Vejledning om undtagelseserklæring i forbindelse med næringsbrevsordningen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2009/57@2009-07-06/da
Indhold
Vejledning om undtagelseserklæring i forbindelse med næringsbrevsordningen
1. Generelle betingelser for undtagelseserklæring 1.1. Personer og selskaber mv. (juridiske personer), der har haft næringsbrev til fødevarevirksomhed i mindst et år, kan undtages for indberetning af væsentlige lovovertrædelser til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register over væsentlige overtrædelser af visse lovgivninger. 1.2. En undtagelseserklæring gælder for hele virksomheden, uanset hvor mange forretningssteder og evt. forretningsenheder, der hører under virksomheden. Er virksomheden personligt ejet, kan hele virksomheden med tilhørende forretningssteder og evt. forretningsenheder undtages. Drives virksomheden i selskabsform, kan den juridiske person, dvs. selskabet med tilhørende forretningssteder og evt. forretningsenheder, undtages. 1.3. Undtagelse kræver, at en godkendt revisor eller en advokat afgiver erklæring om virksomhedens forhold, jf. pkt. 1.8. 1.4. Erklæringen skal beskrive forhold i det senest afsluttede kalenderår og skal sendes ind det følgende år. 1.5. Hvis erklæringen registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i perioden 1. januar til 31. marts, gælder undtagelsen fra 1. april til og med 31. marts det efterfølgende år. Hvis erklæringen registreres 1. april eller derefter, gælder undtagelsen fra registreringstidspunktet til og med 31. marts det efterfølgende år. Hvis virksomheden ikke i forvejen er undtaget via en erklæring, undtages den altid fra registreringstidspunktet til og med 31. marts det efterfølgende år. 1.6. Undtagelseserklæringen er en standarderklæring, som er udarbejdet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Kan revisor eller advokat ikke stå inde for erklæringens ordlyd, kan der ikke afgives erklæring. 1.7. Undtagelseserklæringen kan kun indsendes elektronisk via www.virk.dk/naeringsbasen ved at benytte digital signatur. 1.8. En godkendt revisor eller en advokat erklærer: 1) At virksomheden har haft næringsbrev efter næringsbrevsordningen i et år. Det er en forudsætning for at kunne afgive undtagelseserklæring, at virksomheden har haft næringsbrev i minimum et år, dvs. 365 dage. Revisor eller advokat skal derfor kontrollere dette. 2) At virksomheden inden for det senest afsluttede kalenderår har aflagt årsrapport i henhold til årsregnskabsloven, og at årsrapporten er revideret af en godkendt revisor. Årsrapporten skal være aflagt i det senest afsluttede kalenderår. Det er ikke et krav, at rapporten omhandler det senest afsluttede kalenderår. Virksomheder, som ikke er forpligtet til at aflægge årsrapport efter årsregnskabsloven, kan kun undtages, hvis de frivilligt aflægger årsrapport, der som minimum følger reglerne i regnskabsklasse A i årsregnskabsloven. Årsrapporten skal også være revideret af en godkendt revisor. Der er ikke krav om, at revisionspåtegningen på årsrapporten ikke må indeholde forbehold eller supplerende oplysninger, men et forbehold må ikke være så graverende, at revisor i realiteten ikke har udtalt sig om store dele af årsrapporten, jf. nærmere afsnit 2.3. For at opnå undtagelseserklæring behøver årsrapporten ikke at være sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller på anden måde offentliggjort. 3) At virksomheden inden for det senest afsluttede kalenderår i forbindelse med drift af fødevarevirksomhed ikke er straffet for væsentlig overtrædelse af skatte- eller afgiftslovgivningen eller pantlovgivningen. Væsentlige overtrædelser af skatte-, afgifts- og pantlovgivningen betyder i denne sammenhæng overtrædelser, som er omfattet af reglerne om indberetning til overtrædelsesregistret. Dette fremgår af §§ 10-12, jf. bilag 1, pkt. B og D, i bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder. Der skal være tale om en endelig afgørelse om sanktion for den væsentlige overtrædelse. Herved forstås, at bødeforlæg er vedtaget, eller der er faldet endelig dom. Det er uden betydning for revisors/advokatens erklæring, om overtrædelsen er indberettet til overtrædelsesregistret, og om virksomheden i det senest afsluttede kalenderår havde undtagelseserklæring eller ej. Ikke alle overtrædelser er relevante for undtagelseserklæringerne. Overtrædelserne skal være sket i forbindelse med driften af fødevarevirksomheden. Hvis skatte-, afgifts- eller pantovertrædelsen vedrører anden drift, har det ikke betydning for muligheden for at afgive undtagelseserklæring. Eksempler på overtrædelser, der ikke har betydning, kan være skatte- eller afgiftsforhold om udlejningsvirksomhed eller anbringelse af overskudslikviditet i andre typer virksomhed med henblik på forrentning eller afkast. 4) At virksomheden inden for det senest afsluttede kalenderår i forbindelse med drift af fødevarevirksomhed ikke er straffet for mere end én væsentlig overtrædelse af fødevarelovgivningen, eller – hvis virksomheden har flere tilsynsenheder – ikke er straffet for mere end gennemsnitlig én væsentlig overtrædelse pr. tilsynsenhed, og at højst tre af overtrædelserne relaterer sig til den samme tilsynsenhed. Væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen betyder i denne sammenhæng overtrædelser, som er omfattet af reglerne om indberetning til overtrædelsesregistret, jf. §§ 10-12, jf. bilag 1, pkt. A, i bekendtgørelse om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder. Der skal være tale om endelig afgørelse om sanktion for væsentlige overtrædelser. Herved forstås, at bødeforlæg er vedtaget, eller der er faldet endelig dom. Det er uden betydning for revisors/advokatens erklæring, om overtrædelsen er indberettet til overtrædelsesregistret, og om virksomheden i det senest afsluttede kalenderår havde undtagelseserklæring eller ej. Som udgangspunkt må virksomheden højst have én væsentlig overtrædelse af fødevarelovgivningen for at kunne være undtaget for indberetning. Hvis virksomheden har flere tilsynsenheder, kan den dog have gennemsnitlig én væsentlig fødevareovertrædelse pr. tilsynsenhed og alligevel blive undtaget. Højst tre af de væsentlige fødevareovertrædelser må relateres til den samme tilsynsenhed. Ved en tilsynsenhed forstås et tilsynssted på et forretningssted under en bestemt virksomhed. Tilsynsenheder svarer til de tilsynssteder eller salgssteder, hvor der skal være ophængt en kontrolrapport efter fødevarelovgivningen (smiley-rapport). Tilsynsenheder fastsættes administrativt af fødevaremyndigheden. Et forretningssted kan indeholde flere tilsynsenheder, f.eks. kan et supermarked have en viktualieafdeling, en bagerafdeling og en slagterafdeling. Hvis virksomheden gennemsnitlig har mere end én væsentlig fødevareovertrædelse pr. tilsynsenhed, eller mere end tre af overtrædelserne relaterer sig til samme tilsynsenhed, kan hele virksomheden ikke undtages. Det gælder, uanset hvor mange forretningssteder og tilsynsenheder, virksomheden omfatter. Antallet af tilsynsenheder beregnes for virksomheden under ét, uanset hvor mange forretningssteder de er fordelt på. Eksempel En virksomhed, der omfatter tre forretningssteder med hver to tilsynsenheder, må inden for det seneste kalenderår være straffet for i alt højst seks væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen for at kunne blive undtaget. Virksomheden kan dog ikke blive undtaget, hvis flere end tre af de seks overtrædelser relateres til den samme tilsynsenhed. Ikke alle fødevareovertrædelser er relevante for undtagelseserklæringerne. Overtrædelserne skal være sket i forbindelse med drift af fødevarevirksomhed. Hvis overtrædelserne vedrører anden drift, har de ikke betydning for muligheden for at afgive undtagelseserklæring. Fødevareovertrædelser i f.eks. en medarbejderkantine skal ikke regnes med. 2. Revisorens/advokatens arbejde 2.1. Revisoren/advokaten skal tilrettelægge sit arbejde med henblik på at afgive erklæring om, at virksomheden har haft næringsbrev i mindst ét år, at den har aflagt årsrapport og, om den er straffet for væsentlige overtrædelser af skatte-, afgifts-, pant- eller fødevarelovgivningen. 2.2. Revisoren/advokaten skal kontrollere, om virksomheden har haft næringsbrev efter næringsbrevsordningen i minimum et år, dvs. 365 dage. Revisoren/advokaten kan kontrollere det ved at se, hvornår virksomheden har erhvervet næringsbrevet og ved på www.naeringsbasen.dk at se, om den stadig har det. 2.3. Revisoren/advokaten skal kontrollere, om virksomheden har aflagt årsrapport inden for det senest afsluttede kalenderår, og om årsrapporten er revideret af en godkendt revisor. Revisoren/advokaten skal kontrollere, at revisionspåtegningen ikke indeholder forbehold, som er så alvorlige, at den reviderende revisor ikke har udtalt sig om store dele af årsrapporten. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den reviderende revisor ikke har kunnet udtale sig om hele resultatopgørelsen, fordi bogføringen har været meget mangelfuld, eller den reviderende revisor ikke har kunnet udtale sig om værdiansættelsen af væsentlige aktivposter i balancen. 2.4. For at undersøge, om virksomheden er straffet for væsentlige overtrædelser af skatte-, afgifts-, pant- eller fødevarelovgivningen, skal revisor/advokat se i virksomhedens årsrapport, undersøge relevante konti i virksomhedens bogføring og indhente oplysninger fra virksomhedens ledelse. Revisor/advokat skal endvidere undersøge Fødevarestyrelsens kontrolresultater (smileys), som kan findes via www.foedevarestyrelsen.dk Hvis virksomheden ikke har været undtaget det seneste kalenderår, skal revisor/advokat se et udtræk fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register over væsentlige overtrædelser. Udtrækket kan hentes on-line af virksomheden med digital signatur, eller virksomheden kan anmode Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om et udtræk. 3. Årlig betaling 3.1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen opgør den 1. august antallet af virksomhedens næringsbreve og kræver betaling herfor. En virksomhed skal årligt betale 500 kr. for hvert næringsbrev, uanset hvor mange forretningssteder der er. En virksomhed har som udgangspunkt ét næringsbrev pr. forretningssted, men kan frivilligt have valgt at have flere næringsbreve på et forretningssted, hvis der er flere forretningsenheder på forretningsstedet. 3.2. Virksomheder, der inden den 1. august det pågældende kalenderår har fået registreret en undtagelseserklæring og en betalingsoplysning for virksomheden, fritages helt eller delvist for den årlige betaling. Virksomheden fritages således for betaling for næringsbreve, der er tilknyttet de forretningssteder, som er helt fri for væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen. Virksomheden skal derimod betale for næringsbreve, der er tilknyttet de forretningssteder, som har registreret én eller flere væsentlige fødevareovertrædelser. 3.3. Ved afgivelse af betalingsoplysning, skal revisor/advokat angive: – At der ikke har været væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen på nogen af forretningsstederne, eller – At der har været væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen samt hvilke forretningssteder, de har været på. På baggrund af disse oplysninger beregnes betalingen.