Gelex

Vejledning om retten til dagpenge og efterløn i forbindelse med social pension

OphævetVersion 2011-04-27fra 2011-05-05 til 2017-05-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2011/29@2011-04-27/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning om retten til dagpenge og efterløn i forbindelse med social pension

Reglerne om retten til ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven for medlemmer, der søger om eller modtager social pension, er fastsat i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 64 og § 74 c, stk. 5. Medlemmer, der modtager social pension, har kun ret til dagpenge i en periode på sammenlagt 12 måneder inden for 18 måneder. Det er dog et krav, at de øvrige betingelser for at modtage dagpenge er opfyldt, herunder kravet om rådighed i lovens § 62. Denne begrænsning af retten til dagpenge indtræder fra det tidspunkt, hvor pensionen senest kan få virkning. Det vil sige fra den 1. i måneden, efter at der er forløbet 3 måneder, efter at sagen er påbegyndt, eller fra den dag, hvor pensionen får virkning. For personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension efter 1. januar 2003, gælder lov om social pension. For at få tilkendt førtidspension, skal medlemmets arbejdsevne være nedsat i et sådant omfang, at pågældende ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. For personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension eller invalidtitetsydelse inden den 1. januar 2003, gælder lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Bekendtgørelsen omfatter alle former for social pension efter henholdsvis § 1 i lov om social pension og § 1 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., dog undtagen invaliditetsydelse, samt tilsvarende udenlandsk lovgivning.

Et medlem er ikke omfattet af bekendtgørelsen fra det tidspunkt, hvor pensionen er gjort hvilende eller er frakendt i henhold til afgørelse fra pensionsmyndigheden. A-kassen skal dog sikre sig, at medlemmet opfylder betingelserne for ret til arbejdsløshedsdagpenge, herunder at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, inden den begynder udbetalingen af arbejdsløshedsdagpenge til medlemmet.

Hvis et medlem modtager en udenlandsk pension, skal det ved en konkret vurdering afgøres, om pensionen er af en sådan art, at den skal sidestilles med dansk social pension. For modtagere af arbejdsløshedsdagpenge er det ved denne vurdering afgørende, om der er tale om en ydelse, der er betinget af, at modtagerens rådighed for arbejdsmarkedet er begrænset. Det er afgørende for både modtagere af dagpenge og efterløn, at der ikke sker dobbeltforsørgelse for offentlige midler. Det forhold, at pensionen er dækket af en social sikringsoverenskomst, betyder ikke i sig selv, at pensionen kan sidestilles med en social pension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Der skal derfor også i disse tilfælde foretages en konkret vurdering af pensionens art. Nedsat erhvervsevne: En udenlandsk pension, der er helt eller delvis offentligt finansieret, er omfattet af bekendtgørelsen, hvis den er betinget af, at modtagerens erhvervsevne er nedsat. Alders- og folkepensioner: Hvis pensionen er en egentlig alderspension, der udbetales som en tilbagetrækningsydelse i oprindelseslandet, vil der være tale om en social pension. Den skal derfor behandles efter reglerne i denne bekendtgørelse. Dette gælder, uanset hvordan ordningen er finansieret. Anden pension opnået på grund af bopæls- eller arbejdsperioder i udlandet: Udenlandsk pension, som kan sidestilles med førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. er også omfattet af bestemmelsen. Pension efter ægtefælle: En udenlandsk pension efter en ægtefælle, er ikke omfattet af bekendtgørelsen, hvis medlemmet alene er berettiget til pensionen på grund af ægteskabet, og hvis medlemmet ikke selv har haft bopæl eller ophold i oprindelseslandet. Hvis medlemmet har haft bopæl i oprindelseslandet, skal det dog konkret afgøres, om pensionen er omfattet af denne bekendtgørelse. Arbejdsmarkedsrelateret pension: En pensionsordning er normalt ikke omfattet af bekendtgørelsen, hvis den i forbindelse med arbejdsforhold i udlandet er etableret som en arbejdsmarkedsrelateret pension. En sådan pension vil dog normalt medføre fradrag, hvis der bliver udbetalt pension samtidig med dagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Privat finansierede pensionsordninger: Privattegnede pensions- og forsikringsordninger er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.

For så vidt angår forbruget af ydelsesperioden på de 12 måneder, henvises til reglerne i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav for lønmodtagere og dagpengeperiode og bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed. Dagpengeperioder før ansøgningstidspunktet regnes med. Eksempel: Et medlem bliver indplaceret i dagpengeperioden. Når medlemmet har modtaget dagpenge i 5 uger, søger medlemmet varig hjælp til forsørgelse. Hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, har ansøgningen ingen konsekvenser for medlemmets ret til dagpenge. Efter yderligere 5 uger træffer kommunen afgørelse om, at sag om social pension skal påbegyndes. Hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan medlemmet modtage dagpenge i yderligere 42 uger inden for 68 uger. Reglerne om konsekvenserne af sygdom og barsel i bekendtgørelsen om beskæftigelseskrav for lønmodtagere og dagpengeperiode finder også anvendelse i denne bekendtgørelse. Det følger af § 5, stk. 2.

Det kan være vanskeligt at afgøre, om en udenlandsk social pension helt kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension. En udenlandsk pension omfattes derfor ikke af § 5, stk. 1, hvis den er mindre end dansk folkepensions grundbeløb for enlige pensionister. Det er dog et krav, at pensionen ikke er helbredsbetinget.

Det fremgår af kommunens indberetning, hvornår sagen er påbegyndt. Hvis medlemmet får tilkendt social pension inden 3 måneder fra den dato, hvor sagen om førtidspension begyndte, indtræder begrænsningen i retten til dagpenge fra den 1. i måneden, efter at kommunen traf afgørelse om pensionen.

Efterbetaling kan først ske, når medlemmet skriftligt har erklæret, at afslaget ikke er anket.

Hvis et medlem ikke længere har ret til dagpenge, jf. § 64, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal medlemmet optjene retten til en ny dagpengeperiode på 12 måneder inden for 18 måneder efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Kravet om arbejde opgøres efter reglerne i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav for lønmodtagere og dagpengeperiode og bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.

For medlemmer, der bliver omfattet af lov om social pension, er tilkendelse af førtidspension betinget af, at medlemmets arbejdsevne er nedsat i et sådant omfang, at pågældende ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Det vil betyde, at sådanne medlemmer som altovervejende hovedregel ikke vil kunne anses for at stå til rådighed og dermed være dagpengeberettigede.

Det følger af § 74 c, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at det ikke er muligt for et medlem at modtage efterløn, samtidig med at medlemmet fx modtager social pension og de tillæg, der kan opnås i forbindelse hermed efter lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller tilsvarende udenlandsk lovgivning. Det får bl.a. betydning, hvis den sociale pension tilkendes med virkning fra et tidspunkt, hvor medlemmet modtager efterløn. I forbindelse med pensionens udbetaling skal der ske tilbagebetaling af den efterløn, medlemmet har modtaget vedrørende den samme periode, hvor der nu er tilkendt social pension. Det er derfor vigtigt, jf. § 12, at medlemmet oplyser a-kassen om, at pågældende har ansøgt om førtidspension eller har en pensionssag under behandling. Et medlem, der får en udenlandsk social pension, er som udgangspunkt afskåret fra at overgå til efterløn. Et medlem, der modtager efterløn, og som får ret til en udenlandsk social pension, skal som udgangspunkt udtræde af efterlønsordningen. Det kan være vanskeligt at afgøre, om en udenlandsk social pension helt kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension. Derfor kan et medlem få en udenlandsk pension samtidig med efterløn, hvis pensionen er mindre end dansk folkepensions grundbeløb for enlige pensionister. Hvis pensionen senere forhøjes, så grundbeløbet overstiges, skal medlemmet frasige sig forhøjelsen for fortsat at kunne få efterløn. Medlemmet kan dog vælge fortsat at få efterløn, mod at der sker fradrag for hele pensionsbeløbet. Det fremgår af bekendtgørelse om fleksibel efterløn, at en udenlandsk social pension, som ikke direkte kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. medfører fradrag fuldt ud i efterlønnen. Det vil sige krone for krone.

Medlemmet har en ubetinget oplysningspligt, hvis medlemmet modtager eller søger ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Kommunens indberetninger, som sendes videre til a-kassen, fritager ikke medlemmet for oplysningspligten.

Denne vejledning afløser vejledning nr. 142 af 18. december 2002 til bekendtgørelse om retten til dagpenge, efterløn og overgangsydelse i forbindelse med social pension.

Versioner

  1. 2011-04-27 · til 2017-05-10