Gelex

Vejledning til bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter

OphævetVersion 2011-07-21fra 2011-07-26 til 2016-06-02
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2011/56@2011-07-21/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning til bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 43, stk. 3, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 342 af 8. april 2011, der bemyndiger økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om pris- og risikooplysning for finansielle ydelser. Denne vejledning erstatter Finanstilsynets vejledning nr. 22 af 15. april 2011 til bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter. Risikomærkningen skal bidrage til, at detailkunder (jf. § 4, stk. 1, nr. 3. i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel) kan danne sig et overblik over, hvorvidt de kan risikere at tabe dele af investeringen, hele investeringen eller mere end investeringen, inden de indgår en konkret aftale om at foretage en investering. Vurderingen af, om et bestemt investeringsprodukt er egnet for en bestemt kunde i en bestemt situation, bygger på mange forskellige forhold, ikke mindst på kundens egen situation. Det er et vigtigt element for den enkelte kunde at kende de risici, der er forbundet med et bestemt investeringsprodukt, men det er ikke den eneste betydende faktor. Afvejningen af hvilken beslutning, der er den rigtige, er kernen i finansiel rådgivning. Risikomærkningen kan ikke træde i stedet for investeringsrådgivning, men skal supplere rådgivningen sammen med andre elementer. Mærkningsordningen tager udgangspunkt i farverne i et trafiklys, som både afspejler risikoen for tab ved investeringen, samt hvor let eller svært det er at gennemskue den pågældende investering og de mulige konsekvenser heraf. Således kan de typer af investeringsprodukter, der indgår i den grønne kategori betragtes som relativt enkle produkter. Kategorien omfatter obligationer, hvor risikoen for at tabe hovedstolen ved obligationens udløb må betragtes som meget lille. Der kan dog forekomme kursudsving i obligationens løbetid. Investeringer i den gule kategori har en større risiko for tab end det er tilfældet i den grønne kategori. Men i lighed med den grønne kategori er der her tale om relativt enkle produkter. Endelig gælder det for produkter i den røde kategori, at produkterne enten er svære at gennemskue, eller at produkterne er forbundet med en risiko for, at tabet i enkelte tilfælde kan overstige det investerede beløb. Bekendtgørelsen pålægger finansielle virksomheder, der formidler køb af investeringsprodukter til detailkunder, at stille information til rådighed for kunden om, hvilken kategori en type af investeringsprodukt befinder sig i. Risikomærkningen tager udgangspunkt i muligheden for at tabe det investerede beløb og ikke sandsynligheden for, at dette indtræffer. Kategoriseringen tager endvidere højde for produkternes gennemskuelighed eller mangel på samme, idet der kan være produkter, som er sammensat af flere underliggende aktiver, hvor det kan være vanskeligt for en detailkunde at gennemskue den reelle risiko ved de enkelte elementer i den pågældende type af investeringsprodukt. Muligheden for at opnå et positivt afkast ved den pågældende investering tages ikke med i betragtning ved kategoriseringen. Ligeledes ses der også bort fra tidshorisonten for den pågældende investering. Risikomærkningen erstatter ikke den almindelige rådgivning, som skal gives i forbindelse med køb af investeringsprodukter, jf. bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, men skal i stedet ses som et supplement til den almindelige rådgivning.

§§ 1-2 angiver anvendelsesområdet for bekendtgørelsen samt definitionen af et investeringsprodukt. §§ 3-4 fastsætter regler for mærkning af typer af investeringsprodukter til detailkunder, herunder bestemmelser for hvilke mærkningskategorier, der skal anvendes til mærkning af typer af investeringsprodukter. §§ 5-6 indeholder regler om tilsyn, straf og ikrafttræden. Bilag 1 indeholder et skema over typer af investeringsprodukter og fordelingen af disse typer af produkter i de tre mærkningskategorier grøn, gul og rød.

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for danske finansielle virksomheder og investeringsrådgivere samt for udenlandske finansielle virksomheder og investeringsrådgivere, herunder de virksomheder og investeringsrådgivere, der handler med investeringsprodukter i Danmark gennem en filial. Bekendtgørelsen finder dermed ikke anvendelse på grænseoverskridende tjenesteydelser ydet af finansielle virksomheder eller investeringsrådgivere, der har tilladelse i et andet EU-land eller et land, som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område. § 2. Definitionen af typer af investeringsprodukter i § 2 omfatter alle instrumenter, der er nævnt i bilag 5 i lov om finansiel virksomhed. Derudover omfatter definitionen også indskud i pengeinstitutter, hvor afkastet afhænger af udviklingen i et eller flere aktiver. Det gælder eksempelvis strukturerede indlån, hvor afkastet helt eller delvist følger udviklingen i et eller flere finansielle instrumenter eller finansielle indeks. Endelig omfatter definitionen også sparekassernes garantbeviser og andelskassernes andelsbeviser samt pantebreve. Hybrid kernekapital er ikke omfattet af § 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke aftaler om diskretionær porteføljepleje, puljeordninger og værdipapirhandel, som sker i tilknytning til lån med pant i fast ejendom. Pensionsaftaler i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan sidestilles med puljeordninger og er derfor ikke omfattet af bekendtgørelsen.

§ 3. Bekendtgørelsen pålægger finansielle virksomheder at mærke alle typer af investeringsprodukter, der sælges til detailkunder jf. bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel § 4, der definerer, hvad der forstås ved en detailkunde. Mærkningen skal foretages for at sikre, at detailkunderne uden besvær kan danne sig et overblik over, hvorvidt de kan tabe hele investeringen, dele af investeringen eller mere end det investerede beløb. Kategoriseringen skal foretages på produktniveau, da detailkunder har behov for at kende risikoen ved hver enkelt produkt og ikke kun som en »samlet pakke«, for at kunne foretage en kvalificeret vurdering af, hvilke produkter detailkunden ønsker at placere sine midler i. Der er således ikke anlagt en porteføljebetragtning i kategoriseringen, og kategoriseringen skal ikke foretages på porteføljeniveau, men i stedet på de enkelte produkter, der udgør porteføljen. Der kan med andre ord ikke ses nogen form for sammenhæng mellem den investeringsprofil, som efter den finansielle virksomheds vurdering er forbundet med en bestemt portefølje, og den risikomærkning der er knyttet til de typer af investeringsprodukter, som indgår i porteføljen. § 3, stk. 2 omhandler den situation, hvor en detailkunde ydes investeringsrådgivning. Her skal oplysningerne om risikomærkningsordningen gives til den enkelte detailkunde forud for, at kunden indgår en aftale om køb af et investeringsprodukt, eller i forbindelse med at kunden bliver rådgivet om produktet. Oplysningerne om risikomærkningen skal efter § 3, stk. 2 gives til kunden på et varigt medium. Oplysningerne skal forklare risikomærkningen samt indplaceringen af forskellige produkttyper. Dette skal ske i et let forståeligt sprog, der retter sig imod detailinvestorer. I forbindelse med forklaringen af indplaceringen af produkttyper i risikomærkningen kan den finansielle virksomhed fx give eksempler på udbudte produkter og indplaceringen af disse. Det er op til den finansielle virksomhed selv at fastslå, hvordan oplysning om risikomærkningen i praksis skal gives til kunden. Det kan eksempelvis være et papir, som gives til kunden i forbindelse med rådgivningen eller en henvisning til en skrivebeskyttet hjemmeside, hvorfra kunden kan printe oplysningerne. Oplysningerne om risikomærkningen kan eksempelvis også gives på markedsføringsmateriale eller på faktaark. Såfremt den finansielle virksomhed kontakter kunden med henblik på markedsføring af investeringsprodukter eller gennemførslen af kampagner for introduktionen af nye produkter, skal risikomærkningen af den pågældende produkttype fremgå af det materiale, som udleveres til kunder og potentielle kunder. Det kan fx være markedsføringsmateriale og/eller faktaark. Er der tale om en situation, hvor en detailkunde har indgået aftale om at modtage rådgivning over telefonen, skal oplysningerne om risikomærkning gives til kunden forud for ordreafgivelsen. Oplysningerne om risikomærkning kan i den forbindelse eksempelvis gives til kunden i form af en oversigt over de tilgængelige typer af investeringsprodukter med informationer om, hvilke mærkningskategorier de enkelte typer af investeringsprodukter befinder sig i. En finansiel virksomhed er ikke forpligtet til at give kunden oplysninger om risikomærkning, hvis virksomheden løbende udøver investeringsrådgivning for en kunde om det samme investeringsprodukt. Her tænkes på kunder, der jævnligt er i kontakt med deres investeringsrådgiver, og som jævnligt handler med investeringsprodukter. Den finansielle virksomhed skal dog stille information om risikomærkningen til rådighed for kunden. Hvis kunden modtager rådgivning om en type af investeringsprodukt, som vedkommende ikke jævnligt handler med eller modtager rådgivning om, vil kunden skulle oplyses om risikomærkningen af det pågældende produkt efter § 3, stk. 2. § 3, stk. 3 omhandler den situation, hvor en detailkunde handler med investeringsprodukter via en elektronisk handelsplatform, herunder netbanker, samt den situation, hvor en detailkunde uopfordret tager kontakt til en finansiel virksomhed og anmoder den finansielle virksomhed om at udføre en ordre, hvorefter det pågældende investeringsprodukt handles på kundens anmodning. I sådanne tilfælde er den finansielle virksomhed ikke forpligtet til at give oplysninger om risikomærkningen til kunden, men den finansielle virksomhed skal stille information til rådighed for kunden om risikomærkningen. Den finansielle virksomhed som stiller den elektroniske handelsplatform til rådighed for kunden, er i denne situation forpligtet til at stille information til rådighed om samtlige typer af investeringsprodukter, som kunden kan handle på platformen. Det er op til den finansielle virksomhed selv at afgøre, hvordan risikomærkningen i praksis skal gives til kunden i forbindelse med handel på en elektronisk handelsplatform. Informationerne skal dog være tilgængelige et synligt sted på den elektroniske handelsplatform. Eksempelvis kan informationerne gives til kunden i form af en oversigt over de tilgængelige typer af investeringsprodukter på handelsplatformen med informationer om, hvilke mærkningskategorier de enkelte typer af investeringsprodukter befinder sig i. Kunden vil selv være ansvarlig for at orientere sig i oversigten forud for et køb via en elektronisk handelsplatform. § 4. Risikomærkningen tager udgangspunkt i risikoen for at tabe det investerede beløb og ikke sandsynligheden for, at dette sker. Det er derfor vigtigt at være bevidst om, at produkterne i en kategori ikke nødvendigvis er homogene. Dette betyder, at der inden for den enkelte kategori godt kan være en højere sandsynlighed for at tabe det investerede beløb ved en investering end ved en anden investering. Det er den grundlæggende risiko for at tabe det investerede beløb, som er kendetegnende for kategorien, selvom sandsynligheden for at det sker kan være forskellig. Kategoriseringen opdeles i en grøn, gul og rød kategori. Se i øvrigt bilag 1 til bekendtgørelsen, der indeholder et skema over typer af investeringsprodukter og fordelingen af disse i de tre mærkningskategorier grøn, gul og rød. Oplysning om risikomærkning skal gives i overensstemmelse med fordelingen af typer af investeringsprodukter i bilag 1. Kategoriseringen fokuserer på de finansielle produkters risici og ikke eventuelle afkast. Muligheden for at opnå et positivt afkast tages således ikke i betragtning ved kategoriseringen. Kategoriseringen tager endvidere højde for produkternes gennemskuelighed eller mangel på samme, idet der kan være produkter, som er sammensat af flere underliggende aktiver, hvor det kan være vanskeligt for en detailkunde at gennemskue den reelle risiko ved de enkelte elementer i »samleproduktet«. Dette kunne eksempelvis være en struktureret obligation. § 4, stk. 2 anfører, at mærkningen grøn gives til produkter, hvor risikoen for at tabe hele det investerede beløb må betragtes som meget lille, hvis investeringen holdes til udløb. Risikoen kan dog foreligge, og der kan forekomme kursudsving i investeringens løbetid. I den grønne kategori placeres eksempelvis danske stats- og realkreditobligationer samt statsobligationer udstedt af eurolande i EUR og DKK. Her indplaceres også obligationer udstedt af multilaterale udviklingsbanker i DKK eller EUR. Herudover indplaceres statsgaranterede erhvervsobligationer ligeledes i den grønne kategori. § 4, stk. 3 anfører, at mærkningen gul gives til produkter, hvor det det investerede beløb kan tabes helt eller delvist. Her placeres eksempelvis statsobligationer udstedt i andre valutaer end DKK eller EUR samt obligationer udstedt i andre valutaer end DKK eller EUR af multilaterale udviklingsbanker, som har nulvægt ved opgørelsen af eksponeringens risiko efter standardmetoden (jf. kapitaldækningsbekendtgørelsens bilag 3, pkt. 5). Statsobligationer udstedt af lande udenfor EU, indplaceres i den gule kategori, uanset hvilken valuta obligationen udstedes i. I den gule kategori indplaceres også andele i kollektive investeringsordninger, der opfylder kravene i UCITS direktivet, (2009/65/EF) herunder investeringsforeningsbeviser og Exchange Traded Funds (ETF), der er udstedt som UCITS. Andele i kollektive investeringsordninger, fx i en ETF, som ikke opfylder kravene i UCITS direktivet, skal indplaceres i den røde kategori. § 4, stk. 4 anfører, at mærkningen rød gives til produkter, hvor der kan tabes mere end det investerede beløb eller produkter, hvor det kan være svært at gennemskue den reelle risiko, fordi de eksempelvis er sat sammen af flere produkter. Disse produkter skal placeres i rød, selvom man ikke kan tabe hele det investerede beløb. Derfor vil eksempelvis trancheopdelte obligationer skulle indplaceres i den røde kategori. Desuden vil aktier, som ikke er optaget til handel på et reguleret marked, også skulle indgå i den røde kategori. Dette skyldes, at risikoen ved at handle på sådanne markeder vurderes højere end handel på regulerede markeder, idet der ikke er samme gennemsigtighed vedrørende pris. Endvidere skal regulerede markeder overholde regler om udsteders oplysningsforpligtelse, som uregulerede markeder ikke er omfattet af. Ved et reguleret marked forstås et multilateralt system, hvor der inden for systemet i overensstemmelse med dettes ufravigelige regler sammenføres eller befordres sammenføring af en flerhed af tredjeparters interesser i køb og salg af værdipapirer på en sådan måde, at der indgås aftaler om handel med værdipapirer, der er optaget til handel efter dette markeds regler eller systemer (jf. § 16 stk. 1 i bekendtgørelse om lov om værdipapirhandel m.v.). § 4, stk. 5 anfører, at en liste over de produkter, der skal mærkes med grøn, gul eller rød, findes i bilag 1 til bekendtgørelsen. I de tilfælde, hvor der i bilaget henvises til produkttyper som enten ”ikke er handlet på” eller ”er handlet på” et reguleret marked, skal dette forstås som optaget/ikke optaget til handel på et reguleret marked. Såfremt finansielle virksomheder formidler køb til detailkunder af typer af investeringsprodukter, som ikke fremgår af bilag 1, skal Finanstilsynet kontaktes, således at Finanstilsynet kan angive, hvordan tilsynet vil indplacere det pågældende produkt. Tilsynet vil sørge for at bilaget til bekendtgørelsen bliver opdateret med passende mellemrum. Derudover vil tilsynet også offentliggøre principielle afgørelser om indplacering af investeringsprodukter på Finanstilsynets hjemmeside.

§ 5. Finanstilsynet kan i henhold til § 5 give et påbud om, at den finansielle virksomhed berigtiger forhold, der strider mod reglerne om risikomærkning. Hvis et påbud ikke efterkommes kan dette efterfølgende straffes med bøde. Hvis informationerne om risikomærkning ikke gives til kunden forud for en handel med et investeringsprodukt i henhold til § 3, stk. 2 og 3, kan dette også straffes med bøde, jf. § 5 stk. 2. Efter lov om finansiel virksomhed § 354 b skal Finanstilsynet orientere offentligheden om sager, som er blevet behandlet af Finanstilsynet, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bestemmelsen om risikomærkning.

Versioner

  1. 2011-07-21 · til 2016-06-02