Skrivelse om bekendtgørelse om personer, der tages i forvaring efter retsplejeloven
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2008/1@2008-01-09/da
Indhold
Skrivelse om bekendtgørelse om personer, der tages i forvaring efter retsplejeloven
Ved brev af 29. juni 2004 blev lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven, konkursloven lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.) udsendt til kriminalforsorgens tjenestesteder og politiet. Loven fastsætter blandt andet regler om forvarede vidners og skyldneres adgang til besøg, brevveksling og udgang. Loven indeholder herudover en bemyndigelsesbestemmelse for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om behandlingen af disse personer. I forlængelse heraf sendes vedhæftede bekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 2008 om personer, der tages i forvaring efter retsplejeloven. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 2008. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af retsplejelovens § 178, stk. 10.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at den finder anvendelse på personer, som er taget i forvaring i medfør af retsplejelovens § 178, § 494, stk. 2, eller § 497, stk. 2, og er anbragt i varetægtsfængsel (arresthus). I den forbindelse kan følgende bestemmelser fra retsplejeloven fremhæves: § 178, stk. 1, nr. 5: “Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare, kan retten lade vidnet tage i forvaring ved politiets foranstaltning eller lade vidnet undergive en af de i § 765 nævnte foranstaltninger, indtil fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring kan finde sted eller vidnet indvilliger i at svare, dog ikke ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt.” § 494, stk. 2 : “Udebliver skyldneren, uanset at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham, uden anmeldt lovligt forfald, kan fogedretten ved kendelse bestemme, at han skal tages i forvaring af politiet, indtil han kan fremstilles i fogedretten. Det samme gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde, uagtet dette er pålagt ham. Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende anvendelse.” § 497, stk. 2 : “Undlader skyldneren at give de krævede oplysninger, kan fogedretten ved kendelse bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i forvaring, indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt. Skyldneren kan dog ikke holdes i forvaring i samme sag ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt.” § 497, stk. 3 : ”Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende anvendelse for personer, der tages i forvaring efter stk. 2.” Det skal i øvrigt bemærkes, at en række bestemmelser i retsplejeloven gør § 178 anvendelig i forhold til andre forvarede end vidner og skyldnere. Som eksempler herpå kan nævnes § 209 (syns- og skønsmænd), § 299 (personer pålagt edition) og § 456 h, stk. 7 (personer pålagt at medvirke til retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager).
Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, at bekendtgørelsen om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) med de fornødne fravigelser finder anvendelse på personer, som er anbragt i arresthus i medfør af retsplejelovens § 178, § 494, stk. 2 eller § 497, stk. 2 (forvarede vidner og skyldnere m.fl.). Visse af varetægtsbekendtgørelsens bestemmelser er dog relateret til særlige forhold, som kun gør sig gældende for varetægtsarrestanter, og vil derfor i sagens natur ikke være relevante at anvende i forhold til forvarede vidner og skyldnere m.fl. Som eksempel kan nævnes bestemmelserne i varetægtsbekendtgørelsens kapitel 25, der vedrører retsligt isolerede varetægtsarrestanter. Det fremgår samtidig af bekendtgørelsens § 4, at varetægtsbekendtgørelsens §§ 3-5, § 32, § 41, § 43, § 65, § 69, stk. 1, § 75, stk. 2, og §§ 99-101 ikke finder anvendelse på forvarede vidner og skyldnere m.fl. Baggrunden herfor er, at de nævnte bestemmelser omhandler forhold, som er reguleret i den fremsendte bekendtgørelse, herunder spørgsmål vedrørende udgang, besøg og brevveksling, jf. retsplejelovens § 178, stk. 4-9. Det bemærkes særligt, at når institutionen skal træffe afgørelse efter bekendtgørelsen, påhviler det institutionen at sikre sig, at der ikke herved sker en tilsidesættelse af rettens eventuelle bestemmelse om besøgs- og brevkontrol eller andre begrænsninger jf. bekendtgørelsens § 5, § 7 og § 9.