kunne forekomme flere tilbageholdelsessituationer, begrænses antallet af sådanne perioder af, at det i § 7 er fastsat, at den samlede tilbageholdelsesperiode inden for 6 måneder ikke kan overstige 2 måneder. Det er efter § 7 lederen af botilbuddet, der træffer beslutning om ophøret af tilbageholdelsen. Stofmisbrugeren skal efter bestemmelsen straks have besked om beslutningen, som efterfølgende også skal meddeles til personsagsudvalget.
Kapitel 6 § 8. Den myndighed, som har truffet beslutning efter § 2, stk. 1, skal efter anmodning fra stofmisbrugeren indbringe beslutningen om tilbageholdelsen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Stofmisbrugeren skal både i forbindelse med indgåelse af kontrakten, jf. § 3, og samtidig med at pågældende får meddelelse om beslutning efter § 6, stk. 2, orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten. 25. Efter § 8 skal kommunalbestyrelsen indbringe beslutningen om tilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kap. 43 a, hvis stofmisbrugeren anmoder om det. Som nævnt ovenfor og som det fremgår af lovbestemmelsen, skal stofmisbrugeren både i forbindelse med indgåelse af kontrakten og samtidig med, at pågældende får meddelelse om den endelige beslutning om tilbageholdelse efter § 6, stk. 2, orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten. Retsplejelovens kap. 43 a rummer reglerne om prøvelse af administrativ frihedsberøvelse, dvs. frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed. Ifølge retsplejelovens regler ( § 469, stk. 1) er det ikke kun den frihedsberøvede men også den, der handler på dennes vegne, som kan begære frihedsberøvelsens lovlighed prøvet af retten. Foreligger en sådan begæring, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den - dvs. personsagsudvalget - forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den frihedsberøvede har bopæl. Det er således ikke nødvendigvis retten på det sted, hvor botilbuddet ligger, der skal have sagen forelagt.
Kapitel 7 26 . Som det er fastsat i bekendtgørelsens § 5 skal der fra botilbuddets side ske indberetning til den kommunalbestyrelse eller det regionsråd, der fører det generelle driftsorienterede tilsyn med botilbuddet, jf. § 148 a og § 5, stk. 7 i lov om social service, i de tilfælde, hvor der er anvendt magtanvendelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 2 (om fysisk magtanvendelse) og § 3 (om isolation og fiksering) samt hvor der er anvendt nødværge. Den eller de medarbejdere, der har været impliceret i en af de nævnte episoder eller har udøvet nødværge skal senest dagen efter episoden afgive skriftlig indberetning derom til botilbuddets leder. Lederen skal med sine kommentarer samt forklaringer fra personer, der har overværet episoden, inden 3 dage videresende indberetningen til den kommunalbestyrelse eller det regionsråd, der fører det generelle driftsorienterede tilsyn med botilbuddet. Så vidt muligt skal indberetningen ledsages af stofmisbrugerens egen redegørelse for episoden, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2, hvor det videre er fastsat, at indberetningen skal indeholde følgende oplysninger: 1) De særlige forhold, der begrunder indgrebet. 2) Tidspunktet for den handling, der har givet anledning til indgrebet. 3) Tidspunktet for indgrebet. 4) Indgrebets varighed. 5) Beskrivelse af indgrebets art. 6) Beskrivelse af indgrebets formål. 7) Hvem, der foretog indgrebet. 8) stofmisbrugerens tilstand i den tid, indgrebet fandt sted. Botilbuddets leder skal samtidig orientere om indberetningen til personsagsudvalget i den kommune, der har truffet den konkrete beslutning om kontrakt.
Kapitel 8 27. Klager over afgørelser følger de almindelige klageregler. Der kan klages til det sociale nævn, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kapitel 10.
28. Kommunerne skal efter bekendtgørelsens § 6 årligt pr. 1. oktober, første gang den 1. oktober 2008, indberette til Servicestyrelsen antallet af både tilbudte og indgåede kontrakter med gravide stofmisbrugere samt i hvilket omfang, der er truffet beslutning om at tilbyde andre stofmisbrugere kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse samt om antallet af indgåede kontrakter af denne art.
Bilag 1
Bilag 1 Indholdsfortegnelse Punkt Indledning 1 Kapitel 1 Lovens anvendelsesområde 2-6 Kapitel 2 Indgåelse af behandlingskontrakt 7-10 Kapitel 3 Tilbageholdelsen 11-16 Kapitel 4 Iværksættelse og opretholdelse af tilbageholdelsen 17-23 Kapitel 5 Varighed og ophør af tilbageholdelsen 24 Kapitel 6 Domstolsprøvelse 25 Kapitel 7 Indberetning i forbindelse med overtrædelse af bekendtgørelsen 26 Kapitel 8 Klageadgang 27 Kapitel 9 Indberetning til Servicestyrelsen 28 Bilag 1 Bekendtgørelse om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling