Vejledning til bekendtgørelse om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2008/76@2008-12-08/da
Indhold
Vejledning til bekendtgørelse om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser
I bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 er der fastsat regler om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser. I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinjer. Til § 1
Bekendtgørelsen fastlægger, hvornår en a-kasse har ret til refusion fra staten for ydelser udbetalt efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om børnepasningsorlov. Ydelser udbetalt med rette Til § 2 En ydelse er udbetalt med rette, hvis medlemmet 1) har ret til ydelsen ifølge lov eller regler fastsat i medfør af lov, eller 2) får tilkendt ret til ydelsen ud fra generelle forvaltningsretlige principper ved afgørelse truffet af Arbejdsdirektoratet (direktoratet) eller Arbejdsmarkedets Ankenævn (ankenævnet) En a-kasse har ret til refusion fra staten for ydelser, der er udbetalt med rette. Det gælder også, hvor en ydelse er udbetalt med rette på udbetalingstidspunktet, men senere kræves betalt tilbage af medlemmet, jf. § 86, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. A-kassen har ikke ret til refusion, hvis et medlem får tilkendt ret til en ydelse ud fra forvaltningsretlige principper på grund af, at a-kassen har begået fejl, og derved får en bedre retsstilling, end den der er hjemmel til efter loven. De situationer, hvor et medlem på grundlag af forvaltningsretlige principper eller god forvaltningsskik, f.eks. at bebyrdende afgørelser skal være skriftlige, får tilkendt ret til en ydelse, kan deles op i kundgørelsessager og sager om realudligning. Kundgørelsessager Kundgørelsessager defineres som sager, hvor a-kassen skriftligt har givet et medlem forkerte oplysninger om medlemmets konkrete rettigheder eller har undladt at give en pligtmæssig vejledning herom. Medlemmet har som følge af a-kassens oplysninger eller mangel på samme f.eks. fået en berettiget forventning om, at en ydelse var større eller kunne udbetales i længere tid, end der var hjemmel til i loven. I tidsrummet frem til medlemmet modtager korrekt meddelelse om sine rettigheder, vil medlemmet have ret til ydelsen. Da der er tale om ydelser, som medlemmet kun får ret til, fordi a-kassen har begået en fejl, der giver medlemmet en berettiget forventning til ydelsen, har a-kassen ikke ret til refusion, selv om udbetalingen er sket med rette. Realudligning Der er tale om realudligning, hvis et medlem får genoprettet sin retsstilling i det administrative system, fordi retten til en ydelse var fortabt som følge af forkert vejledning fra a-kassen. Det vil sige, at ankenævnet eller direktoratet træffer en afgørelse, der stiller det enkelte medlem som om, der var givet en korrekt vejledning. Medlemmet bliver stillet som om, at a-kassen har vejledt korrekt, og medlemmet har handlet rettidigt. A-kassen har ikke ret til refusion for den periode, der ligger imellem tidspunktet for rettens ophør efter loven og det tidspunkt, hvor forholdet bliver konstateret. Ydelser udbetalt med urette Til § 3 A-kassen har som hovedregel ikke ret til refusion for fejludbetalte ydelser. Dette gælder, selv om a-kassen er uden skyld i, at der er sket en fejludbetaling. I §§ 4-6 er nævnt nogle særlige undtagelser fra hovedreglen. Kun i disse tilfælde har a-kassen ret til refusion. Har a-kassen et selvstændigt ansvar, falder retten til refusion dog bort for det beløb, som ville have været fejludbetalt alene som følge af a-kassens forhold. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor a-kassen ikke har udvist agtpågivenhed eller har overtrådt formelle regler. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan også efter en konkret vurdering af sagen give a-kassen retten til refusion, selv om §§ 4-6 ikke er opfyldt, jf. § 7. Til § 4 Har medlemmet begået svig, jf. § 87, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har a-kassen ret til refusion. Hvis a-kassen har begået en fejl, som i sig selv ville have ført til en fejludbetaling, falder retten til refusion dog bort for det beløb, som ville have været fejludbetalt alene som følge af a-kassens forhold. Eksempel: Et medlem har bevidst oplyst for få arbejdstimer på sine dagpengekort. A-kassen har dog ikke belagt medlemmets dagpengekort med G-dage, hvilket skulle have været gjort ud fra oplysningerne på kortet. A-kassen har ikke ret til refusion for det beløb, der svarer til G-dagene. A-kassens ret til refusion hænger tæt sammen med den endelige afgørelse, der bliver truffet over for medlemmet. Ændrer direktoratet, ankenævnet eller en domstol a-kassens afgørelse fra svig til uagtsomhed, falder a-kassens ret til refusion bort. A-kassen kan dog i visse situationer bevare retten til refusionen. I vejledningen til § 7 er disse situationer nærmere beskrevet. Til § 5, stk. 1 En a-kasse har ret til refusion, hvis ydelsen blev fejludbetalt, fordi a-kassen traf en forkert afgørelse på grundlag af et skøn. Det er en betingelse, at a-kassen havde et tilstrækkeligt grundlag for at udøve skønnet, inden den traf afgørelsen. A-kassen skal derfor, med udgangspunkt i kravene om dokumentation, have indhentet de oplysninger, der er relevante for sagen. A-kassens skøn skal også kunne anses for at være forsvarligt. Heri ligger blandt andet, at det hviler på en korrekt brug af gældende regler og af direktoratets, ankenævnets og domstolenes praksis på området. A-kassen har ret til refusion, hvis det er det udøvede skøn, der er skyld i, at der er sket en fejludbetaling. Kan medlemmet gøres ansvarlig for fejludbetalingen, falder retten til refusion bort. I vejledningen til § 5, stk. 3, er beskrevet, hvornår a-kassens ret til refusion falder bort. Skønsmæssige afgørelser forekommer i situationer, hvor afgørelsen beror på en samlet vurdering af oplysninger og omstændigheder i sagen. Som eksempler på afgørelser, som ofte vil bero på et skøn, kan nævnes, om et medlem står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller om et medlem må anses for at være selvforskyldt ledig. Det beror også på et skøn, om en selvstændig erhvervsdrivende opfylder beskæftigelseskravet i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det samme gør sig gældende, når a-kassen skal afgøre om et medlem, som arbejder freelance, skal anses for at være lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Til § 5, stk. 2 En a-kasse har ret til refusion, hvis fejludbetalingen er sket, fordi a-kassen har fået urigtige oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden a-kasse. Dette gælder dog ikke, hvis a-kassen vidste eller burde vide, at oplysningerne var urigtige. Eksempel: En arbejdsgiver har ved en fejl sendt a-kassen oplysninger om løn på en anden person end medlemmet. Det fremgår af arbejdsgivererklæringen og lønsedlerne, at det ikke er oplysninger om medlemmets løn. Det hører med til a-kassens almindelige agtpågivenhed at kontrollere medlemmets navn, adresse og CPR-nr. A-kassen har derfor ikke ret til refusion. Der er særlige regler, hvis staten i jobcenteret er skyld i, at der er bevilliget en ydelse på et forkert grundlag. I vejledningen til § 6 er de særlige regler beskrevet. Direktoratet kan, jf. § 86, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., træffe afgørelse om, at den a-kasse, der har givet forkerte oplysninger til en anden a-kasse, er ansvarlig for fejludbetalingen. Til § 5, stk. 3 En a-kasses ret til refusion efter § 5, stk. 1 og 2, falder bort, hvis medlemmet skal betale ydelsen tilbage på grund af udvist uagtsomhed, jf. § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. A-kassen vil dog have ret til refusion, hvis staten i jobcenteret er skyld i, at der er sket en fejludbetaling. I vejledningen til § 6 er den særlige regel beskrevet. Ændrer direktoratet, ankenævnet eller en domstol a-kassens afgørelse om, at et medlem har begået svig, falder a-kassens ret til refusion bort. A-kassen kan dog i visse situationer bevare retten til refusionen. I vejledningen til § 7 er disse situationer nærmere beskrevet. Til § 6 A-kassen har ret til refusion, hvis det kun er staten i jobcenteret, der er skyld i, at ydelsen blev bevilliget på forkert grundlag. Det er en betingelse, at a-kassen ikke vidste eller burde vide, at bevillingen var givet på et fejlagtigt grundlag. Det er staten i jobcenteret, der bevilliger orlov til børnepasning. A-kassen skal som led i ansøgningsproceduren give staten i jobcenteret oplysninger, der bliver lagt til grund for bevillingen. A-kassen skal blandt andet oplyse, om medlemmet har dagpengeret. A-kassen skal også attestere, at det er sandsynliggjort, at et medlem, der er selvstændig erhvervsdrivende, kan ophøre med sin virksomhed i en orlovsperiode. Det er også staten i jobcenteret, der giver de tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som er grundlaget for udbetalingen af aktiveringsydelse efter § 52 a, stk. 2 og 3, og § 55, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. A-kassen mister retten til refusion for fejludbetalte beløb, hvis den ikke har oplyst korrekt om medlemmets forhold. A-kassen har ret til refusion, hvis et medlem i relation til godkendelsen af ydelsen har udvist uagtsomhed og skal betale ydelsen tilbage, jf. § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det er en betingelse, at a-kassen ikke vidste eller burde vide, at en godkendelse eller udbetaling hvilede på et fejlagtigt grundlag. Til § 7 Dispensation i forbindelse med fejludbetalte beløb. En a-kasse har som udgangspunkt ikke ret til refusion for fejludbetalte beløb. Undtagelserne fra denne hovedregel fremgår af §§ 4-6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter en konkret vurdering af sagen give en a-kasse ret til refusion, uanset at §§ 4-6 ikke er opfyldt. Der kan efter en konkret vurdering blive tale om at dispensere, så a-kassen får ret refusion: 1) Hvis et medlem har udvist uagtsomhed i sammenhæng med og i forlængelse af svig. Det vil blandt andet være en betingelse for at få ret til refusion for det uagtsomme forhold, at a-kassen kun kunne have forhindret fejludbetalingen for det uagtsomme forhold, hvis den kendte til det svigagtige forhold. 2) Hvis direktoratet og/eller ankenævnet ændrer sin afgørelse fra svig til uagtsomhed på grund af en frifindende dom, eller fordi politiet opgiver påtale på grund af bevisets stilling. A-kassens ret til refusion vil blandt andet være betinget af, at a-kassen har gjort alt, hvad der med rimelighed kan forlanges for at oplyse og underbygge sagen. 3) Hvis fejludbetalingen er sket, fordi a-kassen ikke er blevet orienteret af staten i jobcenteret om, at medlemmet er blevet afmeldt. 4) Hvis arvingerne eller boet ikke har oplyst a-kassen om, at medlemmet er død. Dette gælder dog ikke, hvis a-kassen kendte eller burde have haft kendskab til dødsfaldet. Muligheden for at dispensere kan også tænkes brugt i andre situationer. Det skal fremhæves, at der i de nævnte eksempler ikke er tale om en generel ret til dispensation. Dispensationen skal ske efter en konkret vurdering af den enkelte sag. Til § 8
Bekendtgørelsen skal også anvendes på uddannelsesgodtgørelse eller aktiveringsydelse, der er bevilliget eller er udbetalt efter de hidtil gældende regler i lov nr. 666 af 19. august 1999 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. § 134, stk. 1, i lov nr. 419 af 10. juni 2003 om en aktiv beskæftigelsesindsats. Denne vejledning erstatter vejledning nr. 74 af 26. juni 2003 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser.