Gelex

Vejledning til bekendtgørelse om kompetencekrav til personer, der yder rådgivning om visse investeringsprodukter

OphævetVersion 2011-04-15fra 2011-04-28 til 2018-05-25
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2011/23@2011-04-15/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning til bekendtgørelse om kompetencekrav til personer, der yder rådgivning om visse investeringsprodukter

Bekendtgørelse om kompetencekrav til personer, der yder rådgivning om visse investeringsprodukter, er udstedt med hjemmel i lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 4, og § 373, stk. 4. Bekendtgørelsen gennemfører en to-ledet certificeringsordning, der er knyttet op på risikomærkningsordningen, jf. bekendtgørelse om risikomærkning, som indfører en mærkningsordning, hvor alle investeringsprodukter opdeles i tre kategorier: grøn, gul og rød. Denne kategorisering er udarbejdet på baggrund af en vurdering af disse produkters kompleksitet og risikoen for at tabe det investerede beløb. Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der yder rådgivning her i landet, herunder gennem filialetablering. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på investeringsrådgivere, jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed. Bekendtgørelsen om kompetencekrav til personer, der yder investeringsrådgivning på værdipapirområdet, indeholder i § 3 et overordnet kompetencekrav, således at alle ansatte, der yder investeringsrådgivning eller rådgivning om puljer eller porteføljer af investeringsprodukter, skal være i stand til at yde en forsvarlig rådgivning og have tilstrækkelige kompetencer inden for relevant lovgivning, investe­rings­produkter og økonomisk forståelse, herunder kendskab til afkast og risiko, risikospredning, omkostninger og porteføljepleje. For investeringsrådgivning om investeringsprodukter, der er mærket med grønt eller gult, fx danske statsobligationer, realkreditobligationer, aktier, der handles på regulerede markeder og investeringsforeningsbeviser eller rådgivning om puljer af investeringsprodukter, skal virksomhederne udarbejde en forretningsgang for systematiske uddannelsesforløb, der sikrer, at alle ansatte, der yder investeringsrådgivning om ”de grønne og gule investeringsprodukter” eller puljer af investeringsprodukter, har de fornødne kompetencer jf. § 4 for så vidt angår de produkter, som de ansatte rådgiver om. Det samme gør sig gældende for de porteføljeplejeprodukter, hvor kunderne ikke modtager individuel porteføljepleje, men hvor porteføljer plejes centralt og ensartet hos virksomheden, og hvor der højest kan indgå 20 % røde produkter i porteføljen. For investeringsprodukter, som er mærket med rødt, skal virksomhederne sikre, at de ansatte har gennemført en prøve, jf. § 5 på baggrund af kompetencekrav godkendt af Finanstilsynet, der sikrer, at den ansatte har de fornødne kompetencer efter § 3, stk. 2, nr. 2, om de produkter, som den ansatte rådgiver om. Med 3 års mellemrum, skal den ansatte tage en prøve, der skal godtgøre, at de fortsat er i besiddelse af de fornødne kvalifikationer. Begrebet ansat omfatter også ejeren af en enkeltmandsvirksomhed, der er omfattet af bekendtgørelsen.

§ 1 Ifølge § 1 finder bekendtgørelsen anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, som yder investeringsrådgivning om investeringsprodukter, puljer eller porteføljer af investeringsprodukter til detailkunder her i landet, herunder gennem filialetablering. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på investeringsrådgivere jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed. Dette omfatter også filialer af udenlandske investeringsrådgivere. Detailkunder skal forstås i overensstemmelse med § 4, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel. Ved puljer eller porteføljer af disse produkter forstås ordninger, hvor indskud placeres i fx aktier. Dette kunne være en børneopsparing eller kapitalpensionsordning. Bekendtgørelsen finder jf. stk. 2, ikke anvendelse på rådgivning om realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer (SDRO’er), særligt dækkede obligationer (SDO’er) eller pantebreve, når rådgivningen sker i tilknytning til og som forudsætning for udførelse af kunders optagelse, indfrielse eller omlægning af et lån med pant i fast ejendom. § 2 Ved investeringsprodukter forstås ifølge § 2, stk. 1, 1) instrumenter, jf. bilag 5 i lov om finansiel virksomhed, 2) indskud i pengeinstitutter, hvor et afkast afhænger af udviklingen i et eller flere underliggende aktiver, 3) garantbeviser, 4) andelsbeviser og 5) pantebreve. Definitionen svarer til definitionen af investeringsprodukter i bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter. Definitionen omfatter udover alle værdipapirer, der er nævnt i bilag 5 i lov om finansiel virksomhed, også indskud i pengeinstitutter, hvor afkastet afhænger af udviklingen i et eller flere aktiver. Det gælder eksempelvis strukturerede indlån, hvor afkastet helt eller delvist følger udviklingen i et eller flere finansielle instrumenter eller finansielle indeks. Det fremgår endvidere, at definitionen omfatter garant- og andelsbeviser samt pantebreve.

§ 3 I § 3 fastsættes et overordnet kompetencekrav for alle ansatte, der yder investeringsrådgivning i de virksomheder, der er omfattet af bekendtgørelsen. Ifølge stk. 1 skal virksomhederne sikre, at ansatte er i stand til at yde en forsvarlig rådgivning. Dette betyder, at den ansatte skal have tilstrækkelige kompetencer indenfor følgende områder: 1) relevant lovgivning, 2) investeringsprodukter og 3) økonomisk forståelse. Den ansatte skal have kendskab til hvilke krav, der stilles i henhold til relevant lovgivning jf. § 3, stk. 2, nr. 1, hvorved forstås de dele af følgende lovgivning, som er relevant i forhold til den rådgivning, som den ansatte yder og de investeringsprodukter, som den ansatte rådgiver om: 1) Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel med vejledning. 2) Bekendtgørelse om værdipapirhandleres udførelse af ordrer med vejledning. 3) Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder med vejledning. 4) Bekendtgørelse om risikomærkning med vejledning. 5) Udvalgte dele af lov om værdipapirhandel i form af et overordnet kendskab til reglerne om markedsmisbrug. 6) Udvalgte dele af lov om finansiel virksomhed i form af kendskab til, hvilke finansielle instrumenter der er omfattet af loven, jf. bilag 5. Relevant lovgivning vil endvidere omfatte grundlæggende skatteregler for de investeringsprodukter, som den pågældende yder rådgivning om. Herudover skal den ansatte jf. § 3, stk. 2, nr. 2, have kendskab til de investeringsprodukter inden for mærkningsordningens kategorier »grøn« og »gul«, som vedkommende rådgiver om, eller eventuelle porteføljer eller puljer. Den ansatte skal være i stand til at forklare disse investeringsprodukters indhold, risici og priser, jf. §§ 12 og 14 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel. Den ansattes økonomiske forståelse jf. § 3, stk. 2, nr. 3, skal omfatte relevant kendskab til følgende områder, som er relevant i forhold til de investeringsprodukter, som den ansatte rådgiver om: 1) Kapitalmarkedernes rolle og funktion: a) Primærmarked, hvor kapitalfremskaffelsen sker ved udstedelse af værdipapirer (fx aktier eller obligationer). b) Sekundærmarked, hvor værdipapirerne handles (prisfastsættelse af virksomhedens markedsværdi). c) Markedspladser, hvor værdipapirerne kan handles. d) Overordnede principper for clearing og settlement, dvs. processen fra et værdipapir handles, til det ligger på en kundes depot. 2) Afkast og risiko: a) Sammenhæng mellem afkast og risiko. b) Afkast og risiko for de produkter, der rådgives om. 3) Porteføjleteori og risikospredning: a) Principper for risikospredning. b) Relevante porteføljeteorier i forhold til porteføljepleje hos forskellige investorprofiler. 4) Omkostninger: a) Beregningsmetoder for omkostninger vedr. de produkter den pågældende ansatte rådgiver om. b) ÅOP for investeringsbeviser og strukturerede produkter.

I §§ 4-5 fastsættes nærmere regler om, hvordan virksomhederne skal dokumentere, at deres ansatte opfylder kompetencekravet. § 4 For investeringsprodukter omfattet af den grønne eller den gule kategori, eller puljer eller porteføljer af investe­rings­produkter skal virksomhederne udarbejde en forretningsgang for systematiske uddannelsesforløb, der sikrer, at alle ansatte, der yder rådgivning om disse produkter, har de fornødne kompetencer, jf. § 3. Dette krav omfatter kun kundevendte ansatte. Det samme gør sig gældende for porteføljeplejeprodukter, hvor kunderne ikke modtager individuel porteføljepleje, men hvor porteføljer plejes centralt og ensartet hos virksomheden, og hvor der som udgangspunkt højest kan indgå 20 % røde produkter i porteføljen pr. investeringsaftale. Virksomheder omfattet af bekendtgørelsen skal sikre, at de ansatte har gennemgået dette uddannelsesforløb, inden de begynder at yde investeringsrådgivning. For investeringsprodukter i den grønne eller gule kategori samt puljer af investeringsprodukter eller centralt forvaltede porteføljeplejeprodukter vil det være op til virksomheden at sikre, at alle dets ansatte har det vidensniveau, som er beskrevet i § 3. Dette skal de gøre ved at systematisere deres uddannelsesindsats overfor deres ansatte. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at virksomheden på ad hoc basis beslutter, om den enkelte ansatte har behov for uddannelse. For at sikre, at de ansatte har opnået tilstrækkelig viden, skal virksomheden sørge for, at de ansatte har tilegnet sig den viden, som vedkommende skal besidde efter gennemførelsen af uddannelsesforløbet. Forretningsgangen skal beskrive, hvilke uddannelsesforløb den enkelte ansatte skal gennemføre, for at den ansatte opnår det tilstrækkelige niveau efter § 3. Forretningsgangen skal redegøre for: 1) Uddannelser, kurser, træning, e-læring eller andre oplæringsforløb, som de ansatte gennemgår for at sikre de kompetencer, som er nødvendige for at rådgive om produkter omfattet af § 4. 2) Hvordan virksomheden følger op på, at de ansattes generelle kompetenceniveau opretholdes. 3) Beskrivelse af hvordan de ansattes kompetencer opdateres, når virksomheden introducerer nye produkter omfattet af § 4. Forretningsgangen for de systematiske uddannelsesforløb vil indgå i tilsynets inspektioner, ligesom tilsynet vil foretage filialinspektioner for ved stikprøver at undersøge, om vidensniveauet bliver højnet i sektoren og derved opfylder kravene til kompetence. Ansatte, der forinden ansættelse hos virksomhederne, har gennemgået et uddannelsesforløb hos en anden virksomhed omfattet af bekendtgørelsen, kan yde rådgivning om tilsvarende produkter uden at have gennemgået uddannelsesforløbet hos den nye virksomhed. Bestemmelsen har til formål at sikre, at jobskifte inden for den finansielle sektor kan ske uden, at den ansatte skal gennemgå en række kurser, forinden vedkommende kan påbegynde sit nye job. Virksomhederne skal i sine forretningsgange beskrive, hvorledes den sikrer sig, at de ansatte har gennemgået et uddannelsesforløb hos en anden virksomhed omfattet af bekendtgørelsen. § 5 Ansatte, der yder rådgivning om produkterne i den røde kategori, må kun rådgive, hvis de har aflagt en prøve, der dokumenterer, at den ansatte besidder de fornødne kompetencer om investeringsprodukter, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, om de produkter, som den ansatte rådgiver om. Virksomhederne er ansvarlige for, at rådgivningen kun gennemføres af ansatte, der har gennemført denne prøve. § 6 Finanstilsynet godkender, jf. § 6, stk. 1, kompetencekravene for denne prøve efter rådgivning fra et af Finanstilsynet nedsat uddannelsesudvalg med Finanstilsynet som formand, bestående af Finansrådet, Finansforbundet, Forbrugerrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fondsmæglerforeningen og Dansk Aktionærforening og efter rådgivning fra et fagudvalg bestående af 3 alment anerkendte eksperter inden for investering. Rådgivningen fra uddannelsesudvalget skal sikre, at brugerne af prøven bliver inddraget ved godkendelsen, mens rådgivningen fra fagudvalget skal sikre, at kompetencekravene til en udbyders prøve lever op til kriterierne i bilag 1. Herudover skal Finanstilsynet godkende rammerne for afholdelsen prøven. Det vil sige, hvilke ydre rammer prøven afholdes under, hvorimod tilsynet fx ikke skal godkende, hvor mange spørgsmål, der stilles og hvor stor en procentdel af de stillede spørgsmål, der skal være korrekt besvaret for at bestå prøven, ligesom Finanstilsynet ikke skal godkende den konkrete udformning af de enkelte prøvespørgsmål. Finanstilsynet vil efter ikrafttrædelsen af bekendtgørelsen ved stikprøver foretage en vurdering af, om de udbudte prøver lever op til bekendtgørelsens krav. De nærmere kriterier for godkendelse af prøven og rammerne herfor er beskrevet i bekendtgørelsens bilag 1. Med 3 års mellemrum aflægges en ny prøve, der dokumenterer, at den ansatte fortsat besidder de fornødne kompetencer. Der fastsættes ikke regler om, at de ansatte skal have gennemgået et særligt uddannelsesforløb, inden de kan tage denne prøve. Det vil således være op til den enkelte virksomhed at vurdere, hvordan den vil sikre, at de enkelte personalegrupper kan bestå denne prøve, herunder om de selv vil udbyde undervisning eller benytte sig af eksterne uddannelsestilbud. For at gøre det muligt at de ansatte, der kun rådgiver om enkelte røde produkter, ikke skal have viden om alle røde produkter, kan der udarbejdes prøver for mindre grupper af røde produkter. Disse prøver skal under alle omstændigheder overholde de af tilsynet godkendte kompetencekrav. Prøverne skal dokumentere, at de ansatte er i besiddelse af de fornødne kvalifikationer om de produkter, som den ansatte rådgiver om. Der fastsættes med bekendtgørelsen ikke regler om, hvem der vil kunne udbyde disse prøver. Alle vil derfor kunne udbyde disse prøver under forudsætning af, at de får godkendt kompetencekravene af Finanstilsynet. Prøveudbyderen skal selv udforme disse kompetencekrav. Det vil være muligt at udbyde prøver, der kan tages online i den virksomhed, hvor den ansatte er ansat, under ordnede forhold fx under opsyn af personaleafdelingen. § 8 Bekendtgørelsens § 8 giver Finanstilsynet hjemmel til at give virksomheder omfattet af bekendtgørelsen påbud om berigtigelse af forhold, der strider mod de opregnede bestemmelser i bekendtgørelsen. Manglende efterlevelse af påbud kan straffes med bøde. Bestemmelsen vil fx kunne anvendes, hvis en virksomhed ikke udarbejder forretningsgange, som anført i bekendtgørelsen.

§ 9 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2011. Dog træder § 5 først i kraft den 1. december 2011. For produkter i den grønne og gule kategori og for puljer eller porteføljer af investeringsprodukter kan ansatte, der er ansat hos en virksomhed omfattet af bekendtgørelsen før den 1. august 2011, jf. stk. 2, yde rådgivning om disse produkter uden at have gennemgået et uddannelsesforløb frem til den 1. august 2012. For de røde produkter gælder en tilsvarende overgangsordning jf. § 9, stk. 4, der starter den 1. december 2011 og løber frem til den 1. december 2012. Ansatte hos en virksomhed omfattet af bekendtgørelsen kan skifte arbejdsgiver i overgangsperioden uden, at den pågældende skal bestå en prøve jf. § 5.

Versioner

  1. 2011-04-15 · til 2018-05-25