Vejledning om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2008/11@2008-02-27/da
Indhold
Vejledning om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse
I bekendtgørelse nr. 113 af 27. februar 2008 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse er der fastsat regler om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse. I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler. Nogle af disse er uddybet med nærmere retningslinier.
Begreber
§ 1 fastslår, at det samlede medlemsbidrag, et medlem indbetaler til en a-kasse, består af medlemsbidraget og det frivillige efterlønsbidrag. Se § 77 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Medlemsbidraget består af 3 dele: 1) et bidrag til arbejdsløshedsforsikringen: § 77, stk. 2, 2) et bidrag til ATP: § 77, stk. 8, 3) et administrationsbidrag: § 77, stk. 7. Når denne bekendtgørelse taler om medlemsbidrag(et), omfatter det alle 3 bidrag. Det gælder dog ikke, hvis det fremgår af bestemmelsen, at medlemsbidraget kun omfatter enkelte af de nævnte bidrag. Det frivillige efterlønsbidrag er reguleret i lovens § 77, stk. 4 og 5. En person kan kun betale efterlønsbidrag, hvis personen er medlem af en dansk a-kasse, se bekendtgørelsens § 27. Et medlem skal betale efterlønsbidrag med den forsikringsstatus, som medlemmet har, jf. lovens § 77, stk. 4, 1. pkt. Det indebærer, at et fuldtidsforsikret medlem skal betale medlems- og efterlønsbidrag til a-kassen som fuldtidsforsikret. Det gælder dog ikke, hvis medlemmet er fuldtidsforsikret og ikke inden pensionsalderen kan opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn med satsen for fuldtidsforsikrede, jf. lovens 77, stk. 5. I den situation skal medlemmet betale medlemsbidrag som fuldtidsforsikret og efterlønsbidrag som deltidsforsikret.
A-kassen fastsætter selv størrelsen af administrationsbidraget, dog med de begrænsninger, der følger af stk. 3-6. Hvis a-kassen beslutter, at den vil fastsætte forskellige administrationsbidrag for forskellige grupper mv., skal de nærmere retningslinjer for fastsættelsen af administrationsbidraget fremgå af a-kassens vedtægt.
Reglerne beskytter bl.a. medlemmer, der modtager ydelser fra a-kassen, og medlemmer, der ikke er medlemmer af den tilknyttede faglige organisation, mod negativ særbehandling ved fastsættelse af administrationsbidraget.
Tværfaglige a-kasser for lønmodtagere og/eller selvstændige erhvervsdrivende kan ikke fastsætte forskellige administrationsbidrag på grundlag af faggrupper, da der pr. definition ikke eksisterer faggrupper i tværfaglige a-kasser. Hvis en a-kasse er tværfaglig for både lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, kan der dog fastsættes forskelligt bidrag for lønmodtagerne og de selvstændige erhvervsdrivende. Denne mulighed eksisterer også for fagligt afgrænsede a-kasser, der optager selvstændige erhvervsdrivende.
A-kassens opkrævning af efterlønsbidrag hænger sammen med medlemmets mulighed for at få ret til efterløn. Hvis et medlem kan opfylde anciennitetskravene for ret til efterløn efter lovens § 74 a inden folkepensionsalderen, kan medlemmet få ret til ordinær efterløn. Hvis medlemmet ikke kan opfylde lovens § 74 a, kan medlemmet få ret til efterløn i fortrydelsesordningen, jf. lovens § 75, hvis medlemmet opfylder betingelserne for det, herunder bl.a., at medlemmet ved efterlønsalderen har betalt efterlønsbidrag i mindst 15 år. Efterløn i fortrydelsesordningen er sekundær i forhold til ordinær efterløn. Det betyder, at et medlem kun kan få ret til efterløn i fortrydelsesordningen, hvis medlemmet ikke har mulighed for inden folkepensionsalderen at få ret til ordinær efterløn. Som hovedregel opkræver a-kassen af egen drift efterlønsbidrag af alle medlemmer med virkning fra det fyldte 30. år. De medlemmer, der betaler a-kassens første opkrævning af efterlønsbidrag, får dermed mulighed for at kunne få ret til ordinær efterløn efter lovens § 74 a. Se nedenfor om a-kassens første opkrævning af efterlønsbidrag. Hvis et medlem skriftligt har meddelt a-kassen, at medlemmet ikke vil betale efterlønsbidraget, eller hvis et medlem har betalt og efterfølgende holder pause i indbetalingerne eller vælger efterlønsordningen fra, skal medlemmet selv skriftligt henvende sig til a-kassen, hvis medlemmet (igen) vil betale efterlønsbidrag. Det samme gælder for et medlem, der er frameldt efterlønsbidraget pga. restance. Når a-kassen modtager en skriftlig anmodning om at betale efterlønsbidrag fra et medlem, skal a-kassen, inden a-kassen sender en opkrævning på efterlønsbidraget, undersøge, om medlemmet kan opnå ret til efterløn. A-kassen skal først undersøge, om medlemmet kan opnå ret til ordinær efterløn efter lovens § 74 a inden folkepensionsalderen. Hvis det er tilfældet, skal a-kassen (tidligst) opkræve efterlønsbidrag med virkning fra den dato, hvor den skriftlige anmodning er modtaget i a-kassen. Hvis medlemmet ikke kan opnå ret til ordinær efterløn efter lovens § 74 a inden folkepensionsalderen, skal a-kassen undersøge, om medlemmet kan opnå ret til efterløn i fortrydelsesordningen efter lovens § 75 ved efterlønsalderen. Hvis det er tilfældet, skal a-kassen (tidligst) opkræve efterlønsbidrag med virkning fra den dato, hvor den skriftlige anmodning er modtaget i a-kassen, medmindre medlemmet er omfattet af reglerne om karenstid og brug af bidragsfri perioder, jf. bekendtgørelsens § 4. Hvis medlemmet heller ikke kan opnå ret til efterløn i fortrydelsesordningen, skal a-kassen træffe afgørelse over for medlemmet. Alle perioder, hvor et medlem har betalt efterlønsbidrag, som ikke er betalt tilbage, kan tælle med til anciennitet til lovens § 74 a og § 75. Det gælder dog ikke for en periode, hvor medlemmet har efterbetalt efterlønsbidrag efter lovens § 74 a, stk. 7, (dispensation for afbrydelse i medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag).
Det følger af lovens § 77, stk. 4, at a-kassen skal opkræve efterlønsbidrag hos alle medlemmer fra det fyldte 30. år, som ikke skriftligt har meddelt a-kassen, at de ikke ønsker at betale efterlønsbidrag. A-kassen skal dog ikke opkræve efterlønsbidrag af et medlem ved det fyldte 30. år, hvis medlemmet har indbetalt efterlønsbidrag forud for det fyldte 30. år, jf. § 2, stk. 2. A-kassen skal opkræve efterlønsbidrag af et medlem under 30 år, der skriftligt har anmodet om at betale efterlønsbidrag. A-kassen skal tidligst opkræve efterlønsbidraget med virkning fra den dato, hvor den skriftlige anmodning om at betale efterlønsbidrag er modtaget i a-kassen. A-kassen har i forbindelse med opkrævning af efterlønsbidrag en række vejledningsforpligtelser. Der henvises til vejledningen til § 28.
A-kassen må ikke opkræve efterlønsbidrag, jf. lovens § 77, stk. 6, af: 1) Medlemmer, der har indbetalt efterlønsbidrag i 30 år. 2) Medlemmer, som er overgået til efterløn eller har fået udstedt efterlønsbevis. 3) Medlemmer, som ikke ved fortsat medlemskab og betaling af efterlønsbidrag kan opnå ret til efterløn enten a) efter lovens § 74 a inden folkepensionsalderen eller b) efter lovens § 75 ved efterlønsalderen. 4) Medlemmer, som midlertidigt ikke kan tilmelde sig efterlønsordningen, jf. § 75, stk. 3, 1. pkt. 5) Medlemmer, som midlertidigt ikke kan indbetale efterlønsbidrag, jf. § 75, stk. 4. Hvis en a-kasse ved en fejl har opkrævet efterlønsbidrag, selvom et medlem er omfattet af lovens § 77, stk. 6, skal a-kassen betale de opkrævede bidrag tilbage, når a-kassen bliver opmærksom på, at betingelserne for at opkræve efterlønsbidraget ikke (længere) er til stede. Det samme gælder for forudbetalte efterlønsbidrag, hvor a-kassen træffer afgørelse om, at et medlem ikke kan opnå ret til efterløn. A-kassen skal betale efterlønsbidraget kontant tilbage som en annullation. Dvs., at beløbet ikke skal opgøres efter bekendtgørelsens § 24, men medlemmet skal have præcis det beløb tilbage, som medlemmet faktisk har indbetalt i efterlønsbidrag.
Ved en overflytning giver den fraflyttende a-kasse oplysninger til den tilflyttende a-kasse, bl.a. om medlemmet betaler efterlønsbidrag. Hvis medlemmet ikke betaler, skyldes det ét af følgende forhold: – Medlemmet er under 30 år og har ikke skriftligt anmodet om at betale efterlønsbidrag, – medlemmet er omfattet af lovens § 77, stk. 6, – medlemmet har fravalgt efterlønsordningen eller holder pause i sine indbetalinger, – medlemmet er frameldt efterlønsbidraget pga. restance, eller – medlemmet bruger bidragsfri periode. Uanset årsagen til, at medlemmet ikke har betalt efterlønsbidrag til den fraflyttende a-kasse, skal den tilflyttende a-kasse som udgangspunkt ikke opkræve efterlønsbidraget. Dog skal den tilflyttende a-kasse i visse situationer opkræve efterlønsbidrag fra en dato efter overflytningstidspunktet, selvom den tilflyttende a-kasse ikke har modtaget en skriftlig anmodning herom fra medlemmet. Det gælder: – Hvis medlemmet er omfattet af lovens § 75, stk. 3, 1. pkt., og skriftligt har bedt om at blive tilmeldt fortrydelsesordningen i den fraflyttende a-kasse før udløbet af den 2-årige karensperiode, skal den tilflyttende a-kasse af egen drift begynde at opkræve efterlønsbidrag fra datoen for tilmeldingen til fortrydelsesordningen, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3. Hvis medlemmet også er omfattet af lovens § 75, stk. 4, skal den tilflyttende a-kasse først opkræve efterlønsbidraget, når den tid, som medlemmet har bidragsfri periode for, er udløbet, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 4. – Hvis medlemmet har bidragsfri periode på overflytningstidspunktet, skal den tilflyttende a-kasse opkræve efterlønsbidrag fra den dato, hvor den bidragsfri periode ophører, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 4, eller fra den dato, hvor medlemmet har anmodet den fraflyttende a-kasse om, at den bidragsfri periode skal afbrydes, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 5. Hvis et medlem skriftligt har anmodet den fraflyttende a-kasse om bidragsfri periode fra en dato, der ligger efter overflytningstidspunktet, skal den tilflyttende a-kasse stoppe opkrævningen af efterlønsbidraget fra den dato, hvor medlemmet har anmodet om bidragsfri periode fra, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 3.
Et medlem, der betaler efterlønsbidrag, kan vælge at holde pause i sine indbetalinger af efterlønsbidrag. Pausen har tidligst virkning fra den dato, hvor a-kassen modtager skriftlig besked om, at medlemmet ønsker at holde pause. Medlemmer, der er omfattet af lovens § 74 a, stk. 1 og 6, der ikke allerede har betalt efterlønsbidrag, skal betale efterlønsbidrag senest fra de er fyldt hhv. 30 eller 32 år, for at få ret til ordinær efterløn. Man kan ikke starte en periode med indbetaling af efterlønsbidrag fra det fyldte 30. eller 32. år med at holde pause. Se også vejledningen til § 4. Når medlemmet vælger en pause, får medlemmet et hul i sin periode med indbetalt efterlønsbidrag, som måske - men ikke nødvendigvis - får betydning for, om medlemmet senere kan opnå ret til efterløn. Se også vejledningen til § 3, stk. 2. Når et medlem vælger at holde pause, skal a-kassen vejlede om en række forhold. Se bekendtgørelsens § 28, stk. 3. Har et medlem meddelt a-kassen, at medlemmet først ønsker at holde pausen fra en senere dato, skal pausen først holdes fra denne senere dato. Holder medlemmet pause på et tidspunkt, hvor medlemmet allerede har forudbetalt efterlønsbidraget fx for et kvartal, skal a-kassen opgøre efterlønsbidraget med modtagelsesdagen som skæringsdato. Det forudbetalte efterlønsbidrag, der vedrører perioden fra og med skæringsdatoen, skal medlemmet have kontant tilbage fra a-kassen som en annullation. Dvs., at beløbet ikke skal opgøres efter bekendtgørelsens § 24, men medlemmet skal have præcis det beløb tilbage, som medlemmet faktisk har indbetalt i efterlønsbidrag for perioden. Eksempel 1: Har M forudbetalt efterlønsbidraget for oktober kvartal 2007, og modtager a-kassen den 7. november 2007 skriftlig besked om, at M vil holde pause, tilbagebetaler a-kassen det efterlønsbidrag, der er indbetalt for perioden fra den 7. november til og med den 31. december 2007. Fortryder M sin pause, kan M efterbetale for pausen, når visse betingelser er opfyldt, jf. vejledningen til § 3, stk. 3. Eksempel 2: M betaler efterlønsbidrag fra den 3. februar 2008, hvor M fylder 30 år. A-kassen modtager den 2. juli 2008 skriftlig besked om, at M ønsker at holde pause. Pausen har virkning fra denne dato. A-kassen må ikke opkræve efterlønsbidrag fra og med 2. juli 2008.
Et medlem skal skriftligt meddele a-kassen, at medlemmet igen ønsker at betale efterlønsbidrag. Hvis medlemmet på den dato, hvor anmodningen er modtaget i a-kassen, ikke længere kan få ret til ordinær efterløn efter lovens § 74 a inden pensionsalderen, anses medlemmet for at have fravalgt efterlønsordningen, og medlemmet er omfattet af bekendtgørelsens § 4. Det indebærer, at medlemmet kun vil kunne få ret til efterløn, hvis medlemmet opfylder betingelserne i fortrydelsesordningen, jf. lovens § 75. A-kassen opkræver som udgangspunkt efterlønsbidraget med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget anmodningen. A-kassen skal dog ikke opkræve efterlønsbidrag med virkning fra den dato, hvor anmodningen er modtaget, hvis medlemmet er omfattet af lovens § 75, stk. 3, 1. pkt. og evt. lovens § 75, stk. 4, og ikke har fået efterlønsbidraget tilbage. Der henvises til vejledningen til § 2, stk. 1, og § 4, stk. 2-5. A-kassen må kun sende en opkrævning, hvis medlemmet kan opnå ret til efterløn efter lovens § 74 a eller § 75, jf. lovens § 77, stk. 6, nr. 3. Se også vejledningen til § 2, stk. 1 og 2. Den periode, hvor et medlem tidligere har betalt efterlønsbidrag, kan regnes med til at opfylde kravet om anciennitet for ret til efterløn, medmindre medlemmet har fået efterlønsbidraget tilbage. Den periode, hvori et medlem har efterbetalt efterlønsbidrag efter lovens § 74 a, stk. 7, (dispensation for afbrydelse i medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag) kan heller ikke regnes med til anciennitet for ret til efterløn. Det gælder også, selvom efterlønsbidraget ikke er betalt tilbage, jf. bekendtgørelsens § 16, stk. 4.
Fristen regnes tidligst fra den dato, hvor a-kassen har modtaget skriftlig besked om, at medlemmet vil holde pause i sine indbetalinger af efterlønsbidrag. I denne periode kan et medlem efterbetale efterlønsbidraget og dermed bevare en ubrudt anciennitet for ret til efterløn. Det er ikke et krav, at efterbetalingen har fundet sted inden udløbet af 3-måneders fristen. Medlemmet har samme frist til at efterbetale, som a-kassen anvender ved ordinær opkrævning af medlems- og efterlønsbidrag. Betaler medlemmet ikke, når bidraget forfalder, skal a-kassen begynde den sædvanlige rykkerprocedure. Et medlem kan derfor fortryde en pause flere gange i medlemsperioden uden at miste efterlønsanciennitet, blot det hver gang sker inden for 3-måneders fristen.
Har et medlem ikke bedt om at holde pause, men betaler medlemmet ikke, når bidraget forfalder, skal a-kassen rykke for bidraget. Betaler medlemmet fortsat ikke, bliver medlemmet frameldt betaling af efterlønsbidrag, se vejledningen til §§ 13-14.
Hvis et medlem vælger efterlønsordningen fra, skal a-kassen vejlede om en række forhold. Se bekendtgørelsens § 28, stk. 4. Medlemmer, der er omfattet af lovens § 74 a, stk. 1, der ikke allerede har betalt efterlønsbidrag, anses for at have fravalgt den ordinære efterlønsordning, hvis medlemmet skriftligt over for a-kassen har tilkendegivet, at medlemmet ikke vil betale efterlønsbidrag. Fravalget kan ikke gøres om. Medlemmet kan dog betale efterlønsbidrag fra det fyldte 30. år, hvis den efterfølgende skriftlige tilmelding til efterlønsordningen er modtaget i a-kassen senest den dato, hvor medlemmet fylder 30 år. Medlemmer, der er omfattet lovens § 74 a, stk. 6, der ikke allerede har indbetalt efterlønsbidrag, anses for at have fravalgt den ordinære efterlønsordning, hvis den skriftlige tilmelding til efterlønsordningen ikke er modtaget i a-kassen senest den dato, hvor medlemmet fylder 32 år. Et medlem, der holder pause i sine indbetalinger af efterlønsbidrag i så lang en periode, at medlemmet ikke længere vil kunne opfylde lovens § 74 a inden folkepensionsalderen, anses også for at have fravalgt den ordinære efterlønsordning, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2. Fravælger et medlem efterlønsordningen på et tidspunkt, hvor medlemmet allerede har forudbetalt efterlønsbidraget fx for et kvartal, skal a-kassen opgøre efterlønsbidraget med modtagelsesdagen som skæringsdato. Det forudbetalte efterlønsbidrag, der vedrører perioden fra og med skæringsdatoen, skal medlemmet have kontant tilbage fra a-kassen som en annullation, se vejledningen til § 3, stk. 1. Eksempel: Har M forudbetalt efterlønsbidraget for oktober kvartal 2007, og modtager a-kassen den 7. november 2007 skriftlig besked om, at M vælger efterlønsordningen fra og ønsker efterlønsbidraget overført til en pensionsordning, betaler a-kassen kontant det efterlønsbidrag tilbage, der er indbetalt for perioden fra 7. november til og med 31. december 2007. Fortryder M sit fravalg, og får a-kassen skriftlig besked om det, inden efterlønsbidraget er betalt tilbage, kan perioden med indbetalt efterlønsbidrag fortsat tælle med til ancienniteten for ret til efterløn, herunder til fortrydelsesordningen. A-kassen skal dog først på ny begynde at opkræve efterlønsbidraget, når a-kassen har modtaget en skriftlig anmodning om det. Der henvises til vejledningen til § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2-3.
Et medlem er som udgangspunkt med i efterlønsordningen, herunder fortrydelsesordningen, med virkning fra den dato, hvor den skriftlige tilmelding er modtaget i a-kassen. Hvis et medlem kan opfylde kravene for at få ordinær efterløn efter lovens § 74 a inden folkepensionsalderen, er medlemmet med i den ordinære efterlønsordning. A-kassen har en særlig vejledningspligt, hvis medlemmet ikke kan få ret til ordinær efterløn fra efterlønsalderen, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 2. Hvis medlemmet ikke kan få ret til ordinær efterløn efter lovens § 74 a, kan medlemmet få ret til efterløn i fortrydelsesordningen, hvis medlemmet opfylder betingelserne for det. A-kassen opkræver som udgangspunkt efterlønsbidraget med virkning fra den dato, hvor den skriftlige tilmelding til efterlønsordningen, herunder fortrydelsesordningen, er modtaget. Det gælder dog ikke, hvis medlemmet er omfattet af lovens § 75, stk. 3, 1. pkt., og derfor ikke kan tilmelde sig fortrydelsesordningen, før den 2-årige karensperiode er udløbet. I det tilfælde må a-kassen først opkræve efterlønsbidrag med virkning fra den dato, hvor medlemmet er tilmeldt fortrydelsesordningen, jf. lovens § 77, stk. 6, nr. 4. Hvis medlemmet også har bidragsfri periode, må a-kassen ikke opkræve efterlønsbidrag fra datoen for tilmeldingen til fortrydelsesordningen, men først fra den efterfølgende dato, hvor også den bidragsfri periode er brugt, jf. lovens § 75, stk. 5, og § 77, stk. 6, nr. 5. Der henvises til vejledningen til § 5. Der er ingen mulighed for at efterbetale for den periode, hvor medlemmet har haft fravalgt efterlønsordningen. Det gælder uanset, hvor kort perioden er.
Den skriftlige tilmelding til fortrydelsesordningen skal være modtaget i a-kassen senest 15 år før den dato, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. lovens § 75, stk. 1, nr. 2, og stk. 2. Eksempel 1: M er født 2. februar 1962 og har været uafbrudt medlem af en a-kasse siden 1995. M har fravalgt efterlønsordningen i 1999. M´s efterlønsalder bliver 62 år, jf. lovens § 74. M fylder 62 år den 2. februar 2024. M´s skriftlige tilmelding til efterlønsordningen skal være modtaget i a-kassen 15 år tidligere, som er den 2. februar 2009. I eksemplet kan M opfylde anciennitetskravene for ret til efterløn efter lovens § 75 ved efterlønsalderen. Derfor må a-kassen opkræve M efterlønsbidrag. Eksempel 2: M, der er født 3. december 1971, fravalgte at betale efterlønsbidrag ved det fyldte 30. år og har ikke efterfølgende anmodet om at betale efterlønsbidrag. Dvs. der er ikke indbetalt efterlønsbidrag. Hvis M senest 1. januar 2008 skriftligt anmoder a-kassen om at begynde at betale efterlønsbidrag, kan M den 1. januar 2033 opfylde anciennitetskravene for ret til efterløn ved efterlønsalderen, jf. lovens § 74 a, stk. 4. Hvis M ikke begynder at betale efterlønsbidrag senest den 1. januar 2008, kan M ikke få ret til efterløn efter lovens § 74 a. Derimod vil M kunne få ret til efterløn efter fortrydelsesordningen i lovens § 75, hvis M har et uafbrudt medlemskab af en a-kasse fra 1. januar 1997, og hvis M skriftligt anmoder a-kassen om at betale efterlønsbidrag senest 15 år før efterlønsalderen. Det er et krav for ret til efterløn efter fortrydelsesordningen, jf. lovens § 75, at medlemmet har indbetalt efterlønsbidrag i mindst 15 år ved efterlønsalderen. Det betyder, at et medlem, der tilmelder sig fortrydelsesordningen præcis 15 år før efterlønsalderen, skal betale efterlønsbidrag uafbrudt fra tilmeldingen til efterlønsalderen for at kunne opfylde kravet om at have betalt efterlønsbidrag i mindst 15 år ved efterlønsalderen. Et medlem, der er tilmeldt fortrydelsesordningen på et tidligere tidspunkt end 15 år før efterlønsalderen, kan holde pause i indbetalingerne af efterlønsbidrag, jf. bekendtgørelsens § 3. Dog skal medlemmet have indbetalt efterlønsbidrag i mindst 15 år ved efterlønsalderen for at få ret til efterløn efter fortrydelsesordningen. Alle perioder med indbetalt efterlønsbidrag, der ikke er betalt tilbage, tæller med, herunder også perioder, der ligger forud for tilmeldingen til fortrydelsesordningen. Dog tæller perioder, hvor medlemmet har efterbetalt efter lovens § 74 a, stk. 7, (dispensation for afbrydelse i medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag) ikke med. Hvis et medlem er født i perioden fra 1. juli 1963 til 31. december 1970 og efter 1. januar 2008 har fravalgt at betale efterlønsbidrag eller er frameldt efterlønsbidraget pga. restance, kan medlemmet ikke længere opfylde anciennitetskravene for ret til ordinær efterløn i lovens § 74 a, stk. 4. Hvis medlemmet heller ikke inden folkepensionsalderen kan opfylde lovens § 74 a, stk. 1, kan medlemmet tilmelde sig fortrydelsesordningen, hvis medlemmet opfylder betingelserne for det. Hvis medlemmet ikke har fået efterlønsbidraget tilbage, kan medlemmet dog tidligst blive tilmeldt fortrydelsesordningen 2 år efter, at det skriftlige fravalg blev modtaget i a-kassen, eller når der er forløbet 2 år fra den dato, hvor medlemmet blev frameldt pga. restance. Hvis medlemmets skriftlige anmodning om at blive tilmeldt fortrydelsesordningen ikke kan imødekommes med virkning fra den dato, hvor tilmeldingen blev modtaget i a-kassen, fordi medlemmet midlertidigt ikke kan tilmelde sig, bliver medlemmet tilmeldt med virkning fra den dato, hvor den 2-årige karensperiode er udløbet. A-kassen skal opkræve medlemmet efterlønsbidrag fra den dato, hvor tilmeldingen har virkning fra, medmindre medlemmet har bidragsfri periode, der ikke er brugt. Der henvises til vejledningen til § 4. Hvis medlemmet har fået efterlønsbidraget tilbage, bliver medlemmet tilmeldt fortrydelsesordningen fra den dato, hvor den skriftlige tilmelding er modtaget i a-kassen (under forudsætning af, at det er senest 15 år før efterlønsalderen). Eksempel 1: M er født 1. august 1963. A-kassen modtog 1. februar 2008 M´s fravalg. M har ikke fået efterlønsbidraget tilbage og har ikke bidragsfri perioder. M kan tidligst blive tilmeldt fortrydelsesordningen den 1. februar 2010. Et medlem, der er omfattet af den 2-årige karensperiode og som fravælger eller frameldes senere end 17 år før efterlønsalderen, kan ikke blive tilmeldt fortrydelsesordningen. Det skyldes, at medlemmet på grund af den 2-årige karensperiode ikke kan opfylde kravet om at tilmelde sig fortrydelsesordningen senest 15 år før efterlønsalderen. Eksempel 2: M er født 1. august 1963. A-kassen modtog 1. februar 2010 M´s fravalg. M har ikke fået efterlønsbidraget tilbage og har ikke bidragsfri perioder. Da M herefter tidligst kan tilmelde sig fortrydelsesordningen 1. februar 2012, kan M ikke være med i fortrydelsesordningen. Det skyldes, at M ikke kan nå at tilmelde sig senest 15 år, før M når efterlønsalderen (M´s efterlønsalder er 62 år, dvs.1. august 2025. M skal derfor tilmelde sig fortrydelsesordningen senest 1. august 2010). Hvis M derimod havde fået efterlønsbidraget tilbage, ville M ikke være omfattet af den 2-årige karensperiode. M ville blive tilmeldt fortrydelsesordningen fra den dato, hvor M´s skriftlige tilmelding var modtaget i a-kassen under forudsætning af, at tilmeldingen var modtaget senest 1. august 2010. Hvis et medlem på datoen for fravalget eller frameldingen har en ubrugt bidragsfri periode, bliver medlemmet også tilmeldt fortrydelsesordningen tidligst to år efter fravalget/frameldingen, men medlemmet må først betale efterlønsbidrag, når medlemmet har brugt hele den bidragsfri periode. Der henvises til vejledningen til § 9. Medlemmer, der pga. et fravalg eller en framelding af efterlønsordningen før 1. januar 2008, er afskåret fra at kunne opfylde betingelserne for ret til ordinær efterløn, og som heller ikke ved betaling af efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. januar 2008 ville kunne opfylde betingelserne for ordinær efterløn, anses for at have fravalgt efterlønsordningen før 1. januar 2008 og er dermed ikke omfattet af reglerne for karenstid og krav om brug af bidragsfri periode. Det gælder også, selvom de pågældende medlemmer ikke har fået deres evt. efterlønsbidrag tilbage.
Betaling og opkrævning af det samlede medlemsbidrag
Et medlem skal betale medlemsbidrag fra det tidspunkt, hvor medlemmet er blevet optaget i eller overflyttet til a-kassen. For betaling af efterlønsbidrag fra optagelsen eller overflytningen, henvises til vejledningen til § 2. A-kassen skal oplyse om, hvornår medlemsbidraget og evt. efterlønsbidraget skal betales. Det skal også fremgå af opkrævningen, hvilken periode medlemsbidraget og evt. efterlønsbidraget dækker.
Det afhænger af betalingsmåden, hvornår betaling anses for at være sket: Betalingsmåde: 1) Betaling via netbank, indbetalingskort eller PBS 2) Betaling via check 3) Betaling på posthus eller i et pengeinstitut Betaling anses for sket: 1) Når beløbet er debiteret ens konto 2) Når checken er kommet frem til a-kassen 3) Den dato der fremgår af datostemplingen på kvitteringen for betalingen Et medlem kan altid betale medlemsbidrag gennem et pengeinstitut eller gennem postvæsenet. Medlemmet har selv ansvaret for, at betaling sker til tiden. Hvis medlemmet overlader betalingen til tredjemand, fx en ægtefælle, pårørende eller andre, har man selv ansvaret for, at betalingen sker til tiden. Det samme gælder, hvis medlemmet overlader betalingen til kommunen, sin revisor eller til sin bank. Disse retningslinier for de almindelige betalingsmåder gælder også ved betaling inden for de frister, der er nævnt i § 10, stk. 3, § 11, stk. 2, § 13, stk. 3, og § 14, stk. 2.
Bliver et medlem overflyttet fra en a-kasse til en anden, reguleres bidraget med virkning fra den dag, der fastsættes for overflytningen. A-kassen fastsætter selv retningslinier for »skæve opkrævninger« i forbindelse med overflytning, optagelse, etc., men skal behandle alle sine medlemmer ens.
Når en a-kasse opkræver medlemsbidraget forud, kan bidraget tidligst forfalde på den første dag i den periode, som medlemsbidraget dækker. Det samme gælder, når en a-kasse opkræver efterlønsbidraget forud.
Det skal fremgå af den almindelige opkrævning, hvad der er – bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, – bidrag til administration, – bidrag til ATP, samt eventuelt – bidrag til efterlønnen og – bidrag til den faglige organisation. Hvis a-kassen opkræver medlemsbidraget ved løntræk eller på en anden måde, uden at medlemmet får en skriftlig opkrævning, skal a-kassen skriftligt oplyse om bidragenes størrelse hvert år inden udgangen af januar måned. A-kassen skal også oplyse, hvis der sker ændring i bidragenes størrelse.
Hvis et medlem betaler medlemsbidraget til a-kassen, kan medlemmet ikke slettes som medlem af a-kassen. Rykker- og sletteproceduren skal standses, når medlemmet har betalt skyldigt medlemsbidrag til a-kassen, uanset om medlemmet er i restance med kontingent til den faglige organisation. Er medlemmet i restance med efterlønsbidraget, begynder eller fortsætter a-kassen proceduren i §§ 13-14.
Betaler et medlem et beløb, der mindst svarer til det samlede medlemsbidrag, må a-kassen ikke begynde at rykke. Indbetaler et medlem et beløb, der ikke fuldt ud dækker det samlede medlemsbidrag og det faglige kontingent, er der fastsat en »prioriteret rækkefølge« for afskrivning af det skyldige beløb. Det almindelige medlemsbidrag har første prioritet, dernæst tilgodeses efterlønsbidraget og først herefter afskrives på anden gæld til a-kasse eller den faglige organisation. Hvis medlemmet samtidig har meddelt a-kassen, hvordan indbetalingen skal fordeles, afskrives beløbet, som medlemmet ønsker det. Medlemmet kan dog kun betale efterlønsbidrag, hvis der også betales medlemsbidrag, medmindre medlemmet er omfattet af bekendtgørelsens § 8 eller § 27. Restancegebyret er ikke en del af medlemsbidraget i den forstand, at manglende betaling kan udløse en karantæne eller medføre, at medlemmet bliver slettet som medlem af a-kassen. Det betyder, at a-kassen må inddrive restancegebyr på samme måde som almindelige krav.
Tvungen modregning: Har et medlem krav på dagpenge eller andre ydelser fra a-kassen, og skylder medlemmet bidrag, har a-kassen pligt til at modregne, inden a-kassen udbetaler dagpenge mv. Bidraget skal være forfaldent. A-kassen skal modregne, både når medlemmet skylder medlemsbidrag, og når medlemmet skylder efterlønsbidrag. Har et medlem krav på ydelser fra a-kassen, og har medlemmet både gæld til skattevæsenet og til a-kassen, prioriteres kravene således: 1) Skattevæsenets krav om lønindeholdelse. 2) Medlemsbidrag. 3) Efterlønsbidrag. 4) Anden gæld til a-kassen. A-kassen kan ikke modregne medlems- og evt. efterlønsbidraget i en ydelse, som medlemmets arbejdsgiver får udbetalt som refusion. A-kassen kan heller ikke modregne, hvis der er en verserende sag om ret til en ydelse. Det gælder også, hvis sagen er indbragt for direktoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det skyldes, at der ikke er taget stilling til, om der skal komme en ydelse til udbetaling, som bidraget kan modregnes i. Medlemmet skal derfor betale bidrag til a-kassen, mens sagen verserer. Hvis medlemmet ikke betaler, skal a-kassen følge den rykker- og sletteprocedure, der er beskrevet i lovens § 78, stk. 1-4, jf. bekendtgørelsens §§ 10-11, og den rykker- og frameldeprocedure, der er beskrevet i bekendtgørelsens §§ 13-14, også selvom der er en verserende sag. Det betyder, at et medlem kan miste sit medlemskab af a-kassen, eller medlemmet kan blive frameldt efterlønsbidraget på grund af manglende betaling, selvom det på et senere tidspunkt viser sig, at medlemmet havde ret til en ydelse, som bidraget ville kunne have været modregnet i, hvis sagen havde været afgjort på et tidligere tidspunkt. Hvis den verserende sag bliver afgjort inden udløbet af 3- eller 4-ugers fristen i lovens § 78, stk. 2-4, og inden udløbet af 3- eller 4-ugers fristen i bekendtgørelsens §§ 13-14, skal a-kassen modregne det skyldige og evt. efterfølgende forfaldne medlems- og efterlønsbidrag. Det gælder dog kun, hvis medlemmet som følge af den afgjorte sag har fået krav på ydelser fra a-kassen, der svarer til eller overstiger det beløb, som medlemmet skal betale til a-kassen for at undgå slettelse eller for at få genoprettet medlemskabet, eller som medlemmet skal betale for at undgå framelding af efterlønsbidraget eller for ikke at få en afbrydelse i betalingen af efterlønsbidrag. Et medlem har krav på at få en modregningserklæring fra a-kassen. A-kassen skal sende erklæringen senest samtidig med, at a-kassen modregner. Dette kan fx ske på den opgørelse, som a-kassen udleverer i forbindelse med, at der udbetales dagpenge. Af modregningserklæringen skal det fremgå, hvilken periode medlemsbidraget dækker. Størrelsen af de enkelte bidrag til forsikringen, ATP, administrationen og efterlønnen skal også fremgå. Denne specifikation kan undværes, hvis medlemmet har modtaget en opkrævning eller en årlig opgørelse, hvoraf betalingsperioden og størrelsen af de enkelte bidrag fremgår. Hvis a-kassen ikke længere kan modregne, fx fordi medlemmet kommer i beskæftigelse, skal a-kassen sende et rykker- og slettebrev, uanset at medlemmet ikke forud har modtaget en ordinær opkrævning. A-kassen skal modregne sine tilgodehavender, fx efter lovens § 86, når a-kassen betaler efterlønsbidraget tilbage, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 3. Aftalt modregning: A-kassen kan kun modregne medlemsbidrag, der endnu ikke er forfaldent, hvis medlemmet modtager efterløn, eller har aftalt modregning med a-kassen. Hvis a-kassen ikke længere kan modregne, fx fordi medlemmet kommer i beskæftigelse, skal a-kassen sende et rykker- og slettebrev, uanset at medlemmet ikke forud har modtaget en ordinær opkrævning.
Frihedsberøvede medlemmer Er et medlem blevet frihedsberøvet i Danmark og har fået en tilladelse til udgang for at arbejde efter reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i Kriminalforsorgens institutioner og står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan medlemmet ikke blive fritaget for at betale medlemsbidrag. Er et medlem blevet frihedsberøvet i mere end 30 dage, bevarer medlemmet sin ret til at blive fritaget, selvom frihedsberøvelsen bliver opdelt i 2 eller flere perioder, der hver især er på 30 dage eller derunder. Er et medlem blevet frihedsberøvet i Danmark fra 1. januar 2007, kan medlemmet fritages fra frihedsberøvelsens start. Er frihedsberøvelsen i Danmark sket før 1. januar 2007, kan medlemmet fritages fra 1. januar 2007. Frihedsberøvelsen skal være sket ved dom eller ved en administrativ afgørelse. Hvis et medlem har en restance fra en periode forud for frihedsberøvelsen, skal denne restance betales inden for 4-ugers fristen. Medlemmet skal slettes, hvis betaling ikke sker, uanset at medlemmet efterfølgende er fritaget eller kan fritages for at betale medlemsbidrag. Er et medlem kommet i restance med bidrag, der er forfaldent, efter at medlemmet er blevet frihedsberøvet, skal medlemmet ikke slettes. A-kassen skal, når a-kassen er blevet opmærksom på frihedsberøvelsen, annullere slettelsen og fritage medlemmet for betaling af medlemsbidrag, indtil frihedsberøvelsen ophører. Er et medlem blevet frihedsberøvet i udlandet, kan medlemmet blive fritaget, når a-kassen har modtaget en skriftlig anmodning herom. Frihedsberøvelsen skal kunne dokumenteres.
Et medlem skal være registeret som arbejdssøgende hos staten i jobcenteret, hvis medlemmets dagpengeret er ophørt. Dagpengeretten anses for ophørt, når perioden med ret til dagpenge er udløbet. Medlemmet kan blive fritaget fra dagpengerettens ophør for perioder på 6 måneder ad gangen, forudsat at medlemmet er ledig og registreret uden ydelse hos staten i jobcenteret i den periode, hvor medlemmet er fritaget. Konstaterer a-kassen senere, at medlemmet ikke har opfyldt betingelserne i hele perioden, fx fordi man har haft arbejde i en del af denne, skal medlemmet opkræves medlemsbidrag for perioden med beskæftigelse. Betalingen sker efter de almindelige regler om opkrævning af medlemsbidrag mv. Hvis et medlem har mistet dagpengeretten efter det fyldte 50. år, henvises til vejledningen til stk. 6.
Er et medlem voksenlærling, eller uddannelsessøgende, der er fyldt 30 år, og opfylder medlemmet betingelserne i nr. 3 eller nr. 4, jf. stk. 4, kan medlemmet fritages for betaling af bidrag, så længe uddannelsesaftalen eller elevkontrakten løber. Medlemmet kan også fritages, hvis medlemmet har orlov fra uddannelsen, men fortsat står tilmeldt uddannelsen. De to bekendtgørelser, der er nævnt i bestemmelsen, har samme målgruppe, nemlig personer, der ved aftalens/kontraktens indgåelse er mindst 25 år. De to bekendtgørelser retter sig hhv. mod private virksomheder og regioner og kommuner. Fritagelse gives dog først, når voksenlærlingene er fyldt 30 år. Hvis et medlem, der er fritaget under uddannelsen, ophører med at betale efterlønsbidraget, er betingelserne for at blive fritaget ikke længere opfyldt fra og med den dato, hvortil der er betalt efterlønsbidrag, medmindre medlemmet har anmodet om og fået bidragsfri periode efter § 9. A-kassen skal sende et rykker- og frameldebrev vedrørende efterlønsbidraget efter reglerne i bekendtgørelsens §§ 13-14. Hvis medlemmet under uddannelsen ophører med at betale efterlønsbidrag, skal kassen opkræve medlemsbidrag efter de almindelige regler fra den dato, hvor medlemmet ophørte med at indbetale efterlønsbidrag.
Medlemmet kan højst blive fritaget for 6 måneder ad gangen, men medlemmet kan få perioden forlænget, så længe medlemmet kan opfylde betingelserne for at blive fritaget.
Medlemmet kan højst blive fritaget for betaling af medlemsbidrag i en periode på sammenlagt højst 5 år. Der gælder en særlig indtægtsgrænse, for at en uddannelsessøgende kan opnå fritagelse. Ved opgørelse af de samlede indtægter medregnes: 1) Alle indtægter, der kommer fra arbejde samt SU og lignende ydelser, som medlemmet modtager i forbindelse med uddannelsen. 2) Legater, hvis medlemmet bliver beskattet af beløbet. Indtægter i form af renter, lån eller lignende skal ikke regnes med i de samlede indtægter. Er medlemmet elev, må den samlede indtægt ikke overstige elevlønnen. Er medlemmet voksenlærling og omfattet af stk. 1, nr. 4, må den samlede indtægt ikke overstige lønnen for voksenlærlinge. Lønnen til voksenlærlinge anses i denne relation for at være elevløn. Elevlønninger er fastsat i de enkelte overenskomster og stiger gennem uddannelsens forløb. Elevlønnen må udgøre elevlønnen på det læreårstrin, hvor medlemmet går, incl. eventuelle tillæg inden for det overenskomstområde, som medlemmet er omfattet af under uddannelsen. Deltager medlemmet i social- og sundhedsuddannelserne, anses medlemmet for at være elev. Hvis medlemmet er under uddannelse, og hvis medlemmet ikke modtager elevløn men fx SU eller SVU, må den samlede indtægt ikke overstige det maksimale dagpengeniveau. Den samlede indtægt opgøres som et gennemsnit af indtægten for en periode på 12 måneder. Perioden regnes fra den dato, medlemmet søger om fritagelsen. Hvis medlemmet er ansat som elev, og hvis medlemmet får løn under uddannelsen, må den samlede indtægt således højst udgøre elevlønnen for 12 måneder. En elev, som udover sin elevløn får et legat, som beskattes, kan ikke få fritagelse. Er medlemmet ikke elev, kan medlemmet godt have indtægter, der i nogle måneder ligger over det maksimale dagpengeniveau for en måned. Det er dog et krav, at den samlede indtægt opgjort som gennemsnittet af indtægten for 12 måneder, ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau for 12 måneder.
Hvis medlemmet har opnået dagpengeret på grundlag af beskæftigelse, når medlemmet begynder uddannelsen, opfylder medlemmet beskæftigelseskravet. Det er ikke et krav, at medlemmet er blevet indplaceret på baggrund af arbejdet eller har modtaget dagpenge, men blot at beskæftigelseskravet er opfyldt. Har medlemmet derimod opnået dagpengeret som dimittend, kan medlemmet ikke fritages, selvom medlemmet på et tidligere tidspunkt har kunnet få dagpenge på grundlag af beskæftigelse. Er medlemmet dimittend, jf. lovens § 53, stk. 3, kan uddannelsesperioden derfor ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet. Derimod kan de øvrige forhold, der er nævnt i lovens § 53, stk. 3, medregnes.
Medlemmet kan blive fritaget for et år ad gangen. Medlemmet kan ikke blive fritaget for perioder, som er på under 12 måneder, medmindre uddannelsen afsluttes eller ophører inden for 12 måneders perioden, eller medlemmet i løbet af 12 måneders perioden ikke længere opfylder betingelserne for at være fritaget, fx fordi medlemmet har fået tilkendt revalidering, men fortsætter uddannelsen. Medlemmet kan maksimalt blive fritaget for sammenlagt 5 år. Fritagelsen gælder indtil det tidspunkt, hvor medlemmet afslutter eller ophører med uddannelsen. Har medlemmet været fritaget i en 12 måneders periode, kan medlemmet vælge ikke at blive fritaget for den følgende 12 måneders periode, hvis den samlede indtægt vil overstige det maksimale dagpengeniveau/elevlønnen. Fritagelsen kan som udgangspunkt gives på baggrund af en tro- og loveerklæring, hvoraf det dels fremgår, at medlemmet deltager i en uddannelse, dels hvilke indtægter medlemmet har under uddannelsen. Medlemmet skal efterfølgende på tro og love erklære, at betingelserne for at være fritaget har været opfyldt, herunder sende oplysninger om indtægten i de forløbne 12 måneder eller indtil det tidspunkt, hvor medlemmet afsluttede eller ophørte med uddannelsen. Konstaterer a-kassen, at den samlede indtægt oversteg det maksimale dagpengeniveau/elevlønnen for et år, skal medlemsbidraget for 12 måneder opkræves efter de almindelige regler om opkrævning af medlemsbidrag mv. Hvis medlemmet afsluttede eller ophørte med uddannelsen inden for en 12 måneders periode, opgøres den samlede indtægt som gennemsnittet af indtægten i den del af perioden, hvor medlemmet deltog i uddannelsen. Den samlede indtægt må udgøre en forholdsmæssig del af det maksimale årlige dagpengeniveau/årlige elevløn. Det samme gælder, hvis medlemmet inden for 12 måneders perioden af andre grunde ikke længere kunne opfylde betingelserne for at få fritagelsen, fx fordi medlemmet fik tilkendt revalidering. I den situation opgøres den samlede indtægt også som gennemsnittet af indtægten i den del af perioden, hvor medlemmet stadig kunne opfylde betingelserne for at få fritagelse.
Med ”lignende lovgivning” ud over lov om aktiv socialpolitik tænkes der bl.a. på lov om social pension. Får et medlem offentlig forsørgelse til dækning af almindelige leveomkostninger, kan medlemmet ikke få fritagelse. Et medlem, der modtager variabel hjælp til forsørgelse, kan derfor heller ikke få fritagelse. Variabel hjælp gives set i forhold til fx en ægtefælles indtægt, således at den samlede husstandsindkomst svarer til, hvad ægtefællerne tilsammen ville modtage, hvis begge var på bistandshjælp. Medlemmet kan derimod få fritagelse, hvis medlemmet alene modtager hjælp til dækning af husleje eller andre bestemte formål. Er et medlem uddannelsessøgende, jf. stk. 1, nr. 4, gælder det samme, uanset at det beløb, medlemmet får til forsørgelse, ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau eller elevlønnen for elever. En pension, hvad enten den er privat eller arbejdsrelateret, er ikke offentlig forsørgelse.
Har et medlem mistet dagpengeretten efter det fyldte 50. år, og har medlemmet ret til efterløn ved det fyldte 60. år, hvis medlemmet bliver ved med at betale medlems- og efterlønsbidrag, jf. lovens § 74 a, stk. 8, kan medlemmet ikke blive fritaget, uden at det kan få konsekvenser for retten til efterløn. Har et medlem mistet dagpengeretten efter det fyldte 50. år, og vælger medlemmet at blive fritaget, er medlemmet ikke længere omfattet af lovens § 74 a, stk. 8. Medlemmet kan derfor kun få efterløn, hvis medlemmet opfylder de almindelige betingelser for ret til efterløn, herunder arbejdskravet efter lovens § 53.
A-kassen kan ikke udbetale ydelser, herunder godtgørelse til et medlem, der deltager i undervisning, i den periode, hvor medlemmet er fritaget. Viser det sig efterfølgende, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at være fritaget, kan a-kassen efterbetale ydelser, hvis medlemmet fx ophørte med uddannelsen, eller den samlede indtægt oversteg det maksimale dagpengeniveau/elevlønnen, jf. stk. 1, nr. 4.
Medlemmet skal efterbetale medlemsbidraget i alle tilfælde, hvor det efterfølgende viser sig, at betingelserne for at få fritagelse (alligevel) ikke var opfyldt. Det gælder også i situationer, hvor efterbetalingen beror på a-kassens fejl, fx fordi a-kassen har givet fritagelse til et medlem under uddannelse, selvom medlemmet på sin anmodning om fritagelse havde oplyst, at medlemmet modtog revalidering.
Efterlønsbidragsfri perioder, jf. lovens § 74 a, stk. 5 Et medlem kan tidligst få bidragsfri periode fra 1. januar 2008. Et medlem kan få bidragsfri periode, hvis medlemmet pr. 1. januar 2008 har indbetalt efterlønsbidrag før det fyldte 35. år, som ikke er betalt tilbage. Et medlem kan også få bidragsfri periode, hvis medlemmet: – er født 2. juli 1962 eller senere, – og efter det fyldte 35. år har indbetalt efterlønsbidrag i perioden 1. januar til 31. december 2007, der ikke er betalt tilbage. Det er dog et krav, at den samlede periode, som medlemmet faktisk har betalt efterlønsbidrag i, i alt er på mindst 25 år ved efterlønsalderen. En bidragsfri periode kan være på mindre end et år. Medlemmer, der fylder 35 år i løbet af 2007, og som har betalt efterlønsbidrag, der ikke er betalt tilbage, vil kunne få bidragsfri periode efter både stk. 1, nr. 1 og 2. Den bidragsfri periode afbryder ikke perioden med indbetaling af efterlønsbidrag i lovens § 74 a, stk. 4, 1. og 2. pkt. efter 1. januar 2008. Den bidragsfri periode svarer til den periode, som medlemmet har indbetalt efterlønsbidrag i før det fyldte 35. år, som ikke er betalt tilbage, eller til den periode, som medlemmet fra det fyldte 35. år i 2007 har indbetalt efterlønsbidrag i, som ikke er betalt tilbage. Opgørelsen sker som udgangspunkt i hele år (fx fra 15. februar 2006 til 14. februar 2007). Hertil kommer perioder, der ikke dækker hele år. Disse perioder lægges sammen. Hvis perioderne sammenlagt udgør 366 dage, er der tale om et helt år. Eksempel 1: M er født 11. september 1974 og har betalt efterlønsbidrag fra det fyldte 30. år, dvs. fra 11. september 2004. A-kassen modtog M´s skriftlige fravalg af at betale efterlønsbidrag den 13. juli 2006 og den skriftlige anmodning om igen at betale den 28. december 2007. M har før det fyldte 35. år pr. 1. januar 2008 betalt efterlønsbidrag i følgende to perioder: 1. Fra 11. september 2004 til 12. juli 2006 svarende til 1 år og 305 dage. Antallet af år og dage er fremkommet på følgende måde: Fra 11. september 2004 til 10. september 2005 svarende til 1 år. 20 dage fra 11. til 30. september, 31 dage i oktober, 30 dage i november, 31 dage i december, 31 dage i januar, 28 dage i februar, 31 dage i marts, 30 dage i april, 31 dage i maj, 30 dage i juni og 12 dage fra 1. til 12. juli svarende til i alt 305 dage. 2. Fra 28. til 31. december 2007 svarende til 4 dage. M har indbetalt efterlønsbidrag, der kan give bidragsfri periode, i sammenlagt 1 år og 309 dage. Den bidragsfri periode svarer derfor til 1 år og 309 dage. Eksempel 2: M er født 11. august 1966. M fravalgte at betale efterlønsbidrag fra 1. juli 1999. A-kassen modtog M´s anmodning om at betale efterlønsbidrag den 22. februar 2000. M har før det fyldte 35. år pr. 1. januar 2008 betalt efterlønsbidrag i følgende periode: Fra 22. februar 2000 til 10. august 2001 svarende til 1 år og 170 dage. Antallet af år og dage er fremkommet på følgende måde: Fra 22. februar 2000 til 21. februar 2001 svarende til 1 år. 7 dage fra 22. til 28. februar, 31 dage i marts, 30 dage i april, 31 dage i maj, 30 dage i juni, 31 dage i juli og 10 dage fra 1. til 10. august svarende til i alt 170 dage. M har i 2007 efter det fyldte 35. år betalt efterlønsbidrag fra 1. januar til 31. december 2007 svarende til 1 år. M har indbetalt efterlønsbidrag, der kan give bidragsfri periode, i sammenlagt 2 år og 170 dage. Den bidragsfri periode svarer derfor til 2 år og 170 dage. Eksempel 3: M er født 11. februar 1972. M har betalt efterlønsbidrag fra det fyldte 30. år, dvs. fra 11. februar 2002. A-kassen modtog M´s skriftlige fravalg den 2. maj 2002. Den 7. september 2002 modtog a-kassen M´s anmodning om at betale efterlønsbidrag. Den 1. december 2002 modtog a-kassen igen et fravalg og den 14. april 2004 igen en anmodning om at betale. Den 15. december 2006 modtog a-kassen endnu et fravalg og den 13. september 2007 endnu en anmodning om at betale. M har før det fyldte 35. år pr. 1. januar 2008 betalt efterlønsbidrag i følgende perioder: 1. Fra 11. februar 2002 til 1. maj 2002 svarende til 80 dage. Antallet af dage er fremkommet på følgende måde: 18 dage fra 11. til 28. februar, 31 dage i marts, 30 dage i april og 1 dag i maj svarende til i alt 80 dage. 2. Fra 7. september 2002 til 30. november 2002 svarende til 85 dage. Antallet af dage er fremkommet på følgende måde: 24 dage fra 7. til 30. september, 31 dage i oktober og 30 dage i november svarende til i alt 85 dage. 3. Fra 14. april 2004 til 14. december 2006 svarende til 2 år og 245 dage. Antallet af år og dage er fremkommet på følgende måde: Fra 14. april 2004 til 13. april 2006 svarende til 2 år. 17 dage fra 14. til 30. april, 31 dage i maj, 30 dage i juni, 31 dage i juli, 31 dage i august, 30 dage i september, 31 dage i oktober, 30 dage i november og 14 dage fra 1. til 14. december svarende til i alt 245 dage. M har i 2007 efter det fyldte 35. år indbetalt efterlønsbidrag fra 13. september til 31. december 2007 svarende til 110 dage. Antallet af dage er fremkommet på følgende måde: 18 dage fra 13. til 30. september, 31 dage i oktober, 30 dage i november og 31 dage i december svarende til i alt 110 dage. M har betalt i 2 år og 520 dage. De 520 dage svarer til 1 år og 154 dage (520-366=154). M har dermed indbetalt efterlønsbidrag, der kan give bidragsfri periode, i sammenlagt 3 år og 154 dage. Den bidragsfri periode svarer derfor til 3 år og 154 dage. Eksempel 4: M er født 5. januar 1972. M har betalt efterlønsbidrag fra det fyldte 30. år, dvs. fra 5. januar 2002. M har før det fyldte 35. år pr. 1. januar 2008 betalt efterlønsbidrag fra 5. januar 2002 til og med 4. januar 2007 svarende til 5 år. M har i 2007 efter det fyldte 35. år indbetalt efterlønsbidrag fra 5. januar til 31. december 2007 svarende til 361 dage. Antallet af dage er fremkommet på følgende måde: 27 dage fra 5. til 31. januar, 28 dage i februar, 31 dage i marts, 30 dage i april, 31 dage i maj, 30 dage i juni, 31 dage i juli, 31 dage i august, 30 dage i september, 31 dage i oktober, 30 dage i november og 31 dage i december svarende til i alt 361 dage. M har indbetalt efterlønsbidrag, der kan give bidragsfri periode, i sammenlagt 5 år og 361 dage. Den bidragsfri periode svarer derfor til 5 år og 361 dage. Eksempel 5: M er født 1. november 1962 og har betalt efterlønsbidrag fra 1. juli 1999, altså fra det tidspunkt, hvor M var 36 år og 8 måneder. Der er dermed ikke betalt forud for det fyldte 35. år. M har i 2007 efter det fyldte 35 . år indbetalt efterlønsbidrag fra 1. januar 2007 til 31. december 2007 svarende til 1 år. Da det imidlertid er et krav for M´s ret til efterløn, at perioden med indbetalt efterlønsbidrag udgør mindst 25 år ved efterlønsalderen, er M´s bidagsfri periode ikke 1 år. M´s efterlønsalder er 62 år, dvs. 1. november 2024. Fra 1. juli 1999 til 1. november 2024 er der 25 år og 123 dage. Antallet af år og dage er fremkommet på følgende måde: Fra 1. juli 1999 til 30. juni 2024 svarende til 25 år. 31 dage i juli, 31 dage i august, 30 dage i september og 31 dage i oktober svarende til i alt 123 dage. For at kunne have betalt efterlønsbidrag i mindst 25 år ved efterlønsalderen, kan M holde bidragsfri periode svarende til 123 dage. Det er uden betydning for længden af den bidragsfri periode, om medlemmet var deltids- eller fuldtidsforsikret, mens medlemmet indbetalte efterlønsbidraget. Det er også uden betydning, om medlemmet er deltids- eller fuldtidsforsikret, mens medlemmet har bidragsfri periode. Den bidragsfri periode bliver således ikke længere hhv. kortere af, at medlemmet – mens medlemmet har bidragsfri periode – har en anden forsikringsstatus, end medlemmet havde på det tidspunkt, hvor medlemmet forud for det fyldte 35. år eller fra det fyldte 35. år i 2007 indbetalte efterlønsbidrag. Hvis medlemmet har haft bidragsfri periode, kan medlemmet ikke efterbetale efterlønsbidraget for den bidragsfri periode og »flytte« den bidragsfri periode til et andet tidspunkt. Et medlem kan få bidragsfri periode, mens medlemmet er fritaget for at betale medlemsbidraget efter § 8. I de tilfælde, hvor fritagelsen for at betale medlemsbidraget er betinget af, at der betales efterlønsbidrag, sidestilles bidragsfri periode efter § 9 med betaling af efterlønsbidrag. Hvis et medlem er omfattet af lovens § 75, stk. 4, jf. lovens § 75, stk. 3, 1. pkt., skal medlemmet bruge sin bidragsfri periode i forlængelse af karensperioden på 2 år. A-kassen skal af egen drift sørge for, at den bidragsfri periode bruges fuldt ud. Eksempel: M er født 1. august 1963. M har betalt efterlønsbidrag fra 1. juli 1999. M har i 2007 efter det fyldte 35. år betalt efterlønsbidrag i et år. M´s bidragsfri periode er dermed 1 år. A-kassen modtager M´s fravalg den 1. oktober 2008. M får ikke efterlønsbidraget betalt tilbage. M henvender sig i a-kassen i september 2009 for igen at være med i efterlønsordningen. M kan ikke opfylde anciennitetskravene for ret til efterløn efter lovens § 74 a, stk. 4. M kan først tilmelde sig fortrydelsesordningen, når der er forløbet 2 år fra den dato, hvor fravalget er modtaget i a-kassen, dvs. fra 1. oktober 2010. Da M også har en bidragsfri periode, der ikke er brugt, skal M bruge den bidragsfri periode i forlængelse af tilmeldingen til fortrydelsesordningen. Det betyder, at M igen kan betale efterlønsbidrag fra 1. oktober 2011.
Rykker- og sletteproceduren for medlemsbidraget Regler for a-kassernes rykker- og sletteprocedure er fastsat i lovens § 78, stk. 2-4. A-kasserne skal iværksætte proceduren, når et medlem er i restance med medlemsbidraget. A-kasserne har derfor ikke mulighed for at give henstand med betalingen. Det gælder også, selvom medlemmet har en verserende sag om ret til ydelser. Der henvises til vejledningen til § 7. A-kassen skal også iværksætte proceduren, selvom medlemmet ikke har modtaget a-kassens ordinære opkrævning. Det gælder også, selvom a-kassen ikke først har sendt en ordinær opkrævning, fx fordi medlemsbidraget hidtil har været betalt over løntræk, eller fordi a-kassen ikke længere kan modregne medlemsbidraget i fx dagpenge, fordi medlemmet er kommet i arbejde. Loven indeholder ikke mulighed for at dispensere fra reglerne. Derfor har hverken a-kasserne eller direktoratet mulighed for at se bort fra, at betalingsfristerne ikke er overholdt, eller at et medlem ikke har indbetalt det fulde beløb til a-kassen. Det betyder, at medlemmet slettes som medlem af a-kassen, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag inden for fristen på 3 uger i lovens § 78, stk. 3. Det betyder også, at en person, der er slettet, ikke kan få ophævet slettelsen (genoprettet medlemskabet), hvis personen ikke har betalt både det skyldige medlemsbidrag, som personen er rykket for, og det efterfølgende forfaldne medlemsbidrag, inden for fristen på 4 uger i lovens § 78, stk. 4.
Rykker- og slettebreve anses for at være kommet frem til adressaterne dagen efter, at a-kassen har sendt brevene. Sender a-kassen et brev fx tirsdag den 7. august 2007, anses brevet for at være kommet frem onsdag den 8. august 2007. 3-ugers fristen i et rykkerbrev, der er sendt tirsdag den 7. august 2007, udløber derfor onsdag den 29. august 2007. 4-ugers fristen i et slettebrev, der er sendt tirsdag den 7. august 2007, udløber derfor onsdag den 5. september 2007. Sender a-kassen derfor et rykker- eller slettebrev senere, end brevet er dateret, skal a-kassen være særlig opmærksom på, om betaling er sket rettidig. Betalingsfristen regnes fra og med den første hverdag, herunder lørdag, efter at a-kassen har sendt rykker- eller slettebrevet. Hvis fristen udløber på en lørdag, en søndag eller en søgnehelligdag, er betaling den førstkommende hverdag rettidig. Det samme gælder, hvis fristen udløber den 5. juni, 24. eller 31. december. Hvis det kan dokumenteres, at rykkerbrevet er kommet senere frem, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Det gælder dog ikke, hvis forsinkelsen skyldes personens egne forhold, fx at adresseændring ikke er meddelt til a-kassen, omadressering, adresse i udlandet mv.
Når det drejer sig om a-kasser, der som led i en samadministration med den faglige organisation opkræver kontingent til den faglige organisation sammen med medlemsbidraget til a-kassen, stilles der i bekendtgørelsen strengere krav til brevenes formulering. Det skal klart fremgå af rykker- og slettebrevets tekst, at et medlem ikke kan slettes som medlem af a-kassen, hvis medlemmet betaler medlemsbidraget til a-kassen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at et medlem af selve teksten og af opkrævningen kan se, hvilket beløb der er kontingent til den faglige organisation og hvilket beløb, der er medlemsbidrag til a-kassen. Brevene må ikke være formuleret på en sådan måde, at medlemmet kan tro, at medlemskabet af a-kassen ophører, hvis medlemmet ikke betaler kontingentet til den faglige organisation. Brevets henvisning til lovens § 78 må derfor kun kædes sammen med manglende betaling af det beløb, der er medlemsbidraget til a-kassen.
Restancegebyret opkræves til dækning af de udgifter, a-kassen har ved at skulle sende et rykker- og slettebrev. Der er ikke hjemmel til at opkræve andre gebyrer end restancegebyret. Bor et medlem fx i udlandet, eller betaler et medlem opkrævningen i udlandet, kan a-kassen ikke opkræve et særligt gebyr. Restancegebyret er ikke en del af medlemsbidraget. Undlader et medlem at betale, kan medlemmet hverken blive pålagt en karantæne eller blive slettet som medlem af a-kassen. Gebyret må ikke i brevteksten fremtræde, som om det var tilfældet. Rykker- og slettebrevet skal derfor formuleres på en sådan måde, at det kan ses, hvilket beløb der skal betales, for at slettelse undgås. Det kan fx ske ved, at a-kassen specificerer de enkelte beløbsdele i selve teksten. Det bemærkes, at giroopkrævningskortet gerne må lyde på det samlede skyldige beløb til a-kassen.
Betaler et medlem et beløb, der dækker medlemsbidraget, kan medlemmet ikke slettes som medlem af a-kassen, uanset at medlemmet ikke har betalt det opkrævede kontingent til den faglige organisation. Dette gælder, medmindre medlemmet klart har tilkendegivet, at (en del af) betalingen ikke er til a-kassen. Der henvises til vejledningen til § 6, stk. 5.
Udsendelse af rykkerbrev A-kassen skal hver måned sende et rykkerbrev, hvis et medlem er i restance med det medlemsbidrag, der forfaldt i den forudgående måned. Det skal af rykkerbrevet klart fremgå, at medlemmet vil blive slettet som medlem af a-kassen, hvis medlemmet betaler efter udløbet af 3-ugers fristen. Bliver medlemmet i forbindelse med rykkerbrevet også opkrævet for et senere forfaldent medlemsbidrag, skal det udtrykkeligt fremgå, hvilket beløb der skal være betalt inden udløbet af 3-ugers fristen, for at medlemmet ikke bliver slettet som medlem af a-kassen. Bliver et medlem i forbindelse med rykkerbrevet også opkrævet for medlemsbidrag og eventuelt restancegebyr for en forudgående periode, skal dette udtrykkeligt fremgå af brevet. Har et medlem indbetalt et beløb, der er mindre end den samlede opkrævning, og skyldes der medlems- og eventuelt også efterlønsbidrag for flere perioder, skal beløbet altid afskrives på den ældste restance til a-kassen, medmindre medlemmet klart har tilkendegivet, at betalingen ikke er til a-kassen, se vejledningen til § 6, stk. 5.
Har a-kassen en brevkopi af det afsendte rykkerbrev eller en edb-udskrift eller lignende, der viser, hvilken dato rykkerbrevet er sendt, og et standardrykkerbrev, er der tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet er blevet rykket skriftligt. Hvis postvæsenet har kvitteret for, at brevet er indleveret til afsendelse hos postvæsenet, vil kvitteringen være dokumentationen for afsendelsen.
Når en a-kasse sender slettebrevet, træffer a-kassen samtidig en afgørelse om, at den pågældende (det tidligere medlem) er slettet som medlem af a-kassen. I brevet skal a-kassen orientere om, at medlemskabet vil blive genoprettet, hvis de medlemsbidrag, der er forfaldne på det tidspunkt, hvor slettebrevet sendes, betales inden for en frist på 4 uger. Genoprettelse er derfor betinget af, at såvel det medlemsbidrag, som den pågældende er i restance med, som evt. senere forfaldne medlemsbidrag, betales inden fristens udløb. Eksempel: Medlemsbidraget opkræves månedsvis forud. Der rykkes for medlemsbidraget for juli måned 2007 mandag den 6. august 2007 med betalingsfrist tirsdag den 28. august 2007. M betaler ikke. M betaler heller ikke medlemsbidraget for september måned. På grund af restancen med juli måneds medlemsbidrag sendes slettebrev tirsdag den 4. september 2007. Forfaldsdag for medlemsbidraget for månederne juli, august og september er henholdsvis den 1. juli, den 1. august og den 1. september. Medlemsbidrag for disse måneder er forfaldne på det tidspunkt, hvor a-kassen sender slettebrevet. Genoprettelsen er derfor betinget af, at M betaler medlemsbidrag for alle 3 måneder. Opkrævningen i forbindelse med slettebrevet erstatter rykkerbrevet for medlemsbidraget for august måned. Det skal fremgå af slettebrevet, hvilket beløb den pågældende skal betale, for at medlemskabet kan genoprettes. Det skal også fremgå af brevet, hvilke perioder beløbet vedrører. Genoprettelsen kan alene gøres betinget af, at den pågældende betaler medlemsbidrag til a-kassen. Det skal klart fremgå af slettebrevet, hvilken betydning en eventuel slettelse kan få for senere ret til ydelser, herunder for retten til efterløn, jf. bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
Kommer slettebrevet retur til a-kassen fra postvæsenet fx med påtegningen »ubekendt efter adressen«, skal a-kassen, selvom den pågældende (det tidligere medlem) ikke har meddelt adresseændring til a-kassen, forsøge at finde frem til den nye adresse ved fx at spørge Folkeregisteret. Har den pågældende opgivet sit private tlf. nr. eller sit nr. på arbejdet, skal a-kassen også benytte denne mulighed. Er det ikke muligt på denne måde at finde frem til en ny adresse, skal a-kassen ikke foretage sig yderligere i sagen, og den pågældende anses for at være slettet, selvom slettebrevet ikke er kommet frem. Hvis a-kassen finder frem til den korrekte adresse, skal a-kassen sende et nyt slettebrev med en ny afsendelsesdato og en ny 4-ugers frist både m.h.t. genoprettelse og klagemulighed. Der stilles samme krav til dokumentation for afsendelsen, se vejledningen til § 11, stk. 7. Bekendtgørelsens § 11, stk. 3, handler kun om den situation, at slettebrevet kommer retur til a-kassen fra postvæsenet.
Bestemmelsen handler alene om de situationer, hvor det anbefalede slettebrev kommer retur med postvæsenets oplysning om, at det ikke er afhentet inden for den tid, som postvæsenet har haft brevet liggende til afhentning. I den situation behøver a-kassen ikke at foretage sig yderligere. Baggrunden er, at den pågældende (det tidligere medlem) via besked fra postvæsenet om, at der er et anbefalet brev fra a-kassen, er gjort bekendt med, at der er et brev fra a-kassen. Det er herefter den pågældendes risiko, at brevet ikke er afhentet, og at den pågældende ikke har læst indholdet af brevet. A-kassen har ikke pligt til at sende slettebrevet på ny. Hvis a-kassen mener, at det er god service at sende slettebrevet alligevel, skal der ikke sættes en ny 4-ugers frist. Hvis der ikke i slettebrevet er en »fikseret« sidste frist for betaling (fx fordi det fremgår af slettebrevet, at det skyldige beløb skal være betalt senest 4 uger efter modtagelsen af brevet) skal a-kassen dog i et følgebrev eller på anden vis gøre den pågældende opmærksom på, at det er betalingsfristen i slettebrevet, der gælder. Hvis et anbefalet brev kommer retur til a-kassen med oplysning om, at modtageren er ukendt på adressen, skal a-kassen forholde sig som beskrevet under vejledningen til § 11, stk. 3.
Betales det beløb, der opkræves i slettebrevet, inden udløbet af 4-ugers fristen, får medlemmet en karantæne og et genoprettelsesbrev. Betales det beløb, der opkræves i rykkerbrevet, efter at 3-ugersfristen er udløbet, men senest den dag slettebrevet sendes, får medlemmet en karantæne og et genoprettelsesbrev, hvoraf det fremgår, at genoprettelsen er betinget af 7,4 timers karantæne. Genoprettelsesbrevet er en afgørelse. Er slettelsen sket, og har den pågældende (det tidligere medlem) ikke betalt inden 4-ugers fristen i slettebrevet, har a-kassen ikke pligt til at sende et brev om, at den pågældende er »endeligt slettet«, eller at den pågældende nu ikke længere kan få genoprettet medlemskabet. Genoprettelse af medlemskabet sker fra den dato, hvor medlemmet har betalt hele det skyldige medlemsbidrag. Er et medlem på det tidspunkt, a-kassen sender genoprettelsesbrevet, i restance med mere end 1 måneds medlemsbidrag, skal a-kassen sende et nyt rykkerbrev. Eksempel: 3-ugers fristen i rykkerbrevet for august måneds medlemsbidrag udløber tirsdag den 25. september 2007. M betaler fredag den 28. september 2007 bidraget for august måned. Den 3. oktober 2007 sender a-kassen et genoprettelsesbrev, og M får samtidig en karantæne. Desuden skal a-kassen sende et nyt rykkerbrev om bidraget for september måned 2007.
Er slettelsen sket, og er klagefristen i slettebrevet (der er en afgørelse) udløbet, og har den pågældende (det tidligere medlem) ikke betalt inden udløbet af 4-ugersfristen for genoprettelse af medlemskabet, står afgørelsen ved magt, og den pågældende har ikke længere mulighed for at få genoprettet medlemskabet. Klages der efter udløbet af klagefristen, skal a-kassen sende klagen til direktoratet med sine bemærkninger og evt. dokumentation for, at slettebrevet ikke er modtaget (til tiden). Der henvises til bekendtgørelse om klage over a-kassernes afgørelser. Når en person, der ikke længere kan få genoprettet medlemskabet, fordi der ikke er betalt eller betalt for sent i forhold til 4-ugers fristen i lovens § 78, stk. 4, gør gældende, at slettebrevet ikke er modtaget, skal a-kassen henvise personen til at søge det dokumenteret. Dokumentationen skal bestå af en skriftlig erklæring fra PostDanmark, der beskriver evt. uregelmæssigheder i postgangen i adressatens område i tiden omkring den dag, hvor slettebrevet er sendt. Det er således ikke tilstrækkelig dokumentation for, at slettebrevet ikke er modtaget, at naboer eller andre i området erklærer, at de også har (haft) problemer med at modtage post. Det samme gælder, hvis personen gør gældende, at slettebrevet er modtaget senere end dagen efter, at det er afsendt fra a-kassen. Hvis personen ikke har meddelt adresseændring til a-kassen, og a-kassen derfor har sendt slettebrevet til den hidtidigt oplyste adresse, og hvis slettebrevet ikke er kommet retur til a-kassen, bærer personen selv ansvaret for, at slettebrevet ikke er modtaget eller er modtaget senere end dagen efter, at det er sendt fra a-kassen. I den situation løber 4-ugers-fristen fra dagen efter, at brevet er sendt fra a-kassen, og ikke fra den dag, hvor personen evt. har modtaget slettebrevet. A-kassen skal i forbindelse med en for sen klage informere en person, der ikke længere kan få genoprettet medlemskabet, om, at lovens § 78 ikke indeholder dispensationsmuligheder og om reglerne for på ny at blive optaget i en a-kasse. A-kassen skal også informere om muligheden for at søge om dispensation efter lovens § 74 a, stk. 7, hvis det er relevant for personen.
A-kassen skal have postvæsenets kvittering for, at slettebrevet er indleveret til afsendelse, eller at det er sendt som anbefalet post.
Bestemmelsen har kun betydning for medlemsbidraget og ikke for efterlønsbidraget. Karantænen kan kun afvikles for dage, hvor et medlem er berettiget til dagpenge eller andre ydelser fra a-kassen, bortset fra feriedagpenge og godtgørelse, når medlemmet deltager i undervisning. Karantæneperioden løber fra dagen efter udløbet af 3-ugers fristen, uanset om betaling sker, inden a-kassen sender slettebrevet, eller der først betales, efter at slettebrevet er sendt. Det er en forudsætning for at få medlemskabet genoprettet, at betaling sker inden udløbet af 4-ugers fristen i slettebrevet. Har a-kassen sendt et slettebrev, og betales der inden udløbet af 4-ugers fristen, sender a-kassen et brev, hvoraf det fremgår, at medlemmet får sit medlemskab genoprettet, og medlemmet får en karantæne. Brevet er en afgørelse. Har a-kassen sendt et slettebrev, fordi a-kassen ikke har registreret indbetalingen, skal a-kassen tilbagekalde slettebrevet og sende et genoprettelsesbrev, hvori medlemmet bliver pålagt en karantæne. Eksempel: 3-ugers fristen i rykkerbrevet for medlemsbidraget for oktober 2007 udløber torsdag den 29. november 2007. M betaler bidraget mandag den 3. december 2007 på et posthus. Onsdag den 5. december 2007 sender a-kassen, der endnu ikke har registreret indbetalingen, et slettebrev. Så snart a-kassen har registreret, at M har betalt, sender den et genoprettelsesbrev. I brevet skal a-kassen oplyse, at M har fået sit medlemskab genoprettet, og M får en karantæne på 7,4 timer. Det skal også fremgå, at karantænen løber fra den 30. november 2007. Hvis a-kassen, inden den sender et slettebrev den 5. december 2007 bliver opmærksom på, at M har betalt, skal a-kassen sende et brev om, at M får en karantæne. Brevet er en afgørelse. Betalte M i eksemplet først den 3. januar 2008, dvs. på den sidste betalingsdag i slettebrevet, sender a-kassen et genoprettelsesbrev, hvori M får en karantæne, der løber fra den 30. november 2007. Karantænen bortfalder, hvis den ikke er afviklet senest 2 år efter, at 3-ugers fristen er udløbet, jf. reglerne i bekendtgørelse om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Det samme gælder, hvis medlemmet melder sig ud af a-kassen. Karantænen bortfalder dog ikke, hvis der alene er tale om overflytning fra én a-kasse til en anden, og medlemskabet i forbindelse med overflytningen ikke afbrydes. Hvis et medlem i forbindelse med en klage over 7,4 timers karantæne gør gældende, at rykkerbrevet ikke er modtaget, skal a-kassen – inden sagen sendes til direktoratet – henvise medlemmet til at søge det dokumenteret. Dokumentationen skal består af en skriftlig erklæring fra PostDanmark, der beskriver evt. uregelmæssigheder i postgangen i adressatens område i tiden omkring den dag, hvor rykkerbrevet er sendt. Der henvises til afsnittet ”Klager modtaget efter udløb af 4-ugers fristen” i vejledningen til § 11, stk. 4.
Rykker- og frameldeproceduren for efterlønsbidraget Det forudsættes, at a-kassen foretager en samlet opkrævning af medlems- og efterlønsbidraget. Betaler et medlem ikke efterlønsbidraget, bliver medlemmet ikke slettet som medlem af a-kassen, men a-kassen skal sende et rykker- og frameldebrev om bidraget. Undlader medlemmet fortsat at betale efterlønsbidraget, skal medlemmet frameldes betaling af efterlønsbidrag. Bliver et medlem frameldt, kan det få konsekvenser for retten til efterløn. Hvis et medlem er slettet som medlem af a-kassen, fordi medlemsbidraget ikke er betalt, kan den pågældende (det tidligere medlem) ikke betale efterlønsbidrag, før den pågældende igen er blevet optaget i en a-kasse. Se vejledningen til § 1.
Rykkes der både for det almindelige medlemsbidrag og for efterlønsbidraget, skal det opkrævede beløb specificeres, så medlemmet kan se, hvad der skyldes henholdsvis i medlemsbidrag og i efterlønsbidrag, og hvad der skal betales for at undgå slettelse som medlem af a-kassen. På samme måde skal frameldebrevet, hvis det tillige er et slettebrev, indeholde en specifikation af det opkrævede beløb. Det bemærkes, at giroopkrævningskortet gerne må lyde på det samlede skyldige beløb til a-kassen.
Der henvises til vejledningen til § 10, stk. 1-3. Opkræver a-kassen restancegebyr, kan der kun opkræves ét gebyr.
Rykkerbrevet skal oplyse om, at det kan få konsekvenser, hvis efterlønsbidraget ikke betales rettidigt, da medlemmet i så fald skal frameldes betaling af efterlønsbidraget.
Der henvises til vejledningen til § 10, stk. 5.
Når en a-kasse sender et frameldebrev, træffer den samtidig en afgørelse om, at medlemmet er frameldt betaling af efterlønsbidraget. Det skal klart fremgå af a-kassens afgørelse, at medlemmet igen kan vælge at betale efterlønsbidrag, forudsat at medlemmet ikke er omfattet af lovens § 77, stk. 6, herunder lovens § 75, stk. 3, 1. pkt., og § 75, stk. 4. Se vejledningen til § 1 og til § 2, stk. 1 og 2. Hvis personen er slettet som medlem af a-kassen, kan personen (det tidligere medlem) tidligst genoptage indbetalingen af efterlønsbidrag fra den dato, hvor personen igen er blevet optaget i en a-kasse. Betaler et medlem efter udløbet af 4-ugers fristen, har medlemmet dermed givet udtryk for, at medlemmet igen vil betale efterlønsbidrag. Det er en forudsætning, at medlemmet ikke er i restance med det almindelige medlemsbidrag. A-kassen kan returnere det indbetalte beløb og i brevet meddele, at perioden med betalt efterlønsbidrag er blevet afbrudt, og vejlede, hvis afbrydelsen får betydning for ret til efterløn. Perioden, hvor medlemmet ikke har betalt efterlønsbidraget, løber fra sidste rettidige betaling til den dato, hvor a-kassen har modtaget det for sent indbetalte efterlønsbidrag. A-kassen opkræver efterlønsbidrag med virkning fra den dato, hvor medlemmet har betalt (for sent). Det bemærkes, at medlemmet får et hul i den periode, der er indbetalt efterlønsbidrag i, uanset om a-kassen vælger at beholde det indbetalte beløb eller vælger at returnere det. Betales medlemsbidraget inden for 4-ugers fristen, men ikke efterlønsbidraget, vil medlemmet modtage et genoprettelsesbrev. I dette brev vil medlemmet blive frameldt betaling af efterlønsbidraget. A-kassen vil i reglen også sende en opkrævning på medlemsbidraget i samme måned. Betales det opkrævede beløb, er medlemmet ajour med medlemsbidraget. Betales der derimod et større beløb, skal a-kassen gå ud fra, at medlemmet fortsat ønsker at betale efterlønsbidraget.
Se vejledningen til § 11, stk. 4.
Tilbagebetaling af medlems- og efterlønsbidrag § 15 angår de tilfælde, hvor a-kassen har pligt til at betale det samlede medlemsbidrag tilbage. A-kassen afgør, om administrationsbidraget også skal betales tilbage. Er et medlem blevet slettet på grund af svig, skal a-kassen tilbagebetale det samlede medlemsbidrag for den periode, hvor slettelsen har virkning fra og indtil den dato, hvor der er truffet afgørelse om slettelsen. A-kassen skal annullere medlemskabet, hvis et medlem ikke har haft ret til at blive optaget i en a-kasse, se lovens § 41. Hvis medlemmet har haft en betinget dagpengeret, kan medlemskabet ikke annulleres. Medlemskabet skal også annulleres, hvis et medlem med urette har været forsikret i en dansk a-kasse. Der henvises til reglerne i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland (EØS-bekendtgørelsen), og bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret efter arbejde eller ophold på Færøerne. A-kassen skal sikre sig dokumentation for, at et medlem er omfattet af det andet lands forsikringssystem. Skylder et medlem penge til en a-kasse, skal den a-kasse, der tilbagebetaler det samlede medlemsbidrag, modregne et eventuelt tilbagebetalingskrav, inden a-kassen tilbagebetaler medlems- og efterlønsbidrag. A-kassen skal betale de beløb, der er indbetalt i medlems- og efterlønsbidrag tilbage som en annullation. Det betyder, at a-kassen skal betale præcis det beløb, der er indbetalt i medlemsbidrag, tilbage til medlemmet. Det betyder også, at a-kassen skal betale præcis det beløb, der er indbetalt i efterlønsbidrag, kontant tilbage til medlemmet. A-kassen skal ikke opgøre efterlønsbidraget efter bekendtgørelsens § 24. Krav på tilbagebetaling forældes efter dansk rets almindelig regler.
Tilbagebetaling af efterlønsbidrag Regler om a-kassens tilbagebetaling af efterlønsbidraget er fastsat i lovens § 77 a, stk. 1-4. Det er ikke muligt at få en del af det indbetalte efterlønsbidrag tilbage. De situationer, der er omtalt i lovens § 77 a, stk. 1- 2, kræver, at et medlem inden folkepensionsalderen skriftligt har anmodet a-kassen om at få efterlønsbidraget tilbage. Derudover er det i visse af situationerne også et krav, at medlemmet inden folkepensionsalderen skriftligt over for a-kassen har fravalgt efterlønsordningen, eller at medlemmet er ophørt med at betale efterlønsbidrag. I de situationer, der er omtalt i lovens § 77 a, stk. 3 og 4, skal a-kassen af egen drift betale efterlønsbidraget tilbage. Det betyder, at a-kassen skal betale efterlønsbidraget tilbage, selvom der ikke ligger en skriftlig anmodning. Det fremgår, at alle, der har indbetalt efterlønsbidrag, kan få bidraget tilbage, herunder et medlem, der har fået efterlønsbevis. Hvis et medlem har fået udbetalt efterløn, sker der dog et fradrag i tilbagebetalingsbeløbet jf. lovens § 77 a, stk. 6. Hvis fradraget overstiger det beløb, som medlemmet skal have tilbage i efterlønsbidrag, vil der ikke komme et beløb til udbetaling. Betaling af efterlønsbidrag er i visse situationer en forudsætning for at få udbetalt andre ydelser end efterløn/skattefri præmie. Det gælder fx ved udbetaling af fleksydelse, hvor betaling af efterlønsbidrag kan være indgået i optjening af ret til fleksydelse. Også i denne situation kan den pågældende få efterlønsbidraget tilbage. Dog skal opmærksomheden henledes på, at betingelserne (forudsætningen) for, at den pågældende fik udbetalt fleksydelse dermed kan falde væk, og at det kan betyde, at den pågældende skal betale den udbetalte fleksydelse tilbage. En person, der ikke længere er medlem af en a-kasse, skal sende den skriftlige anmodning om tilbagebetaling til den a-kasse, som den pågældende sidst var medlem af. A-kassens tilbagebetaling sker enten ved, at efterlønsbidraget overføres til en pensionsordning, jf. lovens § 77 a, stk. 1, eller ved at beløbet udbetales kontant, jf. lovens § 77 a, stk. 2-4. Det er tidspunktet for a-kassens faktiske tilbagebetaling, der er afgørende for, om et medlem er omfattet af lovens § 77 a, stk. 1, og skal have beløbet overført til en pensionsordning, eller om medlemmet er omfattet af lovens § 77 a, stk. 2, og skal have det kontant tilbage. Hvis medlemmet på udbetalingstidspunktet opfylder betingelserne for at få betalt efterlønsbidraget kontant tilbage, skal det betales kontant tilbage. Medlemmet kan ikke i stedet vælge at få det overført til en pensionsordning. Det beløb, som a-kassen skal betale tilbage, skal gøres op efter lovens 77 a, stk. 5-7. Der skal i nogle af tilbagebetalingssituationerne betales afgift eller skat af beløbet, jf. pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 2-9. Der er i bilag 1 til vejledningen givet en række eksempler på, hvordan tilbagebetalingsbeløbet opgøres. Det følger af lovens § 77 a, stk. 5, at tilbagebetalingsbeløbet udgør det antal indbetalte dagpengesatser efter lovens §§ 47 og 70, som der er betalt i efterlønsbidrag. Det er den a-kasse, som en person aktuelt er medlem af den dato, hvor den skriftlige anmodning om tilbagebetaling er modtaget i a-kassen, der skal opgøre og tilbagebetale bidraget. Det gælder også, selvom medlemmet bliver overflyttet til en ny a-kasse efter den dato, hvor den hidtidige a-kasse modtog anmodningen om tilbagebetaling. Når a-kassen opgør beløbet, skal den status, et medlem har indbetalt efterlønsbidraget med (som hhv. deltids- eller fuldtidsforsikret), indgå i beregningen af beløbets størrelse. Det er uden betydning, når beløbet skal gøres op, om medlemmet er fuldtids- eller deltidsforsikret på det tidspunkt, hvor medlemmet vælger efterlønsordningen fra og anmoder om at få beløbet tilbagebetalt. Et medlem kan få de efterlønsbidrag, som medlemmet har indbetalt, tilbage, selvom medlemmet er gået på efterløn. Det er dog en betingelse, at medlemmet vælger efterlønsordningen fra. A-kassen skal også betale efterlønsbidraget tilbage, hvis et medlem på efterløn afgår ved døden før pensionsalderen. Når tilbagebetalingsbeløbet i de omtalte situationer er gjort op efter § 24, skal der fratrækkes 5 dagpengesatser for hver uge, der er udbetalt efterløn, jf. lovens § 77 a, stk. 6. Det er den almindelige dagpengesats – og ikke den individuelt beregnede sats – der skal bruges. Fik et medlem fx udbetalt efterløn fra torsdag den 1. november 2007 (uge 44), og ophørte medlemmet med at modtage efterløn onsdag den 19. december 2007 (uge 51), skal begge uger medregnes. Er et medlem gået på efterløn, men fik medlemmet fx på grund af arbejde eller pensionsudbetalinger intet udbetalt, får medlemmet efterlønsbidraget kontant tilbage uden fradrag for de uger, hvor medlemmet har været på efterløn.
Det er først på det tidspunkt, hvor efterlønsbidraget er betalt tilbage – enten kontant eller ved en overførsel til en pensionsordning – at perioden med indbetaling af efterlønsbidrag ikke længere kan tælle med til ret til efterløn efter lovens § 74 a og § 75. Den periode, som et medlem har betalt efterlønsbidrag i, kan altså tælle med til anciennitet for ret til efterløn, selvom medlemmet har valgt efterlønsordningen fra. Medlemmet kan dog ikke efterbetale for den periode, hvor efterlønsordningen var fravalgt. Et medlem kan ikke medtælle en periode, hvor medlemmet har fået en dispensation for en afbrydelse i medlemskabet og i perioden med indbetaling af efterlønsbidrag efter lovens § 74 a, stk. 7. Det gælder, selvom medlemmet har efterbetalt efterlønsbidraget for den pågældende periode. Det efterlønsbidrag, som medlemmet har efterbetalt efter lovens § 74 a, stk. 7, kan betales tilbage efter de almindelige regler, jf. bekendtgørelsens kap. 8, og indgår som sådan i opgørelsen af det samlede tilbagebetalingsbeløb.
Det forudsættes, at medlemmet skriftligt har valgt efterlønsordningen fra. Hvis et medlem ikke har nået efterlønsalderen, når medlemmet vælger efterlønsordningen fra og anmoder om at få efterlønsbidraget tilbage, er hovedreglen, at efterlønsbidraget skal overføres til en dansk eller en udenlandsk pensionsordning. Selvom a-kassen har et tilgodehavende, må a-kassen ikke modregne i det beløb, der overføres til en dansk eller en udenlandsk pensionsordning.
Der er valgfrihed med hensyn til hvilken dansk pensionsordning, et medlem ønsker at overføre efterlønsbidraget til. Det er dog under alle omstændigheder en betingelse, at pensionsordningen er omfattet af pensionsbeskatningslovens kap. 1. Der sker ingen beskatning, når bidraget overføres til en dansk pensionsordning. Det skyldes, at pensionen beskattes, når den kommer til udbetaling. Medlemmet skal dokumentere, at den valgte pensionsordning er omfattet af kap. 1 i pensionsbeskatningsloven. Medlemmet kan opfylde sin dokumentationspligt gennem en erklæring fra sit pensionsinstitut, der bekræfter, at den pensionsordning, som beløbet skal overføres til, er omfattet af kap. 1 i pensionsbeskatningsloven. Blanket AR 252 »Fravalg af efterlønsbidrag/-ordningen« kan bruges som dokumentation i forbindelse med overførsel af efterlønsbidrag til en dansk pensionsordning.
Et medlem kan få overført efterlønsbidraget til en hvilken som helst udenlandsk pensionsordning. Der skal betales skat af beløbet, jf. pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 5, når bidraget overføres til en udenlandsk pensionsordning.
Det er ikke et krav, at et medlem skriftligt har fravalgt efterlønsordningen. Efterlønsbidraget kan kun betales kontant tilbage efter lovens § 77 a, stk. 2, nr. 2, hvis medlemmet er tilkendt førtidspension på grund af nedsat erhvervsevne i henhold til lov om social pension eller efter tilsvarende udenlandsk lovgivning. Hvis et medlem har nået efterlønsalderen og er tilkendt førtidspension, opfylder medlemmet både lovens § 77 a, stk. 2, nr. 1 og 2. A-kassen skal være opmærksom på, at der gælder forskellige beskatningsregler i de to situationer, jf. vejledningen til § 24 og bilag 2, og skal vælge den hjemmel til tilbagebetaling, der stiller medlemmet bedst. Det vil typisk være at betale efterlønsbidraget tilbage efter lovens § 77 a, stk. 2, nr. 1, hvor der skal betales en afgift på 30 % af beløbet. Et medlem kan ikke få efterlønsbidraget kontant tilbage, fordi medlemmet som følge af nedsat erhvervsevne er visiteret til fleksjob eller får udbetalt (førtids)pension efter andre ordninger. Dog kan et medlem under særlige omstændigheder få en dispensation fra direktoratet og få efterlønsbidraget kontant tilbage, når medlemmet er visiteret til fleksjob, jf. bekendtgørelsens § 26 og vejledningen til § 26. Medlemmet skal over for a-kassen dokumentere, at der er truffet afgørelse om, at medlemmet har fået bevilget førtidspension på grund af nedsat erhvervsevne i henhold til lov om social pension. Hvis medlemmet får førtidspension efter en tilsvarende udenlandsk lovgivning, skal medlemmet dokumentere, at der er tale om en tilsvarende udenlandsk lovgivning. Hvis et medlem på et senere tidspunkt mister sin ret til førtidspensionen, skal medlemmet ikke betale det beløb tilbage til a-kassen, som medlemmet fik udbetalt. Medlemmet kan heller ikke betale beløbet tilbage til a-kassen med den følge, at medlemmet igen får efterlønsanciennitet i a-kassen for den periode, som medlemmet i sin tid fik efterlønsbidraget tilbage for på grund af førtidspensionen.
Det er et krav, at efterlønsordningen skriftligt er valgt fra, jf. § 4, eller at medlemmet er ophørt med at betale efterlønsbidrag, uden at have fået et efterlønsbevis eller efterløn. Ophøret med at betale efterlønsbidrag kan enten skyldes, at medlemmet har fravalgt bidraget, jf. § 3, eller at medlemmet er frameldt ordningen med betaling af efterlønsbidrag på grund af restance, jf. § 14.
Medlemmet skal over for a-kassen dokumentere, at medlemmet er emigreret eller skal emigrere. Det er ikke et krav, at anmodningen om tilbagebetaling er fremsat, før emigrationen. Det ligger i ordet emigration, at medlemmet udvandrer eller er udvandret af Danmark. Medlemmet er ikke udvandret, hvis medlemmet midlertidigt er udrejst af Danmark, fx på grund af udstationering i udlandet i en årrække. Dokumentation kan bestå af en tro- og loveerklæring eller i udskrift fra cpr.-registret, hvoraf det fremgår, at medlemmet er udrejst af Danmark sammenholdt med, at medlemmet fx har opsagt eller solgt sin bolig i Danmark og købt/lejet bolig i udlandet mv. Hvis et medlem på et senere tidspunkt på ny bosætter sig i Danmark, skal medlemmet ikke betale det beløb tilbage til a-kassen, som medlemmet fik udbetalt. Medlemmet kan heller ikke betale beløbet tilbage til a-kassen med den følge, at medlemmet igen får efterlønsanciennitet i a-kassen for den periode, som medlemmet i sin tid fik efterlønsbidraget tilbage for på grund af emigrationen.
Bagatelgrænsen udgør 4.921 kr. opgjort i 2008 niveau. Beløbet svarer til efterlønsbidraget for et år. Ved at fastsætte bagatelgrænsen i antal dagpengesatser sikres det, at beløbet satsreguleres. Beløbet opgøres efter § 24.
A-kassen skal, når et medlem når folkepensionsalderen uden at have fået efterløn eller optjent præmie, af egen drift opgøre og udbetale efterlønsbidraget. Det gælder fx medlemmer, der aldrig har fået udstedt et efterlønsbevis. Hvis a-kassen ikke er i besiddelse af medlemmets adresse, skal a-kassen forsøge at finde medlemmet fx via cpr.-registret. Hvis det ikke lykkes, skal a-kassen ikke foretage sig yderligere. Krav om tilbagebetaling af efterlønsbidraget ved pensionsalderen forældes efter dansk rets almindelige regler. Hvis a-kassen - inden kravet om at få betalt efterlønsbidraget tilbage forældes - bliver bekendt med oplysninger om medlemmet, fx som følge af medlemmets henvendelse til a-kassen, skal a-kassen på det tidspunkt sørge for, at efterlønsbidraget betales tilbage. Da det er et krav for a-kassens »automatiske« tilbagebetaling af efterlønsbidraget, at medlemmet ikke har optjent præmie, skal a-kassen - forinden udbetaling af efterlønsbidraget sker - undersøge, om medlemmet har optjent præmie. Hvis det er tilfældet, er medlemmet ikke omfattet af bestemmelsen om, at a-kassen af egen drift skal betale efterlønsbidraget tilbage. Hvis det viser sig, at efterlønsbidraget (fratrukket skat) udgør et større beløb end præmien, kan a-kassen af egen drift betale det højeste beløb tilbage til medlemmet. A-kassen skal informere medlemmet om, at beløbet hidrører fra indbetalt efterlønsbidrag, og at tilbagebetalingen sker som følge af, at efterlønsbidragsbeløbet er højere end det beløb, som medlemmet ellers ville kunne få i præmie, og at medlemmet ikke kan få både efterlønsbidrag og præmie. Hvis medlemmet herefter hellere vil have præmien, kan medlemmet betale efterlønsbidraget tilbage til a-kassen og i stedet få præmien. A-kassens tilbagebetaling af efterlønsbidraget afskærer ikke medlemmet fra at klage over a-kassens opgørelse af præmien. Hvis medlemmet får ret, og præmien rettelig er større end efterlønsbidraget, skal medlemmet betale efterlønsbidraget tilbage og får i stedet præmien.
Afgår et medlem ved døden, før medlemmets ret til efterløn ville have været ophørt, skal a-kassen sørge for, at efterlønsbidraget bliver udbetalt til boet, hvis afdøde ikke har optjent præmie. Hvis afdøde har fået udbetalt efterløn, skal a-kassen ved opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet fratrække 5 dagpengesatser for hver uge, hvor afdøde har fået udbetalt efterløn. Hvis fradraget overstiger det beløb, som afdøde kunne have fået tilbage i efterlønsbidrag, er der ikke noget beløb, som a-kassen kan udbetale til boet. Der henvises til vejledningen til §§ 16-24. A-kassen skal forinden den »automatiske« udbetaling af efterlønsbidraget til dødsboet undersøge, om afdøde har optjent præmie. Hvis det er tilfældet, og præmien overstiger det beløb, som efterlønsbidraget (fratrukket afgiften på 30 %) udgør, skal a-kassen i stedet udbetale præmien til dødsboet. Inden a-kassen foretager udbetalingen til dødsboet, skal a-kassen sikre sig den fornødne dokumentation for, at beløbet kan udbetales. Beløbet kan udbetales enten til skifteretten eller til en advokat eller arving, der i henhold til en skifteretsattest er bemyndiget til at handle på boets vegne. Er der givet skiftefuldmagt til en medarving eller en advokat, skal kopi af fuldmagten også vedlægges som dokumentation. Dødsboets krav om tilbagebetaling af efterlønsbidraget forældes efter dansk rets almindelig regler.
Tilbagebetalingsbeløbet skal opgøres i medfør af lovens § 77 a, stk. 5-7. Der skal enten betales afgift eller skat af beløbet, inden udbetaling kan ske, se § 49 A, stk. 2-9, i pensionsbeskatningsloven. I nogle tilfælde skal efterlønsbidraget betales tilbage som en annullation. Der henvises til vejledningen til § 2, stk. 1, (fejlopkrævning af efterlønsbidrag), § 3, stk. 1, (forudbetalte efterlønsbidrag ved fravalg af efterlønsbidraget), § 4 (forudbetalte efterlønsbidrag ved fravalg af efterlønsordningen) og § 15 (om annullering af medlemskab mv.). I bilag 1 er der eksempler på, hvordan tilbagebetalingsbeløbet skal opgøres.
A-kassen skal altid modregne det tilgodehavende, som a-kassen - eller tidligere a-kasser - har, fx efter lovens § 86, inden a-kassen kontant tilbagebetaler det beløb, der skal tilbagebetales. A-kassen skal fratrække skat eller afgift, inden der sker modregning. Det skyldes, at efterlønsbidraget er fradragsberettiget.
Der henvises til §§ 3-4 i bekendtgørelse nr. 669 af 9. juli 2001 om dokumentation for medlemsanciennitet og indbetaling af efterlønsbidrag m.v. og til § 5 i lov nr. 446 af 7. juni 2001 og til bemærkningerne til loven. Se bilag 3. Reglen om a-kassernes »automatiske« tilbagebetaling af efterlønsbidraget vedrører ikke medlemmer, der den dag, hvor de begyndte at betale efterlønsbidrag, kunne opnå ret til efterløn, men mister denne ret på grund af en efterfølgende begivenhed, fx at medlemmet bliver slettet som medlem af a-kassen på grund af restance. Et sådant medlem er omfattet af de almindelige regler for at få efterlønsbidraget tilbage, jf. bekendtgørelsens § 16. Et medlem kan først få efterlønsbidraget tilbage, når der foreligger en endelig administrativ afgørelse om, at medlemmet ikke kan opnå ret til efterløn, og at bidraget skal betales kontant tilbage. Har et medlem klaget over a-kassens afgørelse, er sagen først afsluttet, når direktoratet har truffet afgørelse i sagen, og når klagefristen er udløbet. Er direktoratets afgørelse indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn, er sagen først afsluttet, når nævnets afgørelse foreligger. Tilbagebetalingsbeløbets størrelse beregnes på baggrund af den sats, der er gældende på det tidspunkt, hvor tilbagebetalingen sker. Det er den a-kasse, som medlemmet er medlem af, når der er truffet endelig administrativ afgørelse om, at der ikke kan opnås ret til efterløn, der skal betale det indbetalte efterlønsbidrag tilbage. Bliver et medlem overflyttet til en anden a-kasse, inden den hidtidige a-kasse har truffet afgørelse om muligheden for at kunne opnå ret til efterløn, skal den hidtidige a-kasse ved overflytningen tage stilling hertil. Den nye a-kasse skal dog først opgøre beløbets størrelse, når a-kassen har modtaget kopi af den hidtidige a-kasses afgørelse om, at medlemmet ikke kan opnå ret til efterløn, og når klagefristen er udløbet. Hvis medlemmet klager over afgørelsen, skal den ny a-kasse først opgøre beløbet, når der er truffet endelig administrativ afgørelse. Den ny a-kasse kan opgøre beløbet på baggrund af oplysningerne om det indbetalte bidrag i afgørelsen. Hvis en person ikke længere er medlem af en a-kasse, når personen får afgørelsen om, at personen ikke kan opnå ret til efterløn, har personen fortsat krav på at få det indbetalte efterlønsbidrag tilbage. Personen skal henvende sig i den a-kasse, som personen sidst var medlem af. Denne a-kasse skal opgøre beløbets størrelse og tilbagebetale beløbet på baggrund af en kopi af afgørelsen.
Dispensationsbestemmelse Et medlem skal skriftligt anmode om at få det indbetalte bidrag tilbage. Medlemmet skal sende sin anmodning til a-kassen, som sender den til direktoratet. Når a-kassen sender sagen til direktoratet, skal a-kassen sørge for, at sagen er oplyst, så det er muligt for direktoratet at træffe afgørelse. Tilladelse vil kun blive givet i ganske særlige tilfælde, fx når der er tale om livstruende sygdom, eller når medlemmet aldrig kan få ret til hverken efterløn eller fleksydelse. Når et medlem er visiteret til fleksjob efter lov om aktiv socialpolitik, er medlemmet som udgangspunkt omfattet af de almindelige regler for tilbagebetaling af efterlønsbidraget. Medlemmet kan vælge efterlønsordningen fra og få efterlønsbidraget overført til en pensionsordning eller få det udbetalt kontant, hvis medlemmet opfylder lovens § 77 a, stk. 1-2. Det skyldes, at perioder med indbetalt efterlønsbidrag kan regnes med til at optjene ret til fleksydelse, jf. lov om fleksydelse. Hvis et medlem har fået udbetalt fleksydelse, skal opmærksomheden dog henledes på, at betingelserne (forudsætningen) for, at medlemmet fik udbetalt fleksydelsen, dermed kan falde væk, og at det kan betyde, at den udbetalte fleksydelse skal betales tilbage. Har medlemmet ikke ret til fleksydelse, og kan medlemmet på grund af fleksjobbet heller ikke opnå ret til efterløn, kan direktoratet tillade, at efterlønsbidraget betales kontant tilbage. Det gælder dog kun, hvis den manglende ret til fleksydelser er truffet på baggrund af oplysninger om medlemmets anciennitet i efterlønsordningen. Eksempel: M er født 1. februar 1958 og har betalt efterlønsbidrag fra 1. april 1999. M visiteres til fleksjob 15. april 2007 og tilmeldes fleksydelsesordningen fra 1. maj 2007. M får en afgørelse fra sin kommune om, at M ved fortsat betaling kan opfylde ancienniteteskravene for ret til fleksydelse. M meldes ud af fleksydelsesordningen på grund af restance. M ønsker herefter at få fleksydelses- og efterlønsbidrag tilbage. M kan ikke få dispensation til at få efterlønsbidraget kontant tilbage, idet M´s manglende ret til fleksydelse ikke er truffet på baggrund af manglende anciennitet i efterlønsordningen. Er der tale om livstruende sygdom, der er omfattet af Skatteministeriets bekendtgørelse om udbetaling af kapitalpension m.v. ved livstruende sygdom, giver direktoratet tilladelse til, at efterlønsbidraget betales kontant tilbage. A-kassen skal i disse sager sende en kapitalpensions-attest, der dokumenterer, at den sygdom, medlemmet lider af, er omfattet af bekendtgørelsen. Efterlønsbidraget skal opgøres og udbetales efter § 24, se vejledningen til denne bestemmelse. Direktoratet kan også give tilladelse til personer, der ikke længere er medlem af en a-kasse, og til medlemmer/personer, der har nået efterlønsalderen.
Efterbetaling af efterlønsbidrag Der kan kun betales efterlønsbidrag, hvis personen er medlem af en dansk a-kasse. Tager et medlem arbejde eller ophold uden for EØS-området, Schweiz eller Færøerne, kan medlemmet blive ved med at være medlem af sin a-kasse. Medlemmet kan derfor også fortsætte med at betale efterlønsbidrag under opholdet i udlandet. Bliver et medlem omfattet af forsikringsordningen i et andet EØS-land, Schweiz eller Færøerne, kan medlemmet ikke blive ved med at være medlem af a-kassen. Medlemmet kan derfor ikke fortsætte med at betale efterlønsbidrag. Da et medlem skal have mulighed for at kunne gå på efterløn, selvom medlemmet i en periode ikke kan indbetale efterlønsbidrag, kan medlemmet, når medlemmet bliver optaget i en dansk a-kasse, vælge at efterbetale de nødvendige efterlønsbidrag for de forsikringsperioder, som medlemmet har haft i det andet EØS-land, Schweiz eller på Færøerne. A-kassen skal vejlede herom, jf. § 28, stk. 8. Det fremgår af lovens §§ 74 a og 75 og direktoratets bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, hvad der er »nødvendige perioder«. A-kassen må ikke opkræve efterlønsbidrag, hvis et medlem ikke ved fortsat medlemskab og betaling af efterlønsbidrag kan opnå ret til efterløn, jf. lovens § 77, stk. 6, nr. 3, og vejledningen til § 2, stk. 1. A-kassen kan derfor hverken sende en opkrævning på det beløb, der skal efterbetales i efterlønsbidrag, eller begynde at opkræve det løbende efterlønsbidrag, før a-kassen har afgjort, om medlemmet kan opnå ret til efterløn. Når a-kassen har taget stilling til, at et medlem kan opnå ret til efterløn, skal a-kassen opgøre, hvor stort et beløb, medlemmet skal efterbetale, se vejledningen til § 27, stk. 3. Det følger af bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland (EØS-bekendtgørelsen), at et medlem ved overgangen til forsikringssystemet i det andet EØS-land og Schweiz under opholdet i det andet EØS-land og Schweiz kan være uden forsikringsdækning i sammenlagt 8 uger inden for 12 måneder. Et medlem har også en frist på 8 uger fra forsikringsdækningens ophør i det andet EØS-land og Schweiz til at søge om optagelse i en dansk a-kasse. Denne frist gælder også, hvis medlemmet er omfattet af direktoratets bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret efter arbejde og ophold på Færøerne. Er disse betingelser opfyldt, afbrydes forsikringsperioden ikke. Se eksemplerne nedenfor. Alle 3 eksempler vedrører en såkaldt »overgangsperson«, der er omfattet af lovens § 74 a, stk. 2, og derfor skal betale efterlønsbidrag fra den 1. april 1999. Eksempel 1: 1975 1.3.98 1.6.01 13.7.01 (6 uger) Optaget i dansk a-kasse Forsikret i England Tilbage i Danmark Ansøgning om optagelse i dansk a-kasse M blev optaget i en dansk a-kasse i 1975 og har været forsikret i England i perioden 1. marts 1998 - 31. maj 2001. M vendte hjem til Danmark den 1. juni 2001. Søger M den 13. juli 2001 om optagelse i dansk a-kasse, kan M optages og medregne sin engelske forsikringsperiode til anciennitet for ret til dagpenge (lovens § 53), uanset om M er i arbejde eller er ledig, jf. EØS-bekendtgørelsen. M har derfor ret til at efterbetale efterlønsbidrag for den nødvendige periode, dvs. fra den 1. april 1999. Perioden fra den 1. juni til den 13. juli 2001 kan ikke medregnes ved opgørelsen af anciennitetskravet for ret til efterløn. Da hullet er under 8 uger, får det imidlertid ikke betydning i relation til lovens krav om uafbrudt anciennitet. M skal betale efterlønsbidrag, selvom M ikke er medlem og derfor ikke kan betale medlemsbidrag. Eksempel 2: 1975 1.3.98 1.6.01 12.10.01 (19 uger) Optaget i dansk a-kasse Forsikret i England Tilbage i Danmark Ansøgning om optagelse i dansk a-kasse M søger om optagelse den 12. oktober 2001, dvs. mere end 8 uger efter, at forsikringen i England ophørte. Uanset at M tidligst har ret til dagpenge fra den 12. oktober 2002, kan M efterbetale efterlønsbidrag for forsikringsperioden i England, dvs. for perioden 1. april 1999 til og med den 31. maj 2001. Det er muligt at efterbetale, selv om M ikke kan medregne perioden til opfyldelse af kravet om 1 års medlemskab i lovens § 53, stk. 1. M kan både være uden forsikringsmæssig dækning i sammenlagt 8 uger i et EØS-land og Schweiz (inden for 12 måneder) og være uden forsikringsmæssig dækning i op til 8 uger efter forsikringens ophør i et andet EØS-land og Schweiz. M kan efterbetale efterlønsbidrag for disse perioder. Der henvises til § 5 i EØS-bekendtgørelsen og vejledningen til denne bestemmelse. Det fremgår af vejledningen, at perioden på 12 måneder regnes bagud fra ophøret af den seneste forsikringsperiode i det andet EØS-land og Schweiz. Vejledningen tager kun stilling til den 12-måneders periode, der ligger lige forud for forsikringens ophør i det andet EØS-land og Schweiz. Formålet med denne regel er, at et medlem skal kunne opnå en mindste grad af forsikringsdækning. 12-måneders reglen skal derfor fortolkes således, at der aldrig må være et »hul« i forsikringen på mere end 8 uger inden for en hvilken som helst periode på 12 måneder. Der ses dog bort fra en periode på højst 8 uger ved overgangen til den danske forsikring. Et medlem vil altid kunne efterbetale bidrag for en forsikringsperiode i et andet EØS-land og Schweiz eller på Færøerne. Et medlem vil kun kunne efterbetale bidrag for »huller«, hvis medlemmet inden for en periode på 12 måneder ikke har mere end sammenlagt 8 ugers »hul« i forsikringen, se eksempel 3. Hvis et medlem kan (og faktisk) efterbetaler bidrag for »huller« og efterbetaler for forsikringsperioder, betyder det, at ancienniteten anses for uafbrudt. Selvom et medlem kan efterbetale bidrag for »huller«, kan sådanne perioder dog ikke medregnes ved opgørelsen af anciennitetskravet for ret til efterløn. Eksempel 3: 30.9.99 9.4.00 1.1.90 1.7.99 1.10.99 31.10.99 15.5.00 Forsikret i dansk a-kasse Forsikret i EØS »Hul« 4 uger, 2 dage Forsikret i EØS »Hul« 2 uger, 3 dage 1.6.00 1.9.00 30.9.00 8.4.01 9.4.01 Forsikret i EØS »Hul« 4 uger, 2 dage Forsikret i EØS Optaget i dansk a-kasse M bliver som 45-årig optaget i en dansk a-kasse den 9. april 2001 og ønsker at efterbetale efterlønsbidrag. Det forudsættes, at M har betalt efterlønsbidrag fra den 1. april til den 30. juni 1999. I en periode på 12 måneder regnet bagud for optagelsen i den danske a-kasse, dvs. i perioden fra den 9. april 2000 til den 9. april 2001 er der 2 »huller«, hvor M har været uden forsikring: - I maj 2000 (2 uger og 3 dage). - I september 2000 (4 uger og 2 dage). De to »huller« kan ikke medregnes ved opgørelsen af anciennitetskravet for ret til efterløn. Da afbrydelsen er under 8 uger inden for en periode på 12 måneder, får den dog ikke betydning i relation til lovens krav om uafbrudt anciennitet. M skal betale efterlønsbidrag, selvom M ikke er medlem og derfor ikke kan betale medlemsbidrag. For at finde ud af om ancienniteten kan anses for uafbrudt tilbage til 1. juli 1999, således at M kan efterbetale bidrag, skal a-kassen undersøge, om M i en periode på 12 måneder, der går fra 1. oktober 1999 til den 30. september 2000, var uden forsikringsdækning i mere end 8 uger. I denne periode er der 3 »huller«: - I oktober 1999 (4 uger og 2 dage). - I maj 2000 (2 uger og 3 dage). - I september 2000 (4 uger og 2 dage). Da disse perioder sammenlagt overstiger 8 uger, er ancienniteten afbrudt. M kan derfor ikke få lov til at efterbetale bidrag for »hullet« i oktober 1999. M kan godt efterbetale bidrag for forsikringsperioden i udlandet fra den 1. juli til den 30. september 1999.
Hvis et medlem har en uafbrudt forsikringsperiode, se eksempel 1 i vejledningen til § 27, og medlemmet ønsker at efterbetale efterlønsbidrag, skal medlemmet efterbetale bidraget for den samlede periode fra den 1. april 1999 og frem til optagelsen i den danske a-kasse. Efterbetaling skal således også ske for de »huller« af op til 2 x 8 ugers varighed, jf. eksempel 3 i vejledningen til § 27, der ikke har medført brud i forsikringsperioden. Er forsikringsperioden derimod afbrudt, dvs., at der er »hul« i forsikringsdækningen i det andet EØS-land og Schweiz på mere end sammenlagt 8 uger inden for 12 måneder, eller medlemmet ikke har søgt om optagelse i en dansk a-kasse inden 8 uger efter forsikringens ophør i det andet EØS-land og Schweiz eller på Færøerne, kan medlemmet kun efterbetale de nødvendige efterlønsbidrag for de egentlige forsikringsperioder i det andet EØS-land og Schweiz eller på Færøerne, men derimod ikke for »hullerne«. Medlemmet får således »hul« - både i perioden med betaling af efterlønsbidrag og i forsikringsperioden - hvis 8-ugers betingelserne ikke overholdes. Er medlemmet omfattet af en overgangsordning og derfor skal betale efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. april 1999 eller senere, betyder det, at medlemmet kan miste sin ret til efterløn.
Det beløb, der skal efterbetales, svarer til de efterlønsbidrag, der skulle have været betalt, hvis medlemmet havde været medlem af en dansk a-kasse. Men antallet af dagpengesatser skal ganges med den sats, der gælder, når medlemmet bliver optaget i a-kassen. Bliver et medlem fx optaget i december 2007, skal a-kassen anvende den sats, der gjaldt i 2007, selvom a-kassen først opgør beløbet i 2008, hvor dagpengesatsen er højere. Den mulighed, som et medlem har her i landet for enten at være fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret, jf. lovens §§ 47 og 70, kendes ikke i de andre EØS-lande og Schweiz eller på Færøerne. Bliver et medlem derfor omfattet af deres forsikringssystem, betaler medlemmet et »fast« forsikringsbidrag. A-kassen skal som udgangspunkt anvende satsen for fuldtidsforsikrede. Hvis et medlem har været deltidsforsikret i en dansk a-kasse, inden medlemmet blev omfattet af forsikringsperioder i et andet EØS-land og Schweiz eller på Færøerne, og medlemmet igen bliver optaget i en dansk a-kasse som deltidsforsikret, kan medlemmet efterbetale med satsen for deltidsforsikrede, med mindre medlemmet har arbejdet på fuld tid i et andet EØS-land og Schweiz eller på Færøerne.
Når a-kassen har opgjort det beløb, som der skal efterbetales, skal a-kassen sende en opkrævning. Opkrævningen vil bestå af to beløb: – et efterbetalingsbeløb, jf. vejledningen til § 27, stk. 2, og – det almindelige efterlønsbidrag, der opkræves med virkning fra den dag, hvor medlemmet er blevet optaget i a-kassen. Det beløb, der skal efterbetales, skal være betalt senest 3 måneder efter, at a-kassen har sendt opkrævningen. Betaler medlemmet ikke dette beløb, mister medlemmet sin ret til at efterbetale. Dette kan få betydning for medlemmets mulighed for at opnå ret til efterløn. Betaler medlemmet ikke det løbende efterlønsbidrag, skal a-kassen rykke for betalingen, jf. §§ 13-14.
Vejledningspligt De bestemmelser, der fremgår af bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv., finder anvendelse samtidig med denne bekendtgørelse. Bestemmelsen indeholder en oversigt over de tilfælde, hvor a-kassen som minimum skal vejlede om, hvilken betydning betaling af efterlønsbidrag har for ret til efterløn.
A-kassens vejledning skal senest ske samtidig med, at a-kassen sender 1. opkrævning af efterlønsbidrag. Det skal bl.a. fremgå af vejledningen, at det er et krav for ret til ordinær efterløn efter lovens § 74 a, stk. 1, at der er indbetalt efterlønsbidrag senest fra det fyldte 30. år, og at en skriftlig tilkendegivelse til a-kassen om, at medlemmet ikke ønsker at betale efterlønsbidrag, er et fravalg af den ordinære efterlønsordning, der ikke kan omgøres. Det skal også fremgå af vejledningen, at medlemmer, der er optaget i a-kassen efter det fyldte 24. år, aldrig vil kunne gøre brug af fortrydelsesordningen i lovens § 75.
Når a-kassen modtager en anmodning om (igen) at betale efterlønsbidrag fra et medlem, der ikke kan opnå ret til efterløn ved efterlønsalderen efter lovens § 74 a, skal a-kassen informere medlemmet om muligheden for at opnå ret til efterløn ved efterlønsalderen efter lovens § 75, hvis medlemmet kan opfylde lovens § 75. A-kassen skal også informere om konsekvenserne af valget, herunder at fortrydelsesordningen i lovens § 75 er sekundær i forhold til lovens § 74 a, og at medlemmet derfor må afskære sig fra at kunne opfylde lovens § 74 a. A-kassen skal også informere om, hvornår medlemmet i de to situationer har ret til et efterlønsbevis, og at medlemmet ikke kan betale efterlønsbidrag, når der er udstedt et efterlønsbevis. Endvidere skal der informeres om betydningen af at betale efterlønsbidrag for reduktion af sats og præmie i fortrydelsesordningen og om »karensperioden« og forbrug af bidragsfri periode, jf. lovens § 75, stk. 3 og 4.
A-kassen har som udgangspunkt opfyldt sin vejledningspligt ved at sende blanket AR 252: Fravalg af efterlønsbidrag/-ordningen. Det skyldes, at blanketten indeholder en udførlig vejledning om konsekvenserne, hvis der holdes pause i indbetalinger af efterlønsbidrag, eller hvis efterlønsordningen vælges fra. A-kassen skal dog være opmærksom på, at der kan være sådanne helt særlige omstændigheder, der tydeligt indikerer, at medlemmet har misforstået konsekvenserne af fravalget eller pausen og derfor skal have yderligere information. Det kan fx være tilfældet, hvis et medlem, der får udbetalt forlængede dagpenge, anmoder om at få betalt efterlønsbidraget tilbage, eller hvis et medlem på fx 64 år og 10 måneder, der siden efterlønsalderen har været i beskæftigelse, anmoder om at få efterlønsbidraget tilbage.
A-kassen skal vejlede om muligheden for at betale efterlønsbidrag, selvom medlemmet ikke er fyldt 30 år og om betydningen af en evt. indbetaling.
Hvis et medlem ikke kan opfylde anciennitetskravene for ret til efterløn, jf. lovens § 74 a, må a-kassen ikke sende en opkrævning på efterlønsbidrag, jf. lovens § 77, stk. 6. A-kassen skal træffe afgørelse over for medlemmet. Hvis et medlem kan opfylde kravene for ret til efterløn efter lovens § 74 a, men ikke ved efterlønsalderen, skal a-kassen senest samtidig med, at opkrævningen på efterlønsbidrag sendes, informere om kravet om indbetaling af efterlønsbidrag efter lovens § 74 a.
A-kassen skal vejlede om, at medlemmet har mulighed for at efterbetale efterlønsbidrag. Ønsker medlemmet at efterbetale, skal a-kassen senest, samtidig med at opkrævningen sendes, informere om kravet om indbetaling af efterlønsbidrag efter lovens §§ 74 a eller 75.
Det er den a-kasse, som medlemmet pr. 31. december 2007 er medlem af, der har vejledningspligten. Det betyder, at det er den fraflyttede a-kasse, der skal vejlede, hvis medlemmet endnu ikke er vejledt og overflyttes til en anden a-kasse i løbet af 2008. A-kassens pligt til at vejlede omfatter ikke personer, der 1. januar 2008 eller senere er slettet som medlem af a-kassen eller som har meldt sig ud af a-kassen.
Ikrafttræden Denne vejledning erstatter vejledning nr. 32 af 8. juni 2007 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.
Bilag 1
Bilag 1 Opgørelse af tilbagebetalingsbeløbet Eksempel 1: Et medlem har betalt efterlønsbidrag fra den 1. april 1999. Med virkning fra 1. november 2010 fravælger medlemmet efterlønsordningen og anmoder skriftligt om at få det indbetalte bidrag overført til en pensionsordning. 01.04.99 - 31.12.99 4 dagpengesatser x 9/12 år = 3,00 dagpengesatser 01.01.00 - 31.12.00 6 dagpengesatser x 1 år = 6,00 dagpengesatser 01.01.01 - 31.12.09 7 dagpengesatser x 9 år = 63,00 dagpengesatser 01.01.10 - 31.10.10 7 dagpengesatser x 10/12 år = 5,83 dagpengesatser I alt = 77,83 dagpengesatser I 1999 skal medlemmet betale bidrag for 9 måneder ud af årets 12 måneder. I 2010 skal medlemmet betale bidrag for 10 måneder ud af årets 12 måneder. Eksempel 2: Et medlem har indbetalt efterlønsbidrag fra den 11. oktober 1999. Med virkning fra den 7. maj 2016 fravælger medlemmet efterlønsordningen og anmoder skriftligt om at få det indbetalte bidrag overført til en pensionsordning. 11.10.99 - 31.12.99 4 dagpengesatser x (21/31 + 2)/12 år = 0,89 dagpengesatser 01.01.00 - 31.12.00 6 dagpengesatser x 1 år = 6,00 dagpengesatser 01.01.01 - 31.12.15 7 dagpengesatser x 15 år = 105,00 dagpengesatser 01.01.16 - 06.05.16 7 dagpengesatser x (6/31 + 4) 12 år = 2,45 dagpengesatser I alt = 114,34 dagpengesatser I 1999 skal medlemmet betale 2 måneders bidrag ud af årets 12 måneder (november og december) + bidrag fra den 11. til den 31. oktober 1999, svarende til 21 dage ud af oktober måneds 31 dage. I 2016 skal medlemmet betale 4 måneders bidrag (januar til og med april) ud af årets 12 måneder + bidrag fra den 1. maj til den 6. maj, svarende til 6 dage ud af maj måneds 31 dage. Eksempel 3: Et medlem har indbetalt efterlønsbidrag fra den 17. februar 2000. Med virkning fra den 19. november 2009 fravælger medlemmet efterlønsordningen og anmoder skriftligt om at få det indbetalte bidrag overført til en pensionsordning. 17.02.00 - 31.12.00 6 dagpengesatser x (13/29 + 10)/12 år = 5,22 dagpengesatser 01.01.01 - 31.12.08 7 dagpengesatser x 8 år = 56,00 dagpengesatser 01.01.09 - 18.11.09 7 dagpengesatser x (18/30 + 10)/12 år = 6,18 dagpengesatser I alt = 67,40 dagpengesater I 2000 skal medlemmet betale 10 måneders bidrag ud af årets 12 måneder (marts-december) + bidrag fra den 17. til den 29. februar (skudår) svarende til 13 dage ud af februar måneds 29 dage. I 2009 skal medlemmet betale 10 måneders bidrag (januar-oktober) ud af årets 12 måneder + bidrag fra den 1. til den 18. november svarende til 18 dage ud af november måneds 30 dage.
Bilag 2
Bilag 2 Oversigt over tilbagebetalingsmuligheder, udbetalingsformer og beskatning Tilbagebetaling Hjemmel i loven/ bekendt- gørelsen Udbetalingsform Beskatning/ Hjemmel i pensionsbeskatningsloven Modregning af a-kassens tilgodehavender hos et medlem Begivenhed Udbetaling sker kontant 1) Udbetaling sker ved overførsel til pensionsordning Kræver skriftlig anmodning fra M, der er modtaget i a-kassen inden pensionsalderen/Kræver fravalg af efterlønsordning Afgift Skat M er omfattet af bagatelgrænsen 2) § 77 a, stk. 2, nr. 4/§ 20 Ja Ja/Ja Ja § 49 A, stk. 3 Ja M er emigreret eller skal emigrere § 77 a, stk. 2, nr. 3/§ 19 Ja Ja/Ja Ja § 49 A, stk. 3 Ja M har nået efterlønsalderen § 77 a, stk. 2, nr. 2/ § 18 Ja Ja/Ja eller at M er ophørt med at betale efterlønsbidrag uden at have fået et efterlønsbevis eller efterløn Ja § 49 A, stk. 3 Ja M får tilkendt førtidspension inden pensionsalderen § 77 a, stk. 2, nr. 1/ Ja Ja/nej 30 % § 49 A, stk. 2 Ja M dør § 77 a, stk. 4/ § 22 Ja Nej 30 % § 49 A, stk. 2 Ja M mister uforskyldt ret til efterløn 3) /§ 26, stk. 1 Ja Ja/ja 30 % § 49 A, stk. 2 Ja M anmoder om overførsel til en dansk pension § 77 a, stk. 1/ § 17 Ja Ja/ja Nej Nej Nej M anmoder om overførsel til en udenlandsk pension § 77 a, stk. 1/ § 17 Ja Ja/ja Ja § 49 A, stk. 5, jf. stk. 3 Nej M når pensionsalderen § 77 a, stk. 3/ § 21 Ja Nej/nej Ja § 49 A, stk. 3 Ja M har aldrig ret til efterløn /§ 25, stk. 1 Ja Nej/nej 30 % § 49 A, stk. 2, finder anvendelse Ja 1) Tilbagebetalingsbeløbet indsættes på M´s NEM-konto. 2) Beløbet er opgjort efter § 24 i bekendtgørelsen. 3) Det er direktoratet, der kan give tilladelse til tilbagebetaling, se dispensationsbestemmelse. Anmodning om tilbagebetaling skal fremsættes skriftligt overfor direktoratet.
Bilag 3
Bilag 3 § 5 i lov nr. 446 af 7. juni 2001 samt tilhørende lovbemærkninger § 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter nærmere regler om, at arbejdsløshedskasserne inden udgangen af 2002 skal undersøge, om de medlemmer, som betaler efterlønsbidrag, ved fortsat medlemskab og betaling af efterlønsbidrag kan opnå ret til efterløn. Hvis kassen konstaterer, at der er betalt efterlønsbidrag, uden at medlemmet ved fortsat medlemskab og betaling af efterlønsbidrag vil kunne opnå ret til efterløn, betales bidraget tilbage kontant. Beløbet opgøres og udbetales efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 77 a, stk. 5, 7, 8 og 9. Ved tilbagebetalingen finder § 49 A, stk. 2, i pensionsbeskatningsloven tilsvarende anvendelse. De tilhørende bemærkninger Det foreslås, at direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter nærmere regler om en overgangsordning, hvorefter arbejdsløshedskasserne skal gennemgå medlems- og bidragsperioder for de medlemmer, der forud for denne lovs ikrafttræden er begyndt at betale efterlønsbidrag. Gennemgangen forudsætter, at kasserne for visse medlemmer undersøger tidligere medlemsperioder i andre arbejdsløshedskasser. Da der er tale om en stor administrativ opgave foreslås, at overgangsordningen skal være gældende frem til udgangen af 2002. Et medlem, der har indbetalt efterlønsbidrag uden at kunne opnå ret til efterløn, inden medlemmet fylder 65 år, skal have beløbet tilbagebetalt kontant. Reglen omfatter ikke tilfælde, hvor en efterfølgende hændelse, fx udmeldelse af kassen eller ophør med at betale efterlønsbidrag er årsag til, at medlemmet nu ikke længere kan opnå ret til efterløn. I sådanne tilfælde kan medlemmet anmode om tilbagebetaling efter reglerne i lovens § 77 a, stk. 2. Beregning og udbetaling af tilbagebetalingsbeløbet sker efter arbejdsløshedsforsikringslovens almindelige regler for kontant tilbagebetaling af efterlønsbidrag. Medlemmet vil efter arbejdsløshedsforsikringslovens regler have adgang til at klage over kassens afgørelse om tilbagebetaling efter denne bestemmelse. Der vil blive fastsat nærmere regler om tilbagebetaling efter denne bestemmelse, herunder at tilbagebetaling først skal effektueres, når der foreligger en endelig administrativ afgørelse om, at betingelserne for tilbagebetaling er opfyldt. Det foreslås, at der skal betales en afgift på 30 pct. af tilbagebetalingsbeløbet, jf. pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 2. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at efterlønsbidragene har været fradragsberettigede i skattepligtig indkomst, jf. pensionsbeskatningslovens § 49 A, stk. 1. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 22.
Bilag 4
Bilag 4 Indholdsfortegnelse: Kapitel 1: Begreber §§ 1-5 Medlems- og efterlønsbidraget Pause med indbetaling af efterlønsbidrag Fra- og tilvalg af efterlønsordningen, herunder fortrydelsesordningen Tilmelding til fortrydelsesordningen Kapitel 2: Betaling af medlems- og efterlønsbidrag §§ 6-7 Betaling og opkrævning Modregning Kapitel 3: Fritagelse for betaling af medlemsbidrag § 8 Kapitel 4: Efterlønsbidragsfrie perioder § 9 Kapitel 5: Rykker- og sletteprocedure for medlemsbidraget §§ 10-12 Rykkerproceduren Slettelse og genoprettelse af medlemskabet Karantæne ved for sen betaling Kapitel 6: Rykker- og frameldeproceduren for efterlønsbidraget §§ 13-14 Rykkerproceduren Framelding af efterlønsbidraget Kapitel 7: Tilbagebetaling af medlems- og efterlønsbidrag § 15 Kapitel 8: Tilbagebetaling af efterlønsbidrag §§ 16-24 Overførsel til en pensionsordning, jf. lovens § 77 a, stk. 1 Kontant tilbagebetaling, jf. lovens § 77 a, stk. 2-4 Efterlønsalderen er nået, jf. lovens § 77 a, stk. 2, nr. 2 Emigration, jf. lovens § 77 a, stk. 2, nr. 3 Bagatelgrænsen, jf. lovens § 77 a, stk. 2, nr. 4 Pensionsalderen er nået, jf. lovens § 77 a, stk. 3 Dødsfald, jf. lovens § 77 a, stk. 4 Opgørelse af tilbagebetalingsbeløbet Kapitel 9: A-kassens tilbagebetaling af efterlønsbidraget før pensionsalderen, selvom der ikke er anmodet om det § 25 Kapitel 10: Dispensationsbestemmelse § 26 Kapitel 11: Efterbetaling af efterlønsbidrag § 27 Kapitel 12: Vejledningspligt § 28 Kapitel 13: Ikrafttræden og overgangsbestemmelser mv. § 29 Bilag 1 Opgørelse af tilbagebetalingsbeløbet Bilag 2 Oversigt over tilbagebetalingsmuligheder, udbetalingsformer og beskatning Bilag 3 § 5 i lov nr. 446 af 7. juni 2001 med lovbemærkninger Bilag 4 Indholdsfortegnelse