Vejledning om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesvejledningen)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2011/43@2011-05-30/da
Indhold
Vejledning om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesvejledningen)
1. Reglerne om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum findes i § 60 og § 60 a i straffuldbyrdelsesloven. Straffuldbyrdelseslovens § 60 a er indføjet ved ændring af straffuldbyrdelsesloven i juni 2004. Efter bestemmelsen er der mulighed for at foretage stikprøvevis urinprøvekontrol af indsatte med henblik på at undersøge for eventuelt misbrug af euforiserende stoffer. Der henvises til det nedenfor under pkt. 10 anførte. Straffuldbyrdelseslovens § 60 er ændret med virkning fra den 1. juni 2011, således at det nu udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at også direktoratet kan foretage undersøgelse af indsattes person og opholdsrum. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at der inden for rammerne af de gældende regler om undersøgelse af indsatte og besøgende vil blive fastsat administrative regler om anvendelse af narkotikahunde til at undersøge indsatte og besøgende for ulovlige stoffer. Der henvises til det nedenfor under pkt. 2 anførte. Undersøgelsesbekendtgørelsen gælder for alle indsatte i kriminalforsorgens institutioner. Reglerne om undersøgelse gælder (principielt) også for kriminalforsorgens pensioner, men det skal understreges, at undersøgelse af indsattes person efter lovens § 60, stk. 2, ikke bør finde sted på pensionerne. Derimod kan der i pensionerne gennemføres undersøgelse af den indsattes opholdsrum og undersøgelse af den indsattes person efter § 60, stk. 1. En sådan undersøgelse over for en beboer på en pension bør ikke indebære afklædning, men kan f.eks. være klappen på lommerne for at se, om der er gemt ulovlige genstande, eller en besigtigelse, der ikke kræver egentlig afklædning, f.eks. opknapning af en skjorte eller opsmøgning af et ærme for at finde skjulte genstande. Finder sådan undersøgelse sted, skal undersøgelsen selvsagt ske efter de regler, der er fastsat i loven og bekendtgørelsen. Denne vejledning har til formål at orientere om væsentlige fortolkningsbidrag knyttet til enkelte af de gældende regler. Der er således ikke tale om en samlet gennemgang af reglerne.
2. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, at institutionen og direktoratet kan undersøge, hvilke genstande en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages. Med udtrykket ”undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på sin person” sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse (jf. retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1), dvs. de former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed. Undersøgelser, hvor en indsat anmodes om at afføre sig det tøj, den pågældende er iført, hvorefter tøjet undersøges, vil være omfattet af stk. 1. Dette gælder også tilfælde, hvor der må anvendes magt for at få den indsatte til at afføre sig tøjet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62. Ifølge lovens bemærkninger vil der være mulighed for at undersøge grupper af indsatte på tilfældige tidspunkter og steder. Undersøgelse efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, kan ske ved hjælp af kriminalforsorgens narkotikahunde. Den indsatte skal give samtykke hertil, jf. undersøgelsesbekendtgørelsens § 2. Undersøgelse ved anvendelse af narkotikahunde kan f.eks. ske ved, at den indsatte sætter sig på en skammel, hvorefter hunden søger rundt om, under og op ad personen og markerer, hvis den får fært af narkotika. Undersøgelsen vil også kunne foregå ved, at den indsatte passerer en narkotikahund, eller at hunden passerer den indsatte eller eventuelt flere indsatte, og at hunden markerer, hvis den får fært af narkotika. Nægter en indsat at lade sig undersøge af en narkotikahund, eller markerer en narkotikahund, vil der kunne ske legemsbesigtigelse efter § 60, stk. 1, eller eventuelt legemsundersøgelse efter § 60, stk. 2, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Udover de tilfælde, som er nævnt i § 60, stk. 1, kan der blandt andet foretages legemsbesigtigelse og undersøgelse af det tøj, som indsatte er iført, ved indlæggelse på sygeafdeling, ved udelukkelse fra fællesskab og ved anbringelse i observationscelle, forhørscelle eller strafcelle. Ved anbringelse i sikringscelle skal der foretages undersøgelse i medfør af § 60, stk. 1, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i fængsler og arresthuse .
3. Reglerne om undersøgelse af den indsattes opholdsrum er ikke til hinder for, at institutionen til varetagelse af sine ordens- og sikkerhedsmæssige opgaver undersøger andre lokaliteter end de nævnte for genstande eller gennemgår den indsattes opholdsrum for f.eks. beskadigelse af vinduesarmatur og andre bygningsdele. Reglerne om undersøgelse af den indsattes opholdsrum gælder således alene ved undersøgelser, der kan betegnes som egentlige undersøgelser. Der må i denne forbindelse skelnes mellem undersøgelser, der har til formål at afdække, om den indsatte er i besiddelse af ulovlige genstande m.v., og almindelige ordensmæssige eftersyn med henblik på eftersyn af armaturer, brandsikring m.v., som foregår uden nærmere undersøgelse ved flytning af ting, åbning af skabe m.v. (dagligt eftersyn).
4. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2, at institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn kan træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. Med udtrykket ”nærmere undersøgelse af den indsattes person” sigtes til indgreb, hvor beføling af legemet er et led i selve undersøgelsen. Der tænkes bl.a. på ydre undersøgelser, der består i en beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult under huden, udtagelse af blodprøver og ultralyd- og røntgenundersøgelser. Endvidere kan nævnes undersøgelse af legemets hulrum og andre undersøgelser af legemets indre, f.eks. rectoskopi og gynækologisk undersøgelse.
5. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 4, som gælder både ved undersøgelse efter § 60 og afgivelse af urinprøve efter § 60 a, jf. nedenfor under punkt 10, at undersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Dette indebærer bl.a., at undersøgelser af den indsattes person skal gennemføres på en måde, så den indsatte mindst muligt oplever at blive krænket. Dette kan ved undersøgelser, der indebærer afklædning, blandt andet ske ved, at den pågældende opfordres til selv at tage tøjet af.
6. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5, at undersøgelse, der indebærer afklædning, kun må foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte (bortset fra sundhedspersonalet). Også denne bestemmelse gælder ved såvel undersøgelse efter § 60 og afgivelse af urinprøve efter § 60 a, jf. også nedenfor under punkt 10. Det fremgår af lovens bemærkninger, at det ikke er muligt undtagelsesvis at lade en person af andet køn foretage og overvære undersøgelser, der indebærer afklædning, heller ikke i tilfælde, hvor den indsatte giver udtryk for at være indforstået med det. Kravet om, at undersøgelser skal foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte, kan på grund af den kønsmæssige fordeling i den enkelte institution betyde, at en undersøgelse ikke altid vil kunne ske straks. Afhængigt af undersøgelsens formål kan det i så fald være nødvendigt at udelukke den indsatte fra fællesskab, indtil personale af samme køn som den indsatte er kommet til stede. Med henblik på i videst muligt omfang at undgå tilfælde af denne karakter forudsættes det, at den enkelte institution ved tilrettelæggelsen af vagtplaner m.v. er særligt opmærksom på kravet om kønsfællesskab ved undersøgelser. Det kan ifølge forarbejderne til straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5, ikke på forhånd afvises, at der – f.eks. hvis en selvmordstruet indsat skal anbringes i en sikringscelle – kan opstå en situation, hvor det vil være åbenbart uforsvarligt først at gennemføre undersøgelsen, når personale af samme køn som den indsatte er kommet til stede. I et sådant ganske særligt tilfælde kan almindelige principper om nødret begrunde, at personale af et andet køn end den indsatte foretager den nødvendige undersøgelse.
7. Efter § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen skal der deltage mindst to ansatte ved undersøgelser af indsattes person og opholdsrum. Hvis særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan en undersøgelse dog gennemføres af en enkelt ansat, jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. Ved hastende undersøgelser af indsattes person, hvor der kun er én ansat til stede af samme køn som den indsatte, må institutionen således ud fra en konkret vurdering afgøre, om der skal dispenseres fra kravet om, at der skal være to ansatte til stede ved undersøgelsen. I § 8 i bekendtgørelsen er der fastsat nærmere regler for notatpligt bl.a. i forbindelse med undersøgelser og urinprøver, hvor der undtagelsesvis dispenseres fra kravet om, at der skal deltage to ansatte. 8. Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, at hvis den indsatte ikke vil medvirke til, at der gennemføres recto-vaginalundersøgelse, eller hvis undersøgelsen af andre grunde ikke kan gennemføres, kan den indsatte i stedet under observation af en vagt udelukkes fra fællesskab efter reglerne i bekendtgørelse om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse. Er der foretaget en recto-vaginalundersøgelse uden resultat, kan den indsatte tilsvarende udelukkes fra fællesskab under observation af en vagt, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. ovennævnte bekendtgørelse. Ved vurderingen af, om udelukkelsen fra fællesskab under observation af en vagt er i overensstemmelse med bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 3 og 4, og § 63, stk. 5 og 6, bør der navnlig lægges vægt på, om fortsat udelukkelse fra fællesskab står i rimeligt forhold til karakteren af den strafbare virksomhed, som gør anbringelsen påkrævet. 9. Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 3, at hvis en undersøgelse af den indsattes opholdsrum indebærer en fuldstændig gennemgang af den indsattes genstande i opholdsrummet, skal den indsatte enten have mulighed for at overvære undersøgelsen eller efter undersøgelsen have tilbud om at få gennemgået undersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige omstændigheder taler imod dette. Tilbud om at få gennemgået undersøgelsen skal gives til den indsatte straks, når denne kommer tilbage til afdelingen eller opholdsrummet. Tilbuddet kan eventuelt gives skriftligt samtidig med en orientering om, at undersøgelsen har fundet sted. Det bemærkes, at institutionen eller direktoratet på baggrund af forholdene i det konkrete tilfælde, herunder også på baggrund af personalemæssige forhold, kan afgøre, om den indsatte skal overvære undersøgelsen, eller om der skal gives tilbud om efterfølgende gennemgang af undersøgelsen. De to muligheder er således sidestillede. Hvor flere opholdsrum eller en hel afdeling eller institution undersøges i forbindelse med aktioner, vil der være mulighed for at foretage en samlet orientering af de berørte indsatte.
10. Afgørelse om afgivelse af urinprøve kan efter straffuldbyrdelseslovens § 60 a træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. Der kan træffes bestemmelse om, at en eller flere indsatte skal afgive urinprøve, selv om der ikke er konkret mistanke om, at de pågældende har indtaget euforiserende stoffer. Bestemmelse om aflæggelse af stikprøvevise urinprøver kan træffes for så vidt angår en enkelt indsat eller grupper af indsatte, herunder alle indsatte på en bestemt afdeling eller alle institutionens indsatte. Selvom § 60 a ikke kræver, at der foreligger konkret mistanke, vil bestemmelsen også kunne anvendes, når der er konkret mistanke om misbrug som følge af f.eks. fund af hashpiber, nålehylstre m.m., eller fordi den indsatte skønnes påvirket. Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse ved afgivelse af urinprøve efter § 60 a. Afgivelse af urinprøve skal således ske så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det indebærer bl.a., at andre indsatte ikke må være til stede. Også straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse ved urinprøvekontrol efter § 60 a. Urinprøvekontrol må således kun foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte, bortset fra sundhedspersonale. Derimod er der ikke krav om, at afgivelse af urinprøve – i modsætning til, hvad der gælder for undersøgelser generelt – skal overværes af mere end en ansat, og der er ikke krav om medvirken af læge. Hvis analysen i institutionen giver udslag for et eller flere af de stoffer, der undersøges for, og den indsatte nægter at have indtaget sådanne stoffer, indsendes prøven altid til laboratoriet ved Københavns Fængsler. Reaktionen på et positivt analyseresultat fastsættes af forhørslederen. Afgørelsen skal træffes efter en konkret vurdering, hvor alle relevante omstændigheder skal indgå og afvejes efter deres bevisvægt (fri bevisbedømmelse). Forhørslederen skal påse, at sagen oplyses tilstrækkeligt, og det er forhørslederen, der afgør, hvornår denne pligt til at oplyse sagen er opfyldt, dvs. hvornår sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse. Et positivt urinanalyseresultat medfører en formodning om, at den indsatte har indtaget euforiserende stoffer. Dette gælder både for den analyse, der foretages i institutionen (pladetesten), og for den konfirmative analyse. Hvis den indsatte nægter at have indtaget ulovlige stoffer, skal forhørslederen under det efterfølgende forhør vurdere, om der i forbindelse med forhøret fremkommer oplysninger via den indsattes forklaring eller andre forhold, der afsvækker denne formodning. Hvis der ikke fremkommer sådanne oplysninger, må det antages, at den indsatte har indtaget euforiserende stoffer. Andre faktorer end resultatet af urinprøven kan indgå i den fri bevisbedømmelse, f.eks. snøvlende tale, slingrende gang, kendskab til forhold vedrørende misbrug m.v. Der er tale om en konkret, samlet vurdering, og forhørslederen må ikke lægge til grund, at den indsatte har indtaget euforiserende stoffer, hvis den formodning, som den positive urinprøve skaber, afkræftes eller svækkes i afgørende grad under det efterfølgende forhør eller i øvrigt. Når der foreligger en positiv pladetest, må det vurderes, om der er en sådan misbrugsfare, at udgang skal nægtes. Hvis bevisvurderingen, jf. formodningsreglen, fører til, at det må lægges til grund, at den indsatte har indtaget euforiserende stoffer, vil dette typisk medføre en formodning for, at der også er risiko for, at den indsatte vil indtage euforiserende stoffer under udgang og dermed misbruge udgangen. Hvis det besluttes, at udgang bør inddrages, kan dette ske, inden den konfirmative test foreligger. Hvis den indsatte står til at afvikle en § 31-udgang, må formålet med udgangen som hidtil indgå i vurderingen. Hvis den konfirmative test efterfølgende viser sig at være negativ, skal der tages stilling til, om den indsatte skal have tillagt en ekstra udgang på et senere tidspunkt. For så vidt angår disciplinære reaktioner vil tidspunktet for, hvornår sanktionen skal ikendes, afhænge af en konkret vurdering, hvor arten af sanktionen indgår. Hvis der er tale om gentagelsestilfælde, og anvendelse af strafcelle må forventes, må forhørslederen vurdere, om den positive pladetest sammenholdt med oplysninger om de tidligere sager har en sådan bevismæssig styrke, at spørgsmålet om ikendelse af strafcelle må anses for tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse i sagen. Hvis der er tale om ikendelse af bødestraf, skal resultatet af den konfirmative analyse som udgangspunkt afventes, idet retshåndhævelsesmæssige hensyn i disse tilfælde typisk ikke taler imod, at afgørelsen udsættes, indtil resultatet af den konfirmative analyse foreligger. Sager om ikendelse af bøde kan dog i visse tilfælde anses for tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, f.eks. hvis der indgår andre tungtvejende bevismæssige omstændigheder i sagen, således at det må anses for uomtvisteligt, at den indsatte har indtaget euforiserende stoffer. Hvis den konfirmative analyse viser sig at være negativ, skal der tages stilling til spørgsmålet om eventuel erstatning eller tilbagebetaling. En indsat, der indvilliger i at afgive urinprøve, men ikke umiddelbart er i stand til det, kan udelukkes fra fællesskab i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1, nr. 2, 1. led. Udelukkelsen må højst udstrækkes, til den indsatte har afgivet urinprøve, og skal under alle omstændigheder bringes til ophør efter 3 timer, jf. vejledning om udelukkelse fra fællesskab pkt. 3. Hvis den indsatte ikke har afgivet urinprøve efter 3 timer, behandles sagen som nægtelse af at afgive urinprøve. En indsat, der nægter at afgive urinprøve efter § 60 a, kan straffes disciplinært efter straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 4.
11. Afgivelse af urinprøve kan i øvrigt finde sted i henhold til et vilkår for en udgangstilladelse eller i henhold til et vilkår for overflytning til ophold i en anden afdeling eller institution, der forudsætter, at vedkommende er stoffri. Såfremt afgivelse af urinprøve sker i henhold til et af de ovennævnte vilkår og ikke i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 60 a, vil der som hidtil ikke kunne ikendes disciplinærstraf for indsattes nægtelse af at afgive urinprøve. Reglerne i bekendtgørelsen gælder ikke direkte for disse urinprøvers vedkommende, men institutionerne skal følge principperne i bekendtgørelsen. Dette betyder, at den indsatte mundtligt skal orienteres om baggrunden for afgivelse af urinprøve, at der ikke må være andre indsatte tilstede ved afgivelse af urinprøven, at afgivelse af urinprøve skal ske under overværelse af mindst en ansat, og at urinprøvekontrol kun foretages og overværes af personale af samme køn som den indsatte, bortset fra sundhedspersonale.
12. Vejledningen træder i kraft den 1. juni 2011. Vejledning nr. 119 af 13. december 2006 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner ophæves samtidig.